Klokkeringning i Ærøskjøbing

Ærøeskjøbing. Med Hensyn til det i Gaar ommeldte Forhold af Assessor Clausen meddele vi Følgende efter "Hp. Av." : Den 22de Januar indkom en Circulair-Skrivelse fra den Kgl. Slesvig-Holsteenske Regjering til Landfogderiet paa Ærøe, hvori der bekjendtgjordes, at HdS. K. H., Enkehertuginden Louise Augusta paa Augustenborg var afgaaet ved Døden, tilligemed den kgl. Befaling, at der i denne Anledning skulde ringes med Kirkeklokkerne i ti paa hinanden følgende Dage i Hertugdømmene fra Kl. 12 til l om Middagen.

Den constituerede Landfoged, Hr. Amtsforvalter von Holstein, meddeelte strax Sognepræsten, Hr. Pastor Olrik, den fornødne Befaling, hvorpaa der blev beordret 4 Mand til at ringe med Kirkeklokkerne i den bestemte Tid. Men netop da de første to af dem vare komne op i Taarnet, for at begynde med Ringningen, kom ogsaa Assessor Clausen, som Kierkeinspecteur, og forbød dem udtrykkeligen at ringe, idet han "slet ikke vilde taale eller tillade det". Da Folkene sagde ham, at det var befalet dem af deres Øvrighed, svarede han: "Jeg veed det nok, at I ere tilsagte af Bytjeneren, men jeg vil ikke have det; der skal ikke ringes". Dette var den 23de Januar Kl. 12. Den 24de oplæste Hr. Assessor Clausen ovenomtalte Kgl. Circulair-Skrivelse selv paa Raadhuset i Overværelse af flere end hundrede Personer, men der blev alligevel intet af Ringningen, hverken den eller den følgende Dag.

Efter Sigende skal han ogsaa have forbudt Klokkeringningen i Landsbymenighederne her paa Øen, som i Flækken Marstal, men Præsterne have alligevel ladet ringe efter høiere Ordre, uden at adlyde deres saa myndigt bydende Kierkeinspecteur. Saaledes er der da blevet ringet for Hds. K. Høihed i alle Sogne her paa Øen, saavel som i Hertugdømmene, uden alene i Ærøeskjøbing, hvor der dog, ligesom ellers, dagligen er bleven ringet fem Gange, nemlig Kl. 8, Kl. 10, Kl. 12, Kl. 2 og Kl. 7, som efter gammel Sædvane rigtignok kun varer nogle Minuter ad Gangen. Klokkerne vise altsaa, at der nok kan ringes med dem. Enhver her i Byen længes efter at vide, dvad der .har foranlediget Hr. Assessor og Kierkeinspekteur Clausen til denne besynderlige Fremgangsmaade lige imod Kongens udtrykkelige Befaling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1843)

Fra Ærøeskjøbing skrives under 8. ds.: Da man i Landsbysognene næsten var færdig med Sorgeringningen for Hds. Kgl. Høihed Louise Augusta, fik vi, som imidlertid forventningsfulde havde levet i den stille Uge, pludseligt Hovedet i Veiret, idet begge Kirkeklokkerne med eet begyndte at gaae om Fredagen d. 27. Jan. Kl. 12, og den Ene spurgte den Anden; "hvad er der paa færde? har vi et Lig i Byen? skal der begraves Nogen idag? O. s. fr. indtil vi endeligen fik det Svar: "Nei, nu begynder først Kirkeinspectør Clausen med at lade ringe over Hertuginden;" og saaledes blev da Ringningen regelmæssig fortsat i de foreskrevne 6 Dage indtil 1. Febr. incl. Efter Landfogderiets Bekjendiggørelse vare vi og Landsbymenighederne allerede færdige med vor Sorg 6 Dage efter Circulairskrivelsens første Forkyndelse, nemlig d. 28. Jan., netop paa salig Kong Frederik den 6tes Fødselsdag, og kunde altsaa gjøre os saa lystige, som vi vilde. Dog vi - "besynderlige Mennesker, som man kan gjøre med alt hvad man vil, uden at vi lade indrykke noget i Aviserne" - gjorde slet ikke engang Brug af vor Frihed, men levede meget stille og roligt, og Udsatte alle Forlystelser indtil ogsaa Efternøleren, Kirkeinspectør Clausen, var færdig med Ringningen. Dette var en Slags Føielighet, hvorved vi altid have udmærket os imod vor Assessor og Kirkeinspectør. Den lille Anomali, at Orgelet spilledes under Gudstjenesten paa hans tredie Ringningsdag, ville vi gjerne overse,, da han har saa uendelig meget at tage vare paa. Men bleve vi forundrede ved Forbudet, saa forbausedes vi, da vi erfarede, at han lod Klokkerne gaae henimod Udgangen af Ugen, og brøde vore Hoveder - men forgjæves - med at løse denne Gaade. (Hp. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 17. februar 1843).

Byfogden i Ærøskjobing  Assessor, Kirkeinspecteur Claussen oplyser, i Anledning af hans Vægring af at ringe med Klokkerne over Enkehertuginde Louise Augusta paa den af den slesvig-holstniske Regjering foreskrevne Maade, Følgende:

Kirkerne paa Ærø ere endnu i den oprindelige umiddelbare Forening med Moderlandet og sortere under det danske Cancelli, gjennem hvilket Collegium Hs. Majestæts Bestalling til Kirkeinspecteuren udfærdiges. Anordninger til Ringning ved Dødsfald i det kongelige Huus udgaae som for alle øvrige danske Kirker, saa og for dem paa Ærø, fra det danske Cancelli og foranstaltes det iværksatte af Kirkeinspecteuren, der, ved de ham underordnede Kirkeværgere, har Tilsyn med Kirkebygningerne, med Inventarierne, sørger for at Klokkerne og Redskaberne ere i brugelig Stand og dermed tilbørlig omgaaes, at ved overordentlige Ringninger, som de omhandlede, antager paalidelige Folk o. s. v. Kirkerne paa Ærø, deres Klokker, Ringning m. m. vedkomme derfor ikke den slesvig-holsteenske Regjering eller den samme underordnede Landfoged, og det kan altsaa kun være en Feiltagelse, naar det trykte Circulair, som bemeldte Regjering i ovenomtalte Anledning tilsendte alle Øvrigheder i Hertugdømmerne, ogsaa naaede Ærø. Amtsforvalter v. Holstein, hvem Etatsraad og Landfoged Carstens har bevirket antaget til foreløbig at forvalte Landfogdens Embede, maatte derfor, dersom det var ham om at gjøre, at bidrage Alt det, som lovmæssigt stod i hans Magt, for at bringe hiint Circulaire til Udførelse paa Ærø, have meddeelt Samme til Kirkeinspecteuren og overladt det til denne, at skride til Udførelsen eller oppebie det danske Cancellies Anordning. Dette var den rigtige og ene rette Vei, og mere kunde eller vilde den slesvig-holstenske Regiering ikke forlange af bemeldte Amtsforvalter v. Holstein, og neppe vil den billige, at han, uden foregaaende Meddelelse til Kirkeinspecteuren, beordrer Ærøskjøbings Indvaanere til, efter Omgang, at sende 4 Mand daglig op i Taarnet, for, uden videre Omstændigheder, at sætte sig i Besiddelse af Klokkerne, naar den Person, der besørger den daglige Ringning Kl. 12, og hvem Nøglerne til Taarnet ere anbetroede, har aabnet dette. Ikke engang denne Person vidste det Ringeste derom, for han var omringet af 4 Personer, der foregave at skulle ringe efter Holsteins Befaling. Lignende Foranstaltninger traf han ogsaa i Henseende til de øvrige 5 Kirker paa Ærø, og behagede derpaa saa sildigt at underrette ham (Claussen) derom, at det var umuligt, for Landsbykirkernes Vedkommende, at forhindre kaade Drenge, Drukkenbolte og lignende Mennesker, som for bedst Kiøb lade sig leie af de til Ringning beordrede Personer, fra, uden at Tilsyn, at kappes med hinanden om at svinge Klokkerne høiest imod Bjælkerne, beskadige dem og Redskaberne m. m. Derimod var det endnu betimeligt at standse dette Uvæsen i Ærøskjøbing, før det tog sin Begyndelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. februar 1843).

Striden om ringningen skyldes formentlig at  Als og Ærø i gejstlig henseende var et særegent bispedømme der ikke sorterede under Slesvig-Holsten, men under det danske kancelli.

Prinsesse og hertuginde af Augustenborg Louise Augusta (1771-1843) var officielt datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, om end det nok snarere var Struensee der var hendes biologiske far. Hun blev opdraget ved det danske hof sammen med storebroderen den senere Frederik 6. I sit ægteskab med hertug Frederik Christian af Augustenborg fik hun datteren Caroline Amalie, gift med den senere Christian 8., og sønnerne hertug Christian August og Frederik,- Prinsen af Nør. Efter sigende skal hun aldrig siden vielsen have besøgt København pga. etikettespørgsmål. I striden mellem Frederik 6. og hertug Frederik Christian om arveretten til den danske krone, valgte hun side til Frederik 6. Hun blev bisat den 26. januar 1843 i Sønderborg i den hertugelige familiebegravelse.

Asylselskabets Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Medens overhoved den Forsorg for Børnenes Fremtid, der har foranlediget og udtales i Bestyrelsens ovenfor fremsatte Ønske, fortjener billig Paaskjønnelse, saa synes det dog, at de ærede Bestyrere ikke have sat sig ret ind i Børnenes Forhold til Skolen og i disses private huuslige Forhold. Da man vel neppe agter at indlægge denne Haandgjernings-Underviisning i den sædvanlige Underviisningstid, vil man ved denne nye Indretning atter indføre en Eftermiddagsskole, der let igjen kunde medføre de Misligheder, som fremgaae af Skoleforsømmelser, hvilke man søgte at raade Bod paa ved forrige Aar at indføre samlet Skolegang. Fremdeles synes ogsaa det at maatte komme i Betragtning, at da Asylskolens Drenge ere Børn af fattige Forældre, der for en stor Deel ere Haandværkere, vil det altid forblive usikkert om disse ville kunne afsee deres Børn, naar de have Tid og Kræfter til at gaae dem tilhaande i deres Sysler, og at dette er Tilfældet, er Enhver bekjendt, der har underviist i Almueskoler, hvor Læreren hyppigt anmodes af Forældrene om Tilladelse til at benytte Børnene i selve Skoletiden; heraf troer Inds. ogsaa at turde slutte, at Børnene ikke ere saa ganske uden den Øvelse, som det er Bestyrelsens Agt at forskaffe dem.  

Dersom det altsaa skulde være den ærede Bestyrelses Plan, at anvende en Capital (f. Ex. 200 Rbd.) for i Lighed med Fremgang i Hds. Maj. Dronningens Asylskole at forskaffe Asylskolens Drenge Adgang til Industri-Skolen nogle Timer dagligt eller ugentligt, da maa Inds. ansee dette for en altfor stor Depense i Forhold til Selskabets Formue og altfor meget i Forhold til, hvad der egenlig vil blive udrettet for Børnene ved denne Udgift. Thi efter hvad vi ovenfor have yttret, vil det jo være uvist, hvorvidt Forældrene, hvis Stemning man for denne Sag, saavidt vides, endnu ei har prøvet, ikke have andet Brug for deres Børns Fritid til at gaae dem til Haande i deres Arbeide, eller hvorvidt de maatte ansee det for overeensstemmende med deres oekonomiske Tarv, at de atter om Eftermiddagen skulle sendes i Skole. (Saaledes erindrer Inds. et Tilfælde, hvor en Lærer tilbød at give en Dreng Underviisning udenfor Skoletiden, hvilket Moderen frabad sig af den Grund at han derved vilde slide saa meget mere Fodtøi).

(Kjøbenhavnsposten den 17. januar 1843. Uddrag)

Artiklen er en kommentar til beretning afgivet af en af spillerne på skoleområdet,  Asylskole-Selskabet. En "lærer ved Asylskolen" kommenterede i  beretningens bemærkning om "at forskaffe Drengene i Asylskolen Leilighed og Anviisning til at bruge deres Hænder saaledes, at den for dem Alle saa nødvendige Haandfærdighed derved kan udvikles og opnaaes"

Bestyrelsen svarede ikke, men i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1843 svarede en anonym skribent. Vedkommende undrede sig over at læreren havde fremført sin kritik offentligt, mente ikke at det var nødvendigt at spørge forældrene, at de små håndværkeres børn ikke lærte noget derhjemme. Læreren svarede igen den 1. februar 1843, og bragte ikke afgørende nye oplysninger i dagen,

En Scene fra Nytaarsnat. (Efterskrift til Politivennen)

Det undrer os, at "Dagen", der meddeler allehånde kuriosa, ikke har fortalt at der nytårsnat fandt et opløb sted på en af vore offentlige pladser. Havde "Dagen" imidlertid fortalt det, så tror vi dog at den ville have undgået at omtale de nærmere omstændigheder ved dette opløb. Vi skulle derimod gøre os en fornøjelse af at underrette publikum derom.

Som bekendt er der altid en mængde folk på gaden nytårsnat. Midnatstimen var nylig slået, og et selskab lystige brødre blev på vejen til deres hjem opmærksomme på en mand der gik omkring i en bøjet stilling ligesom søgende efter noget. De flokkede sig om ham og spurgte om han havde tabt noget?
"Jeg har ikke tabt noget, men jeg leder dog."
"Hvad er her på færde?" spurgte en politibetjent, der var
kommet til foruden en del andre.
"Manden der søger efter noget."
"Er det nu tid at søge? Hvad søger I?
"Efter alle de løfter, alle de forventninger, som ikke er gået i opfyldelse siden 1840."
"Er I gal, eller vil I gøre nar af mig?"
"Efter en konstitution".
"Mener I den stikker i brostenene?"
"Efter uindskrænket trykkefrihed".
"Menneske!"
"Efter besparelser i statshusholdningen".
"Fantaserer I!"
"Efter ordningen af statsforholdene".
"Raser I".
"Efter lettelser i husmændenes kår".
"Han er gal".
"Efter handelens og industriens opkomst".
"Vist er han gal!"
"Efter indskrænkning i appanager".
"Han er aldeles indstrænket".
"Efter indstænkning i hofholdningen".
"Han er bindegal!"
"Efter indskrænkning af det offenlige og hemmelige politi".
"Nei, nu går det for vidt!" råbte politibetjenten, "Fornærmelse mod konge og politi. Straks på kammeret. Han er ikke gal, hen er kun maleciør".
Men politibetjenten havde dog uret i denne formodning. Næste dag blev manden reklameret som udsprungen fra Bistrup.

(Forposten, 8. januar 1843)

Nytaar 1842/1843. (Efterskrift til Politivennen)

Nytaarsaften i Nakskov. Alt længe har det været en gammel Skik her i Byen, hedder det i "Lollands Posten" fra Nakskov, at Nytaarsaften er bleven feiret med Skud og Lystighed hos Lærestanden; men denne Skik er i de sidste 10 Aar saaledes udartet, at enhver Borger med Ængstelse seer denne Høitidsaften i møde, da ingen kan vide sin Eiendom sikkret og gjøre Regning paa at beholde sine Vinduesruder hele. For en ti a 8 Aar tilbage var der et stort Opløb paa Gaden af en 2 til 300 Mennesker; Byfoged Hammerich, Consul Hage og Flere fik deres Vinduer staaede ind, men, uagtet de strengeste Forhører, bleve Hovedpersonerne dog ikke opdagede.

Ogsaa faar maa man beklage, at Pøbelens Raahed er gaaet forvidt, da den største Tumult fandt Sted paa Gaden, uagtet det haarde Veir. Omtrent Kl. 4 begyndte Skydningen og vedvarede næsten uophørlig til Kl. 11; Ingen kunde paa den Tid gaae sikkert paa Gaden, da han paa Grund af den idelige Skyden hvert Øieblik kunde være i Fare for at støde mod et ladt Gevær. Om ogsaa man vilde undskylde Skydningen, saa fortjener dog i alt Fald den frække Kaadhed stor Daddel og Øvrighedens alvorlige Opmærksomhed. I store Klynger drog Pøbelen hujende gjennem Gaderne, strøede Raketter og en Mængde andre brændbare Sager rundtomkring, som efterhaanden sprang med store Knald; flere Kjøbmænd, f. Ex. Holst og Dan, fik deres Ruder staaede ind. Tagpotter reves af Tagene og kastedes ind af Døre og Vinduer, Skildtene bleve hængte op i Skibsmasterne.

Nytaarsfest. Efter flere Aars Afbrydelse siger "Kieler Corresp." blev igjen Nytaarsnatten høttideligholdt af de Studerende efter gammel Skik, ved at afsynge Nytaarssangen af Voss paa Torvet, og ved nogle Vivatraab, udbragte ved Fakkelskin. Den sidste Æresbeviisning vistes dennegang kun Universitetets fungerende Rector, Prof. Scherk, og den designerede Rector for næste Universitetsaar, Etatsraad, Prof. Falck. Den Kielske Sangforening havde iaar ved et Fakkeltog forenet sig med Studenterne til Høitideligheden paa Torvet, og afsang, efterat de Sidstnævnte vare dragne bort til Professorernes Boliger, adskillige Sange, og udbragte Vivat for "Kongehertugen" og "det tydske Fædreland." Derpaa bleve Faklerne kastede i Baal paa Torvet. Efterat Studenterne havde fuldendt deres Omgang, bragte de et Vivat for "det tydske Slesvig-Holstein."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1843).

Der hentydes til Johann Heinrich Voss (1751-1826): Neujahrslied (1784).

Nytaar i Altona. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Altona klages i "Alt. Merc." af 2den dennes over, at det gamle Aar ikke paa nogen fredelig Maade har taget Afsked fra nævnte By, idet Nytaarsnatten ikke alene er bleven feiret ved at skyde og kaste med gamle Potter, men den harmløse Sangforening, den saakaldte Liedertafel, har derhos maattet give Anledning til en Scandal paa Torvet. Hvori denne Scandal egenlig er bestaaet, beskriver "Mercur" ikke nøiere, men betegner den kun som hidrørende fra den i Brændeviinskipperne begeistrede Janhagel, og berører tillige, at Militairets Mellemkomst har fundet Sted og at der har vanket blodige Pander.

(Kjøbenhavnsposten den 5. januar 1843)

Altonas Liedertafel var ikke helt ukendt i København, idet det havde optrådt ved Thorvaldsens gennemrejse i 1842. Janhagel var et ord som anvendtes om søfolk, og fattige, tarvelige personer, pøbel og pak.