Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det Hele Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det Hele Danmark. Directeur Sagers Afhandling om de utilladelige ægteskabelige Forbindelser i den kjøbenhavnske Almue klasse (S. Dansk Ugeskrift Nr. 26) har foranlediget flere sagkyndige Forfattere til at yttre sig over denne Sag (S. Ugeskr. Nr. 33-42 44-46-48). Red. af den "Berl. Tid." har flere Gange afhandlet denne Gjenstand, især med Hensyn til de uægte Fødsler, og i sin udførlige Anmeldelse af det Statistiske Tabelværk over Folkemængden i Danmark og Hertugdommene *) søgt at godtgjøre, at den Paastand, "at der forholdsviis fødes flere uægte Børn i Danmark end i de fleste andre Lande", var ugrundet; ligesom han ogsaa har viist, at det i det Hele er megen Tvivl underkastet, om det blotte større eller mindre Antal af uægte Fødsler er en rigtig Maalestok for et Folks Sædelighed. Han har ogsaa i saa Henseende anført forskjellige vigtige Forfatteres Anskuelser, som dele hans Mening. Saaledes har nu atter en af de seneste tydske Forfattere, som har skrevet over Populationen, Professor C b. Bernoulli i Basel, i sin "Handbuch der Populationistik" udtalt sig om de uægte Fødsler. 

"Ustridigen maa Slappelsen af de moralske Grundsætninger ikke bidrage lidet til Forøgelsen af uægte Fødsler, men desuagtet kan Forholdet af disse til de ægte ikke ubetinget betragtes som Maalestok for et Folks Moralitet, ogsaa blot med Hensyn til Kjønnenes Omgang, eller deres Forøgelse ansees for et uomstødeligt Beviis paa sædelig Fordærvelse.

Thi om end enhver uægte Fødsel vidner om en utilladelig og usædelig Handling, saa beviser dog Ikke tilværelsen af saadanne Fødsler ikke en større Afholdenhed. Prostitutionen er, om end ikke aldeles ufrugtbar, dog, som bekjendt, kuns lidet frugtbar, og de Lastefulde vide ofte allersnarest at forebygge Følgerne af deres utugtige Levnet. Og hvo vil negte, at der kan finde Utugt Sted ogsaa i den ægteskabelige Omgang og at ikke mange saakaldte ægte Fødsler hidrører fra endnu større Forseelser?

Men især bør tages Hensyn til hvor mange Børn der bliver fødte som uægte alene paa Grund af særegne Hindringer. Uden at afgjøre hvorvidt Love, som forhindre Ægteskab, maatte være hensigtsmæssige, maa man dog stedse betænke, at det nominelle Antal af uægte Fødsler forøges langt mere derved, end det reelle, ligesom overhovedet kun den mindste Deel af disse Børn høre til de egentlige Bastarder. Mangen en Vielse udebliver vel ogsaa kun fordi den medfører unyttige Omkostninger, eller, hvor den kun betragtes som en borgerlig Ret, fordi den ansees for uvæsentlig.

Men saa lidt som nu de uægte Børns proportionelle Antal kan gjælde som Maalestok for Sædeligheden, er dog et betydeligt Antal af saadanne Børn i mange Henseender et stort Onde. Den uden Undtagelse gjældende Kjendsgjerning, at Dødeligheden er langt større blandt de Uægte, og at der forekommer langt flere Dødfødte blandt disse, viser noksom, hvor meget ugunstigere deres Stilling er ligefra Undfangelsen af. Hvo kan negte, at Opdragelsen vanskeliggjøres langt mere? At en Classe Mennesker, som ved faa eller ingen Familiebaand ere knyttede til Samfundet, have Lidet eller Intet at arve - kunne være Staten ligegyldige? Unegteligt ere de fleste Hittebørn uægte, hvilket allerede viser, hvorledes Mødrene i Regelen kunne sørge for disse Børn. Det er udenfor al Tvivl, at færre Uægte opnaae den modnere Alder, at mange Flere af dem blive elendige og desaarsag Forbrydere. Den uægte Fødsel er derfor i og for sig et Onde for Mennesket, og Staten bør sørge for at formindske saadanne Fødsler og omhyggeligt efterforske de Forhold, som maa ansees at befordre Forøgelsen.

Allerede i dette Øiemeed vilde der udkræves speciellere statistiske Data, end de hidtil brugelige Fødelister; man burde navnlig indhente Underretning om, hvor mange Børn der fødes af Mødre, som ikke kunne angive nogen Barnefader; hvor mange der ere blevne anerkjendte af Fædrene; hvor mange der hidrøre fra saakaldte naturlige Ægteskaber, eller fra Forældre, som ulovligen leve sammen.

Dernæst Antallet paa dem, som legitimeres ved senere Ægteskab.

Fremdeles vilde det være ønskeligt, om Moderens Alder og Stand anførtes, om Barnet er hendes første eller andet uægte Barn o. s. v.

Ligeledes burde man alene som hidtil søge at beregne de uægte Fødslers Forhold til de ægte eller Fødslerne overhovedet, men tillige endnu andre Forhold. Hoffmann giver ogsaa i sin interessante Afhandling om det ulige Forhold mellem de uægte Fødsler i de forskjellige Dele af den preussiske Stat Forholdet til Folkemængden Fortrinet; men det vilde være endnu hensigtsmæssigere at udfinde Forholdet til den qvindelige Befolkning fra 18 til 45 Aar og især til den ugivte af denne Alder.

Disse Bemærkninger ere i alle Henseender ogsaa anvendelige paa vort Land.

(Fortsættes.)

*) Maanedsskrift for Litteratur 9de Aargang. (18 Bind. S. 295 ff.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1843)

P. C. N. M. Klæstrup (1820-1882): Subordination. En mand forgriber sig på en kvinde, der beder en anden mand om hjælp. Den anden mand ser dog til og nægter at hjælpe, da forgriberen er løjtnant og altså hans overordnede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det hele Danmark.

(Fortsat.) . . At de i Gaar af Professor Bernouilli citerede Ord i alle Henseender ogsaa er anvendelig paa vort Land, er unegteligt. Følgende Tal ville nærmere oplyse det.

Kjøbenhavns Befolkning var i Aaret 

1787: 90,032.
1801: 100,975.
1834: 119,292.
1840: 120,819.

Men skjøndt Befolkningen i det her anførte halve Seculum har tiltaget omtrent med 30,000 Mennesker, eller nu er 1/3 større end den var for 50 Aar siden, saa ere dog de samtlige aarlige Fødsler ikke synderligt tiltagne, og langtfra i Forhold til den forøgede Folkemængde, og derhos ere de uægte Fødsler efterhaanden aftagne. Gjennemsnitsfødslerne i følgende Qvinqvennier vare:

1786-1790 aarligen 3135 deraf uægte 830
1791-1795       -         3288       -              870 *)
1796-1800       -         3289       -              875
1801-1805       -         3596       -              955
1806-1810       -         3516       -              881
1811-1815       -         3323        -             784
1816-1820       -        3250        -             744
1821-1825       -        3233        -             789
1826-1830       -        3410        -             788
1831-1835       -        3581        -             841

Vi maae dernæst tilføie, at Antallet af de aarligen indgaaede Ægteskaber ogsaa var større, da Staden talte 30,000 Indbyggere færre, end nu. ,

Følgende Oversigt vil nærmere godtgjøre dette.

Aar 1787-1791 indgangne Ægteskaber aarligen 991
 -     1792-1796     -                       -                   -      896
 -     1797-1800     -                       -                   -      1010
 -     1801-1805     -                       -                   -       969
 -     1816-1820     -                       -                   -       795
 -     1826-1830     -                       -                   -       893
 -     1831-1835     -                       -                   -       925

Veiledet af disse Talstørrelser, kommer man dog vel til det simple Spørgsmaal: er det troligt efter vort hele sociale Forhold, er det troligt, at de anførte Talresultater ere en Følge af en stor Afholdenhed, som er indtraadt hos Kjøbenhavns Beboere? Vil man altsaa slutte fra de uægte Fødsler alene til Sædelighedens Tilstand, da vise de anførte Talstørrelser, at denne Slutning er aldeles misledende.

Paa Landet eller uden for Kjøbenhavn ere Forholdene anderledes. I Decenniet

1801-1810 vare Fødslerne 27,955 og deraf uægte 1496
1826-1835     -         -             34,870          -          -      2716

Her har altsaa Antallet af de samtlige Fødsler og de uægte Fødsler tiltaget betydeligt; men vil man heraf slutte til en overhaandtagende moralsk Fordærvelse, saa bliver man atter misledet. I denne Anledning har Red. af denne Tidende i ommeldte Anmeldelse i Maanedskrift for Literatur bemærket følgende:

"Det er noksom bekjendt, at der paa Landet hos os bliver en stor Deel af de uægte Børn legitimeret, idet Faderen som oftest gifter sig med den Pige, med hvem han har avlet Barnet. Paa Tabellerne figurerer altsaa et stort Antal uægte Fødsler, uden at man derfor i Virkeligheden kan regne dem dertil; Moderen, Faderen, ja selv Bedsteforældrene drage ligesaa megen Omsorg for disse Børn, som om de vare fødte efter Ægtevielsen, og derfor ere disse Børn aldeles ikke skadeligt for Samfundet."

Også Millesmeyer bemærker i en Afhandling om uægte Fødsler, at det samme tildeels er Tilfældet i Tydskland.

(Fortsættes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1843).

Om Sædelighedstilstanden i Kjøbenhavn og det hele Danmark.
(Sluttet. see Rr. 57 og 58).

Af det Foregaaende har man erfaret, at, skjøndt Kjøbenhavns Befolkning i de sidste 50 Aar er blevet forøget med eller Hovedstaden nu har 30,000 flere Indbyggere end for 50 Aar siden, saa har dog baade Antallet af de ægteviede og Antallet af de uægte Fødsler aftaget. Muligt er det, at flere uægte Børn, der findes anførte som fødte paa Sjelland, høre egentligen til Kjøbenhavn, ligesom man paa den anden Side ogsaa kan antage, at i en ældre Periode for omtrent 30 Aar siden flere ugifte Fruentimmer fra Sjelland ere blevne indlagte paa Fødselsstiftelsen her, men alt dette kan ikke giøre Udslaget; Forskjellen er for stor, og det bliver et høist mærkeligt Phænomen, at de uægte Fødsler have aftaget ved Siden af de færre indgangne Ægteskaber, og ved en Folketiltagelse af 30,000. De Beviser, som man har anført for at godtgjøre sædelighedens slette Tilstand i Kjøbenhavn, have altsaa med Hensyn til Talstørrelse intet synderligt at betyde , og hvad Tilstanden udenfor Kjøbenhavn angaaer, da kan Antallet af de uægte Fødsler ikke afgive noget fyldestgjørende Beviis, naar man ikke tillige veed, hvor mange af de uægte Fødsler der senere blive legitimerede, og dette skeer nu i et langt betydeligere Omfang end i forrige Tider; thi Bondens Kaar ere bedre, og det er i flere Henseender lettere for ham at skaffe sig en bedre og især mere selvstændig Stilling. At Forandringen med Hensyn til den mindre Understøttelse, som Mødre nu faae for deres Børn fra Fødselsstiftelsen, skulde have bidraget til mindre Løsagtighed eller færre uægte Fødsler, dette kunne vi ikke antage, men hvad den lettere Anbringelse for Ammer har bidraget til Tilvæxten af uægte Fødsler paa Landet, især Sjelland, er et andet Spørgsmaal. Ofte blive under Ægteskabsløfte Fruentimmer forledede i den Forventning, at kunne faae en god Plads som Amme i Hovedstaden, hvor man kan samle sig et Par Hundrede Rigsbankdaler, en Sum som kunde lettere sætte dem i Stand til at etablere sig paa Landet; og i et saadant Tilfælde blive da naturligviis ogsaa Børnene legitimerede.

Forholdene have vel i flere Henseender forandret sig, men Fristelserne ere dog uforandrede, og Tillokkelserne ikke mindre, om de endog vise sig i andre Skikkelser; men den saakaldte fine Levemaade, som man nu sporer iblandt Almuen, eller den bedre Tone, som man mærker iblandt Ungdommen af denne Classe, deele paa Grund af en bedre Dannelse i Skolerne, men især paa Grund af den bedre Behandling, som den modtager i de Familier hvor den tjener, og det i det Hele i denne Henseende forandrede Forhold, har dog bidraget meget til en vis Grad af qvindelig Undseelse, og sikkerligen ogsaa til at Følgerne af Usædeligheden ikke vise sig paa den Maade som i ældre Tider. Red. af denne Tidende har ved en anden Lejlighed gjort opmærksom paa en Classe Fruentimmer, som først har dannet sig i de sidste 20 Aar, de Fruentimmer som gaae under Navn af Syjomfruer. Denne Classe er i Almindelighed Døttre af Almueclassen i Kjøbenhavn, deres Stilling og Forhold til de Familier, hvor de ere ansatte, gjør det nødvendigt for dem, at de maae antage en bedre Tone, og vise en bedre Opførsel, ligesom i det Hele deres nærmere Forbindelse med den qvindelige Deel af Familierne ogsaa bidrage til deres Dannelse.

Vel er denne Dannelse for en Deel kun udvortes, og vel kan man ikke nægte, at Pynte- og Forlystelsessyge er meget fremherskende hos denne Classe af Hovedstadens Fruentimmer, og at dette i flere Henseender er skadeligt og bidrager til Sædernes Fordærvelse; men med alt dette kræver dog disse Fruentimmers Stilling nu en bedre Opførsel, idet denne er forbunden med deres egen Interesse. Man kan heller ikke nægte at disse Fruentimmer ved deres forandrede Stilling have Indflydelse paa deres eget Hjem, bidrage meget til, at deres yngre Sødskende blive tilholdte til at søge bedre Skoler, og i det Hele virke paa deres Dannelse. Vi ville derfor ikke paastaae, at Sædelighedens Tilstand for Tiden er bedre end for 50 Aar siden, thi Udartelserne have taget en anden Retning, om de end ikke vise sig saa kjendeligen som før; men Tilstanden er sikkert heller ikke slettere end før, og paa ingen Maade her saa slet, som i andre Hovedstader. Tilstanden kunde imidlertid forbedre sig meget, naar de fornødne Reformer bleve indførte ved Almueskolerne, og der ei alene indførtes et strængere Tilsyn medens Børnene søge Skolen, men især naar man havde et vaagent Øie med dem, som have forladt Skolen. Dette ville især have gavnlig Indflydelse paa Qvindekjønnet, og vi kjende af mange Aars Erfaring intet bedre Middel hertil, end naar der i samtlige Sogne her i Staden dannede sig qvindelige Comiteer, hvis Medlemmer paatoge sig at have Tilsyn med Pigebørnenes Opførsel og Flid, ei alene medens de søge Skolen, men ogsaa i en vis Række af Aar efterat de have forladt Skolen. Præsternes mangfoldige Forretninger levne dem langt fra saa megen Tid, som udfordres hertil, og Erfaringen viser os ved Asylerne, hvad Qvinden formaaer at udrette. Naar Tiden tillader det, da agter Red. for denne Tidende i en særskildt Anmeldelse af Tabelværkets 6te Hefte om Resultatet af den sidste Folketælling at komme tilbage paa denne Gjenstand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1843)

Fødte og Døde og det store Antal uægte Fødsler i Aalborg Bye for 1842. Det hedder i "Aalborg Avis": Paa Landet i Aalborg Stift og Kjær Herred: Copulerede 102 Par, Fødte 400, deraf 62 (15 1/4 pCt.) Uægte, Døde 377. Det bemærkes, at Antallet af Døde i Kjær Herred var 347, medens de Fødtes Antal kun var 344. Paa alle andre Steder her i Stiftet har de Fødtes Antal i afvigte Aar oversteget de Dødes. Fremdeles kan bemærkes, at Antallet af uægte Børn i Kjær Herred var 57, saa at kun 5 falde paa Aalborg Provsties Landdistrict. Paa Landet i Hjørring Amt: Copulerede 430 Par, Fødte 1,817, deraf 291 (16 pCt.) Uægte, Døde 1,297. De Fødtes Antal oversteg saaledes de Dødes med 520. Paa Landet i Thisted Amt: Copulerede 281 Par, Fødte 1,249, deraf 113 (9 pCt.) Uægte, Døde 791. De Fødtes Antal oversteg de Dødes med 458. Det bemærkes, at i Nørre-Herred paa Mors var de Fødtes Antal meer end dobbelt saa stort som de Dødes; der fødtes nemlig 174, og døde 30. Hvad Kjøbstæderne angaaer da er Forholdet følgende: I Aalborg By Copulerede 44 Par, Fødte 219, deraf 68 Uægte (over 31 pCt.), Døde 211; og i alle Stiftets øvrige Kjøbstæder tilsammen Copulerede 64 Par, Fødte 203, deraf 23 (circa 9 pCt.) Uægte, Døde 145. - Ved at optage denne interessante statistiske Meddelelse kunne vi ikke undlade, sirligen at henlede Opmærksomheden paa det sørgelige Udbytte, Moralstatistikken heraf oser ved det uforholdsmæssig store Antal af uægte Fødsler her i Byen, som næsten udgjør den tredie Deel af alle Fødsler i afvigte Aar. Denne Omstændighed i Forbindelse med den her herskende Prostitution af offentlige Fruentimmer, som ikke finder Sted paa noget andet Sted i Danmark, udenfor den folkerige Hovedstad, synes vistnok at fordre Anvendelse af alle lovligt Midler mod det overhaandtagne Onde, der truer med totalt at ødeligge Byens moralske og physiske Tilstande. Ethvert andet Middel til at fremvirke moralsk Forbedring vil imidlertid være forgjeves, saalænge Politiet ikke meer anvender de vistnok fuldkomment tilstrækkelige Midler, det har ihænde, til at modvirke denne moralske og physiske Smittes videre Udbredelse. I ingen anden By i hele Landet vides heller Scandaleusiteten at have naaet en saadan Høide og at drives med en saadan Frækhed som her i Byen. Hvad Andet maa da vel dette tilskrives, end den Sorgløshed, hvormed den vedkommende Autoritet i denne Retning virker? Den beklagelige Mening, at offentlige Utugtshuse ere nødvendige Afledningscanaler eller rettere Afledningscloaker for Løsagtigheden, for at denne ikke skal fremkalde andre Forførelser, har intetsteds meer end her vist sin Ugrund og Ufornuft, thi uagtet Løsagtigheden her drives med den største Ugenerethed, uagtet Sygehusene fyldes med veneriske Patienter, tiltager de uægte Fødslers Antal dog bestandigt i en for den offentlige Moral og for Communens Oeconomie stedse mere og mere foruroligende Grad. Hvor ere saa de Goder - at vi her skulle misbruge dette Navn - som Tilstedelsen af slig offentlig Scandale skal medføre? Det ligger ogsaa i Tingens egen Natur, at den offentlige Prostitution - især i en mindre By, der ikke kan anvise denne Pestilents sine siregne, saavidt muligt skjulte, Qvarterer - kan kan og maa virke nedbrydende og forstyrrende paa Sædelighedsfølelsen, saavel hos den mandlige som qvindelige Ungdom, især i dennes første Stadium, og drage den ene ufordærvede Sjæl efter den anden med sig i Fordærvelsen, hvorpaa desværre ogsaa vor By frembyder altfor mange Exempler. Et stort Ansvar kommer derfor ogsaa til at hvile paa den eller dem, der ikke af al Kraft, ved alle de Midler, Loven hiemler, stræbe at afværge tilbagetrænge et i sine Følger saa sørgelige Onde. At dette væsentligen staaer i Politiets Magt og at denne Magt ogsaa paa andre Steder med Held udøves, vises Exemplet fra andre større Byer, saasom Randers, Aarhuus og Odense, hvor offentlige fruentimmer eller noget Slags offentligt Skiøgevæsen ikke taales. og hvor uægte Fødslers Antal alligevel er forholdsviis meget mindre og veneriske Sygdomme aldrig vides at være herskende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. april 1843)

Usædelighed. Vi have nylig, hedder det i "Aalb. Av.", givet flere sørgelige Data om Utugtighedens og Skjøgeuvæsenets og de hermed forbundne uægte Fødslers og syphilitiske Sygdommes foruroligende Tiltagen her i Byen. Vi ville hertil endnu kun, efter erholdte Oplysninger, tilføie dette Aars første Qvartals endnu beklageligere Resultater, idet Antallet af de syphilitiske Patienter, der i det forløbne Qvartal have ligget paa Hospitalet for Kæmnerkassens Regning, er lige saa  stort som Maximum af den Slags Patienter i noget af de sidste 10 Aar har været, ligesom ogsaa Udgifterne for venerisk Cuur, der ifjor betyngede Kæmnerkassen med over 300 Rbdlr., i indeværende Aars første Qvartal allerede beløber sig til hen, mod 400 Rbdlr. For høiere Vedkommende vil det saaledes vistnok være klart, at det er paa høie Tid, at extraordinaire Forholdsregler tages, for engang at see Byen renset for den bestandigt tiltagende Pestilents.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1843).

Usædelighed. Til den Stemme, der fra Aalborg saa alvorlig paataler den der herskende Usædelighed, maae vi, siger "Hemp. Av.", desværre herfra svare: Ligesaa hos os. Ogsaa i hele Fyens Stift, og navnlig i dettes Hovedstad, viser sig Løsagtighedens fordærvelige Last i dens sørgelige Skikkelser og frygtelige Virkninger; ogsaa her er hvert tredie eller fjerde Barn uægte, ogsaa her fremtræder Frækheden ofte paa en for alle sædelige Mennesker oprørende Maade, ogsaa her ere de syphilitiske Sygestuer opfyldte med Patienter, ogsaa her trues Communens Oeconomi med Forsørgelsen af de mangfoldige uægte Børn og disses løsagtige Mødre. Tvivler Nogen om, at Sagen er saa farlig, da behage han blot at erindre det i Sandhed frygtelige Antal af 900 Børn, der nylig ere anmeldte som fødte udenfor Ægteskab i det eneste Aar 1842 i Fyens Stift, eller at eftersee Odensee Kirkenyt, hvor man vil finde en Mængde uægte Fødte blandt de Doble, eller erkyndige sig hos Fattigvæsenet om de store Summer, der maa udredes for at nære Utugtens priviligerede Last.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1843).

Praksis ved anholdelser. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Undersøgelse angaaende en formentlig Forbrydelse indledes i Kjøbenhavn, da maa man ingenlunde troe, at dette skeer af en Assessor, eller endog af en Fuldmægtig eller Copist i Politiretten - men derimod af en Politibetjent ved den saakaldet Rapport. Det er en utrolig Rolle Politibethentenes Rapporter spille i den kjøbenhavnske Retspleie. Selv af temmelig volumineuse Udskrifter af Kjøbenhavns Politiretsprotocol bestaaer i Almindelighed over Halvdelen af Rapporter. En Politibetjent affatter sin Rapport ikke blot, naar han har afhentet en anholdt formentlig Forbryder, eller naar han efter Politidirecteurens Ordre har foretaget Forespørgsler eller endog Huusvisitation; men endog, naar den Anholdte arriverer paa Politikammeret eller "paa Politidirecteurens Bopæl" (i daglig Tale Politikjælderen i Gothersgaden), sætter Politibetjenten i sin Person er formelig Ret, constituerer sig som Forhørsdommer, og inqvirerer ikke blot over den paagjældende formentlig begaaede Lovovertrædelse, men endog over vedkommende persons Generalia. Dersom man troer, at denne Politibetjentenes inqvisitoriske Myndighed, der neppe har nogen Hjemmel i Lovgivningen, ja vel endog er ligefrem i Strid med Grundsætningerne i Instrux, er etableret og taales ene i den personlige Sikkerheds Interesse, da feiler man visselig. Som oftest er det nemlig et staaende Finale i Politibetjentenes Rapporter "at Anholdte efter Politidirecteurens Ordre nedsattes i Arresten Nr. N. N. ", om den Paagjældende endog har negtet at være deelagtig i nogensomhelst Ulovlighed, endskjønt man vel maatte troe, at den foreløbige Afhøring for en Politibethent især anstilles for ikke uden Føie at belægge Nogen med personlig Arrest. Vi give Enhver, der har Tanke om Betydningen af personlig Selvfølelse, at betænke alt det Nedtrykkende, der ligger i at blive stillet for en Politibetjent som Forhørsdommer. Det er bekjendt nok, at Politibetjentene ere slet lønnede, at de som Følge deraf ere tildeels udannede - skjøndt dog skrivekyndige - Personer, og at de ansættes, uden nogen Autorisation fra Statens Side, af Politidirecteuren. Man skulde troe, at heri ligger ligesaa mange vægtfulde Grunde mod at forlene en Politibetjent med anden iqvisitorisk Myndighed end den Øieblikkets paatrængende Omstændigheder i enkelte Tilfælde maatte føre med sig. Naar et af Statens Medlemmer stilles under Inqvisition, saa staaer han - hvad enten han er brødefri, eller grov Delinqvent - ligeoverfor Statsmyndigheden, men dog tillige under dens Beskyttelse. At han da gives i en aldeles underordnet Bestillingsmands Værge, er vist hverken det sømmeligste for Staten eller det mest beskjærmende for den personlige Sikkerhed....

Mange - især de, der have levet sig ind i den juridiske "Hölzernheit" - ville vistnok stræbe at holde Politirapportenes Anseelse opret mod alle Angreb ved den simple Bemærkning, at de ikke ubetinget gjælde mod Vedkommende, men først efterat de ere vedtagne eller, som det hedder i Justitssproget "ratihaberede" for Politiretsprotocollen. Denne Bemærkning forholder sig vistnok rigtig. Men de, der omgaaes med criminelle Retsacter, maae dog indrømme os, at Forhørsdommeren i Almindelighed tillægger de paagjældende Rapporter fuld Troværdighed, og, dersom Inqvisiter eller Vidner ikke lade deres Forklaringer til Protocollen stemme med dem til Rapporten, retter han fornemmelig sin Opmærksomhed paa at tilveiebringe den fornødne Samstemning mellem hine og disse, idet disse vel endog ligefrem præsumeres som de troværdigste, fordi de ere først afgivne. Altsaa bliver dog den rapporterende Politibetjent meget ofte den, der fra først af dirigerer Sagen, den, der lægger Sagens Grundvold, hvorpaa der bygges videre ved Forhørene i Politiretten og i Criminelkammerne. ...

... Naar en formeentlig Forbryder er belagt med personlig Arrest og "nedsat" i een af de uhyggelige Politiarrester, efterat han har aflagt Forklaring til Rapporten, hengaaer der oftere ikke blot een, men to, stundom tre eller maaskee undertiden endog flere Dage, inden han stilles frem i formelig lovskikket Forhør for en Assessor, som dirigerer en Politiretsprotocol. Hvilken Indflydelse en slig Hensidden i en Politiarrest, hvor der sjelden forefindes ufordærvet Selskab, kan udøve ikke blot paa den endnu kun mistænkte Arrestants Moralitet, men ogsaa paa den paagjeldende Sags Belysning, falder neppe vanskeligt at indsee. Endskjønt en saadan Udsættelse af Forhørets Paabegyndelse, der strider mod Lovgivningens Bud, i hvis Følge den Arresterede har Krav paa at stedes til Forhør inden 24 Timers Forløb efterat Arrestationen er gaaet for sig, vel for en Deel finder sin Retfærdiggjørelse i Forhørenes store Mængde og i Politiretsassessorernes ringe Antal, saa er det dog vistnok ikke antageligt, at Politibetjentenes Rapporter, ved hvis Optagelse et Slags - men ogsaa kun et Slags - Forhør har fundet Sted, og hvorved altså Lovgiverens Bud paa en Maade kan ansees efterkommet, ikke saa sjelden ere en medvirkende Aarsag til denne Udsættelse. At Rapporterne heller ikke fra dette Synspunkt virke, hverken i den personlige Sikkerheds Interesse eller i den lovgivende Aands Tjeneste, behøver neppe videre Udvikling.

Et andet Punkt i den kjøbenhavnske Retspleie, som fortjener al Opmærksomhed, er den særegenhed, at Forhørerne foretages uden Retsvidner. Udenfor Kjøbenhavn skal Forhørenes Troværdighed garanteres ved tvende Retsvidner. Og, endskjønt vel i Regelen de fungerende Retsvidner ere en protocolførende Contoirbetjent og en Politibetjent, følgelig Personer, der ligeoverfor Dommeren kun besidde liden Selvstændighed, saa vindes dog altid derved nogen Garanti. Det er ikke let at indsee, hvorfor der skal præsumeres større Upartiskhed hos en kjøbenhavnsk Forhørsdommer, end hos en ikke-kjøbenhavnsk...

... Politidirecteuren (er) endog autoriseret til at idømme Arrest indtil 8 Dage eller Fængsel paa Vand og Brød indtil 4 Dage for Politiforseelser, uden at hans Kjendelse kan underkastes nogen Appel. Unegtelig beviser en saadan hjemlet Myndighed hos enkelt Mand, der endog staaer tilbage, for Overpolitiretterne, hvor en Amtmand kan idømme 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød uden Appel, at vore Lovgivere have noteret den personlige Frihed til en saare lav Cours....

(Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1843)

Henrettelse. (Efterskrift til Politivennen)

Henrettelse. Den 1ste Febr. om Formiddagen Kl. 10, hedder det i Ribe Avis, blev Elisabeth Andersdatter fra Egtved, der, som bekjendt, har forgivet sin Mand ved Arsenik og af Høiesteret var bleven dømt til Døden, henrettet paa Hvolbøl Mark ved Kolding. Forbrydersken blev foørt til Retterstedet i en lukket Vogn, i hvilken tillige befandt sig Arrestforvarerne Wilsleff fra Ribe og Hartmann fra Kolding. Her modtog hun af Hr. Pastor Boving fra Egtved det sidste Levvel. Med fuldkommen Rolighed og Resignation gik hun Døden imøde, og hun havde ved sin Adfærd i Fængslet vundet de Præsters Velvillie, der have forberedt hende til Døden. Hendes moralske Dannelse var yderst forsømt, og dersom man kan antage at hendes Anger var sand, da maa dette isærdeleshed tilskrives Hr. Pastor Kragerup i Kolding, der fornemmelig har baaret Omsorg for hende medens hun var arresteret. En stor Mængde Mennesker var tilstede ved Henrettelsen og man havde ogsaa her det væmmelige Syn, at tvende Personer drak af den Henrettedes Blod, hvilket efter den almindelige Overtro skal kunne helbrede især for Slagtilfælde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1843).

Klokkeringning i Ærøskjøbing

Ærøeskjøbing. Med Hensyn til det i Gaar ommeldte Forhold af Assessor Clausen meddele vi Følgende efter "Hp. Av." : Den 22de Januar indkom en Circulair-Skrivelse fra den Kgl. Slesvig-Holsteenske Regjering til Landfogderiet paa Ærøe, hvori der bekjendtgjordes, at HdS. K. H., Enkehertuginden Louise Augusta paa Augustenborg var afgaaet ved Døden, tilligemed den kgl. Befaling, at der i denne Anledning skulde ringes med Kirkeklokkerne i ti paa hinanden følgende Dage i Hertugdømmene fra Kl. 12 til l om Middagen.

Den constituerede Landfoged, Hr. Amtsforvalter von Holstein, meddeelte strax Sognepræsten, Hr. Pastor Olrik, den fornødne Befaling, hvorpaa der blev beordret 4 Mand til at ringe med Kirkeklokkerne i den bestemte Tid. Men netop da de første to af dem vare komne op i Taarnet, for at begynde med Ringningen, kom ogsaa Assessor Clausen, som Kierkeinspecteur, og forbød dem udtrykkeligen at ringe, idet han "slet ikke vilde taale eller tillade det". Da Folkene sagde ham, at det var befalet dem af deres Øvrighed, svarede han: "Jeg veed det nok, at I ere tilsagte af Bytjeneren, men jeg vil ikke have det; der skal ikke ringes". Dette var den 23de Januar Kl. 12. Den 24de oplæste Hr. Assessor Clausen ovenomtalte Kgl. Circulair-Skrivelse selv paa Raadhuset i Overværelse af flere end hundrede Personer, men der blev alligevel intet af Ringningen, hverken den eller den følgende Dag.

Efter Sigende skal han ogsaa have forbudt Klokkeringningen i Landsbymenighederne her paa Øen, som i Flækken Marstal, men Præsterne have alligevel ladet ringe efter høiere Ordre, uden at adlyde deres saa myndigt bydende Kierkeinspecteur. Saaledes er der da blevet ringet for Hds. K. Høihed i alle Sogne her paa Øen, saavel som i Hertugdømmene, uden alene i Ærøeskjøbing, hvor der dog, ligesom ellers, dagligen er bleven ringet fem Gange, nemlig Kl. 8, Kl. 10, Kl. 12, Kl. 2 og Kl. 7, som efter gammel Sædvane rigtignok kun varer nogle Minuter ad Gangen. Klokkerne vise altsaa, at der nok kan ringes med dem. Enhver her i Byen længes efter at vide, dvad der .har foranlediget Hr. Assessor og Kierkeinspekteur Clausen til denne besynderlige Fremgangsmaade lige imod Kongens udtrykkelige Befaling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1843)

Fra Ærøeskjøbing skrives under 8. ds.: Da man i Landsbysognene næsten var færdig med Sorgeringningen for Hds. Kgl. Høihed Louise Augusta, fik vi, som imidlertid forventningsfulde havde levet i den stille Uge, pludseligt Hovedet i Veiret, idet begge Kirkeklokkerne med eet begyndte at gaae om Fredagen d. 27. Jan. Kl. 12, og den Ene spurgte den Anden; "hvad er der paa færde? har vi et Lig i Byen? skal der begraves Nogen idag? O. s. fr. indtil vi endeligen fik det Svar: "Nei, nu begynder først Kirkeinspectør Clausen med at lade ringe over Hertuginden;" og saaledes blev da Ringningen regelmæssig fortsat i de foreskrevne 6 Dage indtil 1. Febr. incl. Efter Landfogderiets Bekjendiggørelse vare vi og Landsbymenighederne allerede færdige med vor Sorg 6 Dage efter Circulairskrivelsens første Forkyndelse, nemlig d. 28. Jan., netop paa salig Kong Frederik den 6tes Fødselsdag, og kunde altsaa gjøre os saa lystige, som vi vilde. Dog vi - "besynderlige Mennesker, som man kan gjøre med alt hvad man vil, uden at vi lade indrykke noget i Aviserne" - gjorde slet ikke engang Brug af vor Frihed, men levede meget stille og roligt, og Udsatte alle Forlystelser indtil ogsaa Efternøleren, Kirkeinspectør Clausen, var færdig med Ringningen. Dette var en Slags Føielighet, hvorved vi altid have udmærket os imod vor Assessor og Kirkeinspectør. Den lille Anomali, at Orgelet spilledes under Gudstjenesten paa hans tredie Ringningsdag, ville vi gjerne overse,, da han har saa uendelig meget at tage vare paa. Men bleve vi forundrede ved Forbudet, saa forbausedes vi, da vi erfarede, at han lod Klokkerne gaae henimod Udgangen af Ugen, og brøde vore Hoveder - men forgjæves - med at løse denne Gaade. (Hp. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 17. februar 1843).

Byfogden i Ærøskjobing  Assessor, Kirkeinspecteur Claussen oplyser, i Anledning af hans Vægring af at ringe med Klokkerne over Enkehertuginde Louise Augusta paa den af den slesvig-holstniske Regjering foreskrevne Maade, Følgende:

Kirkerne paa Ærø ere endnu i den oprindelige umiddelbare Forening med Moderlandet og sortere under det danske Cancelli, gjennem hvilket Collegium Hs. Majestæts Bestalling til Kirkeinspecteuren udfærdiges. Anordninger til Ringning ved Dødsfald i det kongelige Huus udgaae som for alle øvrige danske Kirker, saa og for dem paa Ærø, fra det danske Cancelli og foranstaltes det iværksatte af Kirkeinspecteuren, der, ved de ham underordnede Kirkeværgere, har Tilsyn med Kirkebygningerne, med Inventarierne, sørger for at Klokkerne og Redskaberne ere i brugelig Stand og dermed tilbørlig omgaaes, at ved overordentlige Ringninger, som de omhandlede, antager paalidelige Folk o. s. v. Kirkerne paa Ærø, deres Klokker, Ringning m. m. vedkomme derfor ikke den slesvig-holsteenske Regjering eller den samme underordnede Landfoged, og det kan altsaa kun være en Feiltagelse, naar det trykte Circulair, som bemeldte Regjering i ovenomtalte Anledning tilsendte alle Øvrigheder i Hertugdømmerne, ogsaa naaede Ærø. Amtsforvalter v. Holstein, hvem Etatsraad og Landfoged Carstens har bevirket antaget til foreløbig at forvalte Landfogdens Embede, maatte derfor, dersom det var ham om at gjøre, at bidrage Alt det, som lovmæssigt stod i hans Magt, for at bringe hiint Circulaire til Udførelse paa Ærø, have meddeelt Samme til Kirkeinspecteuren og overladt det til denne, at skride til Udførelsen eller oppebie det danske Cancellies Anordning. Dette var den rigtige og ene rette Vei, og mere kunde eller vilde den slesvig-holstenske Regiering ikke forlange af bemeldte Amtsforvalter v. Holstein, og neppe vil den billige, at han, uden foregaaende Meddelelse til Kirkeinspecteuren, beordrer Ærøskjøbings Indvaanere til, efter Omgang, at sende 4 Mand daglig op i Taarnet, for, uden videre Omstændigheder, at sætte sig i Besiddelse af Klokkerne, naar den Person, der besørger den daglige Ringning Kl. 12, og hvem Nøglerne til Taarnet ere anbetroede, har aabnet dette. Ikke engang denne Person vidste det Ringeste derom, for han var omringet af 4 Personer, der foregave at skulle ringe efter Holsteins Befaling. Lignende Foranstaltninger traf han ogsaa i Henseende til de øvrige 5 Kirker paa Ærø, og behagede derpaa saa sildigt at underrette ham (Claussen) derom, at det var umuligt, for Landsbykirkernes Vedkommende, at forhindre kaade Drenge, Drukkenbolte og lignende Mennesker, som for bedst Kiøb lade sig leie af de til Ringning beordrede Personer, fra, uden at Tilsyn, at kappes med hinanden om at svinge Klokkerne høiest imod Bjælkerne, beskadige dem og Redskaberne m. m. Derimod var det endnu betimeligt at standse dette Uvæsen i Ærøskjøbing, før det tog sin Begyndelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. februar 1843).

Striden om ringningen skyldes formentlig at  Als og Ærø i gejstlig henseende var et særegent bispedømme der ikke sorterede under Slesvig-Holsten, men under det danske kancelli.

Prinsesse og hertuginde af Augustenborg Louise Augusta (1771-1843) var officielt datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, om end det nok snarere var Struensee der var hendes biologiske far. Hun blev opdraget ved det danske hof sammen med storebroderen den senere Frederik 6. I sit ægteskab med hertug Frederik Christian af Augustenborg fik hun datteren Caroline Amalie, gift med den senere Christian 8., og sønnerne hertug Christian August og Frederik,- Prinsen af Nør. Efter sigende skal hun aldrig siden vielsen have besøgt København pga. etikettespørgsmål. I striden mellem Frederik 6. og hertug Frederik Christian om arveretten til den danske krone, valgte hun side til Frederik 6. Hun blev bisat den 26. januar 1843 i Sønderborg i den hertugelige familiebegravelse.

Asylselskabets Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Medens overhoved den Forsorg for Børnenes Fremtid, der har foranlediget og udtales i Bestyrelsens ovenfor fremsatte Ønske, fortjener billig Paaskjønnelse, saa synes det dog, at de ærede Bestyrere ikke have sat sig ret ind i Børnenes Forhold til Skolen og i disses private huuslige Forhold. Da man vel neppe agter at indlægge denne Haandgjernings-Underviisning i den sædvanlige Underviisningstid, vil man ved denne nye Indretning atter indføre en Eftermiddagsskole, der let igjen kunde medføre de Misligheder, som fremgaae af Skoleforsømmelser, hvilke man søgte at raade Bod paa ved forrige Aar at indføre samlet Skolegang. Fremdeles synes ogsaa det at maatte komme i Betragtning, at da Asylskolens Drenge ere Børn af fattige Forældre, der for en stor Deel ere Haandværkere, vil det altid forblive usikkert om disse ville kunne afsee deres Børn, naar de have Tid og Kræfter til at gaae dem tilhaande i deres Sysler, og at dette er Tilfældet, er Enhver bekjendt, der har underviist i Almueskoler, hvor Læreren hyppigt anmodes af Forældrene om Tilladelse til at benytte Børnene i selve Skoletiden; heraf troer Inds. ogsaa at turde slutte, at Børnene ikke ere saa ganske uden den Øvelse, som det er Bestyrelsens Agt at forskaffe dem.  

Dersom det altsaa skulde være den ærede Bestyrelses Plan, at anvende en Capital (f. Ex. 200 Rbd.) for i Lighed med Fremgang i Hds. Maj. Dronningens Asylskole at forskaffe Asylskolens Drenge Adgang til Industri-Skolen nogle Timer dagligt eller ugentligt, da maa Inds. ansee dette for en altfor stor Depense i Forhold til Selskabets Formue og altfor meget i Forhold til, hvad der egenlig vil blive udrettet for Børnene ved denne Udgift. Thi efter hvad vi ovenfor have yttret, vil det jo være uvist, hvorvidt Forældrene, hvis Stemning man for denne Sag, saavidt vides, endnu ei har prøvet, ikke have andet Brug for deres Børns Fritid til at gaae dem til Haande i deres Arbeide, eller hvorvidt de maatte ansee det for overeensstemmende med deres oekonomiske Tarv, at de atter om Eftermiddagen skulle sendes i Skole. (Saaledes erindrer Inds. et Tilfælde, hvor en Lærer tilbød at give en Dreng Underviisning udenfor Skoletiden, hvilket Moderen frabad sig af den Grund at han derved vilde slide saa meget mere Fodtøi).

(Kjøbenhavnsposten den 17. januar 1843. Uddrag)

Artiklen er en kommentar til beretning afgivet af en af spillerne på skoleområdet,  Asylskole-Selskabet. En "lærer ved Asylskolen" kommenterede i  beretningens bemærkning om "at forskaffe Drengene i Asylskolen Leilighed og Anviisning til at bruge deres Hænder saaledes, at den for dem Alle saa nødvendige Haandfærdighed derved kan udvikles og opnaaes"

Bestyrelsen svarede ikke, men i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1843 svarede en anonym skribent. Vedkommende undrede sig over at læreren havde fremført sin kritik offentligt, mente ikke at det var nødvendigt at spørge forældrene, at de små håndværkeres børn ikke lærte noget derhjemme. Læreren svarede igen den 1. februar 1843, og bragte ikke afgørende nye oplysninger i dagen,