Louis Czarnewski Sasse (1: 1840'erne). (Efterskrift til Politivennen).

En af de første i offentligheden kendte personer som blev begravet på Vestre Kirkegård, var Louis Czarnewski Sasse. Og så nåede han endda kun at være begravet der i mindre end en uge før han blev flyttet til Holmens Kirkegård! Hans historie er dog ret spændende, så den følger her, som den så sig ud i aviserne dengang.

Louis Czarnewski Sasse var født 1798? i Posen eller Warschawa. Ifølge folketællingerne i 1850 og 1860 blev han gift med Francisca Henni(ng),  født 1801? i Mont(pellier)? i Frankrig. I Viborg Stitstidende og Adresse-Avis, 24. maj 1856 angives Franciska Casse, f. Henni til at være død, 55 år. Af børnene fremgår det at de rejste meget rundt: De fik sønnen Ludvig Sasse, 1826? i Batteburg, Schlesien, som i 1850 var fraværende som frivillig i den danske arme. Mathilde Sasse 1829? i Ratheburg eller Dresden/Sachsen, Josephine Marie Sasse, 1838? i Amsterdam. 

Han kom sommeren 1843 til København, måske fra Amsterdam, Ifølge "Fotografer i og fra Danmark". Han beskæftigede sig som daguerrotypist dengang. I 1845 boede ham sammen med familien på Vesterbro med titel af mechanicus. hvor han optog portrætter Gråbrødretorv 98 (nu 14) daglig fra kl. 9-4 for 2 specier pr. stk. Oktober 1843 var han i Malmö på rejse til Stockholm og Petersburg, og igen september 1844 i Malmö. Han var den første daguerrotypist i Malmö.

Daguerreotypiske portrætter aftages dagligt fra kl. 9 formiddag til kl. 4 eftermiddag a 2 specier pr stykket, på Gråbrødetorv nr. 98.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. juli 1843).

Fra 21.10.1845 boede de i Randers, Nørregade nr. 613. Han anbefaler ved afrejsen 27.12.1845 sin søn. Randers Amts Avis 22.10.1845-2.1.1846. Maj 1846 i Hjørring, gæstgiver Ryes gård på Nørregade. Hjørring Amtstid. 25.4.-26.5.1846. Iflg. ann. sst. 27.6.1846 ab denne dato i Frederikshavn en kort tid. Aug./sept. 1846 i Thisted hos snedkermester A. C. Schou. Var iflg. to ann. i Horsens Avis - Skanderborg Amtstidende 27.2.1846 i Horsens hos gæstgiver Münster, hvor han dels s.m. J. L. Ussing daguerreotyperede, dels underviste i botaniske voksarbejder.

Louis Sasse: Portrait of Adelheid Heckscher. Creative Commons – Attribution Non-commercial, No derivatives (BY-NC-ND).

Endnu i maj 1847 at daguerrotyp-atelieret hos skomagermester Hammershøy i St. Mathiasgade, Viborg er åbent hver dag 9-17. Men det ser imidlertid ud til at forretningen gik dårligt:

De hr. professor daguerreotypist Ludvig Casse tilhørende effekter vil om 3 uger blive solgt, hvis mit tilgodehavende inden bemeldte tid ikke bliver betalt.

E. A. Mønsted.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 27. april 1847.)

 7. august 1847 annonceres i Viborg Stifts-Tidende at der i urmager Topps gård i Viborg fremvises et camera obscura for 1 mark for voksne og det halve for børn. En overgang ser det så ud til at han forsøgte sig som foredragsholder og "physicalske forelæsninger":

Viborg. Professor Sasse med søn, der førstkommende søndag ville holde deres andet fysikaliske foredrag, agter at lade dette ske på teatret i købmand Worres gård, da eksperimenterne, foretaget fra et højere beliggende sted, bedre vil kunne ses af samtlige tilskuere, end klublokalet tilsteder. Denne forandring er dog fornemmelig bestemt med hensyn til de interessante eksperimenter, hr. Sasse agter på søndag at foretage med det såkaldte gasmikroskop. Vi tvivler ikke om, at enhver der fra et nogenlunde gunstigt standpunkt overværede de herrer Sasses med forklaring ledsagede eksperimenter afvigte søndag, vil have fundet dem underholdende og lærerrige samt finde forøget opfordring til at overvære deres andet foredrag under de nævnte gunstigere lokaleforhold.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 26. oktober 1847)

Anmeldelse.

Som en Følge at jeg forfærdiger forskjellige nye Instrumenter, som jeg agter at anvende ved interessante Experimenter, maa jeg udsætte min sidste physicalchemiske Aftenunderholdning til Søndag AFten d. 13. ds., hvor jeg da vil opbyde Alt for at tilfredsstille det herværende kunstelskende Publikum. Ogsaa vil jeg producere forskjellige Tryllestykker, som den berømte græske Taskenspiller Wiljalba her har udført, og derhos forklare det dermed forbundne Hexeri. Ogsaa vil jeg forklare alle de Kunster, som jeg viser, paa det tydeligste. Skuepladsen bliver atter i Unionens Sal hos Hr. T. Erichsen, Entreen 1. Plads 12 Sk., 2. Plads 6 Sk. for Børn det Halve. Begyndelsen præcis Kl. 7.

Ærbødigst

L. Casse

Professor.

(Dannevirke 9. februar 1848).

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Der er paa Bornholm, navnlig i Rønne, hedder det i Byens Avis, en mærkelig Crisis i Næringsveiene. Flere Næringagrene ere saagodtsom afakaarne, idet de ikke alene ikke svare noget tilstrækkeligt Udbytte, men endog ere forbundet med Tab. Saaledes Brændeviinsbrænden: den har tidligere ernæret Pluraliteten af de større Gaardeiere i Byerne, og den sysselsætter dem vel endnu; men nu leverer den de Fleste intet Udbytte, paadrager endog Mange Tab, idetmindste af Arbeidskraft og Tid. Brænderierne paa Bornholm kunde ikke producere saa god Brændeviin eller til saa billig Priis, som den kan indføres fra Kjøbenhavn. - Ligesaa Uhrmagerprofessionen: den har floreret her paa Bornholm, har sat mange Hænder i Bevægelse og givet mange Familier om ikke rigeligt dog tilstrækkeligt Udkomme; nu maae Uhrmagerne ligesaagodt sidde med Hænderne i Skjødet, Uhrmagerarbeidet har ingen Afsætning, Kjøbmanden tager intet Uhr mod kontant Betaling, betænker sig endog paa at tuske sig det til for Varer. Nürnbergeruhret har fortrængt det bornholmske Seierværk; skjøndt det bornholmske Uhr leveres for 7 Rbd. (Udlægget er 4 Rbd.), erholdes Nürnbergerkrammet for billigere Kjøb. - Med Pottemagerhaandteringen forholder det sig ikke anderledes end med de to ovennævnte Næringsveie. Udlægget til Leer og Brænde bliver jo længer jo større, Afsætningen paa Leerkar derimod jo længer jo mindre; man kjøber Bøtter hos Bødkeren istedetfor Kar hos Pottemageren; skal man eengang imellemstunder absolut bruge et Kar, tager man Porcelain eller fajance hos Kjøbmanden eller Fajancefabrikøren. Den simple Pottemager maa gaae tilgrunde. - Det Samme bliver uundgaaeligt Tilfældet med alle Skipperne, naar Postdirectionen til næste Aar bringer en Dampskibsfart istand paa Bornholm, ikke at tale om den ædle og forhen indbringende Industri med Tilvirkningen af Uldent og Linned eller saakaldet hjemmegjort Tøi, der havde sit Sæde ikke mindre i Kjøbstæderne end overalt paa hele Landet og sysselsatte Tusinder af de smukkeste og flinkeste Fruentimmerhænder, men som nu er gaaet aldeles tilgrunde, fordi man kan kjøbe Tøiet og Saroni og Merinos og Bombasin langt billigere end man kan sælge hjemmegjort Tøi." Saaledes tale Menneskenes Børn paa Bornholm, og der er mulig Noget deri, siden Alle ere af een og samme Mening.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juli 1843).

Mere om Finlapperskibe. (Efterskrift til Politivennen)

Med Hensyn til Finlapperskibenes Forlæggelse fra Nybørs, har Brandcommissionen i sin Tid erklæret det ikke usandsynligt at disse Skibe kan antændes, da Gaden er smal; men da hidindtil saadant Uheld ikke er indtruffet, formenes, at saafremt ingen overveiende Grunde skulle foranledige Skibenes Forflyttelse, da kunde de muligen forblive. Brand-Commissionen henviser dernæst paa Nyhavn og andre Steder, hvor Skibe ogsaa ere udsatte for Ildebrande.

Ved Branden paa Holms Plads er man nu bleven overbeviist om, hvor ubetydelig Magt man har, endog med de bedste Sluknings-Anstalter, over Ild, der er udbrudt i brandbare Materialier; og dersom Bygningerne ved Nybørs og Finlapperne antændtes paa eengang, da kunde det efter Omstændighederne falde vanskeligt at redde Menneskene og det øvrige maatte overlades til Skjæbnen. Vil maa søge sig Retirade ad Husenes Bagside imod Børsgraven, da lader det sig vel giøre i Begyndelsen, men har Ilden angrebet flere af disse sammenhængende og næsten blot med Brædegavle adskilte Bygninger, da vil vist ingen Brandofficeer exponere sig selv, eller Mandskabet under de brændende Gavle, og i denne Baggade, der paa sine Steder neppe er 7 ½ Alen bred til Bolværket.

De største Finlapperskibe ligge i Almindelighed nærmest hen ad Knippelsbro, og skulde Borthaling skee i Hast i Farens Øieblik, og et saadant Skib rager paa Grund, da er Passagen spærret for alle de andre, og den derved udbredte voldsomme Ild vil sandsynligviis bevirke Ødelæggelsen af flere af de i Rækken ved Børsen indesluttede Fartøier. Børsen og Holmens Kirke tilligemed mange dertil stødende værdifulde Bygninger, vil det under saadanne Omstændigheder, være vanskeligt at sikkre for Flyveild, hvis Virkning paa lang Distance man desværre lærte at kjende i 1795.

Det er dernæst ikke umuligt, at Ild kan udbryde ombord i selve Finlapperskibene, da største Delen af Mandskabet er meget forfalden til Drik og sees jevnligen med Pibe eller Cigar i Munden. Under de roligste Omstændigheder vilde det Antal Skibe, der ligge fra Knippelsbro og langs Bolværket op til Holmens Bro, behøve lang Tid til at varpes bort, og det er let at forestille sig Udfaldet af en saadan Retirade over Hals og Hoved i Ildebrandstilfælde. Brand-Commissionen bemærker, at i Nyhavn og paa andre Steder ere Skibe ogsaa udsatte for Ildebrande; men største Delen af Skibene inde i Havnen ere af de mindre Slags, og for det meste Jagter, der ingen synderlig Takkellage have og ere i sig selv handlelige Fartøier at manoeuvrere med, hvorimod Finlapperne nuomstunder ere svære Skibe, byggede af Fyr med stærk gjennemtjæret og høi Rejsning, og for det meste af saadan Constructicn, at hverken Stænger eller Ræer kan stryges, om endog Tid og Omstændigheder tillod det.

Efter saaledes at have fremsat de, efter flere kyndige Mænds Mening, uforkastelige Grunde, for Finlapperssibenes snarlige Forlæggelse i Henseende til Faren ved Ildsvaade; maae vi ikke forbigaae andre væsentlige Ulemper ved disse Skibes nuværende Liggeplads.

Gaden ved Nybørs er Hoved-Communicationen mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, og alene til den Benyttelse saa indskrænket, at den levner saare liden og dertil undertiden meget farlig Plads for Fodgjængere. Disse have tingen anden Vei at passere, og ere ei sjelden standsede ved Knippelsbroes Aabning, ved Vagtparaders Passage, og ved flere Rækker Vogne der udfordre den fornødne Plads for at passere frem eller tilbage. Denne indskrænkede Gade skal dernæst tjene til Losseplads for Gods, der egner sig mere til at oplosses paa en aldeles aaben Plads, thi Enhver kan overtyde sig om at passerende Vogne maae holde for næsten ethvert langt Stykke Tømmer eller Lægte, der skal læsses paa Vognene ved Skibene, og ei sjelden maae Fodgængere paa Fortouget vige af samme Aarsag, naar de ikke ville udsætte sig for at lemlæstes eller ogsaa at blive insulteret af et Selskab af et eget Slags Sjouere, der har anmasset sig Losningsretten ved Finlapperne i den Grad, at Kjøberne neppe ere Herrer over deres egne Vogne. Dog dette sidste er vel nærmest en Politisag. Betræffende hvad Eierne af Bygningerne ved Nybørs muligen kunde indvende imod benævnte Forlæggelse, da bør dog den offentlige Sikkerhed for Indvaanernes Liv og Gods fremfor alt tages i Betragtning, og under alle Omstændigheder ville Bolværkerne ved Nybørs fortrinsviis blive afbenyttede af de mere dybtstikkende Skibe.

Sagen er anbefalet paa det kraftigste af Borgerrepræsentanterne (P. 63 i Forhandl, i 1840), men efterat den ovenanførte Erklæring fra Brand-Commissionen var afgivet forekommer det som der ingen synderlig Grund var dengang til at paaskynde Sagen. Dernæst er det Hele endvidere standset ved en nye Ovæstion, om hvorledes Omkostningerne ved Opmuddrings-Væsenet i Kjøbenhavn kunde være at fordele mellem Statskassen og Communen, hvilken Qvæstion maa antages at have sin Oprindelse fra det tvivlsomme i, hvem der skal betale for Opmuddringen ved Recrut-Cassernen, naar Finlapperne skal have Liggeplads der. (Pag. 42 i Forhåndlingerne i 1842.)

Det vilde efter ovenanførte dog være høist beklageligt, og aabenbar høist uforsvarligt, om nogen Ulykke indtraf i den Tid, der sædvanlig medgaaer til Discussioner, Correspondence etc., hvilket maae foranledige enhver Paagjældende til at yttre det Ønske, at denne Sag uopholdelig bringes til et Resultat.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juli 1843).

Børskanalen set fra Jacob Holm & Sønners Plads (førhen Asiatisk kompagni) ca. 1865. I kanalen finlapperne, finske både med trælast. Kildetekst: I Forgr: En Del finske Skibe (Finlapperne), som ladede med Trælast havde Anlægsplads udfor Nybørs. Tv. Nybørs eller De seks Søstre, samt Børsen. Th. Holmens Kirke, og en Del af Gammelholm, med den nyanlagte Havnegade. I Baggr. tv. Christiansborg Slot. Midt i billedet Vor Frue Kirkes Taarn, og Sankt Petri Kirkes Spir. Th. for Spiret paa Holmens Kirke ses Hellig Geists Kirkes Taarn. De smaa hvide Pletter, langs tre Skibsmaster i Billedets Forgr. tv. ere Rødspætter ophængte til Tørring. (Mariboe) Bemærk: F00435a er samme billede i beskåret udgave. (Kbhbilleder. Public domain).

Forholdene ved Nybørs blev adskillige gange påpeget af Politivennen. Artiklen bekræfter at der åbenbart ikke skete noget. Gaden hedder i dag Børsgade, og historisk set kendt for hus rækken "De Seks Søstre". En finlapper var en noget udefineret betegnelse for et lille småhandels koffardiskib som sejlede indenrigs og i Østersøen (Finland). 

Adolf Peder Adler (1812-1869). (Efterskrift til Politivennen)

En af dem som skal have sat gang i Søren Kierkegaards polemik med kirken, var mag. art og cand. theol. Adolf Peder Adler (1812-1869). Kierkegaard var så optaget af ham at han påbegyndte en biografi om Adler i 1846, men Adlers liv derefter afholdt ham fra at udgive den. Adler var den 25. juni 1840 blevet magister, og  den 10. februar 1841 blevet sognepræst i Hasle og Rutsker. Nedenfor følger nogle avisartikler om Adler op til hans afskedigelse som præst i august 1845, og som må bidrage til at belyse Kierkegaards interesse.

Rønne. Paa Søndag indsætter Hs. Høiærværdighed Provst Steenberg Hr. Magister Adler i sit Embede som Sognepræst for Hasle og St. Ruths Menigheder, saavidt vides først i Ruths og siden i Hasle Kirke. 

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende, 27. april 1841)

Han udgav "Populaire Foredrag over Hegels objective Logik" (juli 1842). Fædrelandet havde den 27. februar 1842 helliget et helt nummer til en udførlig beretning om Adlers forsøg på at publicere en anmeldelse af professor Rasmus Nielsens "den speculative Logik i dens Grundtræk". Denne artiklen blev imødegået i fx Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter ... 7. marts 1842. På daværende tidspunkt var han imod baptismen:

I de af Prof. J. L. Heiberg udgivne "Intelligensblade" (Nr. 8 af 1stre Juli d. A.) har Hr. Pastor Magister Adler meddeelt: Et Par Bemærkninger med Hensyn til Barnedaabens absolutte Gyldighed, Forfatteren viser, at Daaben i en christelig Stat maa være Barnedaab, og at det Forkeerte hos Gjendøberne ligger deri, at de gjøre Tilbagegangen til de første Christnes undertrykte Kirke, at de ikke antage Christus for Tidens Aand og Tidens Herre, idet de ville, at han skal være begrændset af Tiden (Alder). Conseqvent taget, kunne de derfor egentlig ikke tilegne sig Fortjenesten af Christi Liv og Død. De maae troe, at det kun var for hans Samtidige han levede og døde, og at vi ere adskilte fra ham ved Tiden. Thi skal Tidsbegrebet adskille Barnet fra ham, da maa abstract, men conseqvent, Tidsbegrebet adskille Alle fra ham.

(Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 15. juli 1842).

Adolph Peter Adler (1812-1869). Fotografi af Frederik Riise efter maleri af Johan VIlhelm Gertner. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1843 skete der imidlertid noget med Adler. I "Nogle Prækener ved Mag. A. P. Adler" (juli 1843)  påstod han at  have haft direkte kontakt med Jesus som havde sagt han skulle brænde sine hidtidige skrifter, og at Jesus hjalp ham med at skrive de senere udgivne prædikener. De blev omtalt landet over i aviserne. 

Da bød Frelseren mig at staae op, og gaae ind og nedskrive disse Ord: De første Mennesker kunde have havt et evigt Liv; thi naar Tanken forbindet Guds Aand med Legemet, saa er Livet evigt, naar Mennesket forbinder Guds Aand med Legemet, saa er Mennesket Guds Barn; saa havde Adam været Guds Søn. Men de syndede. Tanken fordybede sig i sig selv uden Verden, uden Legeme. Den adskilte Aanden fra Legemet, Aanden fra Verden. Og naar Mennesket selv, naar Tanken selv adskiller Aanden fra Legemet og Aanden fra Verden, saa maa Mennesket døe og Verden og Legemet blive onde. Og hvad bliver af Aanden? Aanden gaaer ud af Legemet. Men Gud tager den ikke tilbage. Og den bliver hans Fiende. Og hvor farer den hen? Tilbage i Verden. Hvorfor? Den er vred paa Verden, som opgav den. Det er den onde Aand. Og Verden skabte selv den onde Aand. - Derpaa bød Jesus mig opbrænde mit Eget, og for Fremtiden holde mig til Bibelen. - Om Prædikerne og Talerne fra Nr. VI til Enden veed jeg, at de ere skrevne ved Kesu medvirkende Naade, saa at jeg kun har været Organ."

(Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende, 18. juli 1843)

Denne tekst fra  gik igen i de fleste artiklerne:  

En bornholmsk Præst, Mag. Adler, der forøvrigt skal være en kundskabsrig Mand og dybsindig Tænker, (tidligere var han ogsaa en ivrig Hegelianer), har i denne Tid i Trykken udgivet en "Samling af Prædikener og Taler", der vække megen Opsigt. I Fortalen beretter Forfatteren, at disse Arbeider ere blevne til ved umiddelbar Indvirkning af Frelseren, der havde aabenbaret sig for ham og paalagt ham: "herefter alene at holde sig til Bibelen, opbrænde sit Eget og kun skrive Hvad der blev ham indgivet." Ifølge denne Indledning kan Man naturligviis vente sig meget Forunderligt af selve Talerne, og Man bliver heller ikke skuffet heri. For det Første forbauses og overraskes Man af den urokkelige Bibeltro, som viser sig overalt; over den bestemte Fasthed, hvormed ethvert Dogme er udtalt, og dernæst er der mange mærkelige Ting i det Enkelte. At Magister Adler har en "ond Aand" og bestandig taler om denne, er naturligviis en Selvfølge; men eiendommeligt for ham er det, at han nærmest seer dens Virksomhed i det sandselige Forhold imellem Mand og Qvinde. "Dette - siger han - maa underkues paa enhver Maade; alt Samleie er syndigt, Origenes er den største Dydshelt, netop fordi han bogstavelig opfyldte Matth. 19, 42" (!) Paa et andet Sted siger han: "Med Hexe kan Man ikke komme ud af det. De maae brændes." (!) Biskop Mynter kalder han en kras Nationalist, og erklærer det for en stor Ulykke, hvis hans Udkast til en ny Alterbog blev indført.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse .... 31, juli 1843)

Adler vakte naturligvis opsigt, dog også skepsis, grænsende til moro, se fx :

Fra Pressen er udkommen en Samling af prædikener og Taler af Magister Adler paa Bornholm, en Samling, der staar saa forunderligt alene i vore Dage, at man ikke kan læse den uden en vis Beklemthed, uden at spørge sig selv: Men - hvad Pokker er dog alt Dette? - I Fortalen siger Forfatteren at han ifjor Efteraar arbeidede paa en subjectiv Logic; det var hans Tanke, som fordybede sig i sig selv, og deraf søgte at konstruere Historien. En Aften - vedbliver han - da han just tænkte over det Ondes Oprindelse, "foer der en Hæslig Lyd ned i Værelset", - Frelseren aabenbarede sig for ham og sagde til ham, at Tanken var Intet, men at Alt kom an paa Aanden, samt at han herefter skulde holde sig alene til Bibelen, opbrænde sit Eget og kun skrive hvad der blev ham indgivet. Under Frelserens umiddelbare Indvirkning har han saaledes udarbeidet omtalte Samling, ialtfald paa de sex første Stykker nær. (herefter følger indholdet det fra ovenstående artikel, og fortsætter): At der i vor Tid kan foregaae stærke Omslag i en Theologs Bevidsthed, er jo meget rimeligt; men det er dog næsten ubegribeligt, at de kunne gestalte sig paa denne Maade. (Aarh. Av.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1843)

Ikke uventet blev det bl.a. af biskop J.P. Mynster, opfattet som udtryk for begyndende sindssyge, og beordrede ham suspenderet. Hvilket skete den 19. januar 1844. Især efter at Adler fortsatte sine udgivelser med "Studier ved A. P. Adler, M. A., Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder" og "Studier, et mystisk-religiöst Skrift" (december 1843). Kjøbenhavnsposten bemærkede 15. december 1843 at skriftet "danner et Sidestykke til de af samme Forf. i Sommer udgivne Prædikener, hvorved denne før saa ivrige Dyrker af den hegelske Philosophi er gaaet over i en ganske modsat Retning." Kjøbenhavnsposten offentliggjorde den 29. og gentaget den 31. januar 1844 suspensionen af Adler:

(Indsendt fra Magister Adler.)

Nedenstaaende Skrivelse beder jeg den ærede Redaction offenliggøre: "Hans Høivelbaarne Høiærværdighed Hr. Biskop Mynster har under 9de denne Maaned tilskrevet mig saaledes:

"Efterat Deres Deres Høiærværdighed under 12te August sidstleden havde meddeelt dette Collegium Deres Tanker i Anledning af Skriftet: "Nogle Prædikener ved A. P. Adler, Mag. Artium og Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder", og efterat dette Collegium derpaa under 29de f. M. havde anmodet Deres Høiærværdighed om at søge *) at formaae Sognepræst Magister Adler til gjennem Provsten over Bornholm at indgive Ansøgning om at forundes Dispensation i nogen Tid fra det ham betroede Embede, har Deres høiærværdighed i behagelig Skrivelse af 16de f. M. hertil indberettet, at Sognepræst Magister Adler ikke har været at formaae til at indgive Ansøgning om Dispensation fra Embedet, samt at han - hvilket et af ham senere udgivet Skrift: "Studier ved A. P. Adler M. A:, Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder", vidner om, - er i en saadan Tilstand, at Førelsen af et Præsteembede ikke længer kan betroes ham."

"Foranlediget heraf skulde Cancelliet herved tjenstligt anmode Deres Høiærværdighed om, strax at suspendere bemeldte Sognepræst Adler, og træffe de fornødne Foranstaltninger til Embedets midlertidige Bestyrelse, indtil endelig Bestemmelse, hvorom nærmere Indstilling forventes, kan tages."

"Ifølge denne det Kongelige Danske Cancellis Resolution maa jeg tjenstligst have Deres Høiærværdighed anmodet om, strax at ville suspendere Mag. Adler fra hans Embede, og behageligen foranstalte, at Embedet midlertidigt besørges ved Omgang mellem vedkommende Præster, ligesom i sædvanlige Vacancer, indtil nærmere Bestemmelse, som skal søges udvirket snarest muligt".

I Overeensstemmelse med denne mig tillagte Ordre bliver Hr. Magisteren herved suspenderet fra det Dem hidtil anbetroede Embede som Sognepræst til Hasle og Ruthsker Menigheder, hvorhos jeg maa have Dem anmodet om at ville tilstille mig samtlige Embedet vedkommende Protocoller og Documenter.

Rønne, den 19, Januar 1844. Steenberg.

S. T. Hr. Pastor Adler M. A. Copiens Rigtighed attesterer. A. Adler M. A. 

*) Dette søgte Hr. Biskop Mynster at formaae ved et mundtligt Andragende til mig gjennem min Fader. 

(Kjøbenhavnsposten 29. og gentaget den 31. januar 1844)

Det blev imidlertid ikke vel modtaget af menigheden, som udsendte en erklæring i januar 1844 (). Den udtrykker at den satte pris på andre egenskaber hos præsten end teologiske spidsfindigheder:

I Anledning af Præsten i Hasle, Magister Adlers Suspension have Borgerne i Hasle og Beboerne i Ruthsker (115 i Tallet) fundet dem opfordrede til at tilstille Cancelliet følgende Erklæring: "Med Bedrøvelse have vi erfaret, at vor elsked Præst, Magister Adler, efter det kgl. danske Cancellies Resolution, er suspenderet fra sit Embede. Vi vide ikke hvad der har foranlediget denne Suspension, men vi vide det og derpaa ville vi have det høie Collegium gjort opmærksom paa, at vi Alle ere vel fornøiede med Magister Adler og ønske at beholde ham. Vi føle, at der gaaer en ægte christelig Aand igjennem alle hans Taler og Prædikener, og Hvad hans øvrige Forhold til os angaaer, da er det i det Hele taget saa godt som det nogensinde kan ønskes mellem en Præst og hans Menighed."

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis ... , 7. april 1844)

Men det hjalp ikke noget. Suspensionen førte til at han blev afskediget i nåde og med ventepenge (pension) den 26. august 1845:

Under 26. August er Sognepræst for Hasle og Ruthsker Menigheder paa Bornholm, Mag. art. A. P. Adler, i Naade og med Vartpenge, entlediget fra bemeldte Embede.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende,  23. september 1845).

Hans menighed opbakning hjalp altså ikke noget. Men at han var afholdt, fremgår af at han forblev 8 år på Bornholm, og udgav en bog om øen, inden han rejste til København. Adler ville nu muligvis været glemt, hvis ikke Søren Kierkegaard i 1846 havde påbegyndt en biografi om Adler,  fordi han var et eksempel på en person der havde fundet kristendommen i stedet for at aflægge den. 

Adler røg ind og ud af sindssygeanstalter, så Kierkegaard måtte omskrive manuskriptet og undlod til sidst helt at udgive det. Men Adler fik afgørende betydning for Kierkegaards senere polemik med kirken. Det blev først udgivet efter hans død. Adlers egne skrifter vedblev med at være til salg op igennem sidste halvdel af 1840'erne og videre op i 1850'erne. Og i anledning af hans død i 1869 blev han mindet på følgende måde:

Dødsfald. Forfatteren Dr. Phil A. P. Adler er i en alder af 56 afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, hvor han, ifølge "D.-T." har opholdt sig siden 1853. Han var theologisk Kandidat fra 1836 og holdt efter i 1840 at have taget Magistergraden offentlige Forelæsninger ved Universitetet over Hegels objektive Logik. Det følgende Aar blev han Præst i Hasle, men blev i begyndelsen af 1844 uden Videre suspenderet og senere trods Sognebeboernes og hans egen Protest afskediget fra sit Embede for Skrifterne "Nogle Prædikener" og "Studier", som vare udkomne i 1843. Efter sin Afskedigelse blev han boende i Hasle indtil 1853.

(Bornholms Tidende 12. oktober 1869)

Ildebrand på Holms Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Henimod Kl. 10 iaftes udbrød Ildløs i et Skibsinventariihuus paa den saakaldte Holms Plads ved Enden af Strandgaden og bag ved Frederiks Kirke paa Christianshavn. Da omgivelserne bestode af let fængende og brændbare Bestanddele, udbredte Ilden sig meget hurtigt og stærkt, saa at flere Materialhuse og Pakhuse deels brændte aldeles af, deels bleve ødelagte eller beskadigede, inden det lykkedes at blive Herre over Ilden, mellem Kl. 2 og 3 imorges. Huset Jacob Holm & Sønner samt flere andre af vore driftigste Handlende, der havde Varer paa Pladsen, skulle have lidt ikke ringe Tab saavel formedelst det opbrændte og ødelagte Skibstømmer og Materialier som formedelst Tabet af en Deel nylig arriverede transatlantiske Varer. Heldigviis dæmpedes Ilden endnu i et større Materialhuus, inden den naaede et umiddelbart dertil stødende stort Pakhuus. Af Brandcorpsets Personale ere 4 komne til Skade. Ligesom denne Ildebrand er den betydeligste, der i mange Aar har hjemsøgt vor By, saaledes forefaldt efter Øienvidners Beretning ogsaa derunder flere Scener, som mindede om Hamborgs Brand, f. Ex. at Sprøitefolkene ikke blot vederqvægede sig ved Indholdet af ituslagne Oxehoveder, men ogsaa bøde Sluffekudskene Qvantiteter deraf efter Behag i Brandspande. Ilden skal, efter hvad vi have hørt yttre, hidrøre fra en Sjouer eller Matros, som skal være falden i Søvn paa et Loft med tændt Lys eller Pibe, og som skal være funden i en ynkelig forbrændt Tilstand.

(Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1843)

Det er usikkert hvad der menes med sluffekuske. Muligvis er det et norsk ord for en vogn med meder under. Med et oksehoved menes en beholder til ca. 282 liter. 

Christianskirken (dengang kaldet Frederiks Kirke), og bag denne pakhuse som måske kan give et indtryk af hvordan kvarteret kan have set ud. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Af de i Tirsdags ved Ildebranden Qvæstede, hvis Antal har været større end det af os igaar angivne, ere to Døde. - Med Hensyn til den Fare, hvormed denne Brand har truet en stor Deel af Christianshavn, ved Muligheden af at Ilden kunne have forplantet sig til det temmeligt nærliggende Laboratorium, hvor der skal have været oplagt en Krudtmasse paa vel henimod nogle og tyve Centner, som under Branden blev bortskaffet, meden tillige alt anvendtes til at forebygge en Antændelse af Bygningerne, tør man maaskee haabe, at dette Tilfælde maa blive en tilstrækkelig Advarsel for Vedkommende mod deslige Krudoplag indenfor Stadens Volde, hvorpaa den offenlige Opmærksomhed allerede oftere har været henledet. Vel er Kjøbenhavn endnu en Fæstning, men tillige en stor, tætbefolket By, i hvilken der under en dyb Fred i det mindste vist ikke behøvedes at opdynges sligt Ulykke truende Stof i saa stor Qvantitet paa eet Sted, medens Oppevarelsen deraf uden al Fare ligesaa godt kunde finde Sted i Krudtaarne udenfor Byen.

(Kjøbenhavnsposten 22. juli 1843)