Een af den senere Tids Fortjenester har det været at belyse flere brøstfældige Forhold i vort kjøbenhavnske Communalliv. Man har saaledes ved at drøfte de uhyre Bekostninger ved Begravelser bragt det derhen, at Borgerrepræsentationen har taget under Overveielse, hvorledes Folk kunne faae bedre Raad til at dø på Kjøbenhavns Grund. Man har viist Laugsforholdene en saa stor Opmærksomhed, at man har beregnet Udgifterne ved de forskjellige Mester- og Svendeprøver. Man har skjænket vort Drikkevand en saadan Omhu, at der vel ogsaa snart vil blive tænkt paa noget Alvorligt i denne Henseende. I flere Retninger er der saaledes givet ret kraftige Stød, som nok, om kort eller land Tid, ville hver for sig drive deres Saf from til gavnlige Resultater. Under saadanne Julemærker er der slet ingen Grund ti at tøve med at bringe nok et Forhold paa Bane, et Forhold, som kun leilighedsviis har været omtalt, men som derfor ikke er af mindre Vigtighed end noget af de nysnævnte. Som Overskriften antyder, er det naturligviis de kjøbenhavnske Bryllupper, vi hermed have for Øie.
Da kirkelig Vielse er gjort til Pligt for dem, der ville indtræde i Ægteskab, skulde man vistnok troe, at Staten eller Lovgivningen gjorde Alt for at lette Fuldbyrdelsen af denne høitidelige Ceremoni. Andetsteds er det vel ogsaa saaledes. Men Kjøbenhavn gjør en mærkelig Undtagelse i denne Henseende fra det øvrige Danmark. Det er sikkert ofte forekommet Flere end os uædelt, for ikke at sige uchristeligt, hvorledes man sammendynger en Mængde Honorarer og AFgifter paa Indtrædelsen i Ægteskabet, uagtet dette jo hos os gjelder for et Sacrament. Det er ret ligesom om man vilde benytte de Øieblikke, da Hjerterne, stemte for høiere Tanker og rettede mod Fremtiden, vare mindre opmærksomme paa det TImelige, for at faae dem til at gjøre Udgifter, hvorved de under andre Omstændigheder maaskee mere vilde krympe sig.
En Beregning af de Udgifter, som medgaae til et kjøbenhavnsk Bryllup er meget vanskelig at opgjøre. I Stadens forskjellige Menigheder ere Udgifterne ikke ganske de samme, og, hvad der er Hovedsagen, der haves ingen Taxt for Betalingen til de forskjellige Kirkebetjente, hvis ubegribelige Mængde man ved en saadan Leilighed ret lærer at kjende. Dernæst give Alle naturligviis ikke lige meget, og endeligt er det jo umuligt at erfare, hvor meget Enhver rykker ud med. Til Veiledning meddele vi her en Opskrift over Udgifterne ved et Bryllup i Trinitatis Kirke, idet vi strax bemærke, at vi ingenlunde have udsøgt dette Document for at finde mærkelig store Tal, men at det angaaer et jævnt Middelstands-Bryllup. Rækken af Udgifter er som følger:
Skolens Rettighed ....... 1 Rbd. = Mk
Vielsespenge.................4 - = -
Præsten........................10 - = -
Klokkeren......................4 - = -
Overgraveren................3 - = -
Undergraveren.............1 - 3 -
Organisten....................2 - = -
Cantoren.......................2 - = -
Graverkarlen.................= - 3 -
Feiekonen.....................= - 3 -
Skolens Rettighed, hvorved forstaaes en Afgift til Metropolitanskolen, er meget gammel; den blev nok til 1701. Den hidrører fra den Tid, da Skolerne stode i en ganske anden Forbindelse med Kirken end nuomstunder. Heller ikke havde Skolen denne Rettighed for Intet. Den Gang besørgede Skolens Disciple Sangen i Kirken, og Intet var derfor rimeligere, end at de fik et Slags Vederlag derfor. Men vil man nu have Sang ved sit Bryllup, kommer man til at betale Cantoren og hans Kordrenge aparte derfor. Det er gaaet med "Skolens Rettighed", som med saa mange andre Begunstigelser, Metropolitanskolen nyder paa de kjøbenhavnske Borgeres og Indbyggeres Bekostning. Til Metropolitanskolen afgives der saaledes aarlig 790 Rbd. af Præstepengene, ligesom den har en betydelig Indtægt af Begravelserne, uden Overdrivelse vistnok henved 7000 Rbd. om Aaret. Disse tvende sidste Intrader have selvsamme Oprindelse som "Skolens Rettighed" ved Brudevielser. Nu have disse Afgifter bestaaet saalænge, at Skolen vel kan ansees for at have nydt sin Rettighed og al sin Rettighed, om end Sangen i Kirken i sin Tid ikke skulde være bleven tilbørlig honoreret. Vil man saaledes vedblive at opretholde de Rettigheder, hvoraf en Indretning i Fortiden under ganske andre Forhold er kommen i Besiddelse, efterat disse forlængst have erhvervet sig selv, da gjr man Uret mod de Nulevende, uden engang at være retfærdig mod de Døde. Og undersøger man Forholdet rigtigt, er det da strengt taget en kjøbenhavnsk Skole, hvortil Kjøbenhavns beboere under forskjellige Former skatte saa strengt? Visselig ikke. Metropolitanskolen staaer ganske i samme Rapport til Staten som til Landets øvrige Latinskoler. Metropolitanskolen er ikke nogen Skole for Kjøbenhavn; den er en Skole for hele Landet. Efter Skolevæsenets seneste oeconomiske Ordning skyde alle tidligere specielle Indtægter sammen i den almindelige Skolefond, hvoraf atter Udgifterne ved alle Skolerne bestrides. Saaledes er det ikke egenlig til Landets almindelige lærde Skolevæsen, at kjøbenhavneren yder "Skolens Rettighed" lige fra det Øieblik, han stifter Familie og indtil det Moment, da han nedsænkes i Graven. Men, saavist som Landets lærde Skolevæsen er almindeligt, saavist er der ingen afgjørende Grund for at beskatte Kjøbenhavnerne i nogensomhelst Henseende dertil fremfor alle øvrige Borgere i hele Landet. "Skolens Rettighed" ved Brudevielser er vel den mindste af hine forskjellige Skoleafgifter; men den kan være ubeqvem nok for de Enkelte, og, har den i og for sig ingen fyldestgørende Grund, da er der ingen Anledning til længere at haandhæve den. Iøvrigt er der også et lille Agrement eller Tillæg forbundet med denne Udgift; thi den Universitetspedel, som oppebærer Afgiften, undlader ikke gjerne at bemærke, at, da det er en glædelig Begivenhed, falder der maaske en Smule Skriversalair af, og, Herre Gud, skal man af med saa meget, saa kan man sagtens undvære et Par Skilling med.
Vielsespenge er også en for Kjøbenhavn særegen Afgift. Den existerede tidligere for hele Landet. Allerede i 1778 blev der givet Haab om dens Ophør, og som Følge heraf ophævedes den 1792, undtagen for Kjøbenhavn og dens Grund, hvor den indflyder i Kæmnerkassen. Endnu 1814, da der sad en Commission til at ordne Kjøbenhavns oeconomiske Væsen, var der Tale om at afskaffe Vielsespenge. Men i det kgl. Rescr. af 31 Mai 1814 hedder det, at der var ingen Anledning til at lade en Afgift, som havde bestaaet saa længe, fragaae Stadens Kasse. At Ælden imidlertid ikke kan være afgjørende Grund til at lade en Afgift bestaae, kan der neppe være 2 Meninger om. Om Nogen kan føre et bedre Forsvar for denne Skat, vide vi ikke. Os forekommer det ikke blot heelt synderligt, at lade en Skat bestaae i en enkelt Stad, medens den er ophævet i det øvrige Land; men det har unegtelig ogsaa noget høist Modsigende ved sig, at Staten vanskeliggjør de Uformuende en ved Lov paabuden Handling, hvis Fuldbyrdelse er det Hele saa vigtig som Ægteskabets Stiftelse. Den Omstændighed, at Afgiften tilfalder Communen, fortjener neppe at komme i Betragtning, allerede fordi Vielsen ikke mere vedkommer Communen end andre kirkelige Functioner, som Barnedaab, Altergang og Begravelse, hvoraf man dog ikke har været opfindsom nok til at tage Byskatter. At de øvrige kjøbenhavnske Communebyrder hvile paa en ganske solidere Basis, Nytte og Brug, er da ogsaa bekjent nok. Man har nok snarere ladet Vielsespengene bestaae, fordi man betragtede Communens Adkomst dertil som en Eiendomsret, der var historisk begrundet og derfor uantastelig. Hos Byens nuværende oeconomiske Bestyrelse vil en saadan Betragtningsmaade visselig ligesaa lidt finde overveiende Talsmænd, som det vil blev anerkjendt for hensigtsmæssigt at beskatte den første den bedste Indretning, ene for at drive Penge op. Hvor der kan blive Udvei til henimod en halv Million aarlig, der kan vel ogsaa skaffes Raad til et Par Tusinde mere - og høiere andrage Vielsespengene neppe, da adskillige mindre Formuende, navnlig Haandværkssvende, slippe med 2 Rbd.
Den første mærkelige Forskel mellem de omhandlede verdslige og geistlige Udgifter er, at disses Størrelse, som ovenfor antydet, er aldeles ulovbestemt. Et sligt Forhold kunde maaskee passe paa en Tid, da der gjaldt en mere harmonisk Samstemning mellem Præsterne med Kirkebetjentene paa den ene og Menigheden paa den anden Side. Under de nu herskende Synsmaader lader et saadant Forhold sig vanskelig gjennemføre til begge Parters Tilfredshed. Endskjønt det (i Frdn. 13 Marts 1683) er bestemt, "at Præsterne maae ei foreskrive Nogen, hvad de vil have for Copulationer, men lade sig nøie, med hvis (hvad) Enhver efter sin Evne af egen Villie vil give", saa vide dog Alle meget vel, at det ikke gaaer an at byde vore kjøbenhavnske Præster rene Bagateller. Vi have navnlig Underretning om, hvorledes en kjøbenhavnsk Sognepræst i flere Tilfælde gjør Fordring paa 10 Rbd., hvis han skal ansees betalt og "fornøiet", og, for at vise, hvorvidt slige ulovlige Fordriner kunne gaae endog hos dem, der af Alle mindst burde dyrke jordisk Mammon, ville vi tilføie, at et sligt Krav er blevet gjort til en ung practiserende Læge, uden faste Indtægter, og uden at den paagjeldende Sognepræst personlig blev brugt til Vielsen. I det paagjeldende Tilfælde blev den præstelige Paatrængenhed rigtignok viist tilbage; men slig Styrke have, som bekjendt, langtfra Alle. Men det er endnu mere i Forhold til de underordnede Kirkebetjente, end ligeoverfor Præsten, at man kunde ønske en Taxt for deres Fordringer. Det har noget yderst Ubehageligt for den, der staaer i Begreb med at træde for Alteret, at vide sig i den Nødvendighed, enten at betale, hvad der forlanges af ham eller ogsaa udsætte sig for mulig Chicane. Og hvor mange vide vel, hvad de have at betale? Det er, for at nævne et Exempel, senest ved Cancelliets Skrivelse af 4 Marts 1815 foreskrevet, at for Tillysning fra Prædikestolen kan ei fordres Betaling. Alligevel fordres Sligt; i det mindste gjør Klokkeren ved Trinitatis Kirke, hvilken Kirke vi efter vor ovenfor anførte Bemærkning især have havt for Øie, Krav derpaa saavel af den fattige Svend som af den velstaaende Borger. - Ligesom det ikke er let at see, hvad Graverne have med Brudevielser at bestille, saaledes bliver man høist forundret, efterat have betalt baade Klokker og Overgraver heelt rundelig for at reengjøre og pynte Kirken, og Undergraveren - fordi "det er Skik" - at blive gratuleret af Graverkarl og Feiekone i selvsamme Anledning. - Det er bekjendt nok, at de fleste Graver- og især Klokkertjenester her i Byen ere rige Præbender; men det er ogsaa bekjendt, at Indhaverne af disse Bestillinger have mere Lykken og Tilfældet end egen sær Dygtighed at takke for deres Ansættelse. Os forekommer det uforeneligt med Nutidens Begrebet at beskatte en heel Commune til Fordeel for nogle enkelte Individer, der aldrig have indlagt sig nogen besynderlig Fortjeneste. Hvad der skulde være i Veien for at regulere Kirkebetjentenes Indtægter taxtmæssig, indsee vi ikke. En saadan Fremgangsmaade, som Statens Borgere leilighedsviis efter Forholdenes Medfør bør erlægge.
Skjøndt mange Brudevielser medtage flere Udgifter, end dem, vi have valgt til Exempel, indrømme vi dog, at det overveiende Fleertal ikke betales saa høit som den, vi foran have benyttet til Exempel. Summen der var 28 Rbd. Men om vi nu end nedsætte Udgiften til et Gjennemsnitsbeløb af 15 Rbd., hvilket vistnok er en Deel under Virkeligheden, udgjør dog den aarlige Udgift ved Brudevielser i Kjøbenhavn, hvor der ifølge det statistiske Tabelværk efter 32 Aars Beregning finder 892 Copulationer Sted aarligt, det betydelige Beløb af 13,380 Rbd. Føies dertil Præstepenge, der udgjøre i det mindste 12,000 Rbd., og Indtægten ved Barnedaab, Begravelser og Confirmationer, saa vil det ikke kunne negtes, at den kjøbenhavnske Geistlighed er vel aflagt i Almindelighed, endog uden Hensyn til ikke ganske uvæsentlige Agrements, som fri Bolig, Huusleiehjelp og deslige. Dette forholder sig vistnok ogsaa i Virkeligheden saa, da bestandig flere og flere af Kjøbenhavns Beboere lade sig vie i de nærliggende Landsogne, især i Frederiksberg. Men hvo kan fortænke den Ubemidlede, der er henviist til egen Subsistents i, at han tyer udenfor sit Hjem, naar her affordres ham det Tredobbelte af, hvad han andetsteds kan slippe med? Et saadant Forhold burde nok snarere opfordre den kjøbenhavnske Geistlighed til at drive paa en lempeligere Ordning af det Bestaaende. Det er nu engang den kjøbenhavnske Geistlighed egent, ikke at blive klog af Skade. Da Præstepengene reguleredes, faldt Offeret meget; men i Stedet for at vedligeholde sidstnævnte Indtægt ved godvillig at nedsætte Præstepengene, har Geistligheden stedse stræbt at drive Præstepengene til den størst mulige Sum, og deraf er Følgen bleven, at Offeret er saa godt som aldeles ophørt, uagtet det endnu er lovbefalet. - Iøvrigt ville vi sluttelig bemærke, deels at Udgifterne ved Stuebryllup ere omtrent de samme som ved Vielser i Kirker, da Kongebrevet eller Vielsesbevillingen medtager det, der i dette TIlfælde spares fra Kirkebetjentene, deels at der undertiden, i det mindste hos een Præst, afkræves dem, der have Vielsesbrev, uden Videre et Par Rigsdaler "til de Fattige" - om det er til Fattigvæsenets Fattige siges ikke, samt endelig, at der ved nogle af Stadens Kirker skal finde ganske særegne Udgifter Sted, t. Ex. til Sangværket (der ikke har existeret i 36 Aar), til Nicolai Skole osv., uden at vi dog nærmere kjende disse Afgifters Størrelse, Øiemed og HIstorie.
Imidlertid gives der en anden og vigtigere Side en den oeconomiske, hvorfra man kan og bør betragte den uforholdsmæssige Udgift, hvormed de kjøbenhavnske Bryllupper ere belastede, og det er den moralske. Det er en bekjendt Sag, at i det kjøbenhavnske Almueliv gaae de naturlige eller saakaldte polske Ægteskaber i Svang i et Omfang, som opfordre til at gribe andre og kraftigere Forholdsregler, end Tilfældet hidtil har været. Hvorledes Byens locale Omstændigheder egne sig til at fremkalde slige ulovlige Forbindelser vedkommer os mindre her. Nok er det at bemærke, at Bekosteligheden ved Vielser er efter alle Sagkyndiges Mening en medvirkende Aarsag til de naturlige Ægteskabers Mængde. Er det lykkedes os at give et Begreb om Mængden af de med kjøbenhavnske Brudevielser forbundne Udgifter, vil det ogsaa være indlysende, at de ere den Fattige næsten uoverkommelige. Den, hos hvem Begrebet om den kirkelige Vielses Betydning ifølge Opdragelse og Livsforhold, ikke kan forudsættes synderlig levende, foretrækker kun alt for let det frie Samliv for en Udgift, der ifølge hans trange Kaar ere ham alt for enorme, selv om de staae langt under det Gennemsnitsbeløb, vi har udfundet for Bekostningen ved en kjøbenhavnsk Vielse. Her er en viid Kreds for Geistligheden at virke i den ægte christelige Aand. For ikke længe siden blev det andetsteds fremhævet, at den kjøbenhavnske Geistlighed ikke er synderlig villig til aldeles at eftergive Betaling for Vielsen af fattige Folk, der leve i Concubinat. Saavidt vort Kjendskab gaaer, maae vi stadfæste denne Bemærkning. Men vi troe ikke, at just det heldigste Middel til at indskrænke de frie Ægteskaber og gjøre Folk det muligt at "komme ordentlig sammen", bestaaer i at fritage dem, der allerede leve i Concubinat, for Vielsesudgifterne. Herved kunde man nok meget mere give Ligesindede en Opmuntring til at træde ind i et Concubinat, thi netop derved fik de Udsigt til at kunne "slippe for Præsten", det vil sige for at betale ham. Den sikkreste Operation vil nok snarere være at nedsætte Vielsesudgifterne saa lavt som muligt, eller efter Omstændighederne endog eftergive dem for de lavere Stænder. Derved er i det mindste Adgangen til lovbundne Ægteskaber aabnet saavidt muligt, og mere kan der ikke forlanges af det Offenlige. Men at Ondet maa gribes an fra en ny Side forekommer os uimodsigelig: den præstelige Formaning og Øvrighedens Entholdelsesbefalinger blive som oftest mere til Spot end til Gavn; og kan Samfundet enten i oeconomisk eller moralsk Henseende være tjent med, at en Familie, der er stiftet udenfor Loven, jages fra hinanden?
Skulle vi i faa Ord gjentage, hvad vort Ønske er, da var det især, at Skolens Rettighed og Vielsespenge bortfalde, at der bliver fastsat taxtmæssige Bestemmelser for Betaling til Præst og Kirkebetjente, og at der ved dennes Regulering, nævnlig hvad de fattigere Classer angaaer, tages fortrinligt Hensyn til disses Tarv.
Det er vel især fra Præsterne, at man burde vente Sagen bragt paa Bane. Men de pleie ikke at være meget redebonne til at tale, naar der risqveres en mulig Afgang i deres tilvante Indtægter. Derfor stole vi mere paa Magistraten og især Borgerrepræsentationen, der er Borgerskabets nærmeste Værn. Meget vil være at forhandle, inden Sagen kan bringes til Endelighed. I et Forhold som det paagjeldende, der gjennem Familierne daglig griber ind i Communens Interesse, er enhver Opsættelse et offenligt Tab. Begyndelsen kan derfor aldrig skee for snart.
(Kjøbenhavnsposten 15. november 1843)
