Ribe Byes Arbeidsanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Fattighuset. Ribe Byes Arbeidsanstalt har nu i nogen Tid, hedder det i Byens Avis af 30te ds., været i Virksomhed. Vi troe, at de Fattige, der betragtede Bygningen under Opførelsen med Frygt og Bæven, nu fuldkomment ere forsonede med den. De have i Sandhed ei heller Grund til Andet. Adskillige mene, at denne Anstalt er for stor en Byrde for Communen, og det kan vel heller ikke negtes at den koster betydeligt; men vi bede de mindre Tilfredse at besøge Anstalten, hvor de i i renlige, luftige Værelser ville finde Personer, som man for saae pjaltede, smudsige, forsultne og forfaldne drive omkring paa Gaderne og overtrygle Folk i Husene, renligt paaklædte, beskjeftigede med nyttigt Arbeide og ligesom oplivede ved Bevidstheden om, at de nu føre et ordentligt Liv - og vi ere overbeviste om, at de med Glæde betale deres Fattigbidrag, selv om det undertiden falder lidt vanskeligt at udrede, og saameget hellere som man nu har Forvisning om dets frugtbringende Anvendelse. Vi ville ønske og haabe, at de Fattige ret ville paaskjønne de store Opoffrelser, som gjøres for at skaffe dem et sorgfrit Udkomme, naar de ikke længere selv ere i Stand dertil, og vi ville onfle at Fattigbestyrelsens Medlemmer ikke maae trættes af de i Sandhed byrdefulde Forretninger , som nu paaligge dem - Antallet af de optagne Lemmer beløber sig til henimod 30 Personer af begge Kjøn, og vil Anstalten endnu kunne optage et ligesaa stort Anstalt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1845. 2. udgave).

Forløberen for arbejdsanstalten var to værelser på hospitalet som var blevet indrettet omkring 1803. I 1830'erne var arbejdsanstalter kun kendt fra byerne, ikke landkommunerne. Hertugdømmerne havde dog flere. Forbilledet stammede da også fra en arbejdsanstalt i Døstrup, mellem Ribe og Tønder fra 1825. Den første blev oprettet 1840 i Anst-Gjesten Kommune ved Ribe. Grunden var den stigende fattgidom, ugifte mødre med mange børn og gamle. Den blev indrettet i et husmandssted som man erhvervede for 640 Rbd. og en tilbygningen som man opførte for 1.100 Rbd. Anstalten nedbrændte allerede 12. januar 1841 da en indsat stak ild til den. Bygningen var dog forsikret, og allerede i sommeren stod en ny færdig. 1842 oprettedes en lignende anstalt i Ribe Amt i Lindknud og 1855 i Nordby på Fanø. I 1845 var der på arbejdsanstalten i Anst-Gjesten Sogn 17 lemmer, heraf 11 børn under 18 år. 

Annonce fra Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 9. oktober 1846.

Havnekaptajn Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

- Havnecapitain Eskildsen er en mægtig Mand, og der er Ingen, som kan over ham, over hans Færgebaade og hans lille flydende Landingsbro. Naar han siger gak til sine røde Baade, saa gaaer de, og naar han siger til dem hent mig mine Kartofler fra mine Besiddelser ved Strandveien, saa komme de svingende fulde af den ædle Frugt, og lægge tæt op til Flydebroen, og lodse der den ene Ladning efter den anden, vedblivende saaledes Dag ud og Dag ind, til Havnecapitainen engang monne sige, see, der er Kartofler nok! Og de Reisende, der skulle stige iland paa den lille Flydebro, undre sig over Capitainens store Magt og vige til Side for hans Kartoflers Mangfoldighed, og der er ingen, hverken af de Bortgaaende eller de Ankommende, som ikke gjerne gjør det; thi hans Væbnere, de som føre hans Baade og bære hans Kartofler til og fra Flydebroen, raabe Varsko til enhver af dem og giver dem med det samme et Pup med de af Kartofler fyldte Kurve. Og den Reisende viger end mere til Side, og hvis han ikke derved falder i Vandet oplader han sin Mund og taler om plump Behandling, men i sit Hjerte nødes han dog til at erkjende Havnecapitainens store Magt over Menneskeheden og Kartofler. - See! dette er en Kjendsgjerning, vi her berette Verden, og Enhver, der siden i Fredags har besøgt Toldboden, vil kunne bevidne den Sandhed, saaledes som den disse Dage har tildraget sig der. - Og den fremmede Reisendes Forestilling om Kjøbenhavn og dets Øvrighed bliver saare vidunderlig, men en danske Reisende, der længe har savnet sit Fødelands kjære Sæder og Skikke, føler strax at han igjen er kommen hjem. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1845)

Naar nu Kongen af Preussen er kommen hertil, naar han er stegen iland paa Toldboden en Dag, da Capt. Eskildsen heldigviis ikke benytter den lille flydende Landingsbro til at losse Kartofler ..

(Kjøbenhavnsposten den 6. juni 1845)

Kjøbenhavns Toldbod (Efterskrift til Politivennen)

Redacteurens Bemærkning

Politivennen beskrev ofte forholdene ved og omkring Københavns Toldbod. At situationen vedblev da Politivennen var ved at lukke og slukke i 1845, kan man læse i to artikler fra Kjøbenhavnsposten, april og maj 1845. Den første artikel antyder en ansvarsforflygtigelse mellem områdets ejere rentekammeret, toldvæsnet, fattigvæsnet og magistraten, dygtigt udnyttet af havnekaptajn Eskildsen. Om sidstnævnte, se Redacteurens Anmærkning til indlægget om toldboddragerne. Det omtalte rentekammer kan nærmest sammenlignes med nutidens finansministerium:
Kjøbenhavnsposten den 30. april 1845: I "Fædrelandet" for lørdags findes en artikel om adskillige vederstyggelige ting og modbydelige syn, som København frembyder ved den ydre anskuelse, og hvorved der straks må påtrænge sig den opmærksomme rejsende den overbevisning, at autoriterne forsømmer hvad der med hensyn til anstand kan fordres af en så stor kommune. I "Fædrelandet" forlanges ikke for meget, men vel for meget på een gang. Vi vil indskrænke os til nogle mindre fordringer af yderst rimelig beskaffenhed.

Og vi begynder da ved Toldboden, hvor der findes den bekendte elendige, uanstændige opgang, knap tjenlig for søvante matroser. De rejsende, som skal landsættes, betræder en rådden bro, hvor kapt. Eskildsen kommanderer og uddeler hårde ord i flæng. De halvrådne åbne både, uden dæk i regnveir, skraber markstykker ind i skæppevis; det bliver hovedsagen; hynder at sidde på leveres kun til fornemme, dem vel enhver kender. Er der mange tilrejsende, mangler der både; landsætningen er dårlig, og i mørke forbundet med fare. Hr. Eskildsen har en god gage ved budgettet, og for hvad? Som lodsoldermand intet at bestille, udover at hæve større gage. Han tjener svære penge på færgelauget og transporten til Pælene, foruden bådfarten i havnen, så at han efter v. Scholten og v. Holten er den højstgagerede embedsmand i landet.

Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.

Toldbodvejen, eller i dag: Esplanaden, set mod Toldboden, som dengang lå til højre (ikke som nu til venstre) for enden af vejen - det er bygningen man lige kan ane længst væk. Nærmest til venstre er den berygtede Brokkens Bod, og på den modsat side af vejen Toldbods Viinhuus. De lave bygninger ejedes af Fattigvæsnet, og gik under navne som "Lille København" og "de 100 huse". Se også ete forsøg på et nutidigt af området sidst i denne artikel.

Indgangen fra Toldboden til byen fører gennem en stor jernport, for snæver til at passere når man møder en vogn, hvilket dog let kunne afhjælpes ved to sideindgange for fodgængere. Og hvad der endnu lettere kunne afhjælpes, er at lade porten og muren rengøre og hvidte af en murersvend; det er en til to dages arbejde. Nu er vi da udenfor toldgrænsen. Her møder os straks det ofte omtalte lappede, lasede, snavsede, faldefærdige plankeværk, som står til skam for alle vedkommende, dernæst et meget urenligt hus, som tjener til beværtning, og så nogle naragtige boder, som i sandhed gør nar af deres ejere, dem de stadig trodser; det er værre end de såkaldte fedteboder, der før fandtes på skibsværfterne - de henhører under toldkammerbygningen! - At kammerdirektøren må have set dem, er vist; men lige så vist er det at ringmuren burde forskønnes med 10 til 12 smukke murstensbutikker, omtrent lig dem ved Kongens Have, smagfuldt opførte og renligt vedligeholdte.

Om mulig overgår rentekammeret i henseende til mangel på sans for sine bygninger endnu toldvæsenet. Det væmmeligste hus af udseende, Brokkens Bod kaldet, og som siges at sortere under rentekammeret, frembyder sig for øjet omgivet af et enkelt plankeværk. Latrinerne derved ses og lugtes enten man passerer Esplanaden eller går i Grønningen. Dette synes utroligt, men er sandt. Rentekammeret har midler, har en bygningsadministration. Der bygges vist også meget unyttigt, men dette hus skal vidne om, at der burde bygges endnu mere.

Disse huse i Amaliegade tættest på Esplanaden var genboer til fattigvæsnets boliger nu Mærsk-komplekset. De er opført i slutningen af 1700-tallet: Amaliegade 49/Esplanaden 48 (1788), Amaliegade 47 (1790), Amaliegade 45/Esplanaden 46 (1790-91), Amaliegade 43 (1790-93),

De såkaldte 100 huse frembyder et fælt syn - de sorterer under Fattigvæsenet. En tilsætning af en etage endnu med en smuk facade til gaden, med vinduer etc., ville vel betale sig og afgive bolig for mange, som nu får anden hjælp. Alt hvad her er foreslået, koster næsten intet og ville rigelig kunne betale, hvad det koster.

Vi komme nu til Sankt Annæ Plads. I mange år har her været brolægningsvæsenets skarn-, sand-, : sten- og grusoplag, som for længe siden skulle have været ryddet. Men har man mærket noget dertil endnu? - Ret morsomt er det dog for beboerne, til erstatning for den ulempe, de lider, at se 2 vogne på en gang, hvoraf den ene losser af, den anden på; det må blive et snurrigt regnskab. Vi frabeder os træer på pladsen, som hindrer udsigten over denne frie plads, der ville vinde betydeligt, når ligvognshuset blev henlagt til et andet sted og hele Huggen solgt til bebyggelse eller blot omgivet med en høj mur, indenfor hvilken ligvognevaskeriet kunne foretages, uden at overstænke folk. Denne mur kunde indeholde store rummelige butikker, og ville atter betale sig; Amalienborgs beboere må jo hente alting langvejs fra. Hvor længe fru Svendsens vederstyggelige slagterbod endnu skal stå til parade midt på denne plads, vides ikke. Dens bortskaffelse har ofte været offentlig forlangt, men til ingen nytte. Husejerne på pladsen vil vel vide at forskønne deres huse, når pladsen efter rimelighed ryddes.

Sankt Annæ Plads 1861. (Illustreret tidende). Oplagspladserne er blevet fjernet, ligesom ligvognevaskeriet.

Vi vil i dag ikke gå videre, for ellers kom vi vel endog ud på Christianshavn, og så Gud hjælpe os, især ifald vi undervejs lugtede Fisketorvets rendestensvand, hvormed fiskene holdes muntre og friske.

*X*

Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.

Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1845:

Af Borgerrepræsentanternes forhandlinger for 8. i denne måned skal vi hidsætte efterfølgende som et bevis på, hvor grundigt og omsigtigt autoriteterne går til værks ved den mindste forandring, der skal foretages, og at man derfor ikke kan undres over den uendelige tid, ethvert spørgsmal behøver inden det kan finde sin rette besvarelse, endsige inden man kommer til at skride til handling. Det angår intet mindre end toldbodens omgivelser:

"Det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har meddelt Magistraten, at der foruden den tidligere plan, at se den grund som tilhører Toldvæsenet ud imod Toldbodvejen, hvorpå det såkaldte Toldbodviinhuus med flere boder ligger, afhændet til bebyggelse for privat regning. Endvidere er også kommet følgende to alternativer under overvejelse, for nu snarest at se sagen endelig ordnet, nemlig: enten for kongelig regning at give Toldbodviinhuset med tilbehør en hovedreparation og derefter søge det bortlejet ved ny leje, men i øvrigt at lade samtlige butikker nedbryde og materialerne bortsælge, samt lægge den derved vundne grund til Viinhusets have og indhegne den med en mur, der sluttede sig til den mur, som allerede omgiver inspektionsboligens have, ligesom en lignende mur da også måtte opføres langs det stykke af gaden, der ligger imellem Viinhuset og toldbodbygninger. Eller at sælge såvel Viinhuset som butikkerne til nedbrydning og planering, samt forene den hele derved vundne plads med den øvrige Toldbodplads og afhegne denne nye grænse for pladsen imod Toldbodvejen enten med en mur eller et jernstakit, ens på den hele strækning fra Hjørnet af Amaliegade indtil Jernporten ved selve Toldbodbygningen.

Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.

Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.

Repræsentantskabet, hvis erklæring Magistraten, denne anledning har forlangt, mente. at det med hensyn til den vigtighed, landingsstedet ved Toldboden har, og, om end adskillelsen mellem den indre og ydre havn forlagdes længere op i byen, vil beholde, vil være om end ikke aldeles nødvendigt, dog altid særdeles tjenlig for søfarten og bekvemt for de søfarende, at der i dette landingssteds umiddelbare nærhed findes et forfriskningssted og udsalgssteder for de vigtigste fornødenhedsartikler for de søfarende, og derfor ønskeligt, at sådanne bygninger der opførte, hvorhos man ikke tvivlede om, at de, når de behørige hensyn tages, ville langt bedre tjene til avenuens forskønnelse end en mur eller et stakitværk. om end disse altid må foretrækkes for den nuværende tilstand."

Et forsøg på at finde det samme sted som tegningen forrest i denne artikel er taget fra. Den gamle toldbod til højre for vejen er forsvundet. Gavlen findes dog i parkeringshuset ved Toldbodgades "knæk". Resten er fra efter udsaneringen af området. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.

Orientering i de nationale Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen).

I den periode som kaldes nationalromantik (bredt 1800-1870) var langt fra alle nationalromantikere. Kjøbenhavnsposten var fx skeptiske over for den danske nationalromatiks dyrkelse af bevidstheden om det nationale, det nordiske og den såkaldte "folkeånd" fra, nordiske myter og sagn, om "dansk folketradition" og "almuekultur". Noget som vi kender fra Oehlenschläger og Grundtvig. 

Politisk udtrykte den sig i skandinavismen der var rettet mod den voksende tyske enhedsbestræbelse, I 1840erne kunne man næsten dagligt i Dannevirke, Fædrelandet og andre aviser læse den store tyske fjende i syd. Denne anti-tyske stemning er senere blevet overskygget af 1864, verdenskrige mm. Mens Politivennen set med datidens øjne fremstod mere og mere konservativt pga bladets udspring i patriotismen, beskæftigede mange artikler i  Kjøbenhavnsposten sig med de farlige sider af nationalromantikerne og nationalisterne. Omend bladet som sådan dog ikke havde en fast linje i 1840'erne. Det kritiserede og den slesvig-holstenske nationalisme. Den nedenstående artikel er nærmest profetisk i sine iagttagelser - og det altså 3 år før det for alvor gik galt i 1848 i hertugdømmet Slesvig. Artiklen er en del af en længere serie.

V

E. Danmark og Tydskland.

Det kan ikke her være vor opgave at indlade os på de internationale spørgsmål, for så vidt de hænger sammen med statsretlige og politiske forhold - i denne henseende kan det ikke være tvivlsomt at retten til hertugdømmet Slesvig ubetinget tilkommer Danmark. Det er Danmarks nationale modsætning til Tyskland, som vi vil omtale med et par ord.

Denne modsætning, for så vidt den er andet end påtrængende renommisteri, kan være grundet i en fordybelse i folkets ældre tilstande, for så vidt disse foreligger os i litteraturen, i hvilke den nationale ejendommelighed mere levende afpræger sig end i nutiden, der har bragt nationerne i så mange berøringer med hverandre og på en måde sammensmeltet dem i en civiliseret verden. Det er som bekendt ad denne vej, at Grundtvig vil bringe nationalbevidstheden på fode, og det var mod en sådan retrograd bevægelse at Madvig troede at måtte protestere i kulturens interesse. Vi begriber det meget vel hvorledes mange ved betragtningen af en ældre tids ejendommelige og naturkraftige liv, kunne opfyldes med vemod formedelst nutidens skærende kontrast, men det må blive deres egen privatsag. Hvis de vil gøre en sådan tilbagestræben til nationens formål, da ville de begå en synd mod en langt højere magt end det enkelte folk. 

De store nationer som selv have skabt den moderne kultur, kan aldrig tænke på en sådan tilbagegang når vi taler derom, da det er kun en indirekte måde at give vor ærgrelse luft på over den ringe andel vi har i den, så at vi måtte ønske slet ikke at besidde den og hellere trække os tilbage i urtilstanden, og ud fra denne skabe en ny kulturverden. Det besynderlige og forskruede i en sådan betragtningsmåde behøver ikke at påpeges nærmere - kommer det vel an på hvem der har frembragt kulturen, eller mon det ikke meget snarere må være at den er vor tids produkt, som alle der er i stand til at nyde og tilegne sig den, også have en om end skjult aktiv andel i? Viser vi ikke dette vort produktive forhold til den ved at tilegne os den, og ville en tilbagevendelse til længst forældede og glemte tilstande ikke være et vidnesbyrd om, at vi havde levet ørkesløst, mens de andre nationer har arbejdet? Overvurderingen af nationens oldtid bliver således til en forhånelse af dens senere historie.

Og hvem er det vel for alvor faldet ind at påstå at den nordiske mytologi indeholder et ejendommeligt kulturprincip for fremtiden. Hvilket fornuftigt menneske ville tænke at Ny Grækenland kun kunne vente nogen genfødelse af Homer og Hesiod og ikke ved at træde ind i den moderne kulturverden, således som vel virkelig gør? 

Nej, de som det er alvor med den nordiske mytologi, de forkaster også den moderne kultur i dens væsentligste frembringelser. Dem er det kun om at gøre med den nationale ejendommelighed, om end den kun kan vindes ved en fuldstændig isolation fra den civiliserede verden. At forhandle med dem om denne sag ville være fuldkommen spildt umage - der Narr hält sich allein für gescheit und die ganze Welt für verrükt. I virkeligheden er det heller ikke dem, som ikke ville fornægte kulturverdenen, videre om den nordiske mytologi og historie at gøre end som en frase, hvormed de give den anden frase - nationaliteten dens behørige relief, uden at de bekymre sig det mindste om den nordiske oldtid, som de vist kun kender af Grundtvigs taler i det Skandinaviske Selskab. De har tidligere ved enhver lejlighed forhånet et sådant oldtidssværmeri som et blot personligt bizarreri.

Den egentlig nydanske nationalisme, som har sammensmeltet sig med den gamle, har som bekendt en politisk grund, nemlig i slesvig-holstenismen. Den politiske opposition med slesvig-holstenernes "statsopløsende" tendenser, kampen for det danske sprogs gode ret i det dansktalende Slesvig, er gået tilbage til en hævden af den danske nationalitet i almindelighed og stiller sig således ikke blot mod det, som Heiberg har kaldet det, provinsielle Slesvig-Holsten, men har i denne provins med Tyskland selv at gøre. Ved således at stille "dansk" mod "tysk" er foreningen mellem det ny- og gammeldanske parti lykkelig fuldført. Der er nu kun et national-dansk parti, som selv stiller sig på samme standpunkt som Arndt i Tyskland mutati mutandis. For så vidt det virkelig skulle forhærde sig i den ren nationale retning, altså stræbe at repristinere længst af historien overvundne tilstande, så ville det naturligvis kun være en ejendommelig form af den hele store europæiske reaktion, for så vidt imidlertid dets nationalisme, som ovenfor er omtalt, har en politisk grund, kunne det også tænkes at hovedaccenten ville blive lagt på det sidste moment, hvorved en befrielse fra hin indskrænkethed kunne blive mulig. 

Det er imidlertid ligegyldigt om dette sker eller ikke, hvad som ikke har kraft i sig selv, hvad som savner historiske grunde, vil snart falde hen, om end det plejes med nok så megen forkærlighed; den moderne nationalisme, som sætter sit højeste formål i at påtrykke alt et nationalt præg og som et slags patriotisk toldvæsen at konfiskere alt andet som kontrabande, er i sig selv noget alt for indholdsløst, noget alt for formelt til at det skulle kunne blive nogen virkelig magt anderledes end som svagheden, indifferentismen er en magt og det endog den magt, som holder de bestående forhold oprejst, der selv savner energi. Så længe man ikke med tanken om det nationale forbinder en bestemt menneskelig opgave, hvori dette nationale skal vise sin kraft, vil man ikke være i stand til at udrette noget med den.

Danmark har sine opgaver til fælles med de fleste andre civiliserede lande, det ville derfor handle meget ilde i at trække sig tilbage, at isolere sig. Det nærmeste land, det hvormed vi bestandig har stået i forbindelse, er Tyskland. En fanatisk stemning mod Tyskland vil snart medføre en fanatisme mod hele den civiliserede verden. Det er kun idet vi holder os åbne for Tyskland, at vi bevarer vort samfund med udlandet i almindelighed. Men Tyskland har ikke blot værd som repræsentant for udlandet i almindelighed, men også i sig selv ved sin litteratur navnlig, som i vor tid i flere retninger er kommet til et punkt hvor en almindelig kulturhistorisk indflydelse let kan forudses.

Men Danmark ligger i politisk strid med Tyskland især om hertugdømmet Slesvig. Dette synes at retfærdiggøre den fjendtlige stemning. For så vidt denne strid er politisk - nationaliteterne eksisterer jo kun i politisk skikkelse som stater - kan faren vel ikke være stor for den, på hvis side den politiske ret øjensynlig findes. For så vidt det imidlertid var en strid, som havde andre end politiske grunde, fx kulturhistoriske, industrielle, merkantile, da kunne naturligvis Danmark kun udøve en større tiltrækningskraft end Tyskland under den forudsætning at det var i besiddelse af større kræfter i disse retninger - på nationalitetens magt som blot naturbestemmelse (sproget) ville det ikke kunne gøre synderlig regning, da den ikke er den samme over hele landet, hvilket kun (efter kommunens adresse) er halv dansk.

Efterskrift

Det er i det foregående blevet udviklet at den moderne nationalitet ikke kan vinde den faste holdning som den antikke, fordi kulturen har vundet en mere almindelig form, og ikke bestemmes i sin karakter ved folkets afgrænsning. De ivrigste nationalister er kultiverede, civiliserede mennesker trods deres pointeren af folkeånden. De føler imidlertid denne modsigelse og de indrømmer den kun som en mangel, en ufuldkommenhed der just ved deres bestræbelser skal hæves. Al kultur skal være national. Det som før var frit, almindeligt, skal nu modtage en indskrænkning ved de ikke nærmere bestemte folkeejendommelighed, først ved denne begrænsning får det sin sande indvielse. Den barbariske nationalisme ville lade sig nøje med den simple indskrænkning til sig selv og afvise alt fremmed, den civiliserede derimod vil det fremmede - for så vidt man ellers kan kalde en andetsteds udviklet kultur således - det almindelige, men i en omstøbt form, hvorved det falder sammen med nationaliteten. 

Her røber nu denne retning tydeligere end noget sted ellers dens slægtskab med den nyere tids almindelige reaktionære stræben. Denne reaktion vil nemlig ikke unddrage sig kulturens magt, den søger tværtimod at drage den ind i sine egne interesser og derved berøve den dens brod. Kongerne er videnskabens beskyttere c: de søger at forvandle den frie videnskab til en officiel, de søger at monopolisere den for dem selv og deres tjenere. Præsterne og munkene er filosoffer c: de stræber at gøre filosofien hierarkist og munkeagtig. De reaktionære politikere er den moderne kulturs venner c: de elsker sig selv og deres princip som denne kulturs overvindere. Den frie, humane kultur har ingen anden værd for disse egoistiske standpunkter end som middel til at bringe dem deres egen herlighed til anskuelse. Nationalisterne betragter kulturen på samme måde, det er dem ikke om den at gøre, men om deres "nationale udvikling" c: deres egoistiske interesse. Ikke det videnskabelige, det humane som sådan har interesse for dem, men fx det danske. det nordiske derved, altså deres hovedinteresse koncentrerer sig i sandhedens begrænsning og privilegeren eller i dens fordrejelse. Ligesom den øvrige reaktion vil de kun vide af en privilegeret sandhed at sige. 

Den bekendte litterat K. F. Wiborg udtalte denne anskuelse for nogle år siden med en beundringsværdig åbenhed. Han forlangte en dansk religion, en dansk filosofi osv. Når man har spottet herover, så må det dog også erindres, at denne mand kun har udtalt de herskende anskuelser med en uforbeholden konsekvens.

Når et folk der allerede har spillet en kulturhistorisk rolle som det franske, pikerer sig på sin ejendommelighed og fx støder sig over Tysklands indflydelse på den nationale filosofiske stræben, så kan dette tilgives. Men anderledes bliver forholdet, når en national forfængelighed gør prætension på at overholde goder, som endnu ikke eksisterer og som kun kan erobres ved en fri tilegnelse af andres arbejde.

(Kjøbenhavnsposten den 19. april 1845.)

Henrettelse paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

- Ved den Henrettelse, som igaar Morges fandt Sted paa Amager paa den 23aarige Forbryder Ole Julius Brandrup, indtraf igjen det forargelige Optrin, at Skarpretteren ikke var istand til at udføre Executionen paa behørig Maade, men maatte hugge 2 Gange, og derefter endnu skære med Øxen førend han formaaede at skille Hovedet fra Kroppen. Saalænge Staten anseer det for nødvendigt at ansætte Livets Berøvelse til Straf for Overtrædelse af dens Love, forekommer det vel Enhver, at den ogsaa maa ansee det for sin Pligt, at lade Executionen deraf udføre paa en saadan Maade, at den ikke bliver til en unødvendig Marter for den Domfældte eller til Forargelse for Andre. Den forrige Skarpretter blev afskaffet, fordi han viste en lignende Udygtighed i sit Kalds Udøvelse, og nu da man forskriver en anden hertil fra Provindserne, viser det sig, at han er ligesaa uskikket til denne Forretning. Det kan vistnok i saa Henseende kun tjene lidet til Beroligelse, at man har nedsat en Comitee til Overveielse af det Spørgsmaal, om Anskaffelsen af en Guillotine er hensigtssvarende eller ei ; thi naar man veed, hvorledes vore Comiteer, som Raadmand David i sin Tid med megen Dygtighed har oplyst i sil Blad "Fædrelandet". pleie at blive siddende i mangfoldige Aar, uden endda at komme til andel Resultat, end, at alle Medlemmer afgaae ved Døden, saa vil det kunne indsees, hvor gode Udsigter der er til, al det samme Optrin endnu ofte kan blive gjentaget, inden man seer sig istand til at træffe Foranstaltninger til dets Forebyggelse. Hvis det virkeligt var hensigtsmæssigt at retablere det gamle Afskrækkelsessystem saa opnaaede man dog noget ved at foretage Executionen paa ben anførte Maade; thi da kunde man være sikker paa, at den fremkaldte baade "Skræk og Afsky"; men vi troe dog, at ikke engang Berlingske vil paatage sig at forsvare en saadan Undskyldningsgrund, om den end anfører de heromhandlede oprørende faktiske Omstændigheder, uden at tilføie videre end at det var beklageligt. - De to andre i Tugthuset igaar foretagne Henrettelser skulle være lykkedes bedre. Da man derved vel endnu fornemmelig har havt den gamle indskrænkede Forestilling om Afskrækkelse for Øie, saa havde man ladet 22 Livsfanger, som havde været tilstede da Mordattentatet paa Inspecteuren foregik uden at søge at forhindre det, overvære Henrettelsen, hvorefter de transporteredes til Castellets Fangetaarne, hvor de skulle hensidde indtil de igjen "ved god Opførsel og Flid have gjort sig værdige" til atter at tage Plads i Straffeanstalten. Ved Ankomsten til Langelinie, hvorhen de fra Christianshavns Canal førtes tilsøes, var Prinds Gouverneuren selv tilstede og gjorde saaledes deres Henflyttelse solemnere end Formaalet vel egenlig tilsigtede. Hvorledes det hele Afskrækkelsessystem er støttet paa en aldeles feilagtig Forestilling om den menneskelige Natur, skal paany have viist sig ved selve Henrettelsen, idet kun Trods og dulgt Forbittrelse være de fremherskende Kjendetegn hos de fleste af hine Straffefanger under og efter de tvende Domfældtes Henrettelse, der efter deres Forestillinger ogsaa snarere maa være bleven betragtet som en Slags Martyrdød end som en forskyldt Straf. Nogle andre Rasphuusfanger, der meer eller mindre havde virket til at forhindre Fuldbyrdelsen af Mordet paa Inspecteuren, ere blevne benaadede i Forhold dertil; to af dem have erholdt deres Frihed. - Paa Direktionen for Straffeanstalten, som ogsaa overværede Henrettelsen, maatte man nu ogsaa vel turde ønske, at den har gjort et saa stærkt Indtryk, at hvert især af Directionens Medlemmer herefter ved et stedse levende Minde derom vil føle sig uafladelig ansporet til ivrig og kraftfuld at virke for at Straffeanstaltens hele indre Organisation undergaaer de tidssvarende og nødvendige Forandringer, hvorved ogsaa Gjentagelsen af lignende Forbrydelser i selve Anstalten kunne forebygges, idet saavel Motiverne som Leiligheden dertil haves. 

(Kjøbenhavnsposten 23. april 1845)

Adolf Burmeister (1823-1909): Udsigt over Amagers daværende nordvestkyst t. h. faste batteri den 10. september 1852. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.