Harald Selmer (1814-1879): Daarevæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Daarevæsenet. Paa en af Philiatrien den 19de Mai afholdte overordentlig Generalforsamling forelæste ifølge "Ugeskrift f. Læg." Prof. Fenger som Referent følgende Comiteebetænkning :

Ifjor Sommer besluttede Philiatrien, for at bidrage til at udbrede rigtige Anskuelser af Daarevæsenet i Almindelighed, og, af den Maade, hvorpaa det bør omfattes af Statsstyrelsen i Særdeleshed, at overdrage til praktiserende Læge H. Selmer Udarbeidelsen af et Skrift, hvis Hensigt skulde være, i et almeenfatteligt Sprog at skaffe de Sandheder Indgang i det store Publicums Bevidsthed, som Psychiatrien i sin senere Udvikling havde bragt til den Grad af Klarhed for Lægerne, at der kunde siges, om dem næsten ikke at tristere nogen Uenighed mere imellem disse. Selskabet beordrede, at Arbeidet skulde være færdigt til den 1ste Mai d. A., og lovede Forfatteren et Honorar af 200 Rbd., naar det kom til at svare til de opstillede Forbringer.

Paa den sidste Mødedag i April Maaned underrettedes Selskabet om, at Arbeidet var indsendt i rette Tid, og det overdroges da undertegnede Comitee, at prøve hvorvidt de øvrige Fordringer vare fyldestgjorte. Skriftet udgjør 118 Folio-Sider, og vil efter Forfatterens Overslag udgjøre omtrent 8 trykte Ark. Dets Titel er: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning; som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstilt for det større Publicum af H. Selmer, pract. Læge."

Forfatteren giver først en Udsigt over de bestaaende Mangler ved Daarevæsenets Tilstand i Danmark, viser at Aarsagen hertil fornemmelig er at søge i den forældede og vrange Anskuelse, at man imod de Afsindige ikke har andre Forpligtelser end den at beskytte sig imod dem, og deducerer dernæst paa en klar og indtrængende Maade den Sætning, at de Afsindige ere Syge, som saadanne berettigede til den omhyggeligste Omsorg og til forstandige og humane Bestræbelser for at skaffe dem deres Sundhed igjen; Daarevæsenet er altsaa et Medicin Anliggende, og denne dets Charakteer stempler det tilstrækkeligt som et Anliggende, der gjør Krav paa en ganske anden Behandling end den, der hidtil er bleven det til Deel. Dernæst gaaer Forfatteren over til at afhandle de almindelige Betingelser for Daarebehandlingen, navnlig hvorfor de Afsindige hverken bør behandles i Hospitaler for andre Syge, eller i Detensions-Anstalter, eller i Hjemmet eller i private Anstalter; hvorfor det er vigtigt at Curen begyndes betimeligt, og hvorfor det er nødvendigt at de Afsindige anbringes i særegne Hospitaler. Grundtrækkene af disses Indretning er det Forfatterens næste Opgave at studere; han viser Vigtigheden af en landlig Beliggenhed, af en vis, dog ikke altfor stor Afstand fra en Kjøbstad, af Søens Nærhed; han udvikler Grundene til en stor Anstalts afgjorte Fortrin for smaa, og meddeler de vigtigste Grundsætninger for en god Helbredelses-Anstalts indre Indretning; særegen Omtale skjænker han Lægens Stilling, og udvikler grundigt Nødvendigheden af at lade ham dirigere Anstalten med tilstrækkelig Myndighed. Han viser dernæst, at de for Helbredelses-Anstalterne opstillede Grundsætninger i det Væsentlige ogsaa gjelde for Pleie-Anstalterne, og efterat have anstillet en Sammenligning imellem Systemerne for den relative Adskillelse og den relative Forbindelse mellem Helbredelige og Uhelbredelige, viser han, med stadigt Hensyn paa vore Forhold, at den relative Forbindelse er at foretrække. Endelig udvikler han Daarevæsenets Forhold til det Offentlige: at den Forpligtelse at sørge for de Afsindige nærmest paahviler Staten, at det er umuligt for Communerne at ordne dette Anliggende paa en hensigtsmæssig Maade, hvorledes Anstaltens Overbestyrelse her være, og hvorfor det er vigtigt, at der emanerer en Daare-Lov.

Selskabet vil af denne Udsigt over Skriftets Indhold see, at Forf. samvittighedsfuldt har holdt sig det Program efterretteligt , som er blevet opstillet for ham. Det er os en sand Glæde at kunne tilføie, at han ikke alene har udført sit Hverv med Troskab, men ogsaa med Indsigt og med Talent; han har opfattet Spørgsmaalene i deres Heelhed, han har gjort dem til Gienstand for en grundig Overveielse, og han har ved egen Skarpsindighed vidst at finde det rette Udgangspunkt for sin Argumentation; hans Deduction er klar og stringent, hans Slutninger naturlige og Præcise; i hele Fremstillingen er der et Liv, Stilen en Friskhed og i Sproget en Correcthed og ynde, som gjøre Skriftets Læsning Yderst tiltrækkende, og ville sikkre det en hæderlig Plads i den danske Literatur. Dertil kommer, at Forf. fuldkommen godt har forstaaet at træffe det populaire Sprog; ethvert dannet Menneske vil med Fornøielse kunne læse Skriftet, og med Lethed sætte sig ind i de Controverser, som det er Hensigten at fremstille og klare; Følgen heraf vil blive, at de Sandheder, som Lægerne i de senere Aar have gjort sig saa megen Umage for at udbrede, ved denne Bog ville saae et mægtigt Stød fremad i den almindelige Bevidsthed. Hvad man saa ofte har henholdt sig til, at det slet ikke var klart, hvorfor de mange kostbare Forandringer i Daarevæsenet, som Lægerne forlangte, ere nyttige og nødvendige, kan ikke mere siges: her er et grundigt, veltalende og forstandigt Indlæg i Sagen; her er et fra Videnskabens Dybde hentet og med Skribentens Kunst udstyret Forsvar for Lægernes Paastande; disse kan man ikke mere afvise, man maa enten imødegaae dem med Modgrunde, eller indrømme deres Rigtighed, og naar det Sidste, som vi tillidsfuldt forudsige, vil blive nødvendigt , da vil man ikke kunne undlade at tage dem til Følge, uden paa en saa iøinefaldende Maade at krænke alt Hensyn baade til Fornuft og til Humanitet, at vist ingen Ærekjær Mand mere vil vove at knytte sit Navn til en saadan Modstand.

Vi troe derfor at kunne lykønske Philiatrien til at have opnaaet et udmærket Resultat af denne Selskabets Bestræbelse for at fremme Daaresagen. Det bliver nu Selskabets Opgave at fuldende denne Bestræbelse ved at sørge for, at Bogen hurtigt bliver udgivet, og faaer en saa almindelig Udbredelse som muligt. Vel er det tænkeligt, at dette ikke vil kunne skee uden yderligere pecuniaire Opoffrelser fra Selskabets Side; men deels er det høist sandsynligt, at disse ville kunne formindskes om ikke aldeles undgaaes, deels antage vi, at Selskabet i saa vigtigt Anliggende som dette hellere bør anvende sin sidste Kraft paa Formaalets Opnaaelse, end lade et saa smukt begyndt Foretagende blive ufuldendt af Mangel paa Understøttelse. Vi foreslaae derfor Selskabet i Aften at fatte følgende Beslutninger:

1) at Selskabet erklærer sig for tilfredsstillet ved det af pract. Læge H. Selmer indsendte Skrift: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning", og at Kassereren bemyndiges til at udbetale Forfatteren det lovede Honorar af 200 Rbd., hvorom Forf. bliver at underrette i en Skrivelse fra Præses.

2) at det nævnte Skrift trykkes, og udbredes i et saa tilstrækkeligt Antal Exemplarer, at man kan antage, at dets Indhold kommer til Kundskab i en viid Kreds af det danske Publicum.

3) at Trykningen fremmes saa hurtigt, at Bogen i det Seneste kan være udgiven den 1ste Septbr. d. A. 

4) at det overdrages Comiteen i denne Henseende at varetage det Fornødne, ligesom ogsaa at gjøre de Skridt, som den maatte ansee for passende for at lette Selskabet Udgivterne ved dette Foretagende.

5) at Selskabet, hvis alle saadanne Skridt skulde vare frugtesløse, ene vil bære Omkostningerne ved Bogens Udgivelse og Udbredning.

De af Comiteen gjorte Indstillinger bleve vedtagne af Generalforsamlingen, som imidlertid, støttet paa den af Comiteen faldede yderst fordeelagtige Dom, forhøiede det Forfatteren lovede Honorar til 300 Rbd.

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Bogen skulde udgives og fordeles, gav Comiteen Selskabet Udsigt til at dette kunde skee paa en for Selskabets Kasse og Hensigt lige fordeelagtig Maade, og forbeholdt sig at meddele Selskabet det nærmere desangaaende, saasnart de foreløbige Skridt vare gjorte, til hvilke der gaves Comiteens Medlemmer Fuldmagt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1846, 2. udgave).

Harald Selmer, læge (1814-1879). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Læge Harald Selmer (1814-1879) var foregangsmand for psykiatrien i Danmark, og bogen er et hovedværk i dansk psykiatri, og fik afgørende betydning for etableringen af en statsfinansieret psykiatri i Danmark. Han gjorde sig bl. a. overvejelser omkring arkitektur og placeringen af den nye anstalt. Selmer argumenterede i bogen for oprettelse af selvstændige hospitaler for de sindssyge og gav retningslinjer for deres indretning.

Skriftet bragte Selmer i modsætning til læge J. R. Hübertz (1794-1855). Hübertz havde i 1843 udgivet "Daarevæsenets Indretning i Danmark" hvor han havde foreslået et egentligt dårevæsen og en sondring mellem sindssyge og åndssvage. Selmers skrift fik afgørende betydning for myndighedernes stilling til sagen, fx vedtagelsen af oprettelse af en statsanstalt i Risskov uden for Århus for sindssyge patienter 1847. Fra 1844 beskæftigede han sig mest med at skrive og studere åndssvage. Hübertz blev forstander 1855 på Gamle Bakkehus for "idiotiske, svagsindede og epileptiske børn". 

Harald Selmer havde en baggrund i et studie i medicin og arbejde 1839-1841 på Skt. Hans hospital. Her udgav han et dengang kontroversielt skrift "Om Psychiatriens Tilstand i Danmark" som angreb Skt. Hans Hospitals leder A. Gøricke og til dels også på administrationen. Selmer blev i 1842 læge i Nørlund ved Hobro, men fortsatte de følgende år med at oversætte psykiatriske studier og fulgte stænderforsamlingernes forhandlinger om dårevæsenet. Fra 1846 var han redaktør på Bibliothek for Læger. 

I 1852 blev Selmer overlæge på Jydske asyl, det første moderne indrettede sindssygehospital til 130 patienter, fra 1861 400 patienter. Hans styreform beskrives som enevældigt. Han medvirkede ved Skt. Hans hospitals omordning i 1860'erne. Sin stilling som overlæge fratrådte han 1879. Selmer mente at streng disciplin af patienterne ud fra det syn, at orden og regelmæssighed var til deres bedste, ligesom han af sine medarbejdere krævede den mest nøjeregnende pligtfølelse i lighed med, hvad han pålagde sig selv. I 1879 udgav han "Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første 25 Aar (1852–77)". 

Selmers indflydelse betød bl. a. at psykiatrien i Danmark tog udgangspunkt i naturvidenskab og medicinsk behandling. Hvilket gav mening med meget syge patienter, fx psykoser, men som i dag ikke anses for at være det bedste værktøj til behandling af fx mistrivsel, lettere stress, angst o.l.

Se eventuelt også om M. L. Mathanson i et indslag her på bloggen. 

Kong Adum og Sabah Akim. (Efterskrift til Politivennen).

Kastellet husede 1846-1950 to højtstående afrikanske statsfanger, der egentlig stod til dødsstraf. De vakte tilsyneladende stor opmærksomhed i København, folk valfartede til Toldboden og Esplanaden for måske at få et glimt af de to seværdigheder når de var på gårdtur. Avisernes behandling af sagen viser en del om datidens danske syn på landets kolonier og deres befolkninger. 

Først lidt bagrundsstof fra "Kastellets venner", under 14. oktober 1846:

”Negerkongen og hans minister”, som man kaldte dem i byen, kong Adum og Sabah Akim indsattes i statsfængslet, for i vor koloni på Guldkysten at have dræbt en anden konge og hans sønner, tilmed midt under en dansk arrangeret fredskonference foran fæstningen Christiansborg. Da Danmark i december 1849 afstod sine afrikanske besiddelser til England, blev de løsladte og udskibede til Afrika på et engelsk skib, men nåede tilsyneladende aldrig frem. Navnlig Sabah Akim var meget populær i København, da han brugte enhver skilling, han kunne undvære, på bolcher til børnene, der flokkedes for at se de sorte mennesker – vel de eneste i København dengang.

En beretning findes i O. C. Hammer: En Livsskildring (1928), Kapitlet "Negerkongen og hans minister som statsfanger i København" (side 55-62). Denne beretning synes i høj grad at have brugt de to artikler fra Kjøbenhavnsposten som kilde. Den indeholder dog også noget om deres ophold i Kastellet, hvor de sad i to små celler, med udgang på Kastelsvolden 2 timer om dagen. De gik med høj hat, og var kendt som "negerkongen og hans minister". 5. januar 1850 frigav kongen dem. Dog måtte de blive på Kastellet for ikke at vække opsigt i gaderne. 

Kastelsfængslet hvor de to afrikanere sad fængslet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artiklernes kilder kan kun have været udsendte til kolonierne. Afrikanernes synspunkt kerede ingen sig om. De blev beskrevet som barbarer, på niveau med børn som man ikke kunne forvente for meget af. At beretningerne er fulde af foragt for deres krigeriske fremfærd, skal sættes i perspektiv af at fx Napoleonskrigene i Europa havde kostet i hundredtusindvis af ofre, og mens de to afrikanere sad i Kastellet, udkæmpedes den blodige treårskrig, 1848-1851.

Fædrelandet, 4. juni 1845:

- Ribe Avis. Af et Brev fra de danske Besiddelser paa Guinea, dateret d. f. A. var jeg fra min Altan Vidne til en lille Træfning, som fandt Sted mellem Negrene fra Aquapim og vore Ussu-Negre; der var opstaaet Strid imellem dem, hvorfor Aquapimmerne kom, 120 i tallet, til Ussu-By, for at faae Sagen bilagt. De vare imidlertid bevæbnede med skarpladte Flinter og andre farlige Vaaben, og midt under Forhandlingerne, som holdtes paa Torvet lige nedenfor Fortet, bleve de uenige. Aquapimmerne grebe deres Flinter og nedskøde nogle Ussu-Negre og saarede flere; men Ussuerne og Soldaterne fra Fortet dreve dem snart paa Flugten, gjorde 50 Fanger og dræbte mange, deriblandt den fjendtlige Anfører. Denne havde faaet et betydeligt Slagsaar i Byen, og maatte sætte sig i en Kurv, som to Negre bare paa deres Hoveder, herfra skød han efter en Ussuer, men feilede, hvorpaa denne skød ham, saa han styrtede paa Hovedet ud af Kurven. Foruden Fangerne medbragte Ussuerne og Soldaterne 5 afskaarne Hoveder, hvoriblandt Anførerens, og om Aftenen skare Negrene Hovederne af 2 af Anførerens Sønner, som de ikke havde leveret ind paa Fortet. Disse Hoveder rengjøres af Negrene og hænges som Zirat paa deres store Tromme, og Hjernerne gjemmes og nydes i Brændevin ved høitidelige Leiligheder."

Kjøbenhavnsposten 27. juni 1846:

- Angaaende en meget omtalt Historie om tvende Straffeanstalten paa Christianshavn nylig indsatte Negere fra Guinea meddeler Coll. Tid. efterfølgende nøiere Beretning:
"Nordlig for Fortet Christiansborg paa Kysten af Guinea ligger Landet Aquapim, der erkjender at staae under dansk Høihed. Dette Land har i de senere Aar lidt af indvortes Urolighed, især foranlediget ved Cabuceer eller Høvedsmand Adums heftige og voldsomme Adfærd, der fremkaldtes ved hans raa Charakteer og Hang til Drik. Som en Modvægt imod Adums Voldsomhed, havde der dannet sig et Parti, for hvilket Adums Successor i Aquapimlandet, Ussu Akim, stod i Spidsen, men under Stridighederne mellem de tvende Partier leed Landets Indbyggere, og Veien til Fortet for fredelige Handlende fra Lande nordlig for Aquapim blev usikker. At raade Bod herpaa maatte ansees ønskeligt, og da de Indfødte erkjende de europæiske Gouverneurers Ret til at afgjøre deres indbyrdes Stridigheder, fandt Gouverneur Carstensen sig foranlediget til at indkalde Adum og Ussu Akim til Christiansborg, for al tilvejebringe Enighed imellem dem. Begge mødte den 25de November 1844, men forinden Sagen blev foretagen i Fortet, anholdt Høvdingerne (Grandes) i den til Fortet stødende By Ussu om Tilladelse til, efter den Byen ifølge gammel Vedtægt tillagte Ret, at samle de stribende Partier for al mægle imellem dem, hvilket Gouverneuren tillod, da han haabede, al Parterne, ved al forklare sig for hinanden, senere, naar de samledes i Forter, vilde være mere tilgængelige for Hans egne Mæglingsforsøg. Men forinden Ussu-Negerne vilde foretage Sagen, forlangte de Betaling af Ussu Akim, og da denne nægtede al betale, og yttrede, at han ikke var kommen til Ussu By. men til Fortet, mishandlede de ham. I Stedet for at søge Beskyttelse i Fortet, flygtede Ussu Akim, idet Hans Folk affyrede deres Geværer paa den som Tilskuere forsamlede ubevæbnede Mængde, hvorved tre Mennesker bleve dræbte. Ussu-Negerne forfulgte derpaa Aquapimmerne, indhentede Ussu Akim, som blev skudt tilligemed flere af hans Ledsagere, og bragte et Antal Fanger tilbage (46). som paa Gouvernementets Forlangende bleve afleverede i Fortet og derfra sendte tilbage til deres Hjem. Foruden disse for Gouvernementet anmeldte og til samme udleverede Fanger, havde imidlertid Ussuerne tillige indbragt tvende Børn, Sønner af Ussu Akim, hvis Anholdelse de holdt skjult for Gouvernementet. Disse Børn bleve Natten til den 26de November i en Forsamling af Ussu Byens Grandes, efter Adums Tilskyndelse, myrdede. Denne Misgjerning kom til Gouverneur Carstensens Kundskab, og da han fik Vished om, at en vis Sabah-Akim. der længere Tid har tjent Gouvernementet som Tolk, havde udført Mordet paa Børnene, forlangte han denne udleveret, hvorhos han paalagde Byen en Straffebod af 200 Rd. g. S. for Deelaglighed i Mordet. Byen foretog imidlertid Intet til denne Sags Afgjørelse, men gav tvertimod Sabah-Akim. der holdt sig skjult i Nærheden, Tilhold om Natten i selve Byen, og da Gouverneur Carstensen kom til Kundskab herom, lod han ham ved en fra Fortet udsendt Commando paagribe den 2den Februar f. A. om Natten Kl. 12. Vel viste derefter adskillige Negere, der vare Sabah-Akims Tilhængere, sig tilbøjelige til at stifte Uroligheder og til at dræbe Gouverneuren; Men det lykkedes dog denne, ved passende Foranstaltninger at dæmpe disse Uroligheder. Navnlig lod Gouverneuren en Deel af Byen Ussu, som laae tæt op til Fortet imellem dette og Mordstedet, sløife og bortrydde til Advarsel og Paamindelse i Tiden. I et Forhør, som under 8de Februar f. A. afholdtes over Sabah-Akim. forklarede denne de nærmere Omstændigheder ved Mordet, og navnlig at Adum havde tllraadet at dræbe Børnene, hvilket derpaa blev besluttet af Forsamlingen. Saavel Sabah Akim som Adum, hvem allerede nogle Uger efter Misgjerningens Fuldbyrdelse var blevet anviist Ophold i Fortet, bleve derefter. Sidstnævnte formedelst Deelagtighed i Mordet, holdte arresterede sammesteds, indtil Bestemmelse kunde modtages om, hvorledes de skulde straffes. Efterat Gen. Toldkammer- og Commerce-Collegiet i denne Anledning havde nedlagt allerund. Forestilling med nærmest Hensyn til den paatrængende Nødvendighed, som der paa Grund af Landets særegne Forhold viste sig til at træffe en Foranstaltning, der kunde gjøre et tilbørligt Indtryk paa Negerne, og efterat Sagen derpaa var foredraget for Hs. Maj. i allerh. Geheime-Statsraad, blev der under 13de Juni f. A. udfærdiget tvende allerh. Reskripter til Gouverneur Carstensen. Det ene af disse Recripter paalægger ham, saasnart det til de guineiske Besiddelser bestemte Krigsskib, nemlig Orlogsbriggen Ørnen, dertil ankom, at nedsætte en Commission, bestaaende af Orlogsbriggens Chef som Præses, og saadanne Gouverneuren underordnede Embedsmand i Besiddelserne, hvilke han dertil maatte ansee skikkede, som Assessorer, og en af disse tillige som Actuarius, hvilken Commission vilde have at undersøge det Mord eller Menneskeoffring, som i Ussu By, Natten til den 26de Novbr. 1844, var udøvet paa to fangne Børn fra Børn Arropong i Aquipim-Landet, samt dømme Hovedanstifterne og Gjerningsmanden eller Gjerningsmændene af denne Udaad til saadan Straf, som almindelig Ret under tilbørligt Hensyn til Landets Sæder og Delinqventernes Religions- og Oplysningstilstand maatte tilsige. Det andet af førnævnte allerh. Rescripter indeholder en Bemyndigelse for Gouverneuren til i Hs. Maj. Navn at stadfæste eller formilde Commissionsdommen, samt foranstalte dens Execution. Tillige tilkjendegaves det Gouverneuren, at Hs. Maj., om end Commissionen maatte have dømt Nogen fra Livet,  ikke vilde have saadan Straf exeqveret, men derimod af Gouverneuren formildet til Frihedstab eller Deportation, samt at, saafremt Frihedstab eller Deportation ved Dommen eller den formildende Resolution ikjendtes Nogen, denne Straf da skulde exeqveres derved, at Vedkommende i Orlogsbriggen overførtes til de vestindiske Øer, for enten der at udstaae samme efter den derværende Generalgouverneurs nærmere Bestemmelse, eller, hvis dette af sidstnævnte Embedsmand maatte ansees utilraadeligt, ved, efter hans Foranstaltning, at overføres til Danmark. I Overeensstemmelse med fornævnte allerh. Befaling blev der, efter Orlogsbriggens Ankomst til Guinea, under 23de Oktober f. A. nedsat en Commission til Undersøgelse og Paakjendelse af det omhandlede Mord, bestaaende foruden Briggens Chef, Capitainlt. Krenchel, som Præses, af Assistent Schumacher og Overkrigcommiss. Richter og Lutterodt. samt furn. Assistent Bergenhammer. der tillige skulde fungere som Actuarius, idet Gouverneuren, i sin Indberetning til Collegiet med Hensyn til Richter og Lutterodt har bemærket, at han har tilforordnet dem Commissionen efter Conference med dens øvrige Medlemmer, da det fandtes hensigtsmæssigt, at Commissionen i sin Midte havde nogle Mænd, der vare bekjendte med Landets Sædvaner og Skikke. Ved de derpaa optagne Forhører er der med Hensyn til Gjerningens Udførelse blevet Følgende oplyst. Da Negerne fra Ussu efter det ovenmeldte i Ussu opstaaede Slagsmaal, under hvilket Negerne fra Aqvapim havde givet sig til at skyde og derefter taget Flugten, forfulgte de Flygtende, fangede forrige Tolk Sabah Akim tvende af Ussu Akims Børn, hvilke han førte med sig til Ussu Bv. Samme Dag, den 25de November 1844, om Aftenen foranledigede han en Forsamling af Byens Ældste eller Grandes og fremstillede Børnene for denne Forsamling, med Forespørgsel om hvad der skulde foretages med dem. Adune, der var tilstede i Forsamlingen, reiste sig derefter, uagtet han ikke hører til Ussu By, men er bosat i Aquapim, og forlangte at Børnene skulde dræbes, fordi disses Forældre havde fornærmet ham, eller, efter Andres Forklaring, fordi Børnene selv ved legemlig Overlast havde personlig krænket ham. Forsamlingen samtykkede i, at Børnene skulde dræbes, og overdrog Sabah Akim at udføre Gjerningen, hvilket han og gjorde ved at skære Halsen over paa Børnene, medens disse bleve holdte af nogle andre Drenge, der derefter oversmurte Byens Tromme med Blodet. Det var mørkt, da Gjerningen udførtes, og de sidstommeldte Drenge have derfor ikke været at gjenkjende. Tiltalte Sabah Akim er ved egen Bekendelse og Sagens øvrige oplyste Omstændigheder overbeviist om at have udført det ommeldte Mord, og Arrestanten Adum er ligeledes ved egen Bekjendelse og Sagens oplyste Omstændigheder overbeviist om at have tilskyndet og raadet til det begaaede Mord. Idet Commissionen saaledes har fundet den Gjerning fuldstændig beviist, hvorfor de nævnte Tiltalte ere blevne sigtet Commissionen med Hensyn til Straffen antaget, at den i den almindelige Ret grundede Regel, hvorefter den, der forsætlig myrder en Anden, bør miste Livet, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde. ifølge den hos Negerstammerne gjeldende Forestillingsmaade. Baade har Tiltalte Adum ved sin Forklaring erkjendt denne Anstuelse, som af Negerne almindelig antagen, og, naar Sabah Akim har modsagt, at denne Anskuelse er anerkjendl af hans Stamme, da er det kommissionen gjennem tvende af dens Medlemmer, der ved et meget langt Ophold netop i bemeldte Stamme have lært at kjende dens Sædvaner, vitterligt, at dette ikke forholder sig saaledes. Commissionen har derfor fundet, at Tiltalte Sabah Akim, som den egenlige Gjerningsmand og Fuldbyrder af Mordet, burde have sit Liv forbrudt. Vel har Tiltalte til Forsvar for sig paaberaabt, at Mordet blev besluttet af Byens Ældste, og at han kun fuldbyrdede det af Lydighed mod Forsamlingen; men Commissionen har ikke fundet, at denne Undskyldning i nogen væsenlig Grad kunde tale for ham. Tiltalte har nemlig selv anerkjendt, at baade han og Forsamlingen have handlet uretfærdigt i at dræbe Børnene. Den almindelige Retsfølelse, der findes hos ethvert Menneske, burde derfor have bevæget ham til at nægte sit Samtykke til Forsamlingens Forlangende, saameget mere som der kunde have været grundet Udsigt til, at derved et forandret Resultat vilde have været at opnaae. Tvertimod har Tiltalte for Forsamlingen erklæret sig strax villig til at fuldbyrde Mordet, og han maa saaledes ansees for at have handlet aldeles frivillig. At Mordet skulde kunne ansees som en religiøs Handling, er blevet anseet for aldeles uantageligt, da den Fetisch, der hyldes af Ussu By og begge Tiltalte, udtrykkelig forbyder Menneskeoffer. Derimod er det udhævet som en formildende Omstændighed. der taler til Fordeel for Sabah Akim, at det har været en gammel Skik blandt Negerne at dræbe deres Krigsfanger; men denne Skik er i den senere Tid bleven opgivet paa Grund af Gouvernementets Forlangende, og Commissionen har alene forment, at hiin Omstændighed i Forening med Arrestantens ringe Uddannelse kunde tale for, at han ikkun belagdes med simpel Dødsstraf. Af det Foranførte fremgaaer endvidere, at Adum har været den, der oprindelig har fremkaldt Beslutningen om Mordet, og saaledes været den egenlige Grundaarsag til samme. Bevæggrunden til hans Handling har, som ovenfor bemærket, ikke været nogen religiøs Anskuelse, men alene Hævnelyst, der i den Grad var stærk Hos ham, at han endog søgte at faae den tilfredsstillet paa Personer, der efter hans egen Forklaring aldrig havde fornærmet ham, men forbi de vare Børn af hans Fjende, Ussu Akim. Hans Strafskyld, som moralsk Hovedaarsag til Gjerningen, syntes derfor at staae paa lige Trin med dens, der physisk havde udført Forbrydelsen, og ei heller kunde den Tiltalte finde nogen Undskyldning i den gamle Skik. som hjemler Ret til al dræbe Krigsfanger, eftersom Børnene ikke vare hans Fanger. Under disse Omstændigheder har Commissionen troet at burde belægge Adum med Livsstraf, men derimod ikke fundet nogen Anledning til at belægge ham med nogen mere skærpet Straf. Sabah Akim antages at være omtrent 50 Aar gammel og Adum imellem 50 og 60 Aar. Ingen af de Tiltalte har førhen været offenlig straffet. Begges aandelige Uddannelse befinder sig paa et lavt Standpunkt; men de kunne desuagtet ikke ansees som de mindst oplyste blandt deres Landsmænd, da de begge tidligere have beklædt anseelige Poster blandt Negerne. Commissionen har i Henhold til disse Omstændigheder kjendt for Ret: at de Tiltalte, forhenværende Tolk Sabah Akim og forhenværende Cabuceer Adum, bør have deres Liv forbrudt. Overeensstemmende med den Gouverneuren ved allerh. Rescript af 13de Juni 1845 allern. tillagte Bemyndigelse, har han formildet den ergangne Dom derhen, at de Tiltalte eftergaves Dødsstraffen, hvorimod de, som Livsfanger, vilde være at føre til de danske Øer i Vestindien til Foranstaltning af det videre Fornødne ved bemeldte Øers Generalgouverneur, i Henhold til Rescriptets Bestemmelse. De Tiltalte bleve derefter afgivne til Orlogsbriggen, og Sagens Udfald af Gouverneuren kundgiørt for de udenfor fortet forsamlede Grandes fra Ussu, med Advarsel imod i Fremtiden at begaae lignende Forbrydelser. Ved Orlogsbriggens Ankomst til Vestindien fandtes det ikke hensigtsmæssigt , at de Tiltalte som Livsfanger forbleve i Vestindien, og efterat Generaltoldk. - og Com-Collegiet desangaaende havde corresponderet med det kgl. danske Cancelli, bleve begge de Tiltalte førte hertil Staten, og derefter afgivne til Straffeanstalten for at udstaae Straffen i Kjøbenhavns Tugthuus".

Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1847:
- Folk, som spadsere paa Smedelinien, berette, at man nu ofte seer den i sin tid meget omtalte Negerkonge, iført røde Permissioner og blaa Frakke og ledsaget af sin sorte Adjudant, spadserende paa Kastelsvolden. Naturligviis gaaer han kun under Osigt af tvende danske soldater, i deres sædvanlige danske Costume. Man fortæller iøvrigt, at den fremmede Majestæt skal befinde sig særdeles vel og være henrykt over den Maade, hvorpaa han her er bleven behandlet, da han naturligviis ifølge sit Lands Anskuelser havde ventet at imødegaae de mest udsøgte Piinsler eller vel endog blive slaget og fortæret ved en af de hyperboræiske Vildes Nationalfester. Man siger endog, at han skal have følt nogen ængstelighed ved Rygtet om Naturforskernes Ankomst hertil Byen. Angaaende den Maade, hvorpaa man er kommen til Kundskab om den høie Fanges fornøiede Sindsstemning, da hedder det, at de.r skal være skeet ved et Besøg, som H. D. Stadens Gouverneur aflagde i Castellet, og hvorved samme ogsaa skal have taget Exmonarchens beskedne Bolig i Øiesyn. Paa Forespørgsel om hans Befindende, der skete igjennem Adjutanten, som forstaaer noget Engelsk, behagede det Exmajestæten at svare med et Very Well, samt en hel del andre malebariske Glædesyttringer, som vi dog ikke her skulle meddele, hvorhos det til Slutningen behagede ham at tilkjendegive, at han aldeles ikke følte til nogensomhelst Savn med Undtagelse af - et Pund Tobak. Det forekommer os unegteligt at være en besynderlig mangel paa Opmærksomhed mod en Fange af saa høi Rang, at man ikke stadig og tilstrækkelig har forsynet ham med denne Artikel, der dog ikke kan regnes til Luxusgjenstande i en Exkonges Civilliste. Imidlertid skulle hoiere Vedkommende strax have decreteret en Summa af 5 Rigsbankdaler til at anvendes i ovennævnte Øiemed. Vi haaber at det ikke vil blive derved.

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1850:

- (Dep. Tid ) I Aaret 1846 hjembragtes hertil fra Guinea og Vestindien som Livsfanger tvende Negere fra de dansk-guineiske Besiddelser. Sabah Akim og Adum, der vare dømte for et paa tvende Børn forøvet Mord og Deeltagelse heri. Disse Fanger have siden den Tid, ifølge kgl. Resol. af 14de Septbr. 1846, hensiddet i de Kjøbenhavns Politikammer underlagte Arrester i Citadellet Frederikshavn. Da den danske Krones Forbindelse med Kysten Guinea fortiden opløses ved de hidtilværende danske Etablissementers Afstaaelse til England, maatte Finantsministeriet holde for, at det nærværende Tidspunkt var passende til at lade disse tvende Negere hjemsende til Guinea. Den Straf, de med deres Friheds Tab i et Tidsrum af over 4 Aar have udstaaet langt fra deres Fødeland og tildeels i et koldt Klima, maa desuden antages at have været meget følelig for dem og tillige at have gjort det tilbørlige Indtryk paa de Negere, fra hvis Omgivelse de i sin Tid bortførtes, hvortil derhos kommer, at den hos Negerstammerne herskende Mangel paa rigtige religiøse og moralske Begreber taler for at bedømme den af Sabah Akim og Adum forøvede Misgjerning noget lemfældigere end under andre Forhold. Paa Finansministeriets i Overensstemmelse hermed, efter Brevvexling med Justitsministeriet, vedlagte allerund. Forestilling, har det behaget H. M. Kongen ved all. Resol. af 16de Juni d. A. all. at bifalde, at Sabah Akim og Adum maae forundes Friheden og uden Ophold, paa Statskassens Bekostning, over England hjemsendes til Kysten Guinea. Da det efter indhentede Underretninger kunde ventes, at et Skib omtrent i Midten af Juli Maaned vilde afgaae fra London til Guinea , med hvilket de ovennævnte Negere kunde oversendes dertil, ere de blevne afsendte herfra med et til London afgaaet Skib, og ville derfra ved den danske Generalkonsuls Foranstaltning blive sendte videre til deres Hjem.

To Sider af en Distriktslæges Liv (Efterskrift til Politivennen)

Mens Politivennen beskæftigede sig med livet i København, skete der en masse ude på landet. Artikler fra Kjøbenhavnsposten giver to sider af en distriktslæges liv som samtidig fortæller glimt af hverdagslivet på landet. 

Den ene foregår på Rømø hvor der blev klaget over ham. Det var ellers mest strandinger og havsnød som var emnet for datidens artikler om øen. Den anden er fra hans senere virke i Nordjylland hvor han var involveret i en sag om en kvinde som havde aborteret. 

Det drejer sig om distriktslæge Hans Melchior Bartholin Gad (f. 29. jan. 1808, d. 1. juli 1893). Hans forældre var Hejno Gad og Christiane Hoffmann, og han blev født i Bindslev Præstegård ved Hjørring. I 1826 tog han farmaceutisk eksamen og i 1832 kirurgisk eksamen. Han praktiserede i Frederikshavn 1833—39. Her blev han også gift 27. sept. 1833 med Caroline Margrethe Boétius (1802-1867). De fik 3 børn. Gad praktiserede i Helsingør 1839—40, og som eskadronskirurg i Næstved i 1 år. Så var det han blev distriktslæge på Rømø den 12. maj 1841. 

Efter denne historie flyttede han til Aalborg Stifts sønderfjordske lægedistrikt fra 28. Juli 1847 med bolig i Gudumlund, senere i Terndrup. Her praktiserede han i årtier, indtil han blev ridder af dannebrog den 23. April 1881, og få måneder efter afskediget "I Naade" i Aalborg 1. Juli 1893. 

Rømø-boerne fik den tidligere distriktskirurg tilbage. Peter Michelsen Jochimsen (1807-1879) - havde været distriktskirurg på Rømø 1836-1840. Han blev nu først som konstitueret distriktskirurg 1847-58, senere fast udnævnt til distriktslæge 1858-1879. Så ham må de have været tilfredse med.

Gads ansættelse på Rømø blev annonceret, og på både tysk og dansk:

Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis, 26. oktober 1839:

Bekjendtgjørelser
At jeg har nedsat mig som practiserende Læge og Fødselshjælper i Hillerød, det tillader jeg mig herved at bekjendtgjøre for Byens og Omegnens ærede Beboere
Hillerød d. 23de Octbr 1839. H. M. B. Gad
Cand. Chirurgiæ
boende i Slotsgaden Nr. 23
hos Bager Ments.

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende 20. maj 1841:

Udnævnelser
Under 8 Mai er Cand. chir. & pharm. H. M. B. Gad beskikket til Districtschirurg paa Romø

Schleswig-Holsteinische Anzeigen, 31. maj 1841:

Unterm 12ten d. J. haben  Se. Majestät der König den Candidaten der Chirurgie und Pharmacie, Hans Melchior Bartholin Gad, zum Districtschirurgen auf Romø allergnädigst zu ernennen ... 

Syv år efter lander følgende klage fra Rømø-boerne på Kjøbenhavnspostens bord:

Kjøbenhavnsposten, 17. juni 1846:

Opfordring til det kgl. Sundhedscollegium fra nogle 

Romøboere 

På Rømø har ligesom på de andre øer i Vesterhavet til alle tider hersket indbyrdes orden, fred og fordragelighed iblandt indbyggerne. De har selv vidst at opretholde en sådan tilstand uden dertil at behøve hårde tvangsmidler eller fremmed opsyn; de have altid sat en ære i at gælde i deres fædrelands og den øvrige civiliserede verdens øjne for et sædeligt og oplyst folk, og deres bestræbelser efter at fortjene et sådant navn har hidtil været så heldige, at vist ingen grundet klage over deres forhold og opførsel i nogen henseende nogensinde er fremkommet fra dem, der har haft lejlighed til at blive nøjere bekendt med dem og med tilstanden i deres afsides hjem. 

Vi sige grundet klage, for i nyere tid har en på vor fædreneø ansat embedsmand ikke undset sig ved at fremkomme med en lige så løs og ugrundet som nedsættende og krænkende beskyldning om den iblandt os herskende sædelige tilstand. Det er hr. distriktslæge Gad, der har påtaget sig at angive og skildre os som et til drukkenskab henfaldet folk i en beretning til det kgl. Sundhedskollegium, som denne autoritet, mildest talt, har været ubetænksom nok til at lade aftrykke som et utvivlsomt aktstykke i dets i fjor udgivne forhandlinger. Vi kunne vel for vort gode navns og rygtes skyld have ventet at der før en enkelts mands beskæmmende anklage mod os på sådan måde blev offentliggjort, anstilledes nøje undersøgelse om hvorvidt den virkelig var grundet på sandhed og i hvad forhold de deri fremsatte angivelser og anklageren selv stod til de stedfindende omstændigheder. Men intet af dette er sket; man har antaget den enkelte mands udsagn for tilstrækkeligt, formodenligt fordi han var embedsmand. Og derpå støttet en offentlig anklage imod os, der siden er gået over i flere af landets tidender. 

En sådan nedsættelse kan ikke være os ligegyldig, skønt vi ikke behøver at frygte for nogen indflydelse deraf bos dem der kender Romø og Romøboerne. Vi er som øboerne i Vesterhavet sømand med liv og sjæl. Men uden selv at besidde skibe må vi søge vor erhverv som skibsførere, styrmænd og matroser hos fremmede redere, og efter at vi og vore forfædre i så mange levealdre har bevaret et uplettet navn både som ædruelige og pålidelige søfolk, vil ikke en ubevist og ubeviselig sigtelse kunne stække den tillid vi i så henseende hidtil har kunnet glæde os ved såvel i Danmark som i udlandet. Skibsrederne er ikke folk der går efter løse rygter. Vi kunne derfor vel uden egentlig skade have ladet hr. Gads beskyldning hengå uænset, ligesom de af vore landsmænd der tidligere har fået kundskab om den, vel ikke har anset det for umagen værd at tage til genmæle derimod. Men da vi undertegnede nu dog er blevet gjort opmærksomme derpå, skal vi ikke undlade herved at protestere derimod, idet vi tillige opfordre det kgl. Sundhedskollegium til, hvis det ikke vil tro os lige så godt som hr. Gad, at lade forholdene nøjere undersøge ved upartiske mænd, og når resultatet bliver som vi tør vente, give os oprejsning ved at berigtige eller tilbagekalde det fornærmelige i den omhandlede beretning. Vi kunne så meget mere ønske en sådan undersøgelse, som det derved tillige vil kunne opklares i hvilket forhold hr. distriktslæge Gad efter et flerårigt ophold på Romø har vidst at sætte sig til den største del af øens Beboere, og at dette ingenlunde er således som vi ønske det, eller således at det kunne give ham adkomst til at optræde enten som vort mønster eller som den selvbeskikkede dommer over vor moralske og intellektuelle tilstand, hvis kendelse uden videre skulle stå til Troende. 

Hvad nu selve hr. Gads beretning angår således som den er offentliggjort af det kgl. Sundhedskolleglum, da er de deri indeholdte talangivelser - skønt vi meget betvivler deres rigtighed - ingenlunde således at deraf skulle kunne udledes det resultat, hvortil hr. Gad kommer, idet han taler om "umådeligt og frygteligt misbrug af brændevin" og deraf udgående "sløvhed i de åndelige evner". Men endnu mindre kan hr. Gad eller nogen anden være beføjet til af sådanne talangivelser at udlede den åbenbart falske beskyldning at hele befolkningen, "af begge køn, i enhver alder", altså kvinder og børn, skulle være henfaldne til nydelsen af brændevin, så at man som Hr. Gad siger, "måtte være berettiget til at antage, at drankergalskab hørte til dagens orden" blandt dem, hvilket han dog indrømmer "ikke er tilfældet". Nej, det er vistnok ikke tilfældet; men hvorfor ikke? Hr. Gad angiver ingen grund herfor, men synes snarere at forundre sig over at han ingen sådanne patienter har. Men grunden er den, at hele hans beretning er en usandfærdig overdrivelse, og den forundring, han i så henseende lægger for dagen, kan derfor kun være påtaget. 

Man kender på Romø i virkeligheden lige så lidt til drukkenskab som til drankergalskab, for endog ved de største bryllupper og gilder sker det sjældent, for ikke at sige aldrig, at nogen drikker således at det kan kaldes uanstændigt, og hverken kroer eller andre offentlige steder bliver søgt til drikkeselskaber. Man holder sig i almindelighed hjemme hos familien og i familiekredse og beskæftiger sig med hussysler og børneundervisning. Den måde, hvorpå spiritus i almindelighed nydes på Romø, og som hr. Gad skildrer så forfærdelig, er den samme som er brugelig i en meget stor del af Jylland, d. e. de såkaldte tevandsknægte, hvorved man kommer et glas rom eller brændevin i en passende kvantitet te eller kaffe. Det er muligt at en sådan drik gerne kunne undværes, men romøboerne har hidtil ved en i øvrigt mådeholden nydelse, befundet sig ret vel derved, og når om vinteren stormen oprører Vesterhavet og den hjemkomne familiefader sidder i kredsen af sine frænder og venner, vil vist ingen retsindig misunde dem en drik, hvorved de føle sig oplivede under den barske naturs omgivelser og indflydelse, og heller ikke deraf tage anledning til at afmale dem som et drankerfolk. 

Men Hr. Gad lader det ikke engang bero derved. Han er endog så uforskammet at påstå at "en uovervindelig ulyst til at beskæftige sig med noget, der på nogen måde kan anstrenge den ædlere del af mennesket, er umiskendelig" på vor ø. Hvorledes kan en embedsmand, der selv ingenlunde har erhvervet sig den agtelse og tillid som menneske, andre af hans forgængere har nydt, vove at fremkomme med en så åbenbar usandfærdig fornærmelse mod en hel øs befolkning? Hvis hr. Gad havde nogen rimelighedsfølelse, ville han vel snarere have bevidnet det modsatte. Vi skulle i så henseende kun anføre, hvad der er kendsgerninger. Mens der blandt romøboerne for tiden tælles 36 skibsførere, som farer for skibsrederier i København, provinserne og Hamborg, men alle på et par nær, har deres familier bosiddende på deres fædreneø, og vel dobbelt så mange styrmænd, samt en del bevante folk, der deltager i fiskerierne under Island og Grønland, er det så godt som uden undtagelse hele den yngre slægts attrå fra drengeårene af, at nå samme mål, og til den hensigt samler de kundskaber, der behøves til at kunne tage styrmandseksamen, når de har faret nogle år til søs. Det er som oftest deres egen erhverv som først skal åbne dem adgang hertil. Men idet enhver familiefader indser hvad dertil udfordres, søger han allerede tidligt når han er hjemme at give sine børn den vejledning, han formår. Og deraf kommer det, at uagtet skoleundervisningen, især i den jyske del af øen, langt fra er således som indbyggerne ønsker den, så står dog vist ungdommen på Romø på et meget højere trin end almindeligt i den største del af landet. 

Det bedste bevis i denne henseende, og tillige for usandfærdigheden af hr. G's oprørende beskyldninger, afgiver indbyggernes mangeårige bestræbelser for at få skolevæsenet på øen forbedret. Men at deres andragender til skoledirektionen og til Kancelliet ikke har frugtet synderligt, er ikke deres skyld, hvorvel vi dog endnu hverken har opgivet håbet eller iveren til at stræbe efter at opnå en sådan forbedring, hvis nødvendighed vi bedst selv kunne indse.

Når nu nogen ville spørge hvad der da kan have bevæget vor distriktslæge, der har været ansat henved ti år på øen, til at give dens befolkning et så nedsættende skudsmål, så kunde vi måske lede til forklaring heraf ved at vise, hvor lidt hr. Gad har stræbt efter at sætte sig i god forståelse til indbyggerne. Men vi skulle i så henseende kun anføre det enkelte bevis, at da hr. Gad for tre år siden skulle have en anden beboelseslejlighed, var der ingen af øens husejere, der ønskede al have ham til lejer, hvorfor der måtte købes et sted til ham. For et par år siden foreslog han oprettelsen af en mådeholdsforening. Men at den ikke kom i stand måtte nærmest tilskrives indbyggernes utilbøjelighed til at indlade sig med indbyderen. Ikke desto mindre er romøboerne ikke et folk af hvem hr. G. skulle behøve at frygte nogen personlig overlast. Vi tror i så henseende at kunne indestå for vore landsmænd fredelige og humane adfærd, så at det rygte som, efter sigende, i vinter skal have cirkuleret i København, at der skulle soldater over til Romø for at bevogte Gads person, er lige så latterligt som det sikkert var ubegrundet. Derimod kunne vi ikke andet end ønske, at den tid måtte komme, da hr. G. fandt en anden og bedre virkekreds end på vor ø, og vi en anden og billigere læge.
Nogle Romøboere.

Man hører ikke om noget gensvar fra Gad. Men et år efter flyttede han til Nordjylland:

Bibliotek for Læger, 1847:

28. juli distriktslæge på Romø siden 1841, H. M. B. Gad (kirurgisk eksamen 1832 med 2. karakter) udnævnt til distriktslæge i det søndenfjordske landdistrikt i Aalborg Amt. 

Her hører offentligheden så ikke så meget til ham, udover at han var involveret i en sag om fødsel i dølgsmål, hvilket var strafbart:

Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1848., s. 68-70:

I 46 indsendte Stiftamtmand Stemann Udskriften af et Forhør, optaget i Anledning af, at E. M. H.s datter formentes at have aborteret i Dølgsmaal, og udbad sig Kollegiets Betænkning over samme.

Tjenestepigen E. M. H.s datter, der er 23 år gammel og i december 1847 endnu ikke var menstrueret, fik d. 14. december, efter at hun de to næstforegående dage havde følt smerter i underlivet, lår og ben, en afgang af blod fra kønsdelene, hvorved tillige udskiltes "noget hindeværk," og hvorefter hun fandt sig lettet. Man var allerede tidligere blevet opmærksom på, at hun tilsyneladende blev førere, hvilket hun da foregav at hidrøre fra den manglende menstruation; men da man nu dagen efter syntes at bemærke, at denne førhed var aftaget, efterså man hendes seng som fandtes at være blodig. Hun påstod at dette kom deraf, at hendes menstruation nu endelig var indtruffen. Den Forklaring troede man dog ikke at turde stole på og desårsag lod hende undersøge, først af jordemoderen og, da denne erklærede, at hun ikke kunde påstå, at pigen have født, siden efter også af distriktslægen. Pigen ved ikke med vished om hun har været frugtsommelig. Men har det været tilfældet, må svangerskabstiden efter hendes udsagn regnes fra slutningen af sidste høst. 

Det fra kønsdelene udskilte, som blev kastet ud for svinene, har ikke været at finde. Distriktslæge Gad der undersøgte hende d. 16. december, fandt underlivet slapt og foldet, således som det i almindelighed viser sig efter en foregående fødsel. Fremdeles de udvendige fødselsdele svulne og hævede, modermunden åben og slap og spor af en mælkeagtig væske i brysterne. Da han atter foretog en undersøgelse d. 22., var de ydre kønsdele ikke svulne eller hævede, Modermunden fandtes tilsluttet, fra kønsdelene udflød en slimet rødagtig væske, og af brysterne, der var noget fyldige, uden egentlig at være svulne, udtrykkedes med lethed mælk. Distriktslæge Gad erklærer, at han, skønt afgangen af den månedlige renselse, når denne i længere tid har været holdt tilbage, kan foranledige de oven beskrevne tilfælde, og skønt mælk kan findes i brysterne på fruentimmer, der aldrig har født eller været frugtſommelige, dog in casu, hvor så mange kendetegn på en foregående fødsel i forening er til stede, anser det for sandsynligt at pigen har været svanger i 8—10 uger og har aborteret, ligesom det derhos ikke er uantageligt, at pigen, der ikke tidligere har født, ej heller har haft den månedlige renselse, kan have stået i den opfattelse, at den omhandlede afgang af blod m. m. har været noget, som hørte til menstruationen. 

Kollegiet svarede, at det i overensstemmelse med den af distriktslæge Gad under 22. decbr. 1847 afgivne erklæring måtte antage at den ommeldte tjenestepige havde været frugtsommelig, uden at det dog lod sig afgøre til hvilken tid i svangerskabet fødslen havde fundet sted. Imidlertid måtte man dog bemærke at de af distriktslæge Gad ved undersøgelsen forefundne tegn tyder på, at svangerskabet har været betydelig videre fremrykket end som af E. M. P.s datter angivet, 8–10 uger. Med hensyn til hendes påstand om at have været uvidende om sit svangerskab, da kunne sandsynligheden af denne påstands rigtighed under de forhåndenværende Omstændigheder ikke benægtes.

Ellers ser det ud til at Gad førte et stille og roligt liv, bl.a. optræder han på mange slægtsforskningssider som den læge der vaccinerede, typisk som dette eksempel:

Vaccineret 14 Juli 1848 af Distriktslæge Gad, Sønder Kongerslev
Skørping 1852-54
Vaccineret den 19 August 1856 af Distriktslæge Gad, Sejlfjord

I 1867 mistede han så sin kone:

Dagbladet (København), 5. marts 1867:
Min fromme, kjærlige Hustru Caroline født Boëtius, døde imorges efter faa Dages Sygeleie.
Gudumlund, den 28de Februar 1867
H. M. B. Gad
Distriktslæge.

Han praktiserede 1875-1877 sammen med nevøen Peter Vilhelm Gad (1846-1915)

Nationaltidende, 27. april 1881, 2. udgave:

Under 23. April ere .... Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Lægedistrikt H. M. B. Gad udnævnte til Riddere af Dannebrog.

Nationaltidende, 24. maj 1881:

Afskedigelse. Under 21. Mai er Distriktslæge i Aalborg Amts søndenfjordske Landlægedistrikt H. M. B. Gad, R. af D., efter Ansøgning afskediget med Pension fra det nævnte Embede.

De sidste 12 år af sit liv levede han formodentlig et stille liv som olding.

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Fjerde Omgang. Godsejer Bech. (Efterskrift til Politivennen)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1840:

Fredag den 24. dennes, formiddag Kl. 9, og om fornødent den påfølgende dag på samme tid, lader Hr. kammerråd Lund, formedelst bortrejse, ved offentlig auktion på Fredsholm bortsælge en betydelig del ind- og udbo, kreaturer m. v., såsom mahognichatoller med og uden opsats, ditto kommoder, ditto borde, ditto stole, ditto divaner, ditto spejle, nogle store ditto i forgyldt ramme, forskellige sofaer og stole, hjørne- og andre skabe, en del forskellige sengesteder, forskellige smukke kakkelovne; en del vogne, såsom: en wienervogn, en postvogn, en hamborger ditto, 2 fjellevogne med sæder, 1 kane, slæder, forskellige unge heste, hvoriblandt en blankbrun stjernet halvblods hingst, en ditto hoppe og et ditto føl, 8 fortrinlige malkekøer, pletterede seletøjer, forskellige arbejds- ditto, en engelsk sadel med mere ridetøj, et stort rapspejl, en del ege-, aske-, elme-, og pæretræs planker med mere gavntømmer, køkkentøj og træseng, en del hør i rå materie, en del folkesengeklæder, 20 til 30 tdr. såbyg, 18 til 20 tdr. malt, cirka 10 tdr. rajgræsfrø, kartofler med mere, hvorover trykte fortegnelser er at få på mit kontor. 
Det bemærkes at hestene, vognene og køerne sælges i middagsstunden mellem kl. 11 og 1. 
Vederhæftige købere gives kredit til 14 dage efter Mikkelsdag d. å. 
Nakskov den 12. April 1840. Fasting,

Godsejer Bech sejrer

Kjøbenhavnsposten, 30. april 1846:

Fra Nakskov.

Ved en Højesteretsdom af 14. februar 1828 i den bekendte kanalsag mellem en del borgere heraf byen og den forrige ejer af Fredsholm, blev sidstnævnte tilpligtet at borttage en mellem Skandsen og Færgelandet anlagt dæmning eller kørevej og sætte farvandet i samme for både sejlbar stand, hvori det var forinden dæmningen eller kørevejen blev anlagt. Den nuværende ejer af Fredsholm, hr. proprietær Bech, har nu projekteret en inddæmning af ovennævnte Farvand; men da denne inddæmning ikke kan bringes i stand forinden han har opnået overenskomst med domhaverne, så har disse fundet sig foranledigede til at imødekomme hr. Bech og desårsag tilstillet landvæsenskommissionen for Lollands Søndre og Nørre Herreder, nedenstående proposition:

"Allerærbødigst Promemoria!

I anledning af den af os i landvæsenskommissionsmødet på Fredsholm, den 18. f. m., under navn af protest fremlagte reservation af vor ved Højesteretsdom af 14. februar 1838 hjemlede ret imod den af hr. proprietær Beck til Fredsholm projekterede inddæmning af "Frihedskanalen" og "Bredningen", tillader vi os herved at imødekomme hr. Beck med en proposition, som vi håber vil finde hans og alle andre i sagen interesseredes bifald. For egen regning og som aldeles private folk har vi i tre år måttet udholde en proces der kostede os mange penge, stor opoffrelse og som forårsagede os mange ufortjente krænkelser, forinden vi erhvervede os den retfærdige Højesteretsdom af 14. februar 1838, hvorved vi er kommet i besiddelse af den lovligste adkomst til at besejle og benytte den imellem Skandsen, Færgelandet, Mellemlandet, Stubbelandet, Holleby, Saunsø, Fredsholm og Steensø værende bredning.

Den os således ved Højesteretsdommen tilkendte adkomst kan ikke på nogen måde berøves os, uden at der sker indgreb i privatmands ejendomsret, der er grundvolden for al borgerlig lykke og velvære. Da imidlertid den projekterede inddæmning af Frihedskanalen og Bredningen kan blive til stor fordel for hr. Bech, som derved kommer i besiddelse af et areal af omtrent 800 tønder land, og da inddæmningen mulig også kan blive til gavn for det offentlige, så skal intet være os kærere end om vi, ved at renoncere på noget af vor ret, kunne komme til en fredelig overenskomst med hr. Bech.

Når Frihedskanalen og Bredningen spærres for bådesejladsen, da vil de fiskeridrivende søfolk i Nakskov især lide et stort tab. Det er derfor i overensstemmelse med retfærdigheden, at denne stand nyder en lille årlig godtgørelse - denne har vi bestemt til 120 rbd., der kun er en meget ubetydelig erstatning for hvad der tabes.

Vor proposition er derfor følgende:

Hvert års 14. februar (første gang næste år) udbetaler ejeren af Fredsholm 120 rbd. (et hundrede og tyve rigsbankdaler) sølvmønt til kæmneren i Nakskov for af ham, efter nærmere bestemmelse og efter overlæg med os undertegnede, så længe nogen af os er til stede, at anvende til værdige, trængende søfolk i Nakskov - og at hr. proprietær Bech til Fredsholm ved tilbudets antagelse aldeles betryggende garanterer os førnævnte sums prompte og årlige udbetaling.

Når derfor vores proposition antages inden 14 dage fra dato, har vi intet imod inddæmningens udførelse at erindre. Men skulle propositionen imod forventning ikke inden den fastsatte frists udløb blive antaget, da vil vi vide at gøre vores fulde nej gældende, efter vores velerhvervede Højesteretsdom af 14. februar 1838.
Dragøe - Nakskov den 17. april 1846,
På egne og meddomhaveres vegne.
Allerærbødigst
J. Andrea. G Sove. G. F Andrea.
Til
Landvæsenskommissionen for sønder- og Nørre Herred i Lolland."

Vi antager naturligvis, at hr. Bech, der ved inddæmningen kommer i besiddelse af et areal af 800 tønder og en meget kortere og bekvemmere kørevej til Nakskov end han hidtil har haft, ikke vil vægre sig ved at tilstå dhrr. domhavere den meget billige afgift, de til et så ædelt øjemed har forlangt til erstatning for afståelsen af deres rettigheder.

Det er vel tænkeligt at de der sin tid viste sig så virksomme imod vore ærede medborgere i bemeldte kanalsag, mulig nu igen vil anvende al deres indflydelse i favør af den projekterede inddæmning; men domhavernes interesse må uundgåelig komme i betragtning forinden Højesteretsdommen kan blive ophævet. For i den kongelige resolution af 8. oktober 1840 hedder det nemlig:

"Det er en selvfølge at ingen ansøgning, der kan komme i konflikt med andres rettigheder, må af Kollegierne bevilges eller indstilles til kongen, med mindre der er givet de pågældende lejlighed til at erklære sig over de faktiske omstændigheder, som ved sagens afgørelse måtte komme i betragtning".

Da vi antager at det kan have interesse for publikum, skal vi igennem dette blad offentliggøre hvad der endvidere passerer i denne sag.
Nakskov, den 24. april 1940.
Nogle Borgere.

Kjøbenhavnsposten, 11. juni 1846:

Den Nakskovske "Frihedscanalsag" *)

Den ejeren af Fredsholm, hr. proprietær Bech **) igennem landvæsenskommissionen for Lollands Søndre- og Nørre-Herreder tilstillede proposition fra dhrr. domhavere i Højesteretsdommen af 14. februar 1838 - er ikke bleven antaget (ved dette blads nr. 30 for 30. april d. å.). Derimod har Hr. Beck tilladt sig at røbe domhaverne en slags almisse "af nogle tønder byg". Dette flaue tilbud er naturligvis blevet vist tilbage. Det ser næsten ud som om hr. Bech tror sig i stand til ved hjælp af et "mægtigt Parti" og uden at give fuld erstatning, at kunne fratage domhaverne de rettigheder som de har erhvervet sig ved en upåankelig og usvækkelig højesteretsdom. Men heri kan han dog muligvis tro fejl, for vel kender vi hvad penge og "et mægtigt Parties" kabaler formår, men vi har dog også for - og netop i - Frihedskanalsagen - erfaret at man ved mod og udholdenhed kan komme til ret og retfærdighed, Trods alle mulige intriger. Hr. Beck kan også nu være overbevist om at domhaverne med alvor og energi vil forsvare deres og uformuende medborgeres dyrekøbte rettigheder så længe de formår.

Domhaverne har ikke forlangt mere for afståelsen af deres ejendomsret end højst rimeligt er (120 rbd. årlig til Nakskovs trængende søfolk) og selv om de havde krævet tre gange så meget, kunne de endda forsvare det for Gud og hele verden. Vedkommende glemmer vel ikke at udråbe inddæmningsværket for et så fortjenstligt og almennyttigt foretagende at man næsten skulle tro hele Lollands vel beroede derpå. Men uden at frakende inddæmningens nytte for det almene, er det dog en uimodsigelig sandhed: at det først og fremmest er en privat mand, hr. Bech, der nyder fordelen.

For (som før er bemærket i dette blad) foruden et areal af 800 tønder land, kommer han til en kort og bekvem kørevej der vil forhøjer hans ejendoms værdi flere tusinde rigsdaler. Vi har ikke noget imod hr. proprietær Bech, der hidtil har vist sig som en liberal, ung mand og fredeligsindet genbo. Men når vi skal være oprigtige, da kan vi ikke rose hans fremgangsmåde i denne Sag. For det var ham naturligvis bekendt at en del borgere her i byen var i besiddelse af en højesteretsdom der gav dem ejendomsret i "Frihedskanalen" og "Bredningen". Derfor burde han på vanlig vis, være kommet dem i møde med anerkendelse af deres ret. Men - det har han ikke gjort. Derimod har han villig fulgt det partis råd der af hvilke som helst smukke bevæggrunde har blandet sig i en sag, hvor de aldeles ikke havde noget at gøre, og som have været uædle nok til at gengælde domhavernes humane fremfærd med hovmod og brutalitet. Ja, som ikke har skammet sig for ved alle optænkelige midler at forstyrre en fredelig overenskomst der ellers så let kunde været bragt i stand. Nu kan talen næppe være om fredelig afgørelse. For i "Lolland-Falsters Stifstidende" læses følgende Indkaldelse:

"Efter begæring af ejeren af gården Fredsholm i Lollands Sønderherred, proprietær August Villads Bech, og i medhold af allernådigst Kommissorium af 28. april dette år, hvorved Landvæsenskommissionen er bemyndiget til, i mangel af mindelig forening, ved kendelse at afgøre de indsigelser, erstatningsfordringer eller andre prætensioner som måtte fremkomme i anledning af den af bemeldte proprietær, A.V.Bech, forehavende inddæmning af en del af Nakskov Fjord, således som denne ved allerhøjeste resolution af 8. januar forrige år er blevet ham tilladt, indkaldes herved alle og enhver som i anledning af inddæmningen måtte have nogen indsigelse eller fordring at fremsætte, til under sammes forladelse at møde for landvæsenskommissionen på Fredsholm torsdag den 2. juli dette år om middagen kl. 12 og der at fremkomme med samme, såvel som med de bevisligheder, som de i så henseende måtte anse fornødne.

I øvrigt er det vedkommende parter forbeholdt, såfremt de måtte finde sig utilfredsstillede ved den afsagte kendelse, at appellere samme, forsåvidt spørgsmålet er om selve inddæmningsarbejdet, dets udstrækning og virkninger, til det kongelige Rentekammer, mens forsåvidt ejendomstretten måtte fremstå, til Højesteret.

Stiftamtet for Lolland og Falster. Nykjøbing, den 6te Mai 1846.
R. v. Jessen."

Vi sige det rent ud: Domhaverne kan i denne sag ikke have nogen tillid til landvæsenskommissionen. Dens formand, stiftamtmand v. Jessen, har sandelig aldrig gjort noget til gavn for vore medborgere i "Frihedskanalsagen" - hvorfor skulle han da gøre det denne gang? De øvrige medlemmer af kommissionen har tydeligt udtalt sig i favør af hr. Bech. Især har vores borgmester, hr. justitsråd Fasting, der ved landvæsenskommissionsmødet på Fredholm den 18. marts d. å. var kommissionens konstituerede formand, vist sig virksom. Forresten har hr. justitsråden allerede tidligere tonet flag i "Frihedkanalsagen". Navnlig har han afsagt "en kendelse", der er så mærkelig at den fortjener at komme i trykken for at publikum deraf kan erfare, hvorledes en lollandsk kendelse ser ud, og tillige deraf slutte sig til hvad domhaverne har at vente af den Lollandske landvæsenskommission.

Dette vil vi lade være nok for denne gang; men - dersom hr. redaktøren med sædvanlig beredvillighed til at fremme sandhed og ret vil lade dette sit agtede blads spalter åbne sig for vore meddelelser, da skal vi efter at landvæsenskommissionens kendelse er afsagt, atter tillade os at føre denne sag frem for den offentlige menings domstol.
Nakskov i maj 1840.
En del Borgere.

*) "Frihedskanalen" løber imellem "Færgelandet" og "Skandsen" et par bøsseskud fra og lige over for Nakskov Havn, og er indsejlingen til "Bredningen", hvor der især er godt ålefiskeri, og som på grund af sin nærhed bliver meget benyttet. Over denne kanal var det at den forrige ejer af Fredsholm ulovlig anlagde en kørevej, hvorved Nakskovs søfolk blev berøvet adgang til "Bredningen", hvor de fra umindelige tider havde været berettigede næringsbrugere. Efter en treårig, højst mærkelig proces kom nakskoverne omsider til deres ret, idet ejeren af Fredsholm ved højesteretsdommen af 14. februar 1838 blev forpligtet til at borttage kørevejen og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, som det var forinden kørevejen blev anlagt

**) Hr. proprietær Bech er afdøde sæbesyder Bechs søn og svoger til grev Knuth til Knuthenborg heri Lolland.

Kjøbenhavnsposten, 14. august 1846:

Kjøbenhavnsposten nr. 152 har optaget et Inserat fra Nakskov angående det af hr. proprietær Beck på Fredsholm påtænkte inddæmningsforetagende af fladvandene, hvorigennem alle Sønderherreds vestlige beboere med megen besvær daglig færdes. De færreste af dette blads læsere vil kunne gøre sig et rigtigt begreb om hvorledes passagen fra nævnte herred er til Nakskov. Af amtskortene vil (dog kun utydeligt) kunne ses, at man må passere 4 til 5 våd, men hvorledes disse og de i dem med temmelig store sten fyldte veje er at befare, kan kun den dømme om der i flere år har måttet døje ondt i dem. Vandet kan være så højt, at det endog er umuligt at komme over disse våd, det kan gå over heste og vogn; ofte må vognfjellene fyldes med tang. Kornsækkene lægges tværs derovenpå. - og dog sker det hyppigt at sæden i sækkene bliver fordærvet af søvandet som skvulper op på dem til stort tab for bonden som må sælge sådant vådt korn for hvad købstadmanden vil give ham for det.  Om efteråret, hele vinteren og om foråret - altså den længste tid af året - er farten forbundet med mere eller mindre fare og besvær, især i isbrud om vinteren (når isen hverken brister rigtig eller bærer). 

Vestenskov, Cappel, Arninge og Tilliste sognes beboere må derfor være proprietær Beck uendelig taknemmelig om han foretager inddæmningen. For ikke alene at de forannævnte ulemper derved hævedes, idet at det blev muligt at danne en ordentlig vej oven på stenvaserne (der er nemlig fyldt vaser med sten, fordi bunden mange steder er så blød, at heste og vogn blive siddende i disse såkaldte smøjer, når man i mørke er så uheldig at komme udenfor stenvejen). Denne kan kun være af temmelig store sten, som en knyttet hånd da mindre sten og grus skylles bort ved bølgegangen.

Det er således ofte ganske umuligt, ofte farligt eller meget besværligt at komme til byen efter læge, medicin, til tinge eller i absolut nødvendige ærinder. Hvorledes det endog om sommeren er at køre på disse i vådene fyldte sten; hvorledes det slider og ødelægger på heste og vogntøj, det må den fattige Sønder-Herreds-bonde mest bekende. Hvad ondt husmandsklassen og alle fattige der ikke har heste og vogn, men kun deres egne bare ben at vade over på, må døje især når vandet er koldt og det går dem op til bæltestedet, derom kan enhver gøre sig begreb, dog bedst når man har set disse stakler enten vade over, eller forfrosne af kulde at stå på åben mark ved stranden og vente på om en vil tage dem op at age over vandet. Således står de ofte i timer og venter. For de med flinkt læs på vognen tager ingen op for heste og vogns skyld. Andre fordi der er så mange der vil køre med på en gang at man må sige nej for ikke at høre grovheder af dem, der bliver tilbage. At det således at vade over flere våd, når vandet er koldt, må afstedkomme mange sygdomme især hos fruentimmere vil også enhver kunne indse.

Dette kort fra 1839 viser at "gabet" hvor Nakskov ligger, er langt større end nu. Som Lollands sydkyst var området radikalt anderledes end i dag: præget af strandenge og lavvandede områder. 

Foruden den nævnte store nytte, inddæmningen altså vil foranledige i passagen for kørende og gående til Nakskov, vil den tillige være til uberegnelig nytte for alle dem i de 4 sogne, hvis jorder grænser umiddelbart til stranden eller er udsat for højvandet, som i grøfter og sine steder trænger højt op i dette flade og lavtliggende land. Herom vil den landbokyndige kunne gøre sig begreb, der ved, hvorledes den jord i mange år taber i kraft som endog kun har indsuget strandvand. Jorden bliver da som bekendt aldeles ubrugtbar til sæd ved saltvandets påvirkning. Kreaturerne æder heller ikke græsset som har været oversvømmet, før regn, stærk dug og blæst i længere tid har virket på det og afvasket de saltagtige dele, som højvandel efterlader. Hvad ville staten ikke i det hele vinde ved denne større produktion af sæd m. m., som denne inddæmning absolut vil bevirke. 

Altså det hele vinder og ingen taber derved, for fiskeriet på disse fladvande er Intet værd. Det ved ålestangerne i Nakskov bedst, og dog kræver de 120 rbd. om året for hvad de ved ikke at have 120 sk. værdi for dem. Jeg indser overhovedet ikke hvad ret nakskoviterne har til fiskeriet i denne strand. Enhver står det formentlig frit at fiske i stranden og her er de ikke engang tilgrænsende; Fredsholm, Saunsø, Færgelandet og Holleby, disses jorder støder til stranden, "Bredningen" kaldet. Nakskov har intet, eller i det højeste kun lidt tilstødende land.

Hvad ejendomsret de sig kaldende domhavere kan have over Bredningen eller noget andet sted af stranden, vil jeg lige så lidt her indlade mig på, som jeg i øvrigt vil gendrive deres urigtige og upassende ytringer. Kun så meget må jeg offentliggøre for - som de sige - at fremme sandhed og ret, at den i noten anførte passus "at den forrige ejer af Fredsholm ulovligt anlagde en kørevej fra Skandsen over til Færgelandet, hvorved adgangen til Bredningen berøvedes ålestangerne osv.", er aldeles usandfærdig. Det blev oplyst og bevist for retten, at ikke jeg, men Steensøens tidligere ejer, hr. T. Clasen, efter at have fået Magistratens, havnekommissionens og alle rette vedkommendes tilladelse, anlagde denne kørevej eller våse over til Færgelandet endog før jeg blev ejer af Fredsholm; - at han i mange år kørte derover til Nakskov, - at Clasens enke solgte mig ejendommen Steensø, Skandsen og Dæmningerne der forbinder disse med hinanden og med Færgelandet og at skødet ved tinglæsningen ingen anmærkning fik om at Clasen ikke havde ejendomsret over de mig solgte dæmninger eller vaser. Der var altså ikke mindste anledning for mig til at betvivle min lovlige ret til disse dæmninger, eller til at køre derover, hvilket jeg også gjorde upåtalt i 3 til 4 år, indtil en mand i Nakskov som nu er død, formåede sin svoger, ejeren af Færgelandet, til at grave en grøft tværs for enden af min vej, så at jeg ikke kunne køre op på Færgelandet, og det uagtet den herfor akkorderede afgift var forudbetalt, og uagtet man ved købslutningen havde lovet, at jeg bestandigt skulle beholde denne kørselsret for den akkorderede og senere af mig svarede årlige afgift.

Jeg henvendte mig derefter til Magistraten og havnekommissionen i Nakskov om tilladelse til at forlænge den Clasen bevilgede kørevej, hvilken pekuniære omstændigheder havde hindret ham i ganske at udføre, og hvorved kørsel over Færgelandet blev undgået. Man indrømmede mig mit forlangende. Hr. møller Seifert havde intet imod at denne forlængelse af vasen gik udenfor strandkanten langs hans havegærde, så at ingen i fjerneste måde fornærmedes ved den. For at chikanere mig og aftvinge mig en højere afgift, fandt man nu på at grave en bred grøft fra det bløde i stranden op i landbrinken i møllerens have, således at kørselen der også spærredes for mig; - endnu kunne dog et ridende bud eller en tom vogn ved lavt vande ad den modsatte strandbred, som var nogen omvej, komme ind til Nakskov; men nu hvervedes der en del folk, og under hujen udførtes det hæderlige foretagende, at man gennemgravede min dyrt betalte vej, og således opstod "Frihedskanalen."

Generaltoldkammeret befalede Nakskovs havnekommission at fylde denne kanal, hvor igennem en mængde mudder flød ind i havnen. Havnekommissionen respekterede hverken denne eller den derom gentagne befaling. Generaltoldkammeret pålagde stiftamtet: "om muligt at bevirke at havnekommissionen fik ejendomsret over denne for havnen så vigtige dæmning, for at der kunne foretages forbedringer med samme. Jeg svarede stiftamtet derpå: - at skønt dæmningen havde kostet en del, overlod jeg dog herved det offentlige den attråede ejendomsret, imod at jeg bestandig beholdt den kørevej derover som min formand og jeg havde haft der i 16 til 18 år. 

Jeg havde ventet at Generaltoldkammeret havde ladet intervenere i sagen eller søgt at soutinere de afgivne resolutioner. Ved Højesteret tabte jeg imidlertid uventet denne sag, hvori vedkommende ved underretten var idømt voldsbøder, og hvilken dom Landsoverretten havde stadfæstet. Hvorledes flere i Nakskov ved disse lejligheder (gennemgravningen af min dæmning og hvad senere deraf fulgte) opførte sig, derom kan jeg fortælle meget som de personer jeg måtte navngive, vist nødig ser offentliggjort. Fra min side ville ikke engang dette eller mere om denne sag være fremkommet, dersom man havde ladet mig med fred, men usandfærdige beskyldninger tier jeg ikke til.

Den hæderlige hr. justitsråd og borgmester Fastings kendelse som der doleres over, fordi den ikke var efter vedkommendes ønske, gik ud på at da han som foged fandt, at jeg til fulde havde opfyldt højesteretsdommen, og havde bortført ikke alene det som min formand havde fyldt i stranden, men også den del, som jeg med tilladelse - som forannævnt - havde fyldt i strandkanten således at farvandel efter ført tingsvidne nu var i bedre sejlbar stand end det før dæmningens anlæg havde været, - så kunne han ikke finde grund for at foretage den registrerede eksekution for mulkten som vedkommende troede tillige at kunne udpine hos mig.

Dette er kort sagens sandfærdige sammenhæng. Den nye med proprietær Beck interesserer mig ikke videre end enhver anden retsindig, der har sans for almennyttige og store foretagender. Det er, mener jeg, behageligt at høre at mænd, der har evne dertil, vil anvende betydelige summer på at virke til gavn for det offentlige, for deres medborgere og efterkommere. For Beck vil foretagendet hverken kunne forrente eller betale sig videre, end at han også vil kunne få en bedre vej, der altid kan passeres. Beklageligt ville det derfor være for Sønder-Herreds vestlige beboere, der så meget ønske inddæmningens udførelse, at de have forpligtet sig til i flere år årlig at betale en sum penge som erstatning for de derpå anvendte bekostninger. Om dette foretagende skulle forhindres ved chikane og foranledige Beck til at opgive samme formedelst ålestangernes urimelige og ubegrundede fordringer.

Mærkeligt at de fornuftige og retbesindede borgere i byen ikke modarbejder eller i det mindste fralægger sig del i en så urimelig protest. Til en tid, da alle byer anvende bekostninger til at forskønne omegnen og især ved anlæg af gode veje at gøre frekvensen let og behagelig til Byen, ser man i Nakskov det modsatte. De vil ikke engang tillade at andre påtager sig bekostningerne ved at et så betydeligt og rigt kornlands beboere, som de førnævnte sogne, lettere og følgelig oftere kan komme til byen, endog uagtet kæmnerkassen hæver en betydelig broafgift af hver kørende eller ridende.
Nebbegaard d. 1ste August 1846.
H. Lund.
Kammerraad.