26 juli 2020

Limensgade Fabriken. October 1847. (6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge en Indbydelse i Adresseavisen seer man atter et Selskab gaae sin Undergang imøde, idet Directionen for Fabriken i Limensgade paa Bornholm sammenkalder en Generalforsamling, hvor der skal disenteres om Selskabets Opløsning og dets Ejendommes Realisation. Dette Selskab gav virkelig i Førstningen grundet Haab om en gavnlig Virksomhed, og vi maae beklage, at dette, der maaskee kunde give den indenlandske Industrie et nyt Fremskridt, maa friste saa mange private Actieselskabers Skjæbne, som, fordi de have været bygget paa en usikker Calcule, ikke alene ikke have kunnet svare Renter af den indskudte Capital, men endogsaa paaført deres Actionairer et ikke ubetydeligt Pengetab. Vel skulde man formode, efter de heftige Avisdebatter, der ere blevne førte mellem det ovennævnte Selskabs Medlemmer, at der ved disse var vundet nogle for Selskabet heldige Resultater, men man seer nu, at disse mere have dreiet sig om Medlemmernes særegne Interesser, end Selskabets egentlige Tarv.

Imidlertid ere der dog flere andre Actieselskaber, der, skjøndt solide og byggede
paa en solid Basis, dog kun have fundet liden Sympathi hos det større Publikum, maaskee fordi de ei have lovet Guld og grønne Skove, men som netop heller ei have lovet mere end de kunde holde, og derfor uden Spræl eller Qvalm ikke alene have ydet deres Actionairer et rundeligt Udbytte, men derhos endogsaa, uden Actionairernes Tab, kunnet virke til det almene Bedste. Som et saadant maae vi nævne, Selskabet i Eiendommen Nr. 264 & 265 i store Kongensgade "Løven" kaldet. Dette Selskab har ei alene ydet sine Actionairer lige fra
dets Oprettelse 6 pCt., men disse have endnu den Glæde ved Nydelsen af dette meget anstændige Udbytte at kunne arbejde til et meget væsentligt Gode; thi ikke alene boe Familierne i bemeldte Eiendomme beqvemt og godt for en særdeles moderat Leie, men Actionairerne have alt ved Selskabets første Generalforsamling frivillig givet Afkald paa et større Udbytte end 6 pCt., for at der af Overskuddet aarlig kan udtrækkes en Deel af Actierne, indtil disse alle ere betalte med den indskudte Capital, saa at Ejendommen efter en Tidlang vil blive en Stiftelse, hvorpaa der ei hviler nogen Gjæld og som ifølge Statuterne skal blive en Bolig for Trængende, uden Betaling. Vi kunne ei andet end ønske dette Selskab alt mueligt Held, og glæde os over, at det har en Direction, der arbejder for ikke blot at skaffe Selskabets Medlemmer et sikkert og anseeligt Udbytte af deres Kapitaler, men derhos stræber for skaffe sine trængende Medmennesker, om ikke strax, saa dog ad Aare, et saa stort Gode som fri Bolig. Hvad der vistnok ville være til stor Gavn for Selskabet var, om det blandt sine Actionairer havde et Medlem af Stadens Øvrighed , fordi der maaskee snarere kunne hos Authoriteterne udvirkes nogle Bemyndigelser, hvorved Selskabets Formaal des snarere kunne opnaaes.
N
(Flyveposten 30. oktober 1847.)

Ejendommen 264 & 265 var resultatet af en sammenlægning i 1845 af 264 og 265. I 1859 blev det til Store Kongensgade 100, der i 1971 blev henlagt til Østre Landsret - der består af adresserne 2008 Bredgade 59/Fredericiagade 24-28, Store Kongensgade 100 og 106. Store Kongensgade 100 blev nedrevet og erstattet af andet byggeri i 1970. På KBHbilleder findes et foto af en løve som angiveligt sad på den nu nedrevne bygning.

Den indledende rapport fra Hammer blev udførligt refereret i Fædrelandet 7. juni 1840 og Bornholms Avertissements-Tidende 23. juni 1840.

Januar 1847 døde den svenske formand Jonas Carlsund, og en måned senere fabrikbestyrer Wodschou. En ekstraordinær indkaldt generalforsamling 8. april 1847 resulterede i en komite der konkluderede at selskabet burde opløses. Hvilket blev vedtaget på generalforsamlingen 22. december 1847. Dette sket med store tab. September 1850 solgtes Limensgade med fabriksbygningerne til interessentselskabet i cementfabriken Phønix for 3525 Rbd. 

Af fabrikken minder nu kun nogle tuer og små ujævnheder i ådalen vest for Limensgademøllen om dens eksistens. 

Hammer blev ansat ved det kongelige saltværk ved Oldesloe i Holsten. Senere ansat som bjergkontrollør, avancerede til bjerginspektør ved Segeberg gibsbrud. Denne stilling måtte han fratræde efter krigen 1864. Han fungerede herefter som hospitalsforstander i Randers til sin død 1883. 

Andre forsøgte sig med cement, fx Dampcementfabrikken "Haabet" i Rønne, ejet af J. F: Holmgreen. Cementfabrikken Godthåb (der 1870 blev solgt for 53 Rdr og inventaret for 10 Rdr!). Fra 1860'erne blev der forsøgt 25-30 cementfabrikker i Danmark, de fleste lå på Bornholm, de fleste eksisterede som det i Limensgade kun nogle ganske få år. 

Den merkantile Industriforening fusionerede kort til efter med Industriforeningen.

I starten af 1870'erne stod E. Frandsen & Meyers i København for cement, men hertil kom så "Hertha" ved Ringsted (den eksploderede i juli 1882) og Rødvig Cementfabrik sidstnævnte hentede ler fra Sverige og kalksten fra Stevns Klint. Fra 1870'erne flyttede cementindustrien til Nordjylland hvor der findes kridt og ler i meget store mængder ved Mariager Fjord og Limfjorden. Fjordene udgjorde desuden gode transportveje. Siden 1986 har Aalborg Portland været Danmarks eneste cementproducent.

I forbindelse med prisstigninger på cement under 1. verdenskrig var der en kortvarig opblussen af forsøg på udvinding på Bornholm, se senere indslag.

25 juli 2020

Retsusikkerheden i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Cancelli Resolution. I et til Cancelliet indgivet Andragende havde Herredsfogderne i Hjelmslev og Gjern Herreder under Skanderborg Amt, i Hads og Ring Herreder og i Hasle, Framlev, Sabro og Vesterliisberg Herreder under Aarhuus Amt samt Birkedommeren i Grevskabet Frysenborgs Birk, henledet Collegiets Opmærksomhed paa de i Begyndelsen af Aaret i de dem anbetroede Jurisdiktioner begaaede hyppige Tyverier, forbundne med Indbrud. Vel havde man endnu ikke havt Exempel paa - i al Fald kun et ganske enkeltstaaende - at Gjerningsmændene tillige havde gjort sig skyldige i grovere Forbrydelser, navnlig ved under Tyveriernes Udførelse at anvende Vold eller Trusel med Vold; men Tyverierne røbede desuagtet jevnligen stor Dristighed og vare ikke sjeldent forbundne med Fare for Ildsvaade, idet Forbryderne under Gjerningen betjente sig af Frictions-Svovlstikker. Da der dengang ei i Communerne var Mangel paa Fødemidler, ligesom der ogsaa for den Flittige og Dygtige var tilstrækkeligt Arbeide med forhøiet Dagløn, kunde det ikke antages at den egentlige Grund til de hyppige Eiendomsindgreb var at søge i de daværende høie Priser paa Livets Forvovenheder, hvorimod flere Data lode formode, at de nærmest vare en Følge af, at adskillige alt længe som farlige for den offentlige Sikkerhed bekjendte Individer havde forenet sig, og at det var [en halv linje mangler] udstrakte Forbindelser at Kosterne. Som Steder, hvor Gjerningsmændene fornemmelig havde Tilhold, nævntes Sønder-Galthen og Storring Sogne i Hasle m. fl. Herreder, og i Hads-Ring Herreder Odder Sogn. Forsaavidt Frysenborg Birk angaaer anførte Birkedommeren, at det ikkun var i Løbet af det sidste halve Aar at hyppige Indbrudstyverier i hans Jurisdiction havde fundet Sted, samt at Formodningen om, at den nu indtraadte Forandring til det Værre fornemmelig hidrørte fra Complotter i de ovennævnte Distrikter i Nabojurisdictionen, blandt andet fandt Bestyrkelse derved, at det ikkun var i den disse tilgrændsende Deel af Birket, at Tyverierne vare blevne udøvede. Andragerne bemærkede fremdeles, at de havde foretaget hvad der stod i deres Magt for at haandhæve Retssikkerheden, men at de Midler, som Politimestrene paa Landet have til deres Raadighed, ikke ere tilstrækkelige, idet navnligen Sognefogderne deels have saa mange andre Forretninger at varetage, deels ofte, især naar Gemytterne ved Forbrydelsernes Hyppighed ere ængstede, af Frygt for Gjerningsmændenes Hevn ikke kunne ventes at ville yde dem saa kraftig Hjælp, som de ellers kunde. Bemeldte Embedsmænd foresloge derfor, at der som en interimistisk Foranstaltning maatte paa de Steder i deres Jurisdiction er, hvor der fornemmelig maatte antages dertil at være Trang, ansættes tvende Politiassistenter, nemlig een i Sønder-Galthen og een i Odder, og at derhos enhver af disse Assistenter maatte erholde de to Politibetjente til sin Disposition, der saavelsom Assistenterne skulde være beredne. For at Politiassistenterne kunne virke med behørig Kraft, ansaaes det endvidere fornødent, at de begge uden Hensyn til Jurisdictionsforskjel kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og de nærmest tilgrændsende Jurisdiktioner, dog saaledes, at der angaaende det af Assistenterne Foretagne strax blev at gjøre Beretning til vedkommende Retsbetjent. Den Udgift, som ved dette Forslags Iværksættelse vilde opstaae for det Offentlige, formeentes ikke at burde komme i Betragtning mod den Nytte, Foranstaltningen kunde ventes at ville medføre, ikke blot med Hensyn til Opdagelsen af egentlige Forbrydelser, men ogsaa med Hensyn til endeel mod god Politiorden stridende Forseelser, hvilke med Politiets nærværende Kræfter ikke lode sig tilbørlig kontrollere.

Forinden videre foretoges i Anledning af dette Andragende, fandt kancelliet det nødvendigt, at der blev givet Amtsraadene for Skanderborg og Aarhuus Amter Ledighed til at yttre sig over Sagen. Det førstnævnte Amtsraad udtalte sig vel i sin derefter afgivne Erklæring for Hensigtsmæssigheden af den foreslaaede Foranstaltning, ogsaa med Hensyn til de i visse Egne af Skanderborg Amt særdeles hyppige Indbrudstyverier; men da det maatte ansees tilstrækkeligt oplyst, at disse Forbrydelser hidrørte fra de i Aarhuus Amt opstaaede og vidt forgrenede Tyvebander, holdt Raadet for, at Aarhuus Amtscommuue maatte være nærmest til at bære de til Opretholdelsen af den offentlige Sikkerhed nødvendige Udgifter, naar disse ikke kunde udredes af Statskassen. Amtsraadet for Aarhuus Amt tiltraadte ganske hvad der af Andragerne var yttret om Utilstrækkeligheden af den Hjælp, Politimestrene paa Landet have af Sognefogder og Sogneforstanderskaber, ligesom Raadet erkjendte, at Retsusikkerheden i Amtet var stor og i mærkelig Tiltagen, hvilket det søgte yderligere at documentere ved endeel fra forskjellige Sogne indhentede Oplysninger om Antallet af de i de sidste Aar forøvede Indbrud. Ogsaa antog Raadet, hvad ligeledes vedkommende Retsbetjente have indrømmet, at det kun er en liden Deel af de begaaede Tyverier der anmeldes fra Politimestrene. Da iøvrigt Tyverierne efter den almindelige Mening ledes af en fælles Bestyrelse, som antages at have sit Hovedsæde deels i Galthen eller Storring, deels i Odder, men denne Bande vistnok er temmelig vidt forgrenet og stedse søger sig nye Deeltagere paa forskjellige Steder, for at have Tilhold og kunne finde Skjul naar dette maatte behøves, havde Raadet været i nogen Tvivl, om det ikke heller burde tilraade en Commission nedsat for at angribe Ondet fra Roden og inddrage alle mistænkelige Personer under sin Virksomhed, hvilket andre Steder har ledet til heldige Resultater. Men da der ikke vare aldeles bestemte Data tilstede, hvorpaa en saadan Commission kunde støtte sin Virksomhed, og der efter Raadets Formening nødvendigen snarest muligt maatte skee en gennemgribende Forandring, havde det dog troet det hensigtsmæssigere at tiltræde Forslaget om Ansættelsen af tvende beredne Politiassistenter med det fornødne Antal ligeledes beredne Betjente, idetmindste som en interimistisk Fordigt, for at sikkre sig dygtige og erfarne Folk, at saavel Assistenterne som Politibetjentene aflagdes nogenlunde rundeligt, og foreslog derfor, at der maatte tilstaaes Assistenterne 800 Rbd. og Betjentene 400 Rbd. hver aarlig, Hestehold derunder indbefattet. Udgiften vilde saaledes beløbe sig til 3200 Rbd. aarlig. Halvdelen heraf formeentes at kunne udredes af vedkommende Amtsrepartitionsfond, medens den anden Halvdeel maatte blive at tilveiebringe paa anden Maade, uden at Raadet havde troet at burde indlade sig paa , om Beløbet af Finantserne vilde være at tilskyde, eller om det muligt kunde paalægges vedkommende Retsbetjente, som ved Assistenternes Ansættelse vilde erholde en ikke ringe Lettelse, at bidrage Noget dertil. For at de oftnævnte Assistenter ikke skulde være indskrænkede i Henseende til deres Virksomhed, ansaae ogsaa Amtsraadet det for rettest, at der ikke underlagdes dem, i Forhold til hinanden, noget bestemt Distrikt, men at de Begge kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og ligeledes i den Deel af det til samme stødende Frysenborg Birk, der henhører under Viborg og Skanderborg Amter, hvorimod Raadet formeente, at deres Functionsdistrict vilde blive vel stort, hvis det tillige skulde omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder i Skanderborg Amt.

Cancelliet, der efter de foreliggende Oplysninger maatte ansee det aldeles nødvendigt, at der snarest muligt blev truffet Extraordinaire og virksomme Forholdsregler til at modvirke den overhaandtagende Retsusikkerhed i de paagjældende Jurisdictioner, kunde ikke andet end være enigt med de vedkommende locale Autoriteter i Hensigtsmæssigheden af, at der interimistisk ansattes tvende Politiassistenter, hver med 2 Betjente, den ene i Sønder-Galthen og den anden i Odder, saaledes at disse, uagtet enhver af dem maatte ansættes hos En af Herredsfogderne , dog tillige erholdt Myndighed til at fungere i hele Aarhuus Amt, medens deres District ikke kom til at omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder, for hvis Vedkommende ogsaa Herredsfogden har erklæret, at en Politiassistents Nærværelse i Sønder-Galthen, tæt ved Jurisdictionens Grændse, formeentlig i Forbindelse med de Midler, han selv har til sin Raadighed, vil være tilstrækkelig for at opretholde den fornødne Sikkerhed. Varigheden af denne extraordinaire Foranstaltning har Cancelliet troet at kunne indskrænkes til et Tidsrum af 2 Aar. Lønnen til Politiassistenterne og Betjentene er fundet passende at kunne fastsættes i Overeensstemmelse med Aarhuus Amtsraads Forslag, og Halvdelen af det dertil medgaaende Beløb er antagen at maatte blive at udrede af vedkommende Amtsrepartitionsfond, hvorimod Rentekammeret, hvis Yttringer man har indhentet, Intet har fundet at erindre; den anden Halvdeel antages foreløbigen, efter dertil fra Finantsbestyrelsens Side meddeelt Samtykke, at kunne afholdes af Finantskassen, dog at det gjøres til Gjenstand for Overvejelse, hvorvidt en Deel af Beløbet maatte kunne afholdes paa anden Maade, navnlig ved at det paalægges vedkommende Retsbetjente at overtage en Deel af samme. 

Under 28de September har derefter Cancelliet, hvis Mening har fundet allerhøieste Bifald, fra 1ste October d. A. at regne paa 2 Aar konstitueret Copiist i Kongens Fogeds Contoir her i Staden, Cand. juris A. Grønlund, og Cand. juris, Volontair under Kollegiet, St. Linnemann til Politiassistenter i Aarhuus Amt, den Første i Hasle m. fl. Herreder, den Anden i Hads og Ring Herreder, samt meddeelt dem den i saa Henseende fornødne Instruction, hvorhos Collegiet har tilskrevet Amtmanden over Aarhnus Amt om efter foregaaende Conference med vedkommende Retsbetjente og Nogle af Amtsraadets Medlemmer ligeledes fra samme Tid at ansætte to beredne Politibetjente hos Enhver af de nævnte Assistenter, hver med en aarlig Løn af 400 Rbd., derunder indbefattet Godtgjørelse for Hestehold, men paa den Betingelse, at de uden videre strax af Amtet kunne afskediges, saafremt vedkommende Politimestre efter Politiassistentens Indstilling maatte finde sig utilfredse med dem. Der er derhos indledet Forhandling med de vedkommende angaaende de Punkter, der, efter det Foranførte, vilde blive Gjenstand for nærmere Bestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1847).


Et lille Bidrag til Usikkerheden i Aarhuus Amt. I Veile Avis af 22de ds. findes følgende Meddelelser fra Skanderborg af 22de Octbr. En Dag i denne Uge gjorde vor Politifuldmægtig en Tour til Aarhuus, hvor han var kjørt hen i Wienervogn. Ved sin Hjemkomst om Aftenen var til hans store Forbavselse hans Kuffert, der med en Strikke var fastbundet bagpaa, borte. Da han sendte et Par Mand tilbage for at efterspore den, fandtes den i Nærheden af Aarhuus paa Chausseen, men - aldeles tom for dens ikke ubetydelige Indhold. Endnu er Intet desangaaende opdaget.

- For nogen Tid siden skal en velklædt Person henimod Aften være kommen ind til Gaardmand Rasmus Jensen paa Framlev Mark her i Nærheden, hvor han gav sig ud for en reisende Kjøbmand, idet han bemærkede, at hans Karl og Dreng, der vare kjørende, strax kom efter. Idet han, utaalmodigt ventende, bad om Lys, fortalte han, at han endnu samme Aften skulde have et Pengebrev paa Posthuset i Skanderborg. Han aftæller nu i Mandens Nærværelse et Par hundrede Rigsdaler og pakker dem i Papir; men da de fylde for meget, beder han Rasmus Jensen, hvis det er ham muligt, at flye ham for disse to Hundrededaler-Sedler. Den troskyldiggjorte Mand, som herpaa svarer, at han kun eier en eneste Hundrededaler-Seddel, anmodes nu om at hente denne. Da han kom tilbage med den og flyede den fra sig, erholdt han det nu forseglede Brev, med den Bemærkning, at han (Rasmus Jensen) kunde beholde Brevet med de 200 Rbd. indtil han (Kjøbmanden) der vilde gaae over til en navngiven, i Nærheden boende Mand, for at faae endnu en Hundrededaler-Seddel, var vendt tilbage. Quasi-Kjøbmanden gik, og Rasmus Jensen gjemmer sit Brev. Da han imidlertid udeblev længe over den aftalte Tid, aabner Rasmus Jensen omsider Brevet og finder - lutter gamle Aviser istedetfor de 200 Rbd. En Person, der efter Hr. Justitsraad Blichfeldts offentliggjorte Stikbrev forleden blev arresteret paa Aarhuus Marked, er muligen Gjerningsmanden.

-For nogle Dage siden skal en ligeledes velklædt Person være kommen ind i Aldrup Mølle, hvor han fortalte, at han hvert Øieblik ventede en Flok fede Sviin, der skulde komme forbi Møllen, og kjøbte i saa Henseende af Mølleren en Tønde Byg , som han lader strøe om i Gaarden til de forventede Sviin. Men da disse udeblev længe, blev han utaalmodig og sagde, at han var bange for, at der var hændet hans Sviin et eller andet Uheld. Han bad derfor om at laane en Hest, for at ride tilbage efter dem. Den godhjertede Moller laante ham denne uden Betænkning - men hverken Mand, Sviin eller Hest lod sig siden see. Bygget, der var omstrøet i Gaarden, skal Møllerens Sviin have gottet sig ved, skjøndt det ikke var betalt. Formodentlig er den samme, ovenfor omtalte, i Aarhuus arresterede, Person, ogsaa Ophavsmand til dette Bedrageri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1847).

24 juli 2020

Tyvebander i Jylland (Efterskrift til Politivennen).

I 1841 var den gal nord for Limfjorden med Dronninglundsagen hvor over et hundrede blev idømt strenge straffe. Og i 1847 var den så gal syd for Limfjorden

- Coll. Tid. for i dag indeholder efterstående officielle bekendelser om den ejendomsusikkerhed, som nu igen i længere tid har fundet sted i en del af Jylland:

"I et til Kancelliet indgivet andragende havde herredsfogderne i Hjemslev og Gjern Herreder under Skanderborg Amt, i Hads og Ring Herreder og i Hasle, Framlev, Sabro og Vesterlisberg Herreder under Aarhus Amt samt birkedommeren i grevskabet Frysenborgs Birk, henledt Kollegiets opmærksomhed på de i begyndelsen af året i de dem betroede jurisdiktioner begåede hyppige tyverier, forbundne med indbrud. Vel havde man endnu ikke haft eksempel på - i alt fald kun et ganske enkeltstående - at gerningsmændene tillige havde gjort sig skyldige i grovere forbrydelser, navnlig ved under tyveriernes udførelse at anvende vold eller trusel med vold; men tyverierne røbede desuagtet jævnlig stor dristighed og var ikke sjældent forbundet med fare for ildsvåde, idet forbryderne under gerningen betjente sig af friktionssvovlstikker. 

Da der dengang ikke i kommunerne var mangel på fødemidler, ligesom der også for den flittige og dygtige var tilstrækkeligt arbejde med forhøjet dagløn, kunne det ikke antages at den egentlige grund til de hyppige ejendomsindgreb var at søge i de daværende høje priser på livets fornødenheder, hvorimod flere data lod formode, at de nærmest var en følge af, at adskillige alt længe som farlige for den offentlige sikkerhed bekendte individer havde forenet sig, og at det var ved disse vist nok temmelig udstrakte forbindelser at tyvene blev sat i stand til at skjule og afsætte kosterne. 

Som steder hvor gerningsmændene fornemmelig havde tilhold, nævntes Sønder-Galten og Størring Sogne i Hasle m. fl. Herreder, og i Hads-Ring Herreder Odder Sogn. Forsåvidt Frysenborg Birk angår anførte birkedommeren, at det kun var i løbet af det sidste halve år at hyppige indbrudstyverier i hans jurisdiktion havde fundet sted, samt at formodningen om at den nu indtrådte forandring til det værre fornemmelig hidrørte fra komplotter i de ovennævnte distrikter i nabojurisdiktionen, blandt andet fandt bestyrkelse derved, at det kun var i den disse tilgrænsende del af birket, at tyverierne var blevet udøvede. Andragerne bemærkede fremdeles, at de havde foretaget hvad der stod i deres magt for at håndhæve retssikkerheden, men at de midler, som politimesteren på landet har til deres rådighed, ikke er tilstrækkelige, idet navnlig sognefogderne dels har så mange andre forretninger at varetage, dels ofte, især når gemytterne ved forbrydelsernes hyppighed er ængstede, af frygt for gerningsmændenes hævn ikke kunne ventes at ville yde dem så kraftig hjælp, som de ellers kunne. 

Bemeldte embedsmænd foreslog derfor, at der som en interimistisk foranstaltning måtte på de steder i deres jurisdiktioner, hvor der fornemmelig måtte antages dertil at være trang, ansættes to politiassistenter, nemlig en i Sønder-Galthen og en i Odder, og at derhos enhver af disse assistenter måtte erholde to politibetjente til sin disposition, der såvel som assistenterne skulle være beredne. For at politiassistenterne kunne virke med den behørige kraft, ansås det endvidere fornødent, at de begge uden hensyn til jurisdiktionsforskel kunne fungere overalt i Aarhus Amt og de nærmest tilgrænsende jurisdiktioner, dog således, at der angående det af assistenterne foretagne blev at gøre beretning til vedkommende retsbetjent. Den udgift, som ved dette forslags iværksættelse ville opstå for det offentlige, formentes ikke at burde komme i betragtning mod den nytte, foranstaltningen kunne ventes at ville medføre, ikke blot med hensyn til opdagelsen af egentlige forbrydelser, men også med hensyn til en del mod god politiorden stridende forseelser, hvilke med politiets nærværende kræfter ikke lod sig tilbørlig kontrollere.

(Sluttes)

(Kjøbenhavnsposten, 9. oktober 1847).

- (Kancelli-Beretningen om Usikkerheden i Aarhuus Amt. Sluttet.)

- Forinden videre foretoges i anledning af dette andragende, fandt Kancelliet det nødvendigt, at der blev givet amtsrådene for Skanderborg og Aarhus Amter lejlighed til at ytre sig over sagen. Det førstnævnte amtsråd udtalte sig vel i sin derefter afgivne erklæring for hensigtsmæssigheden af den foreslåede foranstaltning, også med hensyn til de i visse egne af Skanderborg Amt særdeles hyppige indbrudstyverier; men da det måtte anses tilstrækkelig oplyst, at disse forbrydelser hidrørte fra de i Aarhus Amt opståede og vidt forgrenede tyvebander, holdt rådet for, at Aarhus Amtskommune måtte være nærmest til at bære de til opretholdelsen af den offentlige sikkerhed nødvendige udgifter, når disse ikke kunne udredes af statskassen. 

Amtsrådet for Aarhuus Amt tiltrådte ganske hvad der af andragerne var ytret om utilstrækkeligheden af den hjælp, politimestrene på landet har af sognefogder og sogneforstanderskaber, ligesom rådet erkendte, at retsusikkerheden i amtet var stor, og i mærkbar tiltagen, hvilket det søgte yderligere at dokumentere ved en del fra forskellige sogne indhentede oplysninger om antallet af de i de sidste år forøvede indbrud. Også antog rådet, hvad ligeledes vedkommende retsbetjente har indrømmet, at det kun er en lille del af de begåede tyverier der anmeldes for politimestrene. Da i øvrigt tyverierne efter den almindelige mening ledes af en fælles bestyrelse, som antages at have sit hovedsæde dels i Galthen eller Størring, dels i Odder, men denne bande vistnok er temmelig vidt forgrenet og stedse søger sig nye deltagere på forskellige steder, for at have tilhold og kunne finde skjul når dette måtte behøves, havde rådet været i megen tvivl om det ikke hellere burde tilråde en kommission nedsat for at angribe ondet fra roden og inddrage alle mistænkelige personer under sin virksomhed, hvilket andre steder har ledt til heldige resultater. 

Men da der ikke var aldeles bestemte data til stede, hvorpå en sådan kommission kunne støtte sin virksomhed, og der efter rådets mening nødvendigvis snarest muligt måtte ske en gennemgribende forandring, havde det dog troet det mere hensigtsmæssigt at tiltræde forslaget om ansættelsen af to beredne politiassistenter med det fornødne antal ligeledes beredne betjente, i det mindste som en interimistisk foranstaltning. Amtsrådet anså det derhos nødvendigt, for at sikre sig dygtige og erfarne folk, at såvel assistenterne som politibetjentene aflagdes nogenlunde rundeligt, og foreslog derfor, at der måtte tilstås assistenterne 800 Rbd. og betjentene 400 Rbd. årlig. Hestehold derunder indbefattet. Udgiften ville således beløbe sig til 3200 Rbd. årlig. Halvdelen heraf mentes at kunne udredes af vedkommende amtsrepartitionsfond, mens den anden halvdel måtte blive at tilvejebringe på anden måde, uden at rådet havde troet at burde indlade sig på, om beløbet af finanserne ville være at tilskyde, eller om det muligt kunne pålægges vedkommende retsbetjente, som ved assistenternes ansættelse ville få en ikke ringe lettelse, at bidrage noget dertil. 

For at de ofte nævnte assistenter ikke skulle være indskrænkede i henseende til deres  virksomhed, anså også amtsrådet det for rettest, at der ikke underlagdes dem, i forhold til hinanden, noget bestemt distrikt, men at de begge kunne fungere overalt i Aarhuus Amt og ligeledes i den del af det til samme stødende Frysenborg Birk, der henhører under Viborg og Skanderborg Amter, hvorimod rådet mente, at deres funktionsdistrikt ville blive vel stort, hvis det tillige skulle omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder i Skanderborg Amt. 

Kancelliet, der efter de foreliggende oplysninger måtte anse det aldeles nødvendigt, at der snarest muligt blev truffet ekstraordinaire og virksomme forholdsregler til at modvirke den overhåndtagende retsusikkerhed i de pågældende jurisdiktioner, kunne ikke andet end være enigt med de vedkommende lokale autoriteter i hensigtsmæssigheden af, at der interimistisk ansættes tre politiassistenter, hver med 2 betjente, den ene i Sønder-Galthen og den anden i Odder, således at disse, uagtet enhver af dem måtte ansættes hos en af herredsfogderne. dog tillige fik myndighed til at fungere i hele Aarhus Amt, mens deres distrikt ikke kom til at omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder, for hvis vedkommende også herredsfogden har erklæret, at en politiassistents nærværelse i Sønder-Galthen, tæt ved jurisdiktionens grænse, formentlig i forbindelse med de midler, han selv har til sin rådighed vil være tilstrækkelig for at opretholde den fornødne sikkerhed. 

Varigheden af denne ekstraordinære foranstaltning har Kancelliet troet at kunne indskrænkes til et tidsrum af 2 år. Lønnen til politiassistenterne og betjentene er fundet passende at kunne fastsættes i overensstemmelse med Aarhuus Amtsråds forslag, og halvdelen af det dertil medgåede beløb er antaget at måtte blive at udrede af vedkommende Amtsrepartitionsfond, hvorimod Rentekammeret, hvis ytringer man har indhentet, intet har fundet at erindre; den anden halvdel antages foreløbig, efter dertil fra finansbestyrelsens side meddelt samtykke, at kunne afholdes af finanskassen, dog at det gøres til genstand for overvejelse, hvorvidt en del af beløbet måtte kunne afholdes på anden måde, navnlig ved at det pålægges kommende retsbetjente at overtage en del af samme. 

Under 23. sept. har derefter Kancelliet, hvis mening har fundet allerh. bifald, fra 1. oktbr. d. å. at regne på 2 år konstitueret kopiist i kongens fogeds kontor her i staden, cand. jur A. Grønlund, og cand. jur. volontør under Kollegiet, St. Linnemann til politiassistenter i Aarhus Amt, den første i Hasle m. fl. herreder, den anden i Hals og Ring Herreder, samt meddelt dem den i så henseende fornødne instruktion, hvorhos Kollegiet har tilskrevet amtmanden om efter foregående konference med vedkommende retsbetjente og nogle af amtsrådets medlemmer ligeledes fra samme tid at ansætte to beredne politibetjente hos enhver af de nævnte assistenter, hver med en årlig løn af 400 Rbd., derunder indbefattet godtgørelse for hestehold, men på den betingelse at de uden videre straks af amtet kan afskediges, såfremt vedkommende politimestre efter politiassistenters indstilling måtte finde sig utilfreds med dem. Der er derhos indledt forhandling med de vedkommende angående de punkter, der efter det foranførte, ville blive genstand for nærmere bestemmelse".

(Kjøbenhavnsposten, 11. oktober 1847)

Om de theologiske Tilstande i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

I oktober-november 1847 fremkom en artikelserie med efterfølgende debat om den kristne kirkes kritiske situation i Danmark. Jeg har medtaget et kort afsnit om mere beskrivende dele og udeladt de holdningsprægede. Læserne henvises til de originale artikler.

Om de theologiske Tilstande i Danmark

Af en Landsbypræst.
I


- - - Enhver, hvem Kirke og Theologi ligge alvorligt paa Hjerte, har faaet ligesom en Impuls til at kaste Blikket ud over disse Tilstande i Danmark, og naar han da maa sige sig selv, at det i det Hele ikke er lystelige Syn, der mede ham, naar han selv længe har følt det Trykkende og utilfredsstillende i saa mange kirkelige Forhold, da undre man sig ikke over, at der tages en Leilighed til at udtale adskillige "vemodige Klager", som ere begrundede i alvorlige Betragtninger.

Det kan nemlig ikke negtes, at det seer meget dødt og aandløst ud i den danske Kirke; paa meget enkelte Steder nær, hvor Livet dog har antaget en særegen Maneer og Form, er Menighedslivet og Menighedsbevidstbeden for største Delen forsvunden; Gudstjenesten , endog hvor begavede og troende Præster have Embedet, udenfor Kjøbenhavn sparsomt besøgt i den langt overveiende Part af Danmark; Kundskaben om Christendom meget svag og ufuldstændig. Troen paa Christus mat og hensygnende, Kjærlighed til Frelseren kold, og som en Følge heraf er ogsaa Interessen for Kirkens aandelige Skatte og dens rige Velsignelser yderst ringe. Den som ikke vil lade sig blænde af det ydre Skin og ikke er tilbøielig til at sammenblande ydre Tugt med indre Liv; den, som ikke vil antage, at Enhver den, som ikke aabenbar fornegter, er en Troende, og ikke bedømmer Menighedens Tilstand i christelig Henseende efter enkelte Kirkebesøg, navnlig paa Høitidsdagen, men som vil gaae sin Gang i Stilhed igjennem Husene paa Landet, og tale med Mennesker af forskjellige Livsstillinger om deres Sjæls Salighed, han vil snart komme til Erkjendelsen af, at den nysgivne Skildring ikke er overdreven, at de enkelte Troendes Christendom er ganske subjectiv som den individuelle Sjæls Tilknytning til Gud i Christo. Af Bevidsthed om det Samfund, vi danne med hinanden i Herren, finder man i de danske Menigheder saare lidet indre og ydre Tegn, ikke at tale om de saare mange hverken troende eller fornegtende Menighedslemmer, hvis hele Christendom reducerer sig til at de vide, at de skulle være skikkelige Mennesker. Af denne Indledning følger det, at vi her lene udenfor de religieuse Bevægelser, som have rustet saa mange Menigheder i Tydskland, og i en Slags Apathi ansee de Livsspørgsmaal, der have fremkaldt Bevægelsen, som os uvedkommende; deraf følger det ogsaa, at de grundchristelige Foranstaltninger, som forudsætte en sand og levende Tro til dens Blomster f. Ex. Missions- og Bibel - Sagen, aldrig har kunnet vel trives hos os , men have et vegeterende Liv, og at den saakaldte indre Mission endnu ikke i Danmark er kommen ud over Philanthopismens Standpunkt; deraf følger det endeligen, at endog saadaane Anliggender, der dog umiddelbart angaae Menighedens kirkelige Tarv, f. Ex. Indførelse af Ritual, Psalmebog, Perikoper, aldeles ikke kunde blive behandlede som Menighedsanliggender, men som Gjenstand for Gejstlighedens Overvejelser. See vi nu til alt dette, der i det Væsentlige finder Sted overalt i og udenfor Hovedstaden - paa nogle Undtagelser nær, hvorom vi senere skulle tale - kunne vi da andet end sørge over, at Livet har draget sig tilbage fra de Forhold og Forbindelser, i hvilke det kraftigst burde røre sig, at Kirken indtager en saa arm og forknyt Stilling, at man fast ikke under den Tilværelse, at Kirkens Fosterbørn ere faa lidet taknemlige mod deres Moder, at de med en bedrøvelig Ligegyldighed forflyde dens aandelige Goder; kunne vi andet en sørge over, at de Christne her i Danmark i det Hele have fjernet sig fra det Middelpunkt, af hvilket Troens Liv udspringer, og kun hver ville have deres Christendom for sig, istedetfor at arbeide hen til, at de, sammenføiede og sammenbundne med hinanden igjennem alle Forbindelsesled, skulde opvoxe med hinanden til ham, som er Hovedet!

Der er mange sammenstødende Omstændigheder, som have bevirket denne de kirkelige Sagers Tilstand. Det turde være en noget dristig Paastand, naar vi sige, at der maaskee aldrig har været nogen ret levende og alvorlig Christendom her i Danmark siden Reformationens Tid; naar man idetmindste vil forfølge Sporene igjennem alle Tidsaldere, saa finder man saare faa Livsyttringer, og den danske Kirkehistorie frembyder vel enkelte secteriske Udskeielser, men ikke nogen stærke religieuse Bevægelser, som have grebet Mængden, ikke Folkets Kamp for at bevare Troens Klenodie, ingen selvstændig Indgriben i Kirkens Anliggender. Man har fra Regjeringens Side vaaget med Strenghed over Eensformighed i Kirkelæren, men uden faste Principer og derved ogsaa uden sikker Gang; Præsterne støde igjennem de forrige Aarhundreder - som de mange imod Drukkenskab, Lediggang, Handel og aabenbare Laster advarende Synodalia Ulstrækkeligt bevidne - paa et lavt Standpunct; Folket er i det Helt intet Samfundsfolk, slutter sig ikke let og ikke gjerne sammen. Man kan derfor ikke undre sig over, at det kirkelige Liv ikke ret har villet trives hos os og at Fromhed og Gudsfrygt kun blev Enkeltes Eiendom, medens Massen i det Høieste kun tilegnede sig Gudstjenestens ydre Former. 

- - -

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede (Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1847)


Serien var i adskillige dele: II den 6. oktober 1847, III 7. oktober 1847, IV den 8. oktober 1847 og V den 8. oktober 1847
"Landbypræsten" blev imødegået af "En Præst i Hovedstaden", som svarede i samme blad den 25. oktober 184726. oktober 1847, 29. oktober 1847 og 30. oktober 1847. Disse to forfatteres indlæg handlede udelukkende om holdninger.

A. Toller: Landsby. Wilke's anskuelsesbilleder 3. udg. 1875. Beskrivelse: Wilke 7: Landsby. Pap med koloreret tegning. Godt nok Tyskland. Men også her lå kirken menneskeforladt i baggrunden, og i stærk kontrast til det levende liv i forgrunden i selve byen. Det Kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.

Det gjorde ikke en tredje forfatter som i to dele under titlen "Kirkelige Tilstande" udkom i samme avis 3. december 1847 og 6. december 1847:

Kirkelige Tilstande

- - -
Det kirkelige Liv har vistnok - som den første af de omtalte Forfattere bemærker - aldrig været meget kraftigt eller virksomt i Danmark. Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede holdtes det bundet ved den strenge Lydighed og blev tildeels indsnærpet i stive og forældede Former. Siden kom den lovløse Frihed i Troessager, som forkastede alle Former, uden Hensyn til, om de havde noget Indhold og nogen Betydning eller ei. Troen blev bespottet og beleet som Almuestue-Snak , og det betragtedes som Tegn paa Eenfoldighed, om ikke paa Hykleri og Falskhed, at ville holde fast ved den. Kirken kunde da naturligviis ikke bestaae som en organisk Forbindelse, som et levende Samfund, men kun som et Aggregat af ueensartede og kun ved udvortes Baand sammenholdte Dele. Denne Tilstand begyndte i de store Stæder og fra de mere Dannede, men naaede omsider ned til Almuen, hvis Vantro og Ligegyldighed for det Christelige og Kirkelige vistnok i Almindelighed nu er sørgelig. I de høiere og mere dannede Samfundsclasser kunde dog det aandelige Liv gjenfødes i en ny - æsthetisk eller philosophisk eller poetisk - Skikkelse; men hos Almuen har det kun Skikkelse af Tro og er derfor dodt og begravet med den. De høiere Stænder have dog igjen tildeels hævet sig over den overfladiske Viisdom, som forkaster Alt, hvad den ikke kan tage og føle paa , og have ved en uddannet Skjønhedssands faaet Smag paa den i en skjøn Form indklædte Christendom, have faaet Lyst til at høre begavede Prædikanter og drages derved dog noget tilbage til Christi Kirke. Men hvad skal erstatte den uoplyste Almue den tabte eenfoldige Tro? Hverken den philosophiske Sandhed eller den æsthetiske Skjønhed kan gjenføde denne i en ny Skikkelse hos Dem, som hverken have Tankens Kraft eller hiin Følelse for det Skjønne og Gode, hvis Aand er mørk og hvis Følelse er sløv. En vis udvortes Tugt eller Respect for gammel Skik holder vel endnu Landalmuen i en vis ydre Forbindelse med Kirken; men denne er uden indre Liv og Interesse. Bonden har en Levning af den gamle Tro, en Slags overtroisk Frygt for at paadrage sig timeligt Tab ved at forsømme de kirkelige Handlinger, en dunkel Følelse af sin Afhængighed af det høieste Væsen; men den christne Troes Kraft og Fred og Salighed er udentvivl sjelden i Bondestanden, og i alt Fald aabenbarer den sig ikke i noget kirkeligt Liv.

Disse Paastande synes maaskee Mange haarde og overdrevne. Det er jo heller ikke vanskeligt at moderere dem. Der findes jo vistnok endnu megen Troe og Gudsfrygt iblandt Landalmuen, og den aabenbare Foragt for Kirke og Christendom, har i den ikke taget saa meget Overhaand som i visse andre Classer. I alle Klasser findes endnu christelige Gemytter, som sørge over Kirkens Forfald; ellers kunde det jo heller ikke nytte offentligt at tale derom. Men! det kan ikke nytte at berolige sig med slige Trøstegrunde. Skal Synderen komme til Omvendelse, maa han ingenlunde dysse sin Samvittighed i Søvn ved Undskyldninger og Omstændigheder, som tale til Hans Forsvar, men tvertimod stræbe at komme til at erkjende sin Synd i dens hele Omfang og Strafværdighed, at føle sin Skyld og Brøde, saa han kan ledes til oprigtig Anger og Omvendelse. 
---
Endog det - man kunde næsten sige - kunstige Liv, som det undertiden lykkes enkelte Troesivrere at fremkalde i deres Menigheder, er udentvivl mere tilsyneladende end virkeligt. Aarsagerne til det kirkelige Livs forskellige Tilstand, ere snarere locale; thi det synes især at være i de mere isolerede Egne, navnligen paa afsides Øer, at det kirkelige Liv har nogen Kraft, hvorimod det Modsatte efter en temmelig almindelig Erfaring er Tilfældet i de Egne, hvor Hoveri og Bondetrældom i gamle Dage har været værst. Dette sidste Phænomen er vel heller ikke vanskeligt at forklare, da Livet, som bekjendt, ikke trives i Trældom og Undertrykkelse. Vanskeligere er det maaskee at forklare den førstnævnte Erfaring, som dog udentvivl Mange kunne stadfæste. Indsenderen tør vel ikke paatage sig fyldestgjørende at løse denne Gaade, men vil kun henlede Opmærksomheden paa een Omstændighed, der mueligen med en fordomsfri Betragtning vil vise sig at være en Hovedgrund til det kirkelige Livs slette Tilstand. 
- - - 
Derfor er det ikke saa underligt, at det kirkelige Liv har vedligeholdt sig bedst i de fjerneste Afkroge, hvor Undervisningen i Christendommen længst har været og maaskee tildeels endnu er meest overladt til Forældrene. Der Iære maaskee Mange slet ikke Noget om Gud og Christum, før de komme til Præsten; men naar et ret kraftigt christeligt Liv da omgiver dem i Kirken, - naar Fleerheden af dens Medlemmer ere troende Christne, - ville de for en stor Deel drages ind med i det kirkelige og christelige Liv og gjennemtrænges af det. Mange kunne maaskee hverken læse eller skrive; men de kunne bede og synge og derfor opbygges ved Gudstjenesten langt bedre end Mange, som ere bedre oplyste, men ikke praktisk veiledte til Christum. Vi komme ved disse Betragtninger til det forunderlige Parader, at det er Skolen, --der dog anvender saa megen Tid og Flid paa Underviisning i Christendom, ja gjør denne til sin Hovedopgave, sit vigtigste Formaal, at det er den christelige Folkeskole, som hindrer og ødelægger det kirkelige Liv, som den netop har til Hensigt at vække og nære. Det er imidlertid naturligviis ikke Skolen i og for sig, det er ikke Christendomsunderviisningen i den, som saaledes er en Grav for det kirkelige Liv i Menighederne; men det er Maaden, hvorpaa Skolen er indrettet og virker. Denne Maade er vistnok meget forskjellig i de forskjellige Skoler og efter de forskjellige Personligheder; men deres Indretning og Virkemaade beroer dog væsentligt paa de Bøger, som den bruger, og da disse tildeels ere anordnede for Almueskolen, kan man for saa vidt tale ganske i Almindelighed om den Maade, hvorpaa den er indrettet og virker. Her have vi imidlertid kun Anledning til at omtale denne Maade, for saa vidt som den berorer det kirkelige Liv.

Saasnart Barnet i Almueskolen har lært at stave, begynder det strax at lære Catechismus udenad. Lærer det nu - som det ofte er Tilfældet - dette ved tankeløs Opremsen, da vil vist Enhver erkjende, at det kirkelige Liv ikke kan vækkes og næres, men snarere maa gvæles og tilintetgjøres derved. De bedre Lærere søge derfor ved catechetisk Udvikling og Forklaring at gjøre Indholdet fatteligt og forstaaeligt for Børnene. Dette gaaer nogenlunde an med Budene og Bønnerne, skjøndt det vistnok ikke er let at "udvikle og forklare" det 6te og 10de Bud, den 2den og 6te Bøn for Almuesbørn paa 8 til 9 Aar. Den første Troesartikel kan ogsaa nogenlunde forklares for saadanne Børn; men hvorledes man skal faae Almuesbørn i saa ung Alder og uden videre Forberedelse, uden at deres Tænkning i det Hele er vakt og øvet og uddannet ved andre Midler, hvor eenfoldige og forsømte de end ere, - til at fatte og forstaae Indholdet af 2den og 3die Artikel og især af 4de og 5te Part (Sakramenterne), det er vist ikke let. 
--- 
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1847)

Den sidste del af artiklen stod som nævnt i samme blad 6. december 1847.

22 juli 2020

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.


Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 


I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.


Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.


En ven af industrien.


(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)


Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.



Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.



Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.