Kanonade (Efterskrift til Politivennen)

- Ved en militær ligbegængelse, som fandt sted for omtrent fjorten dage siden, blev der på Garnisonspladsen udført en kanonade der fremkaldte et så voldsomt lufttryk, at en mængde ruder sprang i kirken og i flere huse i nabolaget, hvor man ikke havde været så forsigtig at tage vinduerne ud eller åbne dem. Dog denne skade kunne i alt fald guvernøren, som formodentlig mener at den militære ånd ikke kan undvære en sådan manifestation, erstatte, og ruderne er også senere blevet indsat. Men hvad derimod hverken den militære ånd eller de militære autoriteter kan erstatte, er den skade på liv og helbred, som forårsages ved en sådan affære, når den pludselig udbrydende kanontorden, der ryster husene og sprænger vinduer og døre, fremkalder en ikke sjældent dræbende skræk hos syge, sengeliggende personer. Et sådant tilfælde er da også denne gang indtruffet, idet en i nærheden boende ung pige, der længe havde ligget syg af en nervøs feber, men netop i de dage havde overstået krisen og af lægen var erklæret ude af fare, med påbud om streng ro, ved den omhandlede kanonade fik et så voldsomt tilbagefald, at hun uagtet hendes gode naturs modstand, har måttet bukke under og i disse dage er afgået ved døden.

Garnisonskirken. En mængde ruder blev sprængt i forbindelse med kanonaden da en general skulle hædres. Og en ung pige døde senere. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Man måtte nu vist nok ønske at sådanne ulykkestilfælde kunne forhindres, og at en generals død midt i den velsignede fredstid ikke skal behøve at foranledige scener, der ellers kun fremkommer i en med storm erobret by, og som i det højeste glarmestrene kan have nogen virkelig fornøjelse af. Men når man ved med hvilken strenghed man af diverse hensyn for tiden, såvel hos os, som i andre med stående hærvæsen forsynede stater, tror at måtte opretholde alt hvad der kan give den bevæbnede magt udvortes glans og anseelse, så er der ikke megen udsigt til at sådanne kanonader ved indtræffende lejlighed ikke atter skal blive gentaget. 

Imidlertid kunne man dog måske gøre sig håb om, at der ville blive taget så meget hensyn til de levende, at man lod disse exequier udføre på en så lidt skadelig måde som muligt, hvortil heldigvis den nyeste tids videnskabelige opfindelser har frembudt et middel, der fremfor noget kan anbefales, idet man ved dels anvendelse både kan udføre de samme honneurs som nu og dog undgå at ryste husene i deres grundvold og sætte syge menneskers liv på spil. Man behøvede nemlig kun i stedet for krudt at anvende eksploderende skydebomuld, der som bekendt, kun giver et svagt knald og næsten ingen røg. Man tør muligvis antage, at knaldets styrke ikke anses for hovedsagen ved en sådan højtidelighed, og anden indvending tror vi ikke at der kan opstilles imod dette forslag. Vi skal derfor i menneskelighedens navn anbefale det på det bedste til vore høje militær-autoriteters antagelse. De vil derved måske en anden gang kunne erhverve sig lidende menneskers erkendtlighed.

(Kjøbenhavnsposten, den 23. november 1847).

Baptister udvandrer til Fredericia (Efterskrift til Politivennen)

- Ved de ånd- og livløse former, hvori det herskende kirkevæsen også hos os fremtræder, er det en naturlig selvfølge at den religiøse trang som ikke lader sig tilfredsstille ved politimæssige foranstaltninger og befalede troslærdomme, fremkalder anskuelser der svarer til det trin af oplysning og dannelse hvorpå de utilfredsstillede befinder sig. Et eksempel herpå afgiver efterstående beretning, der er meddelt i "Aarh. Av." og stadfæster de tidligere beretninger om optrædelse af en ny sekt her i Sjælland, som måske dog kun fejlagtig identificeres med en anden fra Sverige bekendt sekt. Beretningen vidner i øvrigt tilstrækkeligt om, hvad intolerance vil sige:

- Korsør, den 16. novbr. I disse dage afgår herfra med skibslejlighed til Fredericia en forsamling af danske Erik-Jansenister, eller som de kalde sig "hellige brødre". Det er især skoletvangen, som har foranlediget denne lille udvandring. Medlemmerne af denne sekt betragter nemlig kirke og skole som al kætteris og vildfarelses sæde. Fra kirken står det dem nu frit for at afsondre sig (?). Deres børn derimod er underkastet skoletvangen. For at få denne ophævet har de som bekendt gjort hvad de formåede, og såvidt vi ved, har de vedk. præster også anbefalet deres ansøgning derom. Den er imidlertid blevet afslået, og mulkteringer indtil 24 sk pr. dag har derfor måttet finde sted. Da forældrene ikke har villet betale disse mulkter, har man skredet til eksekution, hvorimod de forgæves har protesteret med de ord af Bibelen: "Tyve og røvere skal ikke arve Guds rige". 

H. J. Hammer: Markedsdag i Fredericia. Datering ukendt. Statens Museum for Kunst, public domain.

De besluttede da først at udvandre til Amerika. Men da de for utilbørligheder ved gudelige forsamlingers afholdelse, står under retslig forfølgelse, har dette for tiden ikke kunnet bevilliges dem (?). De er da blevet enige om at nedsætte sig i Fredericia, hvor de have lejet et hus, der skal optage 30 til 40 mennesker, som er sammenstrømmede her fra alle Sjællands egne og som på deres nye opholdssted størstedels vil være blottede for alt erhverv. Det er imidlertid deres mindste bekymring. 

Til deres præst har de valgt en skræddersvend fra Pedersborg ved Sorø, Peder Jensen, søn af en skolelærer i Kindertofte, der i sommer har udlagt ordet for brødrene, og døbt nye proselyter i en eller anden indsø. Således har han, for ikke længe sid en, døbt en gift matrone i Kyringe Sø. Det er hans broder, der også er skræder i Pedersborg, hvis barn for et par år siden hemmeligt blev bortført natten før det, ved øvrighedens foranstaltning, skulle være døbt i kirken. Barnet er ikke siden blevet døbt, uagtet sognepræsten i Pedersborg, hr. lic. teol. Kierkegaard, blev truet med entledigelse, hvis han ikke forrettede denne handling. Barnets fader hørte dengang til baptistmenigheden, for hvilken hr. Mønster er forstander, men er siden udtrådt deraf og har har ladt sig døbe endnu engang "til sine synders forladelse". 

Han rejser nu også til Fredericia med det barn, der har foranlediget så stor bevægelse i den danske kirke. En tredje broder, der også er skræder og etableret i Ringsted, lod sig ifjor, af den oftere omtalte vagabonderende langelænder, tilligemed sin kone døbe i Tystrup Sø. Han og nogle flere, der endnu ikke ganske har kunnet bryde med "Verden", bliver imidlertid tilbage. Som bekendt tror de hellige brødre om sig selv, al de ikke mere kan synde. Det vil nu vise sig hvorledes denne sværm af fattige mennesker vil ernære sig i Fredericia og hvorledes de vil komme ud af det med de andre baptister, som har ladet sig omdøbe "til omdøbelse"

(Kjøbenhavnsposten, 27. november 1847)

I 1842 havde Christian 8. givet baptisterne mulighed for at flytte til fristaden Fredericia, under forudsætning af at børnene skulle døbes og mission var forbudt. Det nægtede baptistlederen Mønster, hvorefter politi og præster mødte op i baptisthjem og tvangsdøbte nyfødte og børn. Dette ophørte med indførelse af religionsfrihed i 1849.

Peder Christian Kiergaard var Søren Kierkegaards storebror. Han var ved at miste embedet fordi han nægtede at tvangsdøbe baptisterne. Han blev i 1849 valgt til landstinget, biskop for Aalborg Stift (1856-1875) og 1867-68 kultusminister. 

Stranding ved Stege (Efterskrift til Politivennen).

Den 24. septbr. d. å. indfandt vi undertegnede bådførere af Stege os ved 2 engelske skibe, som var strandede ved Ulfshale, natten imellem 23. og 24. samme måned, for at bjerge. Og da var oldermand Bergman fra Nyord kommet til skibet for at indgå bjergningsekontrakt, hvorpå han forpligtede sig til at møde med alle de 27 lodser, som er på samme ø; uagtet at der på samme tid lå over 40 skibe i deres distrikt og ventede på lods. Derefter indfandt sig skipperne fra Stege, som da deltog i den af oldermanden afsluttede bjergningskontrakt; og da vi som vel bevist, udviste al flid for at bringe nævnte skibe af grunden, hvilket også lykkedes os, lovede de interessenter som havde kontrakt, at vi skulle få part, lige del med dem, hvormed vi veltilfreds gjorde os al umage for at bjerge nævnte skibe. 

Uagtet vor udviste flid og den lovede betaling, nægtede dog såvel oldermanden som skipperne os vor part, og tilbød os kun hver 20 rbd. Men da vi anså det for en alt for ringe betaling imod hvad de forbeholdt dem selv, uden at de havde gjort nogen synderlig nytte, så bad vi dem indkaldte for en forligelseskommission, hvor forliget blev sluttet således, at vi som havde gjort størst nytte, fik hver 50 rbd., mens de andre store herrer forbeholdt sig hver 164 rbd. Vi henstiller derfor til enhvers bedømmelse om vi har fået for lidt for det af os udførte arbejde, eller om vi bør anses at være fyldestgjorte herfor, og tillader vi os dernæst at bringe det spørgsmål til de højere autoriteter: hvorvidt lodserne fra Nyord kan være berettigede til at forlade deres lodsdistrikt, og lade skibene forgæves vente efter lods, mens de begav sig hen at bjerge strandede skibe.

Stege den 15. November 1847.
Johannes Olsen. 
Anders Olsen. 
Hans Jacob.
Hans Lassen. 
Niels Jensen. 
P. Andersen.
Jacob Michael Sørensen

(Kjøbenhavnsposten, 18. november 1847)

Strand ved Ulfshale, Møn. Det kan have været i dette farvand at de to engelske skibe strandede i 1847. ("Ipigott", public domain)

Svar

på et inserat, indrykket i Kjøbenhavnsposten nr. 269 af nogle bådførere fra Stege, dateret den 15. dennes.

Om end efter at to engelske skibe - en brig og et barkskib - var strandet ved Ulfshale, disse bådførere foruden en mængde andre mennesker, indfandt sig der den 24. septbr. d. å. (hvilket i al fald ikke var tilfældet med den ene af dem, Anders Olsen) gav dette dem dog ingen ret til andel af bjergelønnen. De engelske kaptajner sluttede bjergningskontrakt med undertegnede og Steges Skipperselskab, og hver af parterne havde sit faste og bestemte mandskab, hvortil bådførerne ikke hørte. Det stod jo forresten alle og enhver frit for at tilbyde de strandede deres tjeneste. Men bjergningen måtte vel ene og alene vedkomme dem, som kaptajnerne antog. 

Uopfordret og uden at deres hjælp var fornøden, gik bådførerne derpå ombord i briggen og gav bjergerne en håndsrækning. Men at jeg eller nogen af de andre formand, der var med at slutte kontrakten, derfor lovede dem fuld part, erklæres herved for en løgnagtig beskyldning indtil de beviser det modsatte. Da jeg så at de ville ombord i briggen, spurgte jeg dem, om de manglede sjov, hvortil de svarede nej, men alle ville arbejde for egen regning og have fuld part, hvilket jeg udtrykkelig sagde dem de ikke fik eller havde nogen ret til. Dette har de heller ikke kunnet nægte. At jage dem fra borde, havde vistnok bjergerne haft ret til. Men da de alle stod i personligt bekendtskab til dem og nok undte dem en passende fortjeneste, undlod de dette. 

Deres anførte, at jeg forpligtede mig til at møde med alle 27 Lodser på samme tid, som der lå 40 sejlere og ventede på lods, er en åbenbar usandhed. Der var på den tid en eller to jagter under indsejling til Nyord med lods ombord, og der står ikke et ord i kontrakten om, enten der skulle møde lodser eller ikke. For når der møder tilstrækkeligt mandskab, er det jo vedkommende ligegyldigt hvem der møder. De skibe som længere hen på dagen blev i sigte, blev alle betimelig bragt i havn af lodserne. Den følgende nat, efter at flere jagter var bragt ud for at assistere ved bjergningen, lykkedes det at få skibene af grunden og dernæst, ifølge kontrakten at bringe dem til Helsingør. Straks efter lod bådførerne formændene for bjergerne indkalde for en forligelseskommission, hvor de gjorde følgende påstande:
1) at der var lovet dem fuld part,
2) at selvom dette ikke var tilfældet, tilkom den dem alligevel, da de - skønt uopfordret - havde været med at arbejde på det ene skib.
De stod altså i den besynderlige mening, hvilket man må tilgive deres uvidenhed, at når først en bjergningskontrakt var afsluttet, kan alle og enhver uden at de hørte til dem, der havde i påtaget sig bjergningen, og uden at nogen bad dem derom, styrte løs på et strandet skib, arbejde med efter godtbefindende, og siden få fuld andel af fortjenesten, hvis der vankede nogen, uden at bære noget af ansvaret. Det var også så ment. 

At undertegnede ikke havde lovet dem nogen part, tilstod de. Men hvilken af formændene eller de store herrer det så var, der havde givet dem et sådant løfte, derpå blev de svar skyldig, hvorvel de nu i deres inserat rask væk beskylder os alle i flæng derfor. De prøvede vel på ved forblommede trusler at tiltvinge sig en fuld part, og at deres kraftige, men ikke sandfærdige, inserat må sætte alverden i bevægelse og endnu måske hjælpe dem dertil, er sikkert en af de ideer, der nu spøger i deres hjerner. 

Da iøvrigt bjergningen var gået heldig af og disse bådførere lever i trange kår, tilbød undertegnede og de øvrige formænd dem hver 50 rbd., når de dermed ville være tilfredse. Det var af medlidenhed med deres stilling at vi tilstod dem en så ræsonabel dusør og ingenlunde fordi vi var forpligtede dertil. Men dette var noget, de ikke kunne fatte, og de spændte derfor fordringerne des højere. Rigtignok er to af dem, der har underskrevet bådførernes inserat, ikke bådførere eller i trange kår, men vi ville ingen forskel gøre. For øvrigt overlod vi til dem selv, om de ville modtage vores tilbud eller sagsøge os. De valgte meget viselig det første, uagtet de uafladelig lod os vide, at det ikke ville koste dem en skilling at køre proces mod os, men at de i den henseende var aldeles sikrede. Men hvorfor førte de da ikke processen, stolende på deres gode ret, i stedet for skriftlig at erklære sig for fyldestgjorte med de 50 rbd. til hver, og nu bagefter beklage sig over at være blevet forurettede?

Forresten tjener til tit nævnte bådføreres beroligelse, med hensyn til deres omhu for de sejlende i Nyords lodsfarvand, at ifølge en overenskomst mellem undertegnede og Stege skipperinteressentskab, arbejder dette og bjergerne på Nyord indtil videre i forening, når en stranding måtte indtræffe og bjergningen overlades en af parterne, uden dog at lodserne skulle være pligtige at møde personlig på strandingsstedet, dem undtagen der aldeles ikke på samme tid måtte savnes ved lodstjenesten, men at der desuagtet, uden at lodserne regnes med, i påkommende tilfælde med de bjergere på Nyord, hvilke ikke er lodser, ibefattet, er henved 40 mand at disponere over.

Imidlertid kan det ved indtræffende strandinger her på kysten, omstændighederne  undertiden være således, og det har de oftere været, at lodserne der øjeblikkelig er til stede, kan få et skib af grunden inden nogen vidste af at det havde været på, og uden at lodstjenesten derved forsømmes. Og skulle nu, hvilket bådførerne i deres inserat nok især sigter til, lodserne der ellers ved sådan lejlighed altid først må vove deres trøje, lægge hænderne i skødet, når måske omstændighederne var allermest gunstige til skibets frelse, turde det det stolteste skib være vrag inden hjælpen langvejs fra kunne komme.

Nyord, den 28. november 1847.
F. V. Bergman,
Lodsoldermand ved Nyords Lods

(Kjøbenhavnsposten, 30. november 1847).

I 1822 eller 1823 offentliggjorde en lods, Hans Larsen en skjult strøm som ikke som de daværende sandede til, Bøgestrømmen. Det var i nogle år blevet skjult fordi det var en omvej for lodserne, og disse begyndte da også at bagtale ham. Den norskfødte og nys udnævnte lodsoldermand Bergmann holdt da med Hans Larsen. Og da løbet på længere sigt viste sig at øge færdslen (i 1845 3.222 skibe), genvandt han sin anseelse, og blev i 1833 udnævnt til dannebrogsmand.

Ved folketællingen 1835 var Frederik Vilhelm Bergman 35 år, gift, 4 børn og 2 tjenestepiger.

Kieler Liedertafel (Efterskrift til Politivennen)

Københavnerpressen udbredte sig flittigt om ethvert overgreb fra "tyske" embedsmænd, især i Slesvig. Op gennem 1840'erne fik disse artikler mere og mere karakter af at opbygge en frygt mod al tysk, forstærket ved Det Tyske Forbunds udvikling. Den sympati man i starten havde overfor liberale tanker, fx i Olshausens Kieler Correspondenzblatt, blegnede, omend langsommere i Kjøbenhavnsposten. 

I Slesvig så man formentlig anderledes på det: Her var truslen fra den danske enevælde synlig, og ledte til anti-dansk stemning, formentlig dog mindre jo tættere man kom til Kongeåen, grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Overgreb skelnede ikke mellem tysk og dansk, som det fremgår af nedenstående artikel.

Oprindelig var Liedertafel en forsamling af ligesindede venner som hyldede deres idealer i kærlighed og sang. Det ældste var Zeltersche Liedertafel i Berlin (1808). Der eksisterer i dag stadig talrige af slagsen, også i Østrig. Næst fulgte i Leipzig og i Frankfurt an der Oder i 1815. Herefter fulgte i de følgende årtier Hamburg, Danzig, Potsdam, Berlin, Mainz, Erlangen, Neustadt, Mannheim, og i 1841 Kiel. Koret var bl.a. stiftet af musiklærer Carl Peter Grädener (1812-1883). Dirigent 1844-1865 var Karl Friedrich Georg Langenbuch (1817-1867) der var organist ved klosterkirken i Kiel. Han "døde med støvlerne på", nemlig ved en sangfest i Dresden. 

- (Coll. Tid.) I en til hs. maj. indgivet, allerunderd. ansøgning har festkomiteen for Kieler Liedertafel, næst at andrage, at det på den i indeværende år af det nordtyske Sangerforbund *) i Lübeck afholdte sangerfest var blevet vedtaget, at fejre næste års fest i Kiel, anholdt om, at den i Kiels Slotshave til brug for Land- og Forstmændenes Forsamling opførte festhal, hvilken bygning, efter den i sin tid med bygningsentreprenørerne trufne overenskomst, skulle borttages så snart nysnævnte forsamling var tilendebragt, måtte blive stående til næste år, og at det måtte tillades at benytte denne festhal til den omhandlede sangerfest. 

Politimesteren i Kiel bemærkede i en ham i denne anledning affordret erklæring, at uagtet andragendet blot gik ud på tilladelse til at benytte den ovenmeldte festhal, idet andragerne havde forudsat, at der i øvrigt ingen tilladelse behøvedes for at holde en sådan fest som påtænkt, måtte han dog gøre netop denne sidste post til genstand for sin meningsytring. Det lod sig nu, bemærkede han endvidere, ikke miskende at der frembød sig væsentligere betænkeligheder ved en sammenkomst af et større antal af Liedertafeler end ved andre talrige sammenkomster, såsom den for kort tid siden stedfundne forsamling af Land- og Forstmænd. Mens nemlig ved forsamlinger som den nys nævnte flertallet af medlemmerne kunne formodes at være rolige og besindige mænd, var derimod liedertafelerne for en stor del sammensatte af medlemmer, som ikke frembød nogen særdeles garanti (!) mod politiske excesser, men tværtimod som oftest var beredte til at lægge deres om ikke i sig måske ikke dadelværdige, så dog hyppig umodne og vildledede politiske anskuelser for dagen på en ikke altid passende måde. I særdeleshed var det efter tidligere erfaringer næppe at betvivle, at hvis under de nuværende forhold en sådan forsamling skulle afholdes i Kiel, ville en stor mængde af deltagerne ønske at bringe en politisk demonstration i stand, som det selv med den bedste vilje fra festkomiteens og den største årvågenhed fra politiets side ville være umuligt ganske at undertrykke. På den anden side holdt dog politimesteren sig overbevist om, at nogen alvorlig forstyrrelse af den offentlige rolighed ikke var at befrygte, og han indskrænkede sig derfor til at henstille, hvorvidt den omhandlede fest måtte kunne tilstedes. 

Universitetets kurator henledte i den af ham afgivne betænkning opmærksomheden på at de store offentlige sangerfester i de senere år altid have haft en politisk tendens, navnlig også med hensyn på hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og at en sådan tendens vistnok heller ikke ville udeblive ved den påtænkte fest i Kiel. Han bemærkede endnu, at der selv i anledning af Land- og Forstmændenes forsamling blev gjort forsøg på en demonstration, der kun blev standset ved præsidentens energi og konduite samt politimesterens hensigtsmæssige foranstaltninger; og da det måtte anses for i høj grad tvivlsomt, hvorvidt det samme ville lykkes ved den nu omhandlede fest, troede han at måtte fraråde at tilstede denne. 

Det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli var ligeledes af den mening, at de erfaringer, der foreligger med hensyn til de tidligere sangerfester, der iblandt også den, der i 1845 afholdtes i Itzehoe hvor forbudet mod brugen af visse faner på en utilbørlig måde blev omgået, frembød overvejende grund mod at meddele tilladelse til at afholde en sådan fest i Kiel, og efter at Kancelliet allerunderd. havde foredraget hs. maj. sagen, behagede det allerhøjsts. under 9. oktbr. sidstl. at resolvere således: "Da gentagne erfaringer har vist, at sangerfesterne ikke holder sig fri for politiske demonstrationer, og derhos flere af vore undersåtter har taget del i sådanne fester på en utilbørlig måde, så vil Vi, at det tilkendegives komiteen til indretningen af den af det nordtyske sangerforbund i det kommende år tilsigtede sangerfest i Kiel, at afholdelsen af denne fest i Kiel ikke kan tilstedes". Tillige er det blevet Kancelliet pålagt at drage omsorg for, at den i slotshaven i Kiel opbyggede festhal i henhold til den tidligere trufne bestemmelse ufortøvet igen bliver nedbrudt.

*) Ifølge statuterne for dette forbund er det sammes øjemed at tilvejebringe en inderligere forbinrelse mellem de enkelte sangforeninger. navnlig ved årlig afholdelse af en almindelig sangerfest.

(Kjøbenhavnsposten, 13. november 1847)

Kiel, Alte Veste ved Alten Markt. Kiel lå i hertugdømmet Holsten og var en vigtig handels- og håndværkerby på forbindelsen mellem København og Hamborg. Public Domain. Gesellschaft für Kieler Stadtgeschichte. 

Forestillingen om "dansk" undertrykkelse i Kiel, fik formentlig næring ved nedenstående tiltag - som Kjøbenhavnsposten dog udtrykte skepsis overfor: 

Ifølge Augsb. Allg. har det slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli nu i sinde at overholde og indføre politisk ortodoksi ved Kiels Universitet, ved nemlig at gøre det til betingelse for de der ansættes til professorer, at de forinden erklærer at de anser "Kongen af Danmarks åbne brev af 8. juni 1846 for retskraftigt bestående og bindende og derimod den neumünsterske forsamlings beslutning for højforræderi". Vi tror lige så lidt at politiken som videnskabeligheden vinder noget ved den slags foranstaltninger.

(Kjøbenhavnsposten 16. december 1847).

Den anerkendte tyske digter Theodor W. Storm (som nægtede at aflægge troskabsed for kongen af Danmark, og efter nederlaget i 1850 fik frakendt sin mulighed for at arbejde som advokat i 1852, skrev i 1844 om koret i et brev: "Der Kieler Liedertafel, was an kräftigen Uebermuthhumor vielleicht nicht seines Gleichen hat". Det eksisterer stadig.

Korets rolle som deltager i demonstrationer ophørte ikke. I Berlingske den 14. august 1863 - altså mindre end et år for krigen 1864 - rapporteredes at en sangerfest afholdtes i Rendsborg den 8. august, og Kieler Liedertafels medlemmer skal have været aktive i disse. Korenes rolle var at understrege de lokale særpræg. I øvrigt lignende Turnvereins.


Mistænkeliggørelsen fortsatte også efter krigen 1848-1851. 

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. Dom, afsagt i Criminal- og Politiretten. Et Fruentimmer, der tidligere havde avlet 4 uægte Børn, havde en Nat i Juni Maaned Kl. 2, medens hun var indlagt som Patientinde paa almindeligt Hospital for et Saar paa det ene Skinnebeen, født et Pigebarn, som hun uden at aabenbare det Passerede for Nogen havde ladet blive liggende under sit Sengetæppe, idet hun kun for at stille det ved Efterbyrden selv havde vendt det, saaledes at det, der laae med Næsen paa Sengemadratsen, nu kom til at ligge paa Ryggen, hvorpaa hun efter en halv Times Forløb ligeledes selv havde overskaaret Navlestrengen med en Sax, som hun havde i sin ved Sengen staaende Syæske, og da hun derefter fandt Barnet dødt, havde hun indsvøbt det i et Lærreds Tørklæde og lagt det paa Sengemadratsen under Hovedpuden. Da hun derpaa Dagen efter blev flyttet over i en anden Seng, havde hun taget Liget med og efter endnu at have svøbt en gammel Nattrøie udenom Tørklædet, havde hun gjemt det paa samme Maade. Saaledes havde hun havt Liget forvaret i 7 Dage, men da det nu var høi Grad forraadnet, havde hun lagt det i en Papkasse og efterat have faaet Tilladelse til at gaae ud af Hospitalet, baaret det ud i Esplanaden ved Østerport, hvor hun tog det ud af Æsken, aftog Nattrøien og en Blee, der vare viklede udenom og henlaae det, alene indbundet i et Tørklæde ved et Træ, i hvilken Tilstand det 2de Dage senere fandtes. Den optagne Obductionsforretning gav til Resultat at Barnet havde været fuldbaaret, men at Aandedrættet i al Fald kun kan have været meget ufuldstændigt og snart maa være ophørt. Det paagjældende Fruentimmer, der aktioneredes for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig Omgang ved Fødselen af det af hende avlede Barn og under Sagens Drist var bleven arresteret, ansaaes ved den idag i Criminal- og Politiretten afsagte Dom med en arbitrair Straf af 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1847)