I Christian 8.'s regeringstid var der truffet principbeslutning om at afskaffe enevælden. Den 28. januar 1848 underskrev Frederik 7. et reskript som bebudede en fælles stænderforsamling for helstaten, og enevælden var opgivet. Desuden blev visse begrænsninger på ytringsfriheden nu ophævet. Stænderforsamlingerne både i Kongeriget og i Hertugdømmerne havde udpeget de "erfarne mænd" (52 i alt lige mange fra Kongeriget og fra Hertugdømmerne) som ifølge reskriptet af 28. januar 1848 skulle samles og vedtage det forfatningsforslag, der som lovet var under udarbejdelse. Den danske opposition overlod bevidst udspillet til den slesvig-holstenske lejr.
Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten "nedlagde arbejdet" og blev opløst. I stedet holdt medlemmer et mere uofficielt møde i Kiel den 17. februar, hvor 60 stænderdeputerede fra den holstenske og den slesvigske forsamling traf afgørelsen. Her en tysk artikel, med en oversættelse først (afsnit indsat så teksten ikke forekommer så kompakt som i originalen):
I går fandt mødet mellem repræsentanterne for hertugdømmerne Slesvig-Holsten sted i Kiel, og Slesvig-Holstens forhold til ideen om en forfatningsmæssig indlemmelse i Danmark blev besluttet. Det var en dag af yderste vigtighed; hele Kiel var samlet om dette spørgsmål, alle andre forretninger blev suspenderet; først i dag går borger og landmand, lærling og militærfok til deres daglige gøremål med et lettet frit hjerte.
Jeg skrev ikke til jer om det vigtige spørgsmål, som skulle behandles i går. Der var uenighed om hvorvidt de erfarne mænd som følge af reskriptet af 28. januar skulle vælges eller ej. Der var nogle grunde til det sidste; De vigtigste af disse var at valget frygtedes at give en eller anden indirekte indrømmelse til reskriptet eller dets indhold, og at der var tvivl om hvordan de valgte skulle forholde sig efter valget havde fundet sted. Men de der ønskede at stemme, antog delvist at en rent negativ modstand mod ideen om en generel forfatning ikke ville føre nogen vegne og ikke ville give grundlag for fremtiden; de så at i dette øjeblik måtte en eller anden positiv erklæring fra folket være mod de danske forhåbninger. Andre påpegede med stor begrundelse at man først og fremmest skal vogte sig for det uundgåelige ved mindretalsvalg, idet man er sikker på at regeringen ikke vil finde stemmer i hertugdømmerne til at deltage i overvejelserne, højst sandsynligt at den tyske by Flensborg vil stemme, ligesom nogle dele af Nordslesvig, og sandsynligvis også, at gejstligheden, og måske også ridderskab og universitet ikke ville være i direkte og samtidig ren negativ opposition til regeringen. Atter andre mente at det var upassende at modsætte sig en ordre fra fyrsten; man kan ikke vide hvad man havde til hensigt; det er fra begyndelsen forkert at stille vor egen hertug dårligt i forhold til sit land. Dette er konturerne af de synspunkter, som har rørt sindene i nogle dage, og som gik forud for gårsdagens møde.
Men ikke en eneste var af den opfattelse at en fællesforfatning var juridisk mulig og politisk gennemførlig, ligesom den opfattelse at valget burde give en form for anerkendelse af denne fællesforfatning eller gyldigheden af reskriptet af 28. jan. Hvor dette var sikkert, kunne spørgsmålet om valg eller ikke-valg kun være et spørgsmål om rent hensigtsmæssighed; og netop derfor nævnte jeg det ikke, i den overbevisning at alt ville være formålstjenligt hvis blot det blev besluttet og gennemført i enighed. Sådan var det da en stor del af suppleanterne ankom her onsdag (16.). Aftenen gik med livlig diskussion; de kom ikke til enighed, men de skiltes med den faste overbevisning at de ville enes og måtte enes.
Næste morgen, tidligt i går morges, samledes flere hundrede borgere og indbyggere fra begge hertugdømmer i Kiel før fællessamlingerne begyndte. Her blev der besluttet en værdig adresse til det forestående deputeretmøde hvori det hed at "i denne fare, der truer det fælles fædreland" sætter hertugdømmernes folk den fulde og afgørende tillid til deres repræsentanter, at de vil vide at anerkende og beskytte landets helligste rettigheder og interesser; at folket er parat til at "give styrke" til enhver beslutning som de deputerede træffer, og at de overhovedet får lov til at stå da hele det tyske folk til enhver tid står ved deres side. Denne adresse udarbejdet på få øjeblikke og undertegnet med flere hundrede underskrifter, blev forelagt for deputerede af en deputation. Sidstnævnte samledes omkring middagstid da endnu flere var ankommet om morgenen. Der var ikke færre end tres, næsten det fulde antal af de folkevalgte i begge hertugdømmer. Borgmesteren i Kiel, dr. Balemann, blev udnævnt til præsident. Derefter ville suppleanterne, medlemmerne af den akademiske konsistorium og eventuelle tilstedeværende provster samt de besatte medlemmer af ridderstanden blive indkaldt enstemmigt, fordi de skal stemme ved valget af de erfarne mænd.
Samrådet begyndte kl. 1. Det blev fortsat med de mest intense debatter indtil kl. 6. Endelig blev afstemningen gennemført. 39 stemmer erklærede sig for valg, 21 imod. Beslutningen havde naturligvis ingen bindende kraft; selv nu var det overladt til enhver at gøre hvad han havde lyst til. Det var et udtryk for overbevisning, ikke en egentlig afstemning. Men man indså at man ikke kunne skilles på den måde. Så skete der noget med mig som jeg for altid skal takke de gavmilde mænd der gjorde det. En slesvigsk stedfortræder, etats- og overretsrådmand Nickels, rejste sig og erklærede: Det var selvfølgelig hans dybe overbevisning at valget var en forkert foranstaltning. Det eneste der betyder noget for vort land, er enhed; uden den var der ingen fremtid for hertugdømmerne, og så i denne overbevisning gik han nu over til den modsatte opfattelse. Eksemplet blev givet; det gik dybt ind i hjertet. Præsidenten giver ham hånden til manden til højre; sagen blev afgjort, og valget blev vedtaget som en enstemmig beslutning i forsamlingen.
Det var første del af sessionen. Den efterfølgende frokost for et par hundrede deltagere forløb ret hurtigt og uden en lyd. Den anden ikke mindre vigtige del af dagen var tilbage. Klokken otte blev mødet genåbnet, og mødet åbnede nu sin session i fuld offentlighed. Et stort publikum mødte op. Det så i tavshed på det første slesvig-holstenske delstatsparlament som sad der uformelt, ganske enkelt, men med bevidstheden om at begynde noget meget vigtigt. Talerne begyndte. Valget var blevet accepteret, men ingen havde tænkt på at gøre det i betydningen af en dansk helstat. Nu gjaldt det om at beslutte hvilken mening dette valg skulle tillægges. Det var klart at en erklæring fra vælgerne skulle afgives ved selve valget. Om det var alle enige. Indholdet af denne udtalelse var det afgørende spørgsmål. To hovedsynspunkter blev udtrykt: Den ene mente at en simpel negativ udtalelse imod ideen om en fælles stat ville være tilstrækkelig, den anden mente at man samtidig skulle sige positivt hvad man egentlig ville.
Efter lange og grundige overvejelser besluttede man sig for sidstnævnte. Det var fra den valgte advokat som Claussen foreslog følgende erklæring som norm for vælgernes erklæring ved valget: "Ikke som suppleant, men som valgmand udpeget af Hs. Maj. til at vælge rådgivere stemmer jeg; ud fra overbevisningen om, at de valgte, under hensyntagen til hertugdømmernes rettigheder, som jeg ikke ved mit valg kan eller afvige fra, men fraråder Hs. Maj indførelsen af enhver forfatning baseret på tanken om en dansk helstat, som strider mod hertugdømmernes rettigheder og interesser, men vil allerunderdanigst anmode om forelæggelse af en forfatningsgrundlov for begge hertugdømmerne Slesvig og Holsten." Det blev vedtaget, at intet medlem skulle være bundet af denne erklærings ord. Derfor satte formanden spørgsmålet til afstemning: om forsamlingen efter at have godkendt valget beslutter at enhver vælger skal afgive en erklæring herom med det negative såvel som det positive indhold af samme? Og forsamlingen vedtog denne erklæring enstemmigt.
Glæden var stor. Publikum brød ud i langvarige klapsalver; folk rejste sig, stedfortrædere, stedfortrædere, tilhørere blandede sig; man hilste og lykønskede hinanden med dagens succes; sagen blev afgjort, og fra den dag af blev hertugdømmernes og rigets fælles forfatning på samme tid en juridisk, politisk og moralsk umulighed. I århundreder har ingen dag i hertugdømmernes historie været vigtigere end i går; vi håber fra nu af, at landets fremtid for altid er afgjort. Med Guds og det tyske folks hjælp vil vi og vores børn og børnebørn stadig nyde frugterne af denne velsignede dag! Dette resultat blev først opnået ved 12-tiden om natten. De skiltes sent. I dag går de fleste deputerede hjem.
Det krævede stort besvær at komme dertil. En ny sten er blevet tilføjet til vores uafhængigheds bygning; vi nærmer os enden. Følelsen af at det endelig skal ske, som det tyske folk ønsker det, er generel og dyb. Og må Himlen ønske at gøre denne dag endnu rigere, netop i går kom der to budskaber af stor betydning på denne side af Elben: at Begge Sicilier ville få en forfatning, og at - som endelig hævede og styrkede mere og gav dagen sin endelige indvielse - at det tyske forbund ville gøre hertugdømmernes sag til sin egen og sende en udsending til København! Jeg kan ikke fortælle jer med hvilken glæde, med hvilken stolthed denne nyhed fyldte sindene! Så alligevel og endelig! Så de forlader os ikke, de tyske fyrster! Vi kan være sikre på hvad vi håbede på! Nu er sejren vundet; nu er vi hvad vi skal være, vores eneste støtte, vores sidste håb, er en tysk stat! Og hvis alt kommer, hvad kan så komme - hvem kan gøre noget imod os, når endelig håbet om Tyskland, den tyske stormagt, træder i brechen for os? Det har været en dag så fuld og rig som få i 30 år!
Men tro ikke, at vi på en eller anden måde er færdige med vores kampe! Lad os ikke snyde os selv. Intet er vundet mod Danmark endnu, bare meget for os. Det er den slagmark hvor vi vil stå. Ingen er i stand til at sige hvor det der er besluttet her, vil føre hen i første omgang. Det sværeste er stadig forude; den virkelige kamp er endnu ikke kommet. Men det er vundet at vi vil gå imod ham med muntert mod, med åbent visir, og frem for alt at vi vil møde ham i enhed!
Schleswig-Holstein, 18 Febr. Gestern hat die Versammlung der Abgeordneten der Herzogthümer Schleswig-Holstein in Kiel stattgefunden, und das Verhältniss Schleswig-Holsteins zur Idee einer verfassungsmässigen Incorporation in Dänemark ist enschieden. Es war ein Tag von der allergrössten Wichtigkeit; das ganze Leben Kiels hatte sich in diese Frage concertriert, alle übrigen Geschäfte wirden ausgesetzt; erst heute geht Bürger und Bauer, Lehr- und Wehrstand mit erleichtertem * freiem Herzen wieder den Weg täglicher Geschäfte. Ich habe Ihnen nicht über die wichtige Frage geschrieben, zu deren Erledigung der gestrige Tag angesetzt war. Man war sich nicht einig ob man in Folge des Rescripts vom 28 Jan überhaupt die erfahrnen Männer wählen oder nicht wählen solle. Manche Gründe sprachen für das letztere; die haupsächlichsten waren: dass man mit der geschehenen Wahl dem Rescripte, oder seinem Inhalt irgendein indirectes Zugeständniss zu machen fürchtete, und dass man bedenklich darüber war wie die Gewählten nach der geschehenen Wahl weiter zu verfahren hätten. Diejenigen aber welche wählen wollten, gingen theils davon aus dass eine rein negativen Opposition gegen die Ideen einer Gesammtverfassung zu nichts führen, für die Zukunft keinen Halt geben werden. sie sahen ein dass man in diesem Augenblick irgendeine positive Erklärung des Volkes den dänischen Bestrebungen entgegenstellen müsse. Andere wiesen mit grossem Rechte darauf hin dass man vor allem sich vor unausbleiblichten Minoritätswahlen hüten müsse, indem es gewiss sey dass die Regierung nicht Stimmen in den Herzogthümern finden werde welche an der Berahtung Theil nähmen, höchst wahrscheilich dass die deutsche Stadt Flensburg wählen werden so wie einige Theile Nordschleswigs, und wahrscheilich dass die Geistlichkeit und vielleicht auch wohl Ritterschaft und Universität nicht in directer und zugleich rein negativer Opposition mit der Regierung stehen wollen. Noch andere hielten es für unangemessen sich einem Befehle des Fürsten geradezu widersetzen; man könne nicht wissen, was man vorzulegen beabsichtige; es sey verkehrt von vornherein unsern eigenen Herzog in eine schiese Stellung zu seinem Lande zu bringen. Das sind die Grundzüge der Ansichten welche seit einigen Tagen die Gemüther bewegten, und welche der gestrigen Versammlung vorhergingen. Aber kein einziger war der Meinung dass eine Gesammtverfassung rechtlich möglich und politisch ausführbar sey, aber auch der Meinung dass mit der Wahl irgendeine Form der Anerkennung diser Gesammtverfassung oder der Gültigkeit des Rescripts vom 28 Jan. gegeben werden solle. Wo das gewiss war, da konnte die Frage nach Wahl oder Nichtwahl nur eine Frage der reinen Zweckmässigkeit seyn; und eben darum have ich derselben nicht erwähnt in der Ueberzeugung dass alles zweckmässig seyn würde, wenn es nur mit Einigkeit beschlossen und ausgeführt werde. So standen die Sachen, als bereits am Mittwoch (den 16) ein grosser Theil der Abgeordneten hier eintraf. Der Aben ging unter lebhafter Besprechung hin; man kam zu keiner Uereinstimmung, aber man trennte sich mit der festen Ueberzeugung dass man einig seyn wolle und einig seyn müsse. Am andern Mrogen, gestern in der Frühe, fand eind Versammlung von mehrern hundert Bürgern und Einwohnern aus beiden Herzogthümern, die sich in Kiel zusammengefunden statt, noch ehe die gemeinschaftlichen Sitzungen begannen. Hier ward eine würdig gehaltene Adresse an die bevorstehende Versammlung der Abgeordneten beschlossen, in der man es aussprach dass "in dieser dem gemeinsamen Vaterlande drohenden Gefahr" das Volk der Herzogthümer das vollste und entschiedenste vertrauen in seine Abgeordneten setze, dass sie die heiligsten Rechte und Interessen des Landes zu erkennen und zu wahren wissen werden; dass das Volk bereit sey jedem Beschlusse der Abgeordneten "Kraft zu verleihen", und dass sie sich überhaupt halten dürften, wie das ganze deutsche Volk ihnen in jedem Augenblick zur Seite stehe. Diese Adresse, in wenig Augenblicken entworfen und mit mehrern Hunderten von Unterschriften bedeckt, ward durch eine Deputation den Abgeordneten überreicht. Die letztern versammelten sich nun gegen Mittag, da am Morgen noch mehrere angelangt waren. Es waren ihrer nicht weniger als sechzig, mithin fast die volle Zahl der vom Volke in beiden Herzogthümern Gewählten. Der Bürgermeister von Kiel, Dr. Balemann, ward zum Präsidenten ernannt. Dann würden einstimmig die Stellvertreter, die Mitglieder des akademischen Consistoriums und die etwa gegenwärtigen Pröbste sowie die possessionirten Mitglider der Ritterschaft zugezogen, weil sie zur Wahl der erfahrnen Männer mitzustummen haben. Um 1 Uhr begann die Berathung. Sie ward unter den eindringendsten Debatten bis 6 Uhr Abends fortgesetzt. Endlich schritt man zur Abstimmmung. 39 Stummen erklärten sich für die Wahl, 21 dagegen. Der Beschluss hatte natürlich keine bindende Kraft; es blieb auch jetzt noch jedem überlassen zu thun was er wolle. Es war ein Aussprechen der Ueberzeugungen, keine eigentliche Abstimmung. Aber das sah man ein, so konnte man nicht auseinandergehen. Da geschah was mir den hochherzigen Männern, die es gethan, ewig zu danken haben werden. Ein schleswig'scher Abgeordneter, der Etats- und Obergerichtsrath Nickels stand auf und erklärte: es sey freilich seine innige Ueberzeugung dass die Wahl eine verkehrte Massregel sey. Allein das Entscheidende für unser Land sey die Einigkeit; ohne sie gebe es keine Zukunft für die Herzogthümer, und so gehe er in dieser Ueberzeugung nunmehr zur entgegengesetzten Ansicht über. Das Beispiel war gegeben; es griff tief in die Herzen. Der Präsident rechte dem Manne bewegt die Hand; die Sache war entschieden, und die Wahl ward als einmüthiger Beschluss der Versammlung angenommen. Das war der erste Theil der Sitzung. Das Mittagessen, an das einige hundert Theilnehmer sich anschlossen, ging ziemlich rasch und lautlos vorüber. Der zweite nicht minder wichtige Theil des Tages blieb. Um 8 Uhr ward die Versammlung wider eröffnet, und jetzt liess die Versammlung volle Oeffentlichkeit ihrer Sitzung eintreten. Ein grosses Publicum fand sich ein. Schweigend blickte es auf den ersten schleswig-holsteinischen Landtag, der formlos, einfach, aber mit dem Bewusstseyn ein Hochbedeutendes zu beginnen dasass. Die Reden begannen. Man hatte die Wahl angenommen, aber niemand hatte daran gedacht sie im Sinne eines dänischen Gesammtstaates vorzunehmen. Jetzt kam es darauf an zu beschliessen welche Bedeutung man dieser Wahl beilegen wolle. Es war klar dass man darüber eine Erklärung der Wählenden bei der Wahl selber beschliessen müsse. Darüber zuerst waren alle einig. Der inhalt dieser Erklärung war die Frage auf die es ankam. Zwei Hauptansichten thaten sich kund: die eine meinte es genüge eine einfache negative Erklärung gegen die Ideen eines Gesammtstaates: die andern waren der Ansicht dass man zugleich positiv sagen müsse, was man denn eigentlich wolle. Nach langer und gründlicher Erörterung entschied sich die Meinung für das letztere. Es ward von dem Abg. Adv. Claussen die folgende Erklärung als Norm für die Erklärung der Wähler bei der Wahl vorgeschlagen: "Nicht als Abgeordneter, sondern als von Sr. Maj. zur Erwählung von Rathgebern bestimmter Wahlmann wählte ich; von der Ueberzeugung geleitet dass die Gewählten, der Rechte der Herzogthümer eingedenkt, welchen ich durch meine Wahl nichts vergeben kann, oder will, Sr. Maj. die Einführung jeder auf der Idee eines dänischen Gesammtstaats beruhenden Verfassung, als dem Rechte und den Interessen der Herzogthümer widerspechend, widerrathen, dagegen aber die Vorlage Einer constitutionellen Verfassung für beide Herzogthümer Schleswig und Holstein unterthänigst beantragen werden." Man kam überein dass sich an die Worte dieser Erklärung kein Mitglied zu binden habe. Darum stellte der Präsident die Frage zur Abstimmung: ob die Versammlung, nachdem sie die Wahl genehmigt, beschliesse dass jeder Wähler bei derselben eine Erklärung in diesem Sinne, mit dem negativen sowohl als dem positiven Inhalte derselben abgeben werde? Und die Versammlung beschloss diese Erklärung einstimmig. Die Freude war gross. Die Zuhörer brachen in langanhaltenden Beifall aus; man stand auf, Abgeordnete, Stellvertreter, Zuhörer mischten sich; man begrüsste und beglückwünschte den Erfolg des Tages; die Sache war entschieden, und von diesem Tage an ist die Gesamtverfassung der Herzogthümer und des Königreichs eine zugleich rechtliche, politische und moralische Unmöglichkeit geworden. Seit Jahrhunderten ist kein Tag in der Geschichte der Herzogthümer wichtiger gewesen als der gestrige; wir hoffen von jetzt an ist die Zukunft des Landes für immer entschieden. Mit Gottes und mit des deutschen Volkes hülfe werden wir und unsre Kinder und Kindeskinder noch die Früchte dieses gesegneten Tages geniessen! Erst gegen 12 Uhr Nachts ward diess Resultat erreicht, Man trennte sich spät. Heite gehen die meisten Abgeordneten in die Heimath zurück. Es war der Mühe wrth zu kommen. Ein neuer Stein ist in das Gebäude unsrer Selbständigkeit hineingefügt; wir nahen dem Ende. Das Gefühl dass es endlich doch so kommen müsse, wie das deutsche Volk es will, ist allgemein und tief. Und das wolle der Himmel diesen Tag noch reicher machen, kamen gerade gestern zwei Nachrichen von hoher Bedeutung diesseits der Elbe an: dass das Königreich beider Sicilien eine Verfassung erhalten werde, und dass - was enendlich mehr hob und kräftigte und dem Tage seine letzte Weihe gab - dass der deutsch Bund die Sache der Herzogthümer zu der seinigen machen und einen Gesandten nach Kopenhagen schicken werde! Ich kann Ihnen nicht sagen mit welcher Freude, mit welchem Stolz diese Nachricht die Gemüther erfüllte! Also dennoch und endlich! Sie verlassen uns also nicht, die deutschen Fürsten! Wir dürfen gewiss seyn dessen was wir gehofft! Jetzt ist der Sieg gewonnen; jetzt sind wir, was zu seyn unsre einzige Stütze, unsre letzte Hoffnung ist, ein deutscher Staat! Und wenn alles käme was kommen kan - wer vermag etwas gegen uns, wenn endlich die Hoffnung Deutschlands, die deutsche Grossmacht für uns in die Schranken tritt? Es ist ein Tag gewesen so voll und reich, wie wahrlich wenige seit 30 Jahren! Aber glauben Sie nicht dass wir irgendwie am Ende wären mit unsern Kämpfen! Täuschen wir uns nicht. Es ist noch nichts gegen Dänemark gewonnen, nur viel für uns. Es ist der Kampfplatz beseichnet auf dem wir stehen werden. Niemand ist im Stande zu sagen, wohin das zunächst führt, was hier beschlossen ward. Der schwerste Theil ist noch zurück; der eigentliche Kampf wird noch erst kommen. Aber das ist gewonne dass wir ihm mit frohem Muthe, mit offenem Visir, und vor allem dass wir ihm einig entgegen gehen werden!
(Allgemeine Zeitung 23. februar 1848)
Forsamlingen blev nævnt i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1848, 2. udgave.
Advokat G. Balemann var tidligere præsident for den holstenske stænderforsamling. Han blev betragtet som mere moderat, men var dog sammen med grev Reventlow-Preetz blevet tillagt at stå bag den protestbeslutning imod Roskildeforsamlingens ønske om Helstatens betryggelse, som i 1844 samtidig fastslog den slesvig-holstenske bevægelses tre programsætninger: 1) Hertugdømmerne er selvstændige stater 2) der er fast forbundet med hinanden 3) og hvor arvefølgen er mandlig i modsætning til Kongeriget, hvor Kongeloven havde indført blandet arvefølge, hvilket Frederik VIIs barnløshed nu gjorde til et aktuelt problem.
Stænderforsamlingen for Roskilde fandt sted den 24. februar 1848. Den vedtog at den påtænkte forfatning ikke måtte få lovkraft før den var blevet behandlet og vedtaget af en folkerepræsentation. Det indebar at de 800.000 indbyggere i hertugdømmerne ikke skulle vælge lige så mange repræsentanter til den nye fællesrepræsentation som de 1,3 mill. i Kongeriget.
Den 22.-25 februar udbrød der revolution i Paris. Og denne stemning bredte sig hurtigt til mange europæiske byer, inklusive Tyskland. I Danmark forøgedes den politiske aktivitet med offentlige borgermøder i Casino og Hippodromen (se senere), kendt under betegnelsen "Marts-dagene".
