Seem Sogns Adresse. (Efterskrift til Politivenen)

Ribe. Efterfølgende adresse til hs. majestæt kongen fra Seem Sogns bønder er kommet til vor kundskab, og der er efter hvad der er blevet os meddelt, ikke en eneste mand i sognet, som ikke har underskrevet den :

"Stormægtigste, allernådigste konge og arveherre!

Vi undertegnede beboere af Seem Sogn i Nordslesvig kan ikke længere høre på, hvorledes vore danske landsmænd i kongeriget taler, skriver og handler om os og vore forhold, uden at tale et ord med som vidnesbyrd om, hvad vi selv ville og hvad vi selv ville gøre, dersom der skulle kræves handling og bedrift af os i disse bevægede tider.

Først må vi i al enfoldighed bekende, at vi helst ønsker at beholde Deres Majestæt som vor enemægtige konge og herre, og at vi aldeles ikke kan bifalde de landsmænds ord i skrift og tale, som påstår, at det danske folk ønsker en forandring i den forfatning, som er folkets frie gave til dets konger og nedarvet til Deres Majestæt. For ikke blot vi undertegnede ønsker og beder, at Deres Majestæt vil bevare gaven og arven fra Deres og vore forfædre, men vi vover at påstå, at dersom Deres Majestæt ville foretage en hyldingsrejse landet rundt for at prøve ånderne og høre de uhildede røster fra hjerternes grund, da skulle Deres Majestæt erfare, at landets børn, efter det store flertal ville samstemme med os, som har vovet at udtale vor overbevisning.

Men hvilken forfatning Deres Majestæt vor dyrebare konge og herre, end måtte finde at tjene fædrelandet bedst, dette erklærer vi alle som en mand, at vi og vore børn ville leve og dø som Deres Majestæts tro danske mænd, og at vi er fast og urokkelige besluttede på, at ville med vore naboer her omkring i Nordslesvig stå som et levende Dannevirke, som en usvigelig grænsevagt for vort danske fædreland og vor danske konge.For hverken med det gode eller med det onde lader vi os berøve retten til at være en sjæl og et hjerte, eller at føre et navn, kæmpe under en fane og være et samfund med vore brødre i kongeriget Danmark, og idet vi højtidelig erklærer os villige og beredte til ethvert offer for dette vort fædreland og for Deres Majestæt, vor dyrebare konge og herre, bygge vi trygt på en lignende troskab og kærlighed hos Deres Majestæt, vor landsfader, imod os; og navnlig må vi i dybeste og tillidsfuldeste underdanighed udtale for Deres Majestæt, at vore hjerter, som aldrig har slået varmere for kongen og fædrelandet end just i disse skæbnesvangre dage vil føle sig dybt sårede og krænkede, dersom ikke de mulige forandringer i landets forfatning i deres virkning knytte os nærmere og inderligere til det danske kongerige, med hvilket vi vil blive i uadskillelig forbindelse, fra hvilket vi ingen adskillelse kan have. 

Deres Majestæt kan stole på os. Vi stole trygt på Deres Majestæt. Dette bånd kan ingen jordisk magt opløse, så sandt det er et virkeligt bånd. Den ene vise Gud styrke os fra begge sider til, ikke selv at løse eller løsne båndet, men at befæste det i samdrægtighed; og vi sætter vort frejdige håb til, at denne tendens og viljens enhed mellem den danske konge og det hele danske folk skal bevare freden for vort lille velsignede fædreland.

Den almægtige selv bevare os, og hans besynderlige varetægt over Deres Majestæt! Det ønsker og beder Deres Majestæts allerunderdanigste og mest tro tjenere." (Underskrifterne følger.)

Mens vi naturligvis ikke kan sympatisere med vore brave medborgere i Seem for så vidt som de må antages at ønske, at kongen skulle træde tilbage fra den reform i de statsretlige forhold, som tiden og nationens udvikling, efter hs. Majestæts egen individuelle og landsfaderlige erkendelse fordrer, og som vor konge har været så ualmindelig lykke ikke at lade sig fravriste, men af ærligt sind efter sindig overvejelse, som en fri fyrste besluttet, - kunne vi ikke nok som glæde os over den energi, hvormed deres danske hjerter vende sig bort fra den oprørende tanke, at de eller nogen af deres danske brødre skulle blive revne bort fra Danmark for at opsluges af Tyskland eller det tyske forbund.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 24. marts 1848).

Krigsudbruddet Fredagen d. 24.Marts 1848 (Efterskrift til Politivennen)

København, den 24. marts 1848.

I Formiddags blev på hovedstadens gadehjørner opslået følgende proklamation:

Kongens Hilsen 
til 
Københavns indvånere.

For to dage siden takkede I Os jublende, fordi vi havde forekommet eders ønsker.
Nu takke Vi jer for den orden og ro, I have vedligeholdt i disse dage.
De slesvig-holstenske afsendinge har vi svaret, at Vi hverken har magt eller vilje til at lade Slesvig gå ind i det Tyske Forbund eller adskilles fra Vort elskede fædreland, men at tværtimod Danmark og Slesvig skal samles under en fri forfatning med så stor som mulig provinsiel selvstændighed for Slesvig, og at Holsten derimod som tysk forbundsstat skal have sin egen frie forfatning. 
Vi har nu således gjort de indrømmelser, Vi kunne; modtages ikke Vort tilbud, skal Vi med Vort hele danske folk hævde Danmarks værdighed.
De slesvig-holstenske afsendinges sikkerhed betror Vi Vort danske folks ære.
Christiansborg Slot den 24. marts 1848.
Frederik R.
A. W. Moltke,
Præsident i statsrådet.

- Kongens svar til den slesvig-holstenske deputation lyder således:
- På Deres andragender har Vi at meddele Dem:
at det er Vor agt at tilstå Vort hertugdømme Holsten som en selvstændig tysk forbundsstat, en på en udstrakt valgrets grundlag bygget i sandhed fri forfatning, hvori navnlig også folkevæbning, trykkefrihed og foreningsret vil finde deres fyldestgørelse;
at som følge deraf Vort hertugdømme Holsten ved siden af en egen regering og militærforfatning også vil erholde særskilte finanser, så snart den gensidige opgørelse, ved siden af de øvrige betingelser for en union med Danmark og Slesvig, er fastsat;
at Vi tillige åbent vil slutte Os til bestræbelserne for oprettelsen af et kraftigt og folkeligt tysk parlament;
al Vi hverken har ret eller magt eller vilje til at indlemme Vort hertugdømme Slesvig i det tyske forbund, hvorimod Vi vil styrke Slesvigs uopløselige forbindelse med Danmark ved en fælles fri forfatning;
men ved siden deraf kraftigt vil beskærme Slesvigs selvstændighed ved udstrakte provinsielle institutioner, navnlig, en egen landdag og særskilt forvaltning.
Tillige vil Vi bebude Dem:
at det er Vort alvorlige ønske, i oprigtig samvirken med Vore kære og tro undersåtter, at grundlægge fred og frihed i Vore Lande;
at Vi tillige erkender det som den legitime fyrstes helligste pligt, med al magt at beskytte lovens herredømme og landefredens opretholdelse.
Givet på Vort Slot Christiansborg, den 24. marts 1848.
Frederik R.
A W. Moltke,
Konseilspræsident

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Man kan vel forestille sig, at det nye ministeriums tid hidtil har været væsentlig optaget af forholdet til hertugdømmerne; men det synes dog, at det havde været ikke mindre vigtigt og langt lettere tillige at forordne noget bestemt i frihedens retning: det nye ministerium er allerede tre dage gammelt og har endnu ikke ophævet censuren og gennemsynet! Hvor længe skal disse trældomsbånd - om også kun tilsyneladende - hvile på den danske presse? Og behøvedes der mere end en simpel tilkendegivelse om deres ophævelse? I Tyskland eksisterer censuren ikke mere; ikke engang af navn. Derimod består den endnu i Danmark.

Censuren blev  i øvrigt hævet samme dag, og ordlyden blev gengivet i Kjøbenhavnsposten dagen efter. Kjøbenhavnsposten var også hurtigt ude med at de rygter om opstand i Kiel og kup i Rendsborg som havde skabt den ophidsede stemning under den slesvig-holstenske deputations besøg i København, ikke var rigtige. Men da var det for sent, snebolden var allerede begyndt at rulle:

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Apenrade Avis indeholder ligeledes følgende: Af alle de kolossale rygter der i disse dage har cirkuleret her, har det sidste om tildragelserne i Rendsborg, vist sig lige så ubegrundet, som de tidligere om et oprør i Kiel. Rigtignok åbnede Olshausen mødet med en tale, hvori han udtalte sig i overensstemmelse med den Kieler borgerforenings erklæring, og næsten opfordrede til rebellion, til at indgribe afgørende handlende i begivenhedernes gang, men grev Reventlou misbilligede i stærke udtryk hans ubetænksomme provokationer og opfordringer. I borgerforeningen forfattede man en adresse, hvis overensstemmelse med hin Kieler erklæring tydelig vidner om oprindelsen fra en og samme fabrik; en del soldater, for hvilke der var blevet skænket dygtig, underskrev, men de udtalte senere ved koldere sind deres fortrydelse derover for deres officerer. Dette er, som sagt, det væsentlige af hvad der er sket.

Rendsborg (Fra Schleswig-Holstein meerumschlungen).

I hertugdømmerne havde den ophidsede stemning mod deputationen allerede sat en bevægelse i gang.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- Altonaer Merc. af 21. siger: "Den almindelige bevægelse har også oversvømmet vore hertugdømmer, og politimagten kan ikke mere sætte nogen dæmning mod de fremskyldende vover. Den halvt frigivne presse emanciperer sig, og "Kieler Corresp." angiver tonen. I improviserede borgerforeninger og i folkeforsamlinger sættes nu beslutninger og opstilles fordringer. Også de stænderdeputerede, som faktisk er blevet slesvig-holstenske, har opgivet den observerende stilling, hvori man endnu for ganske kort tid siden syntes at ville forblive, ligeoverfor danskernes udfordringer, og træder nu afgørende frem med fordringer, som ikke blot går langt videre end den af de stænderske vælgere afgivne og af regeringen tilstedede erklæring, og hvad hidtil forlangtes, men som endog overskrider alt folkeretligt bestående. Frivillig vil landets regent - selv om han kunne det for de danskes skyld - næppe indvillige, allermindst i det sidste, og i sidste instans må der da afgøres på folkeretlig vis om
disse Fordringer. 

Fra Kiel meddeler samme blad følgende brev af 20. d. s.: Ifølge andragendet fra borgerforeningen om indførelsen af borgernes bevæbning har råd og borgerskab i et møde i dag udtalt sig derfor, nemlig således at en kommunalgarde af borgere skal dannes, til hvilken også ikke-borgere kan slutte sig, dog kun mod at væbne sig på egen bekostning. Det lovligt nødvendige skridt til regeringen vil i denne anledning allerede i morgen blive afsendt fra autoriterne hersteds. På samme tid vil indskrivningen af frivillige som kan melde sig til optagelse i borgervæbningen, begynde. - Der siges også at kommunen havde besluttet at give 2000 rthl. til borgervæbningen. I et andet brev fra Kiel af s. d. siges, at den til København afsendte deputation ventedes tilbage som i dag, og at der om lørdagen fra alle landets dele vil indfinde sig talrige mænd, for at modtage det kongelige afgørende svar. - I Glückstadt var også en borgervæbning i færd med at danne sig.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- "Dannevirke" indeholder den mest detaljerede efterretning om mødet i Rendsborg, som man endnu har læst på tryk. En del slesvig-holsteneres hensigt om at revoltere og bemægtige sig Rendsborg fremgår deraf utvivlsomt. Olshausen har vist sig som den mest fanatiske, fra ham er ikke alene det bekendte andragende om Slesvigs adskillelse fra Danmark udgået, og han har ligefrem opfordret borgerne til at skaffe sig våben, da man ikke kan vide, når de danske vil komme. Men han havde derved endog den dumdristige uforskammethed at trøste forsamlingen ved at tilføje, at de danske jo var "et dovent, dorsk og usammenhængende folk, der ved deres sidste uheldige demonstrationer havde gjort sig latterlige i hele Europas øjne, og kom de først, så var man vits på sejr, når man blot havde våben i hænderne". *) Men han blev alvorlig gendrevet af Reventlow og Bargum. Ligeledes tilbød Gülich, Beseler og Tiedemann sig at gå som gesandter til det tyske parlament, som vel snart skulle sammenkaldes i Frankfurt. I samme nr. af "Dannevirke" opfordrer L. Skau den slesvigske forening, som i lang tid ikke har givet noget livstegn fra sig, til en Generalforsamling i Haderslev den 31. dennes, og ligeledes læses i bladet en adresse til Kongen, der cirkulerer i nord- og mellemslesvig, hvori andrages på at Holsten Lauenborgs krigsstyrke må blive sondret fra Slesvigs, da slesvigerne ikke i mindste måde ønsker at blive udkommanderede til kontingentet, samt at Rendsborg som dansk fæstning, må få dansk besætning og Slesvig selv modtage en stærkere dansk troppeafdeling i sit skød, for således bedre at kunne modstå de statsopløsende tendenser. Derhos andrages på oprettelsen af almenvæbning, samt på en forfatning grundet på en fuldkommen udstrakt valgret.

*) Vi må tilstå at vi hidtil har anset hr. Olshausen for en oplyst frisindet mand, men han har nu vist at være det modsatte. At bruge sådanne midler til at fanatisere folkene mod hverandre har aldrig værer foragteligere end på et tidspunkt som nu, da den ædle Lamartine i det franske folks navn opfordrer nationerne til at anse, og behandle hverandre som brødre. Den, der betjener sig deraf, viser at han under sin frihedsmaske kun er en lejesvend af tyranniet, der nu må søge sin sidste tilflugt i nationalhadet; men ham selv skal vanæren ramme, for nationerne vil i frihedens lys lære at agte og kende hverandre, de vil indse, at de ikke har årsag til at hade og ringeagte andre end de enkelte skrydere, der vil rejse den blinde strid imellem dem for at tilrane sig selv den vilkårlige magt; vi håber at hr. Olshausen snart vil se, sine landsmænd overtydede herom på en for de danske værdig måde.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

- De nordslesvigske blade udtaler sig på meget beroligende måde om tilstanden der, og tillige på en meget indigneret måde om forsamlingen i Rendsborg. Således ytrer Flensborg Avis: "Den forsamling som afholdtes i Rendsborg, synes at have givet nogle personer anledning til at spille komedie. Hvad vi har hørt om Olshausens tale, forekommer os som en prædiken til oprør med væbnet hånd, men denne agitator blev ikke blot kraftigt gendrevet
af Reventlou og Bargum, men endogså gjort latterlig. Flere af de tilstedeværende deputerede afholdt sig aldeles fra afstemningen. Olshausen og konsorter ville påtvinge Slesvig den meget tvivlsomme lykke at blive inkorporeret i det tyske forbund, og disse mænd undser sig ikke for at sige at folket i Slesvig ønsker en sådan tilknytning! Hvorledes er det muligt, i den grad at træde sandheden under fødderne, i den grad at fornærme befolkningen, at ville påtvinge den et så vanvittigt ønske! Befolkningen ønsker, at det statsretlige forhold skal blive som det er. Enhver som ikke er døv for sandheden, vil overalt høre, at dette partis rabulisterier slet ikke finder noget medhold her. Vi håber at befolkningens sunde fornuft vil gøre alle dette partiets oprørske handlinger til intet, og at de i det højeste kun gør sig selv latterlige.

(Kjøbenhavnsposten, 24. marts 1848).

Friedrich Graf von Reventlou stod bag den forkerte meddelse om Frederik 7. som gidseltaget. Han fastholdt helt indtil 1851 at slesvig-holstenerne ikke bekæmpede kongen, deres hertug, men regeringen i København fordi den ville berøve hertugdømmerne deres rettigheder.

Ligesom de danske aviser qva mistilid til slesvig-holstenerne havde fået sidstnævntes hensigter galt i halsen, havde slesvig-holstenerne fået situationen i Danmark galt i halsen. Jvf. den provisoriske regerings proklamation 24. marts 1848. 

Den provisoriske regering i Kiel krævede den 24. marts Slesvig og Holsten tilknyttet det tyske forbund. Rendsborg blev indtaget og hæren organiseret.

Det seneste årtis gensidige opbygning af mistillid og mistænkeliggørelse havde nu fået militære  konsekvenser. Retfærdigvis må det vel tilføjes at københavnerpressens retorik gennem 10 år kunne danne grundlag for den fejlagtige opfattelse at Frederik 7. var blevet taget som gidsel. Bemærk at selv på dette tidspunkt opfattede man stadig at Frederik 7. udover at være kongedømmet Danmarks konge også var hertugdømmernes hertug.

Den slesvig-holstenskeDeputation indlogeres. (Efterskrift til Politivennen)

Den slesvig-holstenske deputation har i dag været stedet til audiens hos den nye regering og haft en meget lang konference med samme. På hen- og tilbagevejen ledsagedes den af en meget talrig menneskemængde.

Dampskibet "Copenhagen" til hvis standsning der i går udvirkedes kgl. ordre efter at det først var anholdt på Toldboden af en del borgere og studenter, er i middags afgået herfra med depecher og med den anholdte deputations beretning.

Deputationen var i første omgang blevet indlogeret på d'Angleterre, men en truende menneskemængde fik konsul Hother Hage til at tilbyde den husly. Mængden fulgte imidlertid efter og stod udenfor huset, indtil Hage og studenterkorpset opfordrede dem til at gå hjem. 

Dagen efter blev deputationen igen fulgt til Christiansborg kl. 11 og tilbage kl. 1 af en stor menneskemængde. Måske så deputationen også de opslåede plakater med ordlyden: Danske Mænd - Øjeblikket er truende. Fædrelandet har brug for jeres sønners bistand.

(Kjøbenhavnsposten, 23. marts 1848)

Hadersleben, d. 22. März.
Nachdem Beseler am Morgen des 17. ds. Hadersleben verlassen hatte, um zu der am 18. in Rendsburg stattfindeden Abgeordneten- und Volksversammlung zu eilen, verbreitete sich hier die Sage, dass man durch diese Versammlung eigentlich sich der Festung Rendsburg durch einen Coup de main zu bemächtigen suchen würde. Am 19. Abends (Sonntage) passierte der Regierungsrath Höpfner aus Schleswig als Curier nach Copenhagen hier durch, und alsbald verbreitete sich von der hiesigen kgl. Posthalterei mit Blitzesschnelle das Gerücht in der Stadt, dass die in Rendsburg versammelten Schleswig-Holsteiner sich der Festung bemächtigt hätten, ein Theil des Militairs hätte sich mit ihnen vereinigt und der Rest keinen Wiederstand leisten können. Selbst hiesige Schleswigholsteiner wurden hierüber erschreckt, denn der Bürgerkrieg wäre in unsern sonst glücklichen Lande alsdann ausgebrochen. Diejenigen aber, welche die Verhältnisse der Festung Rendsburg kennen, erklärten sogleich das Gerücht für ungereimt, und so was es auch in the That. Am anderen Morgen, als Leute aus Rendsburg hier eintrafen, stellte es sick klar heraus, das diejenigen Abgeordneten, wleche dem "jungen Deutschland" angehören, freilich die Absicht gehabt haben, sich in den Besitz Rendsburg zu fessen, allein so etwas lässt sich vin Professoren und Juristen leichter träumen als in der Praxis ausführen. Der Versuch hatte in noch trauriges Resultat als die unblutige Affaire bei Nortorf, weil es in Rendsburg gar nicht zu einem Versuch kam. Selbst eine leise Andeutung des bekannten Olshausen wurde von dem Grafen Reventlow-Preetz und Bargum entschieden abgewiesen. Von den erwarteten 5,000 Bauern hatten sich nicht 50 eingestellt. Die Einwohner Rendsburgs, die ihre Häuser mit der neuen frankfurter schwartz-roth-gelben Fahne festlich geschmückt hatten, waren dahingegen in Bewegung und harrten der Dinge, die da kommen sollten. Eine zusammengeströmte Masse der Schleswigholsteinischen Nation fehlte indessen, und ein kleiner Hausen, welcher dieselbe darstellen sollte und auch wie ein sehr ungeduldiges, auf sein Geschick harrendes Völklein durch Pochen an die Thür des Versammlungssaales, durch Eindringen in denselben, theilweise als das Volk, theilweise als Deputationen desselben, sich bemerklich machte, schien gar von den Haderslebenern (hr. Dr. Meyer ud Gerber Böhlmann) angeführt werden zu müssen und seinen Antägen zufolge (Freundschaft mitFrankreich, Hass gegen Russland und Feindschaft wider Dänemark) von Olshausen in Kiel instruirt zu sein. Die Sitzung der versammelten Abgeordneten wurde durch die Wahl Beselers als Leiter der Verhandlungen eröffnet. Daruaf trug Olshausen auf die Incorporation Schleswigs in den deutschen Bund an, ohne Rücksicht auf Einwilligung des Königs von Dänemark, weil die Meining des Regenten dieses Länchens bei der Bildung des einigen, grossen Deutschlands durchaus nicht in Betracht kommen könnte. Man dürfte auf den Beistand des Königs von Preussen rechnen. Die Incorporation geschähe durch die Sendung einer Deputation nack Frankfurt, welche die Sache abzuschliesessen hätte während man hier das Volk (gewiss durch Erstürmung des rendsburger Zeughauses) sofort bewaffnete, damit es den Feind, sobald er die Landesgränze zu überschreiten wagte, energisch zurücktreiben könnte, was ein leichtes wäre, weil die Dänen ein träges, faules und uneigiges Volk wären, die durch ihre letzten Demonstrationen die Achtung Europas eingebüsst hätten. - Graf Reventlow-Preetz war hiermit nicht einverstanden, wegen Schleswigs Incorporation müsste man die Einwilligung des Königs beantragen; der Zweck der Bewaffnung des Volkes war ihm unerklärbar; bewaffnete irregulæaire Volkshaufen würden der gut eingeübten, von tüchtigen Officieren angeführten dänischen Kriegsmacht nicht widerstehen können; aus Deutschland, in dessen Innern die Revolution wühlte und es vielleicht zersplittern würde, wäre zur Zeit keine Hütze erwarten. 

(Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt. Udgivet i Haderslev, 23. marts 1848).

I mangel af "Kieler Correspondenz-Blatt" har jeg kikket i "Königlich Privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen" for de afgørende martsdage 1848. Disse artikler er først publiceret med mange dages forsinkelse, men er her indsat. Her først fra 27. marts 1848:

Slesvig den 22. marts. Kammerherre von Scheel har erklæret, at han ikke længere kan fortsætte i embedet, og da magistraten heller ikke føler sig kaldet til at styre sagerne, har Beseler midlertidigt overtaget statsvirksomheden (sml. Hamburg) - den begejstring som opstod efter den første bekendtgørelse fra kongen af ​​Preussen var meget vigtig, byen blev illumineret, en sikkerhedsvagt blev dannet, og Beseler overtog selv posten foran regeringspræsidentens hus.

Den hidtidige kommandant, oberst von Høgh, som i sin seneste være tjeneste har vidst at kombinere loyalitet mod pligt og menneskelighed, trådte tilbage før proklamationen af ​​den provisoriske regering (S. Hamburg). Denne æresmand har den udelte respekt fra indbyggerne i Kiel med sig. Han blev afløst af major von Sachau, som straks stillede sig selv til rådighed for den provisoriske regering og var til stede ved proklamationen. Officererne i den derværende Jæger-bataljon er næsten alle medlemmer af hertugdømmerne. I aften var alle danske kokarder og også militæret forsvundet og det tyske flag vajede foran borgergarden og studenterkorpset, som også var opstillet foran rådhuset til bekendtgørelsesloven. Der har ikke været de mindste ekscesser her hele natten.

Schleswig, den 22sten März. Der Kammerherr von Scheel hat erklärt, er könne sein Amt nicht länger fortführen, und da auch der Magistrat sich nicht zur Leitung der Angelegenheiten berufen fühlt, so hat Beseler vorläuftig die Regierungsgeschäfte übernommen (Vergl. Hamburg) - Die Aufregung, welche die gestern bekannt gewordene erste Proklamation des Königs von Preussen hervorrief, war sehr bedeutend, die Stadt wurde illuminuirt, es bildete sich einge Sicherheitswache, und Beseler selbst übernahm den Posten vor dem Häuse des Regierungs-Präsidenten.

Kiel, den 24sten März. Der bisherige Commandant, Oberst von Hoegh, welcher in seinem schweren Dienste der letzten Zeit Plichttreue u. Humanität zu verbinden gewusst hat, legte vor Proklamation der provisorischen Regierung (S. Hamburg) sein Commando nieder. Diese Ehrenmann nimmt die ungetheilte Achtung der Einwohner Kiels mit sich. An seine Stelle trat der Major von Sachau, welcher sich sofort zur Disposition der provisorischen Regierung stellte, und bei der Proklamation zugegen war. Die Offiziere des diesigen Jägerbataillons sind fast sämmtlich den Herzogthümern angehörig. Heute Abend waren alle Dänischen Cocarden und auch beim Militair verschwunden und die deutsche Flagge wehte vor der Bürger-Garde und dem Studenten-Corps, welches bei dem Proklamations-Acte ebenfalls vor de, Rathhause aufgestellt war. Es ist hier in der ganzen Nacht nicht der mindeste Excess vorgekommen.

Sønderborg. Valgene til den konstituerende landsforsamling i juli 1848 udviklede sig i valgdistrikterne med overvejende dansk flertal til en farce, idet valget blev boycottet, også af derværende tysksindede af frygt for repressalier. I fire valgdistrikter, Christiansfeld, Eken, Sønderborg og Ærø blev der overhovedet ikke afholdt valg- Derfor manglede 10 af de i alt 120 valgte. Pontonbroen var den som blev anlagt i 1864. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Samme nummer af bladet citerer også den provisoriske regerings proklamation. Bemærk at den hertug der omtales her, er Frederik 7. (også hertug i Slesvig) der af marts-ministeriet havde fået vredet armene om og frivilligt havde trukket sig som konstitutionel monark den 22. marts:

Medborgere! Vor hertug er af en folkebevægelse i København blevet tvunget til at afskedige sine medrådgivere og indtage en fjendtlig stilling mod hertugdømmerne. Suverænens vilje er ikke længere fri, og der er ingen regering i landet. Vi vil ikke finde os i at tysk jord bliver overgivet til plyndring af danskerne. Store farer kræver store beslutninger; der kræves en ledende myndighed til at markere grænsen og opretholde orden. Som svar på det påtrængende behov og styrket af den tillid vi hidtil har vist, har vi efter opfordring overtaget den foreløbige administration af regeringen, som vi skal føre til opretholdelsen af ​​landets og landets rettigheder, vor forfædres hertugs rettigheder i hans navn. Vi vil straks indkalde stænderforsamlingen og prak??n??? tilbageføre magten så snart herskeren er fri igen, eller andre personer bliver udpeget til at styre landets anliggender af stænderforsamlingen. Vi vil tilslutte os Tysklands enheds- og frihedsvedtægter med al vores magt. Vi opfordrer alle velmenende indbyggere i landet til at forene sig med os. Lad os med fasthed og orden give tyskeren fædrelandet et vidnesbyrd om den patriotiske ånd der fylder Slesvig-Holstens indbyggere. Den fraværende advokat Bremer vil blive opfordret til at tilslutte sig den foreløbige regering. Kiel, 24. marts 1848. Den provisoriske regering: Beseler. Friedrich, Prins af Slesvig-Holsten. F. Reventlow. M.T. Schmidt.

Mittbürger! Unser Herzog ist durch eine Volksbewegung in Kopenhagen gezwungen worden, seine dieherigen Rathgeber zu entlassen und eine feindliche Stellung gegen die Herzogthümer einzunehmen. Der Wille des Landesherrn ist nicht mehr frei und da Land ohne Regierung. Wir werden es nicht d?l?en w?llen, dass deutsches Land dem Raube der Dänen preisgegeben werde. Grosse Gefahren erfordern grosse Entschliessungen; zur Bescheidigung der Grenze, zur Aufrechthaltung der Ordnung bedarf es einer leitenden Behörde. Folgend der dringenden Nothwendigkeit und gestä??t durch da uns bisher bewisene Zutrauen, haben wir, dem ergangenen Rufe folgend, vorläufig die Leitung der Regierung übergenommen, welche wir zur Aufrechtaltung der Rechte des Landes und der Rechte unseres angestammten Herzogs in seinem Namen führen werden. Wir werden sofort die vereinigte Ständer-Versammlung berufen und die üb??n??? Gewalt zurückgeben, sobald der Landesherr wider frei sein wird oder von der Stände-Versammlung andere Personen mit der Leitung der Landes-Angelegendenheiten beauftragt werden. Wir werden uns mit aller Kraft den Einheits- und Freiheits-Best?edungen Deutschland anschliessen. Wir fordern alle wohlgesinnten Einwohner des Landes auf, sich mit und zu vereinigen. Lasst uns durch Festigkeit und Ordnung dem deutschen Vaterlande?ein würziges Zeugniss des patriotischen Geistes geben, der die Einwohner, Schleswig-Holstein erfüllt. Der abwesende Advokat Bremer wird aufgefördert werden, der provisorischen Regierung beizutreten. Kiel, den 24. März 1848. Die provisorische Regierung: Beseler. Friedrich, Prinz zu Schleswig-Holstein. F. Reventlow. M. T. Schmidt.

Avisen var stadig optimistisk den 28. marts: Francke var blevet sendt afsted for at forhandle et kompromis, mens den danske regering holdt sig klar til at afsende tropper til Holsten. Men tidsfaktoren spillede igen ind:

Altona, eftermiddag den 25. marts. Adskillige private henvendelser der er ankommet hertil fra København, lyder helt forsonende. Det ekstreme parti syntes selv at være kommet til den konklusion at intet kunne opnås på den nuværende måde, og at alt ville blive sat i fare ved krigeriske foranstaltninger. Da dampskibet "København" torsdag morgen afgik derfra, var deputationen stadig hos kongen og havde givet dampskibskaptajnen et åbent brev om det sandsynlige tilfredsstillende resultat af forhandlingerne. Dagen forinden havde selv Orla Lehmann der forhandlede med vore deputerede, vist sig at være medgørlig på næsten alle punkter og havde end ikke afvist kravet om Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund som noget umuligt; kun forekom det ham rimeligt, at de (danske?) Slesvigs Sogne stemte derom; også burde sagen, som det synes, først forelægges det forenede Slesvig-Holstenske Stændermøde, der skal afgøre det i fællesskab. Deputerede havde dog erklæret at de ikke behøvede at komme til nogen reelle beslutninger. Ministeriet var sidst sammensat således: W. Moltke som formand for Rådet, v. Bardenfleth, Bluhme, Graf Knuth, C. v. Plessen (fra hertugdømmerne), Magister Monrad, Lehmann, Hvidt, Tscherning. Forhandlingerne blev genoptaget med etatsråd Francke, der som slesvig-holstener havde klargjort sine betingelser, og han bliver utvivlsomt manden der, når forsoningen er nået, bliver regeringens repræsentant og åbner den første slesvig-holstenske stænderforsamling.

Altona, den 25sten März Nachmittags. Mehrere Privatmittheilungen, die hier aus Kopenhagen eingetroffen sind, lauten durchaus versöhnlich. Die extreme Parthei selbst schien zu der Einsicht gelangt zu sein, dass auf dem bisherigen Wege nichts zu erreichen sei und durch kriegerische Maasregeln alles aufs Spiel gesetzt werde. Als das Dampfschiff "Kopenhagen" am Donnerstag Morgen von dort abging, war die Deputation noch beim Könige und hatte dem Dampfschiffs-Capitain ein offenes Sendschreiben über den wahrscheinlich befriedigenden Ausfall der Verhandlungen mitgegeben. Den Tag vorher hatte selbst Orla Lehmann, der mit undern Deputirten verhandelte, sich fast in allen Punkten nachgiebig gezeigt und sogar die Forderung wegen der Einverleibung Schleswig's in den deutsche Bund nicht als etwas unmögliches zurückgewiesen; nur schien es ihn billig, dass in den (dänischen?) Kirchspielen Schleswigs darüber abgestimmt würdee; auch sollte die Sache, wie es scheint, erst der zusammen zu befufenden vereignigten schleswig-holsteinischen Ständeversammlung vorgelgt werden. Die Deputirten hatten aber erklärt, sich auf keine eigentliche entscheidung bringen zu müssen. Das Ministerium war zuletzt folgendermaassen zusammengesetzt: W. Moltke als Conseilspräsident, v. Bardenfleth, Bluhme, Graf Knuth, C. v. Plessen (aus den Herzogthümern), Magister Monrad, Lehmann, Hvidt, Tscherning. Mit Etatsrath Francke, der als Schleswig-Holsteiner seine Bedingungen gestellt hatte, wurde wieder unterhandelt und er wird ohne Zweifel der Mann sein, der, wenn is zur Versöhnung kommt, der Vertreter der Regierung sein und die erste schleswig-holsteinische Ständeversammlung eröffnen wird.

Den slesvig-holstenske Deputation ankommer. (Efterskrift til Politivennen)

København er i dag kommet i en bevægelse der udstrækker sig til alle klasser. Efterretningerne fra hertugdømmerne og uvisheden om hvilke mænd der ville blive kaldt til ministre have givet anledning hertil. Efter at man i aftes havde nævnt adskillige embedsmænd og adelige som ministre, hørte man i morges, at d'hrr. Scheel-Plessen, Bang og Bardenfleth var udnævnt. Imidlertid ankom dampskibet "Skirner" fra Kiel, flere tusinde mennesker havde indfundet sig på Toldboden og ledsagede den dermed ankomne slesv.-hol. deputation, dog uden nogen som helst uorden, til Hotel d'Angleterre. 

Imidlertid var også en kurer ankommet fra Slesvig med efterretninger til regeringen; og nu samledes man overalt på gaden i grupper og fortælle hverandre, at prinsen af Augustenborg havde stillet sig i spidsen for en opstand i hertugdømmerne, at Rendsborg var i partiets hænder, de danske officerer fangne osv. Højst alvorlige må disse efterretninger have været, da de foranledigede, at dhrr. Hvidt, Clausen, Monrad, Lehmann og Tscherning blev kaldt til kongen. Resultatet af denne konference er angivet ovenfor. Forinden havde en del borgere og studenter begivet sig til generalpostdirektøren og ved deres forestillinger bevirket at denne embedsmand gav ordre til at dampskibet "Copenhagen" ikke skulle gå til Kiel, men at derimod en kgl. Stafet, som er gået over land, skulle medtage brevsækken. Omtrent på samme tid som det nye ministerium blev udnævnt, anholdt en del borgere den slesvig-holstenske deputation, der formodedes at ville fjerne sig fra Staden, da den vel så, at der ikke længer kunne være tale om at blive modtaget af kongen. Man førte de fem herrer til en privatmands hus i Kronprinssessegade, da denne mand (hr. konsul Hage) tilbød sig at indestå for deres tilstedeblivelse. Om denne deputation har vi nedenfor meddelt det nærmere efter "Al. Merc."

(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1848).

(Alt. Merc.) Den forsamling som fandt sted i Rendsborg den 18. d.s. af de stænderdeputerede fra begge hertugdømmerne, var meget talrig besøgt også af de delegerede medlemmer af ridderskabet. Fra Flensborg var den ene deputerede, kancelliråd Schmidt, og af de dansk-slesvigske deputerede af bondestanden kun gårdmand Krüger af Beftoft til stede. Denne udtalte sine anskuelser på dansk og i dansk retning. Forsamlingen varede 10 timer, uden at den blev afbrudt af andet end at der indgaves til den flere adresser, navnlig en fra en samtidig i Rendsborg stedfindende meget talrig folkeforsamling. (Mødet  siges her har været offentligt, men ifølge en anden beretning har dette ikke været tilfældet). Forsamlingen besluttede med overvejende majoritet at sende en deputation til København med følgende ønsker: 1) At der ufortøvet skulle sammenkaldes en forenet slesvig-holstensk landdag ; 2) at et udkast til en konstitution for de forenede hertugdømmer skulle forelægges for denne landdag, 3) Hertugdømmet Slesvig skal straks tiltræde det tyske forbund; 4) Indførelse af nationalbevæbning i begge hertugdømmerne; 5) Afskedigelsen af den hidtilværende regerings- (ikke kancelli-) præsident. Deputationen - i hvis valg nogle (dissenterende) medlemmer af forsamlingen ikke tog del - består af v. Neergaard- Develgonne, Th. Olshausen, etatsråd Engel, advokaterne Gülich og Claussen. 

Forsamlingen i Rendsborg valgte tillige af sin midte en komite, som så snart forholdene udkrævede det, skulle sørge for at sammenkalde en anden forsamling; den består af Reventlou-Preetz, Bargum og Beseler. 

En anden, mere truende beretning om forsamlingen i Rendsborg læses i de hamborgske blade således: Forsamlingen begyndte kl. 12 om middagen og endtes kl. 10 om aftenen. Fra Slesvig var der kommet befaling til politimesteren, etatsråd Berger, ikke at lægge hindring i vejen for afholdelsen af de deputeredes forsamling, men ikke at tillade offentlighed eller nogen folkeforsamling. De deputerede besluttede at føje sig efter denne befaling, og under debatterne at aflukke lokalet. Beseler som valgtes til præsident, forkyndte denne beslutning til den foran forsamlingssalen ventende menneskemasse, og tilføjede, at når forhandlingerne var forbi, ville de Deputerede begive sig til teatret, for der at meddele den fattede beslutning. 

En almindelig utilfredshed, som gav sig luft i meget energiske udtryk, var følgen heraf. Man talte om, at det nu endelig var på tide lovligt at sætte sig til modvæge osv., og man opfordrede Beseler til at underrette forsamlingen om denne stemning, som var fremherskende. Imidlertid blev i teatret en af borgerforeningen affattet adresse til de deputerede flere gange oplæst for den bestandig tilstrømmende menneskemasse og underskrevet af flere Tusinder. Den gik ud på at der måtte fordres en for begge hertugdømmerne fælles sand konstitutionel forfatning, baseret på almindelig valgret og almindelig valgbarhed, Slesvigs tiltræden til det tydske forbund, et tysk parlament, ubetinget pressefrihed, uindskrænket frihed til at forsamle sig, juryinstitution, almenbevæbning, navnlig oprettelsen af borgergarder, at Rendsborg skulle gøres til en tysk forbundsfæstning, og at de danske som er ansat i civil- eller militærtjeneste i hertugdømmerne ufortøvet skulle tilbagekaldes. 

Endvidere skulle grev Carl Moltke og præsident Scheel fjernes fra statstjenesten og i deres sted sættes mænd, som var i besiddelse af hertugdømmernes tillid og agtelse. Folkeforsamlingen ventede at de deputerede ved alle til deres rådighed stående midler ville sørge for at opfylde disse folkets fordringer så hurtigt som muligt, og derved tilvejebringe en ende på den tingenes tilstand, som hvis den skulle vedvare endnu længere, lod befrygte det værste både for fyrsten og folket. Blandt dem der undertegnede adressen, var også 250 soldater af Rendsborgs Garnison. En af disse, en overkonstabel af 2. artilleriregiment, trådte frem, efter at han havde underskreven adressen for at erklære: "at han vel vidste, hvad han havde gjort, at man måske ville straffe ham for dette skridt; derfor spurgte han sine forsamlede medborgere, om han og hans kammerater kunne gøre regning på, at man ville tage sig af dem". En mageløs jubel fulgte efter denne tale. To af byens borgere begav sig straks til kommandanten for at lade ham vide at Rendsborg, hvis det gjordes fornødent, ville gøre militærets sag til sin egen. Adressen blev siden efter, da den havde opfyldt sin hensigt, tilintetgjort, for at en senere undersøgelse om underskrifterne kunne blive forgæves. På lignende fakta, på andre hermed overensstemmende tidens tegn var dagen ikke fattig."

(Kjøbenhavnsposten 22. marts 1848)

Wilhelm Beseler (1806-1884). Liberal advokat. Spillede en stor rolle som medlem af stænderforsamlingen i Slesvig 1842-1848, valgt i Tønder. På grund af sine synspunkter forsøge den danske regering i 1847 at hindre hans genvalg til stænderforsamlingen med henvisning til at dette ikke var foreneligt med hans advokatarbejde. En pengeindsamling frigjorde ham imidlertid fra hans advokatforretning, hvorefter han blev  genvalgt. Han blev 23. marts 1848 medlem i den provisoriske regering indtil 19. oktober 1848.

Kronprinsessegade. Her boede konsul Hage hvor deputationen havde fundet tiflugtssted. Konsul Alfred Hage boede i Kronpinsessegade 392 (nutidens nr. 20). Derudover boede cand. jur. Hother Hage (redaktør af Folkebladet) i nr. 401 D og frøken M. B. Hage i nr. 402 (nutidens nr. 44). 

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Bondestanden i Lollands-Falsters Stift er indgivet en med omtrent 4000 Underskrifter forsynet Adresse til Hs. Majestæt, hvori udtales Ønsker om Nedsættelsen af en Landbocommission, om Ophævelsen af de ved tvende Reskripter af 12te Mai 1846 gjorte Indskrænkninger i Bondestandens Forsamlingsfrihed, om en tilstrækkelig Repræsentation i den paatænkte "stændiske Forfatning", og endelig om, at Hs. Maj. vilde udvælge nogle Mænd af Bondestandens Midte til Medlemmer af den Forsamling, som skal overveje Forfatningsudkastet. En Deputation, bestaaende af Gaardmændene, Stænderdeputeret P. Steffensen og Amtsraadsmedlem H. Olesen, har i Løverdags Formiddag overleveret Adressen til HS. Majestæt, der efter sammes Modtagelse udtalte først sin Tak for den deri indeholdte Lykønskning, og dernæst med Hensyn til de Foranstaltninger, der petitioneredes om, yttredc, at han vel ikke øieblikkelig kunde give noget bestemt Løfte, men vilde forsikkre Deputationen om, at han stedse, som han ogsaa tidligere havde lovet, vilde være Bondestandens Ven og Talsmand, og hvad angik den svagere Repræsentation, denne Stand vilde faae i de erfarne Mænds Forsamling, bad han at man vilde erindre sig, al han valgte 10 Medlemmer til denne og i sit Valg hverken var bunden ved Stænderanordning eller Nogetsomhelst. At Hs. Majestæt havde antydet en Forandring i Forfatningen, maatte forøvrigt være Borgen for, at han gjerne bortgav noget af sin Magt, for at gjøre sit Folk lykkeligt. (Loll. Falst. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. marts 1848).