Haandverker-Krisen. (Efterskrift til Politivennen)

I denne trange tid, da levnedsmidlerne er så dyre og arbejdet for en stor del er standset, må håndværksstanden mest føle trykket af de forandrede tidsforhold. Det vil derfor vist forundre enhver ædeltænkende mand, at ingeniørkorpset anvender slaver til at udføre arbejder, som efter de bestående laugsforhold tilkomme håndværkeren. 

Sagen er denne: Profilmurene i Vesterports ravelin bliver nedbrudt for at udvide passagen og dertil bruges 10 til 12 slaver daglig. Om nu ingeniørkorpset er berettiget til at lade arbejder, som sorterer under murlauget, udføres af slaver, uden at komme i kollision med laugsloven, er os ubekendt, men så meget ved vi, at der går 2 til 300 arbejdsløse murersvende, og hvornår skulle disse mange mennesker kunne blive beskæftigede, når selv de offentlige arbejder bliver udført af slaver? 

Har ingeniørkorpset måske ladet slaverne foretage bemeldte arbejder for at spare, da tror vi, at man ligefrem kan kalde det en utidig sparsomhed, for det kan vist ikke være i regeringens interesse at lade en del af den talrige håndværksstand uden erhverv, blot fordi man kan have slaver billigere. - x

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

Anmodning

Herved er man så fri at anmode vedkommende om at adgangen til Frelsers Kirkegård udenfor Amagerport måtte finde sted ligesom til det øvrige kirkegårde, da man nu kun kan komme ind på samme nogle timer om søndag eftermiddag, og på de ubestemte tider når lig jordes. Anmelderen, der er håndværker såvel som andre, der ønsker at se til sine afdødes grave, - en trang eller attrå som upåtvivlelig enhver føler, men vistnok især den ringere stand, -  har med ligeså megen beklagelse som indignation ofte måttet gå denne lange vej forgæves og således set sig den glæde berøvet at kunne dvæle nogle øjeblikke blandt sine afdødes hvilesteder, en tilbøjelighed, som kirkens tjenere, under hvis tilsyn kirkegårdene må høre, vist snarere burde fremkalde end standse. Da der på denne kirkegård næsten udelukkende jordes lig af den ringere stand, turde man også håbe, at gravenes oplægning, mulig også vedligeholdelse, blev udført for mindre betaling og i ethvert filfælde forsvarligere end nu. 

En betaling af 8 sk for at glatte, oplægge eller danne en gravhøj og strø noget sand derpå, er upåtvivlelig nok for et arbejde, som selv en graverkarl kan udføre i en halv time. 
Den 11. juni 1848.
R.....

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

En Opfordring

Nærmest til sogneforstanderskabet for Taarnby Sogn på Amager.

Mens det gøres beboerne af Sjælland muligt til enhver tid igennem Nørreport at komme ind og ud af København er al forbindelse mellem byen og Amagerlands beboere hævet i den største del af natten, når undtages for de få, der kunne og ville bære den udgift, som er forbundet med et porttegns løsning og årlige fornyelse. At dette medfører store ulemper for de pågældende (indsenderen tænker dog ikke på Tivoli og Dyrehaven, hvad læseren måske, alt gør med et smil) kan godtgøres med mange eksempler, hvoraf man blot tillader sig at anføre enkelte. Vi har som bekendt er, intet apotek herude, og indsenderen har været i den sørgelige situation, at skønt recepten, han en nat havde at bringe, var påtegnet "haster", blev det ham først muligt at nå apoteket efter beden i vagterne og tidsspilde, mens ethvert øjeblik var kostbart, ligesom frygten for at blive nægtet tilladelse at passere porten var ubeskrivelig pinlig. 

Senere skal efter rygtet distriktstegn, har fået et par porttegn, men disse er vel nærmest kun erholdelige af dem, der søger ham, og må tillige antages at være langtfra tilstrækkelige, især under en smitsot. 

Adskillige arbejdsmænd, især i Sundbyerne, skal om vinteren give møde ved arbejde i byen, forinden passagen gennem porten om morgenen er fri. Disse må, altså bære førberørte udgift ved porttegns løsning og fornyelse, mens flere andre, som lidt senere skulle møde ved arbejde, slippe med ofte at vente nogen tid ved bommen. 

Når hertil kommer, at næstem al tørv og en del af brændet, som forbruges på Amager, må hentes ofte langt ude i Sjælland, så er det indlysende, at omtalte bånd på færdselen gennem byen om natten må, også i dette tilfælde, være til særdeles ulejlighed for beboerne her. 

At vi skulle behøve denne indskrænkning for at jage vores voksne børn og tjenestetyende hjem fra forlystelserne i eller på den anden side af byen, kan indsenderen ikke tro; ligesom han heller ikke heri ser et betryggelsesmiddel mod tyveri og uorden herude. Fra vort standpunkt set, vil der altså være anledning for dem, der forestår Amagerlands kommuner, at andrage på en mod portpenges erlæggelse uhindret færdsel i og ud af byen til enhver tid, og det skulle gøre indsenderen med mange ondt om regeringen ikke kunne komme et almindeligt, rimeligt og med tiden overensstemmende ønske i møde.
På manges vegne i Taarnby

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1848).

- HS. M. Kongen har under 8. maj d. å. allern. reskriberet Rentekammeret således: "I et til Os indkommet allerund. andragende har en del håndværksmestere i København anholdt om, at det bygningsarbejde, som udføres for kongelig og offentlig regning, må blive fordelt mellem flere af hovedstadens håndværksmestere end tilfældet nu er, for at derved også de fattigere håndværksmestere måtte kunne skaffes en fortjeneste, hvortil de under nærværende omstændigheder er trængende. 

I denne Anledning vil Vi allern. have Vort Rentekammer pålagt, for så vidt de offentlige arbejder angår, der er henlagt under kollegiets virkekreds, at tage alt det hensyn til dette andragende, som de angående udførelsen af sådanne arbejder allerede indgåede kontrakter, i forbindelse med de Omstændigheder, som i øvrigt kunne være at tage i betragtning, måtte tillade." - Lignende allerh. reskripter er under f. d. udfærdigede til Justitsministeren, Handelsministeren, Krigsministeren og Marineministeren". (Dep. Tid.)

Det i ovenstående reskript omtalte andragende har været meddelt i dette blad, og var nærmest udgået fra en talrig del interessenter i malerlauget, som i år især har været berøvet en stor del af deres sædvanlige private arbejdsfortjeneste på Grund af de standsede bygningsarbejder. Så vidt vides er der imidlertid ikke ved de offentlige arbejder, der henhører til dette fag, sket noget til at efterkomme reskriptets allerh. bestemmelse, idet alt dette arbejde endnu bestandig er overdraget til een eller to mænd. Om grunden hertil er at søge i "allerede indgåede kontrakter" eller andre "omstændigheder", kan man vel ikke vide, men til disse sidste tør naturligvis hverken henregnes den større bekvemmelighed ved kun at have med en enkelt at bestille, eller hensyn til personer. Reskriptet må tværtimod anses som en begyndende anerkendelse af princippet for arbejdets organisation, ved at anerkende statsborgernes lige ret til at fordre del i de offentlige arbejder. Men til at gennemføre og videreudvikle sådant vil det først og fremmest være nødvendigt at oprette et særeget arbejdsministerium.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juli 1848).

Koldby paa Samsøe udbrændt (Efterskrift til Politivennen).

Tirsdag den 23. maj eftermiddag kl. 3 opstod i Koldby på Samsø en så frygtelig ildebrand, at den største del af byen inden kort tid lagdes i aske. 16 gårde og 50 huse blev, i få yimer et rov for luerne, så at 70 familier, bestående af 314 personer, pludselig blev berøvet hus og hjem. En kone indebrændte; og flere andre mennesker blev beskadigede. De brandlidte har kun for en del haft deres bygninger assurerede, og på en eneste undtagelse nær, slet ingen deres indbo, og skønt noget af dette blev reddet, er dog tabet så stort, at samme ikke vil kunne afhjælpes ved opoffrende anstrengelse af Samsøs beboere alene, så meget mindre som disse fornylig har måttet gøre et betydeligt sammenskud for at erstatte følgerne af en tidligere ildebrand her på øen. I tillid til den goddægtighed, som hidtil aldrig har været anråbt forgæves, tillader vi os derfor at opfordre ædle medborgere udenfor vor ø til ved milde gaver at afhjælpe den nød og trang, for hvilken så mange mennesker ved dette ulykkestilfælde ville se sig udsatte. Vel indser vi, at alles Bestræbelser for tiden nærmest må gå ud på at læge de sår, som fjendehånd bibringer landet, i hvilke bestræbelser og Samsøs beboere har taget virksom del, men ikke desto mindre nærer vi det håb, at der hos vore medborgere hverken vil savnes følelse for så manges uforskyldte nød, efter evne til at bidrage til sammes afhjælpning. 

Bidrag ville blive modtagne i København af dr. prof. teol. C. F. Scharling, hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal 239, urtekræmmer C. Lund, Nørregade 45, Assessor J. Glahn, Gothersgade 336 Litr. B.
Koldby, den 26. maj 1848.
P. Scharling, sognepræst. Bay, birkedommer. M. Pedersen, Sognefoged.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1848)

Om Troppernes Ophold i Colding. (Efterskrift til Politivennen)

Om Troppernes Ophold i Colding har Redaktionen modtaget følgende Brev fra Colding af 6te Juni: Tidsrummet fra den 2den Mai, da Preusserne i Ilmarsch og i tætsluttede Masser strømmede igjennem vor By for at afskjære vore Tropper Overgangen fra Snoghøi og Fredericia, indtil den 26de, da de sidste af disse ubudne Gjæster forlode os, vil vistnok forblive i uudslettelig Erindring hos Enhver, der har tilbragt samme her i Byen. For de Fleste var der en saa piinlig Tid, som vi ingensinde havde troet at skulle opleve. Jeg vil ikke tale om del materielle Tab, den medførte: Saadant glemte man for det meste dengang. Men et saare tungt aandeligt Tryk hvilede paa os. Vi ængstede os for Fædrenelandets Skjebne, vi harmedes over at see Fjenderne som Herrer i vor By, foragtelige Forrædere som Tiedemand og Consorter gaae omkring her og komme i vore Huse (til Preusserne), uden at have Magt til at kaste dem paa Døren, over at see vore Medborgere, Bønderne, ligge paa Pladser og Torve med deres Heste og Vogne for at kjøre efter den ofte bydende og haarde Fjendes Bud. Vi levede som Fanger, afskaarne fra den øvrige Verden, hørte i Almindelighed om de offentlige Anliggender og Krigens Gang Intet eller kun Saadant, som Fjenderne berettede og fremstillede i deres Lys, og vare saaledes berøvede Alt, hvad der i slig sørgelig Tid kan tjene til at styrke Sindet og opretholde Haabet, undtagen Tilliden til Gud og vor retfærdige Sag. Mange af os savnede Familielivets Opmuntring og Trøst, fordi vi havde bortsendt vore Kjære fra en Egn, som kunde ventes at ville blive Krigens Skueplads, og hvor Mangel paa Levnets midler sandsynligviis efterhaanden maatte indtræde, selv om ikke den paatænkte Plyndring var kommen til. Det vilde nu være meget uretfærdigt ikke at indrømme, at de preussiske Tropper i det Hele have overholdt god Disciplin, ja, som Fjender betragtede, opført sig meget stikkeligen; man kunde stundom fristes til at beklage, at de kom som Fjender, saa høflige og godmodige viste de sig i Almindelighed. Imidlertid mangler det ikke ganske paa Exempler paa det Modsatte, og de tage mærkeliges Feil, som mene, at det "dog var omtrent det Samme som at have Indqvartering af vore egne Tropper". Ved Siden af denne Høflighed opførte de (mindst de Menige) sig tit med en Ugenerthed og bydende Adfærd, som ikke saa ganske passede til den "store Intelligents", som enkelte af dem ideligen priste hos den preussiske Armee. De requirerede paa flere Steder efter Behag varm Mad 3 Gange dagligen, inviterede Gjester hos sig paa deres Værters Bekostning og bestilte da uden videre saa og saa mange Couverts til, anordnede Spisetiden osv., kort, gererede sig som Herrer i Huset, det de da ogsaa vare. De Commanderendes Fordringer og Requisitioner vare, som bekjendt, ingenlunde beskedne eller altid billige: det synes ikke synderligt passende for den fra "das grosse deutsche Vaterland" sendte Armee, at den ikke engang vilde betale Ligkisterne til deres egne Døde, men tvang Communen til at levere dem; dette som et Exempel. At der var blevet til Alvor med Plyndringen efter den 28de, tvivler her vist Ingen om, da Wrangel neppe truede uden at opfylde sin Trudsel. Det er vist, at mange Soldater erklærede ikke at ville plyndre og at flere Officeerer yttrede sig i samme Aand, især hvor Talen var om denne By og Egn, hvor de nu engang kjendte Folk og "vare blevne godt behandlede"; men dette vilde ikke have kunnet afværge Sagen i Almindelighed. Det var kun deres pludselige og for dem selv uventede (dette veed jeg med Vished) Afmarsch, der frelste os.

Stemningen i denne By under den fjendtlige Occupation har været saadan, at den vistnok fortjener megen Paaskjønnelse. Man har opfyldt sine Forpligtelser imod de Indqvarterede med Villighed og Høflighed, i Erkjendelse af, at det Modsatte nytter lidt men skader meget; men man har forøvrigt holdt sig kold og fremmed imod Fjenderne, ikke søgt eller modtaget noget Samqvem med dem uden det, som ikke kunde undgaaes, og ved enhver Lejlighed har man, naar Samtalen faldt paa de politiske Stridsspørgsmaal, med Bestemthed forsvaret vor retfærdige Sag. Denne, som jeg troer, agtværdige Holdning hos Byens samtlige Beboere, Borger som Embedsmand, har ikke savnet Paaskjønnelse hos Fjenden; jeg har hørt og seet flere mundtlige og skriftlige Tilkjendegivelser, især fra Officerer, af den Agtelse, som "den danske Befolknings trofaste og patriotiske Holdning", indgød dem, formodentligen i Modsætning til den Foragt som de følte og uforbeholdent lagde for Dagen for det Slesvigholsteenske Forræderi (den samme Dag, da de rykkede herind, beklagede 4 Soldater sig til mig over, at de her skulde kæmpe for Rebeller, imedens de i Berlin havde kæmpet imod Rebeller). Jeg troer derfor, at de ved deres Ophold i Jylland og ved de Oplysninger, de her villigen (thi man bearbejdede dem rigtignok dygtigen i denne Retning) modtoge om Tingenes virkelige Tilstand i Slesvig (den de dog tildeels, "til deres store Forundring", selv havde bemærket ved Gjennemmarschen, navnlig hvad Sprogforholdene angik), ville være blevne istand til at berigtige Meningerne herom i Tydskland, naar de vende tilbage, og jeg tvivler aldeles ikke paa, at de ville gjøre dette. I Begyndelsen fortalte Nogle om "en provisorisk Regjering, som det forurettede og og af vore Ministre saa aldeles forladte Jylland vilde oprette" o. dsl., og bleve høilig forundrede, da man loe af dem og forsikkrede dem, at de ikke kjendte Jydernes Aand ret, naar de troede, at Nogen tænkte paa Sligt; thi vel sukkede vi under et tungt Aag, men vi forlangte ikke, at Danmark skulde opoffres for at skaffe os en hurtigere Lettelse o. s. v. Men siden forandrede de baade Anskuelse og Tale.

Meest mærkelig er Stemningen hos de preussiske Tropper imod deres "Saakaldte Regjering" og imod Berlin. Af mangfoldige Officerer og Soldater hørte jeg yttre, at de langt hellere gik hjem og tugtede deres egen Pøbel end her føre en uretfærdig Krig. Men stærkest af Alt og et Exempel fremfor alle er, at den sidste Aften 4 Officerer i Nærværelse af en dansk Embedsmand, hos hvem de vare indqvarterede, yttrede, at de haabede, at "den Tid var nær, da Provindserne reiste sig imod det Tyranni, som Pøbelreden Berlin udøvede", og under Yttringer af heftig Forbittrelse drak paa, at "de maatte opleve den Glædesdag, da de kunde være med at skyde denne lumpne Stad og dens skjændige Befolkning ned", og at Pøbelherredømmets Tid maatte være forbi! Det var næsten tungt at høre dem sige: "De har dog Noget at kjæmpe for, men vi have intet Fædreneland."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1848, 2. udgave).

Barrikadekampe fra martsdagene i Berlin 18.-19. marts 1848. Mindeblad af ukendt kunstner. Public Domain. Den 15.-18. marts blev der udkæmpet blodige barrikadekampe i Berlins gader. Den 19. marts måtte den preussiske konge Frederik Vilhelm 4. kalde regeringstropperne tilbage, love politiske reformer og stille sig i spidsen for de tyske enhedsbestræbelser. Pressecensuren blev ophævet, et nyt liberalt ministerium blev udnævnt, og i maj indkaldtes en forfatningsgivende nationalforsamling. Det var på den baggrund at en preussiske hær på det tyske forbunds vegne var trængt op i Jylland. At der fandtes konservative preussiske officerer i Jylland i juni 1848 som var imod de liberale reformer og opfattede dem som resultatet af "pøbeloptøjer", er ikke utænkeligt. I december 1848 opløste Preussens konge med  støtte fra modrevolutionære kræfter den overvejende liberale nationalforsamling. Han genoprettede det gamle styre og udnævnte et nyt ministerium med basis i den konservative modrevolution og blandt junkerne.

Krigen 1848-1851 Juni 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de embedsmænd i Slesvig der for tiden opholder sig som flygtninge i København er også pastor Boisen til Vonsbæk i Haderslev Provsti. Af en beretning, som pastor B. har indgivet til det interimistiske slesvig-holstenste Kancelli, ses det imidlertid, at han først har forladt sin embedskreds, da hans personlige sikkerhed i højeste måde blev truet, så at han altså ikke kan anses for at have svigtet den ham som civil embedsmand påhvilende pligt, at forblive på sin post under en fjendtlig okkupation. Uagtet det nemlig var ham berettet af flere af hans sognefolk, at slesvig-holstensk sindede borgere i Haderslev ved den preussiske armes nærmelse havde udstedt heftige trusler imod ham, besluttede han dog i bevidsthed om intet at have foretaget hvorfor han rettelig kunne forfølges, at forblive på sin post, og stræbte det bedste han kunne at trøste og berolige sine sognefolk. 

Straks ved preussernes indmarsch i Haderslev den 30. april rekvireredes en stor leverance fødemidler af Vonsbak sogn, hvilket uvægerlig præsteredes, og hvori præsten også deltog med de øvrige beboere. Den følgende dag fik sognet en indkvartering af 300 mand, der forplejedes uden vederlag. Præsten deltog ligeledes heri. På efterretning om nogle tyske friskarers ankomst til Haderslev og disses brutale opførsel mod fruentimmer, lod  pastor B. den 5. maj sin kone og sine børn reise til sognets yderste punkt Ørbybage, hvor han på grund af et dansk krigsskibs nærhed anså dem for mere sikker; selv forblev han rolig i sin præstegård. Men alt den 6., da han var gået ud til Ørbyhage for at besøge sin kone, kom der et ilbud efter ham hjemmefra, som meldte, at et detaschement hannoveransk kavalleri var ankommet og havde anvendt vold mod hans tjenestefolk for at de skulle angive præstens opholdssted, samt derpå, efter forgæves at have gennemsøgt alle gårdens vråer og kroge (endogså bagerovnen) og ligeledes have og skov, havde besat alle tilgange til præstegården. Da hensigten af denne inkvisition utvivlsomt var at slæbe pastor B. i fængsel og måske til Rendsborg, anså han det for en ganske unyttig dumdristighed at vende tilbage, og lod sig i det sted sætte ud til orlogskutteren "Neptun." 

Herfra tilskrev han provsten i Haderslev og meldte ham, hvorfor han havde forladt sit embede, bad ham forespørge hos kommandoen, hvorfor man ville fængsle ham, og om muligt skaffe ham et tilsagn om i fred at turde rygte sit kald, i hvilket tilfælde han ufortøvet ville vende tilbage. Da han forgæves havde ventet nogle dage på svar, begav han sig til Fyn, hvorhen hans familie tidligere var afgået. Efter beretning af nogle af hans sognefolk havde søndag d. 7. et større detachement forbundstropper indfundet sig på kirkegården formodentlig for at gribe præsten i kirken; da de ikke fandt denne, havde de arresteret og bortslæbt skolelæreren og et par andre af sognets beboere. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 2. juni 1848)

Hvor fordærvelig bissekræmmernes omløben er, ikke alene på grund af det tab, den påfører statskassen og de handlende i købstæderne, men også væsentlig formedelst den skade derved i så mange henseender påføres landboerne, og den demoralisation, som ved disse af al øvrighed ukontrollerede omlevere udbredes på landet, er i de senere år bleven mere og mere erkendt. En ny retning, hvori disse omløbere har vist sig skadelige, er imidlertid i denne krigstid opdaget, idet man har erfaret at flere bissekræmmere er i den nordlige del af provindsen anholdt som spioner, og det må visselig erkendes at de i høj grad er skikkede til sådant hverv og til hemmeligt at ombringe forræderiske budskaber, efter deres bedrageriske karakter, deres kendskab til beboere og biveje, og under skjul af deres Handel. 

Det fortjener i forbindelse hermed at fremhæves, hvad der fra flere sider med pålidelighed er erfaret, at der imellem de slesvigholsteenske soldater, som har hjemsøgt den sydlige del af Jylland, er af bønderne genkendt forskellige forhenværende bissekræmmere, som nu tjener deres kammerater til vejvisere, og således gengældte de landboere, som før havde vist dem en ulovlig bistand, med at påføre dem plyndring. Uden tvivl er det nærmest den forbitrelse, som herover har udbredt sig hos de i Skanderborg-egnen boende bønder, der har bevirket, at et par mænd i Hvolbæk i disse dage har pågrebet og indbragt til Skanderborg en omløbende bissekræmmer og hans krampose. Da der ved den foretagne undersøgelse har vist sig, at alle varerne var ustemplede, og der hos personen blev forefundet en regning for varer fra Haderslev, kan det vist antages, at omløberen er kommet fra hertugdømmerne.

Hvorvidt han tillige har haft noget hemmeligt hverv, vides vel ikke; men der bør dog bemærkes, at han efter at være indbragt i et hus, imedens en vogn blev hentet til hans henførsel, benyttede et øjeblik, hvori han var upåagtet, til at henkaste i ilden nogle papirer, der var fortærede da man kom til, og om hvis indhold nu ingen oplysning er at få. Det var meget at ønske, at disse nye erhvervede erfaringer om bissekræmmernes skadelighed måtte bidrage til, at landboerne, som desværre hidtil på mange steder af gammel fordom og medlidenheds- eller frygtshensyn har bestyrket disse omløbere mod anholdelse, i fremtiden ville være enige om, at pågribe hver omløbende kræmmer og lade ham henbringe til vedkommende herredsfoged.
(Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 5. juni 1848).

Kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Angaaende de fjendtlige Troppers Forhold i Nørrejylland. (Efterskrift til Politivennen)

Angaaende de fjendtlige Troppers Forhold i Nørrejylland, indtil den 19de exclusive, har en Landmand fra Bjerre Herred i Veile Amt meddeelt følgende til "Hp- Av."; "Som et Bidrag til hvorvidt Fjenden følger folkeretlige Grundsætninger i Krigen, troer Indsenderen at burde meddele følgende Kjendsgjerninger; I den første Tid af Fjendens Cantonnement i Veile og Horsens have hans Reqvisitioner - endskjøndt overdrevne i visse Poster - dog ikke synderlig oversteget hvad der kunde ansees som utåleligt, og der yttrede sig heller ikke hos Bondestanden nogen betydelig Uvillie; tvertimod Bonden veiede Brødet og Smøret rigeligt og Provisionernes qvanlitative Størrelse har ogsaa været saa overflødig i Veile, at de fjendtlige Tropper have slængt Brød i Partier paa Gaderne til Hunde og Heste. I det korte Tidsrum af 8 a 19 Dage have Udskrivningerne imidlertid Dag for Dag antaget bestemtere Charakteer af Røveri og Plyndring, og hvad der i dette Øieblik sattes i med fuld Føie at kunne betegne Reqvisitionerne og Udpresningerne som saadanne, er ikkun saare Lidet. Det første Tegn til Excesser fra Fjendens Side mod Bondestanden røbede sig i en af Amtmanden i Veile gjennem Øvrighederne publiceret fjendtlig Ordre til alle Landmand, om ufortøvet at sende alt det Smør og Flæsk, vi havde, til Veile. At Ingen efterkomme saa ubegrændset Ordre, forstaaer sig af sig selv. Den blev imidlertid indskrænket til 1 a ½ Pd. Smør pr. Td. Hartkorn. Den næste Exces var Fordringen af 300 Heste af Amtet. Øvrighederne nægtede som brave Mand at udføre en saadan Ordre. Men den 17de og 18de Mai ankom fra Veile en Trop af 188 Mand Cavalleri, bestaaende af en Afdeling preussiske Gardehusarer og Resten schleswig-holsteenske Dragoner. Indsenderen saae dem trække fra Hornum imod Thinghusene i Nebsager Sogn. Her deelte Colonnen sig. Den ene Deel af Samme gik imod Stenderup, den anden over Gram og Lindved ad Møgelkjær, hvor 69 Mand skulle have overnattet og bortført 40 a 50 Stude. Fra Hornum Sogn vides, at Troppen indfandt sig paa Sædegaarden Borchsminde, trak 9 Heste ud af Stalden og valgte deraf 4 samt medtog 2 Karle. _ Fra Gaardmandsenke Volmer borttoges 2 Heste, fra Gaardeier Ravn i Hornumkjær 2 og saa fremdeles. De lode sig i Hornum stærkt beværte og registrerede Vin fra Herregaarden. Næste Dag deelte Troppen (preussiske Husarer), som drog ad Møgelkjær, sig i 3 mindre, den første gik ind i Glud og Skjold Sogne, den anden gik ind i Raarup og As Sogne, den tredie gik tilbage til Bjerre og derfra til Nebsager Sogn. Allevegne gjaldt det Hesterov; man tog med Magt, uden at give Beviis eller Tilstaaelse; man forbød Bønderne flere Steder at forlade Gaardsrummet, for at man ikke skulde see hvad Vei Røverne tog. Man gik endog til den Raahed at borttage Politimester og Birkedommer Christensens eneste 2 Heste, og paa den agtværdige aldrende Embedsmands Yttring, at han nu som Øvrighed savnede Befordringsmiddel til sin Jurisdiktion, svarede den preussiske Officeer (en Grev -): "saa fik han at gaae". Paa Palsgaard borttoges 7 Heste, paa Jensgaard 3, hos Provst Plesner 1 og hos mange Bønder et betydeligt Parti. I det Hele tør man vistnok anslaae det bortførte Antal til 6 a 7 Stkr. i hvert af Bjerre-Hatting Herreders 24 Landsogne. - En mindre Afdeling paa nogle og 20 Mand indfandt sig nogle Dage tidligere paa Barritskou og recognoscerede ved Juulsminde; den synes at have et andel Hverv, end Hesteplyndring, nemlig at arrestere Personer, som meer eller mindre have ledet Bondebevægelsen og ordnet Landstormen. Dagen for dette Hesterøveri udøvedes, modtoge Beboerne en trykt Proclamation, der gik ud paa, at da Generalen var bleven vidende om, ar der paa Landet skjultes en stor Deel Vaaben, opfordredes Beboerne til frivillig at aflevere disse, da der 24 Timer efter Proklamationens Bekjendtgjørelse vilde blive foretaget Huusinqvisitioner ved fjendtlige Troppedivisionder, og Enhver, hos hvem Vaaben fandtes, vilde uden videre blive slæbt til Colding. At den jydske Bonde, som en brav og ærekjær dansk Mand, skammer sig ved at adlyde slig en Ordre og, med faa Undtagelser, lader der komme an paa Fjendens Næse om han kan lugte hvor Vaabnene ligge - forstaaer og af sig selv. Disse Inqvisttioner ere sandsynligviis begyndte igaar eller idag. Som notorisk Kjendsgjerning kan endvidere anføres: at Fjenden i Veile forleden har taget ca. 100 Tdr. Rug hos en Kjøbmand med Magt; noget senere paa Dagen tilbød man med ægte schleswig-holsteinsk Frækhed Kjøbmanden at kjøbe sin egen Rug for 5 Rbd. pr. Tønde! - og da dette afsloges, bleve Bøndervogne læssede med Ranet og sendte til Colding. - Fremdeles: Beboerne i Veile og Omegn have stor Vanskelighed ved at tilvejebringe det forlangte Qvantum Kjød og Smør, men den fjendtlige Intendantur har naadigst publiceret, at man kan kjøbe det Manglende hos den!"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1848)