Krigen 1848-51: Slesvig juli 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 26. juli 1847 offentliggjorde Kjøbenhavnsposten en artikel som plæderede for at slesvigerne hverken ønske at være en del af Tyskland eller Danmark. Altså et "slesvig-holstensk" synspunkt. Siden kom krigen, og Kjøbenhavnsposten offentliggjorde ikke yderligere artikler med det synspunkt.

Lidt over et år efter, den 24. juli 1848, under våbenhvilen hvor Prøjserne havde bevæget sig langt op i Jylland, og dernæst trukket sig tilbage, var der en lignende artikel. Måske af samme forfatter, hvor dette synspunkt gentog sig. Et unikt indslag i en dansk presse som ellers i større eller mindre grad førte en hetz mod modparterne, slesvig-holstenerne og tyskerne.

Endvidere udkom der en interessant notits inde i bladet, hvor man erkender at den provisoriske regering i Rendsborg er langt mere demokratisk end den danske.

- ,,En Fredens Stemme fra Eideren" har nylig udtalt sig i Hamb. Corresp., med så megen fornuft og mådehold, at den uagtet det slesvigholstenske standpunkt, vel fortjener at gengives her. 

Efter at have ytret sin mening om, at det åbne brev af den afdøde konge i 1846 har udsået den sæd, der nu er vokset blodig op, og et øjeblik truede med at blive til en almindelig europæisk krig, går forf. over til at skildre de sår, som kampen bibringer begge de krigførende parter. Hans forestilling om at Danmarks materielle hjælpemidler allerede er nærved at være udtømt, er nu vistnok fejlagtig, men da hertugdømmernes materielle ødelæggelse dog til sidst også rammer den danske stat i sin helhed, og Danmarks tab altså kun forøges ved enhver som helst fortsættelse af krigen indenfor dets grænser, så har han ikke alene fuldkommen ret i at det kun er "en Minoritet, der er interesseret i krigstilstanden", - dem der har knyttet deres indbildte ære eller eksistens til politiske opgaver, som de kun ved at løse ved krigen - , men at også "den langt større del af det danske folk ønsker freden":

"Lad os se hen til hertugdømmerne", siger forf. "Vi behøver næppe her at minde om den nordlige del af Slesvig, som den ene dag er okkuperet af tyske, den anden dag af danske tropper og som, foruden det byrdefulde i disse vekslende militære okkupationer, også må tåle de lidelser, der følger af partikampen mellem den tyske og den dog eksisterende danske del af befolkningen - men vi ser jo, at alle stæder i hertugdømmerne - måske ene med undtagelse af Rendsborg - lider svært under mangelen på arbejde og fortjeneste. Det blomstrende Kiel ser sin havn ligge tom, sit universitet blive lukket, det rige Altona har set sin handel blive lammet. Udeblivelsen af indbetalinger tilvejebringe en standsning i kapitalernes cirkulation, som har haft mange huses fald til følge, hvilket man af hjertet har måttet beklage, ikke blot formedelst chefernes agtværdige personlighed, men også fordi der som en følge af deres vidtforgrenede forretninger, på en sørgelig måde er grebet ind i mange kredse.

I alle øvrige byer ligger handelen, såvel en gros som en detail, aldeles stille, ligeledes alle håndværker, og følgen heraf er at der overalt er næringsløshed og nød. Landbeboeren i de egne, der ligger krigsskuepladsen fjernere, føler endnu ikke i så høj grad byrderne. Men vedbliver al handel og udførsel at være standset, så har han trods den rige høst, som markerne nu lover, ingen udsigt til at kunne sælge hvad han indhøster til en nogenledes forholdsmæssig pris. Og selv denne billighed af jordbundens produkter, som man under andre omstændigheder ville prise som gunstig for de næringsdrivende i byerne, kan ikke være en skadeserstatning for den næsten totale mangel på fortjeneste, under hvilken de sukker. 

Også de største industrielle entrepriser her i landet lider under dette tryk. Lad os betragte den betydeligste af alle - jernbanen, og sammenligne indtægten på Kieler-Altona jernbanen i månederne maj 1847 og maj 1848, og man vil i sidste måned, uagtet den ganske ekstraordinære indtægt af troppetransporten, dog finde et enormt minus. Et blik på samtlige fabrikker i landet giver et lignende sørgeligt resultat. Dertil en finanstilstand, hvor man for at kunne skaffe de 6.750.000 Mk. til veje, som udfordres, må gribe til de overordenligste og mest rigorøse midler. Og under alt dette har krigen næppe varet 3 måneder. Hvilke udsigter fremstille sig her for betragteren når man tænker sig muligheden af at krigen kan forlænges til vinteren, ja måske endog ud over denne? Er det derfor til at undres over at ønsket om fred dagliget bliver lydeligere og almindeligere her i hertugdømmerne? 

Det er ingenlunde hensigten med disse linjer at prædike fred til enhver pris. Nej, ærefuld må freden være, kun er spørgsmålet her om hvorledes man skal tolke det, navnlig under de her angivne forhold, meget relative begreb "ærefuld". En hårdnakket fordring, og påståelighed på enhver fordring, en nægten af at ville gå ind på nogensomhelst indrømmelse, gør en fred umulig. Man vil her indvende: på retmæssige fordringer må og bør man være påståelig. Men næsten altid er den, der fordrer noget, bona fide c: i dette specielle tilfælde: De danske tror at de opstille en lige så retmæssig fordring når de sige "Danmark til Eideren", som Slesvig-Holsten, når det regner Tyskland til Kongeåen. Selv Napoleon var ved sine fredsunderhandlinger ikke påståelig på alle sine - rigtignok uretfærdige, men i sandhed af den frygteligste magt understøttede fordringer, og historien kan vel næppe opvise en eneste fredsslutning, hvor man ikke har gjort hinanden gensidige koncessioner. 

En anden ide hos vore ideologer og exaltados, som man ofte steder på, indeholdes i denne frase: Vi ville ikke have at diplomatien skal afgøre vor skæbne osv. Lad os dog ikke skuffe os selv! Napoleon alene formanede i en kort tid at foreskrive diplomatien love; ellers har til dato, det vil sige, så længe der har eksisteret stater, diplomatikken c: flere staters enstemmige beslutning, afgør  den enkelte stats skæbne. Man siger rigtignok at februar og marts begivenhederne har gjort en ende på diplomatiens magt, men dette er en ren vildfarelse, en begrebsforvirring. Guizot, Metternich, Canitz og deres systemer, kort sagt: Diplomaterne kan man styrte, men aldrig diplomatiet. Det første skridt efter enhver politisk omvæltning, er at man igen knytter de diplomatiske forbindelser, og ligesom vi efter den 24. februar så at den nye republik straks udnævnte sine diplomatiske agenter, således beskæftiger også nu loven om den tyske centralmagt sig med måden, på hvilken de skal udnævnes. 

Når vi altså hverken kan benægte eller paralysere diplomatiets indflydelse, når vi ikke har magten til at tvinge England og Rusland til ganske at afholde sig fra enhver indblanding i ordningen af vore egne forhold, så må vi heller ikke forlange, at man ganske skal lukke øret til for alle propositioner fra den kant, og kun handle på egen hånd og efter egen konveniens. Herimod vil man måske rykke i marken med den sædvanlige, ofte læste og udtalte sætning: "det enige, store Tyskland behøver ikke at lade sig foreskrive love af nogen!" Men desto værre må enhver som er begavet med et praktisk blik, komme til den overbevisning at takket være partiernes kunster, er Tyskland måske nu mindre end nogensinde før i stand til med magt at sætte sin vilje igennem, når denne står i strid med de øvrige stormagters. 

En sådan ytring vil - det vil næppe fejle - fra en vis side nok blive udlagt som mangel på patriotisme osv. , og dog ligger der måske mere patriotisme, i det mindste praktisk patriotisme, til grund for den end for alle de højtklingende fraser og stikord, som nutiden anvender. Hvormeget det nordlige Tyskland, navnlig alle dets handels- og søstater, lider under krigen, er bekendy. Og mest de  prøjsiske! Derfra kommer da atter den prøjsiske regerings tilbøjelighed til fred. Et sådant ønske er dens pigt lige overfor dens undersåtter. Rigtignok kan Prøjsen ikke efter eget godtbefindende slutte freden; en højere instans, rigsforstanderen og rigsministeriet ville nu afgøre dette spørgsmål. Men vil ikke også dette stræbe efter at gøre en ende på en tingenes tilstand, som skader det heles velfærd? Tyskland har alt for ofte været kamppladsen for verdenskrigene til at den nye centralmagt ikke skulle ville opbyde alt, for i det mindste at lukke en af portene igennem hvilken en almindelig krig påny kunne bane sig vej ind over Tysklands marker. Når det derfor stadfæster sig, som troværdige kilder fortæller at Englands fredsforslag går ud på: Opretholdelse af personalunionen, Slesvig og Holsten forenede, dog således, at Slesvig hverken optages i det tyske Forbund eller inkorporeres i Danmark. Tilståelse af de fordele, som den nyere tid har bragt hertugdømmerne, osv., så fristes man til at tro at når antagelsen af disse betingelser i København ikke umuliggøres af de fanatiske "Ejderdanske", de samme betingelser da også i Berlin og Frankfurt turde blive antaget som en ønskelig basis for de videre forhandlinger. For erobre vil Tyskland ikke, men i dette øjeblik at erklære Slesvig for en del af Tyskland, ville være en erobring. 

Gid dette hertugdømme, frit for al fremmed indflydelse - når mandsstammen engang uddør, og når dette spørgsmål da definitivt skal afgøres - selv må komme til at erklære sig om det ved dets interesser og sympatier mere føler sig hendraget til Norden, eller mere imod Syd. Sker dette sidste, hvilket jo er til at vente, så er dette vistnok en ærefuldere tilslutning til Tyskland end nu, da den dog for en stor del af Slesvigs beboere vil være tvungen. Vi kæmper jo kampen for nationaliteten, lad os derfor også have agtelse for andres Nationalitet. Eller ville vi give de danske ret til at påstå, at de i henseende til nordslesvigerne handle imod os akkurat således som vi tyske handle mod polakkerne og tjekkerne, Slesvig selvstændighed må være os nok, hverken inkorporationen under Danmark eller Tyskland bør blive opstillet som en betingelse på hvilken fredsunderhandlingerne kan strande. Lige så lidt tør underhandlingerne strande i et andet punkt - opretholdelsen af personalunionen. Denne er jo den basis, hvorpå den provisoriske regering dannede sig på hvilken vore Bundsforvandte hjalp os. Og på denne basis overtog også stormagterne forhandlingerne -Man må ikke her komme og sige at hadet mellem de hidtil forbundne folkeslag er blevet undslukkelig ved den nuværende krig. Had og sympati er hos folkeslagene øjeblikkets frembringelser der hurtige kan veksle. Den hyppige totale omveksling, som er foregået i Tysklands stemning mod Frankrig, turde være det bedste bevis for denne påstand. Desuden ville jo også når personalunionen nu opretholdes, den i det mindste højst sandsynlige, uddøen af det nu regerende fyrstehuses mandsstamme først være det tidspunkt, da spørgsmålet om den definitive ordning af arvefølgen vil indtræde. 

Men skal landets vel ikke undergraves, og det endog for flere menneskealdre, så er intet nødvendigere end at opnå en fred. Rigtig nok ingen fred på krænkende, men en fred på fornuftige betingelser. En sådan er imidlertid kun tænkelig, når man fra begge sider kommer hinanden imøde med indrømmelser. I bladartikler og i foreninger har man rigtignok hørt mange stemmer, som lydelig har ytret det modsatte. Enhver mening fortjener, når den er udtrykket af sand overbevisning, agtelse, selv om den femgår af en minoritet. Men at den mening. som vi har udtalt i disse linjer er majoritetens anskuelse, og det endog den langt overvældende majoritet her i landet, dette er vist. Men en ofte gjort erfaring stadfæster sig også her. Vi har her en rørig, for dens egen anskuelser begejstret og virksom minoritet; ved siden af denne har vi en majoritet af hvilken enhver rigtignok indenfor sine fire vægge siger sig selv at freden i højeste grad er ønskelig og ikke kan købes for dyrt ved gensidige koncessioner, men som også lader det blive derved, og ligeoverfor modpartens demonstrationer ikke foretager sig det allermindste. Man tæller blot dem, der har undertegnet petitionerne og medlemmerne af de forskellige foreninger der har udtalt sig imod enhver imødekommen og indrømmelse for at få fred, og man vil da vistnok forbavses lige så meget over deres forholdsmæssige ringe antal, som over at de - naturligvis som en følge af det anderledes tænkende partis uvirksomhed næsten allerede har bragt det så vidt, at deres mening går og gælder for hertugdømmernes 800.000 beboeres, og disse udgør dog "Folket".

(Kjøbenhavnsposten, 24. juli 1848).

Den provisoriske regering i Rendsborg har under den 24. ds. udgivet en ny "definitiv" presselov der ophæver alle tidligere indskrænkninger af trykkefriheden og love desangående, idet alle forbrydelse og forseelser der kunne begås ved pressen, skal afgøres ved de ordinære domstole efter de almindelige love. - Vor trykkefrihedslov fra 1799 tåler naturligvis ingen sammenligning hermed, og da nu også hertugdømmerne har fået en langt friere og mere demokratisk valglov end den nye danske, så viser det sig endnu stedse for indbyggerne i hertugdømmer at de kan opnå større frihed, fraskilte fra Danmark end i forening hermed.

(Kjøbenhavnsposten, 31. juli 1848).

Adresser fra Ærøe. (Efterskrift til Politivennen)

I Henhold til et Inserat i "Fædrelandet" af 1ste Juli d. A., til hvilket jeg tillader mig at henvise, meddeler jeg, at jeg modtager Bidrag til betrængte danske Slesvigere, navnlig i Sundeved, og at Pengebidrag, forsaavidt de ikke øieblikkelig paa en hensigtsmæssig Maade kunne anvendes, ville foreløbig blive indsatte i Ærøskjøbings Sparekasse, som har været Tilfældet med 300 Rbd., der under 3die ds ere mig fra Krigsministeriet tilsendte. Ligesom fra mig, er af Hr. Overlærer ved Randers lærde Skole, Mørch, meddeelt, at der i denne Kjøbstad til dette Øiemed gjøres Sammenskud, saaledes har jeg ogsaa den Tillid til ædle Fædrelandsvenner paa andre Steder, at lignende Bestræbelser for at afhjelpe de Lidendes Nød ville finde Sted. Bidrag i Korn ville især være anvendelige, naar de Flygtede vende tilbage til deres Hjem, hvor rimeligviis Intet vil være at høste

Bregninge paa Ærø, den 12te Juli 1848
Christensen, Provst.

(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. juli 1848)

Provst Hans Christian Christensen (1796-1864) anmeldte i oktober 1848 9 tønder rug og 9 tdr. byg fra 14 bolsmænd i Øster Bregninge.

Paa Ærø har i den senere Tid atter været en lille Kamp om Dansk eller Tydsk, idet nemlig Marstallerne, som stedse have viist sig som de ivrigste Danske paa Øen, indsende en Adresse til Kongen om at blive fuldstændig danske. De beraabe sig paa, at i 1731 blev den danske Lov Beboerne imod deres Villie berøvet. Denne Adresse var den første og blev efter Fleres Ønske omsendt til alle Indvaanere af Øen. Dog, saasnart dens Indhold blev almindelig bekjendt, fandt den endeel Modstandere blandt Embedsmændene og de saakaldte fornemme Folk, Provst Christensen i Bregninge fik i en Hast en anden igang, som meest gaaer ud paa, at Alt bliver ved det Gamle, hvilket er Manges Ønske, skjøndt det jo er indlysende, at der saa Intet var vundet ved hele Kampen. Ville vi kaldes Danske, da maae vi dele med Danmark Godt og Ondt og hverken have det bedre eller slettere. Vi synes derfor, ar Adressen ikke kan kaldes dansk. At Embedsmændene have saa meget imod dansk Lov og Ret, er begribeligt; thi for den staae Alle lige, hvorimod den tydske Lov ikke tillader at stævne Embedsmanden uden for Overretten, og han er da sikker nok, thi det gjør den simple Borger ikke, men giver hellere efter. At Pluraliteten dog, trods alle hemmelige Kunster, er for dansk Lov, fremgaaer tydeligt, idet Marstal Sogn alene udgjør en Trediedeel af Befolkningen, og foruden disse have fra Rise, Tranderup og Ærøskjøbing circa 250 undertegnet. Vi begribe ikke, hvorfor Provst C. var saa hurtig med sin Adresse (det begribe vi saamænd meget godt). Har han hemmelige Grunde? Dansk Lov og Ret maaskee? Vil man herimod indvende, at, som der siges i hans Adresse: Alt hvad vi som Statsborgere kunne ønske, vil finde sig af sig selv: saa svare vi Danske Nei dertil. Aldrig ville vi paa en forenet Landdag kunne hamle op med Tydskerne; thi Usandhed har et stort Terrain, Sandhed derimod kun et lidet. Hvorfor skal Ærø ogsaa være bebyrdet med tydske Love; det kunne vi isandhed ikke indsee. Ærøskjøbingerne, som ikke heller ville underskrive Provstens, indsende selv en Adresse, som mere slutter sig til Marstallernes; den protesterer nemlig ganske mod Tydsk, men omtaler Intet om at blive ved det gamle slesvigholsteenske Fælde. Ogsaa bør man rose Ærøskjøbingernes Fremgangsmaade som smuk, da de først satte deres Adresse i Bevægelse efter at alle andre havde været hos dem. (Svendb. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1848)

H. C. Christensen var i maj 1839 blevet forfremmet fra sognepræst i Ærøskøbing (1835-1839) til provst over Ærø, beskikket til sognepræst for Bregninge og Søby menigheder på Ærø. På kronprinsens fødselsdag 6. oktober 1847 (den senere Frederik 7.) var provsten til stede ved indvielse af en udvidet skolebygning i Marstal, og her havde han fremhævet kronprinsens varme interesse for sagen. 

Artiklen i Svendborg Avis nr. 104 udløste en skarp kritik (25. august 1848) af Marstal-adressens forfatter sognepræst P. C. J. Rasmussen mod provst Christensen for ikke at have underskrevet adressen, ej heller angivet nogle grunde og i stedet henvendt sig selv.

Adressen blev fra andre ærebeboeres side kritiseret for at den, omend den var dansksindet, ikke var i Danmarks interesser, da konsekvensen ville være at Ærø blev løsrevet fra Slesvig, altså de facto en deling. Desuden anførte de at hans sønner kæmpede på dansk side. De blev senere anklaget for at være forrædere.

Debatten i sin helhed findes optrykt i "Avis-Artikler om og fra Ærø i 1848, samlede nærmest til Ærøboerne" af P. C. J. Rasmussen.

Ærø. Her har Kongens og Regjeringens Svar paa vore Adresser fremkaldt den gladeste Stemning; thi det udtaler tydeligt og klart at vi skulle knyttes saa nær som muligt til Danmark, hvortil vi efter Historien høre, og befrygte derfor ikke, at naar Fredens Dage eengang komme, vi da atter skulle falde tilbage i det schlesw.-Holst Virvar, der har afstedkommet saa megen Ulykke. Det foranstaltede Øe-Raad vil vel snart træde i Kraft, og venter man sig af denne nyttige Foranstaltning mange Goder; blot det ikke maa lykkes Partimandene at fremkalde antidanske Valg, hvortil her gjøres mange Tilberedelser; dog den udvidede Valgmaade borger os for at disse Kneb ikke ville lykkes. At man, som adskillige mene, navnlig fra Bregninge Sogn, skulde vælge eneste Bønder, finder næppe mange Tilhængere; thi vi vide Alle, at vore Bønder ikke besidde den Dannelse der udfordres til at fremsætte sine Meninger klare og tydelige, endnu mindre kunne paatage sig de ved Raadet nødvendige Skriverier; ogsaa haabe vi at Marstallerne og Ærøeskiøbingerne nok ville møde og ved Enighed sørge for at vorde repræsenterede; thi ellers er det jo klart at Raadet bliver en Bold for Partierne. Hvorfor Hr. v. Stemann og Provst Christensen have udsat Valget, som var fastsat til den 16de August, er os en Gaade, ligesom vi finde det upassende og fornærmende mod vor retskafne dansksindede Stænderdeput E. H. Brandt, at tage en Bestemmelse uden at spørge ham, som 3die Medlem af Valgcommissionen, tilraads; betragte de ovenanførte Herrer ham maaskee som Baglast? eller er det fordi han ikke er Embedsmand at han behandles med saadan Ringeagt. Kongens Bud lyder, at Valget skal skee snarest mulig; vi mene altsaa at Valgcommissionen har gjort sig skyldig i Ulydighed mod Kongens Bud. Vi have hørt at det er for Høstens Skyld at Udsættelsen skeer; men denne Grund er uantagelig; thi har Landmanden ikke mere Interesse i Sagen, end at han ikke kan være fri en Dag for dette Øiemed, da blive han hjemme, han fortjener da ingen Stemme at have; hvorimod alle Søfolk som sædvanlig om kort Tid ere paa Farten og ved denne Udsættelse tabes kuns Stemmer, hvilket er uretfærdigt; det burde Hr. v. S. og Provst C. betænke, forinden de saa egenmægtige resolverede. At her skulde stikke Kneb under, ville vi ikke tro, omendskjøndt Skinnet er imod. Nei, vi vide at det intet vil nytte; thi man er dog nu bange, og Ærøboerne ville ikke have med Tydskerne at bestille.

Det vækker her megen Harme, at først Hr. Assessor Carstens og siden hans Broder Advocat Carstens med saa megen Ivrighed toge sig af den bortrømte Dr. Nieses fordringer. (Niese tjener i den schleswigholsteenske Hær som Læge og Advokaten har endogsaa truet stærkt med Indførsel; maaskee Regjeringen kunde give Henstand til Krigen er endt, hvilket var billigt; thi i denne Tid er det svært for Folk at fortjene og tilveiebringe det Fornødne. Ogsaa synes vi at Nieses Eiendomme burde beslaglægges ligesom andre Forræderes.

(Svendborg Amts politiske Avis og Avertissements-Tidende 15. august 1848).

Ærø. "Svendb. Avis" meddeler: Tre fra Ærø indsendte allerunderdanigste Adresser er ved Ministeren for Hertugdømmerne, Grev Knuth, saaledes under 3die August besvarede:

"Ærøes tro Befolkning har i tre Adresser - een fra Staden Ærøeskøbing, een fra den nordlige Deel af Øen, indsendt gjennem Provst Christensen, og een fra Flekken Marstal og Nabosogne, indsendt giennem Pastor Rasmussen - bevidnet for Hs. Majestæt Kongen, og den sidste tillige for Allerhøistsammes Statsraad, sit danske fædrelandske Sindelag. Undertegnede, hvem Bestyrelsen af Hertugdømmernes Anliggender nu for Tiden er betroet, har faaet det ham behagelige, hans Hjerte kjære Hverv, at tilkiendegive alle Ærøboerne HS, Kgl. Majestæt og hans Regierings særdeles Tilfredsstillelse, ikke alene over disse, men ogsaa de ved flere tidligere Lejligheder givne Beviser paa undersaatlig Hengivenhed og Trostad, saavelsom over Opoffrelser, som Ærøboerne have gjort for Fædrelandets hellige Sag. Disse paaskjønnes desto høiere under den nu førte Borgerkrigs sørgelige Begivenheder, jo dybere Kongens Hjerte er blevet saaret ved de ikke faa Exempler paa Utroskab og Frafald. De brave Ærøboere kunne være forvissede om, at Kongen og Allerhøistsammes Regjering med fortrinlig Omhu vil sørge for Alt hvad der kan være til Deres Gavn og Lykke. Øen skal i Forening med hele den danske Stat deeltage i Udviklingen af nye og forbedrende, paa Folkefrihed byggede Indretninger og Foranstaltninger, hvortil Begyndelsen allerede er skeet ved det for Øen bestemte Raad, der skal vælges af Folkets Midte, og gjennem hvilket Kongen kan blive bekjendt med Indbyggernes Tanker og Ønsker. Naar Krigen er endt, og Alt endeligen kan ordnes, skulle ogsaa Ærøes. ligelom hele Slesvigs Forhold, vorde Gienstand for den omhyggeligste Overvejelse. Det skal, med de nødvendige Hensyn til dets særegne Tarv, vorde knyttet saa nøie som muligt til Kongeriget, hvortil især Ærøe efter sin Beliggenhed og Historie hører. Jeg kan forsikkre de gjæve Ærøboere, at Kongen aldrig vil lade Ærø skilles fra Danmark, langt mindre lade det indlemme i det tydske Forbund.

Den Krig, som Danmark nu nødsages til at føre, ser at værne om sin ældgamle Selvstændighed, medfører meget Trykkende og mange Besværligheder, men har ikke lidet Opløftende, idet vi have lært at kiende vore Kræfter, og hidtil med Ærø have kæmpet mod Overmagten. Ogsaa et lidet Folk kan udrette meget ved Samdrægtigbed; Gud er stærk i den Svage! Lader os fremdeles stole paa ham".

I de tre saaledes besvarede Adresser have Beboerne af samtlige Districter paa Ærø udtalt deres Hengivenhed for Kongen og Regjeringen, der er imødekommet Øens Ønske ved Gaven af et Folkeraad, en Gave, som vist ved det snart forestaaende Valg af indsigtsfulde og fædrelandsksindede Mænd af Folkets Midte, c: udenfor Embedsstanden, overeenstemmende med Regjeringens Interesse, vil benyttes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1848, 2. udgave).

Valget blev afholdt den 9. september 1848. Pastor Rasmussen og to af hans sympatisører blev valgt. Derudover 2 andre.

Provst Christensens søn, Adolph Christensen (1824-1850) meldte sig ved krigens udbrud som frivillig og deltog i kamphandlingerne ved Bov, Slesvig, Dybbøl, Sundeved og fik ved Isted et skudsår i nakken og mellem skuldrene. (Se uddrag af breve fra Friederike v. Stemann 1846-1864 i Gads Danske Magasin 1911-1912.). Provsten ansøgte og fik afsked i november 1863 i nåde og døde ½ år efter, 11. april 1864.

Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

De lokale bønder måtte levere til både den ene og den anden af hærene, bl.a. køre ægtkørsel. Det fremgår af nedenstående at såvel sympati med den ene eller anden side, samt i det hele taget at yde noget, var i spil:

Ribe - Vi har er par gange omtalt, at de haderslevhusiske beboere her på egnen er blevet tilsagte til at udføre kørseler og levere furage til den fjendtlige arme, og at de som ikke mødte blev afhentet af dragoner. Nør Fardrup Sogn havde imidlertid nægtet at møde i nogen tid indtil for et par dage siden, da beboerne besluttede at møde for at undgå større ubehageligheder. De haderslevhusiske beboere i sognet har således lejet 15 vogne, der med proviantering for 5 dage samt det af fjenden udskrevne korn og fourage har kostet dem, såvidt vi ved 12 gårdmænd, 500 rbd. 

I Høirup og Roager sogne er der også af riberhuserne blevet forlangt og leveret vogne, fourage og korn, hvorimod en preussisk officer, da han i Hvidding og Vestervedsted af tjenestfærdige ånder blev henvist til riberhusere om fourage, erklærede at han intet kunne fordre af disse beboere. De haderslevhusiske beboere har således måttet udrede betydeligt, ikke alene til fjenden, men også til vor egen arme for dens sidste tilbagetog fra Haderslev, og det havde vistnok været rimeligt om de danske beboere havde taget del i leverancerne og kørslerne i det mindste til vor egen arme, hvilket ikke skete fordi Ribe Amt mente ikke hertil at kunne udstede ordre. 

Vi skulle endnu kun bemærke at da vor arme trak sig tilbage efter slaget ved Slesvig, tog de haderslevhusiske beboere - efter hvad der er os meddelt fra pålidelig hånd - ikke i betænkning at levere furage til armeen på Ribe Amts rekvisition, og vi vil derfor henstille til de danske beboere, om de ikke måtte finde det ret og rimeligt, at de nu da hele byrden hviler på deres haderslevhusiske brødre, på en eller anden måde søgte at lette dem denne byrde.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 21. juli 1848)

Krigen 1848-1851 - Paagrebet ved Dyppel (Efterskrift til Politivennen)

Hr. redaktør!

For en 3 uger siden har der i Deres blad Kjøbenhavnsposten været tale om en bondemand fra Sundeved, som skal have givet vore folk oplysninger og signaler ved angrebet den 28. maj, men desværre blevet overrasket derved, samt pågrebet og bortført og mangfoldigvis mishandlet af fjenden. Det forholder sig rigtigt at en bondemand fra Sundeved, nemlig Lorens Nielsen fra Dybbølbjerg, den bevidste dag er blevet pågrebet og bortført og mangfoldigvis mishandlet af fjenden; men jeg er fuldkommen overbevist om, at denne mand aldeles ikke har signaliseret med eller givet nogen som helst oplysning til vore folk, og da jeg befrygter, at det kunne geråde ham til skade, hvad Deres blad i denne henseende beretter (han er nemlig endnu i fangenskab), så er jeg herved så fri at meddele Dem, hvad jeg ved og har bragt i erfaring denne sag betræffende, og beder Dem derefter at berigtige Deres artikel.

Fornævnte Lorens Nielsen blev taget af de tyske forposter formiddagen den 23. maj, mens han var beskæftiget med at røgte sit kvæg, og bragt til vagten ved Dybbøl præstegård for at blive forhørt, men da imidlertid affæren gik for sig, blev der ikke tid til at forhøre ham, og da tyskerne retirerede, slæbte de ham med sig. Han var den eneste, som til denne tid var pågrebet og henført i vagten, og han er så vidt mig bekendt den eneste bondemand fra
hele vor omegn som fjenden har slæbt med sig gennem Flensborg og videre ført til Rendsborg og forhånet og mishandlet ham på mangehånde måder. På sin flugt gennem Nybøl og Stenderup tog fjenden rigtignok to andre bondemænd med sig, men disse
blev snart igen løsladt, og er så vidt vides ikke blevet mishandlet. Talen i artiklen kan altså kun være om førnævnte bonde Lorens Nielsen, og om ham kan jeg med sandhed bevidne at han hverken den bevidste dag eller før har signaliseret eller givet oplysning til vore folk. Jeg selv har talt med manden, medens han var i vagten og ved det også af hans kone og andre, at han aldeles ikke har befattet sig med sådant.
Ulkebøl den 15. juli 1848.
K. Karstensen,
Sognepræst til Dybbøl.

(Kjøbenhavnsposten, 20. juli 1848)

Berliner-Zeitungshalle 16de Juli 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Under Overskriften: "Vaabenstilstanden med Danmark", meddeler "Berliner-Zeitungshalle" af 16de ds. følgende Artikel:

Efter at vi flere Gange ere blevne stimede ved ugrundede Rygter om Fred, synes Efterretningen om, at en Vaabenstilstand paa 3 Maaneder er bleven afsluttet, endelig at bekræfte sig; vi ville haabe, at en snarlig Fred vil gjøre en Ende paa denne usalige Krig, der allerede har kostet Tydskland saa uforholdsmæssige, tunge Offre.

"Ligesaa naturligt det var, at vi i den første Bevægelse efter Revolutionen ilede Schleswigholsteinerne til Hjælp, dengang vi som Princip opstillede Landenes Deling efter Nationaliteterne, ogsaa hvor det var os til Skade, ligesaa conseqvent maae vi nu, efter at vi i Posen, Böhmen og Øvre-Italien have fornægtet dette Princip, indrømme, at vi aldeles ikke have Ret til at tvinge Danmark til at aftræde Slesvig; thi vor Ret beroede netop derpaa, at Halvdelen af Befolkningen i Slesvig, som aldrig har hørt til Tydskland eller det tydske Forbund, er tydsk. Det har i Krigens Løb viist sig, at den danske Halvdeel af Befolkningen er afgjort stemt imod en Tilslutning til Tydskland, og at selv hos den tydske Halvdeel Længselen efter denne Forening ikke kan vene saa heftig, da den med en beundringsværdig Sindsro imødeseer Afgjørelsen af dette vigtige Spørgsmaal. Embedsmændene, de Lærde (der, dannede paa tydske Universiteter, ved aandelige Baand ere knyttede til Tydskland) og Ridderskabet ønske den rigtignok, men Massen af Folket har, som Begivenhederne klart godtgjøre, viist sig aldeles fremmed for Bevægelsen, der vistnok hovedsagelig skylder Augustenborgernes ærgjerrige Planer det Omfang, den har. Ridderskabet havde ogsaa oprindelig kun sin egen Fordret, sine egne Privilegier, sin nexus socialis for Øie ved sin Opposition imod den danske Regjering, og først da det indsaae, at det alene næppe vilde naae sit Maal, da udsaaede det med Iver Misfornøielsens Sæd iblandt Folket, da vilde det bibringe den menige Mand den Tro, at det kun var hans Sag, det forfægtede. Men hvad vi have at vente af disse ædle Herrer i hvilketsomhelst Land, det har Historien viist os i Aarhundreder; denne Classe vil overhovedet kun overalt have Rettigheder og Friheder for sig selv, men ikke Ret og Frihed for Alle. Major v. Wildenbruchs Brev har ogsaa viist os, hvilke Bevæggrunde der bragte Cabinetterne til saa hurtig at ile den provisoriske Regjering i Rendsborg til Hjælp. Det var ikke for at befrie en tydsk Stamme fra fremmed Herredømme. - nei! thi havde Talen varet om en saadan Bagatel, da havde der mødt tusinde Forhindringer for Afsendelsen af Tropper; men her havde det stor Hast; thi den preussiske Garde, som var forstemt over Tilbagetoget fra Berlin, maatte hurtig og let bringes i godt Lune igjen og - der var Fare for, at i Schleswig-Holstein et Folk kunde seire ved sin egen Kraft og Folkesouverainiteten blive proclameret i Hertugdømmerne - Et altfor farligt Exempel for Nabostaterne.

"Kort sagt, som det saa ofte er gaaet, saaledes har ogsaa denneqang det tydske Folk ladet sig stnffe og bruge som et Redskab for Reactionens snue Hoveder. Denne Erkjendelse opnaae vi noget seent, den koster os tunge Offre af Gods og Blod - men seent er dog altid bedre end aldrig. - Sagen staaer nu omtrent paa samme Punct, hvorpaa den stod, før Tydskerne rykkede ind i Slesvig, det Resultat, vi nu ville kunne opnaae - sandsynligviis det sydlige Slesvigs Incorporation i Holsteen og dets Optagelse i det tydske Forbund - havde vi kunnet opnaae uden Sværdslag (?!). Een Lære giver denne Krig os imidlertid, og den er ikke for dyrt kjøbt, naar vi lægge os den paa Hjertet vi maae tage Sagen to Gange under Overveielse, før vi atter opoffre os for de Frihedsimpulser, som begunstiges af Cabinetterne."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. juli 1848).

Berliner Zeitungshalle var et revolutionær-demokratisk aftendagblad som udkom i slipstrømmen af begivenhederne i 1840'erne. Med valgsproget "Alles für das Volk, Alles durch das Volk" var det et af de få blade som forsøgte at formidle befolkningens reelle synspunkter, ikke som de fleste andre blade (inklusive stort set alle danske) som repræsenterede de toneangivende politiske, sociale og kulturelle.

Anton Albert Heinrich Louis von Wildenbruch (1803-1874) var en preussisk officer og diplomat. Hans diplomatiske karriere startede i 1829 i Mellemøsten. I 1848 var han rejst til Berlin hvor han af den preussiske konge fik til opgave at forhandle med Danmark under hele krigen. Herefter fortsatte han karrieren i Bern, Osmannerriget m. fl. Han var ligeledes geograf.