Utidig Forestiling paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Jøden og galanterihandleren Ephraim Golz var en figur i lystspillet "Østergade og Vestergade" af Thomas Overskou. Fra premieren 31. december 1828 og frem blev den spillet af en af tidens største komikere Johan Christian Ryge. Han er en ældre mand, plaget af podagra og med halvtysk kaudervælsk er en latterlig figur og skørtejæger. Også fordommene om jøder som pengespekulanter luftes. 

Indsenderen af disse bemærkninger tillader sig herved at udtrykke sin med mishag blandede forundring over at eleverne i Borgerdydskolen på Christianshavn, der søndag den 10. september gav en forestilling i et patriotisk øjemed, netop ved denne lejlighed fik tilladelse til at vælge en så hæslig scene som jøden Golz. Det kan gerne være at denne scene har været meget naragtig, og at den skoledreng der fremstillede den, ret fik sit talent for det komiske stillet i et glimrende lys. Men smuk og god har denne scene næppe været. Denne fremstilling har røbet en usædvanlig ringe takt for det sømmelige og velvillige der ellers dog for det meste er fremherskende i ungdommen. Fremstilleren har næppe betænkt at der ved forestillingen både var forældre og børn til stede, der hører til en religion, eller til et samfund, der under billedet af en Golz skulle hånes. Og det måtte jo også være så meget mere sårende for disse netop der, og det i vore tider, ja endog endog i en næsten barnlig kreds, eller i det mindste i en samling af skoledrenge.

Forestillingen er bleven givet i et patriotisk øjemed til bedste for de i krigen sårede; dertil ville nu også de i skolen gående børn og forældre af israelitisk trosbekendelse velvilligt give deres skærv; de komme, ser, ja hvad ser de? en skoledreng der i en barnagtige uvidenhed opvarmer det forrige sekels løgne og vil bilde folk ind at der virkelig gives jøder a la Golz.

Eller var det måske fremstillerens mening at de israelitiske disciple der gar i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvori han formodentlig endnu befinder sig, endnu hører under den kategori, så at de i det mindste står langt tilbage for de andre disciple i flid, kundskaber og god opførsel, så tager han også deri fejl, eller har forsætlig fordrejet sandheden. Det er langt fra at de israelitiske børn står tilbage for de andre, men at der tværtimod gives flere iblandt det lille antal drengebørn af den mosaiske religion, der findes i skolen, der af alle lærere er fremhævede som sande mønstre på flid og fortrinlig opførsel. Hos dem findes der ikke et spor af golzist jargon, af ussel pengestolthed, af alle de naragtigheder og laster, der er personificerede under denne komiske maske. Det måtte altså blot vække sørgelige følelser hos disse børn og deres forældre at se at der endnu kan findes så stærke spor af intolerance hos deres meddisciple, ikke fordi de i den fremstillede karrikatur kan genkende noget af deres eget jeg; men fordi de i denne Skildring hører ordet "jøde" udtalt i den gamle, hånlige betydning, og fordi der i denne omtales en begivenhed, som vel ingen af dem har oplevet, men som var lige så sørgelig for jøderne, som beskæmmende for dem, der vovede at kalde sig kristne, og dog viste sig så ukristelige.

Denne væmmelig naragtige scene var desuden ganske overflødig. For enhver havde vist med stor fornøjelse gjort afkald på en så ubetydelig nydelse, som var af den beskaffenhed, at den kunne vække mishag hos nogle af tilskuerne. 

Indsenderen vil gerne indrømme at dette sceniske misfoster blev produceret for tilskuerne rimeligvis af ubetænksomhed og barnagtig kådhed og ikke af ondskab, og det er netop derfor at det her bliver omtalt, fordi enhver fornuftig israelit tiltror sine medborgere uden Hensyn til religion, at være enig om, at ethvert offentligt misgreb, hver åbenlys uretfærdighed skal og bør påankes, om den end kun sker som en drengestreg, for at det ikke senere skal hedde: at tie det er at samtykke og indrømme. Derved kunne måske også i en større stil det resultat opnås at publikum for fremtiden selv på teatret forskånedes for sådanne scener.

Indsenderen tillader sig hertil endnu at føje nogle så almindelige betragtninger. For man bør jo af alting søge at udlade det bedste. Således vil vist ingen upartisk iagttager frakende israelitterne i Danmark, at også de som sig hør og bør, i disse farefulde tider med al mulig opoffrelse har vist sig som sande fædrelandsvenner og rigeligt, både offentlig og privat, har ydet deres skærv til fædrelandets bedste, samt efter deres ringe antal har sendt mange frivillige forsvarere til hæren, for at vove liv og blod for moderlandet.

Nogle af disse er indsenderen personlig bekendt. og hvis nogen af den lille hob, havde vist sig fej og forknyt, ville man vist ikke have undladt at bringe det til offentlig kundskab. Men at dette ikke er sket, vidner om, at de ikke have stået tilbage for deres tapre medstridere, og det skulle derfor glæde indsenderen meget, om de israelitiske frivillige ved at læse disse ord, end mere uforfærdet skulle gå faren imøde, på det at de netop måtte kunne tjene til bevis for, at en israelit kan være en tapper og uforfærdet kriger, og husk på stor taler i udlandet, af fødsel en dansk mand, engang har forkyndt - at israelitterne nedstammer fra et fordums heltefolk, og udgjorde en nation af krigere, før de i nødens og genvordighedens århundreder måtte give afkald på fortidens heltesind. Men, så sandt som nutidens ædlere ånd også har meddelt sig til dem, så sandt vil ingen israelit tåle, om end kun for spøg, at fremstilles i en ussel og fej skikkelse. 2+t.

(Kjøbenhavnsposten, 13. september 1848)

Det ville måske have været klogest at lade det Angreb ubesvaret der i nr. 214 af dette blad under mærket 2+t er sket på den forestilling, Borgerdydskolens prima gav søn. d. 10. sep., på grund af monologen "Jøden Goltzes frieri"; og dette ville også være sket, hvis angrebet ikke - mildest talt - havde været så uridderligt - uridderligt, fordi indsenderen, der tydeligt nok sætter sig så højt over de angrebne, dog vil nedlade sig til at angribe de svagere, "Skoledrengene". For dem er det der på egen hånd har arrangeret det hele. Uridderligt fordi han bruger det samme våben han i sit angreb med stor indignation forkaster, idet han anvender ordet "skoledreng", der intet skældsord er som et sådant. For det samme er jo tilfælde med Ordet "jøde" Forøvrigt kan fremstilleren ikke henføres under kategorien "Skoledreng", lige så lidt som han nogensinde har været discipel af Borgerdydskolen, men kun af velvillighed tilbød sin bistand.

Med hensyn til valget, da var det vistnok et fejlgreb da man kunne ane, at det for en enkelt ville være til forargelse. Men dette blev nødvendigt på grund af omstændighederne, uden at man havde nogensomhelst hensigt dermed, hvilket vil kunne bemærkes af den omstændighed, at den omtalte monolog ikke var anmeldt på programmet; og har de spillende vist mangel på takt, da må denne beskyldning også for en del falde på publikum, der modtog forestillingen med udelt bifald. At hensigten ikke har været at krænke skolens disciple af den israelitiske trosbekendelse, fremgår deraf, at forestillingen var offentlig, lige så offentlig som det kongelige teaters forestillinger, hvor vi ofte såvel i ældre som i nyere Stykker (hos Holberg; Østergade og Vestergade, Bagtalelsen Skole osv.) finder en enkelt jøde latterliggjort, uden at derfor nogen ville være så tåbelig at overføre det på hele Nationen. Når derimod indsenderen taler om religionsforskel, da indser vi ikke i hvilken forbindelse den står med den nævnte scene. For det er ikke som mosait, som bekender af en anden religion Goltz er latterliggjort, men som et indbildsk, tåbeligt subjekt, der tilfældigvis er en jøde; ja havde man fremstillet noget af den art, at det kunne angribe religion eller spotte den, da havde det været i højeste grad uliberalt, især nu da man overalt indrømmer religionen al mulig frihed og giver alle religioners bekendere lige statsborgerlige rettigheder. Uden at gruble over hvad indsenderen mener med at man "skal søge at udlade det bedste af enhver ting", uden at ville indlade os på betragtninger over jødernes tapperhed eller gengælde alle de skældsord, hvoraf den ærede indsender strømmer over, slutter vi med den forsikring, at vi ikke oftere ville omtale denne sag, i hvad så Hhr. 2+t måtte behage at svare. tiro.

(Kjøbenhavnsposten, 19. september 1848).

Forurenet Aa (Efterskrift til Politivennen)

I en tid hvor opmærksomheden er henvendt på renligheds vedligeholdelse som et hovedmiddel til mulig at kunne forebygge de sørgelige omstændigheder som kolera kan medføre, kan man ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på følgende:

Ved enden af ejendommen Ventegodt og Petersdal løber en å fra Lersøen som forener det vand som hovedstadens indbyggere dagligt nyder. Mellem disse ejendomme løber en grøft hvori al urenlighed af skarn, møddinger samt mere uhumskhed samles, dette har sit udløb i nævnte å. Vil man nu tænke det yderst urenlige af den grøfts udløb som afgiver en så ilde lugt at man ikke uden den højeste grad af væmmelse kan opholde sig derved, og at dette skal have sit udløb i den å som forener løbet til hovedstadens vand, så vil man let kunne indse det farlige i en uundgåelig nydelse. Enhver kan blive overbevist om denne sørgelige sandhed ved at ulejlige sig til nævnte ejendom. Man tvivler ingenlunde om at vedkommende snarest mulig vil træffe de fornødne foranstaltninger som kan forebygge et for sundheden så yderst skadelig onde.

(Kjøbenhavnsposten, 11. september 1848)

Krigen 1848-1851: Vaabenstilstand September (Efterskrift til Politivennen)

Under våbenstilstandsperioden i 1848 berettede den danske presse meget partisk om forholdene i slesvig. Når "dansksindede" gik løs på "tysksindede", hyldedes de som helte der slog ned på rebeller. Når det omvendte var tilfældet, omtaltes de tysksindede som pøbel mod dansksindede. Her et eksempel på det sidste:

I Tønningen har været spektakler i anledning af at et par udlagte fyrbåde skal være borttaget af vores skibe. Man skal have ødelagt et hus, hvis ejers søn blev anset for den som havde angivet bådene for vores søfolk. 

Endelig har også været nogle pøbeloptøjer i Tønder foranlediget af at nogle damer fra Møgeltønder havde vist sig i byen med dannebrogsroser. Uagtet disse roser blev taget af hattene formåede dog selv borgmesteren hvis beskyttelse de stakkels piger søgte, ikke at forhindre at pøbelen forfulgte dem med skrig og skrål og overslog dem med snavs. Pladskommandanten forlangte tropper til ordens opretholdelse. Men efter at disse var draget bort, skal det have været galt igen. Slesvigholstenerne synes overalt at være i meget slet humør.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 4. september 1848).

En af årsagerne til det omtalte pøbelopløb i Tønder har vi fra flere sider erfaret at være denne: Søndag før var til Schackenborg inviteret nogle tønderanske smådrenge i anledning af kammerherre Kroghs søns fødselsdag. Næppe erfarer drengene i Møgeltønder dette før de bevænede sig så godt de kunne og besatte alle tilgangene fra Tønder med den beslutning ikke at tillade de tønderanske drenge at lege på Møgeltønder-gebet og håne dets danske beboere. Som følge af denne demonstration blev fødselsfesten aflyst. De i Tønder overfaldne piger din en mand der til at befordre sig til deres hjem, men da denne kom tilbage til Tønder, blev hans vinduer slået itu, og sposserne, hans møbler etc. således ramponerede at skaden anslås til 400 mk. kour.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. september 1848).

Ligeledes spillede for begge parter sang og flag en rolle. Mens danske sange og fremvisning af dannebrog blev hyldet i høje toner i aviserne og overgreb mod disse beskrevet i krasse vendinger, blev omvendt overgreb mod den slesvigholstenske fane og sangen "Schleswigholstein meerumschlungen" beskrevet som legitime og såvel fane som sang latterliggjort og forhånet.

Såvel prøjsere som kongeriget bortførte sognefogder, præster mm. til hhv Rendsborg og København. De første blev fordømt, mens det sidste anset som fjernelse af fjendtlige embedsmænd.

I udlandet rapporteredes om at revolutionære var på tilbagetog mod kontrarevolutionære, men endnu på dette tidspunkt var situationen dog noget uklar hvordan udfaldet ville være.

Valget 1848: Indtegnede Vælgere i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 - Det Antal af Kjøbenhavns Vælgere, der har ladet sig indtegne til Deltagelse i de forestaaende Valg til en Rigsforsamling, er, som vi igaar angav i Alt 8,733. Paa de enkelte Districter er Fordelingen saaledes: 1ste District 956, 2det District 902, 3die 912, 4de 894, 5te 752, 6te 616, 7de 1022, 8de 859, 9de 630, 10de 403, 11te 787. Det bedst repræsenterede District er saaledes det 7de (i den nordvestlige Del henimod Midten af Byen) og det, hvorfra de færreste ere mødte, det 10de; men herved maa bemærkes, at dette Qvarter indbefatter Kasernerne, Stokhuset og flere andre offenlige bygninger samt at en Mængde fraværende Militaire desuden der have bopæl. Mellem de øvrige Districter er Forholdet temmelig ligeligt, de to svagest repræsenterede blandt dem ere 6te (Christianshavn) og 9de (Adel- og Borgergade med tilstødende Gader), hvor, som bekjendt, en stor Del af den fattigere befolkning har bolig. Imidlertid troe vi, at Udfaldet af Indtegningen maa kaldes godt , ikke blot sammenligningsvis med enkelte Landdistricter, men under Hensyn til alle stedfindende Forhold. Man kan nemlig neppe anslaae det hele Antal af valgberettigede Mænd heri byen saa høit, som af "Berlingske Tidende" (Nr. 217) antaget, til 17 a 18,000. Det er vistnok meget vanskeligt at have nogen bestemt Mening herom, fordi det statistiske Tabelværks Oplysninger, for at benyttes, maae suppleres med meget usikkre Calculer. Men naar man fra Antallet af Mandfolk over 30 Aar, der udgjør 23,311, vil drage dem over 70 Aar, Almisselemnier, Straffanger, Fallenter, største Delen af det mandlige Tyende og af Militairet, endelig de i Udlandet fødte, som ikke have været bosatte her i 10 Aar, saa vil man, uagtet, som bemærket, kun faa af disse Tal bestemt kunne angives, næppe kunne anslaae det hele Vælgercorps til meer end 13-15,000. Naar man nu desuden tager i Betragtning, hvad forskjellige Anekdoter fra Valgindtegningen røbe, at der i de arbejdende Classer uden Tvivl hersker nogen Uklarhed om denne dem aldeles nye Handlings Betydning og Hensigt, saa at det vel tør antages, at en Del derved have ladet sig afholde fra at tegne sig, og at navnlig af den egenlige Dagleierclasse, hvis Antal er næsten 4000, neppe Mange have tænkt paa at benytte deres Ret, saa vilde det høieste rimelige Antal, de indtegnede Vælgere denne første Gang kunde naae, sikkert kun kunne anslaas til 10 a 11,000, og henimod 9000 have jo tegnet sig.

(Fædrelandet 5. september 1848).

Valg til 114 medlemmer af en lovgivende rigsforsamling fandt sted torsdag den 5. oktober 1848. Tillige blev 38 udpeget af kongen. Opgaven var at udforme og vedtage Danmarks grundlov. Stemmeret havde myndige mænd over 30 med egen husstand, eller ca. 6% af befolkningen (86.080 personer). Valgdeltagelsen var næsten 33%, større end ved de senere Folketingsvalg. 

I valgkampen manifesterede forskellige retninger sig: den liberale oppostion til enevælden (især det københavnske borgerskab), de nationalliberale, Bondevennerne og bladet Almuevennen, Valgreformforeningen (udsprunget af Hippodrommøderne). Partier i moderne forstand eksisterede ikke, omend Bondevennernes kampagne lidt lignede nutidige partikampagner.

På udkast af D. G. Monrad og Orla Lehmann diskuterede og vedtog forsamlingen grundloven den 4. juni 1849.

Krigen 1848-1851: Forhandlinger, Vaabenstilstand, August 1848 (Efterskrift til Politivennen)

I juli var indgået en våbenhvile. I hvert fald blev der ikke kæmpet. I denne periode havde prøjserne trukket sig ud af Jylland. 

Den 26. august blev der aftalt en 7 måneders våbenhvile (i Malmø). Se aftalen i Kjøbenhavnsposten, 4. september 1848. Denne periode ledte dog ikke til en varig løsning, og krigen blev genoptaget i april 1849. 

Udsættelsen af den slesvig-holstenske konstituerende forsamling i 4 uger er blevet antaget, og Olshausen har i den anledning, misfornøjet med centralmagtens færd mod Schleswigholstein, hos forsamlingen søgt om sin afsked som regeringsmedlem, da den provisoriske regering ikke har anset sig berettiget til at tilstå ham samme. - Med denne udsættelse er Kiel. Corr. meget utilfreds og yttrer blandt andet: Grunden til denne udsættelse er os ikke bekendt; ventelig har centralmagten anset samme for nødvendig når en våbenstilstand skulle komme i stand, og Tysklands enighed opretholdes, og centralmagten skal i overensstemmelse med den provisoriske regering på det indstændigste have tilrådet denne udsættelse. Komiteen som skal overveje forfatningsudkastet vil formodentlig blive samlet, og endnu en anden permanent komite danne sig; i det mindste har vi dette håb. Kun ganske få medlemmer skal have talt imod udsættelsen, men mange særdeles faste og bestemte mænd har talt for samme. Vi må altså antage, at der efter omstændighederne ikke var andet at gøre, og håber at ikke alle frugter af denne på ofre og trængsler så rige tid går tabt. Om endog denne udsættelse altid er en sørgelig begivenhed, kan vi dog ikke lægge dølgsmål på, at vort land selv bærer en stor del af skylden herfor. Det er hos os, navnlig i den sidste stænderforsamling ikke erkendt, at en rask og bestemt handlemåde var fornøden. På den ene side er den provisoriske regering på mange måder blevet standset i sin virksomhed ved uværdige angreb, og på den anden side har man fjernet sig fra virkelighedens faste grund ved illusioner om republik og umiddelbar afhængighed af det tyske riges overhoved alene. Folket skulle have henvendt sin hele opmærksomhed på krigen, i stedet for på den indre politik. Det er tid at henvende vor hele klogskab på Slesvig-Holstens frelse fra ny afhængighed af Danmark.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. august 1848)