Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. J. J. Dampe!

De har i "Kjøbenhavnsposien" nr. 270 udtalt Dem på en meget bitter og uretfærdig måde imod mig, på grund af den i "Historie og Digtnings" påbegyndte biografi af Dem; idet De deri har i et krænkende og sårende angreb, som jeg skulle udskrive og opfriske fra ældre usandfærdige beretninger. Jeg kan forsikre Dem, at det har været så langt fra mine tanker i mindste måde at ville krænke Dem, at jeg tværtimod har troet, ved netop nu da "Folkefrihedens oprindende Morgenlys" skinner over vort fædreland, at fremkomme med en beretning om, hvad De har lidt fordi De virkede for "folkets Ret", at vække en så meget større erkendtlighedsfølelse i folkets hjerter for denne Deres virken. Jeg har ofte selv dvælet med interesse og anerkendelse ved Deres livs dåd og den tunge skæbne, hvortil den førte Dem, og jeg ventede og venter at den påbegyndte oversigt af Deres Liv vil, hos enhver læser fremkalde de samme følelser. Dette angående min hensigt. 

Det fremgår af Deres skrivelse at De ved, at min kilde er en gennem en række af  artikler i "Kjøbenhavnsposten" for 1841 givet fremstilling af Deres liv og levnet. Denne fremstilling vidner helt igennem om, at dens forfatter var i høj grad velvillig og godt sindet imod Dem, og var meget nøj bekendt med hvad han skrev om; der går en tone gennem det hele, der vidner om en alvorlig stræben efter nøjagtighed og sanddruhed, og man ser at forfatteren har haft adgang til kilder der ikke stod åbne for enhver. De indrømmer selv, at hin fremstilling for en stor del var indrettet til den hensigt, om muligt at formilde magthaverens vrede; men hvorledes forenes dette med Deres anden mening: at den "i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb mod den forfulgte med sårende pile?" 

Der kunne, efter det anførte ikke for mig være mindste grund til at antage, at denne fremstilling skulle indeholde "usandfærdige beretninger". Men hvad der afgørende måtte bestyrke min tro på dens pålidelighed i de punkter, som jeg nu ser ikke er rigtige, det er, at en artikel af Dem i "Kjøbenhavnsposten" nr. 333 for 1841 forsvarer hin fremstilling imod "Altonaer Merkur", som havde savnet et "væsentligt punkt deri; og et lille skrift af Dem: "Til Danmarks Borgere" nr. 2 der udkom 1844 berigtiger en del i samme fremstilling, "som var blevet dens forfatter urigtigt berettet". Når De selv har offentlig forsvaret den nævnte beretning i det Punkt, og har offentlig berigtiget den i andre punkter, og ved denne lejlighed ikke i mindste måde antydede at den indeholdt flere urigtigheder end dem De da berigtigede, så tror jeg at jeg har været i min gode ret når jeg antog det øvrige for pålideligt. Det er mig derimod meget kært, at De har benyttet denne lejlighed til at oplyse, hvad urigtigt der er forekommet i den allerede udkomne del af Deres biografi, og at De vil levere lignende oplysninger til det følgende, hvilke jeg har ret til at vente meddelte i en mildere form end de nu givne. De vil derved opnå, at fremstillingen af 1841 bliver behørig udrenset for alt, hvad der ikke er fuldkomment stemmende med sandheden, mens dette måske ikke havde været muligt, dersom den først engang senere var blevet opfrisket, når graven gemte Deres støv.  

Jeg skal i "Historie og Digtning" under fortsættelsen aftrykke Deres offentlige skrivelse til mig, med dette min svar, og henstiller forøvrigt ganske til Dem selv, hvorvidt De måtte ville sende mig direkte, hvad De senere måtte have at anføre til berigtigelse af det følgende, eller, som denne Gang, igennem et andet blad, hvorfra jeg da skal optage det.
J. A. Hansen.


Vi ved ikke om det er et fuldstændigt eftertryk af nærværende blad hvorom denne strid drejer sig. Red. af Kjbhpst.

(Kjøbenhavnsposten 21. november 1848)

Tidstavle

1790 Født 10. januar 1790 i København. Forældre: skræddermester Jacob Frantzen Dampe og Anne Gjertrud Christensdatter Lund (1756-1821)
1804 Student fra Metropolitanskolen.
1809 cand. theol.
1811 "Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning"
1811 5. marts gift med Dorthea (Thea) Kirstine Johannissen Boye, (1790-1823).
1812 Filosofiske doktorgrad - dr. phil. Doktorafhandling om Koranens morallære.
1811-16 adjunkt ved Slagelse Latinskole. 
1815 "Avis for 10 Kjøbstæder"
1816- Oprettede privat drengeskole, filosofiske studier og litterære arbejder. Magister J. Dampe og skrædder J. F. Dampe, Studiestræde 54 (Krak 1817-1818). 1859 Studiestræde 3, henlagt til 1806 25 i 1906. Med nuværende adresse Nørregade 7/Studiestræde 3. Bygningen er fra 1906.
1818 Støtter Baggesen i fejden mod Oehlenschläger.
1818 November. Dampe er medlem nr. 12 i "Clio", ialt 150 medlemmer.
1819 17. januar. Dampe taler for fulde huse i Helligåndskirken (Politivennen).
1819 12. september. Dampe prædiker i Helligåndskirken. 
1819 "Om Frihedens Overensstemmelse med Christendommens Aand". Censuret den 27. november.
1819 12. november Ørsted afgiver et responsum hvori han kobler Dampes skrift sammen med jødefejden hvad angår opvigling af mængden. 
1820 økonomisk uføre.
1820 Marts. Dampe fremsender skrift om augsburgske bekendelse til godkendelse hos Danchell. 
1820 10. april Afholder mundtlige prædikener og foredrag over skriftet.
1820 Maj. Udgiver "Underretning til Publicum .... ". En hidsig brevveksling med Danchell følger. 
1820 juni. På Dampes påstand om at der intet er gjort imod hans virksomhed, svarer Danchell med et forbud. Dampe udgiver i stedet et par skrifter 
1820 12. juli. Dampe tiltales.
1820 15. august politiet (Kaas) får nys om en såkaldt "jernringssammensværgelse". Dampe udsender sit andet skrift om augsburgske trosbekendelse.
1820 25. august. Frederik 6. skriver til Kjerulff om Dampe. Han er foruroliget over en revolution, efter at have hørt om Dampe. 
1820 23. september. Dampe får besøg af lægen Johann Wendt ("Clio"), som han betror at han er overvåget. Han er dog ikke klar over at Wendt er mellemled mellem politiagenterne.
1820 1. oktober. Leder af Jernringen, Blok Tøxen betales for at trække sig, Dampe bliver formand 
1820 17. oktober: Hof- og stadsretten forbyder Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål
1820 Oktober-november udgiver bl.a det kritisksatiriske ugeblad "Iagttageren". Dampe er uden at vide det udsat for provokatøragent, men dog klar over at politiet overvåger ham.
1820 1. oktober. Politiet bestikker Blok-Tøxen til at overlade ledelsen af "Jernringsgruppen" til Dampe. Dampe er modsat Tøxen et langt bedre mål som statueringseksempel, end Tøxen.
1820 16. november arresteret, det stiftende møde i selskabet i lejet lokale på Brolæggerstræde 73 (Brolæggerstræde 9/Knabrostræde 16?) beslaglagde politiet hans papirer og fængslede ham og smedemester Hans Christian Jørgensen.
1820 indtil 1. december. Afhøring af Dampe og Jørgensen.
1820 20. november Statstidende officiel redegørelse: Udlandet, en ubetydelig krusning. Indlandet: Der bliver slået hårdt ned på alle liberale tendenser.
1820 13. december. Kancelliet fastslår at Dampe har begået majestætsfornærmelse og højforræderi.
1821 14. februar kender en kommissionsdomstol ham skyldig i at have tilskyndet til forandring af den bestående regeringsform. Dødsstraf.
1821 7. marts Frederik 6. forandrer straffen til fængsel på livstid i fæstningen Christiansø.
1821 25. juli. Plakat skal sikre gentagelser af Dampe-sagen.
1821-26 Kastellet som statsfange mens fængsel opføres til ham på Christiansø.
Fange på Christiansø. Statsfængslet "Ballonen" på Frederiksø blev bygget i 1825 til Dampe. Enecelle i femten år.
1825 Det prøjsiske politiministeriums direktør forsikrer justitsminister Kaas at Jernringen lignede andre europæiske demagogiske bevægelser fra 1820. 
1831-32 i Kastellet som statsfange.
1840 Christian 8. lemper hans vilkår i 1840.
-1848 lever han i Rønne under polititilsyn. 
1848, 20. januar amnesti (Frederik 7.). Dampe flytter til København.
På finansloven. 
1850 Dr. Phil. J. J. Dampe. Nørrebro 14 (Krak).
1855 Dr. Phil. J. J. Dampe. Gråbrødretorv 106.
1859, 1860 og 1864 Dr. Phil. J. J. Dampe. Vestervold 210 (23 stuen). Sidste adresse.
1866, 20 december død Kommunehospitalet. Begravet Holmens Kirkegård. Gravsted nedlagt.

Nogle af deres børn bosatte sig på Kalundborgegnen
2. verdenskrig Kalundborg Museum modtog to lysestager fra et af Dampes oldebørn.
1999 Mads Findal Andreasen ved Kalundborg Museum arrangerer en udstilling om Dampe.
2003 mindesten rejses på Christiansø.

Vigtige (politi)personer

Kaas, Frederik Julius (1757-1827). Justitsminister, politichef. Leder af det politiske politi.
Kjerulff, Andreas Christian (1782-1846). Politichef og politidirektør 1820-1845. Frederik 6.'s fortrolige.
Høst, Jens Kragh. Jurist. Han orienterede Wendt om Kaffeklubben. Medlem af Clio. Fik senere 100 Rbd af statskassen for at levere oplysninger til det hemmelige politi indtil sin død 1844. 
Top, Christian Frederik Ludvig. (1786-1830). Kaptajn afskediget 1820 fra Livjægerkorpset. Blev betalt provokatøragent for politiet, fik Dampe til at skrive oprørske tekster og lejede lokalet i Brolæggerstræde. Dampe troede han var en ven. Blev belønnet med stilling som portkontrollør.
Wendt, Johann. Læge på Almindeligt Hospital. Han informerede Kaas om Kaffeklubben fra "Clio". Han fungerede som mellemled mellem politiagenterne. Blev belønnet med dannebrogsmand. Wendt er omtalt i flere artikler på bloggen i andre sammenhænge. Wendt var den slags person som man kender fra alle diktaturer: En ven til en mistænkt som staten overbeviser om at det er bedst at anmelde vedkommendes statsfjendtlige virksomhed.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Almuevens Redaktør!

At jeg hedder Johan, det er ikke sandt. At jeg som barn, havde en sjælden lyst til at lære, det er heller ikke overensstemmende med sandhed. At jeg 10 år gammel, skrev ret flydende vers, det er en hyperbol. At jeg i min første ungdom kastede mig af al magt over de døde sprog, det er ikke rigtigt, for så vidt som det betegner en overvejende lyst i denne retning. At der snart efter blev tildelt mig overvættes ros fra alle sider, det er en hyperbol dito. At jeg var forfængelig, det er løgn. Når det er bevist derved at jeg anså mig i stand til alt hvad jeg ville tage fat på, så er det bevist ved en anden løgn; for at et ungt menneske gør nogle forsøg i det dramatiske, det står som en meget slet grund til beskyldningen for et sådant overmod. At jeg 11 år gammel, digtede skuespil, det er atter en udskejelse til hyperbolen. At jeg indsendte et par stykker til teaterdirektionen, det er at tage munden for fuld. At det, jeg sendte, var et forspil, det er af de usandheder som man kalder ukorrektheder. At teaterdirektionens svar indeholdt smigrende udtryk, det er en fortælling af en der render hen og giver i tryk, hvad han har hørt halvt i en hast. At jeg var ejer af Slagelse Avis, det er ikke sandt. At jeg straks efter mit skrift om retskrivningen i mit studium vendte mig fra filologien fornemmelig hen til filosofien, det er på et hår det modsatte af sandheden truffet. At der dengang udviklede sig hos mig et hang til trættekærhed, det er løgn, fordi jeg kan opfordre Dem og enhver til, for de år, De omtaler, og mange følgende år, at opgive noget eneste menneske, jeg har været sammen med i hus, i gade eller By, som jeg har været i nogen trætte med, ved denne opfordring må de blive til skamme. At jeg viste et rethaveri i disputer, det er løgn. For at godtgjort det, måtte det bevises, at det par gange jeg opponerede ved disputatser, var de drunde som blev anførte imod mig, så stærke, at jeg burde veget for dem. Bevis det! vær så god! At jeg brugte spidsfindigheder, det er ikke sandt. Vil De have at folk skal tro Dem heri på Deres blotte forsifkring, efter at De har sagt så mange ssandheder? Nej, ingenlunde. De kommer til at bevise, at det, jeg sagde, fortjente det navn, spidsfindigheder, eller dette vil blive regnet med til de andre usandheder. At jeg, når jeg blev forfulgt under despotismens tryk, har vist en uædel, yderlig lidenskabelig bitterhed, det er øgn, fordi jeg ingenlunde har udtalt en stærkere uvilje, end fx de liberale bladeedaktører mange gange har gjort, når de har været i samme tilfalde, uden at nogen har undret sig derover. Denne løgn er des skændigere, fordi man derved, i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb med sårende pile mod den forfulgte. 

I det øjeblik, da formedelst folkefrihedens oprindende morgenlys mine bånd er faldne og jeg er gået ud fra mine Lldelser, som jeg har udstået, fordi jeg har arbejdet for folkets ret, det betyder så meget, som for mit fædreland, med døden, som Straf derfor, stillet for øjnene, lidelser, der i marterfuldhed og langvarighed uden sammenligning overgår alt hvad nogen har lidt i Europa for politiske Handlinger, er krænkende og sårende angreb det, som straks møder mig. En mand der bærer navn af en ven af det simple folk, gør sig den umage at hente dem frem imod mig uden stort at undersøge deres sandhed, udskrive dem og opfriske dem på ny fra ældre usandsartige beretninger. Lykkeligvis - det kan jeg sige har min ulykke hvor stor den end har været, dog været for svag til at gøre ende på mig. Ellers skulle jeg nu, tilintetgjort ved despotismens mishandlinger, værgeløs og magtløs have tjent til en skive for angreb af medborgere, for hvis rettigheder jeg stred og faldt , men som ikke har kunnet se mig overgivet til pinsler og ulykke uden at føle sig kaldede til at træde til, for også at mishandle mig efter deres evne og lejlighed, snart ved bemærkninger til at nedsætte mig sådanne, som den nys leverede biografi indeholder, snart ved den ublueste og nedrigste af alle Logne, som jeg dog håber således at have gendrevet, så at der ikke gives nogen nidding, der tør stå for mig, udtale den og see mig i øjnene.

De fortæller folk om mit huslige liv. Er det muligt, at De, ved at løse, hvad der blev skrevet om mig i denne henseende, da jeg var i ulykken, ikke bliver den indflydelse var, som min ulykke havde på det, der blev skrevet om mig? at De ikke formoder, hvad der dog var meget naturligt at formode, at de, der skrev dette om mig, for en stor del indrettede deres tale til den hensigt at behage magthaveren til en større lemfældighed imod mig, og anså et brud på usandheden for tilgiveligt dersom det kunne være til nogen hjælp for et menneske, hvem en så skrækkelig skæbne blev beredt, som den, der alligevel traf mig. Min ulykke var så stor, så at den kunne bevæge selv mine fjender til stige forsøg til min redning. Når De omtaler, hvad der uden denne hensigt ikke var blevet omtalt, og stiller det i det lys hvori det i denne hensigt er stillet, i en biografi, så begår De en rigtig fejl. Alt hvad der er blevet sagt om mine ulykker i det private og huslige liv, min mørke stemning osv. som omstændigheder, der skulle have medvirket til den handling, hvorfor jeg blev dømt, det er altsammen ikke andet, end en pia fraus, der blev anvendt af dem, der skrev, for, om muligt, at formilde magthaverens vrede. Alle fortællinger, der er fremført om min huslige stilling, om mit ægteskab, er ifølge hvad jeg nu har bemærket, uden al historisk troværdighed, og kunne ingenlunde benyttes i en biografi. Den handling, hvorfor jeg blev dømt til døten udøvede jeg aldeles uden al påvirkning af personlige omstændigheder, af nogen modgang i mit private liv. Jeg udøvede den, blot ledet af en eneste bevæggrund: det ønske, at det danske folk kunne nyde sin ret.

Når De vil give fortsætteIsen, som De har lovet, af det i nr. 19 af Historie og Digtning, som Deres blad hedder, og udskrive mere om mig af den art, som De har begyndt, så skal jeg ledsage Deres Historie og Digtning - thi deri består Deres biografi - med en fortsat vejledning for Deres læsere til at bedømme, hvad agtelse De fortjener som biograf. 
J. J. Dampe.

(Kjøbenhavnsposten 18. november 1848)

Nordslesvig, November 1848. (Efterskrift til Politivennen)

(Hp. Av.) Nordslesvig den 16. november. Handlen ligger her for tiden ganske stille, landmanden kan intet sælge. I handlen købes rugen for 5½ til 6 mark tønden. Skatterne indkræves, beboerne vil ikke betale, pantemanden går om. Bliver tilstanden som den er og det ikke fra København erklæres beboerne at eller hvad de skal betale, vil de pådrage sig store omkostninger og kærligheden til Danmark vil kølnes hos mange svagere sjæle. 

En karl der har gjort hele felttoget med som dansk soldat, siger at mange af de nye geværer er dårligere end de gamle, da ved affyringen flækker kolben. Præsterne i Torninglehn har under 11. ds. fået en ny ordre fra amtmand Bruhn at de uvægerligt den 19. har at udføre den hidtil nægtede publikation af "fællesregeringens" bekendtgørelse angående de siden den 17. marts d. å. emanerede love, forordninger og administrative forholdsregler, da de ellers foeløvig vil blive idmt en mulkt af 100 rbd. cour. hver. De har i denne anledning afholdt et møde og er blevet enige om at foretage publikationen, men tillige at indgive en erklæring til regeringen.

(Kjøbenhavnsposten den 20. november 1848)

Vesteraa Færgested. (Efterskrift til Politivennen)

Forlangt Indrykkelse.

Ved min Ankomst til Vesteraa Færgested i Aalborg afvigte Mandag Aften Kl. 10½ for at oversættes her til Byen, var, foruden mig, Gaardmand Lars Svendsen af Røgelhede, som ogsaa ønskede sig til Nørresundby, tilstede, men han berettede mig, at man ikke kunde komme over, fordi Færgefolkene ikke vilde oversætte ham. Jeg henvendte mig ligeledes til Færgefolkene i samme Øiemeed, men uagtet gjentagne Opfordringer vare de ikke at formaae hertil, hvorimod jeg afvistes med en ikke liden Grad af Brutalitet. Derefter henvendte jeg mig til den antagne Opsynsmand, Hr. Jensen, i Vesteraaeskiælder, for ved hans Medvirkning eller Ordre at opnaae Oversættelsen, men ligeledes uden Held, ligesaa lidet sent jeg kunde blive indladt i det Locale, der efter Generalpostdirectionens Foranstaltning skulde staae aabent for Reisende. Man affærdigede mig ved Vinduet ved en Pige: at Hr. Jensen ikke var tilstede, og videre var ikke at opnaae. - Følgen heraf var naturligviis den, at jeg ikke heller kunde komme til at fremføre min Klage i den Protocol, som til dette Øiemeed altid skal være tilstede. Jeg tillod mig derfor at begive mig til Hr. Captlain Bluhme, der, saavidt mig bekjendt, skal have Overopsynet over Færgevæsenet, og først efter hans Tilstedekommen ved Færgestedet lykkedes det mig og Lars Svendsen, om Natten Kl. 1, at blive sat over. En saadan Fremfærd kan dog ikke nægtes, mildest talt, i Vinterens Tid at vare uforskammet, og jeg tillader mig derfor offentligt at fremsætte denne min beviselige Klage, for at vedkommende Autoriteter kunne foranledige denne Sag undersøgt og Færgevæsenet bragt paa en saadan Fod, at de saa gjængse lydelige Klager, som saa ofte af Mangel paa Beviis ikke blive oplyste, kunne bortfalde. Færgevæsenet har saa gode aarlige Retteindtægter, at man maa harmes over, i hvilken Tilstand det befinder sig, saa det var ønskeligt. om de gjentagne fremsatte offentlige Yttringer om en Forbedring heri, kunne paaskynde denne. 

Nørresundbt, den 16de November 1848.
J. Lund.
Bager.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. november 1848).

Schleswig-Holstein, Oktober. 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten, oktober.

De udnævnte til Slesvig-Holstens fællesregering.

En provisorisk regering er, eller måske rettere sagt trådt tilbage for at give plads til en anden, også kun provisorisk, selvom det godt kunne have været at denne forandring ikke havde fundet sted, og den gamle provisoriske regering kunne have regeret videre indtil en senere og endelig fred, samt betingelserne. Men den regering der nu er trådt tilbage, var engang en der udsprang af revolutionen og folkets vilje; på trods af dens erklæring om at suverænen ikke var fri, og at den kun regerede i hans navn, modsatte den sig lidt for skarpt legitimitetsprincippet som om det kunne have varet længere. Som bekendt skulle den af ​​Preussen, Danmark og den tyske centralmyndighed udpegede nye regering uden handling fra landets side, som kalder sig "Slesvig-Holstens fællesregering", bestå af mænd, der nyder almen respekt og generel tillid. Man kan dog med rette hævde, at denne almindelige respekt og denne almindelige tillid ikke er andet end forudsete ting, for så vidt som medlemmerne af denne nye regering ikke allerede har den nævnte respekt og tillid, men først skal erhverve dem, og det vil vi oprigtigt ønsker i deres og landets interesse, at de foretager denne overtagelse meget snart. De to borgerklassemedlemmer af denne regering, hr. Preusser (etatsråd og overappellationsråd) og Boysen (herredsfoged fra Nederditmarsken) er måske meget respektable mænd, men den større offentlighed ved stadig for lidt om dem og deres politiske retning, til at de måske kan have universel respekt og tillid. Men hvad angår de andre adelige medlemmer af denne regering, kan det med sandhed siges, at de fra politisk side næppe kunne have landets respekt og tillid. Grev Reventlow-Jersbeck, der blev udnævnt til regeringspræsident, er en stiv aristokrat med en stærk blanding af servilisme overfor toppen, og i Stænder- og Statsforsamlingen har han frembragt sig med et vist strejf af stolthed som middelaldermand og karakter, men også hans egen inkompetence til sin nuværende stilling udtalt, forsåvidt en til middelalderen hørende statsmand næppe vil være egnet til at varetage et højt statsembede til et ands tilfredsstillelse i vor tid. Grevens nationale sindelag lader også meget tilbage at ønske, for for få år siden erklærede han i den lokale stænderforsamling under en relevant debat, at han betragtede Slesvig-Holsten som sit nære fædreland og Danmark som sit næste fædreland.  På det tidspunkt så han ikke ud til at have nogen særlig sympati for Tyskland, men det kan have udviklet sig i ham som tiden gik. Den lokale baron og foged for flere embeder, Heintze, er forblevet mindre kendt af den brede offentlighed på grund af sin politiske overbevisning. Det eneste man faktisk ved om ham, er at han var en dansk statstjenestemand og loyal tjener for Christian VIII, og hvis hans holdning, kombineret med hans oprindelige afvisning af at anerkende den provisoriske regering og det lokale lands uafhængighed, ikke gav ham almen respekt og generel tillid, og mod forventning først skal erhverve dem, fordi han endnu ikke besidder dem. Langt mindre kendt er grev Adolph Moltkes patriotiske og politiske bedrifter der i begyndelsen blev forvekslet med den slesvigske landsretsråd, grev Adam Moltke, en meget respektabel gammel mand, og derfor blev hilst varmt velkommen. Denne grev Adolph Moltke sad i kollegiet i København og har måske vundet respekt og tillid der. Derfor består respekt- og tillidsregeringen i det lokale land af sådanne medlemmer hvor nogle ønsker at savne baron Blome von Falkenberg. I mellemtiden har den som bekendt anerkendt den aktuelle situation sammen med den grundlæggende statslovgivning og har omgivet sig med ansvarlige ministre, der måske har en højere grad af offentlig respekt og offentlig tillid end regeringsmedlemmerne selv.

(Slutning følger.).

Schleswig-Holstein, Oktober.

Die zur gemeinsamen Regierung Schleswig-Holsteins Verordneten.

Eine provisorische Regierung hat, oder vielleicht richtiger gesagt, ist abgedankt, um einer andern, glichfalls nur provisorischen, Platz zu machen, obgleich es eben so gut gewesen seyn möchte, dieser Wechsel wäre nicht vorgenommen, und die alte provisorische Regierung hätte bis zum demnächtigen Frieden und einer endlichen festen Ordnung der Verhältnisse fortregiert. Allein die nunmehr abgetretene Regierung war einmal eine aus der Revolution und dem Willen des Volks hervorgegangene, sie trat trotz ihrer Erklärung, dass der Landesfürst unfrei sey und sie nur in seinem Namen die regierung führe, doch etwas allzu scharf dem Prinzip der Legitimität entgegen, als dass sie hätte länger bestehen können. Die von Preussen, Dänemark und der deutschen Centralgewalt ohne Zuthun des Landes ernannte neue Regierung, die sich selbst "zur gemeinshaftlichen regierung Schleswig-Holsteins verordnete" nennt, sollte bekanntlich aus Männern bestehen, welche die allgemeine Achtung und das allgemeine Vertrauen besätzen. Man möchte jedoch wohl mit Recht behaupten, dass diese allgemeine Achtung und dieses allgemeine Vertrauen lauter anticipirte Sachen sind, in so fern die Mitglieder dieser neuen Regierung die genannte Achtung und das genannte Vertrauen nicht sowohl schon besatzen, als sich erst erwerben müssen, und wir wollen in ihrem und des Landes Interesse aufrichtig wünschen, dass sie diese Erwerbung recht bald machen. Die beiden bürgerligchen Mitglieder dieser Regierung, die Herren Preusser (Etatsrath und Overappellationsrath) und Boysen (Landvogt von Niederdithmarschen) mögen ganz achtungswrthe Männer seyn, nur weiss das grössere Publikum noch zu wenig von ihnen und ihrer politischen Richtung, als dass sie in dieser Hinsicht schon allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen besitzen könnten. Was aber die übrigen adelichen Mitglieder dieser Regierung betrifft, so kann man mit Wahrheit sagen, dass sie in politischer Hinsicht schwerlich dem Lande Achtung und Vertrauen haben einstötzen können. Der zum Regierungspräsidenten ernannte Graf Reventlow-Jersbeck ist ein starrer Aristokrat mit einer starken Beimischung von Servilismus nach oben, und in der Stände-und Landesversammlung hat er sich mit einem gewissen Ansluge von Stolz als einen mittelalerlichen Mannund Character selbst prducirt, dadurch aber auch selbst seine Untüchtigkeit für seine jetzige stellung ausgesprochen, in so fern ein dem Mittelalter angehöriger Staatsmann schwerlich dazu geeignet seyn möchte, zu unserer Zeit ein hohes Staatsamt zur Zufiredenheit eines Landes zu bekleiden. Auch die nationale Gesinnung des Grafen möchte Vieles zu wünschen übrig lassen, denn er erklärtevor einigen Jahren in der hiesigen Ständeversammlung bei einer betreffenden Debatte, dass er Schleswig-Holstein als sein näheres und Dänemark als sein weiteres vaterland ansehe. Für Deutschland schien er damals keine sonderlichen Sympathien zu hegen, die sich aber vielleicht im Fortgange der Zeit bei ihm eingestellt haben mögen. Der hiesige Baron und Amtmann mehrerer Aemter, Heintze, ist seinem politischen Glauben nach dem grösseren Publikum unbekannter geblieben. Man weiss eigenlich nur von ihm, dass er ein dänischer Gesammtstaatler und ein treuer Diener Christians VIII. war, und wenn daheer diese seine Gesinnung, verbunden mit seiner anfänglichen Weigerung, die provisorische Regierung und die Selbstständigkeit des hiesigen Landes anzuerkennen, nicht wider Erwarten  ihm allgemeine Achtung und allgemeines Vertrauen zuwege gebracht haben sollte, so muss er sich dieselben gleichfalls erst erwerben, denne er besitzt sie noch nicht. Noch viel unbekannter sind die patriotischen und politischen Verdienste des Grafen Adolph Moltke, den man Angangs vielfältig mit dem schleswigschen Obergerichtsraht, dem Grafen Adam Moltke, einem sehr achtungswerthen alten Manne, verwechselte und dessshalb freudig begrüsste. Dieser Graf Adolph Moltke sass in dem weiland Kollegium zu Kopenhagen, und mag sich dort immerhin Achtung und Vertrauen erworben haben. Aus solchen Mitgliedern besteht demnach die Achtungs- und Vertrauensregierung des hiesigen Landes, in derr manche den Baron Blome von Falkenberg vermissen wollen. Sie hat indessen bekanntlich den gegenwärtigen Zustand nebst dem Staatsgrundgesetz anerkannt und sich mit verantwortlichen Ministern umgeben, die vielleicht im höheren Grade die öffentliche Achtung  und das öffentliche Vertrauen besitzen, als die Regierungsmitglieder selbst.

(Schluss folgt.).

(Morgenblatt für gebildete Leser.  13. november 1848)

Slesvig-Holsten, oktober (slutning).

Samfund. - Krigsførelsen mod danskerne.

Foreningsvæsenet har på det seneste taget et betydeligt opsving her i landet, men de fleste af foreningerne bevæger sig i underordnede kredse, idet de i højere grad henvender sig til offentlige anliggender end til statslige anliggender. Dette bør dog ikke indeholde nogen indvending mod disse foreninger, da en god og fornuftig etablering af samfundssystemet og varetagelsen af ​​lokale interesser bestemt ikke er uvæsentlige ting i sig selv. Så vidt jeg ved, er der kun virkelig demokratiske foreninger i Altona og Kiel, og de vil næppe formere sig væsentligt, da de demokratiske elementer og principper endnu ikke har fundet stor tilslutning blandt lokalbefolkningen. Det skyldes nok ikke kun massernes stadig lidt store politiske udflugter, men også den demokratiske overflod og dårskaber der desværre nu forekommer overalt. For de rige og velstillede her er i øvrigt anarkiets spøgelse, den røde republik og andre ting, som folk har vist sig at være forfærdelige nok, sørgelige grunde nok til at holde dem væk fra demokratiske bestræbelser. Så meget desto mere latterligt er det, når prinsen af ​​Augustenborg der formentlig frygter for sin families fremtidige styre her, nu er ude på at få et gigantadresse mod republikken blandt de lokale bønder. Denne frygt er faktisk lige så absurd som frygten i det preussiske kabinet i foråret for oprettelsen af ​​en slesvig-holstensk republik, som ingen tænkte på, det er også lige så sandt, at vi fra foråret til nu faktisk har levet i et republik, uden dog meget få mennesker syntes at tænke på det. Også en såkaldt slesvig-holstensk patriotisk forening, under ledelse af hans excellence geheimeråd greve v. Blome af Salzau, der ser ud til at have meget til fælles med den patriotiske forening i Hamborg, har for nylig givet sig til kende. Denne forenings første offentlige virksomhed bestod i at den udstedte et opråb til den lokale befolkning og i særdeleshed til indersterne eller småfolkene på de adelige godser, hvori de anmodes om ikke at stole på advokaterne, forfatterne og skolelærerne. som kun snyder og vil have deres penge, men derimod deres godsejere og deres dommere og inspektører, som mente det godt med dem. Man kan se, at denne patriotiske forening er meget patriotisk, og at den forstår at give gode råd som ikke går tabt for offentligheden. Generelt rykker det aristokratiske og reaktionære parti, som siden marts havde været i en tilstand af lammelse, nu igen kraftigt og finder efter omstændighederne ret godt terræn her, hvis dets tilhængere ikke stiller for store krav. - Man erfarer flere og flere interessante ting om Wrangels krigsførelse mod danskerne, der, hvis de alle er sande, yder et pænt bidrag til tidens og kabinettets historie. Mistanken om, at Wrangel førte krigen mod danskerne på en meget ejendommelig, human måde, som allerede var meget almindelig her under krigen om sommeren, og ofte blev hævdet af især lokale soldater. Så ingen troede rigtigt på det og ville heller ikke tro på det. Men denne mistanke antager nu en sådan karakter, at den er blevet nærmest en uomtvistelig sikkerhed blandt en stor del af den lokale befolkning. Militære og civile personer taler nu åbent og bestemt om det; sagen skal også bekræftes fra dansk side. Hvis denne mistanke virkelig var berettiget, ville mange ting, der ellers ville være ganske uforklarlige, naturligvis på én gang blive ganske forklarlige. Danskernes vidunderlige flugt i Slesvig, deres forfølgelse, den mærkelige hændelse ved Sundeved og hundrede andre uklarheder ville derved ophøre med at være gåder. Én ting er i hvert fald sikkert: enten er general Wrangel ikke den general han udgives for at være, eller også gik tingene ikke som de skulle. I begge tilfælde er generalens laurbær ikke af den rigtige slags, og den takketale i Frankfurt kan kun vække en vis morskab blandt eksperter. Til gengæld er alle enige i lovprisningen af ​​bondeofficererne, nemlig oberstløjtnant von der Tann.

Schleswig-Holstein, Oktober.

(Schluss)

Vereine. - Die Kriegsführung gegen die Dänen.

Das Vereinswesen hat in letzter Zeit auch im hiesigen Lande einen bedeutenden Aufschwung genommen, doch bewegen sich die meisten Vereine in untergeordneten Kreisen, indem sit sich mehr den Gemeineangelegenheiten, als den staatlichen Dingen zuwenden, Diess soll jedoch keinen Tabel gegen diese Vereine enthalten, da eine gute und vernünftige Einrichtung des Gemeindewesens und eine Pflege der Lokalinteressen an und für sich gewiss nicht zu den unwichtigen Dingen gehören. Eigentliche demokratische Vereine gibt es emines Wissens nur in Altona und Kiel, auch dürften sie sich wohl kaum bedeutend vermehren, da die demokratischen Elemente und Grundsätze bei der hiesigen Bevölkerung bis jetzt noch wenig Anklang finden. Daran ist nun wohl nicht allein die allerdings noch etwas grosse politische Unreise der Massen schuld, sondern auch die demokratischen Euberschwenglichkeiten und Thorheiten, die leider jetzt allerwärts vorkommen. Für die hiesingen Wohlhabenden und Begüterten sind übrigens schon allein das Schreckgespenst der Anarchie, der rothen Republik und andere Dinge, die man den Leuten geslissentlich schrecklich genug vorgemalt hat, tristige Gründe genug, um sie von demokratischen Bestrebungen fern zu halten. Desto lächericher ist es, wenn der Prinz von Augustenburg, der wahrscheinlich für die künftige hiesige Herrschaft seiner Familie fürchtet, jetzt darüber aus ist, unter den hiesigen Bauern eine Riesenadresse gegen die Republik zu Stande zu bringen. Diese Furcht ist in der That eben so abgeschmackt, wie im Frühjahr die Furcht des preussischen Kabinets vor der Errichtung einer Schleswig-Holsteinischen Republik, woran Niemand dachte, ist es auch gleich wahr, dass wir vom Frühjahre bis jetzt thatsächlich in einer Republik lebten, woran jedoch die wenigsten Leute zu denken schienen. Auch ein sogenannter Schleswig-Holsteinischer patriotischer Verein, unter der Leitung Sr. Excellenz des Geheimen-Conferenzraths Grafen v. Blome auf Salzau, hat sich in diesen Tagen bemerklich gemacht, der in seiner Tendenz viele Aehlichkeit mit dem patriotischen Verein zu Hamburg zu haben scheint. Die erste öffentliche Thätigkeit dieses Vereins hat darin bestanden, dass er einen Aufrug an die hiesige Bevölkerung, und namentlich an die Insten oder kleinen Leute auf den adeligen Gütern erliess, worin dieselben aufgefordert werden, nicht den Advokaten, Literaten und Schullehrern zu trauen, die sie nur betrögen und ihr Geld wollen, sondern vielmehr ihren Gutsherren und deren Gerichtshaltern und Inspektoren, die es gut mit ihnen meinten. Man sieht, dass es in diesem patriotischen Verein recht patriotisch hergeht, und dass er namentlich gute Rathschläge zu erheilen weiss, die für die Betheilighten höffentlich nicht verloren seyn werden. Ueberhaupt regt sich die aristokratische und reaktionäre Partei, die seit März in einer gewissen Betäubung gelgen hatte, jetzt recht mächtig wieder und findet auch den Umständen nach hier einen ganz guten Boden, falls ihrer Anhänger nicht allzu grosse Ansprüche machen sollten. -  Ueber die Kriegsführung Wrangels gegen die Dänen erfährt man jetzt immer mehr interessant Dinge, die, wenn sie alle wahr sind, einen hübschen Beitrag zur Zeit- und Kabinetsgeschichte liefern. Der Verdacht, dass Wrangel den Krieg gegen die Dänen auf eine sehr eigenthümliche, humane Weise führe, was schon während des Kriegs im Sommer, hier sehr verbreitet und wurde namentlich von hiesigen Soldaten vielfach behauptet. Soch glaubte Niemand so recht daran und mochte auch nicht daran glauben. Dieser Verdacht nimmt aber jetzt einen solchen Cahracter an, dass er fast zur unumstösslichen Gewissheit bei einem grossen Theile der hiesigen Bevölkerung geworden ist. Militär- und Civilpersonen sprechen sich darüber jetzt offen und bestimmt aus; auch soll die Sache von dänischer Seite bestätigt werden. Wäre dieser Verdacht wirklich begründet, so würden freilich viele sonst ganz unerklärliche Dinge dadurch auf einmal ganz erklärlich. Das so wunderbare Entkommen der Dänen bei Schleswig, ihre Richtverfolgung, der so seltsame Vorfall in Sundewitt, und noch hundert andere Dunkelheiten würden dadurch aufhören Räthsel zu seyn. So viel möchte wenigstens gewiss seyn: entweder ist General Wrangel nicht derjenige Feldherr, wofür er gewöhnlich ausgegeben wird, oder es ist nicht alles so zugegangen, wie es hätte zugehen sollen. In beiden Fällen sind die hier gepflückten Lorbeeren des General nicht von der ächten Sorte, und jene Frankfurter Dankadresse kann bei Sachverständigen nur eine gewisse Heiterkeit erregen. Einstimmung sind dagegen alle im Lobe der bauerischen Offiziere, und nanemtlich des Oberstlieutenants von der Tann. 

(Morgenblatt für gebildete Leser.  14. november 1848)

Morgenblatt für gebildete Stände (siden 1837: Morgenblatt für gebildete Leser) var hjemmehørende 1807-1865 i Stuttgart og Tübingen, og sammen med Allgemeinen Zeitung et af tidens mest indflydelsesrige ugetidsskrifter. Chefredaktør 1828-1865 var Hermann Hauff (1800–1865), bror til den bekendte Wilhelm Hauff. Fra 1848 var han bibliotekar ved Königlichen Öffentlichen Bibliothek i Stuttgart.

Tidsskriftet karakteristik af grev Theodor Reventlow (1801-1893), bror til Eugen Reventlow, holdt stik. Han spillede ikke nogen fremtrædende rolle 1848 i den slesvig-holstenske landsforsamling, og det var vel nærmest fætteren Friedrich Reventlou, der i oktober 1848 fik ham sat i spidsen for den såkaldte fællesregering, der ved sit underfundige spil umuliggjorde enhver forståelse, hvorved krigens genudbrud 1849 blev uundgåeligt. I marts 1849 blev så fællesregeringen afløst af statholderskabet med Friedrich Reventlou i spidsen.

Ludwig von der Tann-Rathsamhausen (1815-1881) deltog ved krigsudbruddet 1848 som major og kommandant for et friskarekorps af frivillige fra Hamburg, Magdeburg og Kiel. I 1849 blev han stabsoberst under prins Eduard von Sachsen-Altenburg, i 1850 general Karl Wilhelm von Willisens oberst og stabschef i den slesvig-holstenske hær hvor han bl.a. var med ved Isted og Mysunde og Friedrichstadt. I 1864 overværede han som generaladjudant slaget ved Dybbøl. Han var med i den tysk-franske krig i 1870 og blev krigshelt i sin hjemby.