Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m.

VI FREDERIK DEN SYVENDE

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gotlhers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Göre vitterligt: Da Vi have bragt i Erfaring, at Negerne paa Vore vestindiske Öer have yttret et, levende Önske om, at den ufrie Tilstand, hvori de hidtil have befundet sig, allerede nu maa ophöre, uden at den i Vor forevigede Fader, Hans Majestæt Kong Christian den Ottendes allerhöieste Rescript af 28de Juli f: A: allernaadigst bestemte Frist afventes, og at derfor Vor General Gouverneur, General Major von Scholten har fundet Anledning til paa Vore Vegne at opfylde dette Ønske ved sin Proclamation af 3die Juli d: A. saa ville Vi herved have allernaadigst bifaldet og stadfæstet den af ham trufne Foranstaltning, saaledes at herefter ingen ufrie Tilstand for nogen Deel af Befolkningen skal bestaae paa Vore vestindiske Öer.

Men Vi maa tillige udtale Vort allerhøieste Yttring mod dem, som efter Bekjendtgiörelsen af General Gouverneurens Proclamation af 3die Juli d: A: have gjort sig skyldige i Uordener, Udsvævelser og strafværdige Angreb paa deres Medborgeres Person og Eiendom.

Vi vente imidlertid med Tillid, at Negerne, efterat Vi allernaadigst have stadfæstet den dem skjænkede Frihed, med Lydighed og Føielighed ville efterkomme de Bestemmelser, som Vi agte at give for at ordne de nye Forhold paa Øerne, samt, at de ved Sædelighed, Flid og Vindskibelighed ville gjöre sig værdige til den Plads, som er bleven dem indrömmet i det borgerlige Samfund.

Det er Vor Kongelige Pligt at opretholde Orden og Landefreden paa Vore vestindiske Öer og det er en hellig Forpligtelse for alle lndvaanere uden Undtagelse at bistaae Os og Vore paa Öerne indsatte Øvrigheder ved Udförlsen heraf.

Vi have nu overdraget forhenværende Gouverneur over de ostindiske Etablissementer, Os Elskelige, Etatsraad Peter Hansen, det Hverv, som Vor Regierings-Comissær og ad interim fungerende General Gouverneur at begive sig herfra til Vore Öer i Vestindien for at reorganisere Forholdene sammesteds.

Overeensstemmede hermed skal han have den höieste civile og militaire Autoritet paa samtlige Vore vestindiske Öer og navnlig have Myndighed til at ordne de live Forhold sammesteds ved provisoriske Bestemmelser under definitiv allerhøieste Approbation.

I Tillid til det alvise Forsyn, som understötter alle gode og retsindige ldrætter, nære Vi saaledes det Haab at kunne berede en lykkelig Fremtid for Vore vestindiske Öer, hvis hele Befolkning vi omfatte med lige landsfaderlig Kjerlighed.

Givet paa Vort Slot Christiansborg den 22de September 1848.

Under Vor kongelige Haand og Segl.

Frederik R.

(L. S. R.)

Bluhme

(St. Croix Avis 30. november 1848).

Kammerraad Krogh fordrevet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Dvk." skrives fra Vidaa af 14. novbr.: "I et af de tilgrænsende distrikter stod i flere år kammerråd Krogh (ikke beslægtet med den bekendte kammerjunker Krogh) som lensfoged og var, skønt ikke-friser dog på grund af sit folkelige væsen meget afholdt af friserne. Sidste vinter blev han forsat til Aabenraa som amtsforvalter. Ved oprørets udbrud forlod han denne by med kassen, og da han fornylig indfandt sig der for at hente sit indbo erfarede han, at dette af borgm. Schou var beslaglagt til fordel for den slesvig-holstenske statskasse. 

Fra Aabenraa begav Krogh sig til den frisiske by Niebøl for at indkassere ikke ubetydelige fordringer fra sit tidligere ophold. De frisiske bønder var glade ved gensynet  af deres forrige lensfoged, og hans skyldnere bestræbte sig for at skaffe de skyldige penge til veje. Men nu kom hans ophold i byen for advokat Sarauws, Jansens og fleres ører, og som han i søndag eftermiddag, omtrent færdig med sine forretninger, vandrede ad Digen (gaden), havde disse herrer fået en del drenge efter ham med Raabet: "Der er landsforræderen Krogh, Fanden føre ham herfra!" o. s. v. Under disse Omstændigheder skyndte han sig til sit logis i kroen i Lindholms en god halv mil vej derfra. 

Men om natten Kl. 12 blev han vækket af kromanden, som erklærede, at degnen Janssen og mølleren Feddersen fra Niebøl var ankommet udenfor kroen med c. 50 mand, holdt huset omringet og fordrede, at den danske landsforræder øjeblikkelig skulle forlade det frisiske gebet. En stor sten som kom ind gennem vinduet, bekræftede dette udsagn. Siden trængte Janssen selv ind og moraliserede omtrent som så: "De har rigtig nok førhen været vor lensfoged og som sådan opført Dem som en brav mand. Men siden de som "Landesverräther" er løbet bort til Danmark, så kan De selv indse, at De umulig bør tåles på frisisk grund, og De har øjeblikkelig at forlade samme." Der var til nød, at han fik frist til at pakke sin kuffert og spænde for sin vogn. Men snart forlod han under frisernes hujen og støjen Lindholm for at nå den nærliggende Geest (højland) , der bebos af os, den dansk-slesvigske stamme. 

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. november 1848)

Underbetalte Arbeidere (Efterskrift til Politivennen)

- Noget som arbejderklassen i alle lande med god grund kan beklage sig over, er at de personer eller embedsmænd der ansættes til at bestemme og vurdere dens arbejder og anstrengelser, mangler de dertil fornødne kundskaber. Det er nemlig ikke juridiske eller teologiske kundskaber der udfordres, og heller ikke den statsøkonomiske lære om den frit konrurrences gavnlighed, hvorefter man kun har at tage hensyn til forbrugerers interesse, men det er derimod personligt kendskab til hvad det betyder at arbejde dag ud og dag ind med sine hænder for at frembringe et eller andet produkt, hvad der ved et sådant arbejde behøves til livets ophold, til kræfternes vedligeholdelse, hvor megen tid ved siden deraf til hvile, til forfriskning, til overhovedet at vedblive at være menneske. Den frie konkurrences teoretikere tager naturligvis ikke ringeste hensyn hertil: for dem er arbejderens forhold til produktet kun en simpel talberegning der ene bestemmes af den øjeblikkelige mangel på arbejdere eller overflødighed af produkter. Der kan ikke tænkes noget hjerteløsere end denne statsøkonomiske regnekunst, som står i den mest skærende modstrid til den fuldstændig sikrede organisation af de forskellige embedsklasser, hvorfra hine bedømmere, bestemmere og vurderingsmænd for arbejdsklassen udgår. Derfor fordrer arbejderne selv at høres, selv at deltage i denne bedømmelse, bestemmelse og vurdering af deres forhold. Og de behøvede ikke videre bevis for retfærdigheden af denne fordring end henvisningen til de betingelser, der nu som oftest gøres til de offentlige arbejders udførelse, og hvorved man mere synes at tilsigte arbejdernes undergang og indbyrdes selvfortærelse end deres ophold og erhverv. 

Det er netop et praktisk eksempel herpå som i disse dage er forebragt os, der har ledet til disse betragtninger. Der skal forfærdiges en del uniformsstykker til landkadetterne og man har tilbudt dem til private mestre for en bestemt arbejdspris, der er ansat således: for en frakke 8 Mk., et par benklæder 2 mark 8 sk., en trøje 4 mk, og en vest 2 Mk., alt af klæde , som dertil leveres med en del andet tilbehør, hvorpå der muligvis, efter gammel skik, kan profiteres lidet for mestrene. Men når det nu er uimodsigeligt vist at selv en god arbejder behøver over 2 dage for med al anstrengllse at forfærdige en sådan frakke, og til de øvrige stykker omtrent 1 til 2 og 1 dag, så kan der vel spørges, hvilke forestillinger de, der ansatte slige arbejdspriser, har om en arbejders fornødenheder? Man kalder det i daglig tale at skambyde, men den frie konkurrences økonomer svarer: det er en fri sag at påtage sig sådant arbejde, og vil den ikke den ene, så vil nok den anden; den der slet intet arbejde har, vil være glad ved at kunne fortjene så meget osv. 

Det er således efter den yderste nød man beregner og vurderer arbejdsprisen! Men hvorfor kan man ikke bruge den samme vurderingsmåde ved de offentlige embeder, spørger arbejderen, hvorfor kan man ikke indføre den frie konkurrence, licitationer osv. ved udførelsen af alle forretninger i det offentliges tjeneste? - Fordi statens tjenere danner en organiseret kaste. Fordi der er en kløft i samfundet, som hver dag bliver bredere mellem "de begunstigede og de Ikke-begunstigede". De praktiske beviser godtgør dette bedre end alle teorier kunne modsige.

(Kjøbenhavnsposten 25. november 1848).

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. J. J. Dampe!

De har i "Kjøbenhavnsposien" nr. 270 udtalt Dem på en meget bitter og uretfærdig måde imod mig, på grund af den i "Historie og Digtnings" påbegyndte biografi af Dem; idet De deri har i et krænkende og sårende angreb, som jeg skulle udskrive og opfriske fra ældre usandfærdige beretninger. Jeg kan forsikre Dem, at det har været så langt fra mine tanker i mindste måde at ville krænke Dem, at jeg tværtimod har troet, ved netop nu da "Folkefrihedens oprindende Morgenlys" skinner over vort fædreland, at fremkomme med en beretning om, hvad De har lidt fordi De virkede for "folkets Ret", at vække en så meget større erkendtlighedsfølelse i folkets hjerter for denne Deres virken. Jeg har ofte selv dvælet med interesse og anerkendelse ved Deres livs dåd og den tunge skæbne, hvortil den førte Dem, og jeg ventede og venter at den påbegyndte oversigt af Deres Liv vil, hos enhver læser fremkalde de samme følelser. Dette angående min hensigt. 

Det fremgår af Deres skrivelse at De ved, at min kilde er en gennem en række af  artikler i "Kjøbenhavnsposten" for 1841 givet fremstilling af Deres liv og levnet. Denne fremstilling vidner helt igennem om, at dens forfatter var i høj grad velvillig og godt sindet imod Dem, og var meget nøj bekendt med hvad han skrev om; der går en tone gennem det hele, der vidner om en alvorlig stræben efter nøjagtighed og sanddruhed, og man ser at forfatteren har haft adgang til kilder der ikke stod åbne for enhver. De indrømmer selv, at hin fremstilling for en stor del var indrettet til den hensigt, om muligt at formilde magthaverens vrede; men hvorledes forenes dette med Deres anden mening: at den "i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb mod den forfulgte med sårende pile?" 

Der kunne, efter det anførte ikke for mig være mindste grund til at antage, at denne fremstilling skulle indeholde "usandfærdige beretninger". Men hvad der afgørende måtte bestyrke min tro på dens pålidelighed i de punkter, som jeg nu ser ikke er rigtige, det er, at en artikel af Dem i "Kjøbenhavnsposten" nr. 333 for 1841 forsvarer hin fremstilling imod "Altonaer Merkur", som havde savnet et "væsentligt punkt deri; og et lille skrift af Dem: "Til Danmarks Borgere" nr. 2 der udkom 1844 berigtiger en del i samme fremstilling, "som var blevet dens forfatter urigtigt berettet". Når De selv har offentlig forsvaret den nævnte beretning i det Punkt, og har offentlig berigtiget den i andre punkter, og ved denne lejlighed ikke i mindste måde antydede at den indeholdt flere urigtigheder end dem De da berigtigede, så tror jeg at jeg har været i min gode ret når jeg antog det øvrige for pålideligt. Det er mig derimod meget kært, at De har benyttet denne lejlighed til at oplyse, hvad urigtigt der er forekommet i den allerede udkomne del af Deres biografi, og at De vil levere lignende oplysninger til det følgende, hvilke jeg har ret til at vente meddelte i en mildere form end de nu givne. De vil derved opnå, at fremstillingen af 1841 bliver behørig udrenset for alt, hvad der ikke er fuldkomment stemmende med sandheden, mens dette måske ikke havde været muligt, dersom den først engang senere var blevet opfrisket, når graven gemte Deres støv.  

Jeg skal i "Historie og Digtning" under fortsættelsen aftrykke Deres offentlige skrivelse til mig, med dette min svar, og henstiller forøvrigt ganske til Dem selv, hvorvidt De måtte ville sende mig direkte, hvad De senere måtte have at anføre til berigtigelse af det følgende, eller, som denne Gang, igennem et andet blad, hvorfra jeg da skal optage det.
J. A. Hansen.


Vi ved ikke om det er et fuldstændigt eftertryk af nærværende blad hvorom denne strid drejer sig. Red. af Kjbhpst.

(Kjøbenhavnsposten 21. november 1848)

Tidstavle

1790 Født 10. januar 1790 i København. Forældre: skræddermester Jacob Frantzen Dampe og Anne Gjertrud Christensdatter Lund (1756-1821)
1804 Student fra Metropolitanskolen.
1809 cand. theol.
1811 "Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning"
1811 5. marts gift med Dorthea (Thea) Kirstine Johannissen Boye, (1790-1823).
1812 Filosofiske doktorgrad - dr. phil. Doktorafhandling om Koranens morallære.
1811-16 adjunkt ved Slagelse Latinskole. 
1815 "Avis for 10 Kjøbstæder"
1816- Oprettede privat drengeskole, filosofiske studier og litterære arbejder. Magister J. Dampe og skrædder J. F. Dampe, Studiestræde 54 (Krak 1817-1818). 1859 Studiestræde 3, henlagt til 1806 25 i 1906. Med nuværende adresse Nørregade 7/Studiestræde 3. Bygningen er fra 1906.
1818 Støtter Baggesen i fejden mod Oehlenschläger.
1818 November. Dampe er medlem nr. 12 i "Clio", ialt 150 medlemmer.
1819 17. januar. Dampe taler for fulde huse i Helligåndskirken (Politivennen).
1819 12. september. Dampe prædiker i Helligåndskirken. 
1819 "Om Frihedens Overensstemmelse med Christendommens Aand". Censuret den 27. november.
1819 12. november Ørsted afgiver et responsum hvori han kobler Dampes skrift sammen med jødefejden hvad angår opvigling af mængden. 
1820 økonomisk uføre.
1820 Marts. Dampe fremsender skrift om augsburgske bekendelse til godkendelse hos Danchell. 
1820 10. april Afholder mundtlige prædikener og foredrag over skriftet.
1820 Maj. Udgiver "Underretning til Publicum .... ". En hidsig brevveksling med Danchell følger. 
1820 juni. På Dampes påstand om at der intet er gjort imod hans virksomhed, svarer Danchell med et forbud. Dampe udgiver i stedet et par skrifter 
1820 12. juli. Dampe tiltales.
1820 15. august politiet (Kaas) får nys om en såkaldt "jernringssammensværgelse". Dampe udsender sit andet skrift om augsburgske trosbekendelse.
1820 25. august. Frederik 6. skriver til Kjerulff om Dampe. Han er foruroliget over en revolution, efter at have hørt om Dampe. 
1820 23. september. Dampe får besøg af lægen Johann Wendt ("Clio"), som han betror at han er overvåget. Han er dog ikke klar over at Wendt er mellemled mellem politiagenterne.
1820 1. oktober. Leder af Jernringen, Blok Tøxen betales for at trække sig, Dampe bliver formand 
1820 17. oktober: Hof- og stadsretten forbyder Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål
1820 Oktober-november udgiver bl.a det kritisksatiriske ugeblad "Iagttageren". Dampe er uden at vide det udsat for provokatøragent, men dog klar over at politiet overvåger ham.
1820 1. oktober. Politiet bestikker Blok-Tøxen til at overlade ledelsen af "Jernringsgruppen" til Dampe. Dampe er modsat Tøxen et langt bedre mål som statueringseksempel, end Tøxen.
1820 16. november arresteret, det stiftende møde i selskabet i lejet lokale på Brolæggerstræde 73 (Brolæggerstræde 9/Knabrostræde 16?) beslaglagde politiet hans papirer og fængslede ham og smedemester Hans Christian Jørgensen.
1820 indtil 1. december. Afhøring af Dampe og Jørgensen.
1820 20. november Statstidende officiel redegørelse: Udlandet, en ubetydelig krusning. Indlandet: Der bliver slået hårdt ned på alle liberale tendenser.
1820 13. december. Kancelliet fastslår at Dampe har begået majestætsfornærmelse og højforræderi.
1821 14. februar kender en kommissionsdomstol ham skyldig i at have tilskyndet til forandring af den bestående regeringsform. Dødsstraf.
1821 7. marts Frederik 6. forandrer straffen til fængsel på livstid i fæstningen Christiansø.
1821 25. juli. Plakat skal sikre gentagelser af Dampe-sagen.
1821-26 Kastellet som statsfange mens fængsel opføres til ham på Christiansø.
Fange på Christiansø. Statsfængslet "Ballonen" på Frederiksø blev bygget i 1825 til Dampe. Enecelle i femten år.
1825 Det prøjsiske politiministeriums direktør forsikrer justitsminister Kaas at Jernringen lignede andre europæiske demagogiske bevægelser fra 1820. 
1831-32 i Kastellet som statsfange.
1840 Christian 8. lemper hans vilkår i 1840.
-1848 lever han i Rønne under polititilsyn. 
1848, 20. januar amnesti (Frederik 7.). Dampe flytter til København.
På finansloven. 
1850 Dr. Phil. J. J. Dampe. Nørrebro 14 (Krak).
1855 Dr. Phil. J. J. Dampe. Gråbrødretorv 106.
1859, 1860 og 1864 Dr. Phil. J. J. Dampe. Vestervold 210 (23 stuen). Sidste adresse.
1866, 20 december død Kommunehospitalet. Begravet Holmens Kirkegård. Gravsted nedlagt.

Nogle af deres børn bosatte sig på Kalundborgegnen
2. verdenskrig Kalundborg Museum modtog to lysestager fra et af Dampes oldebørn.
1999 Mads Findal Andreasen ved Kalundborg Museum arrangerer en udstilling om Dampe.
2003 mindesten rejses på Christiansø.

Vigtige (politi)personer

Kaas, Frederik Julius (1757-1827). Justitsminister, politichef. Leder af det politiske politi.
Kjerulff, Andreas Christian (1782-1846). Politichef og politidirektør 1820-1845. Frederik 6.'s fortrolige.
Høst, Jens Kragh. Jurist. Han orienterede Wendt om Kaffeklubben. Medlem af Clio. Fik senere 100 Rbd af statskassen for at levere oplysninger til det hemmelige politi indtil sin død 1844. 
Top, Christian Frederik Ludvig. (1786-1830). Kaptajn afskediget 1820 fra Livjægerkorpset. Blev betalt provokatøragent for politiet, fik Dampe til at skrive oprørske tekster og lejede lokalet i Brolæggerstræde. Dampe troede han var en ven. Blev belønnet med stilling som portkontrollør.
Wendt, Johann. Læge på Almindeligt Hospital. Han informerede Kaas om Kaffeklubben fra "Clio". Han fungerede som mellemled mellem politiagenterne. Blev belønnet med dannebrogsmand. Wendt er omtalt i flere artikler på bloggen i andre sammenhænge. Wendt var den slags person som man kender fra alle diktaturer: En ven til en mistænkt som staten overbeviser om at det er bedst at anmelde vedkommendes statsfjendtlige virksomhed.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Almuevens Redaktør!

At jeg hedder Johan, det er ikke sandt. At jeg som barn, havde en sjælden lyst til at lære, det er heller ikke overensstemmende med sandhed. At jeg 10 år gammel, skrev ret flydende vers, det er en hyperbol. At jeg i min første ungdom kastede mig af al magt over de døde sprog, det er ikke rigtigt, for så vidt som det betegner en overvejende lyst i denne retning. At der snart efter blev tildelt mig overvættes ros fra alle sider, det er en hyperbol dito. At jeg var forfængelig, det er løgn. Når det er bevist derved at jeg anså mig i stand til alt hvad jeg ville tage fat på, så er det bevist ved en anden løgn; for at et ungt menneske gør nogle forsøg i det dramatiske, det står som en meget slet grund til beskyldningen for et sådant overmod. At jeg 11 år gammel, digtede skuespil, det er atter en udskejelse til hyperbolen. At jeg indsendte et par stykker til teaterdirektionen, det er at tage munden for fuld. At det, jeg sendte, var et forspil, det er af de usandheder som man kalder ukorrektheder. At teaterdirektionens svar indeholdt smigrende udtryk, det er en fortælling af en der render hen og giver i tryk, hvad han har hørt halvt i en hast. At jeg var ejer af Slagelse Avis, det er ikke sandt. At jeg straks efter mit skrift om retskrivningen i mit studium vendte mig fra filologien fornemmelig hen til filosofien, det er på et hår det modsatte af sandheden truffet. At der dengang udviklede sig hos mig et hang til trættekærhed, det er løgn, fordi jeg kan opfordre Dem og enhver til, for de år, De omtaler, og mange følgende år, at opgive noget eneste menneske, jeg har været sammen med i hus, i gade eller By, som jeg har været i nogen trætte med, ved denne opfordring må de blive til skamme. At jeg viste et rethaveri i disputer, det er løgn. For at godtgjort det, måtte det bevises, at det par gange jeg opponerede ved disputatser, var de drunde som blev anførte imod mig, så stærke, at jeg burde veget for dem. Bevis det! vær så god! At jeg brugte spidsfindigheder, det er ikke sandt. Vil De have at folk skal tro Dem heri på Deres blotte forsifkring, efter at De har sagt så mange ssandheder? Nej, ingenlunde. De kommer til at bevise, at det, jeg sagde, fortjente det navn, spidsfindigheder, eller dette vil blive regnet med til de andre usandheder. At jeg, når jeg blev forfulgt under despotismens tryk, har vist en uædel, yderlig lidenskabelig bitterhed, det er øgn, fordi jeg ingenlunde har udtalt en stærkere uvilje, end fx de liberale bladeedaktører mange gange har gjort, når de har været i samme tilfalde, uden at nogen har undret sig derover. Denne løgn er des skændigere, fordi man derved, i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb med sårende pile mod den forfulgte. 

I det øjeblik, da formedelst folkefrihedens oprindende morgenlys mine bånd er faldne og jeg er gået ud fra mine Lldelser, som jeg har udstået, fordi jeg har arbejdet for folkets ret, det betyder så meget, som for mit fædreland, med døden, som Straf derfor, stillet for øjnene, lidelser, der i marterfuldhed og langvarighed uden sammenligning overgår alt hvad nogen har lidt i Europa for politiske Handlinger, er krænkende og sårende angreb det, som straks møder mig. En mand der bærer navn af en ven af det simple folk, gør sig den umage at hente dem frem imod mig uden stort at undersøge deres sandhed, udskrive dem og opfriske dem på ny fra ældre usandsartige beretninger. Lykkeligvis - det kan jeg sige har min ulykke hvor stor den end har været, dog været for svag til at gøre ende på mig. Ellers skulle jeg nu, tilintetgjort ved despotismens mishandlinger, værgeløs og magtløs have tjent til en skive for angreb af medborgere, for hvis rettigheder jeg stred og faldt , men som ikke har kunnet se mig overgivet til pinsler og ulykke uden at føle sig kaldede til at træde til, for også at mishandle mig efter deres evne og lejlighed, snart ved bemærkninger til at nedsætte mig sådanne, som den nys leverede biografi indeholder, snart ved den ublueste og nedrigste af alle Logne, som jeg dog håber således at have gendrevet, så at der ikke gives nogen nidding, der tør stå for mig, udtale den og see mig i øjnene.

De fortæller folk om mit huslige liv. Er det muligt, at De, ved at løse, hvad der blev skrevet om mig i denne henseende, da jeg var i ulykken, ikke bliver den indflydelse var, som min ulykke havde på det, der blev skrevet om mig? at De ikke formoder, hvad der dog var meget naturligt at formode, at de, der skrev dette om mig, for en stor del indrettede deres tale til den hensigt at behage magthaveren til en større lemfældighed imod mig, og anså et brud på usandheden for tilgiveligt dersom det kunne være til nogen hjælp for et menneske, hvem en så skrækkelig skæbne blev beredt, som den, der alligevel traf mig. Min ulykke var så stor, så at den kunne bevæge selv mine fjender til stige forsøg til min redning. Når De omtaler, hvad der uden denne hensigt ikke var blevet omtalt, og stiller det i det lys hvori det i denne hensigt er stillet, i en biografi, så begår De en rigtig fejl. Alt hvad der er blevet sagt om mine ulykker i det private og huslige liv, min mørke stemning osv. som omstændigheder, der skulle have medvirket til den handling, hvorfor jeg blev dømt, det er altsammen ikke andet, end en pia fraus, der blev anvendt af dem, der skrev, for, om muligt, at formilde magthaverens vrede. Alle fortællinger, der er fremført om min huslige stilling, om mit ægteskab, er ifølge hvad jeg nu har bemærket, uden al historisk troværdighed, og kunne ingenlunde benyttes i en biografi. Den handling, hvorfor jeg blev dømt til døten udøvede jeg aldeles uden al påvirkning af personlige omstændigheder, af nogen modgang i mit private liv. Jeg udøvede den, blot ledet af en eneste bevæggrund: det ønske, at det danske folk kunne nyde sin ret.

Når De vil give fortsætteIsen, som De har lovet, af det i nr. 19 af Historie og Digtning, som Deres blad hedder, og udskrive mere om mig af den art, som De har begyndt, så skal jeg ledsage Deres Historie og Digtning - thi deri består Deres biografi - med en fortsat vejledning for Deres læsere til at bedømme, hvad agtelse De fortjener som biograf. 
J. J. Dampe.

(Kjøbenhavnsposten 18. november 1848)