Adresser fra Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

(Aabenraa, 25. nov.) Her cirkulerer adresser der beder om ikke at blive optaget i Tyskland. Daglejerne og tjenestefolkene skrev meget under, men de siger selv at de ikke ved hvad de skrev under. Den tidligere overvægter Nielsen - afskediget på grund af tvetydige danske følelser - siges at være kolportør. De hævder at have 300 underskrifter. - Til gengæld cirkulerer andragender i Norderharde på Alsen, hvor beboerne taler imod indlemmelsen i Danmark og imod "Folkeraadet", at der er tale om et institut, der har tilranet sig vold mod deres vilje. Før i tiden var indbyggerne i Norderharde - nemlig landsbyen Mils - meget stærke og havde danske sympatier i årevis. Pastor Utgenannt skrift siges at have omvendt dem.

(Apenrade, vom 25. Nov.) Hier circuliren Petitionen um Nichtaufnahme in Deutschland. Die Tagelöhner und Knechte unterschrieben viel, aber sie sagen selbst, dass sie nicht wissen was sie unterschrieben. Der frühere Oberwachter Nielsen - wegen dänischer zweideutiger Gesinnung entlassen - soll Kolporteur seyn. Man behauptet schon 300 Unterschriften zu haben. - Dagegen circuliren in der Norderharde auf Alsen Petitionen, worin die Bewohner sich gegen die Inkorporirung in Dänemark und gegen den "Folkeraad" aussprechen, dass dies ein Institut wäre, das gegen ihren Willen sich eine Gewalt angemasst. Früher waren die Bewohner der Norderharde - namentlich Dorf Mils - sehr stark und jahrelang dänischgesinnt. Die Schrift des Pastor Utgenannt soll sie bekehrt haben. 

(Mittelfränkische Zeitung für Recht, Freiheit und Vaterland 3. december 1848).

Pastor Utgenannt var en gammelluthersk geistlig. Han blev feltpræst i den slesvig-holstenske hær. I 1849 opfordrede han til at oprette en forsørgelsesanstalt for invalide ved foredrag forskellige steder.

De dansk vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. Efterretningerne fra vore dansk-vestindiske Colonier naae indtil Slutningen af Oktober Maaned, og vi kunne om Tilstanden der henholde os til nedenstaaende Brev.

St. Croix, den 29de Octbr. Jeg formoder, at De længes efter af høre, hvorledes det gaaer med os herude efter den foregaaede Omvæltning, og jeg skal derfor forsøge at give Dem en Fremstilling af Forholdene, saaledes som jeg betragter dem. Det, der meest paatrængende maatte intereesere os efter Revolten, var naturligviis Gjenoprettelsen af den offenlige Rolighed, og, takket være de spanske Troppers og Orlogsbriggens Nærværelse, dette er da saa temmelig vel opnaaet. Der er lagt smaae Detaschementer af de regulaire Tropper paa Green-Quai. Cliffton-Hill, Diamond-Skolehuus, La Vallé og Mount Victory, og ligeledes et Par Politivagter. Disse Foranstaltninger have vistnok været af stor Vigtighed, saavel ved de posterede Vagters virkelige Indskriven, hvor Uordener skete, som især ved den moralske Virkning paa Negerne, der strax maatte indsee Umuligheden af at sammenrotte sig i store Masser. Dog varede det en lang Tid forinden man følte sig ganske rolig, og endnu den Dag idag er der i Midten af Landet og den vestlige Ende næsten ikke en Familie gaaet tilbage paa Plantagerne for at boe der. Ved von Scholtens Proklamation af 3die Juli vare Negerne tilsagt Ret til at boe i 3 Maaneder paa de af dem benyttede Huse, og man befrygtede ved Udløbet af denne Tid nye Uroligheder, eller i alt Fald, at Negerne vilde nægte at arbeide uden en urimelig Forhøielse i Arbeidslønnen, hvilket, da Eierne ikke uden Øddlæggeise kunde tilstaae nogen Forhøielse, vilde have en almindelig Vagabondage for nogen Tid til Følge. Dette forebyggedes imidlertid, til Lykke for os, deels ved Proclamationer, der lagte Hindringer ivejen for Landnegernes Omflakken og Sammenstimling i Byerne, deels ved Vagter ved Indgangene til disse, og andre lignende Demonstrationer. Men Intet havde dog saa god Virkning, som de Efterretninger, vi erholdt med Posten over England i Slutningen af September. Hvad vil Regjeringen i Moderlandet gjøre? kan den i sin nuværende politiske Stilling gjøre Noget for Colonien? vil den, nu da den ikke kan vente directe Indtægter herfra, idetmindste for længere Tid, ansee det for Umagen værd længere at beskytte Colonierne? Hvorledes vil den Mand, der hos os ansees at være ren fornemste Aarsag til vor Ruin, blive modtagen i Danmark, og vil det ei, som saa ofte tidligere, lykkes ham at vinde Indgang hos Regjeringen, naar han fortæller den, hvorledes Ingen har en saa redelig Villie og en saa fuldkommen Indsigt i hvad der tjener til vort Bedste, som han, og vil hans Tilbagekomst her være mulig? Disse og lignende Spørgsmaal og Tvivl beængstede os Alle og vare af saa meget større Betydning, som allehaande Rygter vare udspredte mellem Negerne, Gud veed af hvem, om at han virkelig ventedes tilbage, og at de da skulde leve som Herremænd, og anden slig Snak. Det vakte derfor almindelig Glæde og Tillid, da vi, netop da den truende October Maaned nærmede sig, erfarede at vi snart kunde vente en ordentlig Styrke af vore egne Tropper, at en ny Bestyrer af Colonierne var udnævnt og en Commission beordret til Undersøgelse af alle Embedsmænds og Andres Forhold under Oprøret. At den nye Civilgouverneur er fremmed for det hele vestindiske Væsen turde muligt, under nærværende Omstændigheder, dog være heldigt, da det vil lade ham handle saameget mere fordomsfrit, og at Folk med local Kjendskab kunne handle meget galt, erfare vi desværre altfor ofte. Forholdene ere sandelig heller ikke saa indviklede, at jo en Mand med klart Blik og god Ville itemmelig kort Tid kan sætte sig ind i dem.

Den næste Gjenstand for vore Overveielser og Bekymringer var Spørgsmaalet om Muligheden af at fortsætte Sukkerproductionen under de nye Forhold. Alt hvad derom kan siges, er, efter min Mening, at Haabet endnu ikke har svigtet, eller bør ganske opgives. Den er i og for sig trøsteligt, men desværre beroer denne trøsteligere Side af Sagen for en stor Deel paa en blot temporair Omstændighed, nemlig den, at Veiret har været usædvanligt gunstigt, og at der desaarsag er Udsigt til, at en god Høst vil holde Planteuren skadesløs for de forøgede Omkostninger. Men hvis der saa derefter indtræffer et eller flere Aar med Tørke, der er saa almindeligt; naar Sukkerplanten uddøer og gjentagne Gange maae suppleres, Høsten bliver utilstrækkelig til at dække endog de forhen sædvanlige Driftsomkostninger, ville da ei mange Eiere blive nødsagede til at opgive deres Landbrug? Tilvisse vil dette skee; Crediten vil blive indskrænket, og det vil da først og fremmest gaae ud over de mindre bemidlede Eiere, og det er utvivlsomt, at flere Eiendomme allerede faar vilde have været abandonnerede, hvis de gunstige Veirforhold ikke havde kommet os til Hjelp. Der har været gjort adskillige Forsøg paa enten ligefrem ved Lovbud, eller indirekte at tvinge Negerne til at blive paa de Eiendomme, hvor de engang ere, eller til at indgaae Contracter om Arbeide for et heelt Aar; men den Erkjendelse er dog omsider bleven almindelig, at alle slige Forholdsregler kun tjene til at fremkalde Lysten hos Negeren til at gjøre det, som man vilde forhindre ham fra, tvertimod den ham tilstaaede Frihed. Forøvrigt have nogle Planteurer nu besluttet sig til at indforskrive Arbejdere fra Madeira. Disse Folk skulle, som det har viist sig paa de engelske Øer, arbeide bedre og stadigere, end Negerne, og det antages, at deres Nærværelse vil virke gavnligt paa disse, men de ville koste noget mere i Arbeidsøon, foruden de ved deres Hidførelse foranledigede Omkostninger.

Ligesom der i August Maaned fandt nogle Optøier Sted i Byen Christiansted, nemlig en Conflict imellem Brandcorpset og Politimesteren, der endte med, at denne Embedsmand, der under Oprøret havde viist en sjælden Activitet og Dygtighed, fratraadte sin Post, har der nu og i de seneste Dage i Byen Frederiksted været en ubehagelig Conflict imellem en Brandcorpsvagt og en Vagt af de herværende spanske Tropper, foranlediget ved en af disse foretagen Arrestation af en Mand af de lavere Classer, der havde yppet Klammeri om Natten paa Gaden. Brandvagten stillede sig truende og støiende op imod den spanske Vagt, og adspredte sig først efterat have erfaret, at Arrestanten ifølge en tilkaldt Læges Forlangende var bleven sendt hjem som Syg. Disse Stridigheder med den ørkesløse Pøbel her i Byerne, der Intet har at tabe, og som desværre her i Colonien stiger høiere op i Samfundet, end andelsteds, true med at blive alvorlige, og ville maaskee ikke dæmpes forinden de have følt Lovens Strænghed. Hovedmændene for disse Spektakler længes nok efter det forrige Regimente, og ville næppe undlade paa en høitidelig at udtale deres Beklagelse over de Personalforandringer, der ere foregaaede, og deres Forkjærlighed for det Gamle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1848, 2. udgave).

Jens Futtrup (1865-1950): Køer i skolen ved Mount Victory på St. Croix. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske vestindiske Øer. Dampskibet "Clyde", som ankom til Southampton den 3die d. M. medbragte Post fra Vestindien, hvis seneste Dato var St. Thomas 14de Novbr. Tilstanden paa de danske Øer beskrives som i det Hele nogenlunde tilfredstillende; Landnegerne arbeide rigtignok, men ikke med den Kraft, Lyst og Vedholdenhed, som ethvert Agerbrug, og det vestindiske især, udfordrer. Imod Forventning gaar det bedst paa St. Jan, hvor for de fleste Desertationer fandt Sted, og hvor der ingen By er, der kan drage Landnegeren fra sit Arbejde. Paa St. Thomas, med den store livlige By, som Markarbeideren maa besøge i det mindste een Gang om Ugen, gaaer det mindre godt; men i det Hele er Arbejdstilstanden dog maaskee mindst tilfredsstillende paa St. Croix, for hvis heldige Existents Arbeidsspørgsmaalets Løsning er saa høist nødvendig. Tilstanden der kan kaldes provisorisk, og vil først finde sin Løsning naar Regieringen er reorganiset. De første Troppeskib, Barkskibet "Heinrich Sørensen" , Capt. Kanopka, ankom med 99 Mand Soldater den 12te November. Een Mand var død paa Reisen; forresten Alt vel. Orlogsbriggen "St. Thomas", med den nye Regjeringscommission, ventedes daglig, og der var fra Madeira indløben Skrivelse fra Etatsraad Hansen, som meldte hans hurtige Ankomst der til Øen. Saa stor var Længslen efter Regjeringscommisairens Ankomst, at det forsikkres os han vil faae flere Petitioner overrakt i de første Dage, end han kan læse i en Uge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1848).

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m.

VI FREDERIK DEN SYVENDE

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gotlhers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Göre vitterligt: Da Vi have bragt i Erfaring, at Negerne paa Vore vestindiske Öer have yttret et, levende Önske om, at den ufrie Tilstand, hvori de hidtil have befundet sig, allerede nu maa ophöre, uden at den i Vor forevigede Fader, Hans Majestæt Kong Christian den Ottendes allerhöieste Rescript af 28de Juli f: A: allernaadigst bestemte Frist afventes, og at derfor Vor General Gouverneur, General Major von Scholten har fundet Anledning til paa Vore Vegne at opfylde dette Ønske ved sin Proclamation af 3die Juli d: A. saa ville Vi herved have allernaadigst bifaldet og stadfæstet den af ham trufne Foranstaltning, saaledes at herefter ingen ufrie Tilstand for nogen Deel af Befolkningen skal bestaae paa Vore vestindiske Öer.

Men Vi maa tillige udtale Vort allerhøieste Yttring mod dem, som efter Bekjendtgiörelsen af General Gouverneurens Proclamation af 3die Juli d: A: have gjort sig skyldige i Uordener, Udsvævelser og strafværdige Angreb paa deres Medborgeres Person og Eiendom.

Vi vente imidlertid med Tillid, at Negerne, efterat Vi allernaadigst have stadfæstet den dem skjænkede Frihed, med Lydighed og Føielighed ville efterkomme de Bestemmelser, som Vi agte at give for at ordne de nye Forhold paa Øerne, samt, at de ved Sædelighed, Flid og Vindskibelighed ville gjöre sig værdige til den Plads, som er bleven dem indrömmet i det borgerlige Samfund.

Det er Vor Kongelige Pligt at opretholde Orden og Landefreden paa Vore vestindiske Öer og det er en hellig Forpligtelse for alle lndvaanere uden Undtagelse at bistaae Os og Vore paa Öerne indsatte Øvrigheder ved Udförlsen heraf.

Vi have nu overdraget forhenværende Gouverneur over de ostindiske Etablissementer, Os Elskelige, Etatsraad Peter Hansen, det Hverv, som Vor Regierings-Comissær og ad interim fungerende General Gouverneur at begive sig herfra til Vore Öer i Vestindien for at reorganisere Forholdene sammesteds.

Overeensstemmede hermed skal han have den höieste civile og militaire Autoritet paa samtlige Vore vestindiske Öer og navnlig have Myndighed til at ordne de live Forhold sammesteds ved provisoriske Bestemmelser under definitiv allerhøieste Approbation.

I Tillid til det alvise Forsyn, som understötter alle gode og retsindige ldrætter, nære Vi saaledes det Haab at kunne berede en lykkelig Fremtid for Vore vestindiske Öer, hvis hele Befolkning vi omfatte med lige landsfaderlig Kjerlighed.

Givet paa Vort Slot Christiansborg den 22de September 1848.

Under Vor kongelige Haand og Segl.

Frederik R.

(L. S. R.)

Bluhme

(St. Croix Avis 30. november 1848).

Kammerraad Krogh fordrevet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Dvk." skrives fra Vidaa af 14. novbr.: "I et af de tilgrænsende distrikter stod i flere år kammerråd Krogh (ikke beslægtet med den bekendte kammerjunker Krogh) som lensfoged og var, skønt ikke-friser dog på grund af sit folkelige væsen meget afholdt af friserne. Sidste vinter blev han forsat til Aabenraa som amtsforvalter. Ved oprørets udbrud forlod han denne by med kassen, og da han fornylig indfandt sig der for at hente sit indbo erfarede han, at dette af borgm. Schou var beslaglagt til fordel for den slesvig-holstenske statskasse. 

Fra Aabenraa begav Krogh sig til den frisiske by Niebøl for at indkassere ikke ubetydelige fordringer fra sit tidligere ophold. De frisiske bønder var glade ved gensynet  af deres forrige lensfoged, og hans skyldnere bestræbte sig for at skaffe de skyldige penge til veje. Men nu kom hans ophold i byen for advokat Sarauws, Jansens og fleres ører, og som han i søndag eftermiddag, omtrent færdig med sine forretninger, vandrede ad Digen (gaden), havde disse herrer fået en del drenge efter ham med Raabet: "Der er landsforræderen Krogh, Fanden føre ham herfra!" o. s. v. Under disse Omstændigheder skyndte han sig til sit logis i kroen i Lindholms en god halv mil vej derfra. 

Men om natten Kl. 12 blev han vækket af kromanden, som erklærede, at degnen Janssen og mølleren Feddersen fra Niebøl var ankommet udenfor kroen med c. 50 mand, holdt huset omringet og fordrede, at den danske landsforræder øjeblikkelig skulle forlade det frisiske gebet. En stor sten som kom ind gennem vinduet, bekræftede dette udsagn. Siden trængte Janssen selv ind og moraliserede omtrent som så: "De har rigtig nok førhen været vor lensfoged og som sådan opført Dem som en brav mand. Men siden de som "Landesverräther" er løbet bort til Danmark, så kan De selv indse, at De umulig bør tåles på frisisk grund, og De har øjeblikkelig at forlade samme." Der var til nød, at han fik frist til at pakke sin kuffert og spænde for sin vogn. Men snart forlod han under frisernes hujen og støjen Lindholm for at nå den nærliggende Geest (højland) , der bebos af os, den dansk-slesvigske stamme. 

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. november 1848)

Underbetalte Arbeidere (Efterskrift til Politivennen)

- Noget som arbejderklassen i alle lande med god grund kan beklage sig over, er at de personer eller embedsmænd der ansættes til at bestemme og vurdere dens arbejder og anstrengelser, mangler de dertil fornødne kundskaber. Det er nemlig ikke juridiske eller teologiske kundskaber der udfordres, og heller ikke den statsøkonomiske lære om den frit konrurrences gavnlighed, hvorefter man kun har at tage hensyn til forbrugerers interesse, men det er derimod personligt kendskab til hvad det betyder at arbejde dag ud og dag ind med sine hænder for at frembringe et eller andet produkt, hvad der ved et sådant arbejde behøves til livets ophold, til kræfternes vedligeholdelse, hvor megen tid ved siden deraf til hvile, til forfriskning, til overhovedet at vedblive at være menneske. Den frie konkurrences teoretikere tager naturligvis ikke ringeste hensyn hertil: for dem er arbejderens forhold til produktet kun en simpel talberegning der ene bestemmes af den øjeblikkelige mangel på arbejdere eller overflødighed af produkter. Der kan ikke tænkes noget hjerteløsere end denne statsøkonomiske regnekunst, som står i den mest skærende modstrid til den fuldstændig sikrede organisation af de forskellige embedsklasser, hvorfra hine bedømmere, bestemmere og vurderingsmænd for arbejdsklassen udgår. Derfor fordrer arbejderne selv at høres, selv at deltage i denne bedømmelse, bestemmelse og vurdering af deres forhold. Og de behøvede ikke videre bevis for retfærdigheden af denne fordring end henvisningen til de betingelser, der nu som oftest gøres til de offentlige arbejders udførelse, og hvorved man mere synes at tilsigte arbejdernes undergang og indbyrdes selvfortærelse end deres ophold og erhverv. 

Det er netop et praktisk eksempel herpå som i disse dage er forebragt os, der har ledet til disse betragtninger. Der skal forfærdiges en del uniformsstykker til landkadetterne og man har tilbudt dem til private mestre for en bestemt arbejdspris, der er ansat således: for en frakke 8 Mk., et par benklæder 2 mark 8 sk., en trøje 4 mk, og en vest 2 Mk., alt af klæde , som dertil leveres med en del andet tilbehør, hvorpå der muligvis, efter gammel skik, kan profiteres lidet for mestrene. Men når det nu er uimodsigeligt vist at selv en god arbejder behøver over 2 dage for med al anstrengllse at forfærdige en sådan frakke, og til de øvrige stykker omtrent 1 til 2 og 1 dag, så kan der vel spørges, hvilke forestillinger de, der ansatte slige arbejdspriser, har om en arbejders fornødenheder? Man kalder det i daglig tale at skambyde, men den frie konkurrences økonomer svarer: det er en fri sag at påtage sig sådant arbejde, og vil den ikke den ene, så vil nok den anden; den der slet intet arbejde har, vil være glad ved at kunne fortjene så meget osv. 

Det er således efter den yderste nød man beregner og vurderer arbejdsprisen! Men hvorfor kan man ikke bruge den samme vurderingsmåde ved de offentlige embeder, spørger arbejderen, hvorfor kan man ikke indføre den frie konkurrence, licitationer osv. ved udførelsen af alle forretninger i det offentliges tjeneste? - Fordi statens tjenere danner en organiseret kaste. Fordi der er en kløft i samfundet, som hver dag bliver bredere mellem "de begunstigede og de Ikke-begunstigede". De praktiske beviser godtgør dette bedre end alle teorier kunne modsige.

(Kjøbenhavnsposten 25. november 1848).