De Vestindiske Tropper. (Efterskrift til Politivennen)

Vestindiske Tropper. Angaaende de til St. Croix udsendte Tropper hedder det i et Brev: "Vi befrygte, at de nysankomne Troppers Nærværelse ikke vil have den Virkning baade paa Blanke og Couleurte, som man havde lovet sig. Deres ugenerte Adfærd paa Gaderne, det ikke sjeldne Syn af berusede Soldater og anden slig Adfærd, stikker meget ufordeelagtigt op mod de strengt disciplinerede spanske Tropper, der havde ligget i Garnison her, og hvis sindige og koldblodige Opførsel, trods trange Provokationer af en uforskammet, drillende og i Lediggang og Uvidenhed fordærvet Pøbel, havde vundet velfortjent Beundring og Bifald. Det er mueligt, og vi kunne maaskee smigre os med, at en forbigaaende Misstemning har virket skadellgt paa Disciplinen, og at Alle, baade Officerer og Menige ret snart ville indsee, at hvis de skulle blive os til Gavn, maa en streng Mandstugt meget bestemt opretholdes. Sagen var nemlig denne, at der var begaaet den Feil hjemme, at man ikke aldeles tydeligt havde forklaret Tropperne paa hvilke Betingelser de engageredes. De troede saaledes, at de skulle have 16 sk. om Dagen, og foregav sig idetmindste meget forundrede ved paa Afregningsdagen at faae 2 sk i Penge, med Betydning, at de andre 14 sk havte de spiist og drukket op Man hørte, at En og Anden havde yttret, at de vare lokkede til Vestindien under falske Foregivender og dsl., og at der, for at tilfredsstille dem, blev tilstaaet dem 8 sk i Penge, imod at fratrække dem en Deel af hvad der blev leveret dem in natura.

(Red. ønsker at vedkommende Autoritet her vil give nærmere Oplysninger i denne Sag.) 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1849, 2. udgave).

De dansk vestindiske Besiddelser (Vi have i vort Nr. 21 omtalt de vestindiske Tropper, især med Hensyn til deres Lønning. Vi give nu nedenstaaende efter "Dep. - Tid." en Beretning fra St. Croix, hvori man blandt Andet vil finde nærmere Oplysninger om denne Sag )

"Fra Etatsraad Hansen, der i Medhold af allerhøieste Resolution af 18de August f. A. er udsendt til de dansk-vestindiske Øer som Regjeringscommissair og ad interim fungerende Generalgouverneur, er indløbet Rapporter fra Vestindien af 29de November og 14de December f. A.

Etatsraad Hansen ankom med Orlogsbriggen "St. Thomas" Søndagen den 26de Novbr f. A. til St. Croix. Det kgl. aabne Brev af 23de Septbr. angaaende Stadfæstelse af de sorte Negeres Emancipation blev den 27de Novdr. publiceret i Overværelse af samtlige civile og militaire Autoriteter, Borgerraadets Medlemmer og en talrig Forsamling af Øens Indvaanere af alle Stænder, der i denne Anledning vare indbudne til at give Møde i Gouvernementshuset. Bekjendtgiørelsen paa samtlige Øer vilde snarest muligt finde Sted.

Tilstanden paa St. Croix har Etatsraad Hansen ikke fundet særdeles foruroligende, og han nærer det sikkre Haab, at Alt endnu vil kunne ordnes paa en tilfredsstillende Maade. Veiret var gunstigt, med jevnlig Regn, og Høsten tegnede godt, hvilket i Særdeleshed var af Vigtighed til Gjenopreisningen af den sunkne Credit.

Tiden havde endnu været for kort til at iværksætte de fornødne Foranstaltninger; de Gjenstande, der fortrinsviis vilde være at tage under Behandling, vare Spørgsmaalet om Forholdet mellem Grundeierne og den arbeidende Klasse og Ordningen af Politivæsenet.

Der klagedes fra mange Sider over at Landnegerne i den senere Tid vare mere forsømmelige og uvillige til Arbeide end sædvanligt, hvortil Hovedgrunden meentes at være, at Høsttiden nærmede sig, og at Arbejderne følte, at de vare uundværlige for Planterne. Meget beroer ogsaa paa Behandlingen, og blandt Plantageforvalterne vare der mange, der ikke forstaae at sætte sig ind i de nye Forhold, som Overgangen fra slaveri til Frihed fører med sig. Imidlertid gik det i mange Henseender bedre, end man skulde vente. De emanciperede Negere vise ingen Tilbøielighed til at forlade Øen, og vende successive tilbage til de Plantager, hvor de tidligere have havt Tilhold. De synes derimod at have Modbydelighed for at indgaae Contractsforhold, og ftrrteles Lyst til at drive om med Handelsvarer og at tage Tjeneste i Byerne og hos Haandværkerne, under Foregivende af at ville lære et Haandværk. Alt sligt haabes imidlertid at ville lade sig rette ved Regulationer, et bedre Politi og hensigtsmæssig Skoleunderviisning.

Den med Etatsraad Hansen udsendte juridiske Embedsmand, Landsover- samt Hof- og Stadsrets-Assessor Flensborg, havde strax efter sin Ankomst begyndt paa at gjennemgaae de vidtløftige Protokoller, der vare optagne af de efter Uroligbederne i Juli Maaned nedsatte Commissioner. Paa St. Croix havdes endnu henved 166 Arrestanter, af hvilke de fleste ventedes at kunne sættes paa fri Fod saasnart Undersøgelserne vare sluttede.

Den couleurte Befolkning i Byerne havde forinden Etatsraad Hansens Ankomst flere Gange opvakt Uroligheder, og der var endog opslaaet Formodning om, at endeel af den, navnlig i Frederikssted, havde været indvklet i Negeropstanden i Juli Maaned. Etatsraad Hansen haaber imidlertid, at Roligheden flak blive overholdt.

Den herfra udsendte Troppeafdeling af 400 Mand var ankommen til St. Croix i fire Transportskibe, af hvilke det første ankom den 13de Novbr., det sidste den 2den Decbr.; og den 28de Novbr. vare derfor samtlige paa Øen tilbageværende spanske Tropper, omtrent 250 Mand, overførte til Portoricco med et dansk Transportskib , ledsaget af Orlogsbriggen St. Thomas. Disse sidste roses i Almindelighed for deres Mandstugt og gode Opførsel. Det var forbundet med Vanskelighed at finde Quarteer til de ankomne Tropper, hvor de kunde holdes under god Opsigt, og Disciplinen var endnu ikke saadan som den burde være blandt coloniale Tropper. Ved de af Krigsministeriet, efter Correspondence med det daværende Handelsministerium, i August s. A. tagne Bestemmelser for den Troppestyrke, der skulde udsendes, var det blandt Andet ogsaa fastsat, at Lønningen skulde være den samme, som er normeret for de vestindiske Tropper (for Menige 16 sk B. S. daglig), og at Underclasserne med Hensyn til Forplejning o. s. v. skulde behandles paa samme Fod som hine Tropper. For disse har Forplejningen i Vestindien hidtil, navnlig for at forebygge Uorden og Dnkfttlvighed, været ordnet saaledes, at Bestyreren af den militaire Menage, ifølge Contrat, leverer fuld Forpleining til Underofficerer og Mandskab imod en Betaling af 25 sk V. C. eller 32 Rbh. daglig pr. Mand, hvoraf de 13 kt V. C. udredes af den Kgl. Kasse og de 12 sk indeholdes i Mandskabets Lønning, foruden 46 Rd. V. C. (51 Rbd. 19. st) aarlig eller omtrent 10½ st V. C. daglig, pr. Mand for Brød og Smør, hvilke ligeledes afholdes af den Kgl. Kasse. Blandt de udkomne Tropper reiste sig imidlertid Klager over, at de Menige, som Følge af denne Indretning, kun erholdt udbetalt 4 sk V. E. daglig i Lønning, og Etatsraad Hansen har derfor fundet sig foranlediget til at lade indtræde den Forandring, at der fremtidig udbetales de Menige 16 sk, men derhos kun leveres dem et Maaltid varm Middagsmad og 1 Pund Brød daglig.

Øerne St. Thomas og St. Jan havde Etatsraad Hansen endnu ikke havt Lejlighed til at besøge"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1848, 2. udgave)

Flagnedrivning i London. (Efterskrift til Politivennen)

I en artikel "Af et Brev fra London af 6te Januar" noteredes bl.a. følgende episode i London hvor danskere rev det slesvig-holstenske flag ned fra tre skibe fra Blankenese og rev dem i stykker. De henvendte sig efterfølgende til de engelske havnemyndigheder, der dog ikke gjorde noget ved sagen:

--- Da Blankeneserne saaledes saae sig al Udsigt til Bistand fra hin Kant berøvet, valgte de en langt klogere Vei; de henvendte sig til den danske Konsul. - Efter denne korte Indledning, der vil sætte Dem istand til at fatte en Dom i Sagen, skal jeg nu blot tilføie et Udtog af Retsforhandlingerne, hvilket jeg har taget af "Morning-Chronicle" af 4de Jan., og som vel altsaa kan ansees som authentisk: "For Magistraten mødte 3 fremmede Skibscapirainer, ledsagede af Hr. Bonom af det danske Consulatcomptoir (office) og klagede over en skjændig Forhaanelse, der var tilføiet det schleswigholsteinske Flag, under hvilket de seilede. Hr. Bonom erklærede, der var 3 Skibe, nemlig "Lucia", "Elbe" og "Par", alle hjemmehørende i Blankenese, i Hertugdømmet Schleswigholserin, og seilende under dettes Flag, som i en ringe Grad afveeg fra det danske Flag. - Capitainen og Folkene fra nogle danske Skibe paa Floden fandt en Fornærmelse i at see tydsk Flag heiset paa schleswigholsteinske Skibe, kom ombord og befalede Mandskabet at stryge; da dette vægrede sig, halede de dem selv ned, ødelagde Flagene og medtoge Stumperne. Magistraten: Gik de fra Skib til Skib og gjorde det Samme? Hr. Bonom bekræftede dette og tilføiede, at de Danske gjorde en god Deel Støi (noise), nedreve det schleswigholsteinske Flag og mishandlede alle dem, som modsatte sig. En Mand ombord i "Elbe", der vilde beskytte der Flag, under hvilket han hører, og forsøgte at forhindre de Danske i at udføre deres Hensigt, smede de overende og gave ham et blaat Øie. Flaget nedhaledes dernæst under de Danskes Hurra. Det schleswigholsteinske Folk og det danske vare ligeberettigede (equally) under konsulatet, da Hertugdømmet fremdeles var en Deel af Kongeriget Danmark, og Konsulen maatte være ivrig bekymret (anxious) for, at en saadan Forhaanelse ikke skulde taales ustraffet. Magistraten var forundret over, at det danske og schleswigholsteinske Folk udstrakte deres Stridigheder til en neutral Havn. Hr. Bonom var ligesaa forundret som "His worsip" over de Danskes Fremgangsmaade, der handlede under den fejlagtige Indskydelse, at de schleswigholsteinske Skibe burde høre under det danske, istedetfor det Flag, der tilhører Hertugdømmet; men hvad enten dette var saa eller ikke, saa havde Ingen Ret til at blande sig deri, og Klagerne vare, efter hans Mening, fuldkommen berettigede til at Heise hvilketsomhelst Flag de lystede. Capt. Bomholdt bemærkede: at havde han været ombord, saa vilde han for have mistet sit Hoved (Uh !) end sit Flag og der vilde bleven Blodsudgydelse (hvilket Held, at Capt. B. ikke var ombord !) Magistraten henviste nu Hr. Bonom og de schlesw.-holst. Capitainer til Themse-Politiet, hvorhen man strax begav sig. Superintendenten vægrede sig imidlertid ved at gaae ind paa Sagen, "paa Grund af, at ingen Officecr havde seet noget til Angrebet, og der var Grund til at antage, at de Danske ikke havde bortført Flagene i noget forbryderisk Øiemed, men blot for al lægge deres nationale Følelse i denne Sag for Dagen." Blankeneserne have nu, da selv Konsulens Bistand ikke har kunnet skaffe dem Satisfaktion, henvendt sig til en Advocat, for at faae Sagen videre forfulgt, og jeg frygter for, ar det omsider lykkes dem under konsulatets fremtidige Medvirkning at faae Hævn over Anførerne, som de ialt have angivet til tre. Hvor uendelig harmeligt det er for os at see vor Sag ikke alene ikke forsvaret, men formelig angrebet fra den Kant, hvor vi nærmest skulde vente Bestyrtelse, kan De tænke; jeg afholder mig idag imidlertid fra hver Bedømmelse af vore Autoriteters Færd. Tingen vil være saa public, ar Regjeringen umulig kan oversee den, og maaskee vil man dog endelig give de fornødne Instruxer til vore Konsuler i Udlandet. Snurrigt nok er det at see den danske Consul bestandig nævne Hertugdømmet Schleswig-Holstein, give dette sit eget Flag og endelig fremsætte, at dette ikkun i en ringe Grad afviger fra det danske. Vi ere alle forvissede om, at det ikke er Mangel paa god Villie, men at det dog maa skorte noget paa Kjendskab til Forholdene, ja selv til Flagene. Magistraten har nu lovet, Intet at dømme, inden den har hørt Dokmesterens Skudsmaal over de Danske ialmindelighed og i dette Tilfælde isærdeleshed, og da vi staae os særdeles godt med hele Havnevæsenet, der af ganske Hjerte ønske Schlesw.-Holst. alt Godt, saa haaber jeg, at Sagen skal falde taaleligt nd. Ingenlunde vil jeg i Et og Alt forsvare, hvad vore "Gutter" have foretaget , og dog er der noget Smukt i at see denne nationale Følelse fremtræde: Det er i Hull, Leith og London, kort sagt, overalt de samme Yttringer, og lad derfor Sagen ende som den vil, vor Sympathie kunne vi neppe nægte den. (Fyens Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. januar 1849)

Foranlediget af affæren fastslog Palmerston overfor skatkammerlorderne at der ikke fandtes traktater som regulerede det kommercielle samkvem mellem Storbrittanien og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, med undtagelse af dem som var sluttede mellem kronen af England og kongen af Danmark. Men i betragtning af den daværende situation mellem Danmark og de to hertugdømmer mente man ikke at kunne drive denne formalitet for vidt, dog således at kun hvis skibene henholdt sig til de med Danmark sluttede traktater kunne gøre krav på toldforrettigheder osv. Som altså ikke gjaldt hvis de erklærede sig for tyske, idet der ikke faktisk fandtes nogen stat Tyskland, og at England havde afsluttet traktater individuelt mellem Preussen, Østrig, hansestaterne osv, men ikke under navn af tyske skibe. Om danske skippere så havde ret til at håndhæve eventuelle engelske love, forholdt man sig tilsyneladende ikke til i denne erklæring.

I modsætning til den engelske regering tillod den nordamerikanske regering at slesvig-holstenske skibe som ankom dertil at blive behandlede efter de mellem Danmark og de Forenede Stater bestående traktater, uanset hvilket flag de førte og hvilke skibspapirer de bragte med sig.

Affære ved Nissumgaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den i "Ribe Av." fortalte Historie om Schleswig- holsteineren Petersen paa Nissumgaard berigtiges nu saaledes. I Foraaret fratog Petersen, som Forpagter af Jagten i Hjerting eller Lintrup Sogn, 2 Krybskytter deres Geværer, som disse senere tvang ham til at udlevere og at erlægge en Specie oven i Kjøbet. Samme tvende Personer kom forleden Dag ind til Petersen, medhavende Geværerne, som Petersen nu atter fratog dem ved Hjælp af nogle oprørske Dragoner, som just vare tilstede. I Forbindelse hermed staaer et natligt Overfald paa en riberhusisk Boelsmand paa Hjerting Mark. Natten efter del hos Petersen Passerede kom nemlig 7 Dragoner til Boelsmandens Huus, og da der ikke hurtigt nok blev lukket op, sloge de Vinduerne ind. Da Manden havde lukket Døren op trængte de 4 Dragoner ind paa ham og fordrede, at han skulde tilstaae, hvor en Person, som de navngav, (hjempermitteret Soldat af 9de Bat. og en af de omtalte Krybskytter) var, og da Manden ikke kunde give Oplysning herom, gjennemsøgte de Huset og gjennemrodede Hø og Halm ved el tændt Lys, saa det var et Gudsunder, at de ikke tændte Ild paa Huset. Da de Intet fandt, mishandlede de Manden, gjennemsøgte endnu 2 Gange Huset og slæbte derefter Manden uden for Huset , hvor 2 Dragoner holdt ham imedens en Tredie tilføiede ham et saadant Slag over Ryggen og Armen med sin Klinge, at denne sprang i flere Stykker, som Manden om Morgenen samlede op. Mandens Arm svulmede stærkt op af Slaget og er endnu saa øm, at han næsten Intet kan foretage sig med den. Dragonerne, der baade talte Tydsk og Dansk, yttrede, at de meget godt vidste, at han var en dansk Beboer. Samme Nat trængte Dragonerne ind hos en anden riberhusisk Beboer og arresterede en Karl, som de førte til Haderslev. Om Dragonerne paa egen Haand eller efter Ordre fra Bruhn i Haderslev have udøvet disse Brud paa Vaabenstilstanden, veed man endnu ikke. (Ribe Av.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. januar 1849, 2. udgave).

Dyrlæge Hans Hinr. Petersen der var suppleant, kom ind i stænderforsamlingen i 1846 efter at A. H. Posselt havde forladt forsamlingen på grund af sygdom. Ved det slesvigske landdagsvalg i februar 1847 var Hans Heinr. Posselt deputeret, men opnåede kun stemmer (62) og blev suppleant efter Hans Andr. Krüger (99 stemmer). Ved samme lejlighed opstillede også H. H. Petersen, som kun opnåede 10 stemmer.

Hans Henrik Petersen (1790 - 1859) var dyrlæge og værtshusholder. Han overtog Nissumgård i 1843.  I september 1849 blev Nissumgaard afbrændt. Hans to sønner overtog Nissumgaard ved faderens død i 1859. Værtshusholdet på Nissumgaard flytter efter al sandsynlighed til den nyopførte Foldingbro Kro i 1871. Enken Solvig Sigurddatter (1828-1911) efter den ene af hans sønner ejede Nissumgaard indtil hun solgte den 6. august 1890.

Skipper overfaldt i Callundborg. (Efterskrift til Politivennen)

En Cappeler Pæreskipper, ved Navn Kruse, klager sin Nød i "Itzehoer Ugeblad" over efterstaaende slemme Behandling, som skal være bleven ham tildeel i Callundborg: "Den i 7de Decbr.", siger han, "seilede jeg til Callundborg, hvor jeg ankom den 22de, om Eftermiddagen Kl. 2; men neppe havde jeg ligget stort meer end 10 Minutter i Havnen, og de derværende Indvaanere havde erfaret, ar jeg var en scheswigholsteinsk Skipper, før Pøbelen begyndte at kaste Kartofler, døde Katte, raadne Fisk, Mark- og Muursteen etc. over paa mit Dæk og igjennem Kahytsvinduerne, der alle bleve slaaede ind. Min Kone, der just befandt sig i Kahytten, blev derved saaret i Hovedet af et Steenkast. Derefter blev mit Skibscompas slaaet itu, og jeg maatte nu, under en Steenregn, af alle Kræfter arbejde med mine Folk, for med mit Skib og dets Ladning igjen at slippe ud af Havnen, glad ved, ikke selv ar vare ihjelslaaet af de fanatiserede Danske. Under dette Bombardement udskjældte de os alt hvad de kunde for tydste Røvere, Vindbeutler etc. Kan man ikke med Grund kalde dette et Brud paa Vaabenstilstanden? I 26 Aar har jeg faret paa Callundborg og har sandelig aldrig gjort nogen Kjæft der Fortræd; men hvorfor jeg er bleven saa skjændigt behandlet der, det have flere danske Skippere i Flensborg nylig sagt mig at være af den Grund, at nogle aabenbart dansksindede Indvaanere her paa Stedet (Manden er egentlig fra Maasholm ved Cappeln) skulle have fortalt, at jeg havde fungeret som Officeer ved at satte Friskarerne over Slien og ved Nedsænkning af Skibe i Sli-Mundingen; hvilket dog slet ikke er sandt, da jeg hverken har varet Officeer ved de Frivillige eller Skibe ere blevne nedsænkede i Sliens Munding. Jeg kan ikke ansee denne Fremfærd af herværende dansksindede Indvaanere for Andet, end et Forsøg paa at hævne sig paa mig for det hidtil af mig for Dagen lagte tydske Sindelag, og jeg haaber, at disse Bagtalere engang ville faae den fortjente Løn for deres forræderiske og forbryderske Fremfærd imod deres Fædreland."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. januar 1849).

Danske Overfald i Dalby, Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Haderslev. 1. jan Om aftenen den 26. december klokken 10 kom en dansk bande på 30 personer bevæbnet med sabler og pistoler fra Kolding og angreb godsejeren Petersen i Dalby, påførte ham 6 sår og mishandlede hans sønner. Dansk militærpersonel er også blevet genkendt i denne bande, og det antages, at det er den samme, der samme dag i Vonsild havde søgt en strid med de lokale dragoner, men blev tvunget til at flygte af dem med flade hug af deres sabler. I Dalby-angrebet synes deres hensigt at have været at afpresse penge. De krævede i hvert fald penge af hr. Petersen, men vi kunne ikke finde ud af om de fik dem. - Natten til den 28. december. red en tjenestekarl væk fra gården Gramgaard med tre sadlede dragonheste for at bringe dem til danskerne i Ribe. Han blev dog stoppet der og informeret om, at de skulle bringes igen. Tjeneren siges at have påtaget sig handlingen af ​​hævn.

Schleswig-Holstein. Hadersleben. 1. Jan. Am Abend des 26. December, 10 Uhr, kam eine mit Säbeln und Pistolen bewaffnete dänische Bande von 30 Personen von Kolding und überfiel den Gutsbesitzer Petersen in Dalby, brachte ihm 6 Wunden bei und misshandelte seine Söhne. Man hat in dieser Bande dänische Militärpersonen auch erkannt und vermuthet, dass es dieselbe ist, welche am nämlichen Tage in Wonsild Streit mit den dortigen Dragonern gesucht hatte, aber von diesen mit flachen Säbelhieben zur Flucht genöthigt worden war. Bei dem Ueberfall in Dalby scheint ihre Absicht auf Gelderpressungen gerichtet gewesen zu sein. Sie forderte wenigstens Geld von Hrn. Petersen, aber ob sie es bekommen, haben wir nicht in Erfahrung bringen können. - In der Nacht auf den 28. Decbr. ritt ein Knecht mit drei aufgesattelten Dragonerpferden vom Hofe Gramgaard weg, um sie den Dänen in Ripen zuzuführen. Dort ward er jedoch angehalten und betreffenden Orts die Anzeige gemacht, dass man sie wieder abholen könne. Der Knecht soll die That aus Rache unternommen haben. 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig. 6. januar 1849).

Berlingske, Flyveposten m. fl. citerede (uden at kommentere) de tyske aviser. Kjøbenhavnsposten benævnte den 6. januar 1849 overfaldet for enten pure opspind, eller at Petersen skulle have overfaldet Kolding. Men måtte senere trække det i sig:

- Af et Privatbrev fra Kolding have vi seet, at det dog forholder sig rigtigt med Overfaldet paa Petersen i Dalby. En Trainkudsk ved Husarerne, som før Krigen tjente hos denne formeentlig tydsksindede forhenværende Stænderdeputerede, gik anden Juledags Aften i Spidsen for c. 30-40 Læredrenge, Svende og Karle ud til den nærliggende slesvigske By Vonsild, hvor de kom i Klammeri med de derliggende 19 slesvigske Dragoner, men maatte fortrække. Derfra gik de til Dalby og trængte om Aftenen, Kl. 11 ind til Petersen, der allerede var iseng; de pryglede ham og molesterede i hans Huus; de forlangte ogsaa efter Sigende nogle Penge, som Trainkudsken formeente at have tilgode af sin Løn, hvilken dog skal være ham betalt indtil den Dag han forlod sin Tjeneste, fordi han blev indkaldt til Armeen. Dette formeentlige Tilgodehavende har han oftere skriftlig affordret Petersen uden at erholde det. Nu er han arresteret og kan vist vente en streng Dom, især da han er gaaet bort fra Byen uden at have Permission.

(Kjøbenhavnsposten 10. januar 1849).

Kolding. The Illustrated London News, 26. april 1850.