Ribe. Hvad enighed og kraftig optræden kan udrette, har vores nordslesvigske brødre på Vestkysten i disse dage vist. De har vist at de er deres konge tro, og at når han for øjeblikket ikke kan beskytte dem, så kan og vil de selv. Fra flere sider har vi modtaget aldeles pålidelige beretninger, hvoraf vi har uddraget følgende: Mandag eftermiddag d. 15. ds. kom en preussisk officer fra Løgumkloster med 70 mand slesv.-holst. jægere og indkvarterede sig i Skærbæk og Medolden sogn for der at inddrive skatter, ligesom de også fordrede hver mand 9 lsk. i løn for den første dag de lå der, og siden dobbelt op. Da de nu havde fået deres vilje fremmet i Skærbæk, kom resten over til Medolden og belagde de slesvigske gårde. En fjerdedel gård blev således besat med 23 Soldater. Det bør bemærkes, at mandstugten i denne trup var en ganske anden og langt bedre, end den man ved tidligere besøg af dragonerne har haft lejlighed til at bemærke.
Imidlertid faldt det hårdt at holde pinen ud, og et opråb til folk nordfor blev forhalet så længe at de løgomklostertjenere først i Ottersbøl og siden i Medolden bekvemmede sig både til at betale skatten og lønnen til folkene. Sønderst i Forballum By bor en dannemand møller Niels Andersen Hansen - han betalte ikke, og understøttet af sin standhaftige og forstandige kone og sine børn, holdt han ud. Straks mandag eftermiddag fik han 6 mand i kvarter, som han tog vel imod og gav ordentlig kost. Onsdag morgen fik han 11 mand til, og nu nægtede han disse sidste at give dem noget - de måtte altså tage selv hvis de ikke ville sulte. Man skylder fjenderne og sandheden at fremhæve at de brugte den nødvendighed, hvori de var satte, nødig og med megen varsomhed. Torsdag morgen fik han 2 mand til, og nu flyttede han med kone og børn ud af huset, og overlod det til tyskerne. Allerede onsdag eftermiddag havde sogneforstanderskabet - som var samlet i et andet anliggende - skriftligt erklæret for den preussiske officer, at man ikke kunde indestå for ham og hans folks sikkerhed længere end til næste dags formiddag kl 9. Skønt han straks blev noget forlegen ved denne tidende, holdt han dog ørerne stive, og svarede, at han ikke havde forlangt nogen sådan tilsikring af forstanderskabet.
Karl Wamberg: Lügumkloster. Affotografering af: "Album Schleswig-Holstein und Jütländischer-Ansichten". Det Kongelige Bibliotek.
Om natten var der stærke poster ude, både til nord og syd. Næste morgen gik han bort med 40 mand, men lod 19 blive i Forballum. Niels Andersen var som sagt flyttet ud med hele sin familie. I forvejen havde sergenten søgt at bevæge ham til at betale. Han nægtede det stadig og holdt sig til at Fællesregeringen var oprørsk - han ville blive sin konge og sit land tro. Da de 19 mand blev liggende rolig, måtte Landstormen rejses, ikke just for at jage dem bort, - det var let gjort, men for at vise oprørerne hvad der venter dem, dersom de fremdeles skulle blive ved med deres udsugelser.
Fredag morgen samledes folk under våben fra sognene Hvidding, Reisby, Bodder, Brøns, der siden forenede sig med bønderne fra Skærbæk, Medolden og Randrup. Da en del af disse henimod middag var kommet til Skærbæk, traf det sig, at der netop til samme did ankom en kommando af nogle og tredive jægere, som tilligemed en del dragoner, der endnu ikke var arriverede, var udkommanderede til at eksekvere hos de haderslevhusiske beboere i Skærbæk Sogn. Disse lod sig straks ved bøndernes trusler forjage, og ville efter al sandsynlighed være vendt tilbage til Løgumkloster, hvorfra de var kommet, dersom de ikke til deres store trøst havde mødt omtrent 30 dragoner, der også skulle til Skærbæk på skattefangst.
De tredive jægere kom nu med dragonerne tilbage og gjorde holdt udenfor skolen. Efter at have overtydet sig om at bønderne imidlertid var draget bort sønder på, drog de hen til byens store kro, hvor de oplivede modet ved af fuld hals at skråle "Schleswigholstein meerumschlungen" hvorpå de indkvarterede sig i byerne Gjesing og Hjemsted. Imidlertid var bønderne kommet til Medolden. Der var vel nu 300 mand samlede. Overfarten med færgen til Forballum gik kun langsomt og forinden halvdelen var kommet over, havde en deputation været inde hos oprørerne der lå i Niels Andersens gård, og bedt dem om i det gode at drage bort, da man ellers agtede at bruge magt mod dem. I begyndelsen var oprørerne dygtig kæphøje og satte nogle af bønderne bajonetterne for brystet, men da disse ikke lod sig skræmme og forsikrede, at dersom de ikke gav efter ville det blive til blodig alvor, hvortil de bemærkede symptomer hos den stedse voksende mængde, sank det tyske mod, og oprørerne tilbød at drage bort, når nogle af bønderne, som var ubevæbnede, ville følge dem på vej indtil de var udenfor skudvidde, hvilket også skete.
De havde også forsøgt at gå på akkord med folkene og forlangte at blive til næste morgen, formodentlig for at skikke en ordonnans til Løgumkloster, men der hjalp ingen snak: "herud gilik!" - lød der fra flere sider. De begav sig altså på marchen til Løgumkloster, nogle slukørede, andre forbitrede. Nu vendte bønderne tilbage til Skærbæk, hvor de ankom henimod mørkningen. Her var imidlertid ankommet en ritmester Rumohr, som tilligemed et par dragoner havde indkvarteret sig i den store kro i Skærbæk, omtrent fjerdingvej fra sit mandskab, og har, herefter at dømme, næppe troet, at bønderne havde dristighed til at vove sig mod hans pikkelhuede dragoner. Bønderne drog syngende gennem Gjesing, hvor oprørerne forholdt sig aldeles rolige, indtil bønderne var forbi, hvorpå de blæste sammen og fulgte bag efter dem til kroen, hvor de fjendtlige partier opstillede sig imod hinanden, medens bøndernes anførere var gået ind til den fra sine tropper afskårne ritmester for at parlamentere. De forestillede ham at bønderne var så forbitrede at der bestemt ville koste blod dersom han ikke rejste af med sit mandskab, og at i andet fald næppe nogen af dem kom levende derfra, da der i nat ville samles en langt større mængde. De var fast besluttede på ikke at betale skatterne, før kongen erklærede det for sin vilje, ikke heller at tåle militæreksekution, med mindre denne fandt sted af en hel hærmagt. Ritmesteren der lod til at være en fornuftig mand, fandt sig i rimelighed, og der blev sluttet et forlig, hvorefter eksekutionsmandskabet d. 20. om morgenen tidlig på ritmesterens æresord skulle forlade sognet og hele vestkanten, hvorfor der blev givet skriftlig ordre til nogle og tredive dragoner, som have belagt Brøns, også at drage bort til samme tid. Tillige lovede Ritmesteren, at han ville indgive en forestilling til vedkommende om ikke skattebetalingen her for egnen må blive opsat i nogen tid, for om det da muligvis kunne blive afgjort, om vesterboerne skulle høre til Danmark eller Slesvig - Holsten, da bønderne så godvillig ville betale til hvilken som helst retmæssig øvrighed.
Af en af landstormens ledere har vi senere modtaget følgende beretning: Som allerede sagt var oprørerne, der havde taget Niels Andersen Hansens gård i Forballum i besiddelse, forgæves blevet anmodet om at drage bort i fred om torsdagen. Næste dag kom en af bøndernes førere i samme anledning til Niels Andersens gård, og da han efter at oprørerne ved indgangen havde standset ham med bajonetterne, erklærede at han kom for at forhindre et sammenstød mellem dem og bønderne, som var i anmarch, trådte en oberjæger ud til ham. Føreren betydede nu denne, at han og hele egnens befolkning ikke erkendte fællesregeringen for lovlig, at de kun ville adlyde og betale skatter til deres retmæssige herre, kongen og Danmark, og at dersom de ville bruge magten imod beboerne, da ville der flyde blod, hvilken trussel han gav eftertryk ved at henvise til landstormen, hvis hele styrke man dog ikke kunne se for tåge.
Oprørerne svarede derfor kun at de ikke havde deres krudt, kugler og bajonetter for intet. Føreren gik da sin vej, men kort eller ankom 10 bønder med geværer, opstillede sig ved gården og flere sås nu at komme fra færgen. Føreren gik tilligemed gårdens ejer atter derover og tilbød dem endnu engang en fredelig afmarch, ved hvilken lejlighed Niels Andersen erklærede at han ikke betalte en skilling om man så stak hans gård i brand; endnu ville oprørerne ikke vige; men nu blev landstormen, der bestandig voksede, utålmodig, nærmede sig underhandlerne, forlangte al underhandling afbrudt og erklærede at ville angribe, dersom oprørerne ikke straks drog bort. Oberjægeren udbad sig tilladelse til at indhente ordre fra Løgumkloster; men bønderne forlangte, at de øjeblikkelig skulle drage bort, og hvis ikke, blev de nedskudte til sidste mand.
Først nu bekvemmede de sig til at drage bort og blev fulgt udenfor skudvidde af refer. og nogle flere bønder. Nogle kugler lod man til afsked pibe over hovederne på oprørerne, hvilket foruroligede dem noget, men deres ledsagere beroligede dem, og der skete da heller ikke mindste skade, uagtet gemytterne var yderligt opbragte. Da ledsagerne skiltes fra oprørerne takkede disse dem ret hjerteligt. Landstormen gik nu til Skærbæk. Også her gik føreren forud for at formå oprørerne her til fredelig afmarch. Landstormen skulle imidlertid gå uden om byen; men medens der underhandledes kom den ind i byen. På vejen var dragoner og jægere opstillede, og da jægerne med fældede bajonetter ville standse bondehæren, greb nogle af dem fat på bajonetterne og lod oprørerne vide, at bønderne havde større ret til at befare vejen end de.
En større masse trængte efter og henimod kavalleriet, der trak sig noget tilbage over en sumpig grund, og opstillede sig med dragen sabel; men bønderne trængte sig ind på dem, og da ritmesteren fra stuen mærkede at et sammenstød ville finde sted, blegnede han, og løb ud af stuen med blottet hoved og kommanderede sablen ind, hvorpå der blev roligt. Da det alt var silde fik ritmesteren udvirket, uagtet bønderne var meget derimod, at han med sine folk måtte bie natten over og drog derpå bort i lørdag morgen kl. 7 med alle tropper i egnen, noget over 100 mand. Ref. omtaler ritmesteren som en meget honnet mand, der ingenlunde misbilligede skatternes nægtelse.
Det er vist at nordslesvigerne er danske med liv og sjæl, og at de også vil besegle deres troskab mod konge og fædreland med deres blod, om fornødent gøres, det har de vist; men det kan ikke nægtes, at de ikke uden nogen bitter følelse ser sig så ganske overladte til sig selv ved den ulykkelige våbenstilstand; imidlertid er vi overbeviste om, at de med fasthed og mod vil udholde den tid, som tilbage af våbenstilstanden; men det er vist og sandt, at dersom våbenstilstanden forlænges og de nærværende eller lignende for enhver dansk højst nedtrykkende forbold vedbliver, da er det ude med slesvigernes tålmodighed, og den danske sag vil lide et måske uopretteligt tab i Slesvig.
Vi have senere erfaret, at der igår morges atter kom 60 til 70 oprørske dragoner til Skærbæk, samt at vogne var tilsagte i andre byer til møde i Tønder for at føre infanteri dertil. Rimeligvis ville bønderne atter samle sig, og det er afgjort, at de kun giver efter for en stor overmagt.
(Ribe Stifts-Tidende, 22. januar 1849)
Ribe. Hvad vi i en løs seddel, der fulgte med en del eksemplarer af vores mandagsnummer har berettet fra Brøns, har desværre stadfæstet sig; de oprørske soldater har morderisk overfaldet kongen af Danmarks tro slesvigske undersåtter. Ved efterretningen om, at 60 til 70 dragoner atter var kommet til Skærbæk samt c. 140 jægere fra Tønder forsamlede bønderne fra de nordlige sogne sig atter i går for at forene sig i Brøns med dem fra de sydlige; da de nåede hertil fandt de byen besat af oprørerne. Landstormen af hvilken kun få var bevæbnede med geværer, forke og pigge, standsede på vejen i en uordentlig klynge straks nord for Brøns, (2 mil fra Ribe.) Dragonerne opstillede sig i en halvkreds omkring hoben, hvorpå to af anførerne begav sig våbenløse til kommandøren for kavalleriet, ritmester Rumohr (den samme som i fredags blev fordreven) for at tale folkets sag og formå soldaterne til at holde sig rolige; men i samme øjeblik huggede nogle dragoner ind på disse mænd, af hvilke den ene, som var til fods, blev tilføjet flere dødelige sår; endogså efter at være faldet til jorden blev han såret på flere steder; den anden mand, som var til hest, flygtede, men blev forfulgt af dragonerne og slap med et betydeligt hug i hovedet. Nu faldt et skud fra folkehoben, der fældede en jæger, hvorpå disse gav ild og dragonerne huggede ind på bønderne, fra hvis side endnu faldt enkelte skud, der dræbte en dragon. Bønderne adsplittede sig derpå til alle sider, forfulgte af dragonerne, og - det er sandhed - endogså våbenløse, der på oprørernes opfordring og under løfte om pardon havde bortkastet deres ladte geværer, blev forhuggede og mishandlede af disse umennesker.
Ritmester Rumohr har ytret at hans hensigt var at han straks ville oplæse en proklamation mod oprør, men at han blev forhindret deri ved at et skud faldt fra et hus, hvorved en jæger blev dræbt, samt at dragonerne da først angreb og jægerne gave ild; men alle sårede og andre tilstedeværende forsikrer på det bestemteste, at dragonerne først anfaldt landstormens anfører, før noget skud faldt. 3 bønder blev myrdede, mellem 30 og 40 er sårede, af hvilke 7 dødeligt, mellem 20 og 30 ført fangne til Haderslev af hvilke 7 til 8 ligeledes er sårede, og kun 2 af oprørerne fik deres fortjente løn. Nogle af de sårede bønder er frygtelig mishandlede af hoved- og armsår; en kan endogså opvise 13 sår. Oprørernes antal var omtrent 220. 17 geværer, forke og pigge fandtes på pladsen. En del bønder har forladt deres hjem og er tyede hertil byen. Reisby er idag blevet besat og 30 dragoner er ankommet til Hvidding.
(Ribe Stifts-Tidende, 23. januar 1849)
Ribe. I vores beretning om oprørernes morderiske overfald på de slesvigske bønder har vi sagt, at der efter at nogle dragoner havde hugget løs på de værgeløse underhandlere fra folkehoben, faldt et skud som dræbte en dragon. Dette forholder sig ikke ganske således, hvilket nu er oplyst ved mangfoldige tilstedeværendes udsagn, som disse er rede til, om så skulle være, at beedige. Overfaldet skete således: Da bøndernes formand nærmede sig kommandøren for dragonerne for at underhandle, gav denne ved en håndbevægelse til kende at han ikke ville tale med dem; i det samme styrtede nogle af dragonerne sig over dem, medens de huggede ned på folkehoben, og jægerne der lå bag et dige, i samme øjeblik gav ild, hvilket naturligvis generede dragonerne betydeligt og gav anledning til at flere af disse udråbe: "Die verdammten Jäger die schiessen!" Nu først faldt enkelte skud fra folkehoben, og fra et hus blev skudt en jæger.
Denne skændselsdåd har såvel her som overalt på landet vakt almindelig forbitrelse og harme: - men gengældelsens time vil visselig komme! Egnen mellem Skærbæk og Ribe er i disse dage besat at henimod 900 md. oprørere og man kan ikke undre sig over, at bønderne give efter for en sådan magt. Imidlertid har dog den bestemte mand Jens Andersen Hansen i Forballum ikke villet betale; han erklærede, at man kunne tage af hans gods hvad man ville, men han ville intet betale godvillig. Man tog da tre af hans bedste heste.
I går eftermiddags kom til Vestervedsted 2 komp. jægere og henimod 50 dragoner under anførsel af en preussisk major Seelhorst, kommandør for eksekutionstropperne. Deres ærinde var at inddrive skatter og afgifter, der skulle være indbetalt til majoren i Reisby inden i går middag. Da sognefogederne bragte ham pengene gjorde de indsigelser, navnlig med hensyn til at Reisby, Hvidding og Vestervedsted havde godtgørelse for flodskade til gode på amtstuen i Haderslev, som var dem tilstået af kong Christian den 8. Majoren ville da ikke modtage pengene, men tillod, at disse måtte sendes til Haderslev, og skulle eksekutionsforretningen udsættes til lørdag aften, til hvilken tid kvitteringerne kunne være indløbne. Eksekutionsgebyret for Vestervedsted var 16 rd. kour. I dag skal publiceres for haderslevhuserne, at de inden 24 timer har at aflevere i hovedkvarteret Reisby alle våben, de måtte være i besiddelse af, derefter anstilles husundersøgelse og efterforskning om deltagerne i affæren ved Brøns. Oprørerne opholdt sig kun 2 til 3 timer i Vestervedsted; det lader til at de er under strengere disciplin og tilbyder betaling for deres fortæring.
- Man kunde forudse, at de tyske blade ville berette de sidste dages begivenheder i Nordslesvig på deres vis. Således fortæller "Alt. Merk.", at soldaterne af den danske arme fra Nordslesvig er hjempermitterede med deres geværer; at indvånerne på begge sider af Kongeåen var tvunget ved trusler til at forpligte sig til at deltage i landstormen; at de danske machinerer i Nordslesvig; at en trup af flere hundrede var kommet over den jyske grænse og havde bortjaget de oprørske Soldater fra Forballum: - hvert et ord er løgn og opspind.
(Ribe Stifts-Tidende, 26. januar 1849)
Kjøbenhavn, den 27de Januar. Ved velvillig Meddelelse see vi os istand til at give nedenstaaende Extract af en officiel Rapport fra Ribe om den alt i Gaars-Nr. af dette Blad omtalte beklagelige Affaire i det Nordslesvigske:
For om muligt at kunde give en mere bestemt Efterretning angaaende den ommeldte beklagelige Efterretning, begav jeg mig paa Veien mod Brøns for at nærme mig dette Sogn saavidt muligt uden at blive anholdt af de fjendtlige Patrouiller, men kom vi videre frem end over een Miil fra Ribe, hvor jeg af Flygtninge til Ride erfarede, at Reisby var besat af Mititaire, af hvis Patrouiller jeg ogsaa i en Afstand af 1/4 Miil saae en Styrke af 20 til 30 Mand.
Ved at sammenholde de forskjellige Meddelelser jeg af Flere, som have deeltaget i Affairen, har indhentet, og ifølge hvad jeg har erfaret af borgerne fra Ribe, som have forbundet de Saarede, fremgaaer Følgende: I den Formening at kunne imponere det Militaire havde en Deel Bønder og deres Tjenestefolk forenet sig om at samles, naar dette nærmede sig til Brøns for der at inddrive Skaiter, og heri skulde deeltage ikke blot Beboerne i Brøns, men i flere nærliggende Sogne.
Men Tropperne kom tidligere til Brøns end en ordentlig Plan var lagt af Bønderne, og for de kunde samles. Der blev vel strax ringet med Stormklokken i Brøns, men den saaledes sammenkaldte Styrke, der samledes nord for Byen, deels af Brøns, deels af Reisby og Vestervedstedt, skal kun have været omtrent 200 Mand, hvoraf kun en liden Deel var bevæbnet med Geværer, Forker og Pikker. - Staaende i en uordnet Klynge paa Landeveien strax nord for Brøns By, slesvigsk Territorium, saae de sig snart omringede af slesvig-holsteenske Dcagoner og Jægere. Nu traadte ubevæbnede Gaartmændene Anders Thomsen, fra Haved i Reisby Sogn, Ribe Amt, og Jens Taysen, fra Vestervedsted, Haderslev Amt, frem af Folkemassen og gik hen mod Ritmester Rumohr for at tale Folkets Sag, og formaae Soldatesken til at holde sig rolig, men i samme Øieblik svingede nogle Dragoner ud af Linien og huggede ind paa de værgeløse Mænd, hvoraf førstnævnte modtog flere dødelige Saar, og den anden blev saaret flere Steder, men undslap. Strax faldt et Skud fra Folkemassen og fældede en Jæger, hvorpaa der af disse blev givet Ild, og Dragonerne huggede ind, enkelte Skud bleve løsnede og fældede en Dragon, hvorefter Folkemængden flygtede, men forfulgtes og nedsabledes af Dragonerne.
Affairen fandt Sted Kl. mellem 3 og 4 om Eftermiddagen, paa et Terrain der frembød aaben Mark for Cavalleriet, og paa den ene Side af Veien Grøft og Gjerde for Jægerne.
Dragonerne anførtes af fornævnte Rumohr, derimod vides ikke under hvem Jægerne stode; den samlede Styrke har omtrent været 220 Mand.
Paa Bøndernes Side er saavidt det er kommen til Kundskab, dræbt 3 Mand, Saarede og under Behandling 30, og Fangne 17 Sunde og 7 Saarede, der ere førte til Haderslev.
Af Militairet er foruden ovenmeldte Jæger, endvidere skudt en Dragon, derimod skal dette ikke have Saarede, hvilket hidrører fra, at intet Forsvar skal have fundet Sted.
De Saarede blandt Bønderne ere i Almindelighed frygtelig mishandlede, da de intet Værge have havt, og de fleste Saar ere Hovede og Armsaar, nogle ere indbragte hertil Byen, som for Øieblikket er opfyldt med den flygtende Landbefolkning, der her søger et Fristed.
Efter hvad Ritmester Rumohr har yttret til Stiftsphysicus Kjær, som i Nat har i Brøns forbundet de Saarede, skal han have havt til Hensigt at oplæse for Bønderne en Proclamation mod Oprør, men at han deri blev forhindret, idet et Skud faldt fra et Huus i Brøns By, hvorved en Jæger blev skudt, og dette var da et Signal til en Jægersalve og Indhug af Dragonerne, ligesom hans Skjøn om Bønderhobens Størrelse ogsaa er forskjellig fra den Angivelse, jeg har modtaget.
Følgen af denne Begivenhed, som Fælledsregjeringen formodentlig vil stemple som Oprør, vil sandsynlig nærmest blive Samling af en større militair Styrke i Nordslesvigs Landsogne, og dernæst, desværre, Tiltale imod Fangerne.
Sluttelig maa jeg bemærke, at Fjendens Krigsbytte kun er 17 Geværer og nogle Pikker samt Forke, samt at Ingen fra Ribe har taget Deel i Affairen.
* * *
Saavidt som det Passerede leverer det haandgribeligste Beviis paa at Malmøer-Conventionen, saaledes som den fra tydsk Side er bleven udført og som den af Fællesbestyrelsen endnu stadigen opfattes, har tilvejebragt en Tilstand i Slesvig, der af den danske Regjering medrette er betegnet som utaalelig, saavist tør vi antage, at Regjeringen, med al dens vistnok roesværdige Tilbøielighed til at gjøre Fredsunderhandlingerne mulige, ikke vil undlade med fornødent Alvor at holde sine Medkontrahenter og de Magter, som væsentligt have medvirket til Vaabenstilstandsconventionens Afslutning, hiin Begivenhed for Øie.
Den viser tilfulde, hvor paatrængende nødvendigt det er at see den nærværende Tilstand i Hertugdømmet hævet og den legitime Regiering gjenindsat i sine Rettigheder og den Magt, der har paataqet sig Mæglingshvervet, vil forhaabentlig snarest mulig af yderste Evne virke til dette Maal og paaskjønne det Maadehold, der endnu efter hvad der er passeret, afholder den danske Regiering fra med egne Tropper at besatte det danske Hertugdømme, hvor Oprøret til Trods for indgangne Forpligtelser, soutineres af en Bestyrelse, der tvertimod var kaldet til at dæmpe det.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1849, 2. udgave).
Slesvig, 23. januar "Börsenhalle" beretter om den træfning der kort blev omtalt i går: Efter at danskerne længe forgæves havde søgt ved uophørlig tilskyndelse, nemlig gennem Danmarks konges forkyndelse af 15. december, som bl.a. hemmeligt spredt overalt sidste år, for at opmuntre det nordslesvigske folk til oprør, har selv danske friskarer fra Ribe og fra Jylland gjort et indfald i slesvigsk område. Efter at det for et par dage siden var lykkedes at tvinge en lille afdeling af dragoner på 10 mand som var udstationeret i Skærbæk, til at trække sig tilbage, er det i går efter at der var sendt forstærkninger fra Haderslev by og Flensborg til vesteramt Haderslev kommet til en formelig træfning ved Brøns. Ritmester v. Rumohr der befaler vore Tropper i Vesteramt Haderslev, blev i går morges meddelt at en 5-600 mand stærk gruppe bevæbnet med spyd og flintebøsser havde invaderet Slesvig fra den jyske grænse og allerede var kommen til Rejsby. Han drog straks danskerne i møde med en eskadron ryttere og en afdeling jægere (alle slesvigske tropper) og mødte dem ved Brøns. Mens han forsøgte at overtale oprørerne til at nedlægge våbnene ved mindelig overtalelse, blev der affyret et skud fra dansk side der dræbte en af vores dragoner. Angrebet blev straks beordret, og efter en kort træfning var danskerne fuldstændig besejret og spredt. Ud over den førnævnte dragon faldt en anden jæger på vores side. Af de danske friskarer blev 3 dræbt, 4 hårdt sårede og 22 lettere sårede og taget til fange, mens resten flygtede; nogle få heste og våben er også blevet taget. De sårede blev sendt til hospitalet i Tønder, de øvrige fanger blev sendt til Haderslev. Dette udfald er således foreløbig afvist; men det er ikke usandsynligt at flere lignende Forsøg snart vil følge, og derfor drog flere tropper straks afsted til Nordslesvig for at beskytte grænsen.
Schleswig, 23. Jan. Ueber das bereits gestern kurz erwähnte Gefecht berichtet die "Börsenhalle": Nachdem die Dänen lange Zeit vergeblich gesucht haben, durch unablässige Aufwiegeleien, namentlich durch die überall heimlich verbreitet Proclamation des Königs von Dänemark vom 15. Dec. v. J., die Nordschleswiger zum Aufruhr zu verleiten, haben in diesen Tagen selbst dänische Freischaaren von Ripen und von Jütland aus einen Einfall auf schleswigschen Gebiet gemacht. Nachdem es diesen vor ein paar Tagen gelungen war, eine kleine Abtheiling Dragoner von 10 Mann, die en Scherrebek lag, zu einer rückgänzigen Bewegung zu nöthigen, ist es gestern, nachdem von der Stadt Hadersleven und von Flensburg Verstärkung nach dem Westeramte Hadersleben geschickt waren, zu einem förmlichen Gefecht bei Bröns gekommen. Dem Rittmeister v. Rumohr, welche unsere Truppen im Westeramte Hadersleben commandirt, ward gestern Morgen gemeldet, dass ein 5-600 Mann starker, mit Piken und Flinten bewaffneter Hanse von der jütischen Grenze der in Schleswig eingefallen und bereits bie Reisbye gekommen sei. Er zog sogleich mit einer Schwadron Cavallerie und einer Abtheilung Jäger (lauter schleswische Truppen) den Dänen entgegen und traf bei Bröns mit ihnen zusammen. Währen er durch gütliches Zureden die Aufrührer zum Niederlegen der Waffen bewegen wollte, fiel von dänischer Seite ein Schuss, durch den einer unserer Dragoner getödtet wurde. Nun wirde sofort zum Angriff commandirt, und nach einem kurzem Gefechte waren die Dänen gänzlich geschlagen und zerstreut. Ausser dem erwähnten Dragoner ist auf unserer Seite noch ein Jäger gefallen. Von den dänischen Freischärlern sind 3 gefallen, 4 schwer und 22 leicht verwundet und gefangen, die übrigen in die Flucht geschlagen; ausserdem sind noch einige Pferde und Waffen erbeutet. Die Verwundeten sind nach Tondern ins Hospital, die übrigen Gefangenen nach Hadersleben geschickt. Dieser Einfall ist somit vorläufig afgeschlagen; es ist aber nicht unwahrscheinlich, dass bald mehrere ähnliche Versuche nachfolgen, und es sind desshalb sofort mehrere Truppenabtheilingen nach dem nördlichen Schleswig zun Schutze der Grenze abgegangen.
(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung, 29. januar 1849)
Ribe. De tyske blades løgne og opdigtelser angående oprørernes skændige færd mod de slesvigske bønder ved Brøns overgår næsten alt hvad vi endnu have læst af den art. "Altona Merk." og "Börsenh." fortæller således, at de fleste af de sårede er "jyder" eller i det mindste fra de danske enklaver, at en skolelærer fra Ribe er blandt de fangne, at danske autoriteter har haft hånd med i spillet, at de flere af Landstormen var jyske friskarer og ripensere. Når man havde med folk at bestille, hvem det var om at gøre at få sandheden frem, da ville det være såre let at bevise, at ikke en eneste af de fangne eller nærværende ved overfaldet har bopæl eller ophold nord for Kongeåen, at ingen som helst dansk over- eller underautoritet har haft det ringeste med ledelsen af de slesvigske bønders Landstorm at gøre eller i mindste måde opmuntret til den, vi kunne let bevise at mangfoldige slesvigere har betalt de ublu skatter alene for at undgå det forhadte syn af oprørerne i deres huse, at bønderne selv, ledet af troskab mod deres konge og af harme og forbitrelse over oprørernes udsugelser har forenet sig om kun at give efter for afgjort overmagt, samt endelig at ikke en eneste ripenser havde lod eller del i affæren ved Brøns
Men vi har kun med menedere og oprørere at gøre, for hvem jo ingen sandhed er hellig og derfor vil vi ikke indlade os på videre gendrivelse; således som hele sagen er fremstillet i denne avis, således forholder den sig i sandhed. Kun dette skal vi endnu bemærke, at den ene af underhandlerne (ikke anførere) vel var en riberhusist bonde og at der vel var nogle enkelte andre riberhusiske bønder med; men vi må listige bemærke, at disse riberhusere har haderslevhusere til naboer på alle sider; faderen kan være haderslevhuser, sønnen riberhuser og omvendt, den ene broder dette, den anden hint, og således er beboerne knyttede til hverandre ved de stærkeste bånd, har samme kirke, samme skole, samme interesser; under sådanne forhold er det naturligt at de står hverandre bi i nødens tid, og at enkelte riberhusere har været med ved Brøns kan da på ingen måde berettige nogen til at sige, at Landstormen bestod af jyder fra den anden side Kongeåen, hvilket oprørerne naturligvis gør for at give demonstrationen mindre betydning. De fangne bønder skal nu være ført fra Haderslev til Rendsborg.
I disse Dage har Bruhn fra Haderslev under stærk militær bedækning holdt forhør i Brøns. Bønderne fra Vestervedsted, Hvidding og Reisby fik ikke deres tilgodehavende erstatning for flodskade godtgjort på Haderslev amtstue ved erlæggelsen af deres skatter, men fik løfte om at de nok skulle få den senere.
Uagtet de oprørske soldater har ordre til ikke at komme til de riberhusiske beboere har de dog på flere steder overtrådt denne befaling og tvunget disse beboere til at give sig mad og drikke, mod betaling, der vil sige 1 sk. for et helt måltid.
(Ribe Stifts-Tidende, 29. januar 1849)
Slaget ved Brøns findes i forskellige versioner: I en danskvenlige version fortælles den som bøndernes heltemodige, men forgæves modstand mod Fællesregeringens udskrivninger. Og blev i øvrigt brugt som genoptagelse af krigen den 26. marts 1849. I den tyske version (den lokale præst, pastor Horstmann), fremstilles den som at dragonerne nyd landskabet, og at de lokale havde arrangereret et baghold hvor 2 soldater blev snigmyrdet. Begge parter rejste mindestene for deres faldne.De fangne bønder blev 26. januar 1849 ført fra Haderslev til Slesvig til forhør, og derefter tilbage til Haderslev. Da våbentilstanden ophørte sidst i marts, blev de ført til Rendsborg. Der kom ikke til flere sammenstød i Nordslesvig efter affæren. Bønderne betalte i afkrævede skatter. Se eventuelt arkivalier.
General Bonins officielle Beretning om Tildragelserne ved Brøns. (Vi have efter hamburgske Blade optaget Slutningen af Beretningen, men da vi antage, at det vil interessere vore Læsere at gjøre sig bekjendt med den hele Beretning, saa meddeles samme her )
"Oder-Post-Amts-Zeitung" meddeler efterstaaende Beretning fra General Bonin, om de i det nordlige Slesvig forefaldne Optrin: "Jeg undlader ikke ærbødigst at gjøre Indberetning til det høie Rigsministerium for Krigsvæsenet om de nylig i det nordlige Slesvig forefaldne Optrin, som have ført til et blodigt Sammenstød af vore Tropper med bevæbnede Skarer af Indbyggere. Forledede af den danske Regjerings Opfordringer til Indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig vilde mange af dem ikke udrede de Skatter, der skulde betales til Amterne, og de civile Embedsmænd maatte tilkalde militair Understøttelse, som desuden i Hertugdømmerne er anordnet med en speciel Lov. Navnligen var dette Tilfældet i den nordligste Deel af Slesvig, især i den vestlige Deel af Amtet Haderslev, hvor Indbyggerne tildels betaler Skat til Jylland (Amtet Ribe), deels til Haderslev. Her blev desuden Indbyggerne systematisk opfordrede af de danske Autoriteter i Staden Ribe til Ulydighed mod Fælledsregjeringen og dens Embedsmænd. For kort Tid siden forlangte Amthuset i Haderslev Troppernes Medvirkning i forhøiet Grad, for endelig at tvinge denne Deel af Landet til et betale Skalter. Stærkere Cavalleri-Detaschementer af de i Haderslev stationerede to Escadroner af det 1ste Dragon Regiment og af Jæger-Corpserne i Haderslev og Tønder bleve derfor sendte til denne Egn. Men derimod dannede Sognene i Vesteramtet Haderslev et Slags Landstorm, for med væbnet Haand at modsætte sig de Troppe Afdelinger, som understøttede Skatte-Embedsmændene. Løverdagen den 20de d. M. viste den sig med en Styrke af 100 Bevæbnede i Forballum, hvor en af omtrent 18 Jægere bestaaende Executions-Commando befandt sig, og foranledigede dette til at trække sig tilbage til Lygum-Kloster. Fra Forballum drog den tit Skierbeck, hvor den traf et derværende af Dragoner og Jægere bestaaende Commando. Den kommanderende Officeer, som haabede at faae Forstærkning, opgav for denne Dag sin Hensigt og trak sig tilbage til Arrild. Imidlertid kom der Understøttelse af Jægere fra Haderslev og Lygum-Kloster, og i Forballum bleve Skatterne betalte uden Modstand den 22de om Formiddagen. Nu rykkede Ritmester von Rumohr af det første slesvigske Dragonregiment fra Skierbeck til Brøns, da om Eftermiddagen den 22de, Kl. 4, Landstormen nærmede sig Byen. 2 til 300 Mand stærk, bevæbnet med Bajonetgeværer, fra Reisby. Ritmester von Rumohr, som omtrent havde 30 Jægere og 50 Ryttere med sig, besatte med de Førstnævnte Indgangen til Landsbyen og indesluttede Landstormen med Dragonerne paa begge Sider af Veien, idet han opfordrede den til at nedlægge Vaabnene; men i Stedet for dette faldt der fra Hobens Midte et Skud, som dræbte en Dragon og blev Signalet til Cavalleriets Angreb. Fægtningen, i hvilken Jægerne deeltoge, var meget kort; Landstormen flygtede og efterlod 3 Døde og 29 Fangne, af hvilke fire svært saarede. Paa vor Side blev foruden den omtalte Dragon endnu en Jæger skudt ihjel og 3 Heste saarede. Den 23de om Morgenen herskede i Omegnen af Brøns den største Rolighed, og Ritmester v. Rumohr havde sat sig i Forbindelse med Commandeuren for det andet Jægercorps, som paa den første Efterretning om Landstormens Optræden fra Tønder og Lygumkloster var bleven sendt mod Schierbeck. I denne Deel af Haderslev Vestamt ere nu 5 Jæger-Compagnier, tilsammen omtrent 600 Mand, og et Cavalleri-Delaschement paa omtrent 55 Mand forenede for at kue Indbyggernes Modstand. Ifølge den flygtige Melding fra Ritmester von Rumohr om disse Optrin have høist sandsynligt permitterede danske Soldater, maaskee endog forklædte Soldater af Garnisonen i Ribe, bevæbnede med Bajonetter, været med blandt Landstormen. Ved Bekiendtgjørelser i de danske Blade bleve Indbyggerne opfordrede til, paa visse Steder at modtoge Vaaben og Munition. Den nærmere Melding og Forhører over de Fangne, som ere blevne bragte herhen, ville vise, i hvilken Grad de danske Auroriteter have bestræbt sig for at fremkalde en Opstand af Nordslesvigerne mod Regjeringen. Jeg skal ikke undlade at indsende den nøiagtigere Melding, saasnart de Fangnes Forhør har fundet Sted. For at forebygge enhver Opstand af det danske Parti i den østlige Deel af Amtet Haderslev, har jeg ladet Garnisonen i Haderslev forstærke med de to i Flensborg staaende Jæger-Compagnier og ladet to Compagnier af det 3die Jægercorps udrykke fra Slesvig. Ogsaa til Apenrade, hvor man maa befrygte Uroligheder fra Matrosernes Side, har jeg sendt et Jæger-Detaschement paa 50 Mand. Med disse Tropper haaber jeg atter at gjenoprette den forstyrrede Orden og de civile Embedsmænds Autoritet, naar ikke Garnisonen i Ribe, hvilket ikke er ganske umuligt, tager Deel i Kampen. For ikke at give Anledning hertil har jeg givet streng Befaling til, at Enklaven Ribe ikke maa betrædes af nogen af vore Tropper, og disse ere blevne opfordrede til at ansee sig aldeles som staaende over for Fjenden, at afvæbne Indbyggerne i Haderslev Vesteramt og efterhånden med stærke, mobile Colonner at undertrykke enhver Modstand. Den 23de og 24de om Morgenen er der, saavist de indløbne Efterretninger gaae, ikke forefaldet videre Rolighedsforstyrrelser. Som Beviis paa, hvorledes de danske Forsøg paa at ophidse de slesvigholsteenske Soldater mod Fælledsregjeringen og mod deres Foresatte ikke ophøre, vedlægger jeg et Bilag, som er blevet udbredt i mange Exemplarer i Sundeved. Slesvig den 24de Januar 1849." Overbefalingsmanden for de tydske Rigstropper i Hertugdømmerne von Bonin. (Det omtalte Bilag er et Flyveskrift, som opfordre Soldaterne til at vende tiltage til de danske Faner).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1849, 2. udgave).
Eduard von Bonin (1793-1865) var en preussisk general. I 1848 fik han kommandoen over de preussiske styrker, der bistod Slesvig-Holsten mod Danmark. Han kæmpede ved Slesvig og Dybbøl og fik ledelsen af den slesvig-holstenske hær, som han reorganiserede under våbenhvilen mellem august 1848 og april 1849. Efter sejr over de danske tropper ved Kolding blev han slået den 6. juli ved Fredericia. Efter fredsslutningen i juli 1850 vendte von Bonin tilbage til Preussen, hvor han fortsatte sin karriere i hæren og var krigsminister 1852-54 og 1858-59.
Begivenhederne ved Brøns. Om disse have vi modtaget følgende Brev:
Ribe, den 2den Februar. I de efter den danske øvrigheds Foranstaltning i disse Dage her i Byen optagne Forhører i Sagen angaaende Insurgenttroppernes Overfald paa nordslesvigske Bønder d. 22de f. M., ere de afhørte Deponenters, under Eeds Tilbud, afgivne Forklaringer alle i det Væsentlige fuldkommen overeensstemmende, og vi kunne saaledes, i Fortrøstning til Bøndernes gode Sag, i Korthed fremstille denne sørgelige Begivenhed i sit sande Lys, saaledes som den, efter troværdige Øievidners overvejede Udsagn, har tildraget sig; ligesom vi maae tilføie, at der, ifølge de afgivne Forklaringer, ikke skjønnes, at Deponenterne ved det Militaires pludselige og uventede Overfald paa Stedet have tabt den Besindighed og Ro, som ere nødvendige for at opfatte Øieblikkets Forhold. Det maa tillige bemærkes, at samtlige Deponenter, med Undtagelse af en Enkelt, ere egentlige slesvigske Gaardmænd og andre Beboere, som frivillige ere mødte for at afgive Forklaring.
Mandagen den 22de f. M. om Formiddagen samlede sig endeel Bønder *) fra Vestervedsted, Reisby, Hvidding og flere Sogne i Reisby; Nogle havde Kieppe i Hænderne, Andre Høforke, de Færreste bare Skydevaaben og Flere vare endog aldeles værgeløse, hvilket navnligt var Tilfældet med dem, som vare tilhest, af hvilke en Deel kun fulgte med som blotte Tilskuere. Man bestemte at marschere sydpaa, for at møde Insurgenttropperne, der i Anledning af Skatters Indkrævelse atter havde indfundet sig. Dog var det ingenlunde Bøndernes Hensigt ved dette Møde at bruge Vold eller Magt, thi dertil vare de hverken stærke nok i Vaaben eller Antal - de vilde kun i Mindelighed formaae Mllitairet til at drage bort igjen, saaledes som Tilfældet havde været en foregaaende Dag.
Da Bondehoben langt over Middag var ankommen i Nærheden af Brøns, bemærkedes at en Deel Dragoner holdt paa den østre Side af Veien, medens en Mængde Jægere stode i en tæt Kjæde foran Brøns By med Front ud mod Landevejen. Da dette iagttoges vilde man have gjort Holdt og sendt en Deputation forud, men Anders Thomsen, ogsaa kaldet Stavner, en anseet Gaardmand i Haved gik foran Hoben og sagde, at da man ikke vilde noget Ondt eller bruge nogen Magt, men kun mægle i Mindelighed, kunde de gjerne gaae nærmere og da var det tidsnok at tale til Militairet. Anders Thomsen havde allerede førhen bedet Bønderne ikke at bruge Vold eller Vaaben, hvilket de ogsaa havde lovet ham og senere efterkorn, indtil de bleve angrebne og saaledes nødsagedes til at værge sig.
Folkehoben fortsatte nu sin Gang ned ad Landeveien og kom saaledes snart midt imellem Dragonerne, der imidlertid havde fordeelt sig paa begge Sider af Veien, mellem hvilken og de tilstødende østre Marker der løber en liden Grøft. Da Hoben, uden i mindste Maade at ane, hvad der forestod, var kommen ind imellem Dragonerne standsede den taus og stille - rolige stode disse trofaste Bondemænd i dette alvorsfulde Øieblik uden Tanke om et bruge Vaaben, Vold eller Skrig. Anders Thomsen, som stod i Spidsen, sprang over Grøften ind paa Marken, hvor han blottede sit Hoved og gik værgeløs med Hatten i sin Haand, hen mod Dragonerne for at tale til dem; han rettede sine Ord, som man ikke kunde høre paa Veien, formedelst Afstanden, til Een af disse, som holdt lidet foran de Øvrige og som formodentlig var Anføreren, der ogsaa, ligesom Thomsen begyndte at tale, gjorde et Tegn med Sablen, men om dette var et Tegn paa at han ikke vilde hore Thomsen, eller et Signal til et almindeligt Angreb af Militairet, tør Deponenterne ikke paastaae - men i dette Øieblik styrtede først en Dragon frem og derefter 3 andre, som huggede Anders Thomsen ned, medens de øvrige Dragoner huggede ind paa Mængden, som nu søgte Frelse ved Flugt over Markerne, fornemlig de vesten for Veien, hvor nu Dragonerne i smaa Afdelinger paa 2 til 4 Mand flankerede mellem de adspredte Bønder og saarede eller nedhuggede hvem de fik under Sablen. Kort efter at Anders Thomsen var falden til Jorden og i samme Øieblik Dragonerne angrebe, bemærkede en af Deponenterne, at det første Skud faldt fra Jægeren, som stod paa høire Fløi af Linien og som efterat have afskudt sit Gevær paa Hoben svingede med sin Hue, hvorpaa fulgte en almindelig Salve fra Jægerne, ved hvilken dog ikke mange Bønder bleve trufne; derimod er det rimeligt, at en Kugle fra denne Salve har dræbt den faldne Dragon, som i samme Øieblik segnede fra Hesten, hvilket vinder Bestyrkelse ved den Omstændighed, at Jægerne stode paa et høiere Terrain end Bønderne og at deres Kugler tildeels gik hen over Hovedet paa disse. En Dragon, som holdt med en fangen Bonde tilhest, udbrød derfor i Forbandelser over Jægene, fordi de vedbleve at skyde - hvorpaa han slap Tøilen paa Bondens Hest og lod ham ride, hvilket han neppe vilde have gjort, dersom han havde troet, at Kammeraten var falden for et Skud fra Bønderne, der først begyndte at flyde under Forsvaret.
Ifølge en enkelt Deponents Forklaring og dermed i Forbindelse staaende Omstændigheder er det ligeledes om end ikke afgjort saa dog sandsynligt, at den Jæger, der ved hiin Lejlighed blev skudt, ogsaa først er falden efterat Dragonerne havde angrebet Mængden og Deponenten selv paa sin Flugt til Brøns blev forfulgt af en saadan.
Uagtet det ikke fyldestgjørende er beviist fra hvem det første Skud er faldet, saa er det dog ifølge de afgivne Forklaringer og Beviisligheder fuldkommen vist, at intet Skud er faldet, forrud Dragonernes almindelige Angreb paa Folkehoben.
Ligesaa er det ifølge Overeensstemmelsen af alle de afgivne Forklaringer og indhentede Oplysninger aldeles vist, at hverken Commandeuren for det Militaire, der ikke vilde høre Anders Thomsens Ord, saaledes som nogen civil Øvrighedsperson oplæste for Bønderne nogen saakaldt Oprørsact, eller advarede dem, eller bad dem om at skilles ad og gaae hver til Sit, hvorimod Dragonerne uden nogen foregaaende Opfordring eller Advarsel angreb Folket.
Ligesom det iøvrigt af Forhørerne fremgaaer, at en stor Deel af Dragonerne, der efter Enkeltes Udsagn skulle have været drukne, har viist en barbarisk og umenneskelig Adfærd imod Bønderne, saa at de endog have nedhugget Værgeløse, som alt vare betydeligt saarede og bade om Skaansel, saaledes skylder man Sandheden paa den anden Side ikke at lade ubemærket, at andre af Dragonerne have viist en aldeles modsat Opførsel, idet de enten alene have brugt den flade Klinge, eller naar de Paagjeldende paa Opfordring havde bortkastet, hvad de havde ihænde, have ladet disse undløbe uden at tilføie dem noget Ondt.
Intet Individ fra Ribe var tilstede ved denne Begivenhed, man erfarede den først om Aftenen, da en Deel Saarede bragtes til Byen, hvor der gjordes Alt for at lindre de Betrængtes Nød og Smerte. Bønderne erkjendte selv, at under nærværende Forhold ville Demonstrationer fra deres Side med Vaaben og Magt ikkun føre til deres Fordærv. De fulgte kun her deres Følelse for Ret og Pligt, som de vilde betegne giennem en fast og kraftig Villie. Det var i denne Hensigt vore slesvigske Brødre beseglede med Blod deres Troskab mod vor elskede folkelige Konge, hvis Kjærlighed og trofaste Sindelag under en høiere Ledelse snart ville bringe os bedre Dage.
*) Dog neppe 200 i Antal
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. februar 1849, 2. udgave).
Om den ovenfor anførte annonce om uddeling af våben:
Ribe. I denne avis nr. 2 var indført en annonce om at geværer, kugler og krudt hver dag ville blive uddelt på det bevidste sted i Hvidding Herred. Denne annonce synes især at have givet oprørerne anledning til den løgnagtige påstand at Ribes autoriteter og beboere havde del i de slesvigske bønders kraftige optræden. Vi må stilstå at hvad vi ellers aldrig gør ar vi med hensyn til denne annonce gjort os skyldige i, nemlig optaget en artikel som vi formodede var usand. Annoncen blev os tilsendt af en slesviger med anmodning at optage den for at mystificere oprørerne, og den antydede uddeling af våben vil selv oprørerne med al deres færdighed i at dreje og vende en sag efter deres hoved, aldrig kunne bevise, da den i sandhed ikke har fundet sted - hver sørgede i denne henseende for sig selv, så godt han kunne.
(Ribe Stifts-Tidende, 9. februar 1849).
Ubekendt: Emfall der bewaffnete Jütschen Bauern bei Bröns in Schleswig 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
De tre døde bønder og de to senere døde var Peter Chr.Engelstoft fra Rejsby, Søren Andersen, Øster Åbølling, Didrich Jørgensen Sdr. Farup, Anders Thomsen Stavener, Haved og Anders Hansen Søndergaard. Den 25. juli 1856 blev foreslået rejst en mindesten på årsdagen for slaget på Isted Hede. Den blev indviet den 22/1-1859. På stenen står: "For Troskab mod Konge og Fædreland. Ej Minde om en Glimredag, kun om et trofast Hjerteslag." I 1899 rejstes på initiativ af pastor Jacobsen, Skærbæk en sten på Brøns kirkegård for de to faldne slesvig-holstenere, jægeren Hans Hinrich Biehl fra Seth og dragonen Jürgen Christian Janssen fra Nortorf. Den danske mindesten blev overtjæret af tyske soldater i 1918. Den blev restaureret i 1920.
Fra starten af januar 1949 havde de reaktionære kræfter vundet stort set overalt i Europa over de revolutionære. Regeringerne overalt søgte enighed om den fælles fjende: De revolutionære. Det gjaldt også den danske regering som dermed af historiens udvikling nu pludselig vandt fordel af at Preussen og Det Tyske Forbund nu ikke længere ville intervenere militært i sagen om Slesvig-Holsten.
Den 26. januar åbnedes Landsforsamlingen i Slesvig, under forsæde af vicepræsident Olshausen. Her blev bl.a. opklaret at budgettet havde underskud på 5.209.780 mark (indtægter 12.615.720 mark, udgifter 17.825.500 mark). Deputationer fra Haderslev, Apenrade, Tønder, Høyer, Flensborg, Slesvig, Eckerförde og Tønningen havde overrakt adresse med bøn om at Slesvig og Holsten ikke blev adskilt.
Slesvig-holstenerne der ikke havde klaret den uden preussisk støtte, men i øvrigt ikke ligefrem havde foretrukket dette, måtte omvendt se sig isolerede internationalt.
