Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Aabenraa den 12. febr. Sidste gang, da jeg udførligt berettede om den voldsgerning, som tyskerne udøvede mod vor Frederiksklub kunne jeg kun antyde de skridt vi agtede at foretage. Dagen efter dette morderiske overfald kom bestyrelsen sammen og forfattede et alvorligt klageskrift til general Bonin, hvilket samme dag afgik med posten til sin bestemmelse. 

Da de ulykkelige fangne bønder fra Brøns blev bragt herigennem sydpå, måtte de i regn og blæst sidde over 2 timer på vognene under åben himmel, og for at vore hjemmetyskere rigtig kunne få dem hånet og plaget, havde de to værste tyskere blandt lærerne, rektor Nissen og skolelærer Jepsen givet børnene frihed. 

Drengene der ophidsedes af skræder Weisberg, slagter Tychsen og hr. Gilou, drev deres uvæsen så vidt, at selv politimester Jensen måtte tilråbe dem: "Pfui! schämt ihr euch nicht!" Bemeldte hr. Gilou anses for slesvig-holstensk spion, og skal som sådan have 5 rdl. kour. i løn om ugen. 

I øvrigt ruster nu slesvig-holstenerne af al kraft for det tilfælde, at det tilfælde at de skal fortsætte kampen ved egne kræfter. -  Her er der i den senere tid kommet mange læs med store og små kasser igennem, hvori der befandt sig våben og andre krigsfornødenheder, og i dag er der passeret flere firspændige bagagevogne her igennem, og alt dette går nordpå, formodentlig til den Landstorm, som nu skal indrettes. Vor by skal forsvares fra søsiden ved 4 store kystbatterier, for at St. Thomas ikke skal hente vor elskelige borgmester igen. (Fyens Av.)

(Ribe Stifts-Tidende, 20. februar 1849).

Karl Marx om Forræderi. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten, 16. februar Landfilisteriet er pligtskyldigt afbrudt! Nu udsat når folkets begejstring er så stor, når folket indtrængende kalder på våben til at forsvare sig selv og deres arnested. Vi må åbent indrømme at vi aldrig har krediteret provinsfilisterne med meget mod og god vilje, men vi troede ikke på sådan almindelig fejhed, sådan patetisk dumhed. I, folkets repræsentanter, er løbet hjem – I har forrådt jeres folk, I har byttet dem ud med aristokraterne. Da den forræderiske præsident Bargum afslørede alle sine værdiløse følelser i sin tale, da han havde mod på at sige: vi kan falde til ro, for den næststørste magt i Tyskland, siden Preussens konge lovede os hjælp igen mod danskerne og denne monark har stadig hans løfter holdt og reddede os også en gang ved sin magt - Lord Palmerston gav også forsikring om, at han ikke ville give sit samtykke til Slesvigs adskillelse fra Holsten osv. - ikke et eneste medlem af dette elendige samfund trådte frem og protesterede mod dette skamfulde forræderi. Alle de herrer der er så modige bag tebordet og pludrer så varmt til folkets bedste, alle disse herrer sad der tavse - ikke en eneste hævede stemmen for de mennesker der indtil nu har stolet på dem. Deres fejhed tillod dem ikke at erklære sig imod forræderiet – roligt lyttede de til den perfide advokat Bargum og løb hjem. Opfordringen og det indtrængende krav fra folket om generel bevæbning og organisation af landværn afvises af disse filistre. Theodor Olshausen deltog også i hele den skændige komedie, også han indvilligede lydløst i det forræderi, som aristokratiet havde begået. Olshausen løb også i skændsel hjem – hans fejhed var større end hans æresfølelse. Men viden om, at han ville forråde folket som en kujon, tolererer ham ikke længere derhjemme – han rejste til Frankfurt i dag for at spørge om råd og hjælp. Det er uforståeligt for os, hvem han håber at finde det med. Alle Slesvig-Holstens deputerede med undtagelse af to ‒ er den 17. september. i år anklaget for landsforræderi mod det tyske fædreland. Og fra disse, som den patetiske advokat Beseler også slutter sig til - fra disse ønsker Olshausen at få råd og hjælp. Hvor lavt er den jernbaneforvalter sunket! Da landsmøderne begyndte, virkede det, som om han ville tage folkets sag varmt op - men det var kun en tilsyneladende, det var et bedrag! Men lad os takke ham for at have kastet sin maske af så hurtigt, vi ved nu hvad vi skal gøre om ham; hvad han altid har været, vil han også forblive i fremtiden, en liberal borgerlig der blev forbigået af hele tidens bevægelse uden hverken at kunne forstå det eller ville forstå det! Et skrig af indignation og vrede trænger igennem hele landet; Forræderiet kombineret med den feje flugt er kommet så uventet, at folket endnu ikke ved, hvad de skal gøre.

Schleswig-Holstein, 16. Febr. Das Landesphilisterium hat sich gehorsamst vertagt! Jetzt vertagt, wo die Aufregung des Volkes so groß ist, wo das Volk dringend nach Waffen ruft, um sich und seinen Heerd zu vertheidigen. Wir müssen offen bekennen, daß wir den Landesphilistern nie vielen Muth und guten Willen zugetraut haben, aber an eine solche gemeine Feigheit, eine solche erbärmliche Dummheit glaubten wir doch nicht. Sie, die Vertreter des Volkes sind nach Hause gelaufen ‒ verrathen haben sie ihr Volk, verschachert haben sie es an die Aristokraten. Als der verrätherische Präsident Barzum seine ganzen nichtswürdigen Gesinnungen in seiner Rede offenbarte, als dieser die Frechheit hatte zu sagen: wir können uns beruhigen, da die zweitgrößte Macht Deutschlands, da Preußens König uns wieder Hülfe versprochen gegen die Dänen und dieser Monarch hat noch stets sein Versprechen gehalten und uns auch schon einmal durch seine Macht gerettet ‒ auch Lord Palmerston hat die Zusicherung ertheilt, daß er nicht seine Zustimmung zur Lostrennung Schleswigs von Holstein geben werde u. s. w. ‒ da trat auch nicht ein einziges Mitglied dieser erbärmlichen Gesellschaft auf und protestirte gegen den schmählichen Verrath. Alle die Herren, welche hinterm Theetisch so muthig sind, und so warm für das Wohl des Volkes salbadern, alle diese Herren saßen stumm da ‒ nicht ein einziger erhob seine Stimme für das ihnen bis jetzt vertrauende Volk. Ihre Feigheit ließ es nicht zu, daß sie sich gegen den Verrath erklärten ‒ ruhig hören sie den perfiden Advokaten Barzum an und laufen nach Hause. Der Ruf und das dringende Verlangen des Volkes nach allgemeiner Bewaffnung und Organisation des Landsturmes wird von diesen Spießbürgern abgelehnt. Auch Theodor Olshausen hat an der ganzen schmachvollen Komödie sich betheiligt, auch er hat durch Stillschweigen seine Zustimmung zu dem von der Aristokratie ausgegangenen Verrath gegeben. Schmachvoll ist auch Olshausen nach Hause gelaufen ‒ seine Feigheit war größer als sein Gefühl für Ehre. Aber das Bewußtsein, daß er das Volk feige verrathen, duldet ihn nicht länger in der Heimath ‒ er ist heute nach Frankfurt gereist, um dort Rath und Hülfe zu erflehen. Bei wem er diese zu finden hofft, ist uns unbegreiflich. Sämmtliche Abgeordnete Schleswig-Holsteins mit Ausnahme von zweien ‒ sind am 17. Sept. v. J. des Verraths am deutschen Vaterlande angeklagt. Und von diesen, zu denen auch der jämmerliche Advokat Beseler sich gesellt ‒ von diesen will Olshausen sich Rath und Hülfe holen. Wie tief ist dieser Eisenbahndirektor gesunken! Als die Sitzungen der Landesversammlung begannen, hatte es den Anschein, als wolle er sich warm der Sache des Volkes annehmen ‒ aber es war nur ein Schein, es war Trug! Doch danken wir ihm, daß er so bald die Maske abgeworfen, wir wissen jetzt, was wir von ihm zu halten haben; was er stets gewesen, wird er auch ferner bleiben, ein liberaler Bourgeois, an dem die ganze Zeitbewegung vorübergegangen, ohne daß er dieselbe entweder hat begreifen können oder begreifen wollen! Ein Schrei der Entrüstung und der Wuth durchdringt das ganze Land; der Verrath verbunden mit der feigen Flucht sind so unerwartet gekommen, daß das Volk noch nicht weiß, was es thun soll.

(Karl Marx' avis, "Neue Rheinische Zeitung", 19. februar 1849)

Skatteinddrivelse i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Hemp. Av. har meddelelser fra Nordslesvig af 4. ds., hvorefter slesvig-holstenerne nu også i Haderslev Østeramt inddriver skatterne ved militæreksekution. "Således kom den d. 1. febr. hen på eftermiddagen 108 mand slesvigske jægere under en kaptajn til Vonsild By, hvor de med de 15 dragoner, der hele vinteren har kantoneret i byen, forenede sig til et eksekutionskorps, der indkvarteredes efter forgodtbefindende. Kaptajnen oplæste for sognefogeden følgende reglement for mandskabets bespisning og løn: 2 gange kaffe om dagen med smørrebrød til, 2 gange varm mad, hvoraf i det mindste den ene gang måtte være kraftfulde kødretter, 2 gange skåret smørrebrød med snapser til, varme værelser, lys etc. og dertil 8 sk. kour. pr. mand første dag, 12 sk. den næste og 1 mk. fremdeles. 

At alt dette ikke ydedes med god vilje, kan man tænke sig; imidlertid måtte reglementet efterkommes, når man ikke ville udsætte sig for en værre behandling. I almindelighed indlogerede mandskabet sig i dagligstuen og sov i storstuen på halm med dyner over sig; da der hos en mand i byen der blandt sit indlagte mandskab havde en fændrik (officersaspirant), endnu rekvireredes en mængde sengeklæder, blev dette nægtet, og da fændriken var påståelig, henvistes han til familiens senge, hvoraf han kunde tage, hvis han havde lyst og tilladelse til at bruge magt. Dette ville han imidlertid ikke benytte sig af og svarede: "Vi er ingen røvere". Samme fendrik fik også flere gange anvisning på spisekammeret når han ikke var tilfreds med de fremsatte fødemidler; men naturligvis skulde han tage med magt. 

Om natten blev jægerne sammentrukket på de største gårde; de havde befaling til at sove i klæderne, holde vagt og patruljere. Imidlertid havde en del af bønderne været forsamlet om aftenen og besluttet at finde sig i det desværre uundgåelige. På 1 mand nær tog de den 2. febr. tidlig om morgenen til Haderslev for at betale. Som sagerne nu stod, fandt kaptajnen at der kunne slås 2 fluer med et smæk. Om eftermiddagen sendtes nemlig 80 af jægerne og 4 af dragonerne til Dalby, hvorved han kom til af 2 dage at gøre 3, ved at kunne beregne sig betaling for 2 dage i Vonsild (hvor de i virkeligheden kun havde været 1 døgn) og 1 dag i Dalby. Resten (28 jægere og 11 dragoner) forblev i Vonsild indtil bønderne kom hjem med kvittering for at alt var betalt. Af dette antal kunne der være kommet 1 mand på den ovennævnte gårdmand der ikke med de andre bønder var rejst til Haderslev, men som måtte stå på lige fod med dem, så længe de ikke var vendt tilbage med deres kvitteringer; man gav ham imidlertid 7, og da han kunde gøre sikker regning på næste dag at få hele styrken, måtte også han bide i det sure æble at drage afsted og betale, hvilket han gjorde den 3. febr.

Under hans fraværelse drog rigtignok de 7 eksekutanter afsted fra hans gård, men straks efter kom der 16 andre, der i flere timer rumsterede i huset og lovede at de næste dag ville komme igen i dobbelt antal, når der ikke imidlertid var forevist kvittering for kaptajnen. Eksekutionen var for alle de faste skatter, desuden magasinpenge (skønt man havde måttet levere alt tidobbelt in natura), chaussepenge og alle 3 terminer krigsskat. At militæreksekution for skatter er ulovlig, ved enhver der kender lidt til Slesvigs love, men selv om den var lovlig, kunne der uden vilkårlighed ikke være pålagt eksekution for mere end 3 kvartaler af de sædvanlige skatter, magasin- og chaussepengene samt 2 terminer krigsskat; for for mere var der ikke tilsagt ved pantemanden og efter loven skal man først erholde en sådan tilsigtelse og derpå have 11 dages frist indtil herredsfogden må skride til vurdering. 

Den noble "Fællesregering" fik da således i en fart skatterne af Vonsild Sogn, der efter en løselig kalkule for det lille kun 10 plove tællende sogn beløber sig til over 3000 rbd. Ser man nu hen til at Haderslev Amt tæller 800 plove og dertil tager husskatten (der hviler på næringen, fabriker etc.), kådnerpengene (1 Mk. kour. af hvert Sted), koncessionspengene af håndværkerne (1 a 2 spec. af hver), de overordentlig, på de forhenværende kgl. møller og domænegodser hvilende skatter, forpagtningsafgiften af de kgl. møller, indtægten af de kgl. domæner og endelig indkomstskatten, - vil det ikke være for højt anslået, når man antager, at Fællesregeringen i denne tid udpiner omtrent ½ million alene af Haderslev Amt; for som i Vonsild går det i hele Amtet; Fællesregeringen har sendt alle sine disponible tropper herned for at tage fat allevegne og selv i Haderslev ligger de på eksekution hos borgerne. 

Den trop der morede sig i Vonsild, havde ordre på at gå efter Dalby, Bjert, Stenderup og derfra at følge alle sognene langs kysten tilbage til Haderslev. Eksekutionsgebyret må naturligvis betales til disse plageånder forinden de skride til afmarchen. For Vonsild kan let, bespisningen iberegnet, anslås til circa 100 speciedalere. Noget af det ærgerligste er endnu, at der af hver kvitteringsbog skal betales 1 spd. til herredsfoged Thomsen; hvorfor? får man ikke at vide; man kan da antage, at det er til rejsepenge, når han om en liden stund kommer til at emigrere, og sandelig det bliver ingen klatskilling; af Vonsild Sogn med 10 Plove har han omtrent 80 spd., hvilket efter reguladetriregning giver det facit, at han af Thyrstrup Herred med 265½ plove udsuger 2124 Spec. Lægges dertil de sportler, han beregner sig for sine vurderinger og auktioner, må herredsfoged Thomsen for fremtiden kunne leve af - sine midler" 

(Kjøbenhavnsposten 10. februar 1849)

Overfald paa Klub i Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe Stifts-Tidende berettede om mange sammenstød mellem Fællesregeringens militær og lokalbefolkningen. Avisen var kongetro, og beretningerne og kommentarerne skal ses i det perspektiv. Det ville have set ud anderledes hvis de var beskrevet ud fra den slesvig-holstenske side.

Fra Apenrade skrives under 26. jan.: Vor Frederiksklub, der nu tæller 120 medlemmer, og næringsdrivende her i byen, har nu valgt sig en bestyrelse, som består af dr. Grauer, farver Bahnsen, købmand Nielsen, kapt. Fische. og boghandler Sørensen. I går den 25. fik et medlem af bestyrelsen fra en velsindet borger underretning om at de jægere, som for nogle dage siden var ankommet hertil, havde besluttet at storme vort lokale, ødelægge huset og alt, hvad der var deri. Selskabet blev sat i kundskab herom, men da det var sig bevidst til enhver tid strengt at have holdt sig indenfor lovlighedens grænser, besluttedes også at holde de sædvanlige møder, og således heller ikke at opsætte mødet.

I aftes kl. 7 var som sædvanlig en talrig mængde af selskabets medlemmer forsamlede hos vor vært P. S. Møller, hvor de sad i fortrolig samtale, da døren på engang blev revet op og en skare af 30 til 40 jægere, bevæbnede med deres sabler, trådte ind. De fordrede på en rå og bydende måde, at hr. Møller skulle skænke for dem, men han svarede dem koldblodig, at da lokalet var lejet bort til et sluttet selskab, kunne han ikke opfylde deres begæring, ligesom han måtte gøre dem opmærksom på, at de krænkede al god orden ved således at trænge sig ind i et privat lokale. 

Nu trak jægerne deres sabler og huggede gentagne gange i bordet, så splinter fløj efter, og de fordrede påny drikkevarer, men atter nægtedes ikke alene af hr. Møller men af hele selskabet. Boghandler Sørensen og kapt. Fischer gik nu, idet de bad selskabet om, i alle måder at forholde sig roligt, for at hente øvrigheden, og var så heldige at træffe både kommandanten og politimesteren, en søn af universitetskurator Jensen i Kiel, hvilke straks begge fulgte med. Da de trådte ind i lokalet stod jægerne endnu med blanke sabler og i fuldt kævleri med borgerne. Kommandanten befalede at de straks skulle forføje sig bort, hvilket de også gjorde under mangehånde trusler, men næppe var de kommet udenfor, før de med deres sabler huggede samtlige vinduer itu, både sprosser og ruder. I stedet for at blive og bringe orden til veje, løb såvel kommandanten som politimesteren hjem og lod soldaterne husere, som de ville. Derpå steg soldaterne tilligemed nogle af vore egne "Schlesvig- Holsteinere" ind gennem vinduerne, slog samtlige spejle, billeder, glas og flasker itu i vort lokale, rev gardinerne ned, huggede dem i tusinde stykker, ødelagde bordene, kylede lysestagerne ud på gaden, tog vor konges billede fra væggen og øvede derpå den skammeligste kådhed. En røverbande kunde ikke husere værre. 

Ulykkeligvis ville en af selskabets medlemmer gå hjem, men så snart vore "Schleswig-Holsteinere" blev ham var, skreg de: grib ham, grib ham, der er en af landsforræderne. Straks for jægerne som vilde dyr ind på den værgeløse med dragne sabler, og huggede ham til jorden. På hans angstskrig ilede en mængde dansksindede borgere og befriede ham, men et morderisk sabelhug tværs over hovedet havde gjort ham bevidstløs, og blodet strømmede ud af såret. Han blev derpå bragt hjem og lægen erklærede at hans liv var i fare. Selskabet forblev i lokalet til kl. 12, og begav sig rolig hjem. I morges gik bestyrelsen til politimesteren og forlangte syn over den skade, der var blevet anrettet, hvilket han også fuldbyrdede. I eftermiddag skal her være forhør i denne anledning, men vi lover os ikke meget deraf, da alt kun går ud på at krænke og plage de dansksindede indtil det yderste. Bestyrelsen har besluttet endnu idag at indgive en beretning om og klage over dette morderiske overfald til general Bonin, uden det vil vel heller ikke føre til nogen oprejsning. (Fyens Av.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. februar 1849)

St. Croix 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Der klagedes fra mange Sider over at Landnegerne i den senere Tid var mere forsømmelige og uvillige til Arbeide end sædvanligt, hvortil Hovedgrunden mentes at være, at Høsttiden nærmede sig, og at Arbeiderne følte, at de var uundværlige for Plantørerne. Meget beroer ogsaa paa Behandlingen, og blandt Plantageforvalterne var der mange, der ikke forstaaer at sætte sig ind i de ny Forhold, som Overgangen fra Slaveri til Frihed fører med sig. Imidlertid gik det i mange henseender bedre, end man skulde vente. De emanciperede Negere viser ingen Tilbøielighed til at forlade Øen, og vender successive tilbage til de Plantager, hvor de tidligere har havt Tilhold. De synes derimod at have Modbydelighed for at indgaae Kontraktsforhold, og særdeles Lyst til at drive om med Handelsvare og at tage Tieneste i Byerne og hos Haandværkerne, under Forgivende af at ville lære et Haandværk. Alt sligt haabes imidlertid at ville lade sig rette ved Regulationer, et bedre Politi og hensigtsæssige Skoleundervisning.

(Morgenposten, 1. februar 1849)

(Artiklen refererer til etatsråd Hansens udsendelse til de Dansk-Vestindiske Øer som regeringsskommissør og ad interim fungerende Generalguvernør)

Paa Grund af sit Herskabs Bortreise söger en Negerinde, af sat Alder, Condition som Stuepige eller Enepige, hvor Konen selv gaaer med i Huusholdningen. Den Sögende har været hos et Herskab heri Byen i flere Aar og har de bedste Anbefalinger. Anvises af Portneren ved den botaniske Hauge.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. april 1849)