Bornholmsk Friskare aflyst. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil være bekjendt, at der for nogle Maaneder siden udgik fra nogle hæderlige Mand paa Bornholm en Opfordring om at danne et Fricorps, der skulde vaabenøves for at støde til Armeen, naar Krigen udbrød. Denne Opfordring fandt ingenlunde nogen lunken Modtagelse. Der meldte sig i kort Tid henved 200 Frivillige, og der var Sandsynlighed for, at dette Tal vilde blive fuldt. Man henvendte sig til Lieuteuant v. Slockfleth, en af de Officerer, der bleve overrumplede ved Udbrudet af det holsteenske Oprør, og som fortiden levede paa Bornholm ude af activ Tjeneste, med Anmodning om, at han vilde besørge dette Mandskab tilbørlig indøvet. Dertil fandtes han ogsaa villig og foretog nu blot en Reise til Kjøbenhavn, for hos Krigsministeren at udvirke Opfyldelsen af nogle Betingelser, som Mandskabet havde stillet, nemlig, saavidt vides, at erholde Vaaben og Uniformer fra Kjøbenhavn. Herpaa stal Krigsministeren ogsaa strax været gaaet ind; men netop som Lieutenanten vilde vende tilbage, indkom der et Andragende fra den bornholmske Militses Officerer, hvori disse udbede sig, at Sagen maatte blive stillet i Bero, da Øen nærede megen Betænkelighed ved al bortsende saa meget Mandskab, af Frygt, at Landet da skulde være altfor blottet for Mandskab, hvisTydskerne skulde faae isinde med deres Flaade (!) at angribe Øen. Hvad skulde nu Krigsministeren gjøre? Han maatte naturligviis bevillige Andragendet og saaledes stille Sagen i Bero. Altsaa er der dog nu eet Sted i det egentlige Danmark, hvor man virkelig frygter "den tydske Flaade". Det havde vi ikke ventet af de gode Bornholmere, hvis Mod og militaire Basen under Værnepligtssagens Behandling havde saa ivrige Forsvarere og Lovpisere i Rigsforsamlingen. (Folket.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. marts 1849).

Bornholm var fritaget for værnepligt i starten af 1849. Det frivillige jægerkorps på øen manglede omkring 50 mand. 

Rygter. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Kære danske venner!

Efter hvad I har hørt og set om mig i bladene siden krigens begyndelse, må I antage mig for at være blevet et slet menneske og dertil jeres fjende, men jeg kan forsikre jer, at det ikke er således; mit hjerte er endnu henvendt til jer med samme velvilje og kærlighed som det altid har været, for jeg ved at I, mine pårørende og venner i Jylland, til hvem disse mine ord især er rettede, er lige så lidt skyld i krigen som jeg er, og jeg har endnu ikke gjort noget, hvorved jeg kunde fortjene jeres dadel. Dels af undseelse for at skrive i bladene og dels i den tro at sagen skulle falde bort af sig selv, når jeg ellers forholdt mig rolig, har jeg ikke før besvaret de løgnagtige fortællinger, hvormed jeg er bleven forfulgt; men nu er det mig ikke muligt længere at tie. 

Således er det rygte løgn, som eksisterede i efteråret, at jeg var skyld i at en patrulje blev her udsendt fra amtmand Bruhn for at pågribe og arrestere møller Kloppenborg og skolelærer Freudendal. Jeg kan med ed bekræfte, at jeg hverken mundtlig eller skriftlig har haft nogen korrespondence med Bruhn de sidste 3 uger for det passerede. Uden den mindste  anelse derom, blev jeg d. 4. oktober om natten kl. 1 opkaldt af min seng af en amtstjener, Chresten Dragon kaldet, der medbragte 14 badenske jægere og overgivet et brev fra amtmand Bruhn, hvori det pålagdes mig som konstitueret sognefoged (hvilket sognefogderi jeg havde været så uforsigtig at påtage mig) at skaffe disse personer kvarter og befordring, på nærmere forlangende, da de var kommet for at arrestere Kloppenborg og Freudendal. Jeg gjorde nu indvendinger imod at være med ved arresteringen, da enhver kan tænke det måtte være mig ubehagelig, men tvunget af trusler og overmagten måtte jeg nødsages til at give efter og følge med. 

Ligeledes er det logi, som var skrevet i "Dannevirke" fra Københoe d. 1. febr. d. å. at jeg havde siddet som spion på Granden denne aften til over kl. 12, for at erfare hvad mine sognemænd foretog sig. Jeg var rigtig nok til sildig på aftenen til stede hos dem, men ikke andet end i venskabelig omgang såvidt jeg ved, jeg gjorde desuden flere handler, såvel om landeri som om korn og kreaturer, og var kl. 12 hjemme i min seng. Morgenen efter var jeg hos herredsfoged Andersen for at betale resten af mine skatter, men om dagens eller aftenens tildragelser før, blev der ikke talt et ord; altså også dette er løgn. 

Ligeledes er det løgn som en bonde (uden navn) fortæller i dette blads nr. 22, at jeg ligesom andre slesvig-holstenere skulle have grint og glædet mig over, at folk kom til at betale deres skatter. Jeg betalte vel med de første, men til samme tid betalte mange flere her i sognet, og jeg tror ikke at mine sognemænd skal kunne sige, at jeg har ladet dem føle min glæde over at de kom til at betale; jeg har altid efter bedste evne søgt at holde en god forståelse med dem, og jeg tror heller ikke nogen af disse til at være forfatter af disse artikler, som er indrykket imod mig i "Dannevirke" og dette blad. Skulle min formodning ikke være rigtig, da opfordrer jeg enhver som har noget imod mig at træde frem af sit skjul og være sit navn bekendt, og ikke som en ondskabsfuld skumler, der sidder i mørke, kaster skarn på den som er uskyldig.
Langetved den 28. Febr. 1849.
Niels Jac. Horsbøl.

(Ribe Stifts-Tidende, 2. marts 1849)

Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Aabenraa den 12. febr. Sidste gang, da jeg udførligt berettede om den voldsgerning, som tyskerne udøvede mod vor Frederiksklub kunne jeg kun antyde de skridt vi agtede at foretage. Dagen efter dette morderiske overfald kom bestyrelsen sammen og forfattede et alvorligt klageskrift til general Bonin, hvilket samme dag afgik med posten til sin bestemmelse. 

Da de ulykkelige fangne bønder fra Brøns blev bragt herigennem sydpå, måtte de i regn og blæst sidde over 2 timer på vognene under åben himmel, og for at vore hjemmetyskere rigtig kunne få dem hånet og plaget, havde de to værste tyskere blandt lærerne, rektor Nissen og skolelærer Jepsen givet børnene frihed. 

Drengene der ophidsedes af skræder Weisberg, slagter Tychsen og hr. Gilou, drev deres uvæsen så vidt, at selv politimester Jensen måtte tilråbe dem: "Pfui! schämt ihr euch nicht!" Bemeldte hr. Gilou anses for slesvig-holstensk spion, og skal som sådan have 5 rdl. kour. i løn om ugen. 

I øvrigt ruster nu slesvig-holstenerne af al kraft for det tilfælde, at det tilfælde at de skal fortsætte kampen ved egne kræfter. -  Her er der i den senere tid kommet mange læs med store og små kasser igennem, hvori der befandt sig våben og andre krigsfornødenheder, og i dag er der passeret flere firspændige bagagevogne her igennem, og alt dette går nordpå, formodentlig til den Landstorm, som nu skal indrettes. Vor by skal forsvares fra søsiden ved 4 store kystbatterier, for at St. Thomas ikke skal hente vor elskelige borgmester igen. (Fyens Av.)

(Ribe Stifts-Tidende, 20. februar 1849).

Karl Marx om Forræderi. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten, 16. februar. Landsforsamlingens filistre har lydigt bøjet sig! Netop nu hvor folkets begejstring er så stor, hvor folket indtrængende kalder på våben til at forsvare sig selv og deres arnested. Vi må åbent indrømme at vi aldrig har tiltroet at landsforsamlingens filistre havde særlig meget mod og god vilje, men vi troede ikke på sådan almindelig fejhed, sådan patetisk dumhed. I, folkets repræsentanter, er løbet hjem – I har forrådt jeres folk, I har byttet dem ud med aristokraterne. Da den forræderiske præsident Bargum afslørede alle sine værdiløse følelser i sin tale, da han havde mod på at sige: vi kan falde til ro, for den næststørste magt i Tyskland, siden Preussens konge lovede os hjælp igen mod danskerne og denne monark har stadig hans løfter holdt og reddede os også en gang ved sin magt - Lord Palmerston gav også forsikring om, at han ikke ville give sit samtykke til Slesvigs adskillelse fra Holsten osv. - ikke et eneste medlem af dette elendige samfund trådte frem og protesterede mod dette skamfulde forræderi. Alle de herrer der er så modige bag tebordet og pludrer så varmt til folkets bedste, alle disse herrer sad der tavse - ikke en eneste hævede stemmen for de mennesker der indtil nu har stolet på dem. Deres fejhed tillod dem ikke at erklære sig imod forræderiet – roligt lyttede de til den perfide advokat Bargum og løb hjem. Opfordringen og det indtrængende krav fra folket om generel bevæbning og organisation af landværn afvises af disse filistre. Theodor Olshausen deltog også i hele den skændige komedie, også han indvilligede lydløst i det forræderi, som aristokratiet havde begået. Olshausen løb også i skændsel hjem – hans fejhed var større end hans æresfølelse. Men viden om, at han ville forråde folket som en kujon, tolererer ham ikke længere derhjemme – han rejste til Frankfurt i dag for at spørge om råd og hjælp. Det er uforståeligt for os, hvem han håber at finde det med. Alle Slesvig-Holstens deputerede med undtagelse af to ‒ er den 17. september. i år anklaget for landsforræderi mod det tyske fædreland. Og fra disse, som den patetiske advokat Beseler også slutter sig til - fra disse ønsker Olshausen at få råd og hjælp. Hvor lavt er den jernbaneforvalter sunket! Da landsmøderne begyndte, virkede det, som om han ville tage folkets sag varmt op - men det var kun en tilsyneladende, det var et bedrag! Men lad os takke ham for at have kastet sin maske af så hurtigt, vi ved nu hvad vi skal gøre om ham; hvad han altid har været, vil han også forblive i fremtiden, en liberal borgerlig der blev forbigået af hele tidens bevægelse uden hverken at kunne forstå det eller ville forstå det! Et skrig af indignation og vrede trænger igennem hele landet; Forræderiet kombineret med den feje flugt er kommet så uventet, at folket endnu ikke ved, hvad de skal gøre.

Schleswig-Holstein, 16. Febr. Das Landesphilisterium hat sich gehorsamst vertagt! Jetzt vertagt, wo die Aufregung des Volkes so groß ist, wo das Volk dringend nach Waffen ruft, um sich und seinen Heerd zu vertheidigen. Wir müssen offen bekennen, daß wir den Landesphilistern nie vielen Muth und guten Willen zugetraut haben, aber an eine solche gemeine Feigheit, eine solche erbärmliche Dummheit glaubten wir doch nicht. Sie, die Vertreter des Volkes sind nach Hause gelaufen ‒ verrathen haben sie ihr Volk, verschachert haben sie es an die Aristokraten. Als der verrätherische Präsident Barzum seine ganzen nichtswürdigen Gesinnungen in seiner Rede offenbarte, als dieser die Frechheit hatte zu sagen: wir können uns beruhigen, da die zweitgrößte Macht Deutschlands, da Preußens König uns wieder Hülfe versprochen gegen die Dänen und dieser Monarch hat noch stets sein Versprechen gehalten und uns auch schon einmal durch seine Macht gerettet ‒ auch Lord Palmerston hat die Zusicherung ertheilt, daß er nicht seine Zustimmung zur Lostrennung Schleswigs von Holstein geben werde u. s. w. ‒ da trat auch nicht ein einziges Mitglied dieser erbärmlichen Gesellschaft auf und protestirte gegen den schmählichen Verrath. Alle die Herren, welche hinterm Theetisch so muthig sind, und so warm für das Wohl des Volkes salbadern, alle diese Herren saßen stumm da ‒ nicht ein einziger erhob seine Stimme für das ihnen bis jetzt vertrauende Volk. Ihre Feigheit ließ es nicht zu, daß sie sich gegen den Verrath erklärten ‒ ruhig hören sie den perfiden Advokaten Barzum an und laufen nach Hause. Der Ruf und das dringende Verlangen des Volkes nach allgemeiner Bewaffnung und Organisation des Landsturmes wird von diesen Spießbürgern abgelehnt. Auch Theodor Olshausen hat an der ganzen schmachvollen Komödie sich betheiligt, auch er hat durch Stillschweigen seine Zustimmung zu dem von der Aristokratie ausgegangenen Verrath gegeben. Schmachvoll ist auch Olshausen nach Hause gelaufen ‒ seine Feigheit war größer als sein Gefühl für Ehre. Aber das Bewußtsein, daß er das Volk feige verrathen, duldet ihn nicht länger in der Heimath ‒ er ist heute nach Frankfurt gereist, um dort Rath und Hülfe zu erflehen. Bei wem er diese zu finden hofft, ist uns unbegreiflich. Sämmtliche Abgeordnete Schleswig-Holsteins mit Ausnahme von zweien ‒ sind am 17. Sept. v. J. des Verraths am deutschen Vaterlande angeklagt. Und von diesen, zu denen auch der jämmerliche Advokat Beseler sich gesellt ‒ von diesen will Olshausen sich Rath und Hülfe holen. Wie tief ist dieser Eisenbahndirektor gesunken! Als die Sitzungen der Landesversammlung begannen, hatte es den Anschein, als wolle er sich warm der Sache des Volkes annehmen ‒ aber es war nur ein Schein, es war Trug! Doch danken wir ihm, daß er so bald die Maske abgeworfen, wir wissen jetzt, was wir von ihm zu halten haben; was er stets gewesen, wird er auch ferner bleiben, ein liberaler Bourgeois, an dem die ganze Zeitbewegung vorübergegangen, ohne daß er dieselbe entweder hat begreifen können oder begreifen wollen! Ein Schrei der Entrüstung und der Wuth durchdringt das ganze Land; der Verrath verbunden mit der feigen Flucht sind so unerwartet gekommen, daß das Volk noch nicht weiß, was es thun soll.

(Karl Marx' avis, "Neue Rheinische Zeitung", 19. februar 1849)

Skatteinddrivelse i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Hemp. Av. har meddelelser fra Nordslesvig af 4. ds., hvorefter slesvig-holstenerne nu også i Haderslev Østeramt inddriver skatterne ved militæreksekution. "Således kom den d. 1. febr. hen på eftermiddagen 108 mand slesvigske jægere under en kaptajn til Vonsild By, hvor de med de 15 dragoner, der hele vinteren har kantoneret i byen, forenede sig til et eksekutionskorps, der indkvarteredes efter forgodtbefindende. Kaptajnen oplæste for sognefogeden følgende reglement for mandskabets bespisning og løn: 2 gange kaffe om dagen med smørrebrød til, 2 gange varm mad, hvoraf i det mindste den ene gang måtte være kraftfulde kødretter, 2 gange skåret smørrebrød med snapser til, varme værelser, lys etc. og dertil 8 sk. kour. pr. mand første dag, 12 sk. den næste og 1 mk. fremdeles. 

At alt dette ikke ydedes med god vilje, kan man tænke sig; imidlertid måtte reglementet efterkommes, når man ikke ville udsætte sig for en værre behandling. I almindelighed indlogerede mandskabet sig i dagligstuen og sov i storstuen på halm med dyner over sig; da der hos en mand i byen der blandt sit indlagte mandskab havde en fændrik (officersaspirant), endnu rekvireredes en mængde sengeklæder, blev dette nægtet, og da fændriken var påståelig, henvistes han til familiens senge, hvoraf han kunde tage, hvis han havde lyst og tilladelse til at bruge magt. Dette ville han imidlertid ikke benytte sig af og svarede: "Vi er ingen røvere". Samme fendrik fik også flere gange anvisning på spisekammeret når han ikke var tilfreds med de fremsatte fødemidler; men naturligvis skulde han tage med magt. 

Om natten blev jægerne sammentrukket på de største gårde; de havde befaling til at sove i klæderne, holde vagt og patruljere. Imidlertid havde en del af bønderne været forsamlet om aftenen og besluttet at finde sig i det desværre uundgåelige. På 1 mand nær tog de den 2. febr. tidlig om morgenen til Haderslev for at betale. Som sagerne nu stod, fandt kaptajnen at der kunne slås 2 fluer med et smæk. Om eftermiddagen sendtes nemlig 80 af jægerne og 4 af dragonerne til Dalby, hvorved han kom til af 2 dage at gøre 3, ved at kunne beregne sig betaling for 2 dage i Vonsild (hvor de i virkeligheden kun havde været 1 døgn) og 1 dag i Dalby. Resten (28 jægere og 11 dragoner) forblev i Vonsild indtil bønderne kom hjem med kvittering for at alt var betalt. Af dette antal kunne der være kommet 1 mand på den ovennævnte gårdmand der ikke med de andre bønder var rejst til Haderslev, men som måtte stå på lige fod med dem, så længe de ikke var vendt tilbage med deres kvitteringer; man gav ham imidlertid 7, og da han kunde gøre sikker regning på næste dag at få hele styrken, måtte også han bide i det sure æble at drage afsted og betale, hvilket han gjorde den 3. febr.

Under hans fraværelse drog rigtignok de 7 eksekutanter afsted fra hans gård, men straks efter kom der 16 andre, der i flere timer rumsterede i huset og lovede at de næste dag ville komme igen i dobbelt antal, når der ikke imidlertid var forevist kvittering for kaptajnen. Eksekutionen var for alle de faste skatter, desuden magasinpenge (skønt man havde måttet levere alt tidobbelt in natura), chaussepenge og alle 3 terminer krigsskat. At militæreksekution for skatter er ulovlig, ved enhver der kender lidt til Slesvigs love, men selv om den var lovlig, kunne der uden vilkårlighed ikke være pålagt eksekution for mere end 3 kvartaler af de sædvanlige skatter, magasin- og chaussepengene samt 2 terminer krigsskat; for for mere var der ikke tilsagt ved pantemanden og efter loven skal man først erholde en sådan tilsigtelse og derpå have 11 dages frist indtil herredsfogden må skride til vurdering. 

Den noble "Fællesregering" fik da således i en fart skatterne af Vonsild Sogn, der efter en løselig kalkule for det lille kun 10 plove tællende sogn beløber sig til over 3000 rbd. Ser man nu hen til at Haderslev Amt tæller 800 plove og dertil tager husskatten (der hviler på næringen, fabriker etc.), kådnerpengene (1 Mk. kour. af hvert Sted), koncessionspengene af håndværkerne (1 a 2 spec. af hver), de overordentlig, på de forhenværende kgl. møller og domænegodser hvilende skatter, forpagtningsafgiften af de kgl. møller, indtægten af de kgl. domæner og endelig indkomstskatten, - vil det ikke være for højt anslået, når man antager, at Fællesregeringen i denne tid udpiner omtrent ½ million alene af Haderslev Amt; for som i Vonsild går det i hele Amtet; Fællesregeringen har sendt alle sine disponible tropper herned for at tage fat allevegne og selv i Haderslev ligger de på eksekution hos borgerne. 

Den trop der morede sig i Vonsild, havde ordre på at gå efter Dalby, Bjert, Stenderup og derfra at følge alle sognene langs kysten tilbage til Haderslev. Eksekutionsgebyret må naturligvis betales til disse plageånder forinden de skride til afmarchen. For Vonsild kan let, bespisningen iberegnet, anslås til circa 100 speciedalere. Noget af det ærgerligste er endnu, at der af hver kvitteringsbog skal betales 1 spd. til herredsfoged Thomsen; hvorfor? får man ikke at vide; man kan da antage, at det er til rejsepenge, når han om en liden stund kommer til at emigrere, og sandelig det bliver ingen klatskilling; af Vonsild Sogn med 10 Plove har han omtrent 80 spd., hvilket efter reguladetriregning giver det facit, at han af Thyrstrup Herred med 265½ plove udsuger 2124 Spec. Lægges dertil de sportler, han beregner sig for sine vurderinger og auktioner, må herredsfoged Thomsen for fremtiden kunne leve af - sine midler" 

(Kjøbenhavnsposten 10. februar 1849)