Krigen 1848-1851: April 1849 (Efterskrift til Politivennen)

Den 27. marts 1849 udløb våbenstilstanden uden at der var kommet noget endeligt resultat ud af den. Den blev forlænget en uge.

Bemærk nedenstående notits' ordvalg:

Flere i Apenrade bosiddende dansksindede borgere er af de slesvigholstenske autoriteter jagne fra deres hjem og ankomne til Kolding. Hvorimod en del tysksindede borgere og embedsmænd i Haderslev af egen tilskyndelse er flygtet mod syden.

(Kjøbenhavnsposten, 2. april 1849).

Fra Kolding skrives i Fyens Av. under 29. marts -
I eftermiddag ankom 9 borgere fra Aabenraa, som var formelig landsforviste af den oprørske magistrat på grund af landsforræderi efter slesvig-holstenske begreber om fædrelandet. Det er hele bestyrelsen for den under våbenstilstanden dannede klub af dansksindede, Frederiksklubben kaldet, tilligemed værten for samme, og et par andre dansksindede borgere. De erklærer at de formodentlig blot er forløbere for et større antal, da klubben tæller over 100 medlemmer. Uden videre varsel indfinder politimester Jensen sig i klubben, medbringende en hel håndfuld pas, som han uden videre overleverer, hvem han træffer, med den bestemte befaling, straks at afrejse ad Kolding til. Passet lyder i ordret oversættelse således: "Tvangspas. Foreviseren heraf bosat borger N. N. hersteds, bliver herved anholdt til inden 3 timer at forlade byen og begive sig til Kolding dog først til Haderslev, hvor han må melde sig hos pladskommandanten." Pladskommandanten i Aabenraa ville først have sendt dem til Sønderborg, men politimesteren gjorde ham opmærksom på at Sønderborg var tysk og ikke dansk, hvilken bemærkning af den bekendte Schow Majoren fandt afgørende med den tilføjning: "Das ist wahr, Sonderburg ist under Dänischen Hände, aber in kurzer Zeit ist sie unser". De flygtende eller rettere fordrevne, påstår at der i det mindste findes 5 til 6.000 mand rigstropper imellem Aabenraa og Rendsborg. De ovennævnte 9 mænd blev eskorterede af 1 officer og 8 dragoner af det her i vor nærhed liggende hanseatiske kavalleri lige til vore yderste forposter.

(Ribe Stifts-Tidende, 3. april 1849).

Den danske flåde led et nederlag ved Eckernförde den 5. april 1849 under en kamp med batterierne ved Eckernförde. Formålet med slaget var formentlig en afledningsmanøvre for at forsinke tyske styrkers fremrykning mod nord. Linjeskibet "Christian den Ottende" blev skudt i brand og sprang i luften efter at være overgivet. Fregatten "Gefion" blev ude af stand til at kæmpe og blev taget. To dampskibe kunne ikke undsætte skibene. Mandskabet blev for størstedelen reddet og taget som fanger. Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og 900 fanger.

Se bloggens øvrige indslag om denne begivenhed: Major Eduard Jungmann, Johann Heinrich Bartelsen og Mindefester i Eckernförde. Sydskansen i Eckernførde er i dag et kulturmindesmærke til erindring om slaget. Den ligger i Eckernförder Kurpark hvor også Gefion-Brønden minder om slaget.

Fregatten Gefion i havnen ved Eckerförde efter at være blevet taget. Det Kongelige Bibliotek. Skibet blev herefter indlemmet i den preussiske flåde under navnet Eckernförde. Slaget fik stor betydning for slesvig-holstenerne, der blev fx udstedt en erindringsmedalje om slaget.

Samtidig marcherede danske landstyrker over grænsen. Mindre slag foregik ved Flensborg Fjord og Aabenraa hvor danskerne havde fremgang, og gik ind i Haderslev.

Under anførsel af den prøjsiske general von Prittwitz trængte Rigshæren med ca. 45.000 mand frem til Kolding og Vejle. Tyske forbundstropper indtog Dybbøl. En fred blev forhandlet den 10. april i Berlin. Men forslaget blev forkastet både i København og i Kiel. I den kommende tid forsvandt slesvig-holstenernes støtte fra det tyske forbund.

Übersicht der Düppeler Höhen 1849. Det Kongelige Bibliotek.

Regensen og Ligbæring. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræstentanter

Mødet den 8de Februar

- - -

1) Angaaende Ligbæringen var med Magistratens ovenanførte Skrivelse modtaget en udførlig Betænkning fra Consistoriet af 30te Marts 1847, der gik ud paa at godtgjøre, at der tilkommer Regensen en uomtvistelig Ret til at lade Ligbæringen i Kjøbenhavn besørge og til at oppebære de dermed forbundne Emolumenter, i det mindste indtil et saa stort Beløb, at Regensen faaer en aarlig Nettoindtægt af 2000 Rbd., hvorhos Consistoriet dog vilde indvillige i, at Ligbæringen overlodes Kjøbenhavns Commune, enten imod at der tilsikkredes Communitetets Kasse paa Regensens Vegne en aarlig Indtægt af 1500 Rbd., eller at Communen enten strax eller successive udbetaler Communitetet en Capital af 37,500 Rbd., hvilket Afslag i Consistoriets Fordringer var fremkaldt derved, at der af den Regensen tilflydte Indtægt af Ligbæringen angaves efterhaanden at være opsparet en Capital af omtrent 39,000 Rbd. Men uagtet den omhyggeligge Undersøgelse af de Grunde, som Consistoriet havde anført for den saaledes foreslaaede, af den forhenværende Direktion for Universitetet og de lærde Skoler tiltraadte Aflønning af Regensens Ligbærerplivilegium, havde Comiteen dog ikke kunnet fravige den af Repræsentantskabet i dets Betænkning af 3die Juli 1844 fremsatte og da motiverede Formening, at der ingen Grund var til at afløse Regensens Rettighed til Ligbæring med noget Offer fra Communens Side, men vedblev samme og bemærkede i Anledning af det fra Consistoriets Side Anbragte Følgende. - Consistoriet havde ikke indladt sig paa at godtgjøre, at Regensen som saadan skulde være berettiget til at fordre noget Tilskud fra Kjøbenhavns Commune, men derimod især støttet sin Paastand om, at Regensen skulde have en uomtvistelig Ret til at erholde Erstatning for det eventuelle Tab af Ligbærerprivilegiet derpaa, at Ligbæringen skulde ved Lovgivningen være Regensen hjemlet som et stedsevarende ufortabeligt Privilegium. Dette kunde Comiteen imidlertid ikke indrømme; thi efterat det nemlig ved Placaten af 24de Mai 1792 var blevet det theologiske Facultet paa Regensens Vegne tilladt at lade for det Første i 3 Aar Liigene bortbringe ved leiede Ligbærere, i Stedet for af Regensianerne personligt, og efterat denne Bestemmelse ved Placaten af 29de Juni 1795 atter var bleven forlænget paa 3 Aar, bestemtes det ved Pl. af 21de August 1793: "at den nu i 6 Aar bestaaende Indretning af Ligbæringen i Kjøbenhavn skal, efter de hidtil gjældende Bestemmelser, herefter vedvare." Det var denne sidst citerede Lovbestemmelse, som havde givet Regensen dens endnu bestaaende Ret til Ligbæring; men derhos dog ingenlunde ifølge sine Ord forkyndt sig som meddelende Regensen denne Ret som evig og uforander lig, og med samme Føie som et Lovbud havde tillagt Regensen Ret til at besørge Ligbæringen imod et Vederlag, med samme Skjel kunde et andet Lovbud berøve den den deraf flydende Fordeel. Vel havde Consistoriet paaberaabt sig, at Regensen var i Besiddelse af Ligbærerprivilegiet ifølge gjentagne kongelige Tilsagn, men ligesom det ikke havde opgivet, hvor savanne Tilsagn vare at finde, saaledes vilde man ogsaa forgjeves søge dem i de forskjellige Lovbud - Reskript 4de Mai 1712, Forordning 21de December 1714, Reskript 2den Juni 1747 og Fundatsen af 25de Juni 1777 - hvorved Regensens Ret til Ligbæring Tid efter anden er fastsat. - Consistoriet havde endvidere formeent, at Regensen eller Communitets-Kassen paa Regensens Vegne dog i alt Fald havde en uomtvistelig Ret til at erholde en aarlig Indtægt af 2000 Rbd., naar den skulde opgive Ligbærerprivilegiet, hvilken Formening Consistoriet havde støttet saavel paa det i Cancelliskrivelse af 17de Mai 1791 indeholdte Reskript af 13de s. M., der bestemmer, at Ligbæringen ei længer skal forrettes af Regensianerne personligt, som paa de Forhandlinger, der vare gaaede forud for dette Reskript. Ordene i dettes § 8: "De Studerende, som nu ligge eller for det Første indlægges paa Regensen, skulle af Communitetets Kasse nyde en Erstatning af 20 Rbd om Aaret, hvorimod Indtægten af Ligbæringen nu indflyder i fornævnte Kasse." , skulde efter Consistoriets Formening hjemle Regensen Ret til en stedsevarende og ufortabelig aarlig Indtægt af 20 Rbd. til enhver af dens Alumner, eller i Alt 2000 Rbd. Men allerede det forhenværende danske Cancelli havde med Føie fremhævet, at den anførte § ikkun gav de Alumner, som da laae, eller for det Første indlagtes paa Regensen, Adkomst til 20 Rbd. aarligt som en Slags Erstatning for Ligbæringen, og at følgelig det ommeldte Lovsteds Ord ikke i og for sig indeholdt nogen Hjemmel for, at Regensianerne i al Evighed skulde være berettigede til at fordre hine 2000 Rbd. aarligt. Hertil maatte Comiteen endnu føie, at den ovenciterede Placat af 21de August 1728 Intet indeholder om, at Regensen skulde have nogen vedvarende Adkomst til at oppebære 2000 Rbd. som Godtgjørelse for Ligbæringen, samt bemærke, at Reskriptet af 13de Mai 1791 siger, at Erstatningen for Ligbæringen til Regensianerne skal udredes af "Communitetets Kasse", og da de af Consistoriet i Gjenpart fremsendte ældre Aktstykker angaaende den Tids Forhandlinger i denne Sag udvise, at det havde været aldeles uvist, hvor stor en Indtægt Ligbæringen, naar den blev bortliciteret eller besørget af leiede Ligbærere, vilde indbringe, maatte det være temmelig klart, at, saafremt Regensen skulde have nogen vedvarende Ret til at erholde 20 Rbd. aarligt til hver af sine Alumner, som Æqvivalent for Ligbæringen, vilde det være Communitetets Kasse, hvem Forpligtelsen til at udrede dette Beløb paahvr

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. marts 1849. 2. udgave. Uddrag).

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter. 

Mødet den 8de Februar. 

Om Liigbæring. (Fortsat, see Løverdags-Nr.) Det var under de tidligere Forhandlinger antaget, at Communen i ethvert Tilfælde havde afløst Regensens formeentlige Ret til en aarlig Erstatning af 2000 Rbd. for Opgivelsen af Liigbærerprivilegiet, idet nemlig Regensen i Tidsrummet fra 1792 tit 1838 havde, foruden at have oppebaaret 2000 Rbd. aarligt, derved vundet i Alt c. 110,000 Rbd, og at Renterne af denne Sum aarligt androge mere end 2000 Rbd. Consistoriet havde imidlertid ikke villet erkjende, at en saadan Afledning havde fundet Sted, idet det virkelige Overskud af Liigbæringen i Aaret 1836 angaves ikkun at have udgjort 38,933 Rdd. 17 sk, og idet hiin større Sum af 110,000 Rbd. skulde være udfunden ved at opføre de Summer, som Liigbæringen havde indbragt mere end de 2000 Rbd. aarligt, og dertil at lægge Renter og Renters Renter. Men selv under Forudsætning af Rigtigheden heraf, kunde Comiteen dog ikke erkjende, at det ikke kunde benegtes, at Kjøbenhavns Commune i Virkeligheden havde forudpræsteret en saadan Sum til Communitetet, at dette Instituts Ret til fremtidig Skadesløsholdelse for Liigbæringsprivilegiet maatte ansees afløst, selv om Communitetet eller Regensen skulde have en vedvarende Ret til af Liigbæringen i Kjøbenhavn at erholde 2000 Rbd. aarligt, da der af den Omstændighed, at Communitetet har anvendt en større Sum af Liigbæringsindtægterne aarligt, end der i ethvert Tilfælde var forudsat i de Lovbud, hvorved Liigbæringen reguleredes, umuligt kunde udledes nogen Forpligtelse for Kjøbenhavns Commune til fremdeles at yde Tilskud til Communitetets Kasse, for at denne kunde sættes i Stand til at bestride Regensens Udgifter, eller vel endog, som skeet er, yde Universitetet Understøttelse, Noget, som maatte være Communen aldeles uvedkommende. Endeligen bemærkede Comiteen endnu, at Consistoriet paa Communitetets Vegne dog paa ingen Maade kunde være berettiget til at modsætte sig en Forandring af det kjøbenhavnske Begravelsesvæsen i det Hele taget, og saaledes heller ikke kunde faae Indflydelse paa de Bestemmelser, der maatte blive tagne om, hvilket Slags Liigvogne der for Fremtiden skulde bruges. Men dersom Forsamlingens tidligere Indstilling om, at der herefter kun skulde være 2 Slags Liigvogne, nemlig til 1 Rbd. og 2 Rbd., skulde blive taget til Følge, vilde dette bevirke, at Liigbæringsprivilegiet kun vilde yde Regensen, selv om denne maatte beholde samme, en saare ringe Indtægt, der ikke synderlig vilde overstige Renten af de opsparede 38.933 Rbd. 17 sk, som Consistoriet havde erkjendt at burde afgaae i den opsparede Erstatningssum, og i Gjerningen turde derfor den foreslaaede Forandring i Liigvognstaxterne, som dem, hvorefter Betalingen for Liigbæringen retter sig, gjøre det reiste Spørgsmaal om Skadesløsholdelse overflødigt. 

2. I Anledning af den paatænkte Forandring med Hensyn til Liigvognene havde saavel Værgerne for Bremerholms Kirke som det forrige Admiralitets- og Commissariats-Collegium yttret, at Holmens Kirke ikke kunde undvære de Indtægter, den hidtil havde havt af Liigvognskjørslen, hvorfor begge disse Autoriteter kun havde troet at burde gaae ind paa de til Omorganisationen af Begravelsesvæsenet sigtende Forslag, naar Kirken gaves fuld Erstatning. Men da den sidste af de Bevillinger, som hjemlede Holmens Kirke Ret til, med dens Liigvogne at udføre Liig af de Personer, som høre under Hof- samt Sø- og Landetaten, nemlig Bevillingen af 24de October 1724, udtrykkelig havde sagt, at Privilegiet kun skulde "gjelde fremdeles og indtil anderledes tilsagt vorder", var det klart, at der i juridisk Henseende Intet var til Hinder for, at Privilegiet ophæves ved kongl. Resolution paa samme Maade hvorpaa det er givet. Paa den anden Side var det indlysende, at deels den oeconomiske Stilling, hvori Kirken vilde komme ved Privilegiets Ophævelse, deels det Tab, den vilde lide, dersom Forsamlingens tidligere Indstilling om, at der for Fremtiden kun skal bruges 2 Slags Ligvogne, nemlig til 1 og 2 Rbd., toges til Følge, ikke kunde være Communen ligegyldige. Men da den Indtægt, som Holmens Kirke havde af Ligvognskjørslen, ikke var saa særdeles stor - i Aarene 1831-1840 havde den andraget 413 Rbd. 17 sk aarligt, vilde den vel kunde skaffes tilveie, og det saa meget lettere, som der sikkert ifølge den oekonomiske Tilstand, hvori flere af Stadens Kirker befinde sig, maatte træffes Foranstaltninger til at tilveiebringe extraordinaire Midler til Kirkernes Vedligeholdelse. Derimod havde Comiteen ikke seet sig istand til allerede nu at opgive Størrelsen af det Tab, Holmens Kirke vilde lide ved at miste dens Ligvognskjørsel, da den eventuelle Underbalance først vilde kunne sees, naar man havde faaet et Begreb om, hvad Ligkjørslen vilde indbringe under den forventede nye Indretning. Det vilde derhos formeentligt ikke være vanskeligt forskudsviis at skaffe de nødvendige Midler tilveie, for at dække Holmens Kirkes Tab, hvilke Forskud maatte refunderes, naar det i Tiden blev bestemt, paa hvilken Maade Kirkernes Underballance skulde dækkes. - For de øvrige Kirkes Vedkommende vare ingen Bemærkninger blevne gjorte med Hensyn til den paatænkte nye Indretning med Ligvognskjørslen 

3) Med Hensyn til Ligklæder, Skamleklæder og Marskalksstave, samt

4) med Hensyn til Jorden var intet Nyt fremkommet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1849, 2. udgave)

Referatet fortsatte (3. april 1849) med specifikationer. 

De danske vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De danske vestindiske Øer. I Henhold til hvad vi i vor Tidende Nr.   have meddelt, give vi nu efter "Dep.-Tid." den fra Finantsministeriet offentliggjorte Beretning.

- - -

Mangel paa faste Bestemmelser for det nye Forhold mellem Plantageejerne og den arbejdende Classe har hidtil været et føleligt Onde. Et provisorisk Reglement for Plantageejernes og de frie Arbeideres Pligter og Rettigheder er derfor blevet udarbeidet. Ved Udarbejdelsen af dette Reglement er benyttet saavel et Forslag fra Borgerraadet som forskjellige andre skriftlige Betænkninger fra større og mindre Ejendomsbesiddere. Sagen har derpaa været mundtligt afhandlet med Mænd, paa hvis Erfaring, Kundskab og Retskaffenhed man kunde stole. Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til privat Overeenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforhold, derhos utilbøiellge til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for at ville blive holdte. De have derimod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indsee Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov.

Indførelsen af dette Reglement har fremkaldt nogen Bevægelse blandt Landbefolkningen, der antog, at frie Mennesker ikke skulde være bundne ved Love; men Etatsraad Hansen haaber, at Negerne snart ville see Fordelen af, at deres Rettigheder og Pligter ere fastsatte ved Love, som overholdes af Øvrigheden. Vanskeligheden for Øieblikket ligger deels i Fordomme, nedarvede fra Slaveriets Tid, deels i skadelig Paavirkning paa en uvidende Almue af Individer, der synes at have gjort sig til Opgave at vanskeliggjøre Coloniernes Bestyrelse. For at rokke Lydighedspligten, blev det Rygte udspredt blandt Negerne, at Generalgouverneuren ikke havde givet den nye Lov, men at det Hele var et Opspind af Planterne, hvorhos Negerne indbildtes, at Lovens Hensigt var, efterhaanden at gjøre de Frigivne til Slaver igjen. Urolighed begyndte at yttre sig i Vestenden af Øen, men Misfornøielsen yttrede sig ikkun ved en passiv Modstand og Nægtelse af at lyde Reglementet. Paa en Plantage "the two friends", tilhørende Kammerherre Ferrall, kom det den 9de f. M. til en Conflict med en ringe militair Magt, der var tilkaldt for at arrestere nogle Arbeidere. Efter herom indløbne Rapporter havde Negrene, efterat Arrestationen var foregaaet og nogle af Soldaterne bortsendte, med Steenkast overfaldet den tilbageblevne Vagt, der kun bestod af fire Mand og en Lieutenant, Baron Rosenkrantz, som efter forgjæves Opfordring til Negerne havde seet sig nødsaget til at lade skyde paa dem, hvorved uheldigviis et Fruentimmer mistede Livet. Tumulten var imidlertid ophørt, inden Politimesteren fra Frederiksted ankom til Stedet med militair Forstærkning. Et i fornævnte Anledning begyndt Forhør er endnu ikke sluttet, men Rolighed er atter, og uden militair Hjælp af Politiet, tilvejebragt paa den omhandlede Plantage og i Omegn n. Under 12te f. M. lod Etatsraad Hansen et Antal Negere fra hver Plantage i Center-Districtet, som er det største Landdistrikt paa Øen, sammenkalde ved Kingshill, hvor han mødte dem og foreholdt dem deres Opførsel med rolige og milde Ord. Dette gjorde tilsyneladende et godt Indtryk paa den forsamlede Mængde, der bestod af mellem 2 og 300 Mandfolk og Fruentimmer. Etatsraad Hansen tænker senere at tage Ophold i nogen Tid paa en Plantage i Vestenden af Landet.

Negerpopulationen forekommer ham i det Hele taget ingenlunde ilde disponeret, men den er lettroende og modtagelig for Paavirkning af Andre, og da der blandt Befolkningen findes endeel upaalidelige og urolige Personer, kan den offentlige Rolighed ikke endnu antages fuldkommen sikkert. Ved en Ildebrand paa Plantagen Barrenspot for kort Tid siden havde han havt Leilighed til at overbevise sig om det gode Forhold, Negerne paa denne og omliggende Plantager udviste. Det samme gode Vidnesbyrd giver han Negerbefolkningen for dens Forhold i Julen og ved Nytaarstid, da han havde tilstaaet den større Frihed, end Mange fandt tilraadeligt, uden at ringeste Uorden deraf sporedes.

Med Hensyn til Urolighederne i afvigte Juli Maaned har Overretsassessor Flensborg afgivet en foreløbig Beretning om de Foranstaltninger, Autoriteterne inden hans og Etatsraad Hansens Ankomst havde truffet. Yderligere Oplysninger ville være fornødne, forinden den anvendte Fremgangsmaade kan stilles i et fuldkommen klart Lys. Til Fremme af de videre fornødne Undersøgelser fortsætter Assessor Flensborg, som senere har taget Ophold i Frederiksted, dagligen Forhørerne, og Etatsraad Hansen har overdraget Cancelliraad, Auditeur Øgaard at optage Forhør over endeel Negere, hvis Forklaring det bliver nødvendigt at tage, og han haaber, at Forhandlingerne derefter snart ville kunne tilendebringes.

(Fortsættes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1849, 2. udgave. Uddrag)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. marts 1849, 2. udgave og 2. april 1849, 2. udgave indeholder bl.a. et arbejdsreglement til bestemmelse af forholdet mellem plantageejerne og de frie arbejdere af landbefolkningen.

Negerne paa St. Croix. Ifølge Indberetning fra General-Gouvernementet havde samme i Slutningen af Februar Maaned modtaget et vidtløftigt Forhør fra Politimesteren i Center-Districtet paa St. Croix angaaende de i nærværende Blad allerede tidligere omtalte paa Plantagen "the two friends" stedfundne Uroligheder. Den derved erhvervede Oplysning indskrænker sig til, at 2 til 3 Individer have viist en høi Grad af Opsætsighed, at derefter hele Gængen har indtaget en truende Stilling og Enkelte af dem kastet Steen, muligen ogsaa en Øxe efter de Militaire, saa at disse have været nødsagede til at skyde, hvilket først skete, efterat Arbejderne flere Gange vare blevne opfordrede til at skilles ad. Et lille militair Detaschement har siden Urolighederne opholdt sig paa Plantagen, hvilket Eieren har anholdt om at maatte inddrages, da Arbejderne ere aldeles rolige. Der har i den sidste Halvdeel af Februar Maaned ikke været nogen Urolighed af nogensomhelst Betydenhed paa Plantagerne. Paa enkelte Steder har hele Gængen sluttet sig sammen og nægtet at komme til Arbeide i rette Tid, men da Arbeiderne have lært, at de straffes saameget haardere, naar de sammenrotte sig, synes de at have hørt op dermed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. april 1849, 2. udgave).

Dr. Back udvist fra Als. (Efterskrift til Politivennen)

 Aabenraa, d. 21 Marts.

(Apenr. Wbl.) Dr. Back paa Augustenborg har i disse Dage været stærkt mistænkt for at have korresponderet med Hertugen af Augustenborg, saa at der paa Grund heraf er bleven foretaget Huusundersgelse hos ham, hvorved der dog ikke opdagedes andet, end at Drr. Back havde havt en Indbydelsesplan til Bidrag til en Æressabel for Hr. v. der Tann. Af denne Grund blev han expederet over Grænsen til Slesvig-Holsteen. 

(Dannevirke 25. marts 1849).

En læge der er bosiddende og gift i Augustenborg, Dr. Back har modtaget ordre om at forlade Als om to dage med taske og bagage. Hans forbrydelse er hans tyske følelser, påskud af, at der under en tendentiøs husransagning blev fundet en kvittering for hans bidrag til von der Tanns æressabel blandt hans papirer. Foranstaltningen siges at være systematisk beordret, først og fremmest mod dem, der dengang underskrev et underskrift til den fælles regering. Nogle andre tyskere på Als har allerede modtaget lignende instruktioner. Formen er, at de får mulighed for at vælge, om de vil transporteres til Danmark eller frivilligt emigrere til Slesvig-Holsten. Dr Back efterlod sine ejendele og kom hertil med sin kone og børn.

Ein Arzt in Augustenborg, dort angesessen und verheirathet, Dr. Back, hat den Befehl erhalten, in 2 Tagen mit Sack und Pack die Insel Alsen zu verelassen. Sein Verbrechen ist seine deutsche Gesinnung, der Vorwand, dass man bei einer tendenziösen Haussuchung unter seinen Papieren eine Quittung über seinen Beitrag zum von der Tann'schen Ehrensäbel fand. Die Massregel soll eine systematisch angeordnete sein, zunächst vor Allem gegen diesenigen, welche seiner Zeit eine Petition an die gemeinsame Regierung unterzeichnet haben. Einige andere Deutsche auf Alsen haben schon ähnliche Weisungen erhalten. Die Form ist die, dass ihnen die Wahl gelassen wird, ob sie sich nach Dänemark transportiren lassen oder freiwillig nach Schleswig-Holstein auswandern wollen. Dr. Back hat Hab und Gut verlassen und ist mit Frau und Kindern hier angeelangt.

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen.  25. marts 1849)

"Colonel von der Tann, chief of the staff of general Willisen", illustration fra Illustrated London News, 26. oktober 1850.

I "Nyeste Postefterretninger" læses følgende Brudstykke af nogle Correspondent-Artikler fra Sønderborg: "Den 16de Marts blev der foretaget Huusundersøgelse hos en Dr. Back paa Augustenborg. Det lader til, at man der fandt Papirer, som i høieste Grad compromiterede ham, og dog lod man sig nøie med at foreslaae ham: enten selv at tage til Kbhavn (hvor hans Kone er født og har sin Familie), Famiien kunde forblive hvor den var, eller ogsaa med Famiie tage til Slesvig-Holsten.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 27. marts 1849).

Smaanyt, Slutningen af Marts 1849. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et brev fra Aarhusegnen). Herovre mener man, at indtægterne af Fyns og Lollands bispestole passende kunne været anvendte til at skaffe soldaterne nye pistoler og gode sabler, for der er meget at udsætte på dem som de har. Lehmann siger ganske naivt om Monrad: "ja han har forstået det". De har vel hørt, at vi her i Aarhus har haft en emeute? Aarhus har i nogle timer så godt som været erklæret i belejringstilstand, skønt ikke officielt. 

Fredag den 9. dennes udbrød en bevægelse mellem de 5 til 600 matroser, som her var samlede for at afgå til København. En boghandler på det store torv havde fornærmet en matros, af hvem han havde forlangt en enorm pris for jeg ved ikke hvilken vise. Matrosen fik ved denne lejlighed et blækhorn lige i ansigtet. Rasende styrtede han ud på gaden og opfordrede sine kammerater til hævn. Boghandlerens vinduer blev knust med sten og han selv kom i livsfare. I dette kritiske øjeblik samlede den høje magistrat sig og en comite du salud public udstedte en majestætisk proklamation som matroserne tog sig den frihed at besvare med den yderste hån. Politimesteren imødegik bevægelsen en grande tenue med fire betjente. Han fik naturligvis prygl og det ingenlunde reglementerede. Han var nær blevet et offer for matrosernes rasen. De var nemlig aparte forbistrede på ham. Grunden hertil er egentlig litterær. Hr. Nielsen er ingen ynder af litteratur, navnlig poesi, specielt viser. Især kan han ikke udstå sangen for flåden. Nogle drenge som en søndag aften afsang denne yndede sang på gaden, havde han ladet øjeblikkelig arrestere og afstraffe. Denne historie kendte matroserne. De indså hr. Nielsens kritiske stilling. Han var aldeles i mængdens magt. 

Faren var stor: il n'etait question de rien moins que d'avoir la tete de M. Nielsen, som det ved lignende lejligheder officielt hedder i Frankrig. Imidlertid undkom han ligesom ved et under og reddede sig ind i sin patron hr. Graabs bolig. Men matroserne belejrede nu formelig hr. Graab og fordrede politimesteren udleveret. Man tænke sig hr. Graabs stilling! Her var ikke tid til at referere til justitsministeren eler som i gamle dage til det kgl. danske Kancelli. I sin befippelse fik hr. Graab bud efter militæret der mødte i masse; men da ingen havde lyst til at optræde som en Windisch Grätz og mindst af alle hr. Graab, så demoraliseredes den bevæbnede magt og truede at forene sig med matroserne. Imidlertid overbeviste man dem om, at Nielsen var flygtet gennem en bagdør og havde forladt byen. Massen fordelte sig nu igen og matroser og soldater fraterniserede fuldkomment. Hr. Graab skal have været i begreb med at flygte. Amtsforvalteren flygtede virkelig med den ham betroede kasse og vendte først dagen efter tilbage. Næste morgen afgik matroserne til København. Aarhus har siden været rolig. Forøvrigt vedbliver det politiske røre. De konservative, liberale og radikale holder hinanden så temmelig stangen. Nogle ønsker Lehmann og Monrad til Ministre. 

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1849)

Ribe. - Som følge af krigen er nu for størstedelen den mængde tyske håndværkssvende der var her i landet, draget hjem. Denne omstændighed i forening med at en stor del af vore egne er ved armeen, forårsager at her i provinsbyerne føles mangel på håndværkssvende, især skomagere og skræddere. Vi vil anmode de københavnske blade om at gøre opmærksom på det for om muligt folk fra Sverige og Norge måtte have lyst til at søge arbejde her.

(Ribe Stifts-Tidende, 26. marts 1849).

For nogle dage siden har et par hamborgske probenreutere der i det mindste den ene af dem, i en kro her i nærheden (i Jylland) vovet at udtale sig om vores politiske forhold på en måde som kun en tyskers frækhed og brovtende uforskammethed kan tillade sig. Konen i huset var desværre ene hjemme, så at herren fik ikke her den behandling han havde fortjent. Enhver tysker der opfører sig fredeligt her i landet, bør naturligvis tåles, og om fornødent beskyttes. Men ingen dansk bør længere tåle selv den mindste krænkelse af sin nationalitetsfølelse.

(Ribe Stifts-Tidende, 27, marts 1849).

Mens den danske hær opmarcherede på Als og andre steder langs grænsen, rykkede tyske tropper ind i Holsten og dernæst Slesvig for at støtte den 20.000 mand store slesvig-holstenske hær. Blandt de mange og lange partiske artikler, kunne man se denne lille notits:

I byen Slesvig har man fejret den 24. marts som årsdagen for opstanden ved en kirkefest. Også præsidenten i landsforsamlingen holdt en tale, hvori han påstod opstandens retmæssighed, men mente dog at man så heller ikke måtte gå videre, ikke virke for at løse de bånd der knytter hertugdømmerne til Danmark. Til slut opfordrede han forsamlingen at tilkendegive om de bifaldt hvad han havde sagt ved at rejse sig. Og de rejst sig alle og blev stående.

(Kjøbenhavnsposten, 28. marts 1849)

"The fortress of Rendsburg - entry of the danish prisoners - from a sketch by a correspondent."Illustrated London News, 21. april 1849.