Dr. Back udvist fra Als. (Efterskrift til Politivennen)

 Aabenraa, d. 21 Marts.

(Apenr. Wbl.) Dr. Back paa Augustenborg har i disse Dage været stærkt mistænkt for at have korresponderet med Hertugen af Augustenborg, saa at der paa Grund heraf er bleven foretaget Huusundersgelse hos ham, hvorved der dog ikke opdagedes andet, end at Drr. Back havde havt en Indbydelsesplan til Bidrag til en Æressabel for Hr. v. der Tann. Af denne Grund blev han expederet over Grænsen til Slesvig-Holsteen. 

(Dannevirke 25. marts 1849).

En læge der er bosiddende og gift i Augustenborg, Dr. Back har modtaget ordre om at forlade Als om to dage med taske og bagage. Hans forbrydelse er hans tyske følelser, påskud af, at der under en tendentiøs husransagning blev fundet en kvittering for hans bidrag til von der Tanns æressabel blandt hans papirer. Foranstaltningen siges at være systematisk beordret, først og fremmest mod dem, der dengang underskrev et underskrift til den fælles regering. Nogle andre tyskere på Als har allerede modtaget lignende instruktioner. Formen er, at de får mulighed for at vælge, om de vil transporteres til Danmark eller frivilligt emigrere til Slesvig-Holsten. Dr Back efterlod sine ejendele og kom hertil med sin kone og børn.

Ein Arzt in Augustenborg, dort angesessen und verheirathet, Dr. Back, hat den Befehl erhalten, in 2 Tagen mit Sack und Pack die Insel Alsen zu verelassen. Sein Verbrechen ist seine deutsche Gesinnung, der Vorwand, dass man bei einer tendenziösen Haussuchung unter seinen Papieren eine Quittung über seinen Beitrag zum von der Tann'schen Ehrensäbel fand. Die Massregel soll eine systematisch angeordnete sein, zunächst vor Allem gegen diesenigen, welche seiner Zeit eine Petition an die gemeinsame Regierung unterzeichnet haben. Einige andere Deutsche auf Alsen haben schon ähnliche Weisungen erhalten. Die Form ist die, dass ihnen die Wahl gelassen wird, ob sie sich nach Dänemark transportiren lassen oder freiwillig nach Schleswig-Holstein auswandern wollen. Dr. Back hat Hab und Gut verlassen und ist mit Frau und Kindern hier angeelangt.

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen.  25. marts 1849)

"Colonel von der Tann, chief of the staff of general Willisen", illustration fra Illustrated London News, 26. oktober 1850.

I "Nyeste Postefterretninger" læses følgende Brudstykke af nogle Correspondent-Artikler fra Sønderborg: "Den 16de Marts blev der foretaget Huusundersøgelse hos en Dr. Back paa Augustenborg. Det lader til, at man der fandt Papirer, som i høieste Grad compromiterede ham, og dog lod man sig nøie med at foreslaae ham: enten selv at tage til Kbhavn (hvor hans Kone er født og har sin Familie), Famiien kunde forblive hvor den var, eller ogsaa med Famiie tage til Slesvig-Holsten.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 27. marts 1849).

Smaanyt, Slutningen af Marts 1849. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et brev fra Aarhusegnen). Herovre mener man, at indtægterne af Fyns og Lollands bispestole passende kunne været anvendte til at skaffe soldaterne nye pistoler og gode sabler, for der er meget at udsætte på dem som de har. Lehmann siger ganske naivt om Monrad: "ja han har forstået det". De har vel hørt, at vi her i Aarhus har haft en emeute? Aarhus har i nogle timer så godt som været erklæret i belejringstilstand, skønt ikke officielt. 

Fredag den 9. dennes udbrød en bevægelse mellem de 5 til 600 matroser, som her var samlede for at afgå til København. En boghandler på det store torv havde fornærmet en matros, af hvem han havde forlangt en enorm pris for jeg ved ikke hvilken vise. Matrosen fik ved denne lejlighed et blækhorn lige i ansigtet. Rasende styrtede han ud på gaden og opfordrede sine kammerater til hævn. Boghandlerens vinduer blev knust med sten og han selv kom i livsfare. I dette kritiske øjeblik samlede den høje magistrat sig og en comite du salud public udstedte en majestætisk proklamation som matroserne tog sig den frihed at besvare med den yderste hån. Politimesteren imødegik bevægelsen en grande tenue med fire betjente. Han fik naturligvis prygl og det ingenlunde reglementerede. Han var nær blevet et offer for matrosernes rasen. De var nemlig aparte forbistrede på ham. Grunden hertil er egentlig litterær. Hr. Nielsen er ingen ynder af litteratur, navnlig poesi, specielt viser. Især kan han ikke udstå sangen for flåden. Nogle drenge som en søndag aften afsang denne yndede sang på gaden, havde han ladet øjeblikkelig arrestere og afstraffe. Denne historie kendte matroserne. De indså hr. Nielsens kritiske stilling. Han var aldeles i mængdens magt. 

Faren var stor: il n'etait question de rien moins que d'avoir la tete de M. Nielsen, som det ved lignende lejligheder officielt hedder i Frankrig. Imidlertid undkom han ligesom ved et under og reddede sig ind i sin patron hr. Graabs bolig. Men matroserne belejrede nu formelig hr. Graab og fordrede politimesteren udleveret. Man tænke sig hr. Graabs stilling! Her var ikke tid til at referere til justitsministeren eler som i gamle dage til det kgl. danske Kancelli. I sin befippelse fik hr. Graab bud efter militæret der mødte i masse; men da ingen havde lyst til at optræde som en Windisch Grätz og mindst af alle hr. Graab, så demoraliseredes den bevæbnede magt og truede at forene sig med matroserne. Imidlertid overbeviste man dem om, at Nielsen var flygtet gennem en bagdør og havde forladt byen. Massen fordelte sig nu igen og matroser og soldater fraterniserede fuldkomment. Hr. Graab skal have været i begreb med at flygte. Amtsforvalteren flygtede virkelig med den ham betroede kasse og vendte først dagen efter tilbage. Næste morgen afgik matroserne til København. Aarhus har siden været rolig. Forøvrigt vedbliver det politiske røre. De konservative, liberale og radikale holder hinanden så temmelig stangen. Nogle ønsker Lehmann og Monrad til Ministre. 

(Kjøbenhavnsposten, 20. marts 1849)

Ribe. - Som følge af krigen er nu for størstedelen den mængde tyske håndværkssvende der var her i landet, draget hjem. Denne omstændighed i forening med at en stor del af vore egne er ved armeen, forårsager at her i provinsbyerne føles mangel på håndværkssvende, især skomagere og skræddere. Vi vil anmode de københavnske blade om at gøre opmærksom på det for om muligt folk fra Sverige og Norge måtte have lyst til at søge arbejde her.

(Ribe Stifts-Tidende, 26. marts 1849).

For nogle dage siden har et par hamborgske probenreutere der i det mindste den ene af dem, i en kro her i nærheden (i Jylland) vovet at udtale sig om vores politiske forhold på en måde som kun en tyskers frækhed og brovtende uforskammethed kan tillade sig. Konen i huset var desværre ene hjemme, så at herren fik ikke her den behandling han havde fortjent. Enhver tysker der opfører sig fredeligt her i landet, bør naturligvis tåles, og om fornødent beskyttes. Men ingen dansk bør længere tåle selv den mindste krænkelse af sin nationalitetsfølelse.

(Ribe Stifts-Tidende, 27, marts 1849).

Mens den danske hær opmarcherede på Als og andre steder langs grænsen, rykkede tyske tropper ind i Holsten og dernæst Slesvig for at støtte den 20.000 mand store slesvig-holstenske hær. Blandt de mange og lange partiske artikler, kunne man se denne lille notits:

I byen Slesvig har man fejret den 24. marts som årsdagen for opstanden ved en kirkefest. Også præsidenten i landsforsamlingen holdt en tale, hvori han påstod opstandens retmæssighed, men mente dog at man så heller ikke måtte gå videre, ikke virke for at løse de bånd der knytter hertugdømmerne til Danmark. Til slut opfordrede han forsamlingen at tilkendegive om de bifaldt hvad han havde sagt ved at rejse sig. Og de rejst sig alle og blev stående.

(Kjøbenhavnsposten, 28. marts 1849)

"The fortress of Rendsburg - entry of the danish prisoners - from a sketch by a correspondent."Illustrated London News, 21. april 1849.

Bornholmsk Friskare aflyst. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil være bekjendt, at der for nogle Maaneder siden udgik fra nogle hæderlige Mand paa Bornholm en Opfordring om at danne et Fricorps, der skulde vaabenøves for at støde til Armeen, naar Krigen udbrød. Denne Opfordring fandt ingenlunde nogen lunken Modtagelse. Der meldte sig i kort Tid henved 200 Frivillige, og der var Sandsynlighed for, at dette Tal vilde blive fuldt. Man henvendte sig til Lieuteuant v. Slockfleth, en af de Officerer, der bleve overrumplede ved Udbrudet af det holsteenske Oprør, og som fortiden levede paa Bornholm ude af activ Tjeneste, med Anmodning om, at han vilde besørge dette Mandskab tilbørlig indøvet. Dertil fandtes han ogsaa villig og foretog nu blot en Reise til Kjøbenhavn, for hos Krigsministeren at udvirke Opfyldelsen af nogle Betingelser, som Mandskabet havde stillet, nemlig, saavidt vides, at erholde Vaaben og Uniformer fra Kjøbenhavn. Herpaa stal Krigsministeren ogsaa strax været gaaet ind; men netop som Lieutenanten vilde vende tilbage, indkom der et Andragende fra den bornholmske Militses Officerer, hvori disse udbede sig, at Sagen maatte blive stillet i Bero, da Øen nærede megen Betænkelighed ved al bortsende saa meget Mandskab, af Frygt, at Landet da skulde være altfor blottet for Mandskab, hvisTydskerne skulde faae isinde med deres Flaade (!) at angribe Øen. Hvad skulde nu Krigsministeren gjøre? Han maatte naturligviis bevillige Andragendet og saaledes stille Sagen i Bero. Altsaa er der dog nu eet Sted i det egentlige Danmark, hvor man virkelig frygter "den tydske Flaade". Det havde vi ikke ventet af de gode Bornholmere, hvis Mod og militaire Basen under Værnepligtssagens Behandling havde saa ivrige Forsvarere og Lovpisere i Rigsforsamlingen. (Folket.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. marts 1849).

Bornholm var fritaget for værnepligt i starten af 1849. Det frivillige jægerkorps på øen manglede omkring 50 mand. 

Rygter. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Kære danske venner!

Efter hvad I har hørt og set om mig i bladene siden krigens begyndelse, må I antage mig for at være blevet et slet menneske og dertil jeres fjende, men jeg kan forsikre jer, at det ikke er således; mit hjerte er endnu henvendt til jer med samme velvilje og kærlighed som det altid har været, for jeg ved at I, mine pårørende og venner i Jylland, til hvem disse mine ord især er rettede, er lige så lidt skyld i krigen som jeg er, og jeg har endnu ikke gjort noget, hvorved jeg kunde fortjene jeres dadel. Dels af undseelse for at skrive i bladene og dels i den tro at sagen skulle falde bort af sig selv, når jeg ellers forholdt mig rolig, har jeg ikke før besvaret de løgnagtige fortællinger, hvormed jeg er bleven forfulgt; men nu er det mig ikke muligt længere at tie. 

Således er det rygte løgn, som eksisterede i efteråret, at jeg var skyld i at en patrulje blev her udsendt fra amtmand Bruhn for at pågribe og arrestere møller Kloppenborg og skolelærer Freudendal. Jeg kan med ed bekræfte, at jeg hverken mundtlig eller skriftlig har haft nogen korrespondence med Bruhn de sidste 3 uger for det passerede. Uden den mindste  anelse derom, blev jeg d. 4. oktober om natten kl. 1 opkaldt af min seng af en amtstjener, Chresten Dragon kaldet, der medbragte 14 badenske jægere og overgivet et brev fra amtmand Bruhn, hvori det pålagdes mig som konstitueret sognefoged (hvilket sognefogderi jeg havde været så uforsigtig at påtage mig) at skaffe disse personer kvarter og befordring, på nærmere forlangende, da de var kommet for at arrestere Kloppenborg og Freudendal. Jeg gjorde nu indvendinger imod at være med ved arresteringen, da enhver kan tænke det måtte være mig ubehagelig, men tvunget af trusler og overmagten måtte jeg nødsages til at give efter og følge med. 

Ligeledes er det logi, som var skrevet i "Dannevirke" fra Københoe d. 1. febr. d. å. at jeg havde siddet som spion på Granden denne aften til over kl. 12, for at erfare hvad mine sognemænd foretog sig. Jeg var rigtig nok til sildig på aftenen til stede hos dem, men ikke andet end i venskabelig omgang såvidt jeg ved, jeg gjorde desuden flere handler, såvel om landeri som om korn og kreaturer, og var kl. 12 hjemme i min seng. Morgenen efter var jeg hos herredsfoged Andersen for at betale resten af mine skatter, men om dagens eller aftenens tildragelser før, blev der ikke talt et ord; altså også dette er løgn. 

Ligeledes er det løgn som en bonde (uden navn) fortæller i dette blads nr. 22, at jeg ligesom andre slesvig-holstenere skulle have grint og glædet mig over, at folk kom til at betale deres skatter. Jeg betalte vel med de første, men til samme tid betalte mange flere her i sognet, og jeg tror ikke at mine sognemænd skal kunne sige, at jeg har ladet dem føle min glæde over at de kom til at betale; jeg har altid efter bedste evne søgt at holde en god forståelse med dem, og jeg tror heller ikke nogen af disse til at være forfatter af disse artikler, som er indrykket imod mig i "Dannevirke" og dette blad. Skulle min formodning ikke være rigtig, da opfordrer jeg enhver som har noget imod mig at træde frem af sit skjul og være sit navn bekendt, og ikke som en ondskabsfuld skumler, der sidder i mørke, kaster skarn på den som er uskyldig.
Langetved den 28. Febr. 1849.
Niels Jac. Horsbøl.

(Ribe Stifts-Tidende, 2. marts 1849)

Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Aabenraa den 12. febr. Sidste gang, da jeg udførligt berettede om den voldsgerning, som tyskerne udøvede mod vor Frederiksklub kunne jeg kun antyde de skridt vi agtede at foretage. Dagen efter dette morderiske overfald kom bestyrelsen sammen og forfattede et alvorligt klageskrift til general Bonin, hvilket samme dag afgik med posten til sin bestemmelse. 

Da de ulykkelige fangne bønder fra Brøns blev bragt herigennem sydpå, måtte de i regn og blæst sidde over 2 timer på vognene under åben himmel, og for at vore hjemmetyskere rigtig kunne få dem hånet og plaget, havde de to værste tyskere blandt lærerne, rektor Nissen og skolelærer Jepsen givet børnene frihed. 

Drengene der ophidsedes af skræder Weisberg, slagter Tychsen og hr. Gilou, drev deres uvæsen så vidt, at selv politimester Jensen måtte tilråbe dem: "Pfui! schämt ihr euch nicht!" Bemeldte hr. Gilou anses for slesvig-holstensk spion, og skal som sådan have 5 rdl. kour. i løn om ugen. 

I øvrigt ruster nu slesvig-holstenerne af al kraft for det tilfælde, at det tilfælde at de skal fortsætte kampen ved egne kræfter. -  Her er der i den senere tid kommet mange læs med store og små kasser igennem, hvori der befandt sig våben og andre krigsfornødenheder, og i dag er der passeret flere firspændige bagagevogne her igennem, og alt dette går nordpå, formodentlig til den Landstorm, som nu skal indrettes. Vor by skal forsvares fra søsiden ved 4 store kystbatterier, for at St. Thomas ikke skal hente vor elskelige borgmester igen. (Fyens Av.)

(Ribe Stifts-Tidende, 20. februar 1849).