Grundlovens Vedtagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den danske grundlovs vedtagelse den 5. juni 1849 fik hverken store overskrifter eller mange artikler i Ribe Stifts-Avis. Kjøbenhavnsposten vigtigste kommentarer til grundloven gik dels på at grundloven var meget præget af højrefløjen, og dels tilbageskuende at hvis grundloven var blevet vedtaget 10 år før, ville der aldrig have været grundlag for slesvig-holstenismen. Begejstringen for grundloven var således i de to aviser begrænset. I stedet var de optaget af krigshandlingerne.

Rigsdagsmødet.

(Mødet den 5. juni kl. 12)

Medlemmerne var for størstedelen mødt en galla; A. Ussing således i generalprokurørs-uniform - som imidlertid må have generet ham, for før mødet begyndte, fjernede han sig og vendte tilbage i civile klæder. Et par minutter før kl. 12 omdeltes til medlemmerne og journalisterne "Danmarks Riges Grundlov", således som den blev givet på Christiansborg Slot den 5. juni 1849. Naturligvis var hele hoffet og corps diplomatique til stede. Den os meget "venskabelige" magt Englands repræsentant, sir Wynn, bemærkede vi med damer allerforrest i en loge lige ovenover tronstolen. Kl. 12.10 indtrådte kongen med hele sin hofstat somm stillede sig på venstre side af tronen, mens prins Ferdinand og alle ministrene stillede sig på højre side af denne. Kongen oplæste nu en kort tale som gik ud på at han havde vedtaget Grundloven, og da der under den krig som hærgede landet, kunne indtræde forhold hvor det var nødvendigt at man kunne ønske en medvirkning fra folkets side, ville forsamlingen ikke blive hæve, men kun opløst. Han ønskede til slut den almægtiges velsignelse over forsamlingen, som derpå udbrød i et 9 gange gentaget hurra for kongen som takkede med ordene: "Jeg takker Dem alle, Gud være med Dem, Gud bevare Dem!" hvorpå forsamlingen atter råbte 9 gange hurra, under hvilket kongen forlod forsamlingen. Da forsamlingen roligt blev siddende og syntes at fordre noget mere, ytrede formanden: "Da hs. majestæt har opløst forsamlingen, så er dennes hverv nu endt!" hvorpå forsamlingen, ifølge hr. Plougs forslag, udbragte et 3 gange gentaget hurra for formanden der takkede, hvorpå mødet hævedes.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1849).

Kjøbenhavnspostens beretning om Grundloven er typisk for samtidens avisomtaler. Om end andre bragte den fulde ordlyd af kongens tale. Der i øvrigt var meget kortfattet. Nogen offentlig fejring af grundloven synes ikke at have fundet sted. Aviserne er mest fokuserede på krigsbegivenhederne i Krigen 1848-1851: Der er konfrontationer ved Århus (bl.a. en fægtning den 31. maj) og Fredericia. 

Den officielle avis, "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" havde en længere artikel om hvad Grundloven kunne føre til engang, og beskæftigede sig ellers mest med krigen. Den uofficielle regeringsavis "Fædrelandet" nævner ikke noget om en fejring. "Flyveposten" startede en artikelsserie til bondestanden med en alvorlig advarsel mod "demokraterne" og revolution. 

At der ikke blev nogen stor fejring i 1849, bekræftes indirekte af en artikel i Fædrelandet 6. juni 1850, altså på et-årsdagen: 

- Medens der ikke fra hovedstadens borgeres side var truffet nogen anstalt til at festligholde gårsdagen - Grundlovens årsdag - på nogen folkelig måde, hvad der for øvrigt finder sin tilstrækkelige forklaring i landets endnu stedse uafgjorte ydre forhold, ligesom det i alt fald også er bedre at vente med festlighederne, til Grundloven har gennemtrængt hele folket med erkendelsen af sin fortrinlighed og sin gavnlighed, end at begynde med jubel og senere se den afløst af ligegyldighed - mens der altså ikke var sket nogen offentlig indbydelse til en almindeligere højtidelighed, havde den største del af Rigsdagens medlemmer tilligemed et omtrent lige antal af mænd udenfor Rigsdagen privat forenet sig til et festligt måltid på den kongelige Skydebane, hvori også 5 af ministrene deltog. Folketingets formand (Andræ) åbnede festen med en smuk og varm skål for Grundlovens giver, Danmarks konge; Landstingets formand (Bruun) udbragte skålen for forfatningen, efter at nedenstående kønne sang af Grundtvig var afsunget. Krigsministeren foreslog en skål for Rigsdagen og ønskede den held til sin endnu tilbagestående gerning. Finansministeren udbragte en skål for tingenes formænd. Landstingets viceformand (H. P. Hansen) foreslog ministeriets skål, for hvilken krigsministeren takkede som dettes ældste medlem, da statsrådspræsidenten ved Sygdom og Justitsministeren af en privat Aarsag vare forhindrede i at være tilstede. Grundtvig oplæste et omdelt digt af F. Barfod om den 5. juni 1848 og udbragte en skål for den danske krigshær, hvorfor atter krigsministeren takkede "på sine kammeraters vegne". Finansministeren mindedes det tidligere ministerium, fra hvilket grundlovsudkastet var udgået, og henvendte skålen til de to tilstedeværende medlemmer af dette: Tscherning og Monrad. Tscherning svarede med en skål for "Formålet". Minister Clausen foreslog en skål for Slesvig og dets nære uopløselige forbindelse med kongeriget. Hall takkede den general, der ikke var gyst tilbage for ansvaret af at vove slaget ved Fredericia, generalløjtenant Bülow, hvortil Grundtvig knyttede en mindeskål for general Rye. Bruun udbragte en skål for den opløste Rigsforsamlings formand, etatsråd Schouw; B. Christensen en for Folket, og endelig Hoffmeyer en for "Ærlighed". Hermed sluttedes måltidet, men den største del af deltagerne forblev længe derefter samlet i haven under livlig samtale. 

(Herefter følger Grundtvigs sang, "Det hos os et gammelt ord: Med lov skal land bygges).

(Fædrelandet, 6. juni 1850)

Mens den første grundlovsdag forløb uden andet en hurra-råb, blev etårsdagen fejret af en sluttet kreds i Skydebanesselskabet på Vesterbro, i tilpas afstand fra København, ude "på landet". Det var formentlig heromkring man samtalede efter måltidet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Krigsskuepladsen. Ringkjøbing d. 22de Mai. Ringkjøbing har nu ogsaa maatte see en fjendtlig Afdeling inden sine Porte. I Søndags ankom til Amtet en Reqvisition fra Fjenden om en betydelig Deel Levnetsmdler. Samtidig hermed modtoges Efterretning om at fjendtlig Cavalleri var i Bevægelse mod Ringkjøbing. Igaar, Mandag, kom mellem 30 og 40 churhessiske Cavollerister til Holmgaardene i Lemb Sogn, 5/4 Miil fra Ringkjøbing, idag Formiddag Kl. 10 kom denne Trop til Ringkjøbing, drog gjennem Byen ud til Amtmandsboligen, Rindomgaard, hvor Anføreren, en Lieutenant, præsenterede Amtmanden en Reqvisition fra en fjendtlig Intendant, hvorefter Ringkjøbing Amt skulde daglig levere 300 Tdr Havre i Kolding, og erklærede, at han havde Ordre til at arrestere Amtmanden dersom denne ikke vilde udskrive det Forlangte af Amtet. Amtmanden fandt imidlertid ikke at kunde efterkomme disse uforskammede Fordringer til et District, der ikke er occuperet, og han nægtede derfor at gjøre nogensomhelst Udskrivning udenfor hvad Troppen behøvede til sin daglige Underholdning, medens den opholdt sig indenfor Amtets Grændser. Dette Svar var neppe efter Lieutenantens Ønske, og det satte ham i en temmelig ubehagelig Forlegenhed, thi Byens Indvaanere havde samlet sig i Mængde ved Amtmandsboligen og indtog en truende men værdig Holdning, som tydeligt nok imponerede Fjenden og gjorde ham ængstelig for at foretage noget Skridt, der kunde give Anledning til et Udbrud af den undertrykte Harme og Forbittrelse over hans Dumdristighed, der læstes i ethvert Ansigt. Han afstod derfor at medføre Amtmanden som Fange, mod at denne ved Æresord lovede, naar Prittwitz nærmere maatte forlange saadant, at indstille sig i Veile, Horsens eller Kolding. Det maatte saameget mere paaskjønnes, at Amtmanden gik ind herpaa, som det netop i denne Tid er af stor Vigtighed at han forbliver i sit Embede, og den tilstrømmende Folkemængde desuden viste aabenbar Lyst til at modsætte sig hans Arrestation, hvilket kunde have medføt Blodsudgydelse og det heldigste Udfald uanseet, dog lettelig vilde fremkalde Fjendens Hævn og dermed forbundne ulykkelige Følger. Da de Fjendtlige fik Amtmandens skrivtlige Svar, at han ikke kunde efterkomme Reqvisitionenen og hans Erklæring om. at han paa Forlangende vilde indstille sig som Fange, droge de bort ad Markveien til Chausseen, øiensynlig glade over at vare undslupne den dem overhængende Fare. Forøvrigt maae Ringkjøbings Indvaaneres værdige Holdning ved dette Fjendens første Besøg i høieste Grad anerkjendes. Fjenden kunde i ethvert Øie læse en brændende Harme og en alvorsfuld Bestemthed. Endog Drenge, der bleve udspurgte om der var dansk Militair i Byen, gave med Kjækhed vildledende Svar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1849, 2. udgave)

Spionage. (Efterskrift til Politivennen)

Midt i april indbragtes nogle formodede spioner til København. Der fortaltes ikke meget om dem, bortset fra at de havde været frivillige på eksercerskolen. Politiløjtnant (politiadjudant), senere etatsråd John Erik Leerbech, Leerbek eller Leerbeck (1806 eller 1805-1860) var leder af hærens spionvæsen. Han startede som kopist på politikammeret i København hvor han blev anset for særdeles dygtig. Han blev november 1849 til april 1851 udlånt til Krigsministeriet. Allerede i april berettede kilder dog at han arbejdede for hæren. Leerbech organiserede bl.a. meldetjenester med udstationerede bønderkarle og opsadlede heste som kunne bringes til hovedkvarteret eller nærmere fastsatte steder med sendebud. Leerbech indtog en særstilling ved generalstaben og rapporterede flere gange direkte til statsrådet. Han var meget aktiv efterretningsmand og spionageleder. (se Karl Peder Pedersen: Kontrol over København, 2014).

(Kjøbenhavn, den 1ste Mai.) 3 Spioner ere idag blevne skudte her, den ene en tidligere relegeret Student Møller, der stod som Frivillig i en af vore Batailloner. Han blev greben ved Armeen i en Correspondents med Fjenden, hvem han stal have villet give Tegning af Fredericia Fæstning. Det er Politicommissair Leerbeck, som især har fremkaldt disse farlige Individers Paagribelse. En Undersøgelse var det forresten ogsaa værd, hvorledes vor Angrebsplan paa Colding, der dog kun skulde være bekjendt for Indviede, almindeligt kunde vides her flere Dage før den udførtes. Vi betvivle ikke, at det er ved en Skjødesløshed eller lignende Forseelse, den maa være bleven divulgeret; men saadanne Forseelser ere i deres Følger for utilgivelige, til at deres Ophav ikke skulde have en tilbørlig Correction herfor. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3.maj 1849).

- Efterat "Flyveposten" og et Par andre lignende Blade flere Gange forgjæves have været gjort opmærksomme paa den Skade, de stifte ved at meddele detaillerede Beretninger om Krigsoperationer fra dansk Side - hvorved de, om ogsaa kun af Snakkesyge og for at tilfredsstille uvirksomme Læseres Nysgjerrighed, til en vis Grad unødvendiggjøre det fjendtlige Spioner, - har vedkommende Autoritet derved fundet sig foranlediget til at gjentage Anmodningen til de offenlige Organer om ikke at meddele saadanne Artikler som dem "Flyveposten" indeholder. Man skulde troe, al bemeldte Blad lagde an paa at nødvendiggjore Censurens Indførelse som Beskyttelsesmiddel mod dets egen Taktløshed.

(Kjøbenhavnsposten 8. maj 1849).

I et Brev fra Horsens af 7de ds. hedder det: Leerbek udvikler en beundringsværdig Virksomhed og gavner Hæren meer end man skulde troe; han har atter opdaget og taget 5 Spioner tilfange; deriblandt en Sergeant af 7de Bat., en S-tz, der skal være noksom bekjendt i Kjøbenhavn. (R. Posteft.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1849).

Spioner. I Søndags bragtes tre Spioner hertil, som ved Politiadjutant Leerbecks aarvaagne Nidkjærhed vare blevne arresteres i Veile og Horsens. De tvende, hørende til Militairet, bragtes til Hovedvagten, den tredie, der lod til at være en Landmand eller Hestepranger, bragtes til Raadstuen. Den talrige Mængde, som ved deres Ankomst var forsamlet paa Toldbode, gav sin retfærdige Harme Luft i Skjældsord og Forbandelser, og det var ikke meget langt fra, at den ene, ved at stige i en Vogn, var blevet Offer for de Tilstedeværendes Raseri, dersom ikke Vagten og Politibetjente paa det Kraftigste havde afværget det.

(Flyveposten 15. maj 1849).

Odense den 14de Mai. Igaar bragtes 9 Fanger hertil fra Fredericia, iblandt hvilke var et Par Deserteurer og de andre Spioner. Den ene Fange var et Fruentimmer, der som en Slags Marketenderske havde søgt Samqvem med begge Armeer. Ligeledes bleve en Del Syge og Saarede bragte hertil fra Bogense.

(Fædrelandet 15. maj 1849).

Leerbeck har atter attraperet flere Spioner som ere befriede. I Skanderborg er ogsaa idag anholdt en Spion, nemlig en bosat Mand i Lysgaard Herred. Han var forsynet med Pas fra dette Herredscomptoir for at kunne reise til Veile-Egnen, hvor han agtede at besee en Eiendom, der var tilfals. Byfognden i Skanderborg, som ikke fandt sig tilfredsstillet hermed, visiterede Fyren og fandt da paa Kroppen af ham 7 Stkr. 50 Rigsbankdalersedler samt en Fortegnelse over alle Moser, Krat, osv., som findes i den Egn af Jylland. Naturligviis maa en saadan Person have Hjælpere. Han sidder arresteret i Skanderborg. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. maj 1849, 2. udgave).

"L.-F. Av." skriver fra Kbhavn af 7. ds.: Rygtet har fortalt, at 3 Spioner ere skudte her. Det forholder sig ikke saa. Blandt de hidbragte Krigsfanger, som paa 33 nær allerede ere udvexlede, var der en jydsk Bondekarl fra Gram i Haderslev Amt, som var mistænkt for Spioneri, men af de optagne Forhør er der ikke fremkommet noget særdeles graverende imod ham, og det er saa langt fra at han er skudt, at det endog er rimeligt, at han vil blive sat paa fri Fod, maaskee under Politiets Opsigt. De andre 2 saakaldte Spioner ere 2 Matroser, der ifjor løb bort fra "Hekla", og nu ere paagrebne som Desertører.

(Ribe Stifts-Tidende 21. maj 1849).

I Fredags afleveredes til Politiet en Person, der af det nørrejydske Armeecorps var oversendt som greben i for Betaling at have været Fjenden behjælpelig ved Plyndinger fra Indvaanerne i Jylland. Angaaende denne Persons Forbrydelse kunne vi nærmere meddele Følgende:

Efterat Politiassistent Grønlund i Framlev ved Aarhus den 9de Juni sidstleden havde indfundet sig i Jexen Kro paa en Tid, da netop en fjendlig Patrouille var sammesteds tilstede, antraf han en Person, der var iført civile Klæder, men bevæbnet med en Sabel, og da han erklærede, at han var fra Haderslev og fulgte for Betaling med de fjendlige Tropper som Tolk, fratog Grønlund ham hans Værge og bragte ham nordlig ud af Byen, medens den fjendlige Patrouille opholdt sig i den vestlige Del af samme. Han førtes derefter til General Ryes Hovedqvarter, hvor han til en af Politiadjutant Leerbeck optagen Rapport fremstod og forklarede, at hans Navn var Peter Claussen Jungdahl, 49 Aar gammel og født i Haderslev. Siden Aaret 1828 havde han som Bundtmager været bosiddende i Flensborg, hvor han var gift og havde 3 Børn. Endvidere forklarede han, at, da de bayerske Tropper den 4de April d. A. kom til Flensborg, skete en almindelig Opfordring til Beboerne om at gaae med Corpset som Sprogmestre, i hvilken Anledning han, som var i smaa Omstændigheder, meldte sig, og lod sig for 2 Mk. courant daglig samt fri Forplejning engagere til at følge med de baierske Tropper som Tolk imellem dem og den danske Befolkning. Foruden ham var der ti andre Slesvigere, der ligeledes havde ladet sig engagere i samme Egenskab ved de bayerske Tropper. Han var ansat ved 4de Regiments 2den Bataillon under Major Wichardt, med hvilken Bataillon han stedse havde fulgt, og navnlig stedse været med, naar Fjenden havde reqvireret Fødemidler og Andet hos Beboerne. Han havde, paa Grund af den Betaling, han modtog , og hvorved han ansaae sig for ansat ved den fjendlige Armee, troet sig forpligtet til at følge med og assistere Fjenden, naar denne havde gjort Strejftog for med Magt at fratage Befolkningen Fødemidler, ligesom han ogsaa tilstod for nogen Tid siden at have været med Fjenden i Hørring, hvor der ved hans Medvirkning blev taget ti Heste og 3 Vogne. Med Hensyn til Sablen, han bar, forklarede han, at, da de fjendlige Tropper kom i Nærheden af Haderslev, blev det ham befalet at bære en saadan, uden at det blev ham opgivet i hvilken Anledning, men han antog, at Hensigten var, at han dermed skulde forsvare sig mod de danske Beboere, saafremt han skulde komme i saadant Tilfælde, at det var nødvendigt for ham for at redde sig. Han havde imidlertid ingensinde brugt dette Værge.

Sognefoged Rasmus Nielsen i Jexen og Kromand Sørensen sammesteds have om den ovenfor nævnte Landsforræder overensstemmende forklaret, at han den 7de Juni med c. 50 Mand fjendlige Infanterister under en Lieutenants Commando, medhavende 3 Vogne, var kommen til Jexen, hvor han, der for dem erklærede, at han var den Commanderende og havde ligesaa meget at sige som Obersten, beordrede Tropperne, uden at Lieutenanten blandede sig deri, til at gaae ind til Bønderne og tage hvad de forefandt af Fødevarer, samt Tobak og Brændevin, hvilket Soldaterne ogsaa efterkom. Endvidere havde han samme Dag, uden at være i Følge med Nogen, reqvireret Melk, hvilket han ogsaa fik til et Beløb af c. 100 Potter, og førte det med sig paa en Vogn, han havde med. Ved denne Lejlighed havde en Mand fra Stilling været tilstede, der til Sognefoged Nielsen fortalte, at Personen ligeledes der havde været paa Plyndring. De forklarede fremdeles, at den Anholdte Dagen iforveien om Morgenen var med 50 Mand kommen igjennem Jexen og laget til Bodil Mølle, hvor han ligeledes havde ladet plyndre og taget, foruden Fødemidler, nogle Par Støvler. Om Eftermiddagen var han atter kommen til Jexen, uden at være i Følge med Nogen, for at reqvirere 2 Vogne, men blev ved denne Leilighed af Politiassistenten, som netop kom tilstede i Kroen, anholdt. Samtidig med ham var en Cavalleri-Patrouille paa 3 Mand i Byen, men disse opholdt sig paa en anden Kant af Byen og saae ikke Anholdte.

Efterat Anholdte, i Overværelse af Capitainerne Bech og Høst, var bleven forelæst sin Forklaring samt den af de ovenfor nævnte Mænd afgivne, ratihaberede han hin og vedgik Vigtigheden af denne i enhver Henseende, hvorefter han oversendtes til Kjøbenhavns Commandantskab, hvorfra han, efterat Krigsministeren havde confereret med Generalauditeuren om Behandlingen af denne Sag, blev afgivet til Politidirecteuren med begjæring om, at denne vilde foranstalte ham tiltalt og straffet, og Sagen blev da remitteret Criminal- og Politiretten til Undersøgelse. I det her over Arrestanten optagne Forhør ratihaberede han ligeledes sin til Rapporten afgivne Forklaring, men har nu fritaget Retten for videre Behandling af Sagen, idet han igaar Nat i Arresten har - hængt sig.

(Fædrelandet 26. juni 1849).

I marts 1851 blev J. E. Leerbech udnævnt til chef for det nyoprettede Slesvigske Gendarmeri, Det Slesvigske Gendarmerikorps eksisterede 1. juni 1851 til 1. november 1864. I Fædrelandets "Brev fra Nordslesvig" (2. april 1851) stod der om Leerbechs udnævnelse til chef for gendarmeriet at 8-10 landbetjente ville være tilstrækkeligt, mens det sydlige burde belægges med et eller to dragonregimenter. Gendarmerikorps ville blive betragtet med mistro af befolkningen, især med Leerbech som chef, da han var opdraget i Bræstrups enevældisk-bureaukratiske ånd som betragtede befolkningen som mistænkelige individer. Dette ville absolut ikke vække slesvigernes tillid. Som andre embedsmænd opretholdt Leerbech sin løn hos Københavns Politi.

Krigen 1848-1851. Maj 1849. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske hære rykkede april 1849 langt op i Jylland, op til Aarhus, og indkvarterede sig bl.a. i Varde, Ribe og Horsens. Den danske hær stod ved Fredericia og Sønderborg. Desuden blokerede den danske flåde tyske og slesvig-holstenske havne nogenlunde uanfægtet. Den militære situation ændrede sig ikke afgørende før juli, bortset fra et par småtræfninger. Fra midten af juni foregik forhandlinger mellem Danmark og Preussen.

I eftertiden fylder Grundlovens vedtagelse 5. juni 1849 meget i historiefortællingen. Den blev da også omtalt i datidens aviser som Kjøbenhavnsposten og Ribe Stifts-Tidende, men nærmest kun som en parentes sammenlignet med krigshandlingerne i Jylland. Maler J. V. Sonne (1801-1890) og litograf Adolph Kittendorff, Adolph (1820-1902): Cavallerifægtningen ved Aarhus d. 31. Mai 1849. Det Kongelige Bibliotek.

(Hemp. Av.). En handelskommis fra Vejle der samme dag slaget stod i Kolding af sin principal var sendt derhen for at hente hans derværende søn, men blev anholdt af insurgenterne, beretter efter sin tilbagekomst til Vejle den 1. maj: "Jeg var med at ledsage vore i Kolding faldne soldater til deres hvilested og må lade tyskerne vederfares den ret, at denne jordefærd var meget sømmelig. Der var i alt 26 lig, mest danske. Toget åbnedes af en afdeling af 1. jægerkorps hvis musikkorps blæste en smuk sørgemarch. Efter denne kom major Schindels, med kranse og dannebrogsflaget smykkede kister, derefter en falden tysker, så igen en dansk og så fremdeles en dansk og en tysk for at der ikke skulle være nogen forskel i henseende til forrangen. Alle danskes kister var smykkede med kranse og dannebrogsbånd. Andet jægerkorps bar ligene. Følget bestod af alle officererne, byens borgere og en masse soldater. Hr. pastor Galskjøt forrettede jordpåkastelsen på dansk og holdt derpå en tysk og en dansk tale. En menig af jægerne trådte derpå frem og holdt en unægtelig god tale over sine landsmænd. Majoren kom i en særskilt grav, alle de andre i en fælles. Hele akten var i høj grad gribende."

(Kjøbenhavnsposten, 10. maj 1849).

I maj udviklede situationen i det tyske forbund sig til slesvig-holstenernes ugunst. Preussen satte sig mere og mere igennem over for nationalforsamlingen. Reaktionen sejrede i slutningen af maj. Samtidig startede bombardementet af Fredericia den 16. maj. Derudover var der træfninger ved Als. Den 25. maj vedtoges endelig Grundloven i rigsdagen.

Slesvig-Holstenske anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

JW Fra den jyske grænse, 28. april. Det er utroligt hvor meget stemningen blandt landbefolkningen i Nordslesvig har ændret sig siden sidste år hvor jeg også havde mulighed for at blive her længe. Dengang var der med undtagelse af byerne Haderslev, Tønder og Aabenraa ikke en særlig livlig sympati for Tyskland her, men nu mærkes det samme overalt. Bønderne gør nu mere frivilligt, end de dengang var tvunget til, og selv har de ikke mere lyst end at blive fuldt forenet med Tyskland. "Gud selv er med tyskerne," siger bønderne her på deres platdansk-tyske dialekt; det mirakuløse udfald af slaget ved Eckernførde havde en sådan virkning på dem. Man kan ikke tro, hvor dybt indtrykket heraf er trængt ind i alle folkekredse. Et dansk "orlogsskib" var ellers noget forfærdeligt, uimodståeligt for slesvigerne, og nu ser de at 8 kanoner, betjente af deres egne landsmænd, helt kunne ødelægge de to største af disse skibe. Den slesvig-holstenske hærs gode tilstand, det hensigtsmæssige, ja endog luksuriøst udstyr, den humane, venlige behandling af soldaterne af officererne, alt dette har i høj grad bidraget til, at de meget gunstige følelser for den slesvig-holstenske sag her vækker. Der er stadig meget prygl i den danske hær; det faktum, at der naturligvis ikke er spor heraf i den slesvig-holstenske har vundet mange tilhængere. Der er allerede hyppige tilfælde af, at bondesønner fra de nordslesvigske grænsedistrikter melder sig frivilligt i hæren, hvilket givetvis ville have været utænkeligt sidste år. Vi er fuldstændig overvældede, men hvis man lader de nordlige grænseamter stemme om hvorvidt man vil tilhøre Danmark eller Tyskland, ville en tiendedel af stemmerne ikke gå op for Danmark, stemningen er så meget i vores favør her ændret.

Schleswig-holsteinische Angelegenheiten.

JW Von der jütländischen Grenze, 28. April. Es ist erstaunlich, wie sehr sich die Stimmung des Landvolkes in Nordschleswig seit dem vorigen Jahre, wo ich ebenfalls Gelegenheit hatte, hier längere Zeit zu verweilen, geändert hat. Damals traf man, ausser in den Städten Hadersleben, Tondern und Apenrade, hier eben nicht sehr labhafte Sympathien für Deutschland, jetzt bemerkt man dieselben überall. Die Bauern thun jetzt mehr freiwillig, als sie damals gezwungen thun mussten, und hegen jetzt selbst keinen lebhafteren Wunsch, als völlig mit Deutschland verient zu werden. "Gott selbst ist mit den Deutschen", sagen in ihrer plattdänisch-deutschen Mundart jetzt hier die Bauern; solche Wirkung hat der wunderbare Ausgang des Kampfes bei Eckernförde auf sie gemacht. Man glaubt gar nicht, wie tief der Eindruck hiervon in alle Kreise des Volks gedrungen ist. Ein dänisches "Orlogsschiff" galt den Schleswigern sonst als etwas furchtbares, Unwiderstehliches, und jetzt sehen sie, dass 8 Kanonen, die von ihren eigenen Landsleuten bedient wurden, die beiden grössten dieser Schiffe vollständig zu vernichten vermochten. Auch der gute Zustand der schleswig-holsteinischen Armee, die zweckmässige, ja selbst luxuriöse Equipirung derselben, die humane, freundliche Behandlung der Soldaten von Seiten der Offiziere, alles dies hat unendlich viel dazu beigetragen, sehr günstige Gesinnungen für die schleswig-holsteinische Sache hier zu erwecken. In der dänischen Armee wird noch viel geprügelt; dass hiervon natürlich in der schleswig-holsteinischen keine Spur mehr zu treffen ist, hat sie ungemein für diese eingenommen. Kommen doch jetzt schon häufiger Fälle vor, dass sich Bauernsöhne aus den nordschleswigschen Grenzdistricten als Freiwillige in under Heer melden, woran im vorigen Jahre gewiss nicht zu denken gewesen wäre. Wir sind vollkommen überseugt, doass wenn man jetzt selbst in den nördlichen Grenzämtern darüber abstimmen liesse, ob man zu Dänemark oder zu Deutschland gehören wolle, nicht ein Zehntheil der Stimmen sich für Dänemark erheben würde, so sehr hat die Stimmung sich jetzt zu unsern Gunsten hier verändert.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung. 5. maj 1849)

Slaget ved Ullerup, 6. april 1849. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).