Frederik Gottlieb Sultan (1816-1854). (Efterskrift til Politivennen)

Ved Proclama af 31te f. M. som er tinglyst i Bytingsretten og vil blive tinglæst i den Kongelige Lands-Overret i Wiborg ere Alle og Enhver som maatte have nogen Fordring paa Dødsboet efter afgangne Arrestforvarer Christian Phillip Sultan, i Overeensstemmelse med Pl. 2den Juni 1819 indkaldte med 12 Ugers Varsel, til for undertegnede Skifteret at anmelde og beviisligjøre deres Fordringer paa dette Boe. De fraværende Arvinger Carl Philip Anthon Sultan og Frederik Gottlieb Sultan, ere indkaldte med lovligt Varsel til at anmelde og legitimere deres Arveret. - Hvilket herved endvidere bekjendtgjøres. 

Aarhus Skifteret, den 22de Februar 1836.
Fleischer. Engelsted.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 27. februar 1836).

I marts 1838 var Frederik Gottlieb Sultan i Højesteret i en sag hvor han havde forladt Ladegården m.m.

Ved folketællingen i 1840 angives hans bror Carl Philip Anton Sultan (f. 1811) som indsat i Rasp- og forbedringshuset på Christianshavn. Han optræder tilsyneladende ikke i folketællingen i 1845?

I februar 1842 fik han 1 års forbedringshusarbejde for fornærmelser mod politiets betjente. Han betegnedes ved den lejlighed som oftere straffet.

Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom 24. marts 1844 blev han idømt 2 års forbedringshusarbejde sammen med en anden (Viingaard), sidstnævnte fik 18 måneder. Tiltalen var tyveri, opsætsighed mod og forgribelse på fattigvæsnets betjente samt for løsgængeri. Den 6. maj 1845 kom sagen for Højesteret som stadfæstede dommen, dog fik Viingaard 1 år.

Ved folketællingen i 1845 opholdt Frederik Gottlieb Sultan sig i forbedringshuset for mandsfanger på Christianshavn.

Faretruende Adfærd. I Tirsdags Aftes Kl. mellem 10 og 11 anmeldtes paa Politidirecteurens Bopæl, at endeel Bohave var henstaaende udenfor Stedet Nr. 213 i Adelgade, og at dette Steds Eier ikke vilde modtage samme, der skulde være hensat der af den forhen straffede og til Politiprotocollen over mistænkelige Personer henhørende Frederik Gotlib Sultan. Bemeldte Bohave blev derpaa bragt til fornævnte Bopæl, hvor kort efter Enken Johanne Svendsen, boende i det ovenfor angivne Sted paa Qvisten i Baghuset, indfandt sig og forklarede, at Sultan, hvis Kone siden i Torsdags havde logeret hos hende, samme Aften var kommen flyttende med sit Tøi fra et Sted, kaldet Hvideros, og havde forlangt det indsat hos hende, hvilket saavel hun som Værten havde modsat sig, idet denne tillige forbød ham at komme ind i Huset. Han var imidlertid senere desuagtet kommen i beskjænket Tilstand op paa hendes Bolig, hvor han havde kastet hendes Meubler omkring i Værelset og med en Kniv, som han tog fra Bordet, truet med at ville stikke Enhver, der nærmede sig ham. Konen Svendsen havde derpaa taget Flugten og begjerede en Assistence af Politiet. Ved dettes Ankomst til det paagjeldende Sted fandtes Sultan beruset liggende paa Gulvet i Værelset, hvorfra han førtes som Anholdt til Politiarresten. For at søge nærmere Oplysning om den under Bevogtning hensatte Sultans Adfærd, indfandt en Politibetjent sig næste Morgen i det førommeldte Sted i Adelgade, hvor det af flere af Huusbeboerne blev udsagt, at Sultan havde opført sig saaledes, at Enhver, ved at komme ham nær, maatte befrygte at blive lemlæstet. Hans Kone, der Aftenen i Forveien ikke var bleven antruffen, forklarede nu, at da hendes Mand var kommen op til hende og Enken Svenden i beskjænket Tilstand og under Støi og Spektakel med en Kniv i Haanden havde truet med at ville slaae hende ihjel, havde hun, efterat Enken Svendsen var flygtet, i sin Fortvivlelse, og for at unddrage sig sin Mands Raseri, aabnet Vinduet til det paa 5te Sal værende Qvistværelse, sprunget ud paa Taget, klattret op paa Ryggen af Huset og var gjennem Skorsteensrøret falden ned paa Skorstenen i 2den Etage. Da hun ved Faldet var bleven saaledes forslaaet, at hun ikke kunde gaae, blev en Barbeer hentet, der, efterat have undersøgt hende, erklærede det nødvendigt, at hun bragtes paa Hospitalet, hvor hun derefter blev indlagt til Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1849, 2. udgave).

Ved Kriminal- og politiretten den 20. juli 1850 blev Sultan dømt for 4. gang for løsgængeri, og fik 2 års forbedringshus.

Han døde i august 1854 i Trinitatis Sogn med titel af arbejdsmand, 39. år gammel. Dødsårsagen blev angivet til delirium tremens.

Requisitioner i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

"Ringkjøb. Av." af i Torsdags indeholder en Beretning om en af de Fjendtlige foretagen brutal Execusion, hvoraf vi hidsætte Følgende:

Allerede til forskjellige Tider havde den fjendtlige Overgeneral hos Amtmanden i Ringkjøbing ladet gjøre Reqvisition til at levere af Amtet et betydeligt Antal fede Stude og Flæsk; men Amtet havde stedse negtet at kunne levere Samme, fordi Regjeringen havde forbudet det (Embedsforpligtelsen forbyder det vel af sig selv), saalænge Amtet ikke var occuperet af Fjenden, og, selv i detteTilfælde, dog kun at udskrive, hvad den fjendtlige Styrke behøvede til sine Fornødenheder. Reqvisitionerne vare ledsagede af den Trudsel, at dersom de ikke bleve fyldestgjorte, vilde der blive sendt Execution derpaa i Amtet. En saadan Trudsel har nu Overgeneralen i disse Dage ladet fuldføre ved en Commando af 740 Mand, under Anførsel af en Oberstl. Brinckmann. Den 15de ds. ved Middagstid ankom den til Skjern Sogn og lod Herredsfogden forevise Overgeneralens Ordre til, at der af Bølling Herred skulde udskrives 100 fede Stude og 10,000 Pd. Flæsk, hvor efter Hr. B. opfordrede Herredsfogden til at udføre denne Reqvisition og at levere den strax, da baade Herredsfoged og Amtmand vilde blive sendte som Arrestanter til Overgeneralen i Horsens, saafremt det Reqvirerede ikke blev leveret inden 8 Dage. Da Herredsfoged Jansen negtede at udføre denne Reqvisition, ikke alene fordi et sligt Antal fede Stude og et saa stort Qvantum Flæsk efter hans Formening ikke engang fandtes i hans Jurisdiction, men ogsaa fordi han af sin Regjering var det forbudet, befalede B., at der næste Dag skulde udgaae to Commandoer, een til hvert Herred, og Herredsfogden og dennes Søn, der er Fuldmægtig hos ham, følge med disse Commandoer. I Løverdags Morges, just som Commandoen skulde afgaae, modtog Herredsfogden fornyet Ordre fra Amtmanden om, at han ikke maatte reqvirere Noget, uden til Fortæring paa Stedet, men underkaste sig den Ubehagelighed at lade sig arrestere. Med denne Ordre gik Jansen til Brinckmann og tilkjendegav ham, at han ikke fulgte med, men bad om, at han i det Sted maatte blive ført som Arrestant til Overgeneralen i Horsens. "Ja jo!" svarede B., "det skal ogsaa skee; men De og Deres Søn skulle nu først, som Arrestanter, følge med paa Execution!" "Dertil har De Magt," svarede J, "men jeg siger Dem. Hr. Oberstlieutenant, at paa hvert Sted, man fører mig med, erklærer jeg for min Jurisdictions Beboere, at jeg kommer som Arrestant!" Jansen blev nu bortført imellem 2 Soldater, for at see paa, hvorledes Beboerne i hans Jurisdiktion skulde plyndres. Umiddelbart efter at Commandoen havde sat sig i Marsch, blev der gjort Holdt og Herredsfogden ført ind i en noget afsides liggende Rugager, hvor Oberstlieutenanten, i nærværelse af en Capt. Dörring, tiltalte den 60-aarige Jansen saaledes: "Hr. Herredsfoged! Jeg er en gammel Mand og De er en gammel Mand; men jeg forsikkrer Dem, saavist der er en Gud i Himlen, jeg lader Dem prygle, dersom De ikke paaviser, hvor de fede Kreaturer ere". "Nei", svarede J., "det gjør De ikke, Hr. Oberstlieutenant! men jeg hverken vil eller kan paavise fede Kreaturer." Yderst opbragt gjentog B. sin Trudsel flere Gange og fik bestandig det samme Svar, hvorpaa Commandoen afgik. Hvert Huus blev nu gjennemsøgt af Soldaterne og alt Flesk taget indtil Stykker paa 2 a 3 Pund. Bønderne bleve beordrede til at drive deres Kreaturer hjem, og Alt hvad der nu var Malkekøer blev taget og drevet til Obestlieutenantens Qvarteer i Skjern. Saaledes fortsattes Executionen igjennem Skjern, Borris og Faster Sogne i Bølling Herres, samt Egvad og Lønborg Sogne i Nørreherred. I Begyndelsen vare Officererne selv med ved Executionen; men da dette blev dem umuligt i de vidt udstrakte Sogne, blevne enkelte Afdelinger Soldater, 3-6 Md., udsendte paa Vogne for at foretage Executionen paa egen Haand. Hvorvidt dette blev udført, kan man vel tænke sig. Paa denne Maade blev nu Executionen fortsat inden Aften, og man sammenbragte paa denne Maade omtrent 150 Kreaturer, af Flæsk derimod kun neppe 1000 Pd., bestaaende forstørstedelen af Stumper og Stykker. Næste Dag skulde et lignende Tog have været ude, men om Aftenen maa Commandoen have faaet ubehagelige Tidender eller Forudfølelse om vore brave Troppers Nærværelse; thi der blev skyndsomst givet Ordre til Opbrud, og de fra Executionen hjemkomne Commandoer levnedes neppe engang Tid til at spise deres Mad, hvorefter de retirerede til Tarm, en halv Miil Syd for Skjern, efter at have afkastet endeel af den store Bro. Alle Kreaturerne medtoges, uagtet der kun befandtes 12 a 14 fede Stude blandt dem, tjenlige til Slagtning, Hvor Executionttropperne kom frem, stjal og plyndrede de for egen Regning saa godt de kunde. - I Torsdags Morges indbragtes til Ringkjøbing to schleswigholsteinske Dragoner med deres Heste, som af vore Tropper ere tegne mellem Skjern og Varde.

Fra Nibe beretter Byens Avis under 18de ds.: Den største Deel af vor fjendtlige Garnison er for nogle Dage siden dragen nordpaa; 300 Mand skulle være forblevne i Varde og Resten være marscheret imod Ringkjøbing.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende Tillæg 26. juni 1849).

Tyske Forstærkninger. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig-Holsten, 13. juni. I fjendeland som Jylland er for vores hær, står døren på vid gab for forræderi, og dog føres krigen som om det hele ikke var andet end en revy hvor man kun ville øve tropperne. Er det da overraskende, når danskerne håner general Prittwitz og de tyske hære i deres aviser? Prittwitz sendte ordre fra Horsens til grev Schulin, amtmand i Ringkøbing, om at levere 100 okser til hæren hver 3. dag, hvis han ikke ønskede at de i Varde stationerede tropper skulle rykke længere frem. Men der er stadig ingen tropper i Varde, så det lader til at den øverstkommanderende ikke engang er velinformeret om sine egne troppers stilling. Budbringeren fik besked: "Hvis general Prittwitz ville have okser, må han selv komme og hente dem." Bonin modtager ligesom Prittwitz sine ordrer fra Berlin, selvom Bonin er en slesvig-holstensk general. Man ser dette bedst i enkelte detaljer; Prittwitz forbød den Frie Presse i den preussiske lejr, og umiddelbart efter fik den slesvig-holstenske feltpostmester den udmålte ordre om ikke at sende flere gratis eksemplarer af den Frie Presse til soldaterne i den slesvig-holstenske hær, selvom soldaterne har fri porto og har altid været tildelt hæren gratis eksemplarer. Selvfølgelig er Th. Olshausen nu med i redaktionen, og Olshausen maler ofte noget rødt, og Fri Presse har på det seneste været meget bitre over passiviteten i lejren, hvilket formentlig skyldes strategiske (?) årsager. Vores kejserlige hær er 70.000 stærk og Rye har kun 30.000 danskere, så Prittwitz må stå stille for at afvente flere styrker, som nu også kommer frivilligt fra Preussen; thi den 9. siges adskillige artilleristykker at have forladt Berlin med tog, bare de ikke sad fast i Mecklenburg hvor der nu er lidet håb, men alt frygtes.

Aus Schleswig-Holstein, 13. Juni. In Feindesland, wie Jütland unsere Heere ist, ist dem Verrath Thür und Thor geöffnet, und doch führt man den Krieg, als wäre das Ganze nichts weiter als eine Revue, bei der man die Truppen nur üben wollte. Kann es einen dann wundern, wenn die Dänen in ihren Blättern den General Prittwitz und die deutschen Heere verhöhnen? Prittwitz hat nämlich von Horsens aus an den Grafen Schulin als Amtmann von Ringkjöbing den Befehl gesandt, alle 3 Tage an das Heer 100 Ochsen einzuliefern, wenn er nicht wolle, dass die in Varde stationirten Truppen weiter herauf rücken sollten. Nun liegen aber noch keine Truppen in Varde, so dass es scheint, als sei der Oberbefehlshaber nicht einmal über die Stellung seiner eigenen Truppen genau unterrichtet. Dem Boten hat man den Bescheid ertheilt: "Wenn General Prittwitz Ochsen haben wolle, müsse er selbst kommen, um sie abzuholen." Bonin erhält so gut wie Prittwitz seine Befehle von Berlin, obgleich Bonin schleswig-holsteinischer General ist. Man sieht dies am besten aus einzelnen Kleinigkeiten; so verbot Prittwitz im preussischen Lager die Freie Presse, und gleich darauf erhielt der schleswig-holsteinisch Feldpostmeister die gemessene Ordre, keine Freiexemplare der Freien Presse mehr an die Soldaten der schleswig-holsteinischen Armee zu befördern, obgleich die Soldaten Portofreiheit haben und von je her der Armee Freiexemplare zugetheilt wurden. Freilich ketzt ist Th. Olshausen mit in der Redaction, und Olshausen färbt oft etwas roth, auch war in jüngster Zeit die Freie Presse sehr erbittert auf das Nichtsthun im Feldlager, welches wohl auf strategischer (?) Gründe geschieht. Unsere Reichsarmee ist 70,000 Mann stark und Rye hat nur 30,000 Dänen, also muss Prittwitz stillstehen, um noch mehr Kräfte abzuwarten, die nun auch von Preussen freiwillig komm en; denn am 9. schon sollen wiederum mehrere Geschütze von Berlin mit der Eisenbahn abgegangen sein, wenn sie nur nicht in Mecklenburg hängen geblieben sind, wo man jetzt auch wenig hofft, aber alles fürchtet. 

- - -

(Deutsche Zeitung. 17. juni 1849) 

Artiklen er et eksempel på den utilfredshed der var med at Preussen var ved at trække sig ud af krigen. Hvilket da også skete reelt efter slaget ved Fredericia få uger efter.

Requisitioner i Varde. (Efterskrift til Politivennen)

- Efter "Danvk." optage vi Følgende: Varde, den 4de Juni. Vestkysten af Jylland, navnlig Egnen per, frister nu den Skjæbne, daglig og under idelige Insulteringer af Insurgenterne at blive afpresset betydelige Requisitioner. Byen har endnu lkke været belagt med fjendtlig Indqvartering; omendskjøndt denne, som nedenstaaende vil udvise, er blevet bestilt. - Fanø circa 2 ½ Miil sydvest herfra, og som næsten under hele indeværende Aars Krig har været besat af vore Tropper, tildrager sig Fjendens særdeles Opmærksomhed; hvergang han har beæret os med sit Besøg, har Strandby, som ligger ned til Havet, ligeoverfor bemeldte Ø, været besat. Den 30te Mai kom en Trup paa 8 Mand hertil Byen, hvoriblandt tre Officerer og en Vagtmester; de øvrige fire vare Menige. Deres Eskadron havde Qvartere i Forum, en lille Landsby 3/4 Miil her fra; de indqvarterede sig paa Gjæstgivergaarden. Ordføreren, en Lieuterant Irminger, tilkjendegav strax de af Byens Indvaanere, som der vare tiIstede, at Byen Dagen efter vilde faae en Indqvartering af 250 til 300 Mand (Cavalleri). Vi havde her samme Dags Morgen modtaget Rapporten om Russernes forventede Ankomst. Denne laae allerede paa Gjæstgivergaarden; og tøvede de Tilstedeværende da heller ikke længe med at fremlægge den for Officererne. Omendskjøndt disse ved Gjennemlæsningen røbede en øjensynlig Tro til Sagens Rigtighed, kunde de dog ikke tilbageholde følgende Ytring: "Jyder, troer tog ikke herpaa, det er netop Eders Feil, at I lader Eder altfor meget indbilde". Vedkommende gav naturligvis her paa et ganske kort og afslaaende Svar, da det for en brav Dansk vilde være altfor nedværdigende at indlade sig i en Disput med slige meenederske og pligtforglemmende Karle. Nu begave de sig til Byfogden for at rygte det omtalte Ærinde. Det hele var imidlertid en Komedie, thi det anmeldte Militair kom slet ikke. De tre Officerer nemlig: Irminger, to ved Navn Buchwald og Vagtmesteren, promenerede nu i Byens Gader og gjennemkrydsede disse i alle Retninger. Det Kammeratskab, som Officererne spillede med deres Underordnede, var charakteristisk. Snart aflagde de tilstrækkelig Beviser paa den ringe Disciplin og inhumane Aand, deres Væsen er gjennemtrængt af. Hertil maae jeg endnu bemærke, at de iforveien havde drukket, som om de vare commanderede dertil. Saaledes forsøgte bemeldte Herrer hos en Høker at udrive Vinduesposterne (som dog imidlertid blev ved Forsøget); hos en af vore Embedsmænd tillade de [gfi] først Officeren, dernæst Vagtmesteren, at stikke det halve Legeme ind gjennem det aabne Vindue, spørgende: "sind hier keine hübsche Mädchen?" (tydsk Dannelse). Touren gik derfra videre til Byens Degn, en Hr. J., hos hvem Vagtmesteren fordrede Viin. Hr. J. modsatte sig paa det Bestemteste hans Fordring, men da Forræderen vedblev sin Paastand og gav den Eftertryk, deels med de meest pøbelagtige Skjældsord, deels ved at tildele Hr. J. adskillige Hug af Næven, omendskjøndt han var af den Formening, det var Præsten, lod Hr. I. i al Hast en Flaske Viin hente. Da Proptrækkeren ikke var ved Haanden paa første Vink, blev Halsen slaaet af Flasken, saa der blev mere Viin spildt end drukket. Derpaa absenterede Slyngelen sig, tilligemed Officererne, der vare Øjenvidner til denne afskyelige Scene. De gav han først Hr. J. Løvte em, at han Dagen efter skulde faae virkelige slesvigholsteenske Prygl. Det var allerede silde paa Aftenen, da Banden gjorde sig parat til Bortrejsen. Igjennem Gaden til langt ud paa Veien tillod Herr Premierltn. Irminger sig noget, som gjerne er den første Følge af Søsyge. Deres Dagsbedrifter vare endnu ikke tilende. En Mand, som kom fra sit Haandarbkldc, et temmelig Stykke fra Landevejen, modtog af den ham i al Hast imøderidende Lieutenant Irminger aben gjensidig at yttre et Ord, et saa eftertrykkeligt Slag af Pistolkolben i Hovedet, at han faldt omkuld derved. Længere oppe paa Veien styrtede samme Lieutenant af Hesten, kom dog igjen hurtig op, og senere saae vi den Dag Gud være lovet, ikke mere til dem. I de følgende Dage, Torsdag den 31de Fredag den 1ste Juni og Løverdag den 2den forefaldt intet særdeles mærkeligt, men igaar Søndag, havde vi atter et lille Optrin. For c. 14 Dage siden confiskerede den herværende Toldinspecteur 3 Piber (6 Oxehoveder) Brændeviin, som var passeret den nu af Tydskerne ophæverde Toldgrænse og indlagte i Kroen Olufsvad, 1 lille Miil herfra. Jeg maa hertil føie, at Egnen dengang endnu kun var hjemsøgt af enkelte smaa Patrouiller. Ommeldte Brændeviin, som tilhører den Dem maaskee bekjendte ivrige Slesvigholstener Lorenz Petersen af Flensborg, har sider hiin Confiskation været opbevaret paa det herværende kongelige Pakhuus. Igaar indfandt sig, i Henhold dertil og paa Lorenz Petersens Foranstaltning, 200 Mand hannoveransk Infanteri, og jeg troer omtrent ½ Eskadron Cavallert (ogsaa Hannoveranere). Deres Ærinde var, foregivende i Medfør af Prittwitz's bekjendte Proclamation om Toldliniens Ophævelse, at faae det confiskerede Brændeviin udleveret. Inspecteuren kunde dog ikke andet, uagtet den tydske Majors Forlangende om en duelig Efterlevelse af hans Fordring, end give sit Mishag tilkjende og beraabe sig paa sin Pligl som kongelig Embedsmand. Men Majoren lod sig forlyde med, at Inspecteuren ikke staa under Kongen af Danmark, men under den tydske General Prittwitz. og modsatte han sig Ordren, vilde han uopholdeligen blive transporteret til Veile eller Horsens. Som jo altid er TiIfældet, maatte den Svage ogsaa her bøie for Overmagten. Brændeviinet blev udleveret, og er paa Toldkassens Regning, under Militair-Eskorte og en af de herværende Portbetjente befordret til Veile. Militairet var ikke indqvarteret men blev paa Torvet, og modtog der paa Commandantens Requisition, naturligviis paa Byens Bekostning, deres Beværtning. Imellem Kl. 1 og 2 Eftermiddag marchende de igjen alle bort. Til dette lille Optog knytter sig endnu den Bemaerkaiug, som forhaabentlig i sin Tid vil blive erindret, at Hr. Lorenz Petersen selv var her tilstede, dog dristede han sig ikke ud i Byen uden Militair-Bedækning. Dette uagtet kunde mangen Een ikke tilbageholde sin Harme.

Hvad Reqvisitionerne angaae, da have alle omkringliggende Sogne, paa enkelte nær, maattet levere. Længe holdt Bønderne haardnakket igjen, men da Overmagten tvang, hjalp jo ingen Modstand. Skjernbro er, som man vi vide, efter høiere Ordre opbrækket. Den ligger imellem dette og Ringkjøbing og afskjærer dens Borttagelse Fjendens videre Fremrykken til Ringkjøbing Amt, idetmindste fra denne Kant. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1849, 2. udgave).

Varde. (Efterskrift til Politivennen)

Varde den 20de Mai. ("Fyens Avis".) Med Undtagelse af nogle enkelte Cavalleri-Patrouiller have vi endnu ikke til Stadighed havt Militair. Det vil dog formodentlig ikke vare længe, førend Byen bliver besat, da der igaar kom en Officeer og 12 hannoveranske Husarer, for at bestille Qvarteer til 2Batailloner der skulde komme om 2 eller 3 Dage.

Forøvrigt begynder man allerede, endog inden Fjenden har besat Byen, at ville bringe os under slesv.-holsteensk Herredømme. Saaledes indfandt sig den 23de d. M. paa Toldkammeret her i Byen Kjøbmand Lorenz Petersen fra Flensborg med en Ordre fra Oberstlieutenant Brinkmann, der havde udstedt den efter Ordre fra Overgeneralen og Advocat Bargum, at de herværende Toldembedsmænd skulde lade bemeldte Kjøbmand aldeles afgiftsfrit indføre et ham tilhørende betydeligt Parti Varer. Da denne Fordring paa det bestemteste afvistes, var denne Herre dristig nok til, ved sin Bortgang at true med, at, hvis man vedblev sin Vægring, vilde Byen strax blive besat af Fjenden, for at give hans Fordring Efterlryk. Man skulle antage, at der havde været fuld Føie til at tage Fyren ved Vingebenet og sende ham til Kjøbenhavn som en Landsforræder; men omendskjøndt Øvrigheden var underrettet om hans Ærinde og hans Yttringer, reiste han dog atter uhindret herfra. - Da Toldvæsenct imidlertid fik Underretning om, hvor Fyren havde oplagt Varerne i det Haab, at den toldfrie Jndførsel skulde lykkes ham, naar Byen bliver besat, reqvirerede dette iforgaars Eftermiddag Fogdens Medfølge, og da man kom til Stedet, fandt man uden stor Møie 5 Piber 12 Graders Brændeviin, 1 Pibe Rom og en Deel Caffe, Sukker, Sirup, Olie og Sæbe, hvilket altsammen bragtes ind til Byen som confiskeret Gods. - Hele Egnen heromkring giennemstreifes af smaae Troppeafdelinger for at inddrive Levnedsmidler og Fourage. Deres Opførsel er ikke altid god og der foregaae mange Rapserier. Vi ville ret ønske, at vi her til vor og Egnens Beskyttelse havde vore raske Husarer og Dragoner. Dersom de kunde komme pludselig og uformærket hertil, vilde de gjøre god fangst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1849, 2. udgave).