17 september 2020

Krigen 1848-1851: Våbenhvile, Juli 1849. (Efterskrift til Politivennen)

 10. juli 1849 blev indgået våbenhvile i Berlin: Prøjsiske og svenske tropper bliver posteret langs linjen Flensborg-Tønder. Den tyske rigshær blev opløst og de slesvig-holstenske tropper trak sig tilbage til Holsten. 20. juli 1849 forlod de tyske forbundstropper Slesvig-Holstein. Det varede dog lang tid før svenske og norske styrker rykkede ind i september 1849.


Fra Ringkøbing skrives under d. 21. juli. Det vil være i læsernes erindring, hvorledes den fjendtlige overgeneral hr. v. Prittwitz havde til forskellige tider gjort rekvisition hos vor amtmand, at levere her af amtet, og at den sidste rekvisition lød på et betydeligt antal fede stude og flæsk. Disse rekvisitioner havde amtmanden altid nægtet at kunne levere, fordi hans regering havde forbudt ham det, så længe amtet ikke var okkuperet af fjenden, og selv i dette tilfælde, da kun at udskrive hvad den fjendtlige styrke behøvede til deres fornødenheder.

Rekvisitionerne var ledsaget med den trusel, at dersom de ikke blev fyldestgjorte, ville der blive sendt eksekution derpå i amtet. En sådan trusel har det behaget hr. v. P. i disse dage at fuldføre ved en kommando bestående af 740 mand, under anførsel af den her på vesteregnen bekendte oberstøjtnant v. Brinckmann, og næppe kunne overgeneralen finde en værdigere anfører for en kommando, der havde en sådan bestemmelse. Denne kommando ankom til Skjern Sogn i Bølling Herred fredag den 15. dennes ved middagstid og lod herredsfogden kalde, hvorefter han foreviste overgeneralens ordre, at han skulle gøre holdt i Skjern og af Bølling nørre herreder udskrive 100 fede stude og 10,000 pd. flæsk, hvorhos hr. v. Brinckmann opfordrede herredsfogden til at udskrive denne rekvisition og levere den straks, samt tilkendegav ham, at dersom det rekvirerede ikke blev leveret inden 8 dage, i hvilken tid man måtte underholde ham og hans kommando, så havde han ordre ligefrem at føre ham som arrestant til overgeneralen i Horsens, hvorefter han skulle til amtmanden, for at gøre det samme ved ham. 

Herredsfoged Jansen tilkendegav hr. v. Brinkmann, at han hverken kunne eller ville udføre en sådan rekvisition, ikke alene fordi et sådant antal fede stude og et så stort kvantum flæsk ikke engang efter hans overbevisning fandtes i hans jurisdiktion, men fordi han af sin regering var det forbuden. Det blev imidlertid af hr. Brinckmann bestemt, at der næste dags morgen skulle udgå to kommandoer, en til hvert Herred, og befalede han herredsfogden og dennes søn, der er fuldmægtig hos ham, at følge med disse kommandoer.

Lørdag morgen umiddelbar som kommandoen skulle afgå modtog herresfogden fornyet ordre fra amtmanden, at han ikke måtte rekvirere noget uden til fortæring på stedet og at han måtte underkaste sig den ubehagelighed at lade sig arrestere. Med denne sin overøvrigheds ordre gik Jansen til hr. v. Brinckmann og tilkendegav, at han ikke fulgte med, hvorimod han bad, at den anden del af overgeneralens ordre, nemlig at blive ført som arrestant til Horsens, måtte blive udført mod ham. "Å jo !" svarede Hr. v. Brinckmann, "dette skal også ske; men De og Deres søn skal nu først som arrestanter følge med på eksekution". "Dertil har de jo magt" svarede Jansen, "men jeg vil sige Dem, hr. oberstløjtnant, at på ethvert sted, man fører mig ind, erklærer jeg til min jurisdiktions beboere, al jeg kommer som Arrestant."  En kongelig dansk embedsmand måtte nu, fordi han var sin regerings ordre lydig, lide den ydmygelse, at blive bortført som arrestant mellem to soldater for at se på hvorledes beboerne i hans jurisdiktion skulle plyndres. 

Umiddelbar efter at kommandoen var sat i gang, blev der kommanderet "holdt", og dens fører, hr. kapt. v. Dorring, tilkendegav herredsfogden at obersløjtnanten ville tale med ham. I en noget afsides liggende rugager tiltalte han i overværelse af nævnte kaptajn den gamle 60-årige Jansen således: "Hr. herredsfoged, jeg er en gammel mand, og De er en gammel mand; men jeg forsikrer Dem, såvist der er en Gud i Himlen, jeg lader Dem prygle dersom De ikke påviser, hvor de fede kreaturer er". "Nej, svarede Jansen, det gør De ikke Hr. Oberstløjtnant; men jeg hverken vil eller kan påvise fede kreaturer." Yderst opbragt gentog han sin trusel flere gange, og fik bestandig det samme svar, hvorpå kommandoen afgik. 

Det viste sig nu snart hvorledes overgeneralens ordre, at udskrive fede stude, og flæsk, blev udført. Ethvert hus blev af soldaterne gennemsøgt. Alt flæsk blev taget indtil stykker på 2 a 3 pd. Enhver beboer blev befalet at drive sine kreaturer hjem. Alt hvad der ikke var malkekøer blev nu taget for at drives til oberstløjtnantens kvarter i Skjern. Da der iblandt de først tagne kreaturer ikke var en eneste fed stud, men de alle bestod af gamle magre trækstude og magert ungkvæg fra 1½ år gammel, gjorde Jansen kaptajnen opmærksom på, at oberstløjtnantens ordre gik kun ud på fede stude. Ja svarede han, men de har hørt at oberstløjtnanten befalede mig at tage alt.

Således fortsattes eksekutionen gennem Skjern, Borris, Faster Sogne i Bølling Herred, og Egvad og Lønborg Sogne i Nørre Herred. I begyndelsen var officererne selv med ved eksekutionen, men da dette blev umulig i de vidt beliggende Sogne, blev enkelte afdelinger soldater, 3 til 6 mand, udsendte på vogne og disse kunne foretage eksekution på egen hånd. Hvorledes det blev udført, kan man vel tænke sig. Når de kom med kaprede kreaturer og et stykke flæsk skulle man have tænkt det var en overvunden og til fange tagen fjende, således strålede glæden af alles ansigter. På denne måde blev nu eksekutionen fortsat indtil i aften og man sammenbragte omtrent 150 Kreaturer. Af flæsk blev der taget hos en proprietær Tranberg på Lønborggård omtrent 70 lspd. og hos handelsmand Chr. Toft i Borris omtrent 50 lspd., men forøvrigt næppe 1000 pd., bestående for størstedelen af stumper og stykker. Det var bestemt at således næste dag et lignende tog skulle ud; men om aftenen må kommandoen have fået en ubehagelig tidende eller forudfølelse af vore brave troppers nærmelse; for over hals og hoved blev givet ordre til opbrud, og de fra eksekutionen hjemkomne kommandoer levnedes næppe tid til at spise deres mad, hvorefter de retirerede til Tarm ½ mil sønden for Skjern, efter at havde afkastet en del af den store bro. Alle kreaturer blev taget med, uagtet der kun fandtes mellem dem 12 a 14 fede stude tjenlige til slagtning. (RIngk. Av.)


(Ribe Stifts-Tidende, 10. juli 1849.)
Karl Wamberg: Kolding. Det Kongelige Bibliotek.

16 september 2020

I "Alt. Merc." af 4. juli læses følgende korrespondentartikel fra Odense af 28. juni: "På vor ø er efterhånden sammentrukken en sådan troppestyrke, at man ved det første endogså uden den nyeste brigade, tør vove et afgørende slag omkring Fredericia mod vor dødsfjende. Når vi derved betænker at vi kan disponere over 25.000 mand og indfinde os ganske uventet, så skal pudset nok lykkes os. Det dummeste ved sagen er kun at slesvig-holstenerne kan se os komme og til sidst vel endogså er underrettede om alt." (Det er dog, uagtet denne korrespondent og andre forræderes bestræbelser, efter temmelig pålidelige rygter, lykkedes os i disse dage at tilføje slesvig-holstenerne et stort nederlag ved Fredericia.)


(Ribe Stifts-Tidende, 9. juli 1849)


Karl Wamberg: Sonderburg. Det Kongelige Bibliotek.

Den slesvig-holstenske belejring af Fredericia blev brudt 6. juli 1849 da general Olaf Rye og Christian de Meza undsatte byen. Det var et afgørende nederlag for den slesvig-holstenske hær

Frederik Gottlieb Sultan (1816-1854). (Efterskrift til Politivennen)

Ved Proclama af 31te f. M. som er tinglyst i Bytingsretten og vil blive tinglæst i den Kongelige Lands-Overret i Wiborg ere Alle og Enhver som maatte have nogen Fordring paa Dødsboet efter afgangne Arrestforvarer Christian Phillip Sultan, i Overeensstemmelse med Pl. 2den Juni 1819 indkaldte med 12 Ugers Varsel, til for undertegnede Skifteret at anmelde og beviisligjøre deres Fordringer paa dette Boe. De fraværende Arvinger Carl Philip Anthon Sultan og Frederik Gottlieb Sultan, ere indkaldte med lovligt Varsel til at anmelde og legitimere deres Arveret. - Hvilket herved endvidere bekjendtgjøres. 

Aarhus Skifteret, den 22de Februar 1836.
Fleischer. Engelsted.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 27. februar 1836).

I marts 1838 var Frederik Gottlieb Sultan i Højesteret i en sag hvor han havde forladt Ladegården m.m.

Ved folketællingen i 1840 angives hans bror Carl Philip Anton Sultan (f. 1811) som indsat i Rasp- og forbedringshuset på Christianshavn. Han optræder tilsyneladende ikke i folketællingen i 1845?

I februar 1842 fik han 1 års forbedringshusarbejde for fornærmelser mod politiets betjente. Han betegnedes ved den lejlighed som oftere straffet.

Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom 24. marts 1844 blev han idømt 2 års forbedringshusarbejde sammen med en anden (Viingaard), sidstnævnte fik 18 måneder. Tiltalen var tyveri, opsætsighed mod og forgribelse på fattigvæsnets betjente samt for løsgængeri. Den 6. maj 1845 kom sagen for Højesteret som stadfæstede dommen, dog fik Viingaard 1 år.

Ved folketællingen i 1845 opholdt Frederik Gottlieb Sultan sig i forbedringshuset for mandsfanger på Christianshavn.


Faretruende Adfærd. I Tirsdags Aftes Kl. mellem 10 og 11 anmeldtes paa Politidirecteurens Bopæl, at endeel Bohave var henstaaende udenfor Stedet Nr. 213 i Adelgade, og at dette Steds Eier ikke vilde modtage samme, der skulde være hensat der af den forhen straffede og til Politiprotocollen over mistænkelige Personer henhørende Frederik Gotlib Sultan. Bemeldte Bohave blev derpaa bragt til fornævnte Bopæl, hvor kort efter Enken Johanne Svendsen, boende i det ovenfor angivne Sted paa Qvisten i Baghuset, indfandt sig og forklarede, at Sultan, hvis Kone siden i Torsdags havde logeret hos hende, samme Aften var kommen flyttende med sit Tøi fra et Sted, kaldet Hvideros, og havde forlangt det indsat hos hende, hvilket saavel hun som Værten havde modsat sig, idet denne tillige forbød ham at komme ind i Huset. Han var imidlertid senere desuagtet kommen i beskjænket Tilstand op paa hendes Bolig, hvor han havde kastet hendes Meubler omkring i Værelset og med en Kniv, som han tog fra Bordet, truet med at ville stikke Enhver, der nærmede sig ham. Konen Svendsen havde derpaa taget Flugten og begjerede en Assistence af Politiet. Ved dettes Ankomst til det paagjeldende Sted fandtes Sultan beruset liggende paa Gulvet i Værelset, hvorfra han førtes som Anholdt til Politiarresten. For at søge nærmere Oplysning om den under Bevogtning hensatte Sultans Adfærd, indfandt en Politibetjent sig næste Morgen i det førommeldte Sted i Adelgade, hvor det af flere af Huusbeboerne blev udsagt, at Sultan havde opført sig saaledes, at Enhver, ved at komme ham nær, maatte befrygte at blive lemlæstet. Hans Kone, der Aftenen i Forveien ikke var bleven antruffen, forklarede nu, at da hendes Mand var kommen op til hende og Enken Svenden i beskjænket Tilstand og under Støi og Spektakel med en Kniv i Haanden havde truet med at ville slaae hende ihjel, havde hun, efterat Enken Svendsen var flygtet, i sin Fortvivlelse, og for at unddrage sig sin Mands Raseri, aabnet Vinduet til det paa 5te Sal værende Qvistværelse, sprunget ud paa Taget, klattret op paa Ryggen af Huset og var gjennem Skorsteensrøret falden ned paa Skorstenen i 2den Etage. Da hun ved Faldet var bleven saaledes forslaaet, at hun ikke kunde gaae, blev en Barbeer hentet, der, efterat have undersøgt hende, erklærede det nødvendigt, at hun bragtes paa Hospitalet, hvor hun derefter blev indlagt til Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1849, 2. udgave).

Ved Kriminal- og politiretten den 20. juli 1850 blev Sultan dømt for 4. gang for løsgængeri, og fik 2 års forbedringshus.

Han døde i august 1854 i Trinitatis Sogn med titel af arbejdsmand, 39. år gammel. Dødsårsagen blev angivet til delirium tremens.

15 september 2020

Requisitioner i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

"Ringkjøb. Av." af i Torsdags indeholder en Beretning om en af de Fjendtlige foretagen brutal Execusion, hvoraf vi hidsætte Følgende:

Allerede til forskjellige Tider havde den fjendtlige Overgeneral hos Amtmanden i Ringkjøbing ladet gjøre Reqvisition til at levere af Amtet et betydeligt Antal fede Stude og Flæsk; men Amtet havde stedse negtet at kunne levere Samme, fordi Regjeringen havde forbudet det (Embedsforpligtelsen forbyder det vel af sig selv), saalænge Amtet ikke var occuperet af Fjenden, og, selv i detteTilfælde, dog kun at udskrive, hvad den fjendtlige Styrke behøvede til sine Fornødenheder. Reqvisitionerne vare ledsagede af den Trudsel, at dersom de ikke bleve fyldestgjorte, vilde der blive sendt Execution derpaa i Amtet. En saadan Trudsel har nu Overgeneralen i disse Dage ladet fuldføre ved en Commando af 740 Mand, under Anførsel af en Oberstl. Brinckmann. Den 15de ds. ved Middagstid ankom den til Skjern Sogn og lod Herredsfogden forevise Overgeneralens Ordre til, at der af Bølling Herred skulde udskrives 100 fede Stude og 10,000 Pd. Flæsk, hvor efter Hr. B. opfordrede Herredsfogden til at udføre denne Reqvisition og at levere den strax, da baade Herredsfoged og Amtmand vilde blive sendte som Arrestanter til Overgeneralen i Horsens, saafremt det Reqvirerede ikke blev leveret inden 8 Dage. Da Herredsfoged Jansen negtede at udføre denne Reqvisition, ikke alene fordi et sligt Antal fede Stude og et saa stort Qvantum Flæsk efter hans Formening ikke engang fandtes i hans Jurisdiction, men ogsaa fordi han af sin Regjering var det forbudet, befalede B., at der næste Dag skulde udgaae to Commandoer, een til hvert Herred, og Herredsfogden og dennes Søn, der er Fuldmægtig hos ham, følge med disse Commandoer. I Løverdags Morges, just som Commandoen skulde afgaae, modtog Herredsfogden fornyet Ordre fra Amtmanden om, at han ikke maatte reqvirere Noget, uden til Fortæring paa Stedet, men underkaste sig den Ubehagelighed at lade sig arrestere. Med denne Ordre gik Jansen til Brinckmann og tilkjendegav ham, at han ikke fulgte med, men bad om, at han i det Sted maatte blive ført som Arrestant til Overgeneralen i Horsens. "Ja jo!" svarede B., "det skal ogsaa skee; men De og Deres Søn skulle nu først, som Arrestanter, følge med paa Execution!" "Dertil har De Magt," svarede J, "men jeg siger Dem. Hr. Oberstlieutenant, at paa hvert Sted, man fører mig med, erklærer jeg for min Jurisdictions Beboere, at jeg kommer som Arrestant!" Jansen blev nu bortført imellem 2 Soldater, for at see paa, hvorledes Beboerne i hans Jurisdiktion skulde plyndres. Umiddelbart efter at Commandoen havde sat sig i Marsch, blev der gjort Holdt og Herredsfogden ført ind i en noget afsides liggende Rugager, hvor Oberstlieutenanten, i nærværelse af en Capt. Dörring, tiltalte den 60-aarige Jansen saaledes: "Hr. Herredsfoged! Jeg er en gammel Mand og De er en gammel Mand; men jeg forsikkrer Dem, saavist der er en Gud i Himlen, jeg lader Dem prygle, dersom De ikke paaviser, hvor de fede Kreaturer ere". "Nei", svarede J., "det gjør De ikke, Hr. Oberstlieutenant! men jeg hverken vil eller kan paavise fede Kreaturer." Yderst opbragt gjentog B. sin Trudsel flere Gange og fik bestandig det samme Svar, hvorpaa Commandoen afgik. Hvert Huus blev nu gjennemsøgt af Soldaterne og alt Flesk taget indtil Stykker paa 2 a 3 Pund. Bønderne bleve beordrede til at drive deres Kreaturer hjem, og Alt hvad der nu var Malkekøer blev taget og drevet til Obestlieutenantens Qvarteer i Skjern. Saaledes fortsattes Executionen igjennem Skjern, Borris og Faster Sogne i Bølling Herres, samt Egvad og Lønborg Sogne i Nørreherred. I Begyndelsen vare Officererne selv med ved Executionen; men da dette blev dem umuligt i de vidt udstrakte Sogne, blevne enkelte Afdelinger Soldater, 3-6 Md., udsendte paa Vogne for at foretage Executionen paa egen Haand. Hvorvidt dette blev udført, kan man vel tænke sig. Paa denne Maade blev nu Executionen fortsat inden Aften, og man sammenbragte paa denne Maade omtrent 150 Kreaturer, af Flæsk derimod kun neppe 1000 Pd., bestaaende forstørstedelen af Stumper og Stykker. Næste Dag skulde et lignende Tog have været ude, men om Aftenen maa Commandoen have faaet ubehagelige Tidender eller Forudfølelse om vore brave Troppers Nærværelse; thi der blev skyndsomst givet Ordre til Opbrud, og de fra Executionen hjemkomne Commandoer levnedes neppe engang Tid til at spise deres Mad, hvorefter de retirerede til Tarm, en halv Miil Syd for Skjern, efter at have afkastet endeel af den store Bro. Alle Kreaturerne medtoges, uagtet der kun befandtes 12 a 14 fede Stude blandt dem, tjenlige til Slagtning, Hvor Executionttropperne kom frem, stjal og plyndrede de for egen Regning saa godt de kunde. - I Torsdags Morges indbragtes til Ringkjøbing to schleswigholsteinske Dragoner med deres Heste, som af vore Tropper ere tegne mellem Skjern og Varde.

Fra Nibe beretter Byens Avis under 18de ds.: Den største Deel af vor fjendtlige Garnison er for nogle Dage siden dragen nordpaa; 300 Mand skulle være forblevne i Varde og Resten være marscheret imod Ringkjøbing.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende Tillæg 26. juni 1849).

Tyske Forstærkninger. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig-Holsten, 13. juni. I fjendeland som Jylland er for vores hær, står døren på vid gab for forræderi, og dog føres krigen som om det hele ikke var andet end en revy hvor man kun ville øve tropperne. Er det da overraskende, når danskerne håner general Prittwitz og de tyske hære i deres aviser? Prittwitz sendte ordre fra Horsens til grev Schulin, amtmand i Ringkøbing, om at levere 100 okser til hæren hver 3. dag, hvis han ikke ønskede at de i Varde stationerede tropper skulle rykke længere frem. Men der er stadig ingen tropper i Varde, så det lader til at den øverstkommanderende ikke engang er velinformeret om sine egne troppers stilling. Budbringeren fik besked: "Hvis general Prittwitz ville have okser, må han selv komme og hente dem." Bonin modtager ligesom Prittwitz sine ordrer fra Berlin, selvom Bonin er en slesvig-holstensk general. Man ser dette bedst i enkelte detaljer; Prittwitz forbød den Frie Presse i den preussiske lejr, og umiddelbart efter fik den slesvig-holstenske feltpostmester den udmålte ordre om ikke at sende flere gratis eksemplarer af den Frie Presse til soldaterne i den slesvig-holstenske hær, selvom soldaterne har fri porto og har altid været tildelt hæren gratis eksemplarer. Selvfølgelig er Th. Olshausen nu med i redaktionen, og Olshausen maler ofte noget rødt, og Fri Presse har på det seneste været meget bitre over passiviteten i lejren, hvilket formentlig skyldes strategiske (?) årsager. Vores kejserlige hær er 70.000 stærk og Rye har kun 30.000 danskere, så Prittwitz må stå stille for at afvente flere styrker, som nu også kommer frivilligt fra Preussen; thi den 9. siges adskillige artilleristykker at have forladt Berlin med tog, bare de ikke sad fast i Mecklenburg hvor der nu er lidet håb, men alt frygtes.

Aus Schleswig-Holstein, 13. Juni. In Feindesland, wie Jütland unsere Heere ist, ist dem Verrath Thür und Thor geöffnet, und doch führt man den Krieg, als wäre das Ganze nichts weiter als eine Revue, bei der man die Truppen nur üben wollte. Kann es einen dann wundern, wenn die Dänen in ihren Blättern den General Prittwitz und die deutschen Heere verhöhnen? Prittwitz hat nämlich von Horsens aus an den Grafen Schulin als Amtmann von Ringkjöbing den Befehl gesandt, alle 3 Tage an das Heer 100 Ochsen einzuliefern, wenn er nicht wolle, dass die in Varde stationirten Truppen weiter herauf rücken sollten. Nun liegen aber noch keine Truppen in Varde, so dass es scheint, als sei der Oberbefehlshaber nicht einmal über die Stellung seiner eigenen Truppen genau unterrichtet. Dem Boten hat man den Bescheid ertheilt: "Wenn General Prittwitz Ochsen haben wolle, müsse er selbst kommen, um sie abzuholen." Bonin erhält so gut wie Prittwitz seine Befehle von Berlin, obgleich Bonin schleswig-holsteinischer General ist. Man sieht dies am besten aus einzelnen Kleinigkeiten; so verbot Prittwitz im preussischen Lager die Freie Presse, und gleich darauf erhielt der schleswig-holsteinisch Feldpostmeister die gemessene Ordre, keine Freiexemplare der Freien Presse mehr an die Soldaten der schleswig-holsteinischen Armee zu befördern, obgleich die Soldaten Portofreiheit haben und von je her der Armee Freiexemplare zugetheilt wurden. Freilich ketzt ist Th. Olshausen mit in der Redaction, und Olshausen färbt oft etwas roth, auch war in jüngster Zeit die Freie Presse sehr erbittert auf das Nichtsthun im Feldlager, welches wohl auf strategischer (?) Gründe geschieht. Unsere Reichsarmee ist 70,000 Mann stark und Rye hat nur 30,000 Dänen, also muss Prittwitz stillstehen, um noch mehr Kräfte abzuwarten, die nun auch von Preussen freiwillig komm en; denn am 9. schon sollen wiederum mehrere Geschütze von Berlin mit der Eisenbahn abgegangen sein, wenn sie nur nicht in Mecklenburg hängen geblieben sind, wo man jetzt auch wenig hofft, aber alles fürchtet. 

- - -

(Deutsche Zeitung. 17. juni 1849) 

Artiklen er et eksempel på den utilfredshed der var med at Preussen var ved at trække sig ud af krigen. Hvilket da også skete reelt efter slaget ved Fredericia få uger efter.