Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien. (Efterskrift til Politivennen).

De dansk-vestindiske Øer.

Allerede kort efter Udfærdigelsen af den allerhøjeste Resolution af 28de Juli 1817, hvorved Emancipationssagen afgjordes saaledes, at Øernes Raadighed over Slaverne skulde ophøre 12 Aar eller Resolutionens Datum og alle i Fremtiden fødte Børn strax skulde være frie, gjorde vi (Fædrelandet Nr. 268, 69 og 70 for 1847) opmærksom paa, at denne Afgjørelse af Sagen ufejlbarligt maatte medføre fordærvelige Følger. Erkjendelsen af det Umoralske i Slaveriet havde allerede dengang saaledes gennemtrængt det civiliserede Samfund, Bevidstheden om at personlig Frihed tilkommer ethvert Menneske som en naturlig Ret var allerede dengang saaledes vakt hos Slaverne, og Indflydelsen af den paa andre vestindiske Øer allerede praktisk gjennemførte Emancipation var allerede dengang saa stor, at det kun var lidet sandsynligt, at Slaveriet, selv under en saa mild Form som det, der bestod paa vore Øer, skulde kunne holdes vedlige endnu i 12 Aar. Vi paaviste allerede dengang, at, selv om Saadant imod Forventning skulde blive muligt, selv om voldsommere Omvæltninger skulde kunne undgaaes, saa vilde denne Resolution let føre til Koloniernes Ødelæggelse, idet den nødvendigvis maatte foranledige en gradvis Aftagen al Slavebefolkningen, hvilket vi, støttede til de foregaaende Aars Erfaringer og bestemte statistiske Data, godtgjorde i disse 12 Aar vilde skee indtil henimod Halvdelen af dens tidligere Størrelse. Vi beviste, at det ikke vilde være rimeligt, at man vilde kunne bringe de saaledes successivt Frigjorte til at arbejde sammen med Slaverne ved det paa Øerne allervigtigste Markarbejde, og at de derfor, da intet andet productivt Arbejde for dem vilde findes, for største Delen vilde udvandre. Derved vilde Øerne berøves deres aldeles fornødne Arbejdskraft , Plantageeierne forarmes og Kolonierne efterhaanden ødelægges. Begivenhederne have vel afskaaret os det Practiske Bevis for Rigtigheden af den sidste Del af vor Paastand, uden forsaavidt, at den Aftagen af Slavebefolkningen, som vi  havde beregnet at ville finde Sted, fuldkomment er indtraaadt indtil det Øieblik, Emancipationen iværksattes; men de have desværre endog tidligere, end vi ventede det, bekræftet den af os udtalte Frygt for, at voldsomme Begivenheder vilde afbryde Slaveriet langt tidligere end bestemt. Det er mærkeligt, at Regeringen ikke tidligere har kunnet indsee dette, og det kan kun forklares af den samme Forblændelse, som i Almindelighed har forhindret den fra at see de Uveirskyer, der i de sidste Aar ere trukne op over Danmark, uagtet den ofte nok blev advaret. Uden en saadan Forblændelse og i bekjendtskab med Forholdene havde den heller ikke i en lang Række af Aar kunnet lade Øernes locale Bestyrelse forblive i en Mands Hænder, som den offenlige Mening allerede længe har bedømt paa en saadan Maade, som General Scholten. Endnu mere mærkeligt synes det imidlertid at være, at man paa en Tid, da de voldsomste Rystelser i Europa kuldkastede gamle rodfæstede Forhold, kunde synes overrasket over, at en Befolkning af 16,000 Slaver, der heller ikke kunde blive uberørt af disse Bevægelser, og som vaktes endnu mere ved den voldsomt iværksatte Emancipation paa de franske Øer, tilegnede sig den Frihed, som de antoge, at man med Uret allerede meget for længe havde negtet dem. Man synes imidlertid endnu ikke at ville indsee, at Skylden laa hos den tidligere Overbestyrelse; man lader den Mand, som tidligere stod i Spidsen for Colonierne, og som vistnok har den største Skyld i denne Henseende, her i Ro fortære en Pension, som er mere end tre Gange saa stor, som den Gage en Statsminister oppebærer, og man har sendt en Commission til Colonierne for at søge Skylden for, hvad de  Overordnede havde forsømt, hos de underordnede Embedsmænd. Til at ordne de høist forviklede Forhold har man valgt en Mand, som har levet sine bedste Aar i en fjern Coloni, der i sin hele Natur vistnok er meget forskjellig fra Vestindien, som muligt har indlagt sig Fortjeneste ved at slutte en ret fordelagtig Handel om vore ostindiske Besiddelser, men som i alt Fald har forringet denne Fortjeneste betydeligt ved at raade til den unyttige og pengeødslende Nicobarexpedition, og som ikke har røbet Indsigt i de almindelige Handels- og Coloniforhold eller i sit Fædrelands Stilling ved at kunne troe, at Danmark, selv om Nicobarøerne havde været langt frugtbarere, end de fandtes, kunde høste en Nytte af deres Colonisation, der stod i noget rimeligt Forhold til de Opoffrelser, den vilde kræve. Det er forklarligt, at en vis forfængelig Lyst til at besidde fjerne Colonier og til at foretage videnskabelige Jordomsejlinger kunde motivere Tog som "Galatheas" og "Valkyriens" til Indien men det er næsten aldeles ubegribeligt, hvorledes Mænd, som have været særligt opfordrede til at gjøre sig bekjendte med Forholdene og tænke over dem, have kunnet troe, at Danmarks Handel eller Industri kunde have nogen væsenlig Fordel af en Coloni som Nicobarerne, og det kan neppe betvivles, at, naar Gouverneur Hansen, som den, der maatte ansees nærmest bekjendt med Forholdene, alvorligt og kraftigt havde gjort Begeringen opmærksom herpaa, saa vilde han kunne have sparet sit Fædreland de store Summer, som unyttig ere bortødslede paa dette Foretagende, og som nu ere højlig fornødne til andre Øjemed.

De officielle Etterretninger, som hidtil ere meddelte om de vestindiske Forhold, ere i høi Grad tarvelige og, naar undtages en i "Fædrelandet" Nr. 127 meddelt interessant Afhandling af Hr. Bahneberg, har ogsaa Pressen været meget sparsom i sine Meddelelser om de derværende Forhold, formodenlig fordi Opmærksomheden saa stærkt er optagen af nærmere Begivenheder. De Oplysninger, som Hr. Bahneberg har meddelt, bekræfte fuldkomment hvad der ogsaa paastaaes fra andre Sider, at Gouverneur Hansens og navnlig hans nærmeste Medhjælperes hidtilværende Fremgangsmaade lader frygte, at han ikke vil fyldestgjort de Forventninger, hvortil hans tidligere Virksomhed dog nogenlunde berettigede, idet han synes at have hengivet sig til det samme, af ensidige Interesser ledede, Parti, hvis Understøttelse alene gjorde det muligt for General Scholten, uagtet at den Anklage, som den offenlige Mening fremsatte imod ham, saaiænge at holde sig paa sin Post. Forfatteren af den nys omtalte Afhandling synes imidlertid med meget for stor Korthed at have behandlet den eneste af de hansenske Anordninger, som ad officiel Vei er meddelt del danske Publikum, nemlig "Anordningen om Arbejdsforholdet mellem Landejendomsbesidderne og de frie Arbejdere af Landbefolkningen", idet han formodenlig har stolet paa, al den fuldstændige Meddeleise deraf, som har fundet Sted, vilde sætte Publikum i Stand til selvstændigt at fælde en Dom derover. Da denne Anordnings mærkelige Bestemmelser imidlertid ikke synes at have vakt tilbørlig Opmærksomhed, skulle vi kortelig dvæle ved samme.

Det bestemmes deri, at alle Arbeidscontracter skulle indgaaes for et helt Aar ad Gangen, og, naar de indgaaes af et Familiehoved, være bindende ei alene for ham, men ogsaa for hans Børn mellem 5 og 15 Aar samt for Paarørende, som have Underhold hos ham. Den, som har indgaaet en saadau Overenskomst, er forpligtet til uvægerlig at forrette alt Slags Arbeide paa Plantagen. Arbejdsdage, Arbejdstid og Lønnen bestemmes nøjagtigt i Loven, der maa hverken gives eller tages meer eller mindre, og naar Lønnen gives in natura, skulle Levnetsmidlerne modtages til en fast lovbestemt Pris. Det er ikke alene det ordinære Arbeide, som saaledes er reguleret, men det Samme er Tilfældet med alt det extraordinaire, som udføres udenfor de anordnede sædvanlige Arbejdstider eller om Løverdagen, der i Henhold til de ældre Lovbestemmelser, som gjaldt for Slavetiden, endnu skal vedblive at ansees for en Slags Fridag, paa hvilken Arbejderen ikke er absolut forpligtet til at arbeide for den Herre, med hvem han har accorderet for de øvrige Dage. Syge og affældige Personer skulle underholdes al den Plantage, hvor de hore hjemme; syge Arbejdere, som indlægges paa Hospitalet, skulle pleies paa Plantagens Bekostning. Muleter og anden Straf bestemmes for Overtrædelse osv. 

Det er tildels i ethvert Samfund nødvendigt at begrændse de lavere Classers Frihed saavel til at arbeide som til at undlade dette, idet et stort Antal ledige, arbejdsdygtige Mennesker af disse Classer let kan bevirke farlige Forstyrrelser i den sociale Orden, og denne Nødvendighed bliver endnu mere fremtrædende i et Samfund, som nylig er udtraadt af Slaveriet. Men blandt frie Mennesker maa de dertil sigtende Foranstaltninger dog være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke aldeles fornegte Friheden, ligesom det i Vestindien i Særdeleshed er af Vigtighed, at de blive af en saadan Art, at de forhenværende Slaver kunne vænnes til at forstaae, hvad sand Frihed er, og til at benytte den, og Lovgivningen maa ikke lede til en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af en fri Tilstand. I Henhold til hvad vi tidligere have udviklet, vil nemlig Coloniernes Fremtid væsenlig afhænge af, hvorvidt det kan lykkes al bevare i det Mindste det Antal Arbejdere, som nu haves paa Plantagerne, hvilket vistnok er det ringeste, hvormed deres Dyrkning med nogen kraft kan fortsættes, eller om muligt at forøge det noget ikke blot ved en saadan langsom Tilvæxt, som sikkert under et vel ordnet frit Liv og regulerede Familieforhold vil finde Sted mellem den hidtilværende Slavebefolkning paa Landet, men ogsaa ved nogen Tilgang af de tidligere Emanciperede, som have søgt til Byerne uden der at finde tilstrækkelig Sysselsættelse, og som det under de tidligere Forhold var umuligt at bringe til at arbeide sammen med Slaver paa Plantagerne, men som muligvis nu kunne bevæges til at søge Beskæftigelse der, naar det hele Forhold blev ordnet med en saadan Frihed , som Omstændighederne fornuftigvis tilstede. Til at bevirke dette Resultat synes imidlertid det emanerede Arbeidsreglement uskikket, idel det overhovedet bevarer den samme Form for Arbeide! som under Slaveriet, og altfor meget berøver den Enkelte hans individuelle Frihed. Ligesom forhen er Arbejderen for en meget lang Tid bunden til den samme Plantage; han er det ikke alene selv, men hans hele Familie er det ufravigelig med ham, og de ere det under Betingelser, som i det Væsenlige ei ere forskjellige fra dem, hvorunder de befandt sig i Slaveriet; thi at Negeren een Gang aarlig kan skifte Herre, har i Realiteten ikke stor Betydning, naar der tages Hensyn til, hvor vanskelig hans hele bundne Tilstand maa gjøre en Flytning for ham, og hvor let der maa kunne træffes en Overenskomst mellem Plantageejerne, om ikke at modtage hinandens Arbejdere.

Det er en saa gammel, ved theoretisk Betragtning saa let beviselig og ved practisk Erfaring saaledes godtgjort Sandhed, at den eneste rette Maade til at frembringe et dygtigt og flittigt Arbeide er at lønne det efter dets Qvantitet og Qvalitet, samt at Ingen er i Stand til at fastsætte den rette Maalestok herfor uden den private Arbeidsherre ved fri Contract med Arbejderne, at alle yderligere Beviser herfor synes at maatte være overflødige. De Forsøg, som i den senere Tid ere gjorte paa at substituere noget Andet i Stedet for denne simple Sandhed, have kun truet de europæiske Statssamfund med de voldsomste Revolutioner, og man synes dog nu at ville indsee, at Staten ikke kan paatage sig at være Formynder for den Privates Arbeide og dets Løn. Dette synes Gouverneur Hansen imidlertid ikke at begribe; han synes ikke at indsee, at det eneste Middel til at vække den forhenværende Slave til en fri Anstrængelse af sine Kræfter og til at lære ham Forskjellen mellem frit og tvungent Arbeide netop er at afpasse Lønnen efter Arbejdets Qvantitet og Qvalitet. Derfor har han foreskrevet bestemte Lønninger, fra hvilke der hverken maa viges af Herre eller Arbejder. Det er derfor ikke alene i det almindelige Omsætningsmedium, nemlig Penge, at Arbejdets Værdi bestemmes; det Samme skeer ogsaa med Hensyn til den Pris, hvortil Fødemidlerne skulle modtages. Efterat man overalt har erkjendt, at Staten ikke behøver at blande sig i Bestemmelsen af den almindelige Handelspris for Fødemidlerne og har opgivet tidligere Forsøg i denne Retning, gjør Gouverneur Hansen nu et nyt, som bliver saa meget misligere, som Bestemmelsen ikke er lige anvendelig for alle Classer i det paagjældende Samfund, men kun for een enkelt, hvem det saaledes tydeligt vises, at den staaer udenfor de almindelige for det frie Samfund gjældende Regler.

Ligesom Negeren vedbliver at være berøvet alle en fri Arbeiders Fordele, saaledes har han heller ikke dennes Pligter. Det er ikke ham, der arbejder for sin Kone og sine Børn, eller, saafremt han ikke selv kan fortjene det Fornødne til deres Underhold og de ere arbejdsdygtige, disponerer over deres Arbeide; det er ikke ham, der sørger for deres Underhold, for deres Pleie i Sygdom, for deres Opdragelse og fremtidige Livsstilling; thi han er forpligtet til at lade Arbeidscontracten gjælde ei alene for sig, men ogsaa for sin Familie. Han kan ikke med yderligere Anstrængelse af egne Kræfter forskaffe sin frugtsommelige eller ammende Kone en større Frihed end den, der er bestemt i Reglementet; han kan ikke lade hende blive borte fra Plantagearbeidet for at passe hans smaa Børn, men han skal under Arbejdstiden lade disse pleie paa eet Sted i Forening med Plantagens øvrige Børn; han kan ikke frit efter Evne og Lejlighed lade sin Søn opdrage, undervise og vælge hans fremtidige Livsvei; thi han er forpligtet til at lade ham arbeide paa Marken paa samme Plantage som han selv. Han har nemlig ingen Forpligtelse til at sørge for de svage og affældige Medlemmer af sin Familie; thi det skal Plantageejeren gjøre. Under saadanne Forhold kan intet egenligt Familieliv tænkes; og den Adgang til at Mand og Kone, der befinde sig paa forskjellige Planlager, uagtet Arbeidscontracterne, kunne flytte sammen, som Anordningen giver, er ingenlunde tilstrækkelig, saalænge Forholdene iøvrigt ere saa ugunstige for Familielivet. Den Hovedindvending, som er gjort imod Slaveriet, at det udelukker Familieforholdet, der med Rette ansees som det vigtigste Middel til at hæve dem, der staae paa Samfundets laveste Trin til en høiere aandelig og materiel Cultur, kan saaledes med fuld Grund gjøres gjældende ogsaa imod de nye Forhold.

Ligesom disse Bestemmelser ere skadelige for Negrene, saaledes berøve de ogsaa Ejendomsbesidderne enhver af de Fordele, som Frihed i Contractsforhold kunde bringe dem. De tvinge dem til ikke alene i det Hele al yde en langt liniere Betaling end under den tidligere Slavetilstand, men de nøde dem ogsaa til at give den dovne og uduelige Arbejder næsten samme Betaling sum den flittige og dygtige.

Det er ikke let forklarligt, hvorledes et saadant Værk har kunnet komme istand, skjønt man finder en Antydning deraf i de faa Bemærkninger, hvormed det ledsages i "Departementstidenden". Det hedder nemlig, at der ved Udarbeidelsen er benyttet forskjellige skriftlige og mundlige Meddelelser fra større og mindre Landeiendomsbesiddere. Disse have formodenlig hørt til den samme Classe af Plantageejere, som have understøttet det scholtenske Regimente, som kun have havt deres egen øjeblikkelige Pengeinteresse for Øie, som ikke have havt Mod og Dygtighed nok til at begribe og tage alvorligt fat paa de nye Forhold og benytte de Fordele, Frihed og Concurrence medføre, som kun ønske at bevare deres Ejendomme nogle faa Aar, for i den Tid at høste den størst mulige Nytte at dem og siden forlade dem, som derfor af al Magt have modsat sig Emancipationen og ved deres Indbydelse væsenligt bidraget til al fremkalde den ulykkelige Resolution af 28de Juli 1817 som have anstillet sig saaledes, som om de aldeles ikke indsaae Nødvendigheden af ifjor at give Slaverne Frihed, og som endelig nu, efterat den er givet i Navnet, bestræbe sig for at forhindre den fra at blive en Realitet, ubekymrede om, hvad Retfærdighed kræver som sand Frihed, og om Coloniernes fremtidige Velfærd. Dette Parti vil ved sine formanende Organer her paa Stedet sikkert af al Magt søge at understøtte den nye Patron, som det synes at have faaet i Gouverneur Hansen, i Stedet for den, det har mistet i General Scholten.

Lovgiveren vedkjender sig ogsaa paa en høist mærkelig Maade de Grundsætninger, hvorpaa denne Anordning er baseret; thi det hedder derom i "Departementstidenden": "Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til fri privat Overenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforholdet, derhos utilbøjelige til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for ville blive opfyldte. De have det imod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indser Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov." Anordningen vedkjender sig saaledes ligefrem som sit Princip, indtil i den yderste Detail ved Lov at bestemme et Forhold, som efter dets hele Natur er og maa blive et privat, hvori der maa finde Selvbestemmelse Sted, naar ikke Samfundet skal ophøre al være frit ; thi deri bestaaer netop Forskjellen mellem et saadant og Slaveriet, at i det første den Enkelte i det Væsenlige har Ret til al disponere over sine egne Kræfter, medens han i det sidste er berøvet denne Ret. At Negeren, som det siges, er mistroisk mod Løfter, for hvis Opfyldelse han ingen Sikkerhed bar, er tilvisse ikke paafaldende; thi denne Mistro deler enhver fornuftig Mand med ham, og det er netop Lovgivningens Opgave at skaffe Sikkerhed for, at Contracterne afsluttes under Former, som betrygge deres Opfyldelse; men deraf følger ingenlunde, at det skulde være nødvendigt al berøve den Private al Selvbestemmelse med Hensyn lil Contractens Indhold. Det er Ingenlunde paafaldende, at Negeren hidtil har været ubekjendt med Contractsforholdet thi for en Slave existerer et saadant ikke, men naar man vil lære ham at være en fri Mand, saa er det uundgaaelig nødvendigt al lade ham kjende dette Forhold. At unddrage ham derfra er derfor efter vor Formening del samme som al berøve ham Adgang til Frihed.

Skjønt det næsten kunde synes unødvendigt at fremhæve, ville vi dog for at undgaae Misforstaaelse udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde er vor Mening, at Staten ganske skulde undlade at regulere det vigtige Forhold mellem Herre og Arbeider. De Vanskeligheder, som Overgangen fra Slaveri til en fri Tilstand nødvendigvis maa medføre, ere i og for sig af en saadan Beskaffenhed, at Staten bør gjøre alt muligt for at formindske dem. Den bør formentlig i dette Øiemed give strænge Love for Løsgængeri; den bør tilholde alle arbeidsdyglige Personer at søge Arbejde; den bør sørge for, at de efter fri indbyrdes Overenskomst aftalte Contracter blive afsluttede under Former, som betrygge deres Opfyldelse; den bør give faste Regler for de Tilfælde, da Contracter ei ere oprettede og Parterne ej selv kunne blive enige osv.; men den bør ei vedligeholde Slaveri under Navn af Frihed, den bør ikke i Enkeltes particulaire Interesse tabe Coloniernes almindelige Vel alfSigte, og den bør vogte sig for ved unaturlige Indskrænkninger at fremkalde nye Voldsomheder af lignende Art som dem, der betegnede Overgangen fra Slaveriet til den nærværende Tid.

38.

(Fædrelandet 30. juni 1849).

Ubekendt: Plantagen Sob på St. Croix. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Artiklen blev imødegået i artiklen "Angaaende Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave. Det væsentligste forsvar for Hansens arbejdsreglement var at 

"... nogle faa Maaneder i Forveien en social Revolution havde fundet Sted paa Øen, hvorved Samfundsforhold af meer end hundredaarig Hjemmel styrtedes overende; at den hvide og sorte Folkestamme staaer ligeoverfor hinanden i et næsten fjendtligt Forhold; at desuagtet gjensidig Imødekommen og Samvirken er uomgængelig nødvendig til det Heles Opretholdelse, eftersom i modsat Fald de Blanke maae, som for en stor Deel er Tilfældet paa de engelske og franske Øer, forlade deres værdilæse Eiendomme og de Sorte hensynke i Lediggang og Vankundighed ...."

Desuden at man på de engelske og franske øer (eksempel Trinidad) har gjort hvad "Fædrelandet" havde foreslået, hvilket havde medført at 

"... afnøde Planterne en aldeles overdreven Dagløn for en enkelt Dag og strax efter ganske nægte at paatage sig noget Arbeide, fordi en enkelt Dags Løn giver Arbeideren Penge nok til Livets første Fornødenheder i flere Uger ..."

Artiklen slutter:

De Bemærkninger, Forfatteren fremsætter om det Mislige ved at fastsætte bestemte lønninger for Arbeidet, have Noget mere for sig; men naar man mindes den fuldstændige Opløsning af hele Arbeidsforholdet paa Øen, vil man dog vistnok indrømme det Ubetimelige i at overlade dette Forholds Reorganisation til den absolute Contraheringsfrihed mellem 18,000 nylig emanciperede sorte Arbejdere paa den ene Side og et forholdsviis ringe Antal blanke Ejendomsbesiddere paa den anden. Det er aabenbart langt hensigtsmæssigere, at en, begge Parter overordnet upartisk Stemme giver Veiledning til dette Forholds Ordning ved at bestemme Lønningernes Størrelse med behørigt Hensyn til, hvad disse lønninger udgjøre paa de naermeste Øer. Den techniske Beskaffenhed af Sukker- og Rom-Tilvirkningen har til nødvendig Følge, at alt til dette Øiemeed fornødne extraordinaire Arbeide maa nøiagtig reguleres. Naar en senere Tids mildere Stemning har udjevnet flere af de Skillevægge, som nu fjerne de forskjellige Klasser af Befolkningen, vil det være naturligt, at den frie Selvbestemmelse efterhaanden træder i Stedet for Reglementets Bud, og det fortjener i denne Henseende vel at mærkes , at der af Etatsraad Hansen udgivne Arbeidsreglement kun er provisorisk. Det er dernæst langtfra i den almindelige Lovgivning noget Uhørt, at Arbeides Værdiansættelse kan skee ved taxtmæssig Bestemmelse. Thi ikke at tale om, at de nu tildeels forældede Laugsartikler fastsatte Taxter for Arbeide, som nu paa Grund af forandrede Forhold her ei tages til Følge, men under kun lidet udviklede Samfundsforhold kunne have været vel motiverede, saa har taxtmæssig Betaling for Arbeide indtil de sidste Tider fundet Sted i slige særegne Tilfælde, hvor den frie Contractsfrihed ei kan komme til uhindret Anvendelse, og er det tilstrækkeligt i denne Henseende at henvise til Lovbestemmelserne om Muur- samt Tømmeresvendes Dagløn, Forbagningstaxten, Lods- og Vognmandstaxt og andre lignende Bestemmelser. Hvor gjerne man derfor erkjender Rigtigheden af den almindelige Sætning, at Arbeidets Priis bør ordnes ved fri Overeenskomst, saa bestemt tør man dog paastaae at de øieblikkelige Forhold paa Øen stille de kontraherende Parter i er saa spændt Forhold mod hinanden, at en lovmæssig Begrændsning af Contractfriheden maa være i det Heles Interesse.

Naar endelig Artiklens Forfatter ivrer imod at den emanciperede Neger ikke har alle en fri Mands Pligter at bære, navnlig med Hensyn til sin Families Underholdning m. m., saa maa denne Yttring grunde sig paa en Misforstaaelse af Reglementet; thi deri indeholdes ingen Bestemmelse, som medfører nogen Forandring i Mandens og Faderens almindelige Pligt til at sørge for sin Hustru og sine Børn. Iøvrigt har han og Familiens øvrige Medlemmer ved den, den indrømmede Adgang til at disponere over Løverdagsarbeidet en ganske særegen Leilighed til at sørge for sit og Sines Velvære, som maa være af stor Betydning. Det er ligeledes en fuldkommen Misforstaaelse af Reglementet, naar Artiklens Forfatter mener, at dets Bestemmelser udelukke Familieforhold. Under Slavetilstanden kunne Mand og Kone, Forældre og Børn fjernes fra hinanden ved Salg, Gave o. s. v. Ligesom det er en ligefrem Følge af Emancipationen , at saadanne Sønderrivelser af Familiebaandet for Fremtiden ere umulige, saaledes er endog lovligt Ægteskab en i Reglementet hjemlet Grund for den ene af Ægtefællerne til at ophæve et bestaaende Tjenesteforhold, for at flytte til den anden Ægtefælle; men en saadan Ret har selv efter den danske Lovgivning intet Tjenestetyende her i Landet; dog hvad vigtigere er, RegIementets Bestemmelser om Beboelse med Tilliggende for Negerfamilierne paa Plantagerne, fri Sygepleie m. m., tilsigte at skaffe dem et betrygget Huus og Hjem, det er, den vigtigste Betingelse for Familielivet.

Det er ikke meget sandsynligt, at Indholdet af "Fædrelandets" Artikel vil komme til mange vestindiske Arbeideres Kundskab; men, saafremt det var Tilfældet, maatte Enhver, der kjender denne Befolknings Stemning, med Bekymring see hen paa den Virkning, et almeenlæst Blad som "Fædrelandet", kunde frembringe ved paa en docerende Maade at indbilde Negerne, at den nuværende Tilstand er "en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af Frihed". Dersom denne Yttring skulde være en virkelig Anskuelse hos Artiklens Forfatter og ikke blot et ubesindigt Udtryk, haabe vi, at disse Linier maae have oplyst ham om det Skjæve og Feiltagende i hans Formening.

- ph - 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave).

Krigen 1848-1851: Våbenhvile, Juli 1849. (Efterskrift til Politivennen)

 10. juli 1849 blev indgået våbenhvile i Berlin: Prøjsiske og svenske tropper bliver posteret langs linjen Flensborg-Tønder. Den tyske rigshær blev opløst og de slesvig-holstenske tropper trak sig tilbage til Holsten. 20. juli 1849 forlod de tyske forbundstropper Slesvig-Holstein. Det varede dog lang tid før svenske og norske styrker rykkede ind i september 1849.

Fra Ringkøbing skrives under d. 21. juli. Det vil være i læsernes erindring, hvorledes den fjendtlige overgeneral hr. v. Prittwitz havde til forskellige tider gjort rekvisition hos vor amtmand, at levere her af amtet, og at den sidste rekvisition lød på et betydeligt antal fede stude og flæsk. Disse rekvisitioner havde amtmanden altid nægtet at kunne levere, fordi hans regering havde forbudt ham det, så længe amtet ikke var okkuperet af fjenden, og selv i dette tilfælde, da kun at udskrive hvad den fjendtlige styrke behøvede til deres fornødenheder.

Rekvisitionerne var ledsaget med den trusel, at dersom de ikke blev fyldestgjorte, ville der blive sendt eksekution derpå i amtet. En sådan trusel har det behaget hr. v. P. i disse dage at fuldføre ved en kommando bestående af 740 mand, under anførsel af den her på vesteregnen bekendte oberstøjtnant v. Brinckmann, og næppe kunne overgeneralen finde en værdigere anfører for en kommando, der havde en sådan bestemmelse. Denne kommando ankom til Skjern Sogn i Bølling Herred fredag den 15. dennes ved middagstid og lod herredsfogden kalde, hvorefter han foreviste overgeneralens ordre, at han skulle gøre holdt i Skjern og af Bølling nørre herreder udskrive 100 fede stude og 10,000 pd. flæsk, hvorhos hr. v. Brinckmann opfordrede herredsfogden til at udskrive denne rekvisition og levere den straks, samt tilkendegav ham, at dersom det rekvirerede ikke blev leveret inden 8 dage, i hvilken tid man måtte underholde ham og hans kommando, så havde han ordre ligefrem at føre ham som arrestant til overgeneralen i Horsens, hvorefter han skulle til amtmanden, for at gøre det samme ved ham. 

Herredsfoged Jansen tilkendegav hr. v. Brinkmann, at han hverken kunne eller ville udføre en sådan rekvisition, ikke alene fordi et sådant antal fede stude og et så stort kvantum flæsk ikke engang efter hans overbevisning fandtes i hans jurisdiktion, men fordi han af sin regering var det forbuden. Det blev imidlertid af hr. Brinckmann bestemt, at der næste dags morgen skulle udgå to kommandoer, en til hvert Herred, og befalede han herredsfogden og dennes søn, der er fuldmægtig hos ham, at følge med disse kommandoer.

Lørdag morgen umiddelbar som kommandoen skulle afgå modtog herresfogden fornyet ordre fra amtmanden, at han ikke måtte rekvirere noget uden til fortæring på stedet og at han måtte underkaste sig den ubehagelighed at lade sig arrestere. Med denne sin overøvrigheds ordre gik Jansen til hr. v. Brinckmann og tilkendegav, at han ikke fulgte med, hvorimod han bad, at den anden del af overgeneralens ordre, nemlig at blive ført som arrestant til Horsens, måtte blive udført mod ham. "Å jo !" svarede Hr. v. Brinckmann, "dette skal også ske; men De og Deres søn skal nu først som arrestanter følge med på eksekution". "Dertil har de jo magt" svarede Jansen, "men jeg vil sige Dem, hr. oberstløjtnant, at på ethvert sted, man fører mig ind, erklærer jeg til min jurisdiktions beboere, al jeg kommer som Arrestant."  En kongelig dansk embedsmand måtte nu, fordi han var sin regerings ordre lydig, lide den ydmygelse, at blive bortført som arrestant mellem to soldater for at se på hvorledes beboerne i hans jurisdiktion skulle plyndres. 

Umiddelbar efter at kommandoen var sat i gang, blev der kommanderet "holdt", og dens fører, hr. kapt. v. Dorring, tilkendegav herredsfogden at obersløjtnanten ville tale med ham. I en noget afsides liggende rugager tiltalte han i overværelse af nævnte kaptajn den gamle 60-årige Jansen således: "Hr. herredsfoged, jeg er en gammel mand, og De er en gammel mand; men jeg forsikrer Dem, såvist der er en Gud i Himlen, jeg lader Dem prygle dersom De ikke påviser, hvor de fede kreaturer er". "Nej, svarede Jansen, det gør De ikke Hr. Oberstløjtnant; men jeg hverken vil eller kan påvise fede kreaturer." Yderst opbragt gentog han sin trusel flere gange, og fik bestandig det samme svar, hvorpå kommandoen afgik. 

Det viste sig nu snart hvorledes overgeneralens ordre, at udskrive fede stude, og flæsk, blev udført. Ethvert hus blev af soldaterne gennemsøgt. Alt flæsk blev taget indtil stykker på 2 a 3 pd. Enhver beboer blev befalet at drive sine kreaturer hjem. Alt hvad der ikke var malkekøer blev nu taget for at drives til oberstløjtnantens kvarter i Skjern. Da der iblandt de først tagne kreaturer ikke var en eneste fed stud, men de alle bestod af gamle magre trækstude og magert ungkvæg fra 1½ år gammel, gjorde Jansen kaptajnen opmærksom på, at oberstløjtnantens ordre gik kun ud på fede stude. Ja svarede han, men de har hørt at oberstløjtnanten befalede mig at tage alt.

Således fortsattes eksekutionen gennem Skjern, Borris, Faster Sogne i Bølling Herred, og Egvad og Lønborg Sogne i Nørre Herred. I begyndelsen var officererne selv med ved eksekutionen, men da dette blev umulig i de vidt beliggende Sogne, blev enkelte afdelinger soldater, 3 til 6 mand, udsendte på vogne og disse kunne foretage eksekution på egen hånd. Hvorledes det blev udført, kan man vel tænke sig. Når de kom med kaprede kreaturer og et stykke flæsk skulle man have tænkt det var en overvunden og til fange tagen fjende, således strålede glæden af alles ansigter. På denne måde blev nu eksekutionen fortsat indtil i aften og man sammenbragte omtrent 150 Kreaturer. Af flæsk blev der taget hos en proprietær Tranberg på Lønborggård omtrent 70 lspd. og hos handelsmand Chr. Toft i Borris omtrent 50 lspd., men forøvrigt næppe 1000 pd., bestående for størstedelen af stumper og stykker. Det var bestemt at således næste dag et lignende tog skulle ud; men om aftenen må kommandoen have fået en ubehagelig tidende eller forudfølelse af vore brave troppers nærmelse; for over hals og hoved blev givet ordre til opbrud, og de fra eksekutionen hjemkomne kommandoer levnedes næppe tid til at spise deres mad, hvorefter de retirerede til Tarm ½ mil sønden for Skjern, efter at havde afkastet en del af den store bro. Alle kreaturer blev taget med, uagtet der kun fandtes mellem dem 12 a 14 fede stude tjenlige til slagtning. (RIngk. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende, 10. juli 1849.)

Karl Wamberg: Kolding. Det Kongelige Bibliotek.

I "Alt. Merc." af 4. juli læses følgende korrespondentartikel fra Odense af 28. juni: "På vor ø er efterhånden sammentrukken en sådan troppestyrke, at man ved det første endogså uden den nyeste brigade, tør vove et afgørende slag omkring Fredericia mod vor dødsfjende. Når vi derved betænker at vi kan disponere over 25.000 mand og indfinde os ganske uventet, så skal pudset nok lykkes os. Det dummeste ved sagen er kun at slesvig-holstenerne kan se os komme og til sidst vel endogså er underrettede om alt." (Det er dog, uagtet denne korrespondent og andre forræderes bestræbelser, efter temmelig pålidelige rygter, lykkedes os i disse dage at tilføje slesvig-holstenerne et stort nederlag ved Fredericia.)

(Ribe Stifts-Tidende, 9. juli 1849)

Karl Wamberg: Sonderburg. Det Kongelige Bibliotek.

Den slesvig-holstenske belejring af Fredericia blev brudt 6. juli 1849 da general Olaf Rye og Christian de Meza undsatte byen. Det var et afgørende nederlag for den slesvig-holstenske hær. 

Frederik Gottlieb Sultan (1816-1854). (Efterskrift til Politivennen)

Ved Proclama af 31te f. M. som er tinglyst i Bytingsretten og vil blive tinglæst i den Kongelige Lands-Overret i Wiborg ere Alle og Enhver som maatte have nogen Fordring paa Dødsboet efter afgangne Arrestforvarer Christian Phillip Sultan, i Overeensstemmelse med Pl. 2den Juni 1819 indkaldte med 12 Ugers Varsel, til for undertegnede Skifteret at anmelde og beviisligjøre deres Fordringer paa dette Boe. De fraværende Arvinger Carl Philip Anthon Sultan og Frederik Gottlieb Sultan, ere indkaldte med lovligt Varsel til at anmelde og legitimere deres Arveret. - Hvilket herved endvidere bekjendtgjøres. 

Aarhus Skifteret, den 22de Februar 1836.
Fleischer. Engelsted.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 27. februar 1836).

I marts 1838 var Frederik Gottlieb Sultan i Højesteret i en sag hvor han havde forladt Ladegården m.m.

Ved folketællingen i 1840 angives hans bror Carl Philip Anton Sultan (f. 1811) som indsat i Rasp- og forbedringshuset på Christianshavn. Han optræder tilsyneladende ikke i folketællingen i 1845?

I februar 1842 fik han 1 års forbedringshusarbejde for fornærmelser mod politiets betjente. Han betegnedes ved den lejlighed som oftere straffet.

Ved Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom 24. marts 1844 blev han idømt 2 års forbedringshusarbejde sammen med en anden (Viingaard), sidstnævnte fik 18 måneder. Tiltalen var tyveri, opsætsighed mod og forgribelse på fattigvæsnets betjente samt for løsgængeri. Den 6. maj 1845 kom sagen for Højesteret som stadfæstede dommen, dog fik Viingaard 1 år.

Ved folketællingen i 1845 opholdt Frederik Gottlieb Sultan sig i forbedringshuset for mandsfanger på Christianshavn.

Faretruende Adfærd. I Tirsdags Aftes Kl. mellem 10 og 11 anmeldtes paa Politidirecteurens Bopæl, at endeel Bohave var henstaaende udenfor Stedet Nr. 213 i Adelgade, og at dette Steds Eier ikke vilde modtage samme, der skulde være hensat der af den forhen straffede og til Politiprotocollen over mistænkelige Personer henhørende Frederik Gotlib Sultan. Bemeldte Bohave blev derpaa bragt til fornævnte Bopæl, hvor kort efter Enken Johanne Svendsen, boende i det ovenfor angivne Sted paa Qvisten i Baghuset, indfandt sig og forklarede, at Sultan, hvis Kone siden i Torsdags havde logeret hos hende, samme Aften var kommen flyttende med sit Tøi fra et Sted, kaldet Hvideros, og havde forlangt det indsat hos hende, hvilket saavel hun som Værten havde modsat sig, idet denne tillige forbød ham at komme ind i Huset. Han var imidlertid senere desuagtet kommen i beskjænket Tilstand op paa hendes Bolig, hvor han havde kastet hendes Meubler omkring i Værelset og med en Kniv, som han tog fra Bordet, truet med at ville stikke Enhver, der nærmede sig ham. Konen Svendsen havde derpaa taget Flugten og begjerede en Assistence af Politiet. Ved dettes Ankomst til det paagjeldende Sted fandtes Sultan beruset liggende paa Gulvet i Værelset, hvorfra han førtes som Anholdt til Politiarresten. For at søge nærmere Oplysning om den under Bevogtning hensatte Sultans Adfærd, indfandt en Politibetjent sig næste Morgen i det førommeldte Sted i Adelgade, hvor det af flere af Huusbeboerne blev udsagt, at Sultan havde opført sig saaledes, at Enhver, ved at komme ham nær, maatte befrygte at blive lemlæstet. Hans Kone, der Aftenen i Forveien ikke var bleven antruffen, forklarede nu, at da hendes Mand var kommen op til hende og Enken Svenden i beskjænket Tilstand og under Støi og Spektakel med en Kniv i Haanden havde truet med at ville slaae hende ihjel, havde hun, efterat Enken Svendsen var flygtet, i sin Fortvivlelse, og for at unddrage sig sin Mands Raseri, aabnet Vinduet til det paa 5te Sal værende Qvistværelse, sprunget ud paa Taget, klattret op paa Ryggen af Huset og var gjennem Skorsteensrøret falden ned paa Skorstenen i 2den Etage. Da hun ved Faldet var bleven saaledes forslaaet, at hun ikke kunde gaae, blev en Barbeer hentet, der, efterat have undersøgt hende, erklærede det nødvendigt, at hun bragtes paa Hospitalet, hvor hun derefter blev indlagt til Behandling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1849, 2. udgave).

Ved Kriminal- og politiretten den 20. juli 1850 blev Sultan dømt for 4. gang for løsgængeri, og fik 2 års forbedringshus.

Han døde i august 1854 i Trinitatis Sogn med titel af arbejdsmand, 39. år gammel. Dødsårsagen blev angivet til delirium tremens.

Requisitioner i Ringkjøbing. (Efterskrift til Politivennen)

"Ringkjøb. Av." af i Torsdags indeholder en Beretning om en af de Fjendtlige foretagen brutal Execusion, hvoraf vi hidsætte Følgende:

Allerede til forskjellige Tider havde den fjendtlige Overgeneral hos Amtmanden i Ringkjøbing ladet gjøre Reqvisition til at levere af Amtet et betydeligt Antal fede Stude og Flæsk; men Amtet havde stedse negtet at kunne levere Samme, fordi Regjeringen havde forbudet det (Embedsforpligtelsen forbyder det vel af sig selv), saalænge Amtet ikke var occuperet af Fjenden, og, selv i detteTilfælde, dog kun at udskrive, hvad den fjendtlige Styrke behøvede til sine Fornødenheder. Reqvisitionerne vare ledsagede af den Trudsel, at dersom de ikke bleve fyldestgjorte, vilde der blive sendt Execution derpaa i Amtet. En saadan Trudsel har nu Overgeneralen i disse Dage ladet fuldføre ved en Commando af 740 Mand, under Anførsel af en Oberstl. Brinckmann. Den 15de ds. ved Middagstid ankom den til Skjern Sogn og lod Herredsfogden forevise Overgeneralens Ordre til, at der af Bølling Herred skulde udskrives 100 fede Stude og 10,000 Pd. Flæsk, hvor efter Hr. B. opfordrede Herredsfogden til at udføre denne Reqvisition og at levere den strax, da baade Herredsfoged og Amtmand vilde blive sendte som Arrestanter til Overgeneralen i Horsens, saafremt det Reqvirerede ikke blev leveret inden 8 Dage. Da Herredsfoged Jansen negtede at udføre denne Reqvisition, ikke alene fordi et sligt Antal fede Stude og et saa stort Qvantum Flæsk efter hans Formening ikke engang fandtes i hans Jurisdiction, men ogsaa fordi han af sin Regjering var det forbudet, befalede B., at der næste Dag skulde udgaae to Commandoer, een til hvert Herred, og Herredsfogden og dennes Søn, der er Fuldmægtig hos ham, følge med disse Commandoer. I Løverdags Morges, just som Commandoen skulde afgaae, modtog Herredsfogden fornyet Ordre fra Amtmanden om, at han ikke maatte reqvirere Noget, uden til Fortæring paa Stedet, men underkaste sig den Ubehagelighed at lade sig arrestere. Med denne Ordre gik Jansen til Brinckmann og tilkjendegav ham, at han ikke fulgte med, men bad om, at han i det Sted maatte blive ført som Arrestant til Overgeneralen i Horsens. "Ja jo!" svarede B., "det skal ogsaa skee; men De og Deres Søn skulle nu først, som Arrestanter, følge med paa Execution!" "Dertil har De Magt," svarede J, "men jeg siger Dem. Hr. Oberstlieutenant, at paa hvert Sted, man fører mig med, erklærer jeg for min Jurisdictions Beboere, at jeg kommer som Arrestant!" Jansen blev nu bortført imellem 2 Soldater, for at see paa, hvorledes Beboerne i hans Jurisdiktion skulde plyndres. Umiddelbart efter at Commandoen havde sat sig i Marsch, blev der gjort Holdt og Herredsfogden ført ind i en noget afsides liggende Rugager, hvor Oberstlieutenanten, i nærværelse af en Capt. Dörring, tiltalte den 60-aarige Jansen saaledes: "Hr. Herredsfoged! Jeg er en gammel Mand og De er en gammel Mand; men jeg forsikkrer Dem, saavist der er en Gud i Himlen, jeg lader Dem prygle, dersom De ikke paaviser, hvor de fede Kreaturer ere". "Nei", svarede J., "det gjør De ikke, Hr. Oberstlieutenant! men jeg hverken vil eller kan paavise fede Kreaturer." Yderst opbragt gjentog B. sin Trudsel flere Gange og fik bestandig det samme Svar, hvorpaa Commandoen afgik. Hvert Huus blev nu gjennemsøgt af Soldaterne og alt Flesk taget indtil Stykker paa 2 a 3 Pund. Bønderne bleve beordrede til at drive deres Kreaturer hjem, og Alt hvad der nu var Malkekøer blev taget og drevet til Obestlieutenantens Qvarteer i Skjern. Saaledes fortsattes Executionen igjennem Skjern, Borris og Faster Sogne i Bølling Herres, samt Egvad og Lønborg Sogne i Nørreherred. I Begyndelsen vare Officererne selv med ved Executionen; men da dette blev dem umuligt i de vidt udstrakte Sogne, blevne enkelte Afdelinger Soldater, 3-6 Md., udsendte paa Vogne for at foretage Executionen paa egen Haand. Hvorvidt dette blev udført, kan man vel tænke sig. Paa denne Maade blev nu Executionen fortsat inden Aften, og man sammenbragte paa denne Maade omtrent 150 Kreaturer, af Flæsk derimod kun neppe 1000 Pd., bestaaende forstørstedelen af Stumper og Stykker. Næste Dag skulde et lignende Tog have været ude, men om Aftenen maa Commandoen have faaet ubehagelige Tidender eller Forudfølelse om vore brave Troppers Nærværelse; thi der blev skyndsomst givet Ordre til Opbrud, og de fra Executionen hjemkomne Commandoer levnedes neppe engang Tid til at spise deres Mad, hvorefter de retirerede til Tarm, en halv Miil Syd for Skjern, efter at have afkastet endeel af den store Bro. Alle Kreaturerne medtoges, uagtet der kun befandtes 12 a 14 fede Stude blandt dem, tjenlige til Slagtning, Hvor Executionttropperne kom frem, stjal og plyndrede de for egen Regning saa godt de kunde. - I Torsdags Morges indbragtes til Ringkjøbing to schleswigholsteinske Dragoner med deres Heste, som af vore Tropper ere tegne mellem Skjern og Varde.

Fra Nibe beretter Byens Avis under 18de ds.: Den største Deel af vor fjendtlige Garnison er for nogle Dage siden dragen nordpaa; 300 Mand skulle være forblevne i Varde og Resten være marscheret imod Ringkjøbing.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende Tillæg 26. juni 1849).