Markedet i Rosenborg Have. (Efterskrift til Politivennen).

Tilstrømningen fra Kjøbenhavns Omegn til Markedet i Rosenborg Have var saa overordentlig stor, at "Aarhuus Av." erklærer det for "ganske factisk", at flere Fremmede have Ranen imellem Torsdag og Fredag maattet tage tiltakke med en Kjælderhals, "under Vægternes Beskyttelse". Af ve mange interessante Momenter fremhæves følgende: Ved Brøndsalen, hvori der var en Udstilling af Malerier, Kobberstik, Lithographier og andre Kunstgjenstande, var Trængselen meget stor, og man kan antage, at det ikke er lykkes en Tiendedeel af de Besøgende at komme ind der, selv iblandt dem, der besøgte Markedet hver Dag. Ogsaa Tærningspillet var saa stærkt besøgt, at der den første Dag maatte regvireres Borgermilitair, som havde sin Vagt ved Springvandet. En Visehandler (Cand. B., bekjendt for sine aandrige og vittige Indfald) gjorde megen Lykke ved den Maade, hvorpaa han falbød sine Varer. Hvad der især tiltrak sig den almindelige Opmærksomhed, var den særdeles charakteristisk arrangerede Dandseplads, forestillende Dækket af et Skib, med Master og Ræer. Den første Dag udførte Bournonvilles Elever, foruden andre smukke Dandse, en Husar-Polka, og den næste en Matros-ditto, der begge gjorde megen Furore. Sidstnævnte Dands havde Bournonville specielt componeret hertil. Masterne og Ræerne vare besatte af den virkelige Ungdom fra Nyboder, og Dandserne vare iførte Costumet af Holmens faste Stoks Drenge; de smaae Damer i tilsvarende Dragt. Trængselen om Dandsepladsen var desværre saa stor, at endeel af Nydelsen gik tabt. - I Damegangen var, for begge Ender af Alleen, opført særdeles smagfulde pyramideformige Emblemer for Land- og Sø-Etaten. Om Fredagen var Ryes Portrait opstillet; paa hver Side paraderede en af de i Kjøbenhavn værende Invalider af hans Corps.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. august 1849)

Dansk Vestindien (Efterskrift til Politivennen).

Slavernes frigivelse 3. juli 1848 har siden været fejret på de forhenværende dansk vestindiske øer. Arbejdere fik nu blot ansættelse på de selv samme plantager uden at deres levevilkår forbedredes væsentligt, hverken hvad angik bolig, sundhed, uddannelse eller økonomi. Tværtimod bortfaldt plantageejernes forpligtelse til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige slaver, eller betale for slavernes lægebesøg. Arbejdslønnen var for lav til at forsørge sig selv, endsige familien. 

Det var derfor ikke uden grund at de danske myndigheder frygtede uroligheder i forbindelse med første gang fejringen skete i 1849:

(Dept. Tid.) Årsdagen for emancipationen i Dansk Vestindien, den 3. juli, er gået over uden forstyrrelse af den offentlige sikkerhed og orden, som snarere er blevet befæstet ved denne lejlighed. Da det var blevet forudset, at negrene muligvis kunne fatte det ønske at få en fridag i anledning af den tilbagevendende årsdag for erhvervelsen af deres frihed, lod guvernementet planterne underrette om, at der kunde gives arbejderne en fridag, dersom begæring herom blev gjort, men at enhver arbejder, der uden tilladelse udeblev, skulle mulkteres som for udeblivelse fra en sædvanlig arbejdsdag. 

På enkelte plantager ytrede negrene ønske om at få en dag fri, men pluraliteten antog at dette var overstadigt, og lod det komme an på at prøve hvad de kunne gøre. Allederede den 2. juli om morgenen nægtede negrene på de fleste plantager i C??derdistriktet, i hvilken jurisdiktion 77 plantager er beliggende at gå til arbejde, men forholdt sig for øvrigt rolige. Så snart herom indløb, blev ordre givet til politimestrene i alle tre distrikter at forhindre dm kombination, der syntes at være imellem negrene, ved at bringe dem til arbejde. Dette udførtes med særdeles duelighed og aktivitet af politiøvrighederne, uden anden militær assistance end af gendarmeriet ved stationen på Kingshill. 

Inden tre timer var alle møller i gang over hele øen, og arbejdet fortsattes med uforstyrret rolighed den påfølgende 4. juli. Negrene havde, som udfaldet viste, aldeles intet ondt i sinde; de er ikke utilfredse med deres stilling og har ingen grund dertil. Den 2. juli var etatsråd Hansen, efter at have besøgt politistationen på Kingshill, i Frederiksted, hvor alt var fuldkommen roligt. Orlogsbriggen St. Thomas var forinden stationeret på reden ved Frederiksted og alle fornødne forholdsregler taget imod muligt udbrud af uroligheder. Generalguvernementet ytrer sin tilfredshed over ved denne lejlighed at have fået et vidnesbyrd om, at politiet på øen er effektivt og velorganiseret. 

Salget af en plantage på Vestenden, the Whiim, der ved offentlig auktion i slutningen af juni måned blev udbragt til en sum af mellem 10 og 11,000 Dollars, mod betaling af den hele købesum inden et års forløb, har tildraget sig almindelig opmærksomhed, da det er den første plantage, der er blevet solgt siden emancipationen, og lignende ejendomme hidtil kun har haft en nominel værdi, eftersom kreditten var tabt og den offentlige tillid ikke betryggende befæstet. Generalguvernementet tror at kunne betragte det ovennævnte salg som afgivende en, når de forandrede forhold tages i betragtning, ikke ufordelagtig målestok for den nærværende værdi af landejendommene på øen.

- Ved provisoriske anordninger af 18. maj samt 13. og 20. juni har generalguvernementet udvidet de for St. Croix tidligere tagne bestemmelser om arbejdsforholdene på plantagerne og om politisagers behandling til øerne St. Thomas og St. Jan med enkelte på de lokale forhold grundede forandringer. Den prøve disse bestemmelser har stået på St. Croix, giver håb om at deres indførelse heller ikke på de andre øer vil være frugtesløs. Dog vil på grund af de særegne forhold på St. Thomas, markarbejdets regulering ved lov på denne ø være forbundet med vanskelighed. 

På grund af den efter emancipationen indtrådte forøgede og almindeligere vanskelighed ved at tilvejebringe de fornødne midler til plantagernes drift, har generalguvernementet ved en provisorisk anordning af 21. juni udvidet plakaten af 14. maj 1823 angående den fortrinsret som kan gives for de forstrækninger, der gøres til plantagernes fornødne drift på St. Croix, til at gælde for samtlige dansk-vestindiske øer, og derhos til i almindelighed at omfatte forstrækninger til plantagernes drift, hvad enten disse sker med varer eller med penge, hvilket sidste måske nu vil være den almindeligere. Fortrinsretlen kan dog kun tilstås for sådanne udgifter og fornødenheder, som er uundgåelig nødvendige til plantagens forsvarlige drift. Når en planter attrår at få forstrækning mod fortrinsret i høsten, har han derom at henvende sig til vedkommende regering over øen, som da i forbindelse med to plantere har at undersøge og bestemme hvor meget med den ovennævnte fortrinsret må optages. Det hele anslås til en bestemt værdi i penge. Af det pengebeløb som anslås at ville medgå til arbejdernes betaling i årets løb, kan med fortrinsret kun forstrækkes 1/12 månedlig

(Kjøbenhavnsposten, 21. august 1849)

Forestillinger om forholdene på de vestindiske øer må have været særdeles begrænset. Her har satiretegneren H. P. Klæstrup fantaseret sig til hvordan det gik til da grundloven blev forkyndt på St. Thomas 1849. En officer (guvernøren?) får den stukket i hånden af en barfodet sort med høj hat og pisk i hånden.

I 1878 gjorde arbejderne oprør, den såkaldte Fireburn opstand som de danske myndigheder slog hårdt ned imod. Opstanden medførte dog at arbejderne fik en anelse mere end løn, men kampen for bedre arbejdsforhold varede helt indtil øerne i 1917 blev overdraget til USA.

Fra Elben. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben, 13. august Den samlede regeringskommission, der tog afsted til Flensborg, nemlig præsident Eulenburg fra Preussen, kammerherre v. Tillisch fra Danmark, og fra England generalkonsulen hr. Hodges fra Hamburg har som mægler, har ikke uden grund valgt byen Flensborg som sit sæde. Indbyggerne dér er som bekendt dels tyske og dels danske, men den største del er hverken det ene eller det andet på dette handelssted. Den preussiske kommissær finder sin støtte i det tyske parti, der vokser mere og mere (siden grænsen blev trukket sydpå), den danske kommissær i det danske parti, briterne som mægler i tilfælde af forskelle mellem disse, men den største, den, der uden politiske tilbøjeligheder, er overladt til kommercielle interesser. Det siges i øvrigt, at preusseren kun taler og forstår tysk, danskeren kun dansk og den britiske kun engelsk. Da dette skabte en sprogforvirring i dette baltiske Babylon, siges kommissærerne at være blevet enige om at vælge fransk som forhandlingssprog, for så ville ingen blive fornærmet, da de alle tre siges ikke at være særlig velbevandrede i det sprog. Det danske parti i Flensborg har i øvrigt været meget forbeholdent, siden skellinjen blev trukket syd for byen, og denne linje skulle efter sigende være på vej mod nord. Det ønsker hverken danskernes eller tyskernes venner, heller ikke det store handelsparti, der kun anser sine interesser sikret ved den nuværende forbindelse med syden.

Von der Elbe, 13 Aug. Die nach Flensburg abgegangene combinirte Regierungscommission, von Preussen der Präsident Eulenburg, von Dänemark der Kammerherr v. Tillisch, und von England der Generalkonsul Hr. Hodges von Hamburg, als Schiedsrichter, hat nicht mit Unrecht die Stadt Flensburg zu ihrem Sitze gewählt. Bekanntlich sind dort die Bewohner theils deutsch, theils dänisch gesinnt, der grössere Theil aber ist an diesem Handelsplatz ohne Gesinnung. Der preussische Commissär findet also in der mehr und mehr (seitdem die Demarcationslinie südlicj gezogen ist) sich verstärkenden deutschen Partei, der dänische Commissär in der dänischen Partei, seine Unterstützung, der brittische als Schiedsrichter bei Differenzen zwischen jenen, aber die grösste, diejenige welche, ohne politische Gesinnung, bloss dem Handelsinteresse ergeben ist. Es verlautet übrigens dass der preussische nur deutsch, der dänische nur dänisch und der brittische nur englisch spreche und verstehe. Da nun hieraus eine Sprachverwirrung in diesem baltischen Babel besorgt worden, sollen sich die Commissäre vereinigt haven die französische Sprache zur Verhandlungssprache zu wählen, weil dann keinem zu nahe getreten würde, indem alle drei derselben nicht sehr mächtig seyn sollen. Die dänische Partei in Flensburg ist übrigens sehr zurückhaltend, seitdem die Demarcationslinie südlich von der Stadt gezogen, und diese als eine sich dem Norden zuwendende bezeichnet worden ist. Denne dieses wollen weder die Dänenfreunde noch die Deutschen, noch die grosse Handelspartei, die ihr Interesse nur durch die bisherige Verbindung mit dem Süden gesichert erachtet.

(Allgemeine Zeitung. 21. august 1849)

Krigen 1848-1850: Våbenstilstand. Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Et lille indblik (hvis det ellers er troværdigt) i krigsfangernes forhold, og i hvert fald i holdningen til dem fik man gennem denne artikel:

Om de slesvig-holstenske krigsfangers behandling i København - hedder det i L. F. Av. - har den slesvig-holstenske presse som sædvanligt udbredt de skammeligste usandheder. Således fortælles at fangerne kun forundes 1 times ophold om dagen i kasernegården. Det kunne forresten være nok, men vi kan fra god kilde forsikre at deres frihed i denne henseende er så lidt indskrænket at der tværtimod er og lige fra deres ankomst har været, dem tilstået 6, skriver seks timers daglig ophold i fri luft, nemlig 3 gange 2 timer hver dag. Lægger man dertil at kaptajnerne får 1 rbd. om dagen, løjtnanterne 4 mk. og de menige 10 sk. foruden et varmt måltid, frit brød og fri vask, at de uforment kun efter en simpel melding, kan modtage besøg, at der endogså besørges bøger skaffet dem fra lejebibliotekerne, når de ønsker det - så gad vi nok vide hvad disse slyngler kan forlange mere, vi gad nok vide og de bilder sig ind at de ungarske eller preussiske eller badenske insurgenter bliver behandlet således. Forresten kan man ikke sige andet om dem, end at de i det hele opfører sig manerligt. Den egentlige landbefolkning blandt dem synes at betragte hele sagen med megen ligegyldighed. Den fremherskende tanke hos dem er at komme hjem. Men de mere dannede iblandt dem, navnlig fra købstæderne, er uhelbredelige fanatikere.

(Ribe Stifts-Tidende, 20. august 1849).

Den 22. august vedtog landsforsamlingen i Slesvig med stemmerne 55 mod 41 at acceptere våbenstilstanden. Begrundelsen var at forhindre en invasion af danske tropper, omend det ikke forhindrede den danske propaganda over overgreb i forvaltningen. Også statholderskabet tilsluttede sig våbenstilstandskonventionerne. Kongen af Danmark anerkendtes stadig som hertug af Slesvig-Holsten med regeringsret, mens statholderskabet havde regeringsmagten. 

De svenske og norske tropper som skulle opstilles i Nordslesvig, blev afskibet fra Sverige omkring den 19. og 20. august. 

Krigen 1848-1850: Våbenhvilen. (Efterskrift til Politivennen)

Inden de svenske og norske tropper ankom og blev opstillet i Slesvig, dannede den slesvig-holstenske regering et gendarmkorps. Følgende artikel beskriver en affære i Flensborg. Der er flere interessante, men indirekte ting i artiklen: Pressen havde gjort opmærksom på at Flensborg var ganske dansk. Det kan så se mærkeligt ud at der tilsyneladende var en anti-dansk stemning med stor opbakning. En lignende modtagelse havde den slesvig-holstenske deputation fået i København i marts 1848. Her blev der dog ikke talt om "pøbel", eller det forkastelige i at true og overfalde en deputation, Artiklen skal således også ses som et eksempel på hvor vanskeligt det kan være at finde neutrale artikler i aviserne på daværende tidspunkt:

Angående de nogle danske officerer i Flensborg tilføjede insulter ser "B. T." sig i stand til at give følgende meddelelse: Kaptajn Bauditz var d. 9. ds. med dampskibet "Dragen" afsendt fra hovedkvarteret i Sønderborg til Flensborg med depecher til General Prittwitz. Dampskibets ankomst hilstes med jubelråb af den forsamlede mængde, af hvilke en del under hurraråb fulgte officeren til gen. Pritttwitz's hovedkvarter. Efter at kapt. Bauditz her havde afleveret sine depecher, begav han sig efter er kort ophold i gæstgivergården Stadt Hamburg, ubevæbnet op ad gaden hvor han straks blev omringet af en pøbelhob, især af drenge der forfulgte ham under afsyngelse af sangen "Schleswig- Holstein meerumschlungen." For at undgå et opløb, tyede kaptajnen ind i et hus - tilfældigvis den såkaldte "dänische Bürgerwein", - men da han igennem haven til dette hus ville forsøge på at komme bort, anholdtes han af en skildvagt. I samme øjeblik kom 2 soldater af insurgenternes 9. bataljon til, der med forbitrede trusler bød ham at vende tilbage; på vejen tilbage blev der tilføjet kaptajnen et slag i nakken.

Stimmelen på gaden indskrænkede sig nu i nogen tid til trusler og skældsord, men kort efter sprængtes den aflåsede dør, en vild hob trængte ind i værelset, med trusler, stød og slag reves kaptajnen ud på gaden, hvor det lykkedes ham at gøre sig løs og igennem mængden at bane sig vej til hovedkvarteret, hvor han anmeldte det passerede. Tumultanterne bestod især af oprørske soldater (rekonvalescenter?), der skal have begyndt deres voldsgerninger med at ødelægge et hus, hvorfra dannebrog var hejst, og at mishandle husets beboere. En guide, der var fulgt med kaptajnen, såvel som dennes oppasser undslap med nød og næppe ved preussiske officerers mellemkomst.

Få timer efter ankom løjtnant grev Reventlow fra det nørrejyske armekorps, der fra Haderslev var blevet eskorteret først af en dragon, senere af en gendarm, begge af insurgenterne. Efter at løjtnanten havde ladet sin ankomst anmelde for gen. Prittwitz, indfandt der sig en adjudant hos ham, der næst efter at meddele ham de forefaldne excesser, henstillede til ham om han under eskorte ville føres til generalen, eller forblive på postholderiet til pøbelen havde fordelt sig, hvilket sidste alternativ adjudanten syntes at foretrække. Kort efter at adjudanten havde fjernet sig styrtede hoben, der imidlertid havde samlet sig omkring huset, ind i samme, op ad trappen og rev døren op med det råb "schlagt ihn todt." De fleste var oprørske soldater i uniform, mange med dragen sabel. Da de lagde hånd på greven, rev denne, der kun var halv påklædt, sig løs og sprang over rækværket af trappen ned i forstuen, hvorfra han mens en tililende officer af det såkaldte gendarmeri søgte at standse hoben, flygtede over gården op på et loft.

Efter et ophold indfandt en preussisk oberstløjtnant sig tilligemed den omtalte officer og førte løjtnanten ad en omvej til general Prittwitz. Generalen beklagede det forefaldne, tilbød en eskorte, men ønskede ikke at lade stå generalmarch, hvortil greven svarede, at også han ønskede at undgå al eklat, men i øvrigt overlod det til generalen at træffe foranstaltninger til de danske officerers beskyttelse, hvortil endog de mest energiske midler, om fornødent, måtte anvendes. Efter flere timers forløb, da natten havde tilvejebragt nogen rolighed, begav officererne sig ombord på "Dragen." Også grev Reventlows oppasser blev overfaldet, flere af grevens effekter blev stjålet og ødelagt.

(Ribe Stifts-Tidende, 17. august 1849).

I samme nummer også følgende artikel som fortæller mellem linjerne om de stærke spændinger der var i denne periode. Den gemytlige og bagatelliserende omtale af dannebrogshejsning, skal ses i relation til andre artiklers hånlige og forargede omtale af hejsninger af den slesvig-holstenske fane.: 

- Som et nyt bevis på den frækhed hvormed slesvig-holstenerne driver deres væsen i Nordslesvig, kan vi meddele følgende sandfærdige fakta:

Natten mellem sidstafvigte mandag og tirsdag indfandt politimester Krogh sig med 5 til 6 gendarmer i Hygom hos maler Hense for at arrestere ham. Han havde imidlertid skjult sig j høet og, uagtet de stak efter ham med bajonetter, så slap han dog fri og så siden op på dagen lejlighed til at flygte til Jylland. Da hans kone ikke hurtig nok lukkede op for gendarmerne, ituslog de et vindue og bibragte konen nogle slag. Derpå drog de til Hygom og arresterede gårdejer Dolberg samme sted.

Tirsdag aften Kl. 7 - 8 indfandt sig atter i Hygom en patrulje på 10 til 11 mand af slesvig-holstenske dragoner, eller såkaldte "ridende gendarmer", ved Hygom degnebolig, som de omringede, og efter at have undersøgt kirkesanger Lyckes hele hus og gennemsøgt alle hans papirer på det nøjeste, tog de ham med sig som arrestant. Gårdejer Dolberg har sikkert irriteret slesvig-holstenerne ved at hejse en dannebrogsfane på sit hus og maler Hense ved at nægte betaling af krigsskatten; men hvad kirkesanger Lycke har gjort, er ikke kommen til vor kundskab.

Ved visiteringen søgte de især efter danske blade og navnlig "Dannevirke", hvoraf de fandt enkelte eksemplarer, som de tog med sig og optegnede de mænds navne, i forbindelse med hvem Lycke holdt dette blad. Lycke er bekendt og agtet som en tro dansk mand, men som dog under hele krigen har opført sig på en klog og fornuftig måde, både som borger og embedsmand. Han har bevist både sognefogden og sognebeboerne mange og store tjenester under hele krigen ved at påtage sig ulejlighed og ofte mangehånde ubehageligheder med indkvartering af de militære og gjort rekvisitioner. Så vidt vi har kunnet erfare, er der heller ikke ved undersøgelsen af hans papirer fundet noget ham graverende; men måske han engang i overilelse kan have ladet ord falde, som har fornærmet en eller anden af de såkaldte "hjemmetyskere", eller spioner, hvoraf der i ethvert sogn i Nordslesvig - også i Hygom - findes flere og færre, og som uopholdelig anmeldte sådant for den nidkære politimester Krogh, der er uhyre glad ved at se sig sat i virksomhed i denne retning, og som kalder en arrestering, som Pastor Mørcks eller en af de anførte, "en overordentlig vigtig forretning"

I går fik pastor Ankjær i Fohl et besøg af samme hr. Krogh, der da hr. Ankjær ikke ville erkende hans berettigelse til al fordre oplysning om "hvad det var for en vogn, der i søndags havde været i præstegården", lovede at se ind til ham på en anden måde.

(Ribe Stifts-Tidende, 17. august 1849).