Danske Krigsfanger, August 1849. (Efterskrift til Politivennen)

En artikel omtalte de danske krigsfanger:

Fra Rinkenæs hedder det under 14. d.s. i "Alt. Merc.": "I går middag kom de danske krigsfanger herigennem under en bedækning af grønne preussiske husarer. Folkene så alle meget muntre og sunde ud, det bedste bevis for at de er blevet godt behandlet under deres fangenskab. I den lille landsby Trappe (i nærheden af Gråsten) havde nogle børn bragt kurve med blomster til landevejen og bestrøet samme, men nogle slesvig-holstenske dragoner tog denne i grunden uskyldige demonstration ilde op og adsplittede børneflokken med den blanke sabel, hvorved flere såredes. Ligeledes blev også en gammel mand temmelig hårdt såret, fordi han ville tage sig af børnene og undskylde dem. To af gendarmerne blev arresteret (mon af preusserne?) og derved en større ophidselse forebygget som så let kan fremkaldes ved en brutalitet der altid må oprøre, den komme fra hvilken side den vil."

(Ribe Stifts-Tidende, 27. august 1849)

Om vores politiske fanger fra Hygom har vi ved overordentlig lejlighed fået følgende underretning: Degnen Lycke er i lørdags blevet løsladt og er hjemkommet. Han skal være blevet behandlet ret tåleligt i sit fangenskab. Om han for at blive fri har måttet indgå nogen betingelser er os ubekendt. Derimod holdes gårdejer Dolberg fra Hygom endnu i et hårdt og ærerørigt fængsel, idet han er eller i det mindste i nogen tid har været, indespærret i et værelse med en tyv. Han har endog måttet tåle fysisk overlast, idet en gendarm tildelte ham flere slag fordi han ikke ville give de oplysninger og maler Hense som man forlangte af ham. Det har kun været ham tilladt at røre sig i frisk luft 1, skriver et kvarter i døgnet. - Andre avisredaktører bedes at optage dette. Det er referentens inderligste ønske at den danske regering må komme til ret tydelig kundskab om hvorledes dens tro undersåtter i Nordslesvig bliver behandlet af nogle æresløse oprørere der har sveget deres troskabsed mod en krone som i sin tid har agtet dem embeder og ærestegn værdige.

(Ribe Stifts-Tidende, 27. august 1849)

Med våbenhvilen blev Slesvig overdraget til en bestyrelseskommission som 25. august 1849 udstedte en bekendtgørelse om regeringsforretninger. Der var udpeget to kommissærer, kongelig dansk geheimerråd baron v. Pechlin og kongelig preussisk overpræsident v. Bonin. De skulle i Frederik 7.'s navn bestyre hertugdømmet Slesvig. Opmand var oberst Hedge, kongelig charge d'affaires under dronningen af Storbritannien. Alle embedsmænd og øvrighedspersoner skulle fungere under disse.

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Nedenstaaende Skrivelse fra Altona, som er indrykket i "Hamb. Corresp.", giver en Skildring af Stemningen der. Skrivelsen lyder:

"Det Liv, som herskede i vor Stad i de sidste Uger ved Gjennemmarschen af de forskjellige Rigstropper af alle Vaabenarter, er nu ganske forsvundet, efter at disse have forladt os, og den gamle sædvanlige Stilhed er atter indtraadt. Kun i Havnen hersker ved den nu atter aabnede Skibsfart Livlighed; i Stadens Indre findes dyb Rolighed. Men ved Siden af denne udvortes Rolighed kan man siden Rigstropperne have forladt os, siden den tydske og med den ogsaa vor Politik har taget en anden Vending, men navnlig siden den rystende Efterretning om Ungarernes sidste Nederlag har naaet os, ikke miskjende en vis Frygt for det fælles Fædrelands Vel og Existents i vor ægte tydske Befolknings Gemytter. Her hersker en større Forsagthed end nogensinde før, og Haabet om at vort Fædreland vil blive frelst fra det danske Voldsherredømme (?!) er sunket dybt, meget dybt. Dog endnu er Haabet ikke ganske opgivet. Vi og med os den store Majoritet af Befolkningen i Hertugdømmerne stole paa vor Regjering og fremfor Alt paa vor Landsforsamling, som ved dens rolige og besindige, men tillige kraftige Holdning, som den har lagt for Dagen ved alle alvorlige Spørgsmaal, maatte opvække vor Tillid. Vi stole paa vor unge og tappre Hær og paa vore tydske Brødres Hjælp, som ogsaa fremdeles i Nødens Øieblikke ikke vil blive negtet os. Vi stole endelig paa Gud, som ikke vil unddrage os sin beskyttende Haand ved Forsvaret for vore Rettigheder. Disse Haabets Straaler ville da ogsaa snart bortjage vor Trøstesløshed og gjøre Plads for en Glæde, som forestaaer os i de næste Dage. Paa Torsdag eller Fredag ankomme nemlig to Batailloner af vor hæderkronede Armee hertil. Et Antal Mand og Qvinder i vor Stad er traadt sammen til en Comitee, for at gjøre de nødvendige Forberedelser til en festlig Modtagelse af vore Fædrelandsforsvarere. Tropperne skulle holde deres Indtog gjennem Æresporte og smykkes med Blomsterkrandse, flettede af Konerne og Jomfruerne i Altona. Senere gives dem et glimrende Festmaaltid."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1849, 2. udgave).

Markedet i Rosenborg Have. (Efterskrift til Politivennen).

Tilstrømningen fra Kjøbenhavns Omegn til Markedet i Rosenborg Have var saa overordentlig stor, at "Aarhuus Av." erklærer det for "ganske factisk", at flere Fremmede have Ranen imellem Torsdag og Fredag maattet tage tiltakke med en Kjælderhals, "under Vægternes Beskyttelse". Af ve mange interessante Momenter fremhæves følgende: Ved Brøndsalen, hvori der var en Udstilling af Malerier, Kobberstik, Lithographier og andre Kunstgjenstande, var Trængselen meget stor, og man kan antage, at det ikke er lykkes en Tiendedeel af de Besøgende at komme ind der, selv iblandt dem, der besøgte Markedet hver Dag. Ogsaa Tærningspillet var saa stærkt besøgt, at der den første Dag maatte regvireres Borgermilitair, som havde sin Vagt ved Springvandet. En Visehandler (Cand. B., bekjendt for sine aandrige og vittige Indfald) gjorde megen Lykke ved den Maade, hvorpaa han falbød sine Varer. Hvad der især tiltrak sig den almindelige Opmærksomhed, var den særdeles charakteristisk arrangerede Dandseplads, forestillende Dækket af et Skib, med Master og Ræer. Den første Dag udførte Bournonvilles Elever, foruden andre smukke Dandse, en Husar-Polka, og den næste en Matros-ditto, der begge gjorde megen Furore. Sidstnævnte Dands havde Bournonville specielt componeret hertil. Masterne og Ræerne vare besatte af den virkelige Ungdom fra Nyboder, og Dandserne vare iførte Costumet af Holmens faste Stoks Drenge; de smaae Damer i tilsvarende Dragt. Trængselen om Dandsepladsen var desværre saa stor, at endeel af Nydelsen gik tabt. - I Damegangen var, for begge Ender af Alleen, opført særdeles smagfulde pyramideformige Emblemer for Land- og Sø-Etaten. Om Fredagen var Ryes Portrait opstillet; paa hver Side paraderede en af de i Kjøbenhavn værende Invalider af hans Corps.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. august 1849)

Dansk Vestindien (Efterskrift til Politivennen).

Slavernes frigivelse 3. juli 1848 har siden været fejret på de forhenværende dansk vestindiske øer. Arbejdere fik nu blot ansættelse på de selv samme plantager uden at deres levevilkår forbedredes væsentligt, hverken hvad angik bolig, sundhed, uddannelse eller økonomi. Tværtimod bortfaldt plantageejernes forpligtelse til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige slaver, eller betale for slavernes lægebesøg. Arbejdslønnen var for lav til at forsørge sig selv, endsige familien. 

Det var derfor ikke uden grund at de danske myndigheder frygtede uroligheder i forbindelse med første gang fejringen skete i 1849:

(Dept. Tid.) Årsdagen for emancipationen i Dansk Vestindien, den 3. juli, er gået over uden forstyrrelse af den offentlige sikkerhed og orden, som snarere er blevet befæstet ved denne lejlighed. Da det var blevet forudset, at negrene muligvis kunne fatte det ønske at få en fridag i anledning af den tilbagevendende årsdag for erhvervelsen af deres frihed, lod guvernementet planterne underrette om, at der kunde gives arbejderne en fridag, dersom begæring herom blev gjort, men at enhver arbejder, der uden tilladelse udeblev, skulle mulkteres som for udeblivelse fra en sædvanlig arbejdsdag. 

På enkelte plantager ytrede negrene ønske om at få en dag fri, men pluraliteten antog at dette var overstadigt, og lod det komme an på at prøve hvad de kunne gøre. Allederede den 2. juli om morgenen nægtede negrene på de fleste plantager i C??derdistriktet, i hvilken jurisdiktion 77 plantager er beliggende at gå til arbejde, men forholdt sig for øvrigt rolige. Så snart herom indløb, blev ordre givet til politimestrene i alle tre distrikter at forhindre dm kombination, der syntes at være imellem negrene, ved at bringe dem til arbejde. Dette udførtes med særdeles duelighed og aktivitet af politiøvrighederne, uden anden militær assistance end af gendarmeriet ved stationen på Kingshill. 

Inden tre timer var alle møller i gang over hele øen, og arbejdet fortsattes med uforstyrret rolighed den påfølgende 4. juli. Negrene havde, som udfaldet viste, aldeles intet ondt i sinde; de er ikke utilfredse med deres stilling og har ingen grund dertil. Den 2. juli var etatsråd Hansen, efter at have besøgt politistationen på Kingshill, i Frederiksted, hvor alt var fuldkommen roligt. Orlogsbriggen St. Thomas var forinden stationeret på reden ved Frederiksted og alle fornødne forholdsregler taget imod muligt udbrud af uroligheder. Generalguvernementet ytrer sin tilfredshed over ved denne lejlighed at have fået et vidnesbyrd om, at politiet på øen er effektivt og velorganiseret. 

Salget af en plantage på Vestenden, the Whiim, der ved offentlig auktion i slutningen af juni måned blev udbragt til en sum af mellem 10 og 11,000 Dollars, mod betaling af den hele købesum inden et års forløb, har tildraget sig almindelig opmærksomhed, da det er den første plantage, der er blevet solgt siden emancipationen, og lignende ejendomme hidtil kun har haft en nominel værdi, eftersom kreditten var tabt og den offentlige tillid ikke betryggende befæstet. Generalguvernementet tror at kunne betragte det ovennævnte salg som afgivende en, når de forandrede forhold tages i betragtning, ikke ufordelagtig målestok for den nærværende værdi af landejendommene på øen.

- Ved provisoriske anordninger af 18. maj samt 13. og 20. juni har generalguvernementet udvidet de for St. Croix tidligere tagne bestemmelser om arbejdsforholdene på plantagerne og om politisagers behandling til øerne St. Thomas og St. Jan med enkelte på de lokale forhold grundede forandringer. Den prøve disse bestemmelser har stået på St. Croix, giver håb om at deres indførelse heller ikke på de andre øer vil være frugtesløs. Dog vil på grund af de særegne forhold på St. Thomas, markarbejdets regulering ved lov på denne ø være forbundet med vanskelighed. 

På grund af den efter emancipationen indtrådte forøgede og almindeligere vanskelighed ved at tilvejebringe de fornødne midler til plantagernes drift, har generalguvernementet ved en provisorisk anordning af 21. juni udvidet plakaten af 14. maj 1823 angående den fortrinsret som kan gives for de forstrækninger, der gøres til plantagernes fornødne drift på St. Croix, til at gælde for samtlige dansk-vestindiske øer, og derhos til i almindelighed at omfatte forstrækninger til plantagernes drift, hvad enten disse sker med varer eller med penge, hvilket sidste måske nu vil være den almindeligere. Fortrinsretten kan dog kun tilstås for sådanne udgifter og fornødenheder, som er uundgåelig nødvendige til plantagens forsvarlige drift. Når en planter attrår at få forstrækning mod fortrinsret i høsten, har han derom at henvende sig til vedkommende regering over øen, som da i forbindelse med to plantere har at undersøge og bestemme hvor meget med den ovennævnte fortrinsret må optages. Det hele anslås til en bestemt værdi i penge. Af det pengebeløb som anslås at ville medgå til arbejdernes betaling i årets løb, kan med fortrinsret kun forstrækkes 1/12 månedlig

(Kjøbenhavnsposten, 21. august 1849)

Forestillinger om forholdene på de vestindiske øer må have været særdeles begrænset. Her har satiretegneren H. P. Klæstrup fantaseret sig til hvordan det gik til da grundloven blev forkyndt på St. Thomas 1849. En officer (guvernøren?) får den stukket i hånden af en barfodet sort med høj hat og pisk i hånden.

I 1878 gjorde arbejderne oprør, den såkaldte Fireburn opstand som de danske myndigheder slog hårdt ned imod. Opstanden medførte dog at arbejderne fik en anelse mere end løn, men kampen for bedre arbejdsforhold varede helt indtil øerne i 1917 blev overdraget til USA.

Fra Elben. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben, 13. august Den samlede regeringskommission, der tog afsted til Flensborg, nemlig præsident Eulenburg fra Preussen, kammerherre v. Tillisch fra Danmark, og fra England generalkonsulen hr. Hodges fra Hamburg har som mægler, har ikke uden grund valgt byen Flensborg som sit sæde. Indbyggerne dér er som bekendt dels tyske og dels danske, men den største del er hverken det ene eller det andet på dette handelssted. Den preussiske kommissær finder sin støtte i det tyske parti, der vokser mere og mere (siden grænsen blev trukket sydpå), den danske kommissær i det danske parti, briterne som mægler i tilfælde af forskelle mellem disse, men den største, den, der uden politiske tilbøjeligheder, er overladt til kommercielle interesser. Det siges i øvrigt, at preusseren kun taler og forstår tysk, danskeren kun dansk og den britiske kun engelsk. Da dette skabte en sprogforvirring i dette baltiske Babylon, siges kommissærerne at være blevet enige om at vælge fransk som forhandlingssprog, for så ville ingen blive fornærmet, da de alle tre siges ikke at være særlig velbevandrede i det sprog. Det danske parti i Flensborg har i øvrigt været meget forbeholdent, siden skellinjen blev trukket syd for byen, og denne linje skulle efter sigende være på vej mod nord. Det ønsker hverken danskernes eller tyskernes venner, heller ikke det store handelsparti, der kun anser sine interesser sikret ved den nuværende forbindelse med syden.

Von der Elbe, 13 Aug. Die nach Flensburg abgegangene combinirte Regierungscommission, von Preussen der Präsident Eulenburg, von Dänemark der Kammerherr v. Tillisch, und von England der Generalkonsul Hr. Hodges von Hamburg, als Schiedsrichter, hat nicht mit Unrecht die Stadt Flensburg zu ihrem Sitze gewählt. Bekanntlich sind dort die Bewohner theils deutsch, theils dänisch gesinnt, der grössere Theil aber ist an diesem Handelsplatz ohne Gesinnung. Der preussische Commissär findet also in der mehr und mehr (seitdem die Demarcationslinie südlicj gezogen ist) sich verstärkenden deutschen Partei, der dänische Commissär in der dänischen Partei, seine Unterstützung, der brittische als Schiedsrichter bei Differenzen zwischen jenen, aber die grösste, diejenige welche, ohne politische Gesinnung, bloss dem Handelsinteresse ergeben ist. Es verlautet übrigens dass der preussische nur deutsch, der dänische nur dänisch und der brittische nur englisch spreche und verstehe. Da nun hieraus eine Sprachverwirrung in diesem baltischen Babel besorgt worden, sollen sich die Commissäre vereinigt haven die französische Sprache zur Verhandlungssprache zu wählen, weil dann keinem zu nahe getreten würde, indem alle drei derselben nicht sehr mächtig seyn sollen. Die dänische Partei in Flensburg ist übrigens sehr zurückhaltend, seitdem die Demarcationslinie südlich von der Stadt gezogen, und diese als eine sich dem Norden zuwendende bezeichnet worden ist. Denne dieses wollen weder die Dänenfreunde noch die Deutschen, noch die grosse Handelspartei, die ihr Interesse nur durch die bisherige Verbindung mit dem Süden gesichert erachtet.

(Allgemeine Zeitung. 21. august 1849)