Kuglen paa Spidsen af vor Frelsers Kirkes Taarn. (Efterskrift til Politivennen)

Kuglen paa Spidsen af vor Frelsers Kirkes Taarn. Til en Tid, da Mange frygte for, at den danske Nationalitet tilsidst ganske skal gaae op i den tydske, er det ikke uden Interesse at see, hvorvidt Tydskheden tidligere har gaaet hos os, og hvor langt større Grund til Frygt l denne Henseende man endnu for 200 Aar siden kunde have havt. Den Reparation, som vor Frelsers Kirkes Taarn paa Christianshavn i denne Tid undergaaer, har ledet til et nyt Beviis herpaa. Ved at aabne den paa sammes Spidse værende Kugle er nemlig fundet adskillige trykte Sager, der angaae Kirkens Historie, og deriblandt den Tale, som holdtes den 25de April 1750, efterat Kuglen - som angives at veie 12,000 Pd. - i Frederik den Femtes og hans Ministres Nærværelse var bleven heiset op. Denne Tale er nemlig holdt paa Tydsk; og hvad enten det nu har været Sognepræsten eller Kirkepatronen, der har holdt den, - rimeligviis den første, - er det dog mærkeligt, at der i Danmarks Hovedstad, i den danske Konges Nærværelse, og til Indvielse af en dansk Kirke endnu for 100 Aar siden er holdt en tydsk Tale. Christianshavn synes overhovedet fra Begyndelsen af at have været tydsk. Den af Christian den Fjerde opbyggede tidligste Kirke - et Brædehuus, som laae i St. Annægade, hvor nu Assistents-Kirkegaarden er - var en tydsk Kirke. Først 1682 lagdes Grundvolden til den nuværende Kirke, som under Lambert von Havens Bestyrelse fuldendtes 1694. Under de følgende Konger forsynedes den lidt efter lidt med Prædikestol, Orgel, Døbefont. Alteret opreistes 1732. Endelig opbyggedes i 1740 under Lauritz de Thurah det bekjendte Taarn, som altsaa til næste Foraar vil kunne feire sit første Hundredaars Jubilæum. Denne Kirke var fra Begyndelsen af bestemt til at være dansk Kirke, saaledes som den endnu ofte af Menigmand paa Christianshavn benævnes. Men hvorledes det har seet ud med dens Danskhed, kan man slutte sig til af den Omstændighed, at dens første danske Præst var sen samme, der i 23 Aar havde været tydsk Præst i samme Menighed. Ogsaa vidner de ældste Kirkebøger stærkt om det tydske Sprogs Almindelighed; thi baade en stor Mængde Ord og hele Stilen er aabenbart tydsk, saa at man paa mange Steder i Tankerne maa oversætte det paa Tydsk, for at forstaae det. Som en Erstatning for den nedlagte tydske Kirke er formodentlig senere Frederiks tydste Kirke opført. Men imedens Kirken endnu staaer der, er Menigheden efterhaanden uddød, saa den nu kun tæller nogle saa Familier og ikke vilde være istand til at vedligeholde sin særskilte Gudstjeneste uden Hjælp af Legater og Bidrag af den danske Garnisonsmenighed. Del er saaledes kjendeligt, hvilke Tilbageskridt Tydskheden, der endnu for 100 Aar siden dominerede i København, har gjort, og hvorledes den danske Aand i en forholdsviis kort Tid har vidst at gennemtrænge de her domicilierede tydske Familier. Dette skyldes upaatvivleligen fornemmelig Danskheden hos Kongen og i Literaturen. Og saalænge Danmark beholder Konger saa danske som den, der nu sidder paa Thronen, og har en saa indholdsriig dansk Literatur at støtte sig til som den, hvis Dobbeltstjerner er Holberg og Oehlenschlæger, har det ingen Grund til mismodig Frygt for at blive opslugt af Tydskland.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. september 1849, 2. udgave).

Hertugdømmerne: Embedsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Embedsstanden vedbliver at være sin hidtil spilte skjendige Rolle i alle Henseender troe. Ei alene at de ikke ville adlyde Bestyrelses-Commissionens Forskrifter, men disse Meenedere vægre sig ogsaa ved at offentliggjøre deres retmæssige Konges Proclamation til Slesvigerne. Imidlertid agte dog disse embedsmænd ikke at forlade deres Poster, og i denne Henseende er den Erklæring især vigtig, som Overretten i Slesvig og mange andre Embedsmænd have udstedt; vi meddele samme, der lyder saaledes: "Aaben Erklæring. De undertegnede Embedsmænd i Hertugdømmet Slesvig, ligesaa fast overbeviste om den retlige Bestaaen af de for længe siden bekjendte, af Hertugdømmernes Landsrettigheder uddragne tre Fundamentalsætninger, som om, at en Adskillelse af Hertugdømmerne vil ødelægge sammes Velstand, Ro og Tilfredshed, følge sig opfordrede af Pligt og Samvittighed til offentligt at erklære Følgende: Med Hensyn til, at der ved den mellem Preussen og Danmark afsluttede Vaabenstilstandsconvention af 10de Juli d. A. kun bliver skabt en forbigaaende, Hertugdømmernes Rettigheder aldeles ikke præjudicerende Tilstand; fremdeles i den faste Overbeviisning, at der efter Vaabenstilstandens Udløb vil blive afslutte en Fred, som ikke krænker Hertugdømmernes Statsret eller at Tydskland vil gjøre Brug af Opsigelsesretten og fortsætte Krigen, endelig i Betragtning af, at Landsforvaltning selvforstaaeligt ikke har at føre Administrationen for Hertugdømmet Slesvig i H. M. Kongen af Danmarks Navn som saadan, men i hans Egenskab, som Hertug, holde vi os forpligtede til, i Overeensstemmelse med den i Statholderskabets Proclamation af 23de d. M. indeholdte Opfordring, at fortsætte de med vor Embedsstilling forbundne Forretninger i Overeensstemmelse med de bestaaende Love saa længe, som vi ere i Stand til at forene det med vor Pligt og vor Samvittighed.

Slesvig, d. 30te August 1849. Underskrifterne."

Vi maae her tilføie, at de schl.-holst. Organer opfordre Embedsmændene til at blive paa deres Poster, og søge at vanskeliggjøre Bestyrelses-Commissionens Arbeide; de raade dem til ikke at indgive deres Afsted, men hellere lade sig afsætte; vel, mene disse Organer, faaer man da endeel dansksindede Embedsmænd, men da man dog ikke kan besætte alle Embederne med nye Mænd, saa vil det paa denne Maade umuliggjøres for Bestyrelsescommissionen at regjere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. september 1849, 2. udgave).

Frederik 7.'s Proklamation til Slesvigerne, 27de August 1849. (Efterskrift til Politivennen).

Den 27. august 1848 udsendte Frederik 7. en proklamation til slesvigerne:

Kongen har udstedt følgende proklamation til slesvigerne: 

"Slesvigere! Det er endelig lykkes Os at standse krigens onder, som især har tynget på Vore tro indbyggere i hertugdømmet Slesvig og måtte føles dobbelt smerteligt, da det var sønner af de under Vort scepter forenede lande, som stod fjendtlige lige overfor hverandre. Det er Vort tillidsfulde håb, at den nu indtrådte våbenstilstand vil være forbudet for fredens tilbagevendende velsignelser, og Vort Hjerte føler trang til i dette øjeblik at rette et ord til Vore slesvigske undersåtter. 

De iblandt jer, som under de vanskeligste forhold har bevaret fast troskab til Os - og med landsfaderlig glæde kunne Vi dertil henregne den overvejende del af folket i Slesvig - I vil finde den bedste løn i egen bevidsthed og i det eksempel, som I efterlod jeres børn. Men modtag også jeres konges tak; for jeres urokkelige hengivenhed har under de mange og dybe krænkelser, som Vort hjerte har måttet erfaret, været Os den bedste erstatning. 

De iblandt jer, som, forglemmende den retfærdighed og mildhed, den fred og rige velsignelse, som jeres fædre og I har nydt under Vore kongelige forfædres scepter, er gerådet på afveje. Jer vil nu sørgelige erfaringer have lært, at I i fremtiden har at søge hjælp og beskyttelse hos jeres retmæssige landsherre, og I vil, når I med oprigtigt sind vender tilbage til Os, finde OS beredt til at glemme det forbigangne. 

Af jer alle, indbyggere i hertugdømmet Slesvig, håber og venter Vi, at I, så længe den nu indsatte landsbestyrelse består, ved en med lov og ret stemmende adfærd vil bidrage til at fremme det begyndte fredens værk til landets bedste, og at I også i fremtiden efter evne ville understotte Os i Vore bestræbelser for, ved landsfaderlig regering og ved nye institutioner, som Vi ville give jer, påny at begrunde og at befæste alle Vore Undersåtters velfærd. Christiansborg Slot, den 27. august 1849''.

(Kjøbenhavnsposten, 1. september 1849)

Hvis proklamationens formål havde været at bidrage til en løsning på spørgsmålet, nåede den ikke sin hensigt. Nedenstående erklæring fra Tønder har nok udtrykt mange sydslesvigeres synspunkt:

I staden Tønder har man udstedt følgende erklæring: "I henhold til kongen af Danmarks proklamation til slesvigerne, som er kommet til vores kundskab, føler vi undertegnede borgere og indbyggere af staden Tønder os foranlediget til at erklære følgende: "Vi må dybt beklage at der endnu gives folk blandt os der af mangel på patriotiske eller endog så fjendtlige mod vores rejsning, at de fortjener den tak der bliver dem til del i denne proklamation. 2) Vi bekender og tilstår med frejdighed og glæde at vi med fuld overbevisning har sluttet os til Slesvig-Holstens rejsning for sin gode, af alle tidligere hertiger anerkendte og beseglede ret, og vi vil aldrig nogensinde indrømme at vi ved vor opstand er kommet på afveje og er blevet oprørere og rebeller. 3) Vi elsker rigtig nok freden og har følt krigens tryk, men må alligevel kundgøre åbent og højtideligt at vi er rede til at yde endnu større ofre for at undgå en fred hvorved vores rettigheder krænkes og helle bånd sønderrives." (Erklæringen har 257 underskrifter). (Hp. A.)

(Kjøbenhavnsposten, 14. september 1849).

Tønder. Kaj Wamberg. Det kongelige Bibliotek.

Fra august 1849 nedsattes en tremandskommission i Slesvig bestående af det danske medlem Frederik Tillisch, den preussiske repræsentant grev Eulenberg og den engelske repræsentant oberst Hodges. Den skulle bestyre Slesvig, men mødtes fra starten af aktiv og passiv modstand fra slesvig-holstenerne. Den havde ikke militær myndighed over Nordslesvig, der var besat af svenske og norske tropper. 

Spektakler i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Den 26. og 27. august var det spektakler i Flensborg hvor danske søfolk voldeligt overfaldt borgere i byen:

Angående spektaklerne i Flensborg d. 26. og 27. aug. vil vi endnu meddele følgende uddrag af et brev derfra :

Spektaklet begyndte d. 26. med at et dannebrogsflag var bleven hejst på et flensburger skib; dette ville gendarmer og soldater fra lazaretterne tage ned, hvilket søfolkene ville forhindre og gav til den ende ild på soldaterne af hvilke flere blev sårede. Nu kom en preussisk patrulje til og søfolkene gik hjem. D. 27. rykkede preusserne bort og nu gik søfolk, sjovere etc løs på ankersmed Volkmars, drejerne Andreas's og Sachses huse, der blev slemt spolerede og alt kastet ud af vinduerne. Derpå begav man sig til toldskiltet. Politimester Krohn kom til med alle slags militære fra lazareterne. Disse var bevæbnede med geværer; først brugte de bajonetterne, dernæst blev fyret med skarpt, hvorpå hoben skiltes ad. En slagter blev dræbt, en kontrollor Andersen (tysksindet) hårdt såret og flere let sårede. 

Om eftermiddagen kl. 1 kom svenskerne, og soldaterne fra lazaretterne indfandt sig atter foran Volkmars hus, men blev straks fordrevet af folkehoben under sang af "den tapre Landsoldat" og andre danske sange. Soldaterne gik til hovedvagten og undervejs arresterede de købmand A. Christiansen. Folkehoben befriede ham og drev soldaterne fra hverandre. Da man om aftenen atter indfandt sig hos Krohn, var både han og gendarmerne borte. Nu gik man til cigarmager Hildegaard, hos hvem vinduerne blev  ituslåede og hans varer kastet ud eller borttagne. Derefter gik man til Soltau, som blev fri for videre molest, da han gav vin, hvorfor et "Leve" blev udbragt for ham. En anden slesvig-holst. senator Hennings måtte også give vin, drikke hoben til og udbringe et hurra for kongen. Nu gik man til pastor Valentiner og råbte blandt andet: "Kom herut, du lange Lena, kok uns Kaffe, denn nu wollen wir nich langer Spöl drinken und Herings mit Solt eden!" (hvilket refererede sig til præstens Længde og tidligere ytringer om at småfolk levede for godt). 

Derefter gik det også her løs på vinduer etc. Endvidere besøgtes i syden: Købmændene Birck, Beck, borgmester Callisen m. fl., som dog kom lettere derfra. Svenskerne måtte endelig lægge sig imellem og bragte snart roligheden til veje. Svenskerne havde tidligere fået fat på to gensdarmer, som fik bank, og to andre der om matten, forklædte som borgere med skjulte våben (dolke og pistoler), ville snige sig  ind til den dansksindede billedhugger Klewing, blev grebne af de vagthavende borgere. Disse Gendarmer angav at have fået forklædning og våben af pottemager Klahre. Fra den tid har alt været roligt. Man finder i Flensborg svenskerne og nordmændene såre elskværdige og en umådelig forskel mellem disses høflige og venlige væsen og gendarmernes og de andre slesvig-holst. soldaters brutalitet. De svenske soldater er meget religiøse; de synger salmer og holder bøn hver morgen på åben gade i Flensborg.

(Ribe Stifts-Tidende, 4. september 1849)

Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Regjeringscommissionens Indsættelse i Flensborg er dog ikke løben saa fredeligt af, som det efter de første Efterretninger saae ud til. Det slesvigholsteenske Mindretal i Byen er optraadt imod den med sin sædvanlige Uforskammethed, anført af Politimester Krohn, som er begyndt med at nedrive Kommissionens paa Gadehjørnerne opslaaede Bekjendtgjørelser og med at arrestere Kjøbmand And. Christiansen, det havde vovet sig tilbage til sin Fødeby. Disse Kraftanstreengelser have formodentlig end meer opbragt den store dansksindede Fleerhed af Byens Borgere; i alt Fald have disse strax foranstaltet Moddemonstralioner, saasom Fest- maaltid med Kanonskud, Heisning af danske Flag, Tog igjennem Gaderne med patriotiske Sange. I Søndags Aftes Kl. 7 stødte Partierne sammen paa Skibsbroen, hvor der fra begge Sider blev gjort Brug af Vaaben; navnlig skulle 2 Rekonvalescenter af 9de Insurgent- bataillon vare blevne saarede ved Pistolskud fra dansk Side. De i Staden garnisonerende Preussere maatte stille Partierne ad, og rense Gaderne med faldet Bayonnet. Men Mandag Formiddag begyndte Urolighederne igjen. Den dansksindede Mængde skal være trængt ind i nogle Tydskeres Huse, efter at have slaaet Vinduer og Dørre ind; den skal have revet Postskildtet ned og have tiltænkt Krohns Huus et Besøg. Denne stillede sig da i Spidsen for sine Gensd'armer, forstærkede med endeel saakaldtc Reconvalescenter, og denne Bande skjød paa Mængden, hvorved et Par skulle vare blevne haardt saarede eller dræbte. Der blev nu - thi Preusserne synes da at have forladt Byen - dannet et Sikkerhedscorps af Borgere, men Tumulten skal alligevel have vedvaret til om Aftenen, da de svenst-norske Tropper landede under en uhyre Sammenstimlen af Mennesker. Derefter synes der at være blevet roligt. De tydsksindede Indbyggere siges at tænke paa Flugt, og Krohn skal alt have gjort sig usynlig med sine Gensd'armer.

I Flensborg har der den 27de om Morgenen og ind til Svenskerne ankom, hvilket skeete Kl. 5 om Eftermiddagen, været meget betydelige Uroligheder, hvorved der ere Flere blevne meer eller mindre haardt saarede, og 2 Gensd'armer skudte. Haardt saaret er en brav dansk Mand, Controlleur Andersen, ved et Skud i Laaret; endvidere en vis Heinze, som ifjor var med ved Herregaardsskytterne, og som skal have mistet den ene Haand. Svenskerne adsplittede Pøbelen med Bayonnetterne. (N. Posteft.) I en Skrivelse fra Slesvig af 28de hedder det: "Man vilde ødelægge Politimester Krohns Huus, fordi hanl!) havde nedtaget Installeringscommissionens Placat, fordi ingen Underretning var meddeelt hams!) som Politiembedsmand. Overalt i den sydlige Deel af Byen var denne Placat bleven tilsølet. Imidlertid var Tumulten standset efter at Svenskerne i en uhyre Trænqsel vare landede. Preusserne havde, mærkeligt nok, forladt Byen; den tydsksindede Deel af Befolkningen var i Begreb med at flygte."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1849).