Frigivne Civilpersoner. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, 27. september (O.T.) De sidste af de slesvig-holstenske civile som var blevet fanget af danskerne og slæbt til Danmark, er endelig blevet løsladt i København. De er i morges med Dampskibet "Carol. Amalie" ankommet til Sønderborg. Det var fru Klyhn (hustru til skibskaptajnen Klyhn) med mor og børn fra Nordborg, administrator Thomsen, fuldmægtig Olsen med hustru og søn, dyrlæge Arp, Matthiesen, skomager Brüning og autoriserede repræsentant Petersen fra Augustenborg, bogbinder Eggert og farverelev Sauermann fra Sønderborg. Eggert og Sauermann blev allerede slæbt væk under den forrige våbenhvile, førstnævnte formentlig fordi han underskrev pro-tyskeres adresse på Als til kongen af ​​Preussen, sidstnævnte fordi han har en pro-tysk far. Disse to blev fragtet fra fængsel til fængsel til København via Fyn og Sjælland og sad der i yderligere 4 til 6 uger. De fik aldrig at vide, hvorfor de blev arresteret; de blev ikke afhørt i de 28 uger af deres fængsling, hvilket de ofte bad om at blive, kort sagt blev de behandlet lige så vilkårligt og hensynsløst, som var de fanger i røverstaterne. Deres førnævnte medlidende blev nogle måneder senere hhv. revet fra hus og gård, fra virksomhed og fra familiekreds; de har ikke fået at vide hvorfor dette skete.

Flensburg, 27. Sept. (O. T.) Endlich sind die letzten der von den Dänen eingezogenen und nach Dänemark geschleppten schleswig-holsteinischen Civilpersonen in Kopenhagen freigegeben. Sie sind diesen Morgen pr. Dampschiff "Carol. Amalie" zu Sonderburg angekommen. Sie waren Madame Klyhn (Frau des Schiffscapitäns Klyhn) mit Mutter und Kindern, aus Norburg, Verwalter Thomsen, Hoffschreiber Olsen mit Frau und Sohn, Thierarzt Arp, Matthiesen, Schustermeister Brüning und Gevollmächtiger Petersen aus Augustenburg, Buchbinder Eggert und Färberlehrling Sauermann aus Sonderburg. Eggert und Sauermann wurden schon während des vorigen Waffenstilstands fortgeschleppt, ersterer wahrscheinlich, weil er die Adresse Deutschgesinnter auf Alsen an den König von Preussen unterschrieben, letzterer weil er einen deutschgesinnten Vater hat. Diese beiden wurden über Fühnen und Seeland von Gefängniss zu Gefängniss nach Kopenhagen transportirt und dort auch noch 4 bis 6 Wochen eingekerkert gehalten. Es ist ihnen niemals gesagt worden, weshalb sie inhaftirt worden; sie sind in den 28 Wochen ihrer Gefangenschaft nicht in Verhör genommen, um welches sie noch oft angehalten, kurz es ist mit ihnen so willkürlich und rücksichtslos verfahren worden, als wären sie Gefangene in den Raubstaaten. Ihre vorgenannten Leidensgenossen wurden einige Monate später resp. von Haus und Hof, aus ihrem Geschäfte und aus ihrem Familienkreise gerissen; weshalb dieses geschehen, das wird man auch ihnen nicht gesagt haben.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 2. oktober 1849)

Deputationen fra Angeln. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Om Deputationen fra Angelns Audients hos Kongen af Preussen indeholder "Kieler Corr. Bl." Følgende, dateret den 26de September: "Som bekjendt havde de syv Menigheder i Angeln afsendt en Deputation til Berlin, der bestod af Hr. Pastor Schmidt fra Grundtoft og tvende Bønder ved Navn Hansen, den Ene fra Langballig og den Anden fra Tweedt, for at overrække den preussiske Regjering en Adresse i Anledning af Demarkationslinien i Nordslesvig. I denne Adresse var der fornemmelig udtalt det Ønske, at disse syv Menigheder ikke bleve, hvis man havde isinde at dele Slesvig ved den forestaaende Fred, indlemmede i Danmark, men der imod i der tydske Schleswig-Holstein, hvortil de hørte hen. Denne Deputation havde i Løbet af forrige Uge Audience hos Udenrigsministeren, Friherre v. Schleinitz, for hvem de foredrog deres Ønske, ligesom ogsaa Hr. Pastor Schmidt i det Hele taget ikke undlod paa en ligefrem og tydelig Maade at skildre Landets Tilstand. Minister von Schleinitz erklærede, at der endnu ikke ved de overhovedet endnu ei aabnede Fredsunderhandlinger, var blevet tænkt paa nogen Demarcationslinie, og skulde det komme til en Deling, kunde han forsikkre dem om, at disse syv tydske Menigheder skulde komme til at ligge lyd og ikke nord for Linien; det var alt hvad han for Øieblikket kunde sige, hvis han skulde forblive i sit Embede og tage Deel i Kredsunderhandlingerne. Han fandt det ogsaa hensigtsmæssigt, at de ansøgte om en Audience hos hs. Majestæt Kongen, hvilken vistnok vilde blive tilstaaet dem, ligesom han ogsaa forsikkrede dem om, at han ved denne Ledighed vilde være deres Talsmand. Om Søndagen efter Kirketiden erholdt Deputationen Audience hos Kongen, til hvilken den netop tilstedeværende Generalsuperintendent, Hr. Provst Nielsen, sluttede sig. Hr. Pastor Schmidt holdt i Deputationens Navn en Tale til Kongen, der næsten varede en halv Time, i hvilken han nærmere motiverede de i Adressen omtalte Ønsker i Henseende til de syv Menigheders Stillling til Demarkationslinien. Han beviste, hvorledes en Fraskillelse fra det øvrige Schleswig-Holstein vilde geraade disse Menigheder i flere Henseender til største Skade, de vilde miste deres Sprog, da de jo dog ere Tydske, hvilket kan oplyses af Kirkebøgerne, Gravskrivter og alle Slags Aktstykker fra de ældste Tider, og berøvede deres Nationalilet, ville de blive tvungne til at bruge det danske Sprog. De fraskilte Menigheder vilde blive forme, og demoraliserede, da ethvert dannet og retskaffent Medlem for lang Tid siden har været tydsk. Alle hellige Familiebaand, alle venskabelige Forhold, alle merkantile Interesser vilde ved en slig Adskillelse blive kuldkastede, og den danske Propaganda, der ikke skyer noget Middel for at opnaae sine Hensigter, vilde ikke undlade i alle Maader at befordre Menighedernes Fordærvelse. Dette var, efter Talerens Mening, hans Hverv, dog kunde han, da det nu engang var forundt ham at staae for den Konge, der væsentligen havde Tydsklands ligesom ogsaa Schleswig-Holsteins Skjebne i sin Haand, ikke undlade at berøre dette Lands almindelige Interesser. Taleren omtalte dernæst den danske Regjerings Indgreb i dette Lands gamle Rettigheder, de mange Indskrænkninger, Hertugdømmerne havde maattet taale, og den tilsidst til disses Afværgelse og Hertugdømmernes Forsvar nødvendige Opstand. Han mindede om, at Kongen selv havde anerkjendt Landets Rettigheder og at han havde været den Første til at understøtte dem med sin Hær; han forklarede, at Schleswig- Holsteinerne ikke i mindste Maade vare Rebeller og Oprørere, og at de endnu bestandig vare for Personalunionen og ikke vilde vide noget af demokratiske Agitationer, ligesom ogsaa en Befolkning, der hovedsageligen bestaaer af velhavende Agerdyrkere, kun kan være konservativ, og et egentligt Proletariat i Landet ikke er tilstede. Men Enhver er beredt paa at opretholde Landets Rettigheder og Velvære, og vil gjerne op, offre sine Sønner og sine Penge for at ikke de nøie med hinanden forbundne Hertugdømmer skulle adskilles, og overgives til Danmark. Iøvrigt er det klart af Bestyrelses-Commissionens Skalten og Valten i Flensborg, hvortil det vil føre, naar de gamle Tider igjen stulde oprettes. Kongen havde hørt meget opmærksomt paa denne lange Forklaring, og modtog, efter eget Ønske, Adressen af de Deputeredes Hænder. Derpaa yttrede han, at Foredraget havde været ham saameget mere interessant, som meget af det Forklarede havde været ham ubekjendt, eller dog ikke var blevet ham saaledes forestillet; det var godt, om alle disse Kjendsgjerninger bleve mere udbredte, dog forekom det ham, om det ikke var raadeligst, paa en ligesaa aaben og frimodig Maade at forklare Forholdene for Kongen i Kjøbenhavn? Hr. Pastor Schmidt svarede derpaa, at det ikke godt lod sig gjøre, da den kjøbenhavnske Pøbel vistnok vilde slaae Deputationen ihjel, eller ogsaa, om dette kunde forhindres, vilde dog en slig Deputation ikke finde Gehør hos Herskeren. Kongen bemærkede derpaa, at han havde gjort meget for Schleswig-Holstein, men kunde foreløbig ikke gjøre mere formedelst Ruslands og Englands Opposition, han maatte ogsaa tage Hensyn til Preussens Fordringer, dog skulde han ogsaa for Fremtiden gunstigen varetage Hertugdømmernes Interesser.

Provst Nielsen greb derpaa Ledigheden til paany at indflette nogle Bemærkninger om den nuværende Bestyrelses-Commission, og at fremstille Geistlighedens og Embedsmændenes Vægring i sit rette Lys. Ogsaa med de tvende andre Deputerede underholdt Kongen sig paa det Venskabeligste og lod sig Alt forklare paa der Nøiagtigste. Deputationen blev derpaa indbuden til det kongelige Taffel. Efterat dette var hævet, underholdt Minister v. Schleinitz sig med Deputationen, og Hs. Majestæts Fløiadjutant v. Bonin indbød Hr. Pastor Schmidt til Hds. Majestæt Dronningen, der ønskede at gjøre hans Bekendtskab, og ogsaa for denne høie Dame fandt Hr. Pastoren Leilighed til at skildre Landets Tilstand for hende og lægge Høistsamme Hertugdømmerncs Interesse paa Hjerte. Deputationen har forladt Berlin med den Overbeviisning, at man der finder beredvillige Ører for Hertugdømmernes Anliggender, og at i ethvert Tilfælde denne Mission der har efterladt et dybt og varigt Indtryk, hvis ikke overordentlige Forhold skulde gjøre selv den bedste Villie tilskamme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. oktober 1849, 2. udgave).

Hertugdømmerne. Tønningen. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Tønningen viser sig endnu stridig med Hensyn til Indsættelsen af den nye Postmester. Overpostdirecteur v. Holstein, som med nogle andre Embedsmænd i denne Anledning ere reiste igjennem Husum, ere der blevne insulterede. Det hændte sig just, at der holdtes Marked, hvorved en Deel Pøbel deeltog i disse Optøier. - Man forfulgte ogsaa Cichoriefabrikant Schmidt lige til hans Bopæl, hvor han vilde tale Folket tilrette. Denne Mand ansees i Husum for dansksindet, navnlig fordi han har givet den nye Borgermester Logis og man slog nogle Vinduer ind hos ham. Militairet bragte atter Orden tilveie. Alt. Mercurs Correspondent beklager meget denne Tildragene, og anseer det for afgjort, at Husum vil blive erklæret i Beleiringstilstand. I Tønningen har man temmelig lydeligt givet sin Misfornøjelse tilkjende mod den nye Postmester Knutzen fra Apenrade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. september 1849, 2. udgave).

Slesv. Holst. Altona, 28. september Der kom ingen post sendt direkte fra Tønning med morgentoget. Tønnings Post fordeles snarere fra Friedrichstadt. Ifølge de modtagne beskeder gjorde forholdene i Tønning det nødvendigt, at posten blev overført til den preussiske hovedvagt dér og modtaget af en preussisk militærperson.

Schlesw. Holst. Altona, 28. Sept. Mit dem Morgenbahzuge ist gar keine von Tönning direct expedirte Post mitgekommen, die Tönninger Post is vielmehr von Friedrichstadt kartirt. Den eingegangenen Nachrichen zufolge haben die in Tönning bestehende Zustände es nämlich nothwendig gemacht, dass die Post daselbst nach der preussischen Hauptwache verlagt und dort von einer preussischen Militärperson in Empfang genommen vorden ist. 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 2. oktober 1849. Ausserordentliche Beilage).

Postmester Knutzen i Apenrade er af Landsbestyrelsen forsat til Tønning og i hans Sted er Postmester Moltke ansat og indtruffen i Apenrade. Da K. imidlertid den 25de Sept. ankom til Tønning, ledsaget af Postinspecteur Holstein og dennes Secretair samt 18 preussiske Husarer, bleve de jagede ud af Pøbelen med Hujen og Steenkast. Ankomne til Husum bleve de modtagne som i Tønning, og det lykkedes dem først at slippe ud af Byen, da en dansksindet Borger, Cichoriefabrikant Schmidt, ved en Tiltale til Pøbelen havde vendt dennes Raseri mod sig. Han flygtede til sit Huus, hvor ogsaa Borgemester Davids boer, og Skaren hævnede sig ved at slaae hans Ruder ind. Da det preussiske Militair blev opbudt, blev Roligheden øieblikkelig tilvejebragt. Ifølge "B. H." have Borgerne i Tønning bemægtiget sig Toldkassen og ført den til Rendsborg uden at hindres af Miliiairet, og ifølge "R. fr. Pr." har Magistraten i Eckernførde besluttet, ikke at publicere Landsbestyrelsens Circnlaire af 17de f. M. udstedte Love.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. oktober 1849).

Tønningen, den 27. september (Hus. Wochenbl.) Som følge af den lokale postmester Karstens erklæring til forbundsadministrationen om, at han ville fortsætte med at fremsende skrivelser, der var stilet til guvernøren under officielle anliggender, ankom mandag den 24. september, kammerherre v. Holstein med to andre personer for at udgøre den ene af dem som postmester her. De blev mødt med en byge af sten. Da v. Holstein meddelte vor postmester sin afskedigelse, forklarede denne at han kun ville vige for vold, og da førstnævnte truede med at henvende sig til magistraten, svarede Karstens: "De kommer i lige der." De nåede hverken at se magistraten eller rådhuset, men måtte flygte så hurtigt som muligt. Tirsdag morgen mellem klokken 10 og 11 ankom gæsterne der var taget af sted dagen før, igen, nu eskorteret af 6 husarer og en underofficer. På ingen tid var 4-500 mennesker samlet og en frygtelig stenregn begyndte på ny. De holdt ved markedspladsen ved J. H. Schmidt, hvor en løjtnant af husarerne har indlogeret sig, var døren låst - hos kromanden Lexow, hvor de gik, var det det samme, og hvis herrerne ikke vilde bukke under for sten, måtte de tage flugten til vagten. Der blev slået og blæst generalmarch, og efter omkring 2 til 3 timer, hvor militæret var blevet samlet, gik de under dettes beskyttelse igen til postmester Karstens, og denne måtte nu fratræde sit embede, da han nu så bajonetter og styrken var stående foran døren. Men da den kvasi-postmester erklærede, at han ville tage jobbet, forlod de tre herrer byen til fods og steg kun ombord i deres ventende vogn på hovedvejen. Trods alle betjentenes ordrer, trods truslen om, at der ville blive beordret ild, på trods af at denne kommando egentlig skulle have været udført, fortsatte stenkastningen, og der blev ikke affyret skud. Forretningen ledes indtil videre af en preussisk underofficer, som har ret svært ved at arbejde sig igennem, da fuldmægtigen og ekspedienten har forladt kontoret. (Sammenlign denne avis nr. 275)

Tönningen, 27. Sept. (Hus. Wochenbl.) In Folge der Erklärung des hiesigen Postmeisters Karstens, gegenüber der Bundesverwaltung, dass er nach wie vor an die Statthalterschafdt gerichtete Schreiben unter Dienstsachen befördern werde, traf am Montag, den 24. d., der Kammerherr v. Holstein mit zwei anderen Individuen hier ein, um einen derselben al Postmeister hierselbst zu constituieren. Mit einen Steinregen wurden sie empfangen. Als v. Holstein unserm Postmeister seine Entlassung ankündigte, erklärte derselbe, nur der Gewalt weichen zu wollen, und als Ersterer drohe, sich an den Magistrat zu wenden, versetzte Karstens: "da kommen sie gerade bei den Rechten." Sie bekamen denn auch weder Magistrat noch Rathhaus zu sehen, sondern mussten sich schleunigst auf und davon machen. Am Dienstag Vormittags zwischen 10 und 11 Uhr, trafen die Tags zuvor expedirten Gäste abermals ein, und zwar von 6 Husaren und einem Unterofficier escortirt. Im einem Nu waren 4-500 Menschen  versammelt und ein furchtbarer Steinregen begann aus Neue.  Am Markt bei J. H. Schmidt, woselbst ein Husaren-Lieutenant logirt, machten sie Halt, allein die Thür war verschlossen - beim Gastwirth Lexow, wohin sie sich nun begaben, gings ebenso, und wollten die Herren nicht den Steinwürfen erliegen, so mussten sie in die Wache flüchten. Es wurde Generalmarsch geschlagen und geblasen, und nach etwa 2 bis 3 Stunden begaben sie sich, nachdem das Militär scharf geladen, unter dessen Schutz abermals zum Postmeister Karstens, und derselbe musste, da er jetzt Bajonette sah und die Gewalt vor der Thüre stand, von seinem Amte zurücktreten. Da nun aber der Quasi-Postmeister erklärte, seinenfalls die Stelle annehmen zu wollen, so verliessen die drei Herren zu Fuss die Stadt und bestiegen erst auf der Chaussee den ihrer Harrenden Wagen. Trotz allen Befehlen der Officiere, trotz der Drohung das Feuer commandirt werden würde, trotzdem, das dieses Commando in der That erfolgt sein soll, hörte das Steinwerfen nicht auf und erfolgte kein Schuss. Einstweilen werden die Geschäfte von einen preussischen Unterofficier verwaltet, welchem es, da gevollmächtiger und Schreiber das Comptoir verlassen, ziemlich schwierig wird, sich hindurch zu arbeiten. (Vgl. Nr. 275 d. Ztg.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ...  6. oktober 1849). 

I slutningen af september 1849 blev en preussisk vagtmester indsat som postmester, men ingen ville tilbyde ham rum til postkontor. Han måtte derfor indrette det i vagtstuen. 

Brutalitet i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 21. november. Alt er ekstremt trist her i alle forhold i hertugdømmet Slesvig, og der er en tilstand af frygt, tvivl og en dermed forbundet had mod Danmark der er ubeskrivelig. I Flensborg, hvor dansk arrogance nu viser sig på den mest brutale måde, er sikkerheden for alle tysksindede beboere således at de nærmest er i overhængende fare hver dag. Den dansksindede pøbel her, forstærket af hundredevis af udenlandske sømænd fra øerne der slentrer ledigt omkring, udøver de største brutaliteter med strenge afstraffelser mod mennesker, der mistænkes for at have tyske synspunkter, uden at de kan finde den mindste beskyttelse mod det. Politimester Schrader som nu fungerer her, er en fanatisk dansker der er fuldstændig loyal over for det danske parti, og det svensk-norske mandskab her er fuldstændig passivt i alle disse stridigheder. Gravene for nogle tyske soldater der døde i sidste års og dette års kampe, er nu blevet hårdt udsat for hærværk, eller korsene på dem er blevet skæmmet med hånende inskriptioner og beskidte vittigheder. Den bitterhed, som alt dette skaber blandt den tysksindede befolkning i Flensborg, eftersom hele middelklassen med få undtagelser er besjælet af nidkær patriotisme, kan næppe beskrives. Folk afventer begyndelsen af ​​den nye kamp med stort håb og er fast besluttet på at vove det yderste i stedet for at udholde denne situation længere. De flittigste forberedelser bliver gjort hele tiden, og den slesvig-holstenske hær føler sig stærk nok til at starte kampen med det danske alene. (C.Z.).

Schleswig, 21. Nov. Es steht ungemein traurig hier in allen Verhältnissen des Herzogthums Schleswig jetzt aus, und es herrscht ein Zustand der Furcht, desw Zweifelns und, damit verbunden, des Hasses gegen Dänemark, der unbeschreibbar ist. In Flensburg, wo der dänische Uebermuth jetzt auf die brutalste Weise sich geberdet, schwebt die Sicherheit aller deutschgesinnten Einwohner täglich fast in drohender Gefahr. Der dänischgesinnte Pöbel hier, noch verstärkt durch hunderte fremder Matrosen von den Inseln, die hier müssig herumlungern, verübt engestraft die grössten Brutalitäten gegen Personen, die im Verdacht deutscher Gesinnung bei ihm stehen, ohne dass diese auch nur den mindesten Schutz dagegen finden können. Der jetzt hier fungire3nde Polizeimeister Schrader ist ein fanatisirter Däne durch und durch und ganz der dänischen Partei ergeben, und die hier liegende schwed.-norwegische Besatzung verhält sich ganz passiv bei allen diesen Streitigkeiten. So sind jetzt auch die Gräber mancher deutscher Soldaten, die in den vorjährigen und diesjährigen Kämpfen gefallen waren, arg verwüstet oder die Kreuze darauf mit spöttischen Inschriften, schmutzigen Witzeleien verunziert worden. Welche Erbitterung dies Alles unter der deutschgesinnten Bevölkerung Flensburgs hervorbringt, da der ganze Mittelstand, mit geringen Ausnahmen, von eifrigem Patriotismus beseelt ist, lässt sich kaum bescreiben. Man erwartet den Beginn des neuen Kampfes mit grosser Hoffnung und ist entschlossen, lieber das Auesserste zu wagen, als diesen Zustand länger zu ertragen. Fortwährend wird auf das Eifrigste gerüstet, und die schleswig-holstein. Armes fühlt sich stark genug, allein den Kampf mit der dänischen zu beginnen. (C. Z.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 26. november 1849).

Magistraten i Husum. Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

(Af "Alt. Merc." indtil 23. sept.). De i Husum tvungne magitratspersoner er Gottburgsen, Mummy og Feldberg. Af disse mødte de to første frivilligt på rådstuen ved Davis' indsættelse. Feldberg der havde erklæret kun at ville møde, tvunget af militærmagten, blev afhentet af den preussiske major der bød ham armen og førte ham til rådhuset. Forresten gik alt roligt af. Davis - hedder det - var meget nedslået over stemningen og forsøgte en retfærdiggørelse hvorved tårerne kom ham i øjnene. - Landsbestyrelsens cirkulære til embedsmændene om at stille nye kautioner synes man ikke godt om. Man ser deri et middel til at afskedige en hele del embedsmænd. 

En korrespondent fra Flensborg ytrer at efter hovedtal (pøbelen medregnet) er det danske parti i Flensborg overvejende, men at "ærbarhed og intelligens" åbenbart er på tyskernes side. Han mener tillige at dersom den nordlige del af Slesvig ved den endelige fred bliver inkorporeret i Danmark, vil de rigeste familier forlade landet. (Den ulykke var ikke så stor da der i den den del af landet er rige dansksindede nok).

Fra Flensborg har grev Eulenburg modtaget en adresse med 500 underskrifter hvori det forsikres at slesvig-holstenerne er truede i deres rettigheder, deres nationale liv krænket, deres borgerlige velfærd er angrebet, og man beder ham sige de tyske fyrster og det tyske folk hvad de - et dybt nedbøjet med besindigt og fredselskende folk, lykkeligt som få under solen, der ikke selv vil forstyrre denne lykke, når den ikke blev angrebet uden fra - må lide. (Et frygteligt ansvar hviler på disse folk, der ved oprør har forstyrret et lands lykke som de selv må tilstå at kun få folk nyder under solen).

Flensburg. Christian Friedrich Brandt (1823-1891). Det Kongelige Bibliotek.

(Ribe Stifts-Tidende, 25. september 1849).