23 september 2020

Magistraten i Husum. Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

(Af "Alt. Merc." indtil 23. sept.). De i Husum tvungne magitratspersoner er Gottburgsen, Mummy og Feldberg. Af disse mødte de to første frivilligt på rådstuen ved Davis' indsættelse. Feldberg der havde erklæret kun at ville møde, tvunget af militærmagten, blev afhentet af den preussiske major der bød ham armen og førte ham til rådhuset. Forresten gik alt roligt af. Davis - hedder det - var meget nedslået over stemningen og forsøgte en retfærdiggørelse hvorved tårerne kom ham i øjnene. - Landsbestyrelsens cirkulære til embedsmændene om at stille nye kautioner synes man ikke godt om. Man ser deri et middel til at afskedige en hele del embedsmænd. 

En korrespondent fra Flensborg ytrer at efter hovedtal (pøbelen medregnet) er det danske parti i Flensborg overvejende, men at "ærbarhed og intelligens" åbenbart er på tyskernes side. Han mener tillige at dersom den nordlige del af Slesvig ved den endelige fred bliver inkorporeret i Danmark, vil de rigeste familier forlade landet. (Den ulykke var ikke så stor da der i den den del af landet er rige dansksindede nok).

Fra Flensborg har grev Eulenburg modtaget en adresse med 500 underskrifter hvori det forsikres at slesvig-holstenerne er truede i deres rettigheder, deres nationale liv krænket, deres borgerlige velfærd er angrebet, og man beder ham sige de tyske fyrster og det tyske folk hvad de - et dybt nedbøjet med besindigt og fredselskende folk, lykkeligt som få under solen, der ikke selv vil forstyrre denne lykke, når den ikke blev angrebet uden fra - må lide. (Et frygteligt ansvar hviler på disse folk, der ved oprør har forstyrret et lands lykke som de selv må tilstå at kun få folk nyder under solen).


Flensburg. Christian Friedrich Brandt (1823-1891). Det Kongelige Bibliotek.

(Ribe Stifts-Tidende, 25. september 1849).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar