Slesvig Januar 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

I en og samme avis afspejles den partiskhed som begivenheder blev omtalt med. Som eksempel er dette godt til at vurdere aviskilder fra den periode. Såvel Kjøbenhavnsposten som Ribe Stifts-Tidende er endda blandt de mindst farvede fra denne periode.

Ribe. I Haderslev er de fredelige nordmænd endelig blevet trætte af slesvig-holstenernes både offentlige og private drillerier. I torsdag og fredags i forrige uge har nemlig der været alvorlige slagsmål mellem tyske svende og norske soldater, hvorved førstnævnte er blevet dygtigt gennempryglede. Da dette pak nu ikke tør åbenbart fornærme nordmændene, søger de i smug at hævne sig. Således blev lørdag kastet sten på forbipasserende soldater. Lykkes det imidlertid disse at komme over gerningsmændene til dette og andet lignende, da vil det bekomme dem meget ilde.  For nordmanden har i så henseende meget til fælles med jyden: han kan tåle alt til en tid, men da ænser han ingen fare og bruger ethvert våben, som falder ham i hænderne. - Man antager, at politimester Kjær snart vil blive afsat.

I Flensborg har derimod de dansksindede fået på hovedet af svenskerne, om fortjent eller ufortjent skal vi ikke afgøre. Sagen er os meddelt således: Nytårsaften kl. halvti begav nogle unge handlende sig (ca. 15) i munter stemning hen for at høre på tappenstreg. Straks efter at musikken var forbi, ville de begive sig hjem, syngende "den tapre landsoldat", og således gik det mod "Norden". De syngendes antal blev i et øjeblik forøget til par hundrede, og pludseligt vendte man om til "syden".  Ved hovedvagten gjordes holdt og sangen ophørte: en svensk patrulje kom til og forbød hoben at synge og drage omkring, hvorefter det fra mængden lød, "at man ikke lod sig skrække af svenske". Toget gik videre, og man slog nu vinduer ind hos 5 eller 6 tysksindede; en ridende patrulje kom snart jagende til og huggede ind på hoben, adspredte den og sårede nogle. Mængden gik nu hver til sit, dog som det synes først efter at flere store slesvig-holstenere havde fået kattemusik.

Ribe Stifts-Tidende, 4. januar 1850.

Nord. fr. Pr. meddeler følgende efterretning om det svenske eksekutionsmandskabs fordrivelse fra Angeln: De to adelige godser Landsgaarde og Freienwillen som begge ligger i Grundhoste Sogn nordlig for demarkationslinien, fik d. 5. jan. svensk eksekution, det første 9 og det andet 4 mand. Som en løbeild var dette blevet bekendt i omegnen, og straks aftalte beboerne i den del af sognet, der ligger sydlig for demarkationslinien, at fjerne de svenske fra begge godserne. Til den hensigt forsamlede sig om aftenen d. 6. ved kirken i Grundhoff omtrent 12 til 1300 mand, dog alle ubevæbnede, og drog i procession til Landsgaarde. En deputation af 12 mand gik først ind i huset og forestillede sergenten om han ville foretrække øjeblikkelig med det gode at forlade gården, eller om han ville lade det komme an på hvad der ellers ville ske; det var den forsamlede mængdes ubetingede vilje at rydde huset og man gjorde ham ansvarlig for hvad hans vægring ville medføre. 

Under denne forhandling der blev ført på en meget venskabelig måde, spillede musikanterne ledsagede af to trommer, "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som mængden istemte. Sergenten, en yderst honnet mand, spurgte om de når de gav efter for den udtalte vilje, sikkert kunne komme til Flensborg, hvorpå der straks blev givet disse ni mand svenskere en æresvagt af 10 mand, som fulgte dem en mil på vejen. Derefter drog mængden til det andet Gods Freienwillen, hvor samme fremgangsmåde blev anvendt med samme resultat. 

Ikke en eneste af beboerne fra den del af Sognet, der ligger nordlig for demarkationslinjen, deltog i sagen, for at der ikke skulle ske dem noget af den grund. - Om der senere er foretaget noget i denne sag, berettes ikke; kun fortælles i Nordsl. Tid., at to kompagnier af de norske jægere i Haderslev har fået ordre at marchere sydpå, hvortil modstanden i Angel formodes at være årsagen.

Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1850.

Ved valget i Rendsborg fik den demokratiske kandidat Otto Fock den enorme majoritet af 2.163 st. mod 105 st. som faldt på general Krohn, 74 på general Baudissin, 8 på den forrige deputerede, auditør Brackel og et par andre adsplittede stemmer. Da dette udfald viser at den langt overvejende del såvel af militæret som af befolkningen er demokratisksindede, så hylder de servile blade ganske forfærdeligt i den anledning.

Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1850.

Otto Fock var en af dem som den 24. marts 1848 havde proklameret den provisoriske regering i døren til Kiels rådhus., sammen med bl.a. Diederichsen, Dr. Weber, Karl Friedrich Lucian Samwer, Wilhelm Ahlmann, Hedde, Prof. Weber, Witte, Karl Lorentzen, Chr. Kruse, Wichmann, Prof. Lorentz Stein, Johann Gustav Droysen, Martin Thorsen Schmidt, Friedrich Prinz zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg, Wilhelm Hartwig Beseler (mit der Proklamation in der Hand), Friedrich Graf von Reventlou, Jürgen Bremer,Theodor Olshausen, Hans Reimer Clausen, Wilhelm Hirschfeld, Karl Philipp Francke, Rudolf Schleiden. Hans erindringer findes på Google Books.

Tillisch' Rapport i The Times. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben den 13. december. (H. C.) Den af Times offentliggjort beretning fra kammerherre von Tillisch af  24. forrige måned til Indenrigsministeren i København er et interessant og vigtigt dokument i mere end én forstand, og Tyskland må være Times taknemmelig for at have udgivet det. Rapporten er tilsyneladende henvendt til den danske minister, men hans hemmelige hensigt er åbenbart at påvirke de udenlandske kabinetter i danske interesser og mod Preussen; Dette er den eneste måde at forklare hvordan rapporten fandt vej til London, hvor den sikkert blev offentliggjort uden inddragelse af den danske regering. Enhver der læser beretningen med opmærksomhed, vil snart blive overbevist om at forfatteren har stillet sig en tredobbelt opgave: 1) at fremstille det preussiske militær i Slesvig, især dets kommandant, general Hahn, som partisk, og dermed indirekte at mistænke Preussen; 2) at lægge skylden for den nuværende situation i Slesvig over på det preussiske militær og den slesvigske landsret, og 3) at få den slesvig-holstenske hærs opløst eller gjort uskadelig overfor Danmark. Enhver der kan læse mellem linjerne og som kender danske intentioner og intriger, vil hurtigt finde ud af rapportens egentlige betydning og dens hensigt. Beretningen siger med andre ord nogenlunde sådan her: Under de nuværende omstændigheder og stemningen hos befolkningen i Slesvig, både syd og nord for skel, er det ikke muligt for landsforvaltningen at styre hertugdømmet i dansk ånd og efter danske interesser, da det for at kunne gøre dette, er nødvendigt at afsætte Slesvigs overret og alle embedsmænd og etablere deres loyale satellitter af landsforvaltningen i stedet, men det kan kun ske med våbenmagt , og da landsforvaltningen ikke går med til sådanne procedurer der overtræder vilkårene for våbenhvilen, og ikke kan betjene sig af de preussiske tropper, skal de fjernes fra Slesvig og den del som de besætter, og besættes af tropper fra en anden magt. Endelig, for ikke at forstyrre udførelsen af ​​de danske planer i Slesvig, må den slesvig-holstenske hær opløses eller nærmest afvæbnes ved en erklæring fra stormagterne. - Beretningen indeholder en vigtig tilståelse som vi gerne vil gøre opmærksom på fordi den viser holdningen hos befolkningen i det nordlige Slesvig. Rapporten fortæller at landsforvaltningen ikke kun støder på vanskeligheder i det sydlige Slesvig, men at der også er problemer i nord. Her formodes overretten at være syndebuk, som embedsmændene dér gør modstand, og som går længere i deres ulydighed mod overretten, end selv landsforvaltningen kan undskylde. Hvis vi ikke tager fejl er der kun to tilfælde hvor embedsmændene ikke ønskede at adlyde overretten; nemlig med hensyn til undersøgelsen af ​​ødelæggelsen af ​​Dybbøl-skanserne ville Sønderborgs borgmester ikke efterkomme den højere rets rekvisitioner, og en lignende sag forekom med den nyudnævnte magistrat i Aabenraa. (Også for nylig i Haderslev [se ovenfor]). I begge tilfælde er det dansksindede embedsmænd beskikket af statsforvaltningen og som er beskyttet af denne, der har begået ulydigheden, derfor har sidstnævnte ingen grund til at klage til overretten. Vanskeligheden i den nordlige del af demarkationslinjen er i bund og grund at folk der heller ikke ønsker at blive styret på dansk, og at de kun ser på landsforvaltningens handlinger og aktiviteter med den største mistillid og modvilje og tydeligvis har ringe sympati for Danmark afslører. Hele rapporten er et komplet vidnesbyrd paupertatis, hvor forvaltningskommissionen afslører sig selv.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Von der Elbe, 13. December. (H. C.) Der von den Times veröffentlichte Bericht des Kammerherrn v. Tillisch vom 24. v. M. an den Minister des Innern in Kopenhagen ist in mehr als einer Beziehung ein interessantes und wichtiges Document, und Deutschland muss den Times für die Veröffentlichung desselben dankbar sein. Der Bericht istd anscheinend an den dänischen Minister gerichtet, die geheime Absicht desselben istd aber offenbar, auf die fremden Cabinette in dänischen Interesse und gegen Preussen zu wirken; nur auf diese Weise lässt sich erklären, wie der Bericht seinen Weg nach London finden konnte, woselbst er gewiss ohne Zuthun der dänischen Regierung veröffentlicht wurde. Wer mit Aufmerksamkeit den Bericht liest, wird sich bald überzeugen, dass der Verfasser desselben sich eine dreifache Aufgabe gestellt hat: 1) das preussische Militär in Schleswig, insbesondere den Commandeur desselben, den General Hahn, als parteiisch dazustellen, folglich Preussen indirect zu verdächtigen; 2) die Schuld des gegenwärtigen Zustandes in Schleswig auf das preussische Militär und das schleswigsche Obergericht zu wälzen, und 3) die Auflösung der schleswig-holsteinischen Armee oder deren Unschädlichkeit für Dänemark zu erwirken. Wer zwischen den Zeilen zu lesen versteht und wer die dänischen Intentionen und Intriguen kennt, wird bald den eigentlichen Sinn des Berichts und die Absicht desselben herausfinden. Mit anderen Worten besagt der Bericht ungefähr Folgendes: Es isdt unter den gegenwärtigen Umständen und bei der Stimmung des Volkes in Schleswig, sowol südlich wie nördich der Demarcationslinie, der Landesverwaltung nicht möglich, das Herzogthum im dänischen Sinne und nach dänischen Interessen zu regieren, da, um dieses zu können, erforderlich ist, das schleswigshe Obergericht und sämmtliche Beamte abzusetzen und statt deren treue Satelliten des Landesverwaltung zu instituiren, dieses kann aber nur mit Waffengewalt geschehen, u. da die Landesverwaltung einem solchen gegen die Waffenstillstandesbedingungen streitenden Verfahren sich nicht der preuss. Truppen bedienen kann u. darf, so müssen diese aus Schleswig entfernt und muss der von denselben besetzte Theil von Truppen einer neuen Macht besetzt werden. Endlich muss, um die Ausführung der dänischen Pläne in Schleswig nicht zu stören, die schleswig-holsteinische Armee aufgelöst oder durch eine Erklärung der Grossmächte glechsam entwaffnet werden. - Ein wichtiges Geständniss enthält der Bericht, auf den wir noch aufmerksam machen wollen, weil er die Gesinnung des Volks om Norden Schleswigs characterisirt. Der Bericht sagt nämlich, dass die Landes-Verwaltung nicht allein im südlichen Schleswig auf Schwierigkeiten stosse, sondern dass auch im Norden diese nicht fehlen. Hier soll nun das Obergericht der Sündenbock sein, dem die dortigen Beamte Widerstand leisten und die in ihrem Ungehorsam gegen das Obergericht weiter gehen, als selbst die Landes-verwaltung entschuldigen kann. Wenn wir nicht irren, sind es nur zwei Fälle, in welchen Beamten dem Obergerichte nicht dahin haben gehorchen wollen; nämlich in Betreff der Untersuchung wegen verstörung der Düppeler Schanzen har der Bürgermeister von Sonderburg den Requisitionen des Obergerichts nicht Folge leisten wollen, und ein ähnlicher Fall hat sich mit dem neuen octroyirten Magistrate von Apenrade zugetragen. (Auch neuerdings in Hadersleben [s. oben]). In beiden Fällen sind es dänisch gesinnte und von der Landes-Verwaltung eingesetzte Beamte, die von ihr geschützt werden, die den Ungehorsam begangen haben, folglich hat diese keinen Grund, sich über das Obergericht zu beklagen. Die Schwierigkeit om Norden der Demarcationslinie ist im Grunde aber die, dass auch dort das Volk nicht auf dänisch regier sein will, und dass es nur mit dem grössten Misstrauen und Widerwillen das Thun und Treiben der Landes-Verwaltung betrachtet und deutlich seine geringen Sympathien für Dänemark an den Tag legt. Der ganze Bericht isdt ein vollständiges testimonium paupertatis, welches die Verwaltungs-Commission sich selber gibt.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 23. december 1849).

Dokumentets ægthed er gennemgået af Holger Hjelholt i "On the authenticity of F. F. Tillisch' Report of November 24th, 1849, concerning conditions in Slesvig under the Administrative Commission", (Historisk-filosofiske Meddelelser, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, bd. 39, 1961). Han konkluderer at omend enkelte ord er forvansket, og (mis)brugt fra tysk side, så er det ægte. Tillisch fortalte Hodges at offentliggørelsen var sket uden hans viden, og at han havde foretrukket at det ikke var sket.

Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889) havde været amtmand over Færøerne 1830-37, Ringkjøbing Amt 1837- 43 og stiftsamtmand i Aalborg Stift 1843-44. Herefter var han kabinetssekretær hos Christian VIII. Han var konservativ og i modsætning til det nationalliberale Ejder-parti. Han beholdt stillingen under Frederik VII. Juli 1849 blev han dansk medlem af det midlertidige tremandsstyre for hertugdømmet Slesvig. 

Efter freden i Berlin juli 1850 blev han overordentlig regeringskommisær med enevældig myndighed.  Frederik 7. skrev direkte til Tillisch, at fra nu af "kan du skalte og valte som du vil, indtil jeg selv kommer". Det gjorde han ved at fjerne alle oprørske eller upålidelige personer og indsatte dansksindede embedsmænd i stedet, såvel i den egentlige forvaltning som i kirke og skole; desuden gennemførte han dansk som modersmål i undervisningen og som kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de så kaldte "Sprogreskripter". Marts til juli 1851 var han minister for Slesvig. 

Befolkningen og Landsforvaltningen. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 15. december. Tilliden til eksistensen af ​​landsforvaltningens regime er meget ringe, selv blandt dem, der ikke uden grund regner sig selv blandt deres tilhængere. Selv bønderne i Nordslesvig anser en vending for uundgåelig, og derfor nægter de overvejende dansksindede indbyggere, nemlig i Sommerfeldt sogne i Haderslev-distriktet, at betale skatterne til landsforvaltningen, fordi de er bekymrede over at denne betaling i fremtiden ikke vil blive dem tilgodeset af en uautoriseret opkrævningsmyndighed. Indtil videre har landsforvaltningen brugt tvangsmidler uden held. Nu har landsforvaltningen beordret indførelse af militær eksekution mod ejerne af adelige godser i Schwansen-distriktet, hvor godsejerne selv afkræves indkvartering og mad og ikke må smides ud, og betaler dem et eksekutionsgebyr der stiger fra uge til uge. Uden tvivl må eksekutionstropperne forvente en venlig modtagelse af dem som de er blevet sendt imod, men formålet opnås ikke ved dette tvangsmiddel. - Den bebudede afskedigelse af Overretten for Hertugdømmet Slesvig vil nu formentlig snart blive beordret af landsforvaltningen, hvortil den officielle brug af det samme pålagte danske segl skulle give den tilsyneladende grund. Var den officielle brug af dette segl i stand til at hjælpe de retsembedsmænd, der var udpeget af landsadministrationen, til at nægte behørig lydighed over for den højere ret og i dette afslag, selv om hr. v. Tillisch erklærede dem endda ulovlige og beskyttede af landsforvaltningen. Den Overret, der skal udnævnes, for hvilken herrerne Blaunfeldt, Dubell og Eggers stadig står til rådighed, skal have sæde i Flensborg, fordi det er umuligt her i Slesvig.

Der er udstedt følgende politibekendtgørelse i Flensborg: Med henblik på opretholdelse af ro og orden er ikke alene benyttelse af de s.k. slesv.-holsten. flag og uniformer, men også af de såkaldte slesv.-holsten. bånd og kokarder på gader og offentlige steder i politikredsen i Flensborg by hermed udtrykkeligt forbudt. Militær- og politibetjentene vil bringe dem der overtræder dette forbud, i fængsel. Flensborg, 14. december. 1849. Den højere Politimyndighed. L. Schrader. (H.B,-H.).

Schleswig, 15. December. Das Vertrauen zu dem Bestande des Regiments der Landesverwaltung ist selbst bei denjenigen, welche sich nicht ohne Grund zu ihren Anhängern zählt, sehr gering. Selbst die Bauern im nördlichen Schleswig halten eine Wendung der Dinge für unvermeidlich und deshalb verweigern auch die vorzugsweise dänisch gesinnten Einwohner, namentlich in dem Kirchspiele Sommerfeldt im Amte Hadersleben, der Landesverwaltung die Steuern, weil sie besorgen, dass ihnen diese Zahlung an eine nach den Gesetzen unbefugte Hebungsbehörde künftig nicht zu Gute gerechnet werden dürfte. Bisher hat die Landesverwaltung die Zwangsmittel ohne Erfolg angewandt. Jetzt ist von der Landesverwaltung die Verhängung der militärischen Execution gegen die Besitzer adliger Güter im Schwansener Districte angeordnet und zwar mit den Gutsbesitzern selber Wohnung und Verpflegung fordern sollen und nicht ausquartiert werden dürfen, so wie, dass ihnen eine von Woche zu Woche steigende Executionsgebühr zu zahlen sei. Ohne Zweifel werden die Executionstruppen von denjenigen, gegen welche sie ausgesandt worden, eine freundliche Aufnahme zu erwarten haben, der Zweck durch dieses Zwangsmittel aber nicht erreicht werden. - Auch die angekündigte Absetzung des Obergerichts für das Herzogthum Schleswig dürfte jetzt bald von der Landesverwaltung verfügt werden, wozu der Richtgebrauch des demselben octroyirten dänischen Siegels den ostensiblen Grund abgeben soll. Hat der Richtgebraucg dieses Siegels doch genützen können, dass sie von der Landesverwaltung eingesetzen Justitzbeamten dem Obergerichte den schuldigen Gehorsam verweigerten ind in dieser Weigerung, obwol der Hr. v. Tillisch sogar selbst sie für rechtswidrig erklärt, von der Landesverwaltung geschützt sind. Das zu octroyirende Obergericht, wofür die Herren Blaunfeldt, Dubell und Eggers noch disponibel sind, wird, weil es hier in Schleswig unmöglich ist, seinen Sitz in Flensburg nehmen müssen. 

In Flensburg ist folgende Polizeiverordnung erchienen: Zum Zwecke der Aufrechthaltung der Ordnung wird nicht allein der Gebrauch s. g. schlesw.-holstein. Fahnen und Uniformen, sondern auch die Tragen der s. g. schlesw.-holstein. Bänder und Cocarden auf den Strassen und an öffentlichen Orten im Polizei-Districte der Stadt Flensburg hierdurch ausdrücklich verboten. Das Militär und die Polizei-beamten werden diejenigen, welche diesem Verbote zuwiederhandeln sollten, zur gefänglichen Haft bringen. Flensburg, den 14. Dec. 1849. Die Oberpolizeibehörde. L. Schrader. (H. B,-H.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 20. december 1849).

(O.-T.) Flensborg, 17. december Vil du smage noget belejringstilstand, så kom til Flensborg. Antallet af politibetjente her stiger dag for dag, og med alt dette er der også gnidninger og uro. En ung sømand der gjorde tjeneste i den slesvig-holstenske flåde, blev forfulgt og fornærmet på grund af en kokarde og blev hurtigt fængslet. Uniformsfrakken på ​en slesvig-holstensk soldat der opholdt sig her, siges at være blevet revet af en politibetjent og givet til politikontoret til opbevaring. - Velinformerede mænd forsikrer os om at det går godt i sager vedrørende Slesvig-Holsten i øjeblikket, og at vores frelse er nær.

(O.-T.) Flensburg, 17. Decbr. Wer etwas vom Belagerungszustande schmecken will, der komme nach Flensburg. Die Polizeidiener mehren sich hier von Tage zu Tage, und bei alledem auch die Reibungen und Cravalle. Ein junger im schleswig-holsteinischen Flottendienste stehender Seemann wurde einer Cocarde wegen verfolgt und beleidigt und demnächst eingesteckt. Einem schleswig-holsteinischen Soldaten, der sich hier aufhielt, soll vom Polizeidiener der Uniformrock vom Leibe gerissen und dieser dem Polizeiamte in Verwahrung gegeben sein. - Bestunterrichtete Männer versichern, dass es it den Schleswig-Holstein betreffenden Angelegenheiten augenblicklich gut stehe und dass sich unsere Erlösung nahe.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 21. december 1849).

Postmesteren i Slesvig By. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig, 7. december, aften. Hvis den "danske" postmester ikke allerede har forladt byen på nuværende tidspunkt, sker det senest denne aften. Fordi en anden allerede har overtaget i hans sted, udpeget af den kommanderende general og byens myndigheder til midlertidigt at lede postkontoret. Dette er en tidligere postfuldmægtig ved navn Asmus, en mand med slesvig-holstensk sindelag. Den tilstand der eksisterede her, vil dog næppe let kunne sidestilles. Hverken breve eller aviser blev leveret i tre dage. De opstillede vagtposter var ikke i stand til at forhindre vinduerne på posthuset i at blive smadret af sten der blev kastet mod dem. Ingen glarmester ønskede at reparere skaden. For at beskytte mod træk og yderligere stenkast blev der installeret et bræt. Der sad manden nu med lyset brændende dag og nat, sad blandt de stadigt voksende postbunker ude af stand til at sende selv den mindste del, og især i går blev stormet af offentligheden som heftigt krævede aviser og eventuelle breve. Militæret tillod kun få personer ind i huset på det tidspunkt, hvilket betød at postmesteren sjældent var fri for besøg. Fragtposten der i går kom sydfra, blev kørt til politikontoret hvor den stadig er ufragtet. I går aftes gik nogle respekterede beboere til generalen og fik efter sigende et løfte om, at der den aften ville blive holdt et oplæg til statsforvaltningen om afsættelsen af ​​postmesteren. Men i dag vil de flensborgske herrers samtykke ikke længere have haft betydning, da situationen nu var blevet uudholdelig for hr. Bandholz selv. I går aftes var spændingen særlig stor. Ruderne blev smadret ind af et par subjekter fra den lavere folkelige klasse, som - gennem hvis handlekraft endnu er ukendt - indvilligede i at dedikere deres tjenester til den nyindsatte postmester. En kro nær posthusbygningen som var fuld af gæster, blev evakueret af militæret, efter at der var kastet sten fra den side. Enkelte personer kom til skade, dog ikke alvorligt. (H.B.-H.)

Schleswig, 7. December, Abends. Wenn der "dänische" Postmeister nicht im gegenwärtigen Augenblicke bereits die Stadt verlassen haben sollte, so wird solches doch noch heute Abend geschehen. Denn es ist bereits ein Anderer statt seiner in Function getreten, von dem commandirenden General und der städtlichen Behörde zur einstweiligen Verwaltung des Postamts bestellt. Es ist dies ein früherer Postbevollmächtiger, Namens Asmus, ein Mann con scleswig-holsteinischer Gesinnung. Der Zustand, welcher hier gewesen, dürfte aber nicht leicht seines Gleichen finden. An drei Tagen sind weder Briefe noch Zeitungen ausgetragen worden. Die ausgestellten Schildwachen konnten nicht verhindern, dass sie Fenster des Postlocals durch Steinwürfe zertrümmert wurden. Kein Glaser wollte den Schaden bessern. Zun Schutz gegen Luftzug und fernere Steinwürfe wurde daher ein Brettercerschlag angebracht. Da sass der Mann den nun, Tag und Nacht licht brennend, zwischen den sich immer mehr anhausenden Postsachen, unfähig, auch nur den kleinsten Theil zu expediren, und, namentlich gestern, von dem Publicum bestürmt, welches die Zeitungen und etwa erwartete Briefe mit Ungestum forderte. Das Militär liess nur einige wenige Personen zur Zeit ins Haus, desto seltener war natürlich der Postmeister von Besuchern frei. Die Frachtpost, welche gestern von Süden kam, wurde nach dem Polizei-Amt gebracht, dort liegt sie noch unexpedirt. Gestern Abend gingen einige angesehene Einwohner zu dem General und erlangten dem Vernehmen nach das Versprechen, dass der Landesverwaltung noch in der Nacht wegen Abberufung des Postmeisters Vorstellung gemacht werden solle. Heute wird es indess auf die Einwilligung der Flensburger Herren nicht mehr angekommen sein, da inzwischen dem Hrn. Bandholz selbst die Situation unerträglich geworden war. Gestern Abend war die Aufregung besonders gross. Einem Paar Subjecten der unteren Volksklasse, welche sich - durch wessen Vermittelung, ist noch unbekannt - hatten bereit finden lassen, dem neu creirten Postmeister ihre Dienste zu widmen, wurden die Fenster eingeworfen. Ein unsern des Postgebäudes belegenes, von Gästen angefülltes Wirthshaus wurde durch das Militär geräumt, indem von dieser Seite her Steinwürfe gefallen waren. Ein Paar Personen sind, obgleich nicht erheblich, verletzt worden. (H. B.-H.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 11. december 1849).

Generalmajor v. Hahn skrev til landsforvaltningen om at tilbagekalde Bandholz. Inden da havde han imidlertid selv søgt om afsked da han ikke kunne varetage embedet. Magistraten konstituerede herefter fuldmægtig Asmus. Landsforvaltningen medelte pr. diligence imidlertid at Bandholz skulle vedblive med at fungere. Man havde samtidig sendt 8 bevæbnede mænd til at beskytte Bandholz. De blev imidlertid sammen med Bandholz af den preussiske kommando sendt retur til Flensborg. 

Krigen 1848-1850: December 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene under den tyske okkupation af Jylland blev beskrevet i en artikel i Kjøbenhavnsposten med en del overraskende detaljer:

(Fra Jylland.) Overalt hvor man her kommer frem, hører man kun tale om tyskerne, om krigen, om rigsdagen. En fjendtlig okkupation medfører så mange nye forhold at den kan betragtes som en rejse af det hele under okkupationen levende folk til et fremmed land. Udskrivningerne svarer da til rejseomkostningerne, naturligvis med den forskel at de langt fra er så store, selv ikke for dem på hvem byrden har hvilet tungest. Den jyske bonde som ellers næppe kender den nærmeste omegn og altså endnu faktisk, om end ikke længere juridisk, er bundet til pletten, er herved pludselig rykket hen i en ny synskreds; han lært en del vendinger og udtryk af et fremmed sprog, som den daglige hårde nødvendighed tvang ham til at forstå. Tyskeren lod sig ikke afspise med det fiffige nix versteh, hvormed bonden søgte at blive hans påtrængende fordringer kvit, han gennemskuede den velanlagte plan og skreg med truende gebærder: er will nicht verstehen, hvorved Bonden omsider blev bragt til tilståelsen: nu versteh, med de videre praktiske følger af en sådan debat. 

Det er for øvrigt langt fra at okkupationen har fremkaldt nogen forbitret stemning mod tyskerne. Man har efter at den første forstyrrelse var gået over, fundet sig ret godt til rette med dem. Bayrernes rovgerrighed beklages rigtig nok meget; deres forslugenhed forårsagede megen bekymring; på et øjeblik var alle forrådskamre tømt, hønsene spist, køerne malket, hvor de kom frem. De andre tyskere derimod stod under en bedre disciplin og var mere lækkersultne end slugne. Deres appetit gik derfor ikke ud over alt uden forskel, men kun over delikatesser som æg og deslige, som de overalt bemægtigede sig. Selv rådne (?) og halv udrugede æg blev nydt af dem i rå tilstand; de drillede ejerne med at nyde disse småting i deres påsyn, hvorhos de idelig forsikrede dem "schmeckt gut Vater." 

Som man kan tænke gjorde forskellen mellem de forskellige stænder også her sin indflydelse gældende. De bondefødte soldater stillede sig ganske på lighedsfod med bønderne og man lærte snart at gøre sig forståelig for hinanden. Officererne søgte deres selskab i de højere klasser. Blandt disse bemærkede man en ganske forskellig tone, eftersom de var adelige eller borgerlige. De adelige kavalleriofficerer roses almindelig for deres artighed og generøsitet; blandt dem fandtes flere hertuger og fyrster, hvis ligefremme og fordringsløse væsen behagede alle. De pånødte deres værter betaling for alt, hvad de modtage, hvorved de fordelagtig adstilte sig fra deres borgerlige staldbrødre i infanteriet, hvis påtrængenhed og gnieragtighed var oprørende. Husarofficererne købte deres champagne for egen regning mens infanteriofficererne lod sig gratis beværte ved fuselsnaps og overhovedet ikke syntes at tænke på andet end spise og drikke. Was kriegen wir heute zu Mittag, var deres daglige morgenhilsen hvis forskellige besvarelse satte dem i henrykkelse eller nedslog dem. - Det danske køkken behagede dem alle. De rige talte om at købe godser i et så lykkeligt land, hvor man spiste og drak så godt og hvor der ingen demokrater var. De store herregårde henrykte dem.  

Alle var de enige at forkaste denne krig, såvel royalister og demokrater. Officererne var uden undtagelse royalister, hvorimod en stor del af soldaterne og jægerne var demokrater. Våbenstilstandens forkyndelse fremkaldte en almindelig jubel. De var selv ikke mindre kede af krigen end jyderne.  

Uagtet okkupationen har bragt betydelige pengesummer ind i landet, så må dens resultat dog betragtes som tab. Trods de store rekvisitioner, er kvægpriserne ikke steget, og var endog temmelig lave under hele okkupationen. Bonden ønsker derfor hast på krigen og spørger Enhver om han tænker vi kan få fred. En krigerisk valgkandidat kan være sikker på at falde igennem, hvis han rykkede ud med sin mening. Det hvorpå det kommer an for bonden, er frihed for den med krigen forbundne forstyrrelse i hans drift, en lavere folkeløn og høje priser på hans produkter. Han ønsker det sydlige marked på ny åbnet for Jylland; og dette håber han af freden. 

Hans nuværende stilling er også ugunstig nok. Store skatter og en uhørt høj folkeløn i forbindelse med kornets og kreaturernes synken i prisen gør ham mismodig og lidet tilbøjelig til at anerkende værdien af det politiske fremskridt. Når det bare kunne hjælpe noget, hører man så tit bonden sige, når talen er om rigsdagen. Han vil ikke kunne vinde den nye tingenes orden kær, før han opnår en i økonomisk henseende så gunstig stilling som i 1847. Havde vort repræsentative systems indførelse faldet i det år, da havde overbevisningen om dets fortræffelighed let rofæstet sig, mens de nu indtrufne sørgelige begivenheder stemme til tvivl og mismod. Ser man bort fra fæstebondestanden da kan man vistnok med sandhed sige at landbefolkningens fornemste ønske for nærværende tid går ud på fredens genoprettelse, og at den er den jyske bondes eneste politiske interesse.

Kjøbenhavnsposten, 10. december 1849.

Den 21. december 1849 var der valg til rigsdagen. Det foregik ved at de stemmeberettigede valgte valgmænd ved håndsoprækning. I København var interessen for valget lille.