Urolighederne i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Slesvig den 10de Febr. Dommarkedet har denne Gang bragt os høist beklagelige Excesser, der som De kan tænke har vor nationale Kamp mod Norden til Folio. Falbydelser af danske Farver i Baand og Cocarder vakte vore til Staden komne Bønders Uvillie. Boden blev ødelagt, Sagerne traadte i Støvet, og den flygtende Sælgerske forfulgt af Mængden, til hun, desværre under stygge Mishandlinger, kom til Viinhandler Marquardsens Huus. Her slog man nu Ruder ind, indtil det preussiske Militair , efter en der boende preussisk Artilleriofficeers Anmodning blandede sig deri. Dagen iforveien havde Folket, om end ikke tumultarisk, allerede viist en anden Handlende sin Uvillie. De paagjeldende Personer ere fra Flensborg, deres Navne ere Ohlsen og Asmussen. Den Første skal paa Markedet i Broaker, hvor den danske Pøbel ødelagde den tydsksindede Kjøbmand Sares Bod, have været den intellectuelle Aarsag til Scandalen. Asmussen skal have begegnet et tydsksindet Fruentimmer, der bar et sort-rødt-guult Baand høist uridderligt. Endnu værre Excesser erfarer man fra Süderstapel, hvor i en Strid imellem drukne Bønder og preussiske Executionstropper, en af Bønderne afskjød en Pistol og saarede 3 Mand med Hagel. Alt tyder paa, at den raa Deel af Folket, trods et halvt Aars Tryk, ikke mere lader sig holde og derfor ved mindste Anledning giver sine tilbageholdte Følelser tilkjende paa tumultuarisk Maade. Maatte man dog snart blive af med et jammerlige Provisorium i SleSvig!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1850, 2. udgave).

Efterretninger fra Hertugdømmerne. Om Overfaldet paa de Danske i Slesvig. Vi have igaar af "Hamb. Nachr." meddeelt Esterretning fra Slesvig om dette Overfald; vi give nu en Beretning derom efter "Flensb. Corr.": Flensborg den 12te Februar. I Løverdags Aftes blev Jomfru Ohlsen herfra Flensborg bragt fra Slesvig under Escorte af preussisk Militair hertil, efterat hun, mishandlet i Slesvig, neppe havde reddet Livet. I en Række af Aar har hun havt Udsalg paa Slesvigs Marked. Da hun ogsaa iaar havde handlet der i nogle Dage, udbredte sig i Slesvig det Rygte (man troer, at det er sat i Omløb af en Flensborger, der ligeledes har Udsalg paa Markedet), at hun var en dansksindet Flensborgerinde. Dette var nok til at fremkalde en Forfølgelse, hvorved flere hundrede Mennesker vare virksomme. Alle hendes Varer bleve ødelagte, hendes Klæder sønderrevne, og da hun endelig tog sin Tilflugt til det Huus, hvori hun boede, fik hendes Vært, der ikke vilde give hende til Priis for den rasende Pøbel, en Mængde Ting ødelagte. Dette Factum kan vise, hvorledes Forholdene her ere under en Vaabenstilstand, der dog lover alle Partiers Borgere Sikkerhed og Beskyttelse, naar de kun forholde sig rolige. Det er ogsaa et godt Exempel paa de saakaldte Dannedes Raahed og Demoralisation i Byen Slesvig, og endelig et Vidnesbyrd om det deilige Politi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1850, 2. udgave).

Altona, 12. februar, aften. Ud over de udskejelser, der fandt sted i Sydstapel og Slesvig, var der også tumultariske optrin og slagsmål mellem preussiske soldater, borgere og rigsmarinesoldater under karnevalsmarkedet i Eckernførde i anledning af en danseparade; Men roen blev hurtigt genoprettet.

Altona, 12. Febr. Abends. Ausser den in Süderstapel und Schleswig vorgefallenen Excessen sind während des Fastnachtmarktes auch in Eckernförde bei Gelegenheit einer Tanzluftbarkeit tumultuarische Auftritte und Schlägereien vorgefallen zwischen preussischen Soldaten, Bürgern und Reichmarineleuten; die Ruhe ist indessen bald wieder hergestellt worden.

(Bamberger Zeitung 16. februar 1850).

Efterretninger fra Hertugdømmerne. Om de forskjellige Conflicter med de preussiske Tropper i det slesvigske Stapelholm, d. 7de Februar. Torsdagen den 7de d. M. har der i Sydstapel fundet en meget beklagelig Begivenhed Sted. Ved en Dandseforlystelse, i hvilken ogsaa den i vort District camperende Executionscommando tog Deel, opstod der en Strid mellem Militairet og de unge Folk i Landsbyen, en Strid, der snart gik over til Haandgribeligheder. Soldaterne maatte, vigende for Overmagten, trække sig tilbage. Imidlertid bleve dog to holdte tilbage, idet man lukkede Døren for dem. Deres Kammerater udenfor sloge derfor Ruderne ind. Da faldt pludseligt inde fra Værelset et Skud, der saarede to Soldater, den ene dødeligt. Geværet var ladet med Hagel, og den største Deel af Ladningen blev siddende i Ryggen paa den Saarede. Han skal nu være død Lazarethet i Husum. Den formeentlige Gjerningsmand er arresteret. Desværre synes det som om man ogsaa her har ladet sig lede af et blindt Had mod det preussiske Mllitair, der er saa meget uretfærdigere, som den storste Deel af dem skjænker vor retfærdige Sag deres fulde Deeltagelse.

Det hidtil i Frederikstadt cantonnerende kompagni Fusilierer er rykket ind i Sydstapel; dog vil Besøget nok ikke være af lang Varighed.

Slesvig den 15de Febr. Den herværende Magistrat har, foranlediget ved de for nylig stedfundne Excesser, ladet udgaae en Proclamation, der alvorlig advarer imod Gjentagelsen af saadanne Optrin og offentliggjør en Kundgjørelse fra General Hahn, der bebuder Forholdsregler for en Eventualitet, vi dog haabe, ikke vil indtræde, Forholdsregler, som slet og ret kan kaldes Beekiringstilstand. "Flensb. Corresp." har et Referat over denne Begivenhed, mod hvilket der kunde siges meget. Iblandt Andet skal det være aldeles ugrundet, hvad der paastaaes, at Tumultuanterne vare trængte ind i Viinhandler Marquardsens Huus og havde ødelagt det; de Stene, der kastedes mod Vinduerne kunne have truffet et eller andet Skilderi i Stuen eller andre skjøre Ting, det er det Hele. (Hamb. Nachr.) 

- Eckernførde den 12te Febr. (Flensb. Corr.) Markedet her igaar foranledigede meget alvorlige Conflicter mellem det preussiske Militair, Matroserne paa Fregatten "Gefion" og de talrig forsamlede Landboere, hvoriblandt var flere permitterede slesv.-holst. Soldater, saa at det den Dag forstærkede, vagthavende Mandskab maatte trænge frem med fældet Bajonet, med deres kommanderende Chef i Spidsen. Dog var dette uden Nytte, thi baade Chefen, der gjorde sig al Umage, for at bilæqge Striden med det Gode, og Mandskabet blev med de raaeste Haansord drevne tilbage af den over 1000 Mand stærke Besætning. Selv Politiets og flere Geistliges Formaninger hjalp ikke. Den saa meget priste tydske Eenhed kunde ikke atter oprettes her. Det var et krigersk Øieblik; Forbittrelern paa alle Sider frygtelig, og Mange ere blevne saarede.

Efterat der senere var slaaet Generalmarsch og Militairet var blevet forsynet med skarpe Patroner, flygtede Massen, og der blev atter oprettet Orden. Den kommanderende preussiske Officeers konduite maa man takke for, at Ingen mistede Livet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  18. februar 1850, 2. udgave).

Markedsurolighederne i Eckernførde have været af en heftigere Natur end man hidtil har troet. Det forstærkede Vagtmandskab maatte med dets Chef i Spidsen og fældede Bajonetter rykke frem, men Vagten blev trængt tilbage af en Hob paa over 1000 Mennesker, der vare bevæbnede med Knipler og Stokke. Stadens Geistlighed mødte paa Pladsen, men selv deres Formaninger vare frugtesløse. Flere bleve saarede under Tumulten. Først efter at Generalmarschen var slaaet og Soldaterne forsynede med skarpe Patroner forlode Bønderne Byen og hver gik til sit. (Fl. K.)

(Ribe Stifts-tidende 18 februar 1850).

Krigen 1848-1851: Februar 1850. (Efterskrift til Politivennen)

En og tyve medlemmer af den slesvig-holstenske landsforsamling har til præsidiet indsendt en protest mod de af majoriteten antagne beslutninger angående fornægtelsen af offentligheden i den militære rettergang. Blandt dem er Claussen, Th. Olshausen, Gülich, Rohwer, Engel, Heiberg, Fock, Tiedemann, Bünger o. fl. - De erklærer ikke at ville have nogen del i de derhenhørende beslutninger fordi samme ikke alene står i modstrid til de tyske grundrettigheder, men også til den slesvig-holstenske statsgrundlov, så at landsforsamlingen derved har overskredet sin kompetence. Man venter at flere medlemmer af venstre som dels var fraværende eller forhindrede, senere vil slutte sig til denne protest. I debatterne om denne sag, der som sagt var meget heftige, ses hertugen af Augustenborg også at have deltaget. Han stred naturligvis imod demokraterne som ved deres utidige fordringer ville opløse disciplinen og således ødelægge den herlige krigshær der er så nødvendig til forsvar mod de danske. Sagens referent (en hr. Mathiesen) svarede blandt andet demokraten Fock på hans spørgsmål om hvad man ville svare armeen, at man ville sige at de der havde forsnakket armeen, at de (majoriteten) var mindre venner af friheden, havde beløjet og bedraget den. De unge mænd (soldaterne) ville forstå dette svar, for de ville foretrække sejren for friheden! - Dermed er altså indrømmet at de ikke må forestille sig at de kæmper for friheden.

(Kjøbenhavnsposten, 8. februar 1850)

9. april 1850 blev den tidligere prøjsiske generalløjtnant Wilhelm von Willisen ny overkommandant for den slesvig-holstenske hær. Ifølge våbenstilstandsaftalen var Preussen forpligtet til at tilbagekalde general Bonin og flere højere officerer, og den slesvig-holstenske arme ville derfor være uden anfører. von Willisen havde ikke disse forpligtelser. Udnævnelsen antydede samtidig at Preussen ikke længere bakkede op om den slesvig-holstenske hær

Von Willisen var af den preussiske regering sendt til til storhertugdømmet Posen i 1848 for at slutte fred mellem tyskerne og polakkerne. Det lykkedes ham at slutte en overenskomst med polakkerne. Det tyske mindretal var imidlertid utilfreds med den og regeringen i Berlin underkendte traktaten. General Willisen blev herefter afløst. Kun de republikanske bakkede ham op. Han blev afskediget og derved uafhængig.

Rückmarsch der Schleswig-Holsteinischen Truppen (1849). Flagene viser hhv de slesvig-holstenske farver blå-hvid-rød og det tyske forbunds farver sort-rød-gul. Public Domain.

I byen Slesvig er det en markedsdag i forrige uge kommet til voldsomme optrin mod en dansksindet modehandlerinde fra Flensborg der falholdt sine varer på den offentlige plads. (De tyske blade siger at hun falbød dannebrogssløjfer). Pøbelen lagde hånd på hende, rev hendes bod ned, og da hun flygtede ind til en dansksindet gæstgiver, slog man ruderne ind hos denne, indtil preussiske officerer lagde sig derimellem. Af sådanne excesser at bevise det utålelige i den nuværende tilstand i Slesvig, forekommer os at være fanatisk overdrivelse, for det samme ville under alle forhold kunne indtræde, og hvor fordømmelig og beklagelige sådanne optrin end er, bør man af den grund dog næppe ønske krigen fornyet. Hvis i øvrigt sådanne optrin skulle bevise noget med hensyn til stemningen mod Danmark, så mangler det dog ikke på lige så gode beviser for stemningen mod Preussen. I Süderstapel er det nemlig kommet til en strid mellem bønder og preussiske soldater, hvorved en af de førstnævnte afstod et gevær og sårede tre soldater. Og det skete lige ved Ejderen, hvor man dog skulle være mest slesvig-holstensk tysksindet.

(Kjøbenhavnsposten, 15. februar 1850)

Tillidsmændene fra Hertugdømmerne i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 28. januar 1850.

- Den mærkeligste nyhed fra hertugdømmerne er i dag efterretningen om at tillidsmændene har modtaget svar fra København på deres skrivelse af 27. december. Men hvorledes dette svar egentlig er beskaffent, om de ville efterkomme de deri stillede betingelser for deres hidkomst, derom erfares intet der kunne anses for pålideligt, da de hamborgske og holstenske blade kun indeholder uvillige formodninger og søger at nedsætte og fraråde ethvert sådant forsøg. Men i højeste grad besynderligt er det at den danske regering endnu bestandig ikke værdiger det danske folk nogen som helst meddelelse om denne sag hvis fremgang til en fredelig udjævning af forholdene dog vel må anses for noget der lige så meget interesserer folket, der bører krigen, som regeringen, der fører den. Hvorfor er således ikke tillidsmændenes skrivelse til hs. maj. kongen blevet offentliggjort? Er der måske i ministeriet delte meninger om gavnligbeden af at den forsonlige tone hvori dette brev var skrevet, blev bekendt for det danske folk? Eller tror man at bortgive noget af den kongelige værdighed ved at gøre folket delagtig i den omhandlede korrespondance? Sådanne forestillinger har nutildags ikke nogen betydning, og allermindst her i Danmark, hvor man endog kan være overbevist om at hs. maj. kongen ikke selv deler dem, men tværtimod med højmodig sind vil tilbyde de frafaldne dele af monarkiet en forenende udjævning uden sådanne krænkende ydmygelser, hvorom der i alt fald først kunne være tale efter en fuldstændig erobring. Men hvilke andre bevæggrunde til hemmeligholdelsen gives der da? Nu da man dog gennem de tyske aviser kommer til nogenlunde kundskab om sagens gang, burde regeringen i det mindste offentliggøre af hvilke årsager denne vej skal anses enten for tilstrækkelig eller for den mest passende. Den fortsatte fuldstændige tavshed derom, såvel som om flere lignende genstande, fx Bestyrelseskommissionens fremstillinger i Times, kan ikke andet end give vore modstandere formodning om at der kun hersker et dårligt forhold mellem det danske folk og den danske regering, da denne i så høj grad synes at tilsidesætte agtelsen for folkets tiltro og omdømme.

Kjøbenhavnsposten, den 28. januar 1850

- Nord. fr. Pr. meddeler nu det kgl. danske svar på tillidsmændenes skrivelse, således som det efter sigende cirkulerer i talrige afskrifter i Kiel. Hvorvidt det er autentisk, vil man ikke let få at vide, da der som bekendt fra dansk side overholdes streng tavshed i så henseende. Afskriften lyder således: Ifølge en ham meddelt allerhøjeste befaling påligger det undertegnede, midlertidig chef for det kgl. kabinetssekretariat at tilkendegive hr. - - , at hs. maj. kongen i affattelsen af Deres under 27. decbr. s. å. til allerhøjsts. henvendte fremstilling med allern. velbehag har erkendt udtalelsen af et loyalt sindelag. Men det er tillige pålagt ham at tilkendegive ansøgerne at hs. maj., i betragtning af genstandens høje vigtighed, dog ikke af Deres utvivlsomt velmente ytringer har kunnet lade sig bevæge til at afstå fra den forlangte nærmere skriftlige udvikling af de derværende ønsker, hvilket allerede flere gange er blevet betegnet som en uundgåelig betingelse for en videre allerhøjeste beslutning. Hs. maj. vil derfor have ansøgerne i så henseende henviste til de to, i afskrift medfølgende, af undertegnede tidligere udstedte meddelelser desangående, hvoraf herrerne kunne nøjere erfare den allerh. viljes mening, navnlig også komme til overbevisning om, at hs. m., mens der selvfølgelig overhovedet ikke kan være tale om Underhandlinger mellem untersåtter af et og samme monarki, foreløbig alene kan være tilsinds, med landsfaderlig gunst at erfare de velsindede derværende undersåtters ønsker og anskuelser ved mænd, der tiltror sig at kunne give en sandfærdig fremstilling af samme. -Sluttelig er det pålagt undertegnede at henstille til de ærede herrer om de ville oversende deres eventuelle allerunderd. bilag, eller mulig foretrække at indgive dem her personlig. København, i hs. m. kongens kabinetssekretariat, d. 11. jan. 1850. Bluhme." 

Efter denne skrivelse er der vistnok ingen anledning for tillidsmændene til at rejse til København; men den udelukker dog heller ikke en fortsættelse af den forsøgte forbindelse da man jo meget godt i Kiel kan bestemme sig for at sende de begærede skriftlige meddelelser hertil. At det modsatte skulle være besluttet har man i det mindste endnu ingen bestemt efterretning om. Men ønske må man visselig, i menneskelighedens interesse, at stolthed og falsk æresfølelse ikke må få den magt over gemytterne, at de af krænket forfængelighed foretrækker fornyelsen af borgerkrigen fremfor en mindelig udjævning af de modsatte Fordringer ved r???lig og imødekommende udveksling af deres tanker og forestillinger om hvad der er ret og pligt. Det er ikke dem der stolt afviser en sådan udjævning som selv personlig er udsatte for at komme til at lide og bløde i den krig de atter ville fremkalde; men at hvermand og de selv ved dette, indeholder netop den uundgåelige fordømmelsesdom over dem. Den falske ære der forhindrer forsoningen, vil blive til et brændemærke for dem der offrer andres velfærd for at tilfredsstille den, og efterverdenen, - ja om få år allerede den nulevende slægt, vil fordømme dem, ligesåvel som dem der ledede af den samme falske ære eller af personlig forfængelighed benyttede bevægelsen i 1848 til at opægge folkene til blodig kamp med hinanden. Om de også endnu en kort tid kan tilvende sig herredømmet, fordi hadets og de falske umenneskelige forestillingens rus endnu ikke ganske er svundet, så vil straffen dog nå dem. - Mellem Hertugdømmerne og Danmark gives der ingen stridspunkter, der ikke kan afgøres på en fredelig måde, når man fra begge sider med oprigtig vilje vil følge forsonende stemmer og ikke lade hadets,hævnens og den falske æres onde ånder råde. Gid dette sidste snart måtte ske!

Det gjorde det ikke. Afvisningen af denne deputation står i grel modsætning til den overordentlig venlige modtagelse som en deputation af kongetro slesvigere fik kun få uger efter den totale afvisning af ovennævnte.

Kjøbenhavnposten, 31. januar 1850.

Ved siden af den dansksindede befolkning i Nordslesvig danner de tysksindede en patriotisk forening for amtet og byen Haderslev. Denne forening har sendt en deputation til Kiel hvor den i forrige uge blev modtaget af landsforsamlingen, for hvem den forsikrede at Nordslesvigs vilje var ikke at skilles fra Slesvig-Holsten, ikke at inkorporeres i Danmark. Præsidenten svarede at slesvig-holstenerne ligeledes ville at Nordslesvig forblev ved Slesvig-Holsten, man håbede endnu at opnå dette ad fredelig vej, men ville i nødsfald også være beredt til at beskytte retten med våben.

Kjøbenhavnsposten, 31. januar 1850.

Vinter 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 14. januar 1850.

- Vinterens strenghed har nu standset forbindelsen mellem Danmarks hovedstad og provinserne hinsides bæltet, og det er nu kun ved magre telegraf-efterretninger man her får nogen underretning om hvad der sker i den øvrige verden, derunder indbefattet Slesvig-Holsten. Hvad dette sidste land angår, så har man naturligvis fra dansk side forberedt sig på at en sådan afbrydelse kunne indtræde, og dersom det derfor skulle falde fjenden ind at benytte sig deraf, således som der oftere har været truet med, vil han sikkert blive modtaget med tilbørligt eftertryk. Men på den anden side vil det heller ikke være muligt under denne afbrydelse at understøtte fredsværket, og udførelsen deraf må derfor så længe ganske overlades til de kræfter og midler, som til den hensigt allerede befinder sig på fastlandet. Diplomaliske forespørgsler og underhandlinger kan ikke godt besørges ved telegrafen. Heller ikke vil den forventede ankomst af de længe omtalte tillidsmænd kunne finde sted så længe isen forhindrer den frie fart over bæltet. 

De sidste efterretninger lader rigtignok formode, at den hele sendelse er opgivet, hvilket dog turde anses for beklageligt, såfremt det ikke er andet end formaliteter der har forhindret denne tilnærmelse, hvorved der muligvis dog kunne være vundet et fast tilknytningspunkt. Tilbøjeligheden til en forsonende politik stiger og falder hos det herskende parti i Holsten alt eftersom udsigterne til en eller anden slags tysk enhed, om der også kun er en preussisk bundesstat, forøges eller formindskes, og der er i så henseende den mindst pålidelige del af folket, med hvem man kan underhandle. Demokraternes fordringer kunne måske for tiden være større, nærmest vel fordi de er mere oprigtige, men det had de nærer til Preussen og den tyske reaktion, måtte snarere, hvis de skulle få overmagt i Holsten, kunne benyttes af en klog dansk politik til opnåelsen af en fredelig afgørelse, især når man fra dansk side ville opgive noget af den formelle strenghed. Hvor stærk det demokratiske parti i øvrigt er, fremgår tydeligt mok af valget i Rendsborg. Begge partierne står lige over for hinanden i skarpe modsætninger; det er kun mod Danmark de foreløbig er enige, og det er kun den ukloge danske politik der kan befæste denne enighed. Men det demokratiske parti i hertugdømmerne knytter sine forhåbninger ikke så meget til en tysk enhedspolitik som til en ny europæisk revolution, hvori demokratiet måtte sejre. Enhver efterretning om et nyt udbrud vil opflamme det, først mod dets eget reaktionsparti og dernæst mod Danmark. At det slesvig-holstenske demokrati ser en fjende i Danmark, hvor dog de demokratiske grundsætninger har vundet sejr i grundloven, er da nærmest en sørgelig følge af den i en række af år fra begge sider nærede og ansporede nationalitetssyge.

Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1850.

Otto Fock og Stændervalget i Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Rendsborg, d. 8de Jan. Ved det igaar og idag afholdte Stændervalg blev Redact. af Nordd. fr. Presse, Otto Fock, valgt til Deputeret med 2053 Stemmer. Foruden ham erholdt General Krohn 105 og Brackel 8 Stemmer. Denne uhyre Majoritet, hvormed Venstre i denne Kamp har seiret over Høire, er ingenlunde et Beviis for det rendsborgske Valgdistricts overvejende demokratiske Sindelag, men har meget mere sin Grund deri, at næsten hele Militairet stemte for Otto Fock. Hvad enten nu at hele Rendsborgs Besætning i dette Øieblik enten hører til det demokratisk, Parti, eller at den er vunden af det herværende demokratiske Parti og benyttet som Valgmaskine, saa er i ethvert Tilfælde saameget vist, at Distriktets Bosiddende som Vælgere bleve gjorte ganske umyndige, idet en fuldkommen Eenstemmigded hos dem ikke engang vilde veie op mod den ringeste Majoritet af Militairet. Vi ere derved blevne fuldkommen overbeviste om det Mangelfulde i de Bestemmelser, ifølge hvilke Militairet paa deres Garnisonssteder vælge saasnart de have været der i fire Uger, og vi ville haabe, at disse ret snart maa blive forandrede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. januar 1850, 2. udgave).

Fra Holsten. - - -Vores stænderforsamling er blevet øget med en demokratisk størrelse. Otto Fock, redaktøren af ​​"Neue freien Presse", blev valgt i Rendsborg. Demokraterne satte plakater op på hjørnerne, hvor de især opfordrede militæret til at stemme på Fock, kommandanten fik plakaterne fjernet fra hjørnerne, de blev genopsat, kommandanten fik plakatopsættererne anholdt, men måtte frigive de anholdte igen og Otto Fock blev valgt.

Aus Holstein. - - -Unsere Ständeversammling ist durch eine demokratische Grösse vermehrt worden. Otto Fock, der Redacteur der "Neuen freien Presse", ist in Rendsburg gewählt worden. Die Demokraten schlugen Plakate an die Ecken, worin sie besonders das Militär aufforderten, Fock zu wähalen, der Commandant liess die Plakate von den Ecken reitzen, dieselben wurden aufs Neue angesiedt, der Commandant liess die Ankleber verhaften, musste jedoch die Arretirten wieder freigeben und Otto Fock wurde gewählt.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung.12. januar 1850)

Otto Fock. 

I Rendsborg har d. 7 ds. et meget interessant Valgmøde fundet Sted. Der skulde vælges en Deputeret til Landsforsamlingen i Kiel; det konservative Parties Kandidater var Generalerne Krohn og Baudissin; Demokraternes Kandidat, Redaktøren af "N. fr. Pr ", Hr. Otto Fock, forhenværende Privatdocent i Theologien ved Universitet i Kiel. Samme Dags Morgen opfordrede Demokraterne i Rendsborg ved Opslag paa Gadehjørnerne samtlige valgberettigede Soldater til, ikke at vælge deres General, men Redaktør Fock. General Krohn sendte en Patruille ud og lod Agitations-Plakaterne nedrive; da der atter kom Folk tilsyne, der vilde gjøre nye Opstag, bleve disse arresterede. Derpaa holdt den demokratiske "Borgerforening" et Mode og sendte en Deputation til General Krohn, som bevirkede, at Arrestanterne bleve frigivne. Om Middagen fandt Valgkampen Sted. Redaktør Fock holdt en meget krigerisk Tale om Landets Stilling, som høstede Forsamlingens stormende Bifald. Alle Soldater vare mødte i Pikkelhuer og Uniformer. Valgmødets Resultat var, at Red. Kock erholdt 2163 Stemmer, medens General Krohn kun havde 105 og General Baudissin 74 St. De demokratiske Organer juble over denne Seir. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 18. januar 1850).

Otto Heinrich Friedrich Fock (1819-1872). Otto Fock havde søgt at holde sig væk fra politik. I midten af 1848 afbrød han sin universitetskarriere. Han blev togfører i et frivilligkompagni., senere tilsluttet den preussiske hær, uden dog at tro på militære midler. Han blev i stedet journalist for den provisoriske regering ved "Schleswig-Holsteinischen Zeitung“ hvis redaktion han senere overtog efter den var flyttet fra Rendsborg til Altona. 1. april 1849 blev bladet til "Neue Freie Presse" og Olshausen indgik i redaktionen. Avisen var i opposition til hertugdømmernes regering efter at denne "gemeinsame Regierung" kom til at bestå af artistokratisk-konservative personer, og fra 1849 fulgte statholderskabet. Efter våbenstilstanden i Berlin 10. juli indtrådte Fock 10. januar 1850 i den slesvig-holstenske landsforsamling. Efter slaget ved Isted 25. juli 1850 blev han artillerist i hæren, men da han ikke kunne klare de fysiske anstrengelser, vendte han tilbage til redaktionen 1. september 1850. Efter nederlaget opgav han i januar 1851 alle sine erhverv og efter forgæves at ansøge om ophold i Hamborg, vendte han tilbage til Schwarbe på Rügen hvorfra han rejste med sin familie til Prohn og Stralsund. I 1863 udgav han sine erindringer om Slesvig-Holsten. En udgave findes digitalt på Google Books.