Slesvigsk Deputation i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

En deputation af tillidsmænd fra den kongevenlige del af Slesvig ankom den 22. til København. I modsætning til modpartens deputation der blev afvist af kongen allerede inden afrejsen, mødtes de med statsrådspræsidenten. Den bestod af 8 personer. De fik overrakt Frederik 7. en adresse. 

Den slesvigske deputation havde d. 23. audiens hos hans majestæt kongen på Frederiksborg Slot og fandt den nådigste modtagelse. Efter endt audiens behagede kongen selv at ledsage de deputerede på en vandring gennem slottet og bød dem derpå til taffels hos sig. Deputationen overleverede hs. maj. følgende adresse: Vi undertegnede, afsendinge fra hertugdømmet Slesvig, der er talsmænd for de trosindede indbyggere i købstæderne Flensborg, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, ligesom i amterne Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster, Flensborg og i Angelen, også sønden for den nuværende demarkationelinje, på øen Als, i Sundeved, på de gravenstenske og nabogodserne, samt i de omliggende dele af amtet Tønder, - henvender os tillidsfuldt til Deres Kongelige Majestæt i et øjeblik, som er af højeste betydenhed for det hele hertugdømme og efter al sandsynlighed vil være afgørende for landets fremtid. 

Vi har troet at skylde vort moderland Slesvig åbent at fremtræde for hele landet i dette afgørende tidspunkt, da et gesandtskab fra Holsten er indtruffet til hovedstaden, for efter forlydende at indlede umiddelbare fredsunderhandlinger med kronen, ved hvilke begge hertugdømmers forhold til kongeriget skulle ordnes. Vi kunne ikke indse med hvilken ret dette gesandtskab - som består af mænd, der alle mere eller mindre har taget del i oprøret imod Deres Majestæt, vor elskede Konge, og endnu deltager deri - anmasser sig fuldmagt og berettigelse til at repræsentere hertugdømmet Slesvig og at føre ordet for dette. - Hertugdømmet Slesvig som når man undtager den sydligste del, altid er blevet sin konge tro, selv under de værste plagerier fra insurrektionens side, kan aldrig nogensinde repræsenteres ved sendebud fra en oprørsregering, der endnu i dette øjeblik lader det være sig magtpåliggende at udbrede i vort land det vildeste anarki, og der hidleder sin autoritet fra en revolutionær tysk centralmagt, som altid har været os fuldkomment fremmed. 

Vi fremtræder derved i dybeste underdanighed for Deres Majestæts trone med den højtideligste og bestemteste indsigelse imod de holstenske fredsunderhandleres berettigelse og bemyndigelse til at andrage på eller beslutte noget som helst, der angår hertugdømmet Slesvig. Om de kunne anses som retmæssige repræsentanter for hertugdømmet Holsten, skal vi ikke indlade os på at afgøre. Deres Majestæts tro slesvigske undersåtter har så ofte lejligheden gaves, udtalt samt bekræftet det med mange tusinde underskrifter, at det er deres ønske at blive delagtige i de goder, som Deres Majestæt har tilsagt os i proklamation til slesvigerne af 27. marts 1848. I denne er hertugdømmet Slesvigs adskillelse fra det tyske forbundsland Holsten og dets muligst nøje forening med kongeriget Danmark betegnet som det mål, der i fremtiden skal være rettesnor for Deres Maj. regerings politik. Vi slesvigere gentager herved for Deres Maj. den højtidelige forsikring, at netop dette er den loyale slesvigske befolknings ønske og attrå. Vi ønsker intet mere, end at den gamle ulykkeligt og i sine følger så fordærvelige administrative forbindelse mellem vort land og det tyske forbundsland Holsten må blive ophævet. For kun denne har givet Tyskland, en tilsyneladende ret og et påskud til at blande sig i Danmarks og Slesvigs anliggender, hvorved så megen jammer og ulykke er kommet over hele vort dyrebare fædreland. 

Det er vor faste overbevisning at en fornyelse af den ulyksalige forbindelse mellem et dansk og tysk land, den være end nok så løs, kun kan bringe os fordærvelse, og at vi aldrig kan nyde ro og fred, når vort statsforhold ikke ved ophævelsen af Slesvigs forbindelse med Holsten bliver stillet rent og klart overfor det i indre kamp liggende Tyskland. Smertelig har vi følt og erfaret hvad det er at være tvistens æble mellem to krigsførende magter, at være to nationers kampplads og kamppris; vi kan i vedvarelsen af vor hidtil bestående svævende stilling mellem Danmark og Tyskland kun se udsæden til nye blodige krige. Vi kan og vil kun høre til Danmark. Vi har kun et ønske, nemlig det at prøvelsestiden for det tro Slesvig snart måtte være forbi, og at det måtte lykkes Deres Maj at opnå en betryggende fred, for at kunne læge rigets, og især Slesvigs sår, og for at ordne vort lands forhold således, at de aldrig mere kan frembyde lejlighed til fremmed indblanding og vække erobringslysten. Vi tror at proklamationen af 27. marts indeholder grundtrækkene for en heldig stilling af hertugdømmet Slesvig i den danske stat; men vi kan ikke andet end udtale vor frygt for at efter en tid af indvortes splid, i hvilken det er lykkedes de højere og lærde stænder at opflamme lidenskaberne og at forivre en del af vore landsmand til frafald, forholdenes ordning ville vanskeliggøres, når en landdag sammenkaldtes umiddelbart efter freden. Det er derfor vort allerunderdanigste ønske at Deres maj., efter opnået fred, vil behage at regere landet vel efter den allerhøjeste proklamations ånd, men dog indtil videre ville beholde i Deres hånd den hele på Dem nedarvede suveræne magt, og først da at lade udøvelsen af de i proklamationen tilsagte politiske rettigheder indtræde, når formedelst tro embedsmænds ansættelse, ordenens ånd igen er blevet herskende i landet. Dette ville efter de fra det dansktalende Slesvig her allerunderdanigst underskrevne afsendinges uforgribelige mening, kunne lettes derved at de troblevne embedsmænd fra Nordslesvig forflyttes til Sydslesvig, og at i det dansktalende Slesvig danske juridiske kandidater, der har gjort sig bekendt med den Slesvigske ret, blev ansatte, ligesom i foråret 1848, hvilket ville stemme overens med befolkningens ønske. Indtil den tid da det måtte være hensigtsmæssigt at lade den slesvigske landsforfatning fuldstændig træde i kraft, burde fortrinsvis indførelsen af et kommunevæsen og en fri udvikling af kommuneforholdene fremmes, for at folkets deltagelse i hele landets offentlige anliggender kunne få en fast grundvold. (Fdl.)

Et festmåltid der skulle arrangeres for slesvigerne, er ikke kommet til udførelse, da 3 af de deputerede allerede d. 24., og de øvrige 5 d. 25. har forladt København. (Dvk.) 

(Ribe Stifts-Tidende, 29. april 1850).

Kanon fra Krigen 1848-1850. Krigsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

General von Willisen. (Efterskrift til Politivennen)

General Willisen.

"Hamburger Nachrichten" indeholder følgende rids af livet for den nye general i Slesvig-Holst. hær: Generalløjtnant Willisen, født i Magdeburg, deltog i felttoget 1806 i en meget ung alder; Som et resultat af fred i kongeriget Westphalen, gik han på universitetet, opgav han sin militære status, forlod det for i 1809 at slutte sig til som østrigsk officer. Han forlod tjenesten dér på orlov på ubestemt tid for at fortsætte sine studier, men da han kom hjem, blev han straks arresteret og ført til Kassel, hvor der blev indledt en alvorlig politisk retssag mod ham. Begivenhedens vending i foråret 1813 drev ham til et desperat forsøg på at undslippe; han slap lykkelig og sneg sig gennem den franske hær ind i Bøhmen; På trods af sin tidligere chef Radetzkys indsats foretrak han at træde tilbage i preussisk tjeneste. I Yorks afdeling deltog han i tæt kontakt med grev Brandenburg i felttogene 1813 og 1814. Efter krigens slutning var Willisen dels aktiv i den store generalstab, dels ledsagede han feltmarskal Yorks søn på længere rejser, var en tid ledsager af prinsen af ​​Preussen, dengang kronprinsens adjudant og nuværende konge. Senere kommanderede han en brigade i Stettin, derefter var han brigadegeneral i Breslau, under generalkommando af grev Brandenburg. Den yderst pinlige fredsopgave, som han fik til at løse i Posen i marts og april 1848, mislykkedes på grund af det voksende had mellem de parter, han skulle forlige, samt de skiftende synspunkter i Berlin. Da han blev konfronteret, foretrak han at bede om sin afgang. Som militærperson blev Willisen betragtet som en af ​​de vigtigste kapaciteter; Især i den østrigske hær mødte hans vurdering af felttoget i Italien i 1848 og kritikken af ​​de foranstaltninger, der var truffet og måtte tages for at hævde Italiens position, den største bifald og universel indflydelse. Gennem "Theorie des Krieges" gav Willisen et nyt twist til militærvidenskaben og er bredt anerkendt som en mester i faget

General von Willisen.

Die "Hamburger Nachrichten" enthalten folgende Lebensskizze des neuen Obergenerals der schleswig-holst. Armee: Generallieutenant Willisen, im Magdeburgischen geboren, machte sehr jung den Feldzug von 1806 mit; durch den Friede unterthan des Königsreichs Westphalen, gab er den Soldatenstand auf, bezog die Universität, verliess sie, um 1809 als österreichischer Officier einzutreten. Er ging aus dortigen Diensten mit Urlaub auf unbestimmte Zeit, um seine Studien fortzusetzen, ward aber, in seine Heimath zurückgekehrt, sofort verhaftet und nach Kassel abgeführt, wo ein schwerer polititischer Process gegen ihn eingeleitet wurde. Die Wendung der Dinge im Frühjahr 1813 trieb ihn zu einem verzweifelten Fluchtversuch; er entkam glücklich und schlich sich durch die französischen Heeresmassen nach Böhmen; trotz der Bemühungen seines früheren Chefs Radetzky zog er es vor, in preussische Dienste zurückzutreten. Im Stade York's, in nächsten Verkehr mit Graf Brandenburg, machte er die Feldzüge von 1813 und 1814 mit. Nach beendetem Kriege war Willisen theils im grossen Generalstabe thätig, theils begleitete er den Sohn des Feldmarschalls York auf längeren Reisen, war eine Zeit hindurch Begleiter des Prinzen von Preussen, dann Adjutant des Kronprinzen und jetzigen Königs. Späterhin befehligte er eine Brigade in Stettin, dann stand er als Brigadier in Breslau, unter dem Generalcommando des Grafen Brandenburg. Die äusserst peinliche Friedensaufgabe, die ihn im März und April 1848 in Posen zu lösen gegeben wurde, scheiterne an dem wachsenden Hass der Parteien, die er versöhnen sollte, so wie an dem Wechsel der Ansichten in Berlin. Zur Disposition gestellt, zog er es vor, um seinen Abschied zu bitten. Als Militär galt Willisen für eine der bedeutendensten Capacitäten; namentlich in der österreichischen Armee hat seine Beurtheilung des Feldzuges in Italien 1848 und die Kritik der Massregeln, die man getroffen und zu treffen hat zur Behauptung Italiens, den grössten Beifall und allseitigen Einfluss gefunden. Durch die "Theorie des Krieges" hat Willisen der militärischen Wissenschaft eine neue Wendung gegeben, und es ist allgemein anerkannt, dass er ein Meister des Faches ist.

(Reichsanzeiger der Deutschen: der öffentlichen Unterhaltung über gemeinnützige Gegenstände aller Art gewidmet. 22. april 1850)

Amtmand Jacobsen. (Efterskrift til Politivennen)

I marts 1850 var situationen i Sydslesvig kaotisk. Statholderskabet havde i begyndelsen af måneden meddelt at det overtog regeringen af Slesvig. Bestyrelseskommissionen mistede den magt som de måske ikke havde haft. De preussiske kommandoer i Angel forsvandt. De afsatte embedsmænd tiltrådte deres poster igen. Svenske Malmborg var i vildrede med hvad han skulle gøre. I Flensborg var situationen meget forvirret. Den forhenværende krigsminister i den provisoriske regering, Jakobsen blev udnævnt til amtmand i Flensborg, og den afsatte herredsforged Jochims i Uggel Herred overtog igen embedet. Fra midten af marts var hertugdømmet reelt delt mellem statholderskabet og bestyrelseskommissionen indtil udbruddet af krigen. De nedenstående artikler er udtryk for denne situation: 

Hertugdømmerne. Endnu har ingen Forandring fundet Sted i Tilstanden i Sydslesvig og i Flensborg Amt. De altonaiske og hamborgske Aviser vedblive at paastaae, Ifølge Efterretninger fra Flensborg og Slesvig af 3die ds., at Bestyrelseskommissionen har udsendt et Detachement svenske eller norske Tropper til Angeln for at hefte Jacobsen og Jochims, dog kjendte man ikke til Udfaldet af denne Expedition; det hedder, at Tropperne vare ankomne lil Gros-Solt, men at  Jochims endnu i rette Tid var flygtet. I en anden Beretning hedder det fta Flensborg, at de neutrale Tropper i Grundhof have omringet Huset, i hvilket Pastor Schmidt boede, men han var ogsaa fraværende. Man mener at Hoved-Expeditionen gjelder Sørup. Om de svenske Tropper har overskredet Demarcations-Linien, er man ikke rigtigt underrettet. Imidlertid have vi fra paalidelig Kilde Efterretninger fra Flensborg af 5te ds., ifølge hvilke Bestyrelsescommissionen atter paa det Bestemteste har forlangt af General Hahn, at han skulde lade Jacobsen og Jochims, der tiltage sig Embedsmyndighed i Angeln, arrestere. "Flensb. Corresp " af 5te ds. meddeler Intet om den ovenfor omtalte Expedition til Angeln.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. april 1850).

"Fl. Corrsp." skildrer den almindelige Stemning hos Befolkningen ogsaa i Sydslesvig som gunstig for Gjenindførelsen af den lovlige Orden og betegner Embedsmand og Præster som dem der alene, og det ofte med stor Anstrængelse, vedligeholde Oprøret. Jakobsens Hensigt med Besøget i Steinberg, Nord for Demarkationslinjen, skal egenlig have været at opsnappe Degnen Knuth, der havde negtet at kundgjøre hans Dekreter; men denne var ikke tilstede, og uagtet Amtmanden medførte en til Tænderne bevæbnet Gendarme, maatte han dog skyndsomst fortrøkke for Byens unge Karles truende Bevægelser.

(Ribe Stift-Tidende 15. april 1850).

Amtmand Jacobsen, med hele sit Slæng, hensidder endnu uantastet i Udøvelsen af sine Pengerøverier. Flere Dansksindede have maattet forlade deres Hjem og ere komne til Flensborg for at undgaae hans Forfølgelser, blandt Andet den djærve Bonde D. Lassen fra Struxdorf, den i den senere Tid har varet betegnet i de tydske Blade som den anden Laurids Skau, ligesom Hans Lorentzen fra Tolk samt Skolelærer Callisen fra Haseltoft; disse tre betragtes som de farligste Modstandere af Oprørerne. (Flp.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. april 1850).

Jagten efter Jacobsen. Det hedder fra Flensborg i "Flensb. Correspondent": I Forgaars blev det bekjendt her, at Jacobsen var en Miil herfra i Landsbyen Hannevitt. Strax blev Retsbetjenten, ledsaget af tre Politibetjente, beordret at opsøge ham. I Hannevitt erfaredes, at han allerede var kjørt bort, og havde begivet sig til Wanderup. I Vertshuset paa sidstnævnte Sted traf de den berygtede Sørupper-Retsbetjent Schmidt, og erholdt Underretning om, at Jacobsen var hos Præsten Det er jo desværre i vore Dage Præsterne, der begunstige Forbryderne, der beskytte dem og selv ikke undsee sig ved at begaar Forbrydelser. Retsbetjenten besluttede nu først at sikkre sig Bipersonen og derpaa at vandre til Præstegaarden. Der holdt allerede en Vogn for Døren. Efter lang Kamp blev Schmidt overvunden, men man havde ikke medtaget noget Reeb til at binde Vagabonden; Han befriede sig derfor snart og undkom. Snart blev han imidlertid indhenter og kastet til Jorden. Der begyndte en frygtelig Nævekamp, der endte med, at Sørupper-Retsbetjenten Schmidt blev bragt til Vognen og maatte bestige den. Desværre bleve Kræfterne nu deelte, thi der maatte to Mand til at bevogte Vognen. I Præstegaarden mærkede man snart Larmen af den tilbagevendende Vogn med Retsbetjenten, og der tændtes Lys. Det var Jacobsen. Hurtig slog en af Politibetjentene et Vindue itu, for at krybe ind. Nu skjød Jacobsen først en Pistol af uden at træffe, og senere gjorde han endnu tvende Skud. Skuddet synes for et Øieblik at have decontenanceret Politibetjenten, at han givet Jacobsen Leilighed til Flugt, og at have gjort Naboerne opmærksom derpaa. Thi snart kom hele Landsbyen i Bevægelse, og Vognen hvorpaa den fangne Quasi-Retsbetjent sad maatte flygte, og forfulgtes af en heel Række Bønder til Hest. Der blev ogsaa skudt efter den. Dog ankom den her om Natten og Vagabonden blev rigtig afleveret. Men - Jacobsen var foreløbig fri. Æren for at have befriet ham tilkommer Landsbyen Wanderup. De Politibetjente, der havde begivet sig til Præstegaarden, maatte tage Flugten, og ankom ogsaa hertil om Natten. Saaledes endte den ublodige Kamp mellem Retsbetjente og Vagabonder.

Fra Husum hedder det under 15de April. To ikke uvigtige Pøbeloptrin have fundet Sted der i de sidste Dage, nemlig ved Forlæggelsen af Postcontoiret til den interimistiske Postmester Leppers Bolig og ved Toldforvalter Rohlses Suspension, i Forbindelse wed den tidligere Vontroleur OhlsenS Constituering.

Da den fordrevne Postmester Jensens Fuldmægtig havde overtaget Postsorretningerne her, og havde leiet sig en Bopæl her, i Nærheden af det gamle Posthnus, søgte en Deel Pøbel at forhindre det. Men Foretagendet strandede paa en eneste Nattevægters Haandfasthed Et Par Dage efter havde man overstreget det lille Postskildt med mørk Farve, og ligeledes bemalet nogle Dansksindedes VinducSruder med røde Tegn.

Der tales ogsaa om nogle Optøier, hvori Borgerforeningen her skulde have isinde at tage Deel, naar Toldarchivet skulde afleveres til den constituerede Toldforvalter. En lille bestemt Erklæring af Oberstllentenant Knoblauch gjorde imidlertid ogsaa Ende paa den Fornøielse, og Afleveringen skete under Beskjærmelse af 1 Underofficeer og 2 Mand.

Endvidere har den bekjendte holsteenske Postinspecteur Henningsen for nogle Dage siden oprettet et Postcontoir i Clove eller Hollingstedt. Siden den Tid komme kun Husumerbrevene osv. fra Fredriksstad op her; hvad der er bestemt til nordligere Steder, gaaer over Clove, Hollingsted, Bredsted osv. Man speculerer nu ogsaa paa et Privatforetagende mod det nye Land Postcontoir, hvis ikke Bestyrelsescommissionen iforvejen kommer iveien med en Slæde og stopper Kilden til Ondet i Fredriksstad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1850, 2. udgave).

Krigen 1848-1851: April 1850. (Efterskrift til Politivennen)

 (Af en skrivelse fra Vidå, dat. 28. marts.) Fra Tønder By og amtsstue er i disse dage sendt penge til Rendsborg. Fra staden en ikke ubetydelig sum, men amtsstuen kun få, da pengene indtil nærværende tid er sendt til centralkassen i Flensborg. En del penge skal ligge på Tønder postkontor fra Løgumkloster adresserede til Flensborg. Tønderanerne, hedder det, ville have dem til Rendsborg, men postmesteren til Flensborg. 

For kort tid siden blev oplæst en bekendtgørelse fra amthuset i Tønder i alle kirker om at de resterende skatter ufortøvet skulle betales for at de kunne sendes til Rendsborg. Amtsforvalter Lassen modtager atter de slesvig-holstenske kassebeviser i betaling. 

Præsten Höeck i Hostrup er nederdrægtig nok til fra prædikestolen at udskælde de dansksindede i sognet for landsforrædere, og han udelader altid bønnen for vor konge. Sognet, af hvis 14-1500 beboere kun en 10 stykker er tysksindede, ønsker derfor inderligt en anden præst, dersom Höeck ikke vender om og opfører sig som det bør sig en retskaffen herrens tjener og embedsmand der var svoret kongen af Danmark troskabseden.

(Ribe Stifts-Tidende, 5. april 1850).

Fra Kiel bringer H. C. den nyhed at general v. Bonin har fået sin afsked som kommanderende general over de slesvig-holstenske tropper og at derimod den hidtilværende kgl. preussiske general v. Willisen (bekendt af sin virksomhed som preussisk kommissær i Posen i april 1848) har overtaget kommandoen. Den sidstnævnte var allerede i mandags ankommet til Kiel, og nyheden almindelig bekendt.

(Kjøbenhavnsposten 11. april 1850).

I general Willisens proklamation til oprørsarmeen hedder det blandt andet: "Vi vil ikke ringeagte vores modstander hvis vi møder ham på ny. De har fra Arildstid navn for at være modige, men I må være dem overlegne, så langt som jeres sag er højere, er helligere end deres. De kæmper i det højeste for en vildfarelse, men afgjort for en uretfærdighed, for de gad nok beherske os og betage os vores gamle rettigheder. Men I strider for jeres nationalitet, for jeres utvetydige gamle ret. I strider for at blive regerede efter egen lov og ret. Vi vil ikke taget noget fra dem, vi vil ikke beherske dem, men vi vil som det tilkommer os, stå ligeberettigede ved siden af dem, vi vil være deres venner, men ikke deres tjenere, deres slaver. Deres konge skal ikke som sådan være vores herre, han skal være vores hertug, som hertug kommer han til os og han vil blive modtaget med åbne arme og ærefrygt. (B. T.).

(Ribe Stifts-Tidende, 16. april 1850).

General Bonins Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

Om General Bonins Fratrædelse og General Willisens Ansættelse hedder det i "N. fr. Pr." fra Kiel af 9de April:

"Fra idag overtager den igaar her ankomne tidligere preussiske Generall. v. Willisen Overcommandoen over den slesvig-holsteenske Hær. Han var som bekjendt i Foraaret 1848 den preussiske Regjerings Commissair i Storhertugdømmet Posen og indtog under Forviklingerne der en Tidlang en meget fremragende Stilling som Mægler mellem det tydske og polske Element. Det er ogsaa bekjendt, at hans Mission strandede paa den preussiske Politiks Vaklen med Hensyn til Storhertugdømmets Reorganisation og paa Fjendtligheden af Modsætningen mellem Tydskland og Polen. General v. Willisen erholdt senere som Følge af sin Stilling til Polakkerne sin Afsked af preussisk Tieneste, og levede siden i en uafhængig Stilling, fra hvilken han nu er traadt over i den slesvig-holst. Tjeneste. Generalen hører, som bekjendt, til de meest udmærkede preussiske Officerer. - General Bonin har, hvad ogsaa hans Modstandere sige, erhvervet sig den Fortjeneste at have givet vor Armee en fortrinlig Organisation. Kan og vil han ikke offre sin Stilling i den preussiske Armee, saa tør vi ikke gaae i Rette med ham derom , saalidet som han kunde fortænke os i, at der, paa en Tid, da Alt vakler, blev fordret en bestemt Afgjørelse af ham." 

Corpsbefalingen fra Bonin til den slesvigholsteenske Armee lyder saaledes: 

Kiel den 9de April. Soldater i den slesvig-holsteenske Armee! I ere vante til, at jeg ofte henvender Ordet til Eder; det var prunkløst, men det kom altid fra Hjertet.

Nu er det til Afsked, at jeg henvender det til Eder. Jeg har idag nedlagt den hidtil førte Commando over Armeen, og forlader Landet om nogle Dage. Med mig vende endnu flere tappre Officerer tilbage til deres Fædreland. De vare Eder i Kampens Time et lysende Forbillede, i Hvilens Eders Lærere og retmæssige Foresatte. Alle ville de med mig føle Smerten af Skilsmissen fra de gamle Krigskammerater.

Jeg har i to Aar søgt at varetage Landets Bedste. I have i gode og onde Dage staaet som tappre Soldater ved min Side, og det var en smuk Vei, vi vandrede sammen.

Jeg har allerede tidligere roest Eder for Eders Tapperhed og Lydighed under afvigte Felttog. Idag kan jeg gjentage denne Roes i endnu hoiere Grad, thi I har under Vaabenstilstanden, trods mange Slags Anfægtelser, bevaret en god Mandstugt. I modstode enhver Forførelse, og bleve faste paa Pligtens Vei.

Denne Eders skjønne krigeriske Dyd, uden hvilken ingen Armee kan bestaae, vil altid blive anerkjendt af Ven og Fjende. Bevarer den derfor vel til Fædrelandets Bedste, til Eders egen Ære.

Men lader mig beholde, naar jeg er fjernt fra Eder, den Overbeviisning, at I stedse ville mindes de Lærdomme, Eders General har søgt at befæste i Eder.

Himlens Velsignelse ledsage Eder paa Eders fremtidige Veie. (v. Bonin).

- I et Extrablad meddeler "Kiel. Corresp." følgende Skrivelse af 8de April fra Statholderskabet til "Overbefalingsmanden for den Slesvig-Holsteenske Armee, Generallieutn. v. Bonin": "I Anledning af Hr. Generallieutn.s Skrivelse af 25de f. M. seer Statholderskabet sig nu sat i den Nødevendighed, at gjøre Afkald paa Deres videre Førelse af Overbefalingen, og at anmode Dem om at nedlægge samme. De Omstændigheder, som have fremkaldt denne Nødvendighed,har hverken De, Hr. General, eller vi, formaaet at beherske. Vi undertrykke ikke de smertelige Følelser, hvormed vi see Dem drage bort. De har dannet vor Hær; De har ført den til Seir og Berømmelse; De har opretholdt dens ægte Krigeraand ogsaa dengang, da den maatte lade sin Lvst til Kamp utilfredsstillet. For Alt dette takker ikke blot Hæren, men det hele Land, Dem; for dette takker ogsaa Regjeringen Dem af fuldeste Hjerte. Erindringen om Dem, Hr. General, vil være velsignet i Slesvig -Holsteen; bevar ogsaa De en usvækket Velvillie for dette Land, - vedbliv at høre til os, endog i det Fjerne!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. april 1850, 2. udgave).

Eduard v. Bonin. Public Domain. 

Den preussiske officer Eduard Wilhelm Ludwig von Bonin (1793-1865) blev 1852-1854 og 1858-1859 krigsminister i Preussen. Han havde i 1806 kæmpet under Blücher mod Napoleon. Den 26. marts 1848 kommanderede han den preussiske brigade og deltog i slagene ved Slesvig, Dybbøl, Kolding og Fredecia. Efter at være vendt tilbage til Berlin blev han forfremmet til generalløjtnant. Politisk tilhørte han den liberale fløj.  

Om hans indsats i krigen, se fx J. Ch. H. Gittermann: Der General Bonin. (1850).