Kvistkammertyven Tofte (1): Barndom og Læretid - 1839 til ca. 1856. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første afsnit i en serie på i alt 8 afsnit om "Kvistkammertyven" Tofte. De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven. Serien bygger på en artikelserie i Folkets Avis og jeg har suppleret med lidt yderligere kommentarer og artikler andre steder fra. En forkortet version findes i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. februar 1865, 23. februar 1865 og 24. februar 1865.

Udsnit af protokollen fra Fødselsstiftelsen. Den fulde indførsel lyder: Børnenes Nummere: 221. Mødrenes Nummere, De Ugivtes: 222. Børnenes Fødselsdag: Marts 18. Døbedag: Marts 19. Navn: Peter Ludvig. Afgivne fra Fødselsstiftelsen til Pleiestiftelsen Marts 25. Udleveret til Mødrene med Understøttelse eller udsatte til Fremmede: 26 [], under Nr. til Mødrene: 120. Udgangne fra Stiftelsens Forsorg: 21 Septb.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

"Aar 1839 den 18de Marts er nærværende Drengebarn født paa den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn og givet Nr. 221.

Den 19de d. M. er dette Barn, uden at dets Forældre ere angivne, paa Stiftelsen døbt og kaldet Peder Ludvig."

Saaledes lyder det første Bidrag til den senere saa navnkundige "Kvistkammertyvs" Historie. Han kom til Verden som et slet og ret "Nummer", og han har aldrig lært at kjende sine Forældre. Efter hvad han i Retten har forklaret, troer han at være en Søn af et Fruentimmer, der nu henlever sine Dage i et Fattighuus, og en "Forstjunker". Denne efter hans Begreber "fine Extraktion" har næret hans fra Barndommen af stærkt udprægede Forfængelighed. Han har altid holdt meget af til sine Bekjendte at omtale sin "virkelige" Fader, hvilken han ikke sjeldent paa egen Haand udnævnte til Baron, og som, efter hvad han fortalte, interesserede sig for ham og sendte ham Penge til at klæde sig for. Senere, da han havde gjort Tyveri til sin Næringsvei, brugte han, som vi skulle see, disse opdigtede Historier til dermed at skjule sin sande Erhvervskilde.

Men om han end saaledes aldrig har vidst af en Faders eller Moders Kjærlighed at sige, maa man dog ikke troe, at han er opvoxet, uden at Nogen brød sig om ham. Han var nemlig i en Alder af halvandet Aar kommen i Huset hos en fattig Skomager heri Byen, hvis Efternavn Tofte han antog, og blev af denne saavelsom af hans Hustru opdraget med mere Venlighed og Omhu, end man kunde vente det af betalte Pleieforældre. Han har derfor ogsaa altid følt nogen Godhed for disse Folk, navnlig for Pleiemoderen, og hun kunde maaskee have udøvet en gavnlig Virkning paa ham, dersom hun kunde have vedblevet at have ham under sit Tilsyn, men uheldigviis var Forholdet mellem Ægtefællerne selv ikke det bedste, og endnu før han blev voxen, bleve de formelig separerede, hvorefter Konen flyttede ud til en Landsby en Miilsvei fra Kiøbenhavn, hvor hun endnu boer. Skomager Tofte er derimod død i Løbet af de sidste Aar. Pleiesønnens Forfængelighed i Forbindelse med en indgroet Ulyst til at arbeide og Hang til Vellevned bidrog alt i Forening til, et han allerede i en Alder af 11-12 Aar var, hvad man kalder en "fordærvet" Dreng, men efterat Pleiemoderen havde forladt Kjøbenhavn, blev det endnu værre med ham: det var ikke muligt at faae noget Godt ud af ham. Strax efter sin Konfirmation var han kommen i Lære hos en af vore dygtigste Blikkenslagere, men Alt, hvad denne stred for at gjøre en flink Arbeider ud af ham, hjalp ikke noget. Efterat Mesteren ved gjentagne Forsøg havde overbeviist sig om, at Prygl aldeles ikke bed paa Knægten, satte han ham, for dog at bruge ham til Noget, til at passe sin Boutik. Dertil var han ogsaa forsaavidt vel skikket, som han var pillen og pæn med sin Person og desuden ret beleven i sit Væsen; han havde i det Hele taget let ved at vinde Folks Yndest, Det er ikke usandsynligt, at han allerede dengang forstod at forøge sine Indtægter paa en strafværdig Maade, thi han var rigeligere udstyret med Penge, end man skulde have ventet efter Pleieforældrenes fattige Kaar. Han havde saaledes altid Raad til at tilfredsstille sin Lyst til Slikkeri og gik fra Morgen til Aften og tyggede paa saadanne Ting. Efterat han havde været i denne Tjeneste et Par Aar, kom han en Dag i Mesterens Fraværelse i Uenighed med sin Madmoder, hvem han i Øieblikkets Hede tillod sig at sige adskillige grove Uartigheder. Da han havde faaet disse afleverede, kom han til at tænke paa Mester, der ventedes hjem hvert Øieblik, og da han havde indseet det kritiske i Situationen, fandt han det raadeligst at forlade "Stillingen" uden Kamp, idet han ganske stille drev af uden at lade sig see tiere. Hans Moder fik ham anbragt hos en anden Blikkenslager, men her var han kun i tre Maaneder; saa løb han derfra. Omtrent i denne Periode begik han et af de første Tyverier, der med Bestemthed lader sig datere, nemlig i Februar 1856 fra et af de Reisendes Værelser i Hotel d'Angleterre; men der kan fornuftigviis ikke være Tvivl om, at dette ikke er hans første Forbrydelse. En 16aarig Dreng, der aldrig før har tilegnet sig fremmed Gods, er ikke dristig nok til at gaae ind i en Gaard i den overlagte Hensigt at begaae Tyveri, med mindre han har været der tidt og derfor er fortrolig med Lokaliteterne, men dette var ikke Tilfældet med Tofte. Han maatte desuden vide, at der stadig er Liv og Færdsel paa Gangene i et Hotel, og der hørte saaledes en ualmindelig Frækhed til for en Dreng i Toftes Alder et vælge netop et saadant til sin Tumleplads, selv om han iforveien var dreven i det ædle Tyve-Haandværk, men til sin Debut vilde han aldrig have fundet paa at vælge det.

Efterat han havde forvisset sig om, at Ingen var hjemme paa et af Hotelværelserne, aabnede han Døren med en Nøgle, han havde med sig, og lukkede derefter den i Værelset staaende Kommode op med en anden medbragt Nøgle. Ogsaa dette er værdt at lægge Mærke til; hvor var det muligt, at han kunde være saaledes forsynet med falske Nøgler, hvis han ikke allerede i længere Tid havde studeret Anvendelsen af saadanne Redskaber?

Tyveriet lykkedes fuldstændig; han kunde i al Ro og Mag rode omkring i Kommodeskufferne og tage de Penge, der laae, og som tilhørte en Kjøbmand fra Hamborg. Da han var færdig, gik han ganske rolig ned ad Trappen og ud igjennem Gaarden uden at blive standset af Nogen. Dette Held gav ham Lyst til at komme igjen, og han udøvede i Løbet af 3 Uger to nye Tyverier i Hotellet, ganske paa samme Maade som første Gang. 

Nu blev der Allarm i Luften. Efter det første Tyveri havde Værten uden Videre erstattet den bestjaalne hans Tab, men ikke gjort nogen Anmeldelse til Politiet; anden Gang fandt han sig endnu ikke bevæget til at indblande Politiet i Sagen, men da saa det tredie Tyveri kom til, var han naturligviis nødt til gjøre Alt for at faae Gerningsmanden udfunden. Da der ingen mistænkelige Personer vare sete i Hotellet paa den Tid, Tyverierne vare begaaede, var det naturligt, at man først henvendte sin Opmærksomhed paa Tjenestefolkene. Disse maatte Alle i Forhør, og man kan let tænke sig, hvormegen uforskyldt Pine og Plage, Hr. Tofte derved paaførte disse stakkels Mennesker. Dog, disse Lidelser vare kun ringe i Sammenligning med dem, han ved sine senere Misgjerninger har paaført mangen en uskyldig Person, hvem man med Urette har havt mistænkt med Hensyn til de af ham neaede Forbrydelser, og som derfor have maattet udholde Fængsling, Miskjendelse - ja endog total borgerlig Vanære.

Politiets Efterforskninger førte ikke til noget Resultat, men Ejeren af Hotellet kunde dog være fristet til at troe, at han ved Undersøgelsen havde skræmmet Gjerningsmanden fra at bestjæle ham oftere, thi nu hørte Tyverierne pludselig op. Grunden hertil var dog ikke den anførte - thi Tofte har aldrig hørt et Ord om, at Politiet har været i Hotellet - men simpelthen den, at han. havde forladt Kjøbenhavn.

Hans Pleiemoder, der uden at vide, i hvilken Grad han gik paa gale Veie, dog indsaae, at det ikke kunde gaae an at lade ham drive om uden Kondition, og at det ellers let kunde tage en Ende med Forskrækkelse, havde nemlig besluttet at forsøge, om det maaskee kunde være godt for ham at forlade Hovedstaden. Hun haabede, at Livet i en Provindsby skulde bringe ham til Stadighed og Ro, og skaffede ham derfor en Pige hos en Bager i Fredericia. Denne var ligesaa utilfreds med ham som hans tidligere Læremestre, og to Maaneder efter vare de færdige med hinanden, og Tofte anbragt hos anden Bager i samme By. Den nye Husbond indsaae snart, at der ikke kunde være Tale om at lære Tofte Noget, og benyttede ham derfor til at gaae Ærinder for sig, navnlig til at bringe Brød i Byen til Folk, et Arbeide, hvortil den livlige Kjøbenhavner meget godt egnede sig. Tilfredsheden var imidlertid ikke gjensidig.

Hver Morgen blev han sendt til den tæt ved Havnen liggende Gjæstgivergaard "Lillebelt" med en Kurv frisk Brød, og naar han da saae Dampskibet ligge færdigt til at gaae til Kjøbenhavn, paakom der ham en mægtig Længsel efter "Tivoli", efter de befærdede Gader og det muntre vagabonderende Liv, som der kan føres. En skjøn Sommermorgen saae han derfor sit Snit til ved Bortgangen hjemmefra at iføre sig sine bedste Klæder, og efter at have afleveret sin Kurv i "Lillebelt" gik han rask ombord paa Dampskibet og stilede til Kiøbenhavn. Borte var han, og borte blev han!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 13. februar 1865)

Efter beskrivelsen må han været begyndt at stjæle da han var omkring 8 år gammel.

Der er formentlig tale om det tidligere Hyrups Gæstgivergaard, der lå på hjørnet af Gothersgade 44 og Sønder Voldgade i Fredericia siden 1812, og som i 1840'erne blev omdøbt til Hotel de Lillebælt. Hyrup havde i 1838 erhvervet Bredvad Mølle der nedbrændte 10. september 1845. Den blev genopført og solgt i 1850 til Christoffer Mortensen der imidlertid ikke havde styr på finanserne og som i 1852 afbrændte møllen for at få udbetalt forsikringssummen - det blev opdaget og han blev arresteret. Hyrup hang derfor igen på møllen og solgte den i 1855. Tofte kan have oplevet eller hørt om disse begivenheder.

 

Fotograf Troels Jørgensen (1830-1920): Kongens Nytorv, Hotel d'Angleterre set mod Hovedvagtsgade. Det var på dette hotel Tofte formentlig begyndte sin forbryderkarriere i 1850'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En hjemmeside om Peter Ludvig Thorvald Tofte skriver følgende om hans tidlige barndom: 

Han blev straks sat i Pleje hos et Kvindfolk, der beboede et Kvistkammer i Vognmagergade, og som udelukkende levede af Betleri. Når hun gik ud på sine Betlervandringer, medbragte hun, for at vække Medynk, det spæde Barn, der kun var klædt i nogle Pjalter, og hun veg ikke tilbage for at give det Brændevin, for at det kunne se endnu mere sygeligt ud, eller for, når Folk nærmede sig på Gaden, at knibe og nappe det, så at det gav sig til at klynke.

- - -

Den 16. Januar 1840, den Aften Kong Frederik VI blev bisat, stod hun på Amagertorv med Barnet på Armen. Blandt de forbipasserende var der et Ægtepar, Skomagermester Tofte og hans Hustru. Deres Ægteskab var barnløst, og de ønskede sig intet hellere end et lille Barn. De indledede en Samtale med Betlersken, og på Vejen hjem besluttede de at tage Barnet til sig. Beslutning fulgtes af Handling, og et Par Dage efter havde de fået Bar­net, som de gav deres Navn.

De tog sig på det kærligste af den stakkels lille forsømte Skabning, som de betragtede som deres eget Barn, han blev passet og plejet på det aller­omhyggeligste, men "ligesom den unge Plante, der har fået Frost, først langsomt kommer til Kræfter og aldrig bliver så stor og smuk som den, der bestandig har været plejet og vogtet for Kulden", således gik det også her.

Drengen var sat tilbage både i legemlig og åndelig Henseende. Han var lille og spinkel, og han lærte først i 8 Års Alderen at tale helt rent. Og på den Tid begyndte han at stjæle. Først var det kun enkelte Skillinger, han tog fra Moderen, så blev det til hele Markstykker, som han af Frygt for, at hans Tøj skulle blive efterset gik og gemte i Munden. Først efter to Års Forløb opdagede Forældrene disse Småtyverier, som han beredvilligt tilstod. En ikke alt for alvorlig Revselse gjorde ikke det allerringeste Indtryk på ham.

Så snart han var konfirmeret, blev han sat i Blikkenslagerlære på Køb­magergade. Han lærte dog ingen Ting her, da hans væsentligste Beskæfti­gelse var at passe Mesterens Børn, men han fik Lejlighed til at begå en Del Tyverier, og han indskrænkede sig ikke til at bestjæle Mesteren, men også andre i Nabolaget aflagde han Besøg og begik endog Indbrud med falske Nøgler og Dirk. Han fik sig nu en Veninde, Caroline, der var noget ældre end han. Hun havde Mod på Livet, satte stor Pris på Foræringer og ville navn­lig gerne ud at more sig. Udgifterne blev større, og hvor skulle Pengene komme fra andet end ved flere Tyverier. 

En slesvigholstensk Krigsfanges Beretning. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er et uddrag af en beretning om en krigsfange, som blev såret og taget til fange ved Isted. Serien starter med at fortælle om hvordan han blev taget til fange og efterfølgende om opholdet på lazarettet i Slesvig. Her tilbragte han 4 uger og fortæller herefter om turen gennem Slesvig, Jylland, Fyn og Sjælland til København:

Efter fire uger fik vi endelig ordre om, at fireogtredive af vore folk skulle føres til København. Selvom jeg stadig måtte bære armen i vinde og ofte havde ondt, var jeg til sidst stærk nok til at holde transporten ud. Da vi gik, henvendte Slesvigs kommandant, oberst du Plat, en mørk, streng mand, sig til os og sagde, at enhver, der gjorde det mindste forsøg på at undslippe eller på anden måde var ulydig, straks ville blive skudt, og dragonerne, de, der eskorterede os, havde at holde deres øjne på os. Marchen fra Slesvig til Flensborg, næsten fire mil, i solens brændende varme og frygtelige støv var meget anstrengende for os rekonvalescenter; vi kunne næsten ikke slæbe os frem og to faldt ned og måtte køres videre. Vores dragoner viste i det hele taget, at de var blide og medfølende og gjorde, hvad de kunne for at gøre vores march lettere. Især underofficeren udmærkede sig ved sin menneskekærlighed og fortalte os på sit gebrokne tysk, at han sidste år var blevet fanget af slesvig-holstenerne ved Kolding og var blevet behandlet meget godt af dem, og derfor ville han behandle os godt. Vi hørte også fra ham, at der under hele vor march var givet ordre til at sige, at vi for nylig var blevet fanget i en træfning, hvor danskerne havde overhånden. Sådanne bedragerier er meget almindelige blandt danskerne; Målet er at kaste sand i øjnene på pøbelen i København og andre steder.

(Fortsættelse følger).

Aus dänischer Gefangenschaft.

Nach vier Wochen kan endlich der Befehl, dass vier-und-dreissig der Unsrigen nach Kopenhagen gebracht werden sollten. Ich musste zwar meinem Arm noch in der Vinde tragen und hatte oft auch noch Schmerzen, war aber am Ende kräftig genug, den Transport zu ertragen. Beim Abmarch hielt der Kommandant von Schleswig, Oberst du Plat, ein finsterer, strenger Mann, noch eine Anrede an uns, in der es hiess, wer nur den geringsten Fluchtversuch mache, oder sonst nicht gehorche, werde sogleich erschossen werden, und die Dragoner, die uns eskortirten, mussten von unsern Augen scharf laden. Der Marsch von Schleswig nach Flensburg, fast vier Meilen, bei brennender Sonnenhitze und furchtbarem Staube, war für uns Rekonvalescenten ehr anstrengend; wir konnten uns kaum mehr fortschleppen und zwei stürzten nieder und mussten weiter gefahren werden. Unsere Dragoner zeigten sich im Ganzen gurmuthig und mitleidig und thaten, was an ihnen lag, uns den Marsch zu erleichtern. Namentlich der kommandirende Unteroffizier zeichnete sich durch Menschenfreundlichkeit aus und erzählte uns in seinem gebrochenen Deutsch, er sey im vorigen Jahre von den Schleswig-Holsteinern bei Kolding gefangen genommen und sehr gut von ihnen behandelt worden, und so wolle er sie denn auch wieder gut behandeln. Von ihm hörten wir auch, es sey Befehl gegeben, auf unserem ganzen Marsche zu sagen, wir seyen erst kürzlich in einem Treffen, in dem die Dänen die Oberhand behalten, gefangen wroden. Solche Täuschungen sind bei den Dänen ganz gemein; man will damit dem Pöbel in Kopenhagen und anderswo Sand in die Augen streuen.

(Fortsetzung folgt).

(Morgenblatt für gebildete Leser. 21. januar 1851, uddrag)

I Flensborg blev vi slemt hånet af den dansksindede del af befolkningen, mest pøbelen; De knyttede næverne til os, spyttede på os og råbte hele tiden: "Tyske hund, tysker Mikkel," og lignende æresbevisninger. Vi blev spærret inde i en gammel, forfalden kirke, og der gik flere timer før vi fik noget halm til vores trætte lemmer og brød og suppe. Om aftenen gjorde de tysksindede Flensborgere det muligt at sende os en stor kurv med smørruller, pølser, skinke og et par flasker vin, så alle kunne drikke et glas vin som forfriskede os gevaldigt.

For triumferende at vise os over for nordslesvigerne og jyderne, blev vi slæbt ad landevejen  via Fredericia til København i stedet for at gå om bord i Flensborg som det plejede at foregå. På marchen via Aabenraa og Haderslev til Kolding havde vi det forholdsvis godt, selvom varmen satte sit præg på vores svækkede kroppe. Landboerne i Nordslesvig forfriskede os ofte undervejs med mælk og brød og smør, og i Haderslev og Aabenraa sendte de tysksindede beboere os så meget god mad at vores vagter også fik deres del af det. I Herrnhut-kolonien Christiansfeldt, hvor vi hvilede i flere timer, blev vi bespist meget generøst, og da vi sagde farvel, uddelte en ung, køn herrnhutisk kvinde ti ny testamenter i det velkendte lille format blandt os.

Men tingene blev helt anderledes da vi ankom til Kolding, den første lille by i Jylland. Her hvor vi sidste år gav danskerne god tæsk og stolte trådte ind som sejrherrer, gjorde vi nu det mest elendige indtog; hele den uforskammede befolkning så ud til at være samlet for at byde os velkommen og hilste os med fløjter, skrig, hyl og de danske råb: "Slå dem ihjel, de slesvig-holstenske hunde, der brændte vores huse for et år siden! Hæng dem, den tyske Mikkel! " osv. Nu og da fløj klumper af snavs, kålstykker, ja stenene hen over dragonernes hoveder ind i vores midte. En gammel, hæslig kvinde gik så langt i sit fanatiske mod, at hun hældte en fuld kammergryde ud over en af ​​os. I sin iver gav hun også en del af den til en af ​​de danske dragoner, og til gengæld gav han den gamle kone et par skarpe, flade hug med sablen hen over ryggen. Generelt krævede det ofte en seriøs indsats fra vores eskorte side for at beskytte os mod den vilde pøbel. Vi blev spærret inde her for natten i en gammel, øde tårn, fuld af snavs og murbrokker, og fik kun dårligt kogte kartofler, som var kolde, og noget groft brød og vafler. Drengene hylede og fløjtede hele aftenen foran døren og morede sig med at kaste sten ind i de åbne vinduer.

Næste morgen marcherede vi til Fredericia og måtte undervejs udstå samme spottende behandling i de jyske landsbyer, og endnu mere i selve Fredericia, og blev igen meget dårligt fodret om aftenen. Jeg vil gerne nævne, at i en jysk landsby kom nogle unge gårdpiger med mælk og ost til os. De otte danske dragoner, som dannede vor eskorte fra Slesvig og fremefter, viste sig også bestandig som humane mod os, stødte folkene fra os med flade slag og sagde højlydt, at det var en skændsel at behandle sårede fanger således; vi er lige så gode soldater, som de er, og enhver kan stå over for at blive taget til fange. De gav os også et oprigtigt håndtryk da vi sagde farvel og gav os al den tobak og brændevin, de havde med. De gode fyre havde mødt os for ofte i den varme ild, at de havde lært at respektere os.

Vi blev ikke behandlet helt så dårligt som i Kolding og Fredericia hvor befolkningen havde lidt meget i de sidste to år af krigen, på øerne Fyn og Sjælland, selv om der nogle gange ikke manglede hån og latterliggørelse der og befolkningen var stort set meget dårlig og utilregnelig, så vi næsten ikke kunne slæbe os igennem. På den anden side blev vi ofte behandlet brutalt, ja grusomt, af politibetjentene der skulle transportere os fra sted til sted, mens de råbte til folket at vi var blevet fanget i en kamp ​der for nylig var vundet af danskerne. En af disse mennesker havde den skamløshed at slå en af ​​os som var så udmattet, at han ikke længere kunne bevæge sig, især da hans sår på foden var åbnet igen, flere gange over ryggen med en tyk stok; Men de andre håndlangere var menneskelige nok til at irettesætte ham for en sådan brutalitet.

(Forfølgelse følger.)

Ubekendt: Schleswig-Holstenske fanger forhøres, februar 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Aus dänischer Gefangenschaft.

(Fortsetzung)

In Flensburg wirden wir vom dänisch gesinnten Theil der Bevölkerung, grösstentheils Pöbel, arg verhöhnt; sie ballten die Fäuste gegen uns, spieen uns an und riefen fortwährend: "deutscher Hund, deutscher Michel," und ähnliche Ehrentitel. Man sperrte uns in eine alte verfallene Kirche ein, und es dauerte mehrere Stunden, bis wir etwsa Stroh für unsere müden Glieder und Brod und Grüsssuppe erhielten. Abends wussten die deutschgesinnten Einwohner von Flensburg es möglich zu machen, uns einen grossen Korb mit Buttersemmeln, Würsten, Schinken und einigen Flaschen Wein zukommen zu lassen, so dass jeder ein Glas Wein trinken konnte, was uns ungemein erquickte. 

Um uns vor der nordschleswigschen und jütländischen Bevölkerung recht eigentlich im Triumph aufzuführen, schleppte man uns auf dem Landweg über Friedericia nach Kopenhagen, statt uns,wie sonst gewöhnlich geschah, in Flensburg einzuschiffen. Auf dem Marsch über Apenrade und Hadersleben nach Kolding ging es uns verhältnissmässig ganz gut, obgleich die Hitze unsere geschwächten Körper ungemein angriff. Das Landvolk in Nordschleswig erquickte uns am Wege oft mit Milch und Butterbrot, und in Hadersleben und Apenrade sandten uns die deutschgesinnten Einwohner so viele gute Lebensmittel, dass auch unsere Bewachungsmannschaft ihr reichliches Theil davon bekam. In der Herrnnhuter Kolonie Christiansfelde, wo wir mehrstündige Rast hielten, verpflefte man uns sehr reichlich, und beim Abschied vertheilte eine junge hübsche Herrnhuterin zehn neue Testamente im bekannten kleinen Format unter uns. 

Ganz anders wurde es aber, als wir in Kolding dem ersten jütlandischen Städtchen, ankamen. Hier wo wir im vorigen Jahre die Dänen tüchtig auf's Haupt geschlagen und stolz als Sieger eingezogen, hielten wir jetzt den jämmerlichsten Einzug; die ganze rohe Bevölkerung schien sich zu unserem Empfange versammelt zu haben und begrüsste uns mit Pfeifen, Zifchen, Heulen und den dänischen Rufen: "Schlagt sie todt, die schleswig-holsteinischen Hunde, die uns vor einem Jahr unsere Häuser verbrannt haben! Hängt sie auf, die deutschen Michel!" u. dgl. Hin und wieder slogen auch Schmutzklumpen, Kohlstücke, ja Steine über die Köpfe der Dragoner in unsere Mitte. Ein altes scheussliches Weib ging in ihrer fanatischen Muth so weit, dass sie einem von uns einen vollen Nachttopf über den Leib goss. In ihrem Eifer gab sie aber auch einem der dänischen Dragoner einen Theil davon ab, und dieser zog dafür der alten Here einige tüchtige flache Hiebe mit dem Säbel über den Rücken. Ueberhaupt bedurfte es oft ernstlichen Kraftaufwands von Seiten unserer Eskorte, um uns vor dem wilden Pöbelhausen zu schützen. Wir wurden hier die Nacht über in einen alten wüsten Thrum eingesperrt, der voller Unrath und Schutt war, und erhielten nur schlechte gekochte Kartoffeln, die kalt waren, und etwas grobes Brod und Waffer. Die Buben heulten und pfiffen den ganzen Abend vor dem Thrum und belustigten sich damit, Steine in die offenen Fensterlücken desselben zu werfen.

Am andern Morgen marschirten wir nach Friedericia und hatten unterwegs den jütländischen Dörfern, und mehr noch in Fridericia selbst, dieselbe höhnende Behandlung zu ertragen, bekamen auch am Abend wieder sehr schlechte Nahrung. Lobend moss ich erwähnen, dass in einem jütländischen Dorfe einige junge Bauermädchen uns Milch und Käse brachten. Auch die acht dänischen Dragoner, die von Schleswig ab unsere Eskorte gebildet, bewiesen sich fortwährend menschenfreundlich gegen uns, wehrten mit flachen Hieben das Volk von uns ab und sagten laut, es sey eine Schande, verwundete Gefangene so zu behandeln; wir seyen so gut Soldaten wie sie, und gefangen zu werden könne jedem begegnen. Sie reichten uns auch zum Abschied treuherzig die Hand und schenkten uns all den Tabak und Branntwein, den sie bei sich hatten. Die braven Kerle hatten im heitzen Feuer zu oft uns gegenüber gestanden, als dass sie uns nicht hätten achten lernen sollen.  

Nicht ganz so schlecht wie in Kolding und Friedericia, wo die Bevölkerung freilich in den beiden letzten Kriegsjahren viel gelitten hatte, wurden wir auf den Inseln Fühnen und Seeland behandelt, obgleich es aich dort an Hohn und Spott mitunter nicht fehlte und die Bevölkerung grossentheils sehr schlect und unzureichend war, so dass wir und endlich kaum noch fortschleppen konnten. Roh, selbst grausam behandelten uns dagegen jetzt nicht selten die Polizeidiener, die uns von Ort zu Ort transportiren und dabei dem Volke vorschreien mussten, wir seyen in einer kürzlich von den Dänen gewonnenen Schlact gefangen worden. Einer dieser Menschen hatte die Schamlosigkeit, einen von uns, der so matt war, dass er nicht mehr fort konnte, zumal seine Wunde am Fusse wieder aufgebrochen war, mehrmals mit einem dicken Stock über den Rücken zu schlagen; die andern Schergen waren aber doch menschlich genug, ihm solche Rohheit zu verweisen.

(Fortsetzung folgt.)

(Morgenblatt für gebildete Leser. 22. januar 1851)

Det værste af det hele var, som vi forventede, selve modtagelsen i København. Pøbelen stimlede sammen om os i store mængder, og militærvagten som nu omringede os igen, kunne kun med besvær beskytte os mod fysisk overgreb. De frygteligste trusler og forbandelser, de modbydeligste fornærmelser, væltede ud over os fra alle sider; vi blev overhældt med snavs og sten, og jeg havde æren af ​​at en meget elegant klædt ung dame med en rød fløjlskjole spyttede i ansigtet på mig. Vi var inderligt glade da dette optog gennem hele København var forbi, og vi steg i bådene for at blive ført til de uriggede skibe der tjener som indkvartering for de slesvig-holstenske fanger. I øvrigt var tumulten værst på Holmen, og drengene og mændene dér morede sig især med at slå i vandet med pæle og årer, så vi og bådene vi kom ind i, blev rigtig våde, vibrerede voldsomt og råbte: "Smid de tyske hunde i vandet! Lad os se om de kan svømme" osv.

Aus dänischer Gefangenschaft.

Am allerschlechtesten, wie wir es nicht anders erwartet, war der Empfang in Kopenhagen selbst. Der Pöbel umdrängte uns in hellen Hausen, und nur mit Mühe vormochte die Militärwache, die uns jetzt wieder umgab, uns vor körperlichen Misshandlungen zu schützen. Die furchtbarsten Drohunen und Verwünschungen, die gemeinsten Schmipfreden sprudelten von allen Seiten auf uns ein; wir wurden mit Koth und Steinen beworfen, und mir selbst wurde die Ehre zu Theil, dass eine ganz elegant gekleidete junge Dame mit einem rothen Sammtspenzer mir in's Gesicht spuckte. Wir awren von Herzen froh, als dieser Umzug durch ganz Kopenhagen abgethan war und wir in die Boote stiegen, um nach den abgetakelten Schiffen gebracht zu werden, die den schleswig-holsteinischen Gefangenen als Quartier dienen. Auf dem Holm war übrigens zu guter letzt der Tumult am ärgsten, und besonders belustigten sich dort die Buben, aber auch Männer damit, mit Stangen und Rudern in das Wasser zu schlagen, damit wir recht nass würden, und die Boote, in die wir stiegen, in heftige Schwingung zy setzen, wobei sie schrien: "Werft die deutschen Hunde in's Wasser! Lassst sehen ob sie schwimmen können," u. dgl. 

- - -

(Morgenblatt für gebildete Leser. 23. januar 1851, uddrag)

Meyer Herman Bing (1807-1883): Fangeskibene Dronning Marie og Waldemar seet fra Nytoldbod. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Krigsfangerne blev anbragt på fængselsskibet, det tidligere linjeskib Valdemar. Serien fortsatte i dette og næste nummer med at fortælle om forholdene der. Den 3. november 1850 undveg 4 krigsfanger fra skibet, de blev fanget og bragt til Vordingborg.

Linieskibet Valdemar (1828-1864) fungerede ligesom "Dronning Marie" 1848-1850 som kvarterskib for krigsfanger. Før Dronning Marie blev indrettet til krigsfangeskib i april 1848, blev krigsfangerne indsat på Gammelholm. Valdemar var i hvert fald fra juli 1848 også blevet indrettet. Skibet tjente 1855 som eksercerskib og endelig som logiskib for værnepligtige, indtil det i 1864 udgik af flåden og ophugget. Det var kun udrustet en enkelt gang, i tre måneder.

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. "Dep. Tid." meddeler Følgende:

- - -

Den 2den Octbr. havde nogle Uordener fundet Sted i Byen Christiansted, hvortil Iværktrædelsen af en Gouvernements-Anordning af 30ie Juli d. A., der fastsætter endeel indskrænkende Bestemmelser for Handelsberettigelse paa Øen, havde givet Anledning. Hidtil har paa St. Croix factisk bestaaet en saa godt som uindskrænket Frihed for Enhver til at drive Handel, og denne Frihed har ogsaa været benyttet i meget viid Udstrækning. De Misligheder, der hermed have været forbundne, og Nødvendigheden af ved faste Regler at indskrænke en ubunden Frihed, der gav den hos de lavere Klasser af Befolkningen herskende Hang til Lediggang Næring, og ofte tjente til Skjul for Løsgængeri og Bedragerier, have allerede længe været følte, og have isærdeleshed været fremtrædende, efterat Emancipationen havde givet Anledning til en forøget Tilstrømning til Byerne af Individer, der ønskede at unddrage sig fast Arbeide paa Landet. Forhandlinger bleve i 1849 indledede med Borgerraadet, som i Slutningen af Aaret indsendte til Gouvernementet et af Raadet udarbeidet Udkald til en Anordning vm Regulering af Handelsberettigelsen. Efterat dette Udkast havde været Gjenstand for Forhandlinger mellem Gouvernementet, Borgerraadet og Overrettens Justitiarius, udfærdigede den fungerende Gouverneur under 30te Juli den ovenvævnte provisoriske Anordning, hvis Bestemmelser navnlig sigte til at indskrænke det hidtil stedfundne almindelige Bissekræmmeri paa Landet og unge Menneskers Omdriven med Varer, Anordningen var efter Borgerraadets bestemte Andragende fastsat at skulle træde i Kraft den 1ste October, og et indkommet Aadragende om at Iværksættelsen maatte udsættes, blev afslaaet af Gouverneuren, da Borgerraadet ved en Deputation anholdt om , at ingen Udsættelse maatte finde Sted. Da Gouverneuren imidlertid kom til Kundskab om, at enkelte af Anordningens Bestemmelser havde givet Anledning til Misforstaaelse. og at de vare affattede saaledes, at de ved en stricte Anvendelse vilde træffe den Deel af Befolkningen i Byerne, som hidtil havde havt deres væsentligste Erhverv af Handel med Fornødenhedsgjenstande af egen Industri, mere end det ved Anordningens Udfærdigelse var forudsat som nødvendigt, havde han under 28 Septbr. meddeelt Politimestrene en nærmere Fortolkning af disse Bestemmelser, som Rettesnor ved Anordningens Gjennemførelse. Nogen Røre var ikke desto mindre frembragt blandt de lavere Klasser af Befolkningen, navnlig i Christiansted. Den 1ste October, Dagen da Anordningen traadte i Kraft, skete Intet, men Dagen efter gav Anholdelsen af et Par Sælgersker, om hvem der var flere Anmeldelse til Politiet, at de overtraadte Anordningen ved at drive omkring paa Landet, Anledning til, at en Deel Folk af den laveste Klasse samlede sig udenfor Retshuset og kastede med Steen, da Politiet vilde drive dem bort. Efterat dette var passeret, slog endeel Pøbel Vinduerne ind i et Huus, som er beboet af Colonialsecretair Elberling, og senere angreb den paa samme Maade et Huus, som tilhører en Kræmmer Lindo, der har en stor Boutik af Kramvarer. Videre Uordener bleve dog her forhindrede, og imidlertid blev der sendt Melding til Gouveneuren, der befandt sig paa et Landsted omtrent en halv Miils Vei fra Byen. Denne tog øieblikkelig ind til Byen og efter hans Ankomst til Gouvernementshuset forsamledes en Hob Folk sig udenfor Huset. Gouverneuren beroligede dem ved nogle faa Ord, hvorpaa Mængden paa hans Opfordring adspredte sig. I mindre end en halv Time efter hans Ankomst til Byen var Alt roligt, og ingen Uorden havde senere fundet Sted. Militair Magt anvendtes ikke; en halv Snees Mand blev reqvireret af Politimesteren, men ikke benyttet. Hverken Landbefolkningen eller Bybefolkningen i Frederiksted havde taget nogensomhelst Deel i det Forefaldne.

Med Hensyn til Udviklingen af Forholdet imellem Arbeidsherrerne og Arbeiderne paa Landet paa St. Croiz efter Udgivelsen af det provisoriske Arbeiderreglement af 26de Januar 1849, indeholde de fra Gouvenementet modtage Beretninger Følgende:

Kort efter Emancipationen forlangte Arbeiderne paa et meget stort Antal Plantager deres hele Betaling erlagt i rede Penge. Dette var en naturlig Følge af de nye Forhold, idet Arbeiderne undervurderede Værdien af de leverede Provisioner, ønskede anden og bedre Føde, og overvurderede Pengebetalingen. Den under Slaveriet tilstaaede allowance (Ration af Provisioner in natura) var rigelig og beregnet paa at udgjøre Negerens saa godt som eneste Føde. Mange, som havde Leilighed til at skaffe sig andre Fødemidler, havde allerede under Slaveriet ikke Brug for deres fulde Allowance, og solgte en Deel deraf til Byerne for en Priis langt under deres Værdi. Efter Emancipationen blev dette naturligviis hyppigere Tilfældet, og en Deel af Landnegerne foretrak desaarsag at erholde Betaling istedetfor Provisioner. 

Planterne vare derimod i det Hele ugunstig stemte imod Betaling af den hele Løn i Penge alene; Credit paa Provisioner var lettere at erholde end Laan af rede Penge. Nogle frygtede, at Betaling i Penge alene vilde lede til en mere udstrakt Dyrkning af Provisioner blandt Negerne, større Industri, deraf følgende større uafhængighed og endelig Tab af den fornødne Arbeidskraft fra Sukkerdyrkningen. Andre mente, at derved vilde foranlediges Mangel og Dyrtid paa Provisioner, da det, naar Negerne skulde indkjøbe dem en detail i Byerne, var at befrygte, at Kjøbmændene ikke til enhver Tid vilde have tilstrækkelige Beholdninger, og at Priserne saaledes til enkelte Tider vilde blive opskruede, hvoraf det let kunde blive en Følge, at Arbeiderne ei altid vilde have Føden i saa rigeligt Maal som tilforn, og at især Børnene, der efter Emancipationen kun erholde Betaling, forsaavist de kunne arbeide, og altsaa nu i Almindelighed skulle underhodles af Forældrene selv, vilde komme til at lide Mangel. 

Disse befrygtede Følger af, at Valget imellem Penge og Provisioner var overladt til Arbeiderne selv, indtraadte imidlertid ikke, og Betalingsmaaden ordnede sig af sig selv paa den for samtlige Parter fordeelaftigste Maade, efterhaanden som Orden og Tillid vendte tilbage. Arbeiderne vendte lidt efter lidt tilbage til at tage allowance, og Betaling i Penge allene er bleven sjeldnere og sjeldnere. Paa 4 Plantager, hvor Arbeiderne siden Emancipationen have erholdt deres fulde Løn i Penge, have de betinget sig allowance fra 1ste Octbr. d. A. Uagtet Lønnens Art selvfølgelig beroer paa Overeenskomsten ved Contractens Ingaaelse, gjøre Planterne ingen Vanskelighed med at gjøre Forandring heri; kun fordres i Almindelighed, naar Arbeiderne ønske at ophøre med at tage allowance, at Plantagens Beholdning af Provisioner først skal opbruges. Den 1ste August d. A. tog i Frederikssteds Distrikt de 9/16  allowance og kun 1/16 Pengebetaling allene. I Christiansted- og Center-Distriktet toge paa 70 Plantager alle Arbeiderne og paa 15 de Fleste allowance; paa 11 Plantager havde de fleste Arbeidere og paa 21 alle Arbeidere betinget sig deres hele Løn i Penge. Paa enkelte Plantager toge Arbeiderne een Uge allowance og den næste Uge fuld Løn i Penge. 

Under Slaveriet bestod den lovbestemte allowance af 6 Qvart (8 Pd. dansk Vægt) Mais-Meel om Ugen for hver Arbeider over 15 Aar; 5 Qvart for Arbeidere mellem 10 og 15 Aar, dog et Crookgang (de, som bringe Rørene med Muler fra Marken til Møllen) erholdt samme allowance som Arbeiderne over 15 Aar; 3 Qvart for Børnene mellem 6 og 10 Aar, og 2 Qvart for dem under 6 Aar - Alt foruden det vedtagne Qvantum Sild, 7 a 11 efter Størrelse, eller istedetfor samme tørret Fisk, hvoraf en Ration udgjør 1½ Pd. Den samme allowance gives ogsaa nu, med Undtagelse af den for Børnene betsemte, idet disse, som ovenberørt, nu kun erholde allowance, forsaavidt de arbeide. I Reglen er det fordeelagtigt for Arbeiderne, at tage Provisioner istedetfor deeres hele Løn i Penge, da de som ofteste ved Detailindkjøb i Byerne maa betale deres Mais-Meel og øvrige fornødenheder dyrere, end de beregnes dem, naar de tage allowance. Have Arbeiderne ikke brug for deres allowance til dem selv og deres Fjerkræ, kunne de sælge deres Overflod til Bynegerne. Ogsaa for Planterne vil det, naar ikke Priserne paa Provisioner stige høit, være fordeelagtigere at levere allowance til deres Arbeidere end at betale hele Lønnen i Pegne, og fra det Offentliges Synspunkt har denne Forholdenes Ordning den Fordeel, at Indførelsen af Mais-Meel i Reglen vil blive stadigere, naar det kan sælges en gros, end naar det skulde udsælges en detail. 

Da efter de foranførte Oplysninger den store Majoritet (omtrent 9/10) af samtlige Markarbeidere erholde en større eller mindre Deel af dres Løn i Fødemidler in natura, vi Følgen heraf være, at Tolden paa Mais, Meel væsentlig falder paa Plantage-Eierne, hvoved disse imidlertid hverken have lidt Tab eller ville komme til at lide Tab, saalænge Priserne paa Melet ikke stige meget høit. Da den provisoriske Toldanvisning af 26de Marts 1849 udkom, stod Prisen i 18 Dollars pr. Fad, og holdt sig heri indtil Midten af Aaret, hvorefter den successive steeg til 24, og da igjen successive faldt til den nuværende Priis 20 Dollars. I den allerseneste Tid er den imidlertid begyndt at stige igjen til 21 a 22 Dollars. Disse Priisforhold angives almindelig alene at afhænge af Priisforandringerne i Amerika. Den arbeidende Classe lever forøvrigt ikke af Mais-Meel alene. Saavel Hvedemeel som Hvedebrød consumees i betydelig Mængde af Arbeiderne, og endeel af det Mais-Meel, som indføres til Øen, forbruges til Kreaturføde. Landnegerne sælge ogsaa endeel af deres Ration af Meel til Bynegerne, som derved erholde det billigere end i den sædvanlige Detailhandel. Derved lettes Prisen for den Fattige i Byerne, der ellers sandsynligviis vilde lide mere ved Tolden end Landnegerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1850, 2. udgave).

Christian Arendrup (25.3.1837-8.7.1913) officer, guvernør: Hestevogn foran plantagehus. 1888. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Krigen 1848-1851: November 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Ved reskript af 8. d.s. fra den kgl. regeringskommission indrømmes i staden Aabenraa ifølge de deputerede borgeres og kirke- og skolekollegiets andragende, dansk og tysk som kirkesprog lige rettighed, således at der prædikes skiftevis dansk til højmesse og tysk til aftensang den ene søndag, og tysk til højmesse og dansk til aftensang den anden søndag. I skolerne derimod skal dansk være undervisningssprog mens børnene dog grundig skal undervises i tysk. 

Ribe Stifts-Tidende, 18. november 1850.

I "R. pr. Zeit." læses følgende: "Man tror måske at de danske og de slesvigholstenske soldater hader hinanden. Deri tager man meget fejl. I slaget hvor pligten byder det, skyder de hinanden ned. På forpost derimod ser man dem hyppig at underholde sig fredeligt med hinanden, stoppe af hinandens tobakspunge, drikke hinanden til at deres feltflasker eller "gøre vekselforretninger sammen, idet de danske gerne søger at få de slesvig-holstenske kassesedler som de har frataget de faldne, ombyttet med sølvpenge hvoraf de da ofte nøjes med hvad slesvig-holstenerne just tilfældigvis har hos sig. For for disse har papirpenge slet ingen værdi. Dersom der virkelig er noget om dette forpostvenskab mellem de to krigsførende partier, så må man tilstå at det vist nok er sjældent at se folk med så megen gemytlighed skyde hinanden ihjel." Hertil bemærker "Fl. Z." at det er så meget sørgeligere at se anstifterne og lederne af den holstenske opstand vedligeholde et fjendskab der som man også af dette eksempel ser slet ingen rod har i folket.

Ribe Stifts-Tidende, 29. november 1850.

29. november 1850 trak Preussen al støtte til slesvig-holstenerne efter pres fra de europæiske magter. 

7. december 1850 blev general von Willisen afskediget. 

15. december 1850 foregik den sidste krigshandling ved Kochendorf. Krigen havde da kostet 2.128 danske og 1.284 tyske faldne (i alt 4.412) og 5.797 danske og 4.675 tyske sårede (i alt 10.472). Til sammenligning Dybbøl 1864: 378 faldne og 910 sårede danske, og 263 faldne og 689 sårede preussiske/østrigske.

Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig. "Dv." meddeler følgende fra Husum den 31te October:

- Af væsentligt Nyt haves intet. Tre herværende Tjenestepiger, hvoraf to staa i Condition hos den bortflygtede Amtsforvalter Getzer, ere af vor Commandant ikjendte 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, fordi de, trods skærpede Advarsler, have smykket herværende faldne Insurgenters Grave med symboliske Krandse. man undrer sig over, at de, som have bundet Krandsene og ledet Demonstrationen, nemlig Fru Klincke (Beselers Søster), hendes to Frøkendøtre og Gartnerdatteren Jomfru Thegen, ikke ere satte paa Vand og Brød, men at de stakkels afhængige Tjenestepiger ene skulle undgjælde.

Forleden Dag vendte paa et Dampskib en Mængde Husum-Indvaanere, som i Sommer vare flygtede, fra Hamborg tilbage hertil, tilsyneladende i en Stemning, der sagde, at de mistvivlede paa deres Sag og nnu vilde føie sig i Forholdene. De bleve satte under Politiets Opsyn. Ved en Visitation, som foretoges hos dem, inden de kom iland, fandtes en saadan Mængde forseglede Breve hos dem, at de Multker, de herfor have at udrede til Postkassen, skal beløbe sig til circa 100 Mrk. Blandt disse hjemkomne Flygtninge findes ingen Embedsmænd. Disse udeblive, og at de i det Fjerne lide Savn nok, kan man tænke sig, da de fik bort, uden at modtage enten Vinterklæder eller Andet, fordi de antoge, at deres Undvigelse til Holsteen kun vilde vare nogle Dage. Tilliden dengang til Willisen og hans Hær var endnu usvækket. Nu har Amtsforvalter Setzer skrevet hertil og bedet om faae sin Garderobe udleveret, hvilket er blevet ham tilstedet. Medens Bombardementet og Stormen af Frederikstad den 4de Octbr. stod paa, opholdt henved 80 bortflygtede embedsmænd sig sønden for Staden og Eideren paa Holsteensk Grund, afventende det Øieblik, da Holsteinerne indtoge Byen og fordreve de Danske, for derpaa at gaae tilbage til deres embeder her og i det øvrige sydvestlige Slesvig. Frederikstad, som ved en kanonade, der ille tillod Nogen at tælle til Fem mellem hvert Skud, borgede for et heldigt Udfald. At det desuagtet kom anderledes, vakte stor Fortvivlelse, og bestemte Setzer til nu at see at faae sine Vinterklæder tilsendte.

Under Frederikstads Bombardement viste Husums Indvaanere sig fra en smuk Side, idet baade de tydsk- og dansksindede i to Dage, den 4de og 5te sendte, rigtignok paa Borgermester Davids Bøn, hver Dag mange Læs Føde- og Drikkevare til den kjæmpende danske Besætning i den brændende By. Alle, Fattige og Rige, søgte at overgaae hverandre i at levere skaaret Smørrebrød, Skinke, Steg, Viin, Rum, Brændeviin, Øl osv. Vor Byes Stortydsker, Hr. Apotheker Paul (en Broder til Oberst St. Paul, der den 27de April 1849 tog Orla Lehmann tilfange ved Kolding, men faldt i Begyndelsen af Juni ved Fredericia, truffen af en dansk Kanonkugle) erklærede, at nu gik det for vidt med Husums Indvaanere, thi at sende "Fjenden" Levnetsmidler og styrke ham i de Øieblikke, der kjæmpedes mod ham, var aabenbar Vanvid.

Det er virkelig ikke langt fra, at Husum om føie Tid kan i det Smaa lægge samme gode Aand for Dagen, som Flensborg saa længe har gort i det Store, og blive et Støttepunkt for Troskab og Loyalitet her i Egnen. Endog vore Drenge paa Gaderne synge nu: "Dengang jeg drog afsted" osv., hvortil de afvexlende nynne Melodien: "Dansken har Seier vundet" etc. Nu er et stort Antal indvaanere i Begreb med at anskaffe et Monument for de her begravede danske militaire. Disses fælles Grav paa Kirkegaarden vrimler af smaae danske Faner, og hver dansk Soldats Kiste prydes af de trosindede Damer, i hvis Spidse den fædrelandsksindede Fru Ebert staaer, med to Krandse,ligesom ogsaa Graven hver gang udsmykkes af dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. november 1850, 2. udgave. Uddrag).

Der blev senere opsat et monument for de faldne danske. Et krigsmonument for de faldne slesvigholstenere blev først opsat i marts 1865. En navneliste for de danske, østrigske og slesvigholstenske soldater findes her.

I Frederikstad findes en 3 m høj obelisk for de 53 danske soldater, der faldt under Frederiksstads belejring fra 29. september til 4. oktober 1850. Monumentet blev indviet den 13. januar 1853 af feltprovst Høyer Møller. Oberst Helgesen var indbudt, men kom ikke. Angiveligt pga. gigt, sandsynligvis dog pga. hans afsky for offentlig fremtræden. Der er også et mindesmærke for de slesvig-holstenske soldater. 

Slesvig den 4de Novbr. I tydske Blade opfordrer under 18de f. M. en "Humanitets-Forening i Osnabruck" til Pengebidrag for at understøtte de Familiefætre, der i Juli d. A. frivilligen have forladt Slesvig og derved skal være geraadede i stor Trang. Nu kan det vel være enhver dansk Mand ligegyldigt, om, hvorledes og hvormeget de Ligesindede vilde af Humanitets- eller andre Hensyn bidrage til at forbedre disse bortflygtede Insurgenters nuværende uheldige, men i ethvert Tilfælde selvvalgte Stilling; dog Opfordringen indeholder endeel Præmisser, hvis Usandhed Indsenderen ikke kan undlade at fremhæve neget. Naar der saaledes anføres, at "flere tusinde tydske Familiefædre" have rnaattet forlade deres Hjem i det Slesvigske, hører dette Tal vistnok til de sædvanlige Overdrivelser; thi deres Antal udgjør dog næppe mere end i det høieste "flere hundrede". Var det i Virkelighed flere "tusende", navnligen "tydske" Familiefædre, der havde forladt deres herværende Domicil, da var dette iøvrigt et yderligere Beviis for Nødvendigheden af en Forandring i de hidtil bestaaende Forhold, og ikkun billigt, at disse Mange snarest forlode et Land, der er mere dansk end tydsk, for at vende tilbage til deres oprindelige Hjem: Tydskland, der burde kunne brødføde sine egne Sønner. Dernæst siges, at de have forladt Slesvig for at undgaae "Fangenskab og Mishandling af de Danske". Hvoraf vide de dette? Naar de ikke vare sig brødefulde Handlinger bevidste og havde en god Samvittighed, kunde de bestemt have forblevne uanfægtede hjemme, og fra et upartisk Standpunct maa det erkjendes, at Mange iblandt dem, der stode i Spidsen for en Menighed og en Familie, samt forvaltede et dem anbetroet Embede, burde have have moralsk Mod til at blive paa deres Post og opfylde deres Pligt, ogsaa som - Familiefædre. Der anføres, "at Statholderskabet ikke tilsteder dem at tage Deel i Kampen for Hertugdømmernes Sag." Er dette sandt, er da Grunden nok ene den, at de ansees for at være uskikkede dertil; thi det er en Kjendsgjerning, at en stor Mængde af disse bortflygtede Familiefædres kampdygtige Sønner tjene i Insurgenternes Hær, og flere af disse ere allerede faldne eller fangne i denne Kamp. Endelig anføres, vel for at vække større Medlidenhed for disse Flygtninge, at de ere "i Angst og Sorg for deres Tilbageblevne, om hvis Skjebne de ere i fuldkommen Uvidenhed". Hertil kan bemærkes, at Mange vel have stor Grund til at nære Sorg for dem, de saa ubetænksomt og uskaansomt have forladt i deres politiske Ruus, men at Ingen behøver at leve og at næppe Mange leve uvidende om deres Skjebne, og en flittig Correspondence uhindret finder Sled imellem de Bortflygtede og deres Tilbageblevne.

Hertugdømmet Slesvig. ("Officiel Tidende)", Entledigelse. Under 24de October er den constituerede Borgermester og Politimester i Staden Slesvig, Etatsraad Scrader, fritaget for Bestyrelsen af Borgermesterembedet.

Under f. D. er Pastor Carstens entlediget fra sit Embede, som Sognepræst ved St- Johannis Menighed paa Föhr.

Under 25de f. M. er Etatsraad Thielsen entlediget fra sit Embede som Directeur ved Døvstummeinstitutet i Slesvig.

Under 20de f. M. er Rector og 1ste Lærer ved Borgerskolen i Tønder, Petersen, entlediget.

Under 28de f. M. ere entledigede: Pastor T. L. Bjørnsen, efter Ansøgning, fra sit Embede, som Sognepræst i Skodborg under Haderslev Provsti; og Pastor Kühl, fra sit Embede, som Sognepræst ved den nye Kirke paa Pellworm.

Udnævnelser. Under 24ee October er Justitsraad og Committeret i Finantsministeriet, Feddersen, constitueret som Borgermester i Staden Slesvig.

Under 25de s. M. ere konstituerede: Pastor Mørck-Hansen, som Sognepræst i Feldsted under Apenrade Provsti; og const. Borgemester i Slesvig, Justitsraad Feddersen, som Directeur ved Døvstumme-Institutet sammesteds.

Under 28de f. M. er hidtilværeude constitueret Sognepræst i "Gross"- og "Klein" - Solt, under Flensborg Provsti, lic. thieol. E. H. Hagerup, udnævnt til Sognepræst sammesteds.

Under 29de f. M. er Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn, Pastor H. P. Kofoed-Hansen constitueret som Sognepræst ved Mariekirken i Haderslev.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1850, 2. udgave)