Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en den 1ste dennes af Criminal- og Politiretten paakiendt Justitssag, under hvilken et 29-aarigt Fruentimmer, der, efter at have conditioneret, senere ernæret sig ved Syning, af H. var antaget til at forrette nogen Huusgierning - tiltaltes for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit nyfødte Barn, eller i alt Fald for ved uforsvarlig Behandling at have bevirket dettes Død, ere i det Væsentlige Følgende: Tiltalte, der i forrige Vinter ved Juletider mærkede at hun var frugtsommelig, henvendte sig i den Anledning til Jordemoder W, med hvem hun, der tidligere havde født to uægte Børn, hvoraf det ene lever og opholder sig hos hende, havde stiftet Bekendtskab, og blev det da aftalt mellem dem, at W. skulde, naar Fødselen indtraf, hvilket antoges at ville skee i Slutningen af August Maaaed sidstl., være hende behiælpelig ved samme, eller i alt Fald følge hende ud paa Fødselsstiftelsen. Da Tiltalte senere, som ommeldt, kom i Huset hos H., betroede hun sin Tilstand til en ligeledes der boende Kone, L., hvorimod hun søgte at holde den skjult for Andre, navnlig for H., idet hun antog at denne Sidste vilde være tagen paa Landet forinden, Fødselen indtraf, og at hun da vilde kunne føde i al Stilhed. Den 24de Juli følte Tiltalte sig imidlertid ilde, og da hun antog, at Fødselen muligen kunde være fremskyndet ved et Arbeide, hun havde foretaget samme Dag, henvendte hun sig om Aftenen paa Jordemoder W.'s Bopæl, men uden at træffe denne, hvorpaa hun gik hiem og forblev alene i sit Værelse, efter at Konen L. - der, efter hendes Anmodning, under hendes Fraværelse havde indkøbt hvad der, for det Tilfælde at hun kom til at gjøre Barsel om Natten, behøvedes, men hvis Tilbud om enten at hente en anden Jordemoder, eller at blive hos hende, hun dog ikke modtog, havde forladt hende for at gaae op i sit Kammer, med Yttring, at hun efter nogen Tids Forløb i vilde sti til Tiltalte. Omtrent en Time efter bleve Smerterne heftigere, og da hun lagde sig ned paa Knæ for at udtage noget Børnetøi af en Commodeskuffe, besvimede hun, og fandt, da hun igjen kom til sin Bevidsthed, Barnet liggende ligefor hendes Fødder, hvorved hun først kom til Kundskab om at hun havde født. Hun tog da Barnet op, uden at spore noget Livstegn hos det, men forøvrigt uden at vide med Vished om det var dødt eller ikke, medens hun, paa Grund af at hun troede dunkelt at kunne erindre at have hørt det give et eller nogle smaa Qvæk , antog, at det havde levet ved Fødselen, og efter at have tørret det af, samt indsvøbt det i et Skiørt, lagde det paa en Stol ved Siden af Sengen, men uden at tage det med i denne, da hun selv lagde sig den, hvorfor hun har angivet som Grund, at hendes ældre Barn allerede laae i Sengen, ligesom hun ogsaa har paaberaabt sig, at han, som hun har udtrykt sig, ikke havde Sands derfor. Hun har derhos indrømmet, at H., der imidlertid var kommen hiem  kort efter fødselen to Gange indfandt sig ved hendes Kammer og den sidste Gang tog et i samme staaende Lys, samt at hun begge Gange vexlede nogle Ord med ham men uden at giøre ham bekendt med sin Tilstand eller anmode ham om at skaffe hende Hjælp, angiveligt føde hun frygtede hans Vrede, og derhos antog, at Konen L. snart vilde komme igjen. Da denne efter længere Tids Forløb indfandt sig og erfarede, at Tiltalte havde født, ilede hun til Jordemoder W., og, da denne ved en Forretning var forhindret sta at følge med, til en anden Jordemoder, som ved sin Ankomst forfandt Barnet, som anført, liggende paa Stolen, kun ufuldkomment tildækket og forøvrigt i en saadan Tilstand, at hun maatte ansee der for unyttigt at tilkalde nogen Læge, da der efter hendes Formening ingen Tvivl kunde være om, at det var dødt. Ved den over Liget afholdte Obductionsforrelning, hvilken ikke udviste udvortes Beskadigelser, medens derimod Lungerne, skjøndt forøvrigt i normal Tilstand, befandtes næsten overalt besatte med smaae Blodudtrædninger, ere Obducenterne komne til det Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, eller i det mindste nær derved, at det har begyndt at aande og saaledes at føre et selvstændigt Liv efter Fødselen, men at Aandedrættet imidlertid ikke er kommet fuldstændigt i Gang og kun kan have været meget kort, og at derved, i Forbindelse med de anførte Blodudtrædninger, unægtelig vækkes Mistanke om en ved Vold frembragt Standsning af Blodets Kredsløb i Brystorganerne eller Suffocation. Imidlertid har Stadsphysicus, Professor Hoppe, i sin om Sagen senere afgivne Erklæring yttret, at det - forudsat at Tiltaltes Forklaring om den Maade, hvorpaa Fødselen er foregaaet, var sand - formeentlig ikke var utænkeligt, at Barnet kunde være blevet qvalt ved at blive liggende mellem Moderens Been, under de Klæder, hun dengang var iført, og som maae formodes ved denne Leilighed at være blevne vaade, samt at Muligheden af, at Tiltalte under selve Fødselen paa den af hende opgivne Maade er besvimet, ingenlunde kan negtes, om Tilfældet end hører de sieldne, og denne Erklæring, saavelsom de af Obducenterne af Obductionsfundet uddragne Conclusioner, ere tiltraadte af det kgl. Sundhedscollegium. Ligesom der, efter det saaledes Anførte, ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte som skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal - hvorved endnu bemærkes, at hun, efter hvad der er oplyst, havde truffet Foranstaltninger til at blive forsynet med det Børnetøi, hun manglede - saaledes fandtes der heller ikke oplyst Noget, som berettigede til at antage, at hun forsætlig skulde have skilt sit Barn ved Livet; men derimod fandt Retten, at hun havde udviist et Forhold, som maatte paadrage hende Strafansvar, derved at hun, efter at have gjenvundet sin Bevidsthed, ikke havde foretaget noget Skridt for at faae anvendt Midler til at frelse Barnet, i hvilken Henseende bemærkes, at hun, ifølge hendes egen Forklaring, havde Tvivl om Barnet var dødt eller ikke, og navnlig endnu havde den, da H. som ovenmeldt, kom tilstede. Den Straf, som Tiltalte, der ikke førhen havde været straffet, herfor havde forskyldt, fandt Retten at kunne fastsættes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorimod hun tilpligtedes at tilsvare samtlige af Actionen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1851, 2. udgave).

Slesvig Marts 1851. (Efterskrift til Politivennen).

Politimester Krohn i Rendsborg bekendtgør den 25., at den tidligere opfordring fra politiets side til forældre, formyndere og lærere om at holde deres børn og lærlinge i streng tugt og ligeledes de foretagne revselser af gadedrenge som gjorde optøjer "har for så vidt ikke haft det forventede resultat, da de staden besøgende danske officerer og ordonanser endnu stedse på gaden fornærmes ved spotnavne og på anden måde". Med hensyn hertil foranlediges politimesteren til den bekendtgørelse at general Signorini har tilkendegivet ham at i fald sådanne fornærmelser skal gentages, vil vedkommende pågribes af dertil kommanderede soldater og eventuelt tillige børnenes forældre blive arresteret. (Fyens Av.)

Ribe Stifts-Tidende, 3. marts 1851.

I søndags bemærkede en vejfarende at en lille slesvig-holstensk trikolor af papir var påhæftet vejviseren ved Brunde. Den blev selvfølgelig taget bort og politiet kom snart på spor efter de pågældende der formodentlig ville vise regeringskommissæren som kom ad denne vej, hvor meget de respekterede forbuddet imod oprørsemblemerne. Denne gang var det to kvindelige Stammverwandte der ville vise deres mod: en landmand Brixs datter og en tjenestepige. Begge har fået lejlighed til i 5 dages uforstyrret ro og ved en tarvelig kost der ikke ophidser fantasien, at anstille dybe betragtninger over deres politiske færd. (Freia).

Ribe Stifts-Tidende, 4. marts 1851.

For at gøre ende på det uvæsen som tyske og navnlig hamborgske og holstenske aviser endnu bestandig driver ved at opdigte ondskabsfulde løgne og bagvaskelser om den danske nation og regering ved at stille alle dens handlinger i det sletteste lys og således nær og vedligeholde utilfredsheden i hertugdømmerne, skal finansminister Sponneck nu have taget den beslutning at fratage en del af disse blade, så vidt vides 14, tilladelsen til at forsendes med dansk post. Når man ved hvor mange abonnenter flere af disse blade har i hertugdømmerne, er det let at begribe at denne vist nok rigtige foranstaltning i flere henseender vil gøre sin virkning.

Ribe Stifts-Tidende, 14. marts 1851.

31. marts 1851 opløstes den slesvig-holstenske hær. 

Der er skruet godt op for progagandaen i dette mindeblad for troppernes hjemkomst 1851. De to pæle bærer navnene på slagmarker i hhv 1848: Bov, Fredericia, Slesvig, Dybbøl, Nybøl, og 1849-1850: Gudsø, Ullerup, Dybbøl, Frederikstad og Mysunde. Til venstre herfor leger (en hjemvendt soldat?) med sin søn og et billede af Frederik 7. på væggen, mens til højre en officer formentlig skal til at fortælle en kvinde at hun er blevet enke.

Hazardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hazardspil. Da Politiet i November Maaned f. A. havde bragt i Erfaring, at Skrædersvend M. havde i Hazardspil tabt en ikke ubetydelig Sum Penge, var han efter Tilsigelse mødt paa vedkommende Politiassistents Contoir, hvor han afgav følgende Forklaring: Tirsdagen den 19te November om Aftenen traf han paa Keglebanen i Klosterstræde Skrædermester N. N. Ved her at samtale om, at der paa denne Keglebane kun blev spillet lavt, fortalte Skrædermesteren ham, at det var bedre at gaae ud engang paa et af ham betegnet Vertshuus paa Vesterbro, hvor der kunde vindes paa eengang 50 Rbd. og dette burde M., som havde Penge, forsøge paa. Der blev imidlertid ikke talt videre derom, men den næste Dags Eftermiddag indfandt N. N. sig ganske hæsblæsende paa M.s Bopæl og opfordrede ham til at gaae med ud paa det omhandlede Værtshuus, samt bemærkede, at M. maatte skynde sig, eftersom det var den høie Tid inden Bønderne toge bort. Han tilføiede ved samme Leilighed, at der var To, som altid vare i Compagni, og med disse skulde man stedse holde, da man saa var sikker paa at vinde. M. havde egentlig ikke Lyst til at gaae, ligesom det ogsaa blev ham fraraadet af en anden tilstedeværende Skrædermester L., men da N. N. vedblev at presse ham og afmalede ham med hvor megen Lethed man paa det omhandlede Sted kunde komme til Penge, hvilket var langt bedre end at sidde og slide i Commisarbeide, samt at han, hvis han blot eiede 3 Rbd., snart skulde vinde 50 Rbd., saameget mere kunde M. vinde, da han eiede flere Penge, lod han sig endelig overtale og gik med, efterat have medtaget alle sine Penge, nemlig 365 Rbd., bestaaende af 2 Hundrededalersedler og forresten Femdalersedler, hvilket var hans hele Eiendom, som han i 11 Aar møisommeligen havde sammensparet ved Arbeide. Da de ankom til Værtshuset, gik Værten og spillede Billard med en Bonde, medens 4 andre Personer sadde ved et Bord og spillede Kort. Af disse betegnede N. N. de to som dem der havde mange Penge og med hvem man skulde holde, for at være sikker paa ikke at tabe, samt sagde, at den ene var Meel- og Grynhandler, den anden Brændevinsbrænder. Efterat Billardspillet var tilende foreslog N N. at gaae op paa Keglebanen, for at slaae om et Glas Punsch. De gik da tilligemed en tilstedeværende Bagersvend og Bonden derop, hvor der blev slaaet om Punschen. Efterat M. havde tabt et Slag Punch, opfordrede Bonden ham til at parrere med sig. Der kom saaledes en Paree istand, først paa 2 Mk. men senere paa 1 Rbd., om at Bonden ikke kunde slaae alle Ni, M. tabte paa denne Maade meget hurtigt 8 Rbd. Ved at fremtage 2 Femdalersedler, for deraf at betale det Tabte, troer han, at Meel og Grynhandleren og Brændeviinsbrænderen, samt de 2 ubekjendte Personer, som imidlertid vare komne til fra Billardstum, saae at han havde mange Penge hos sig, thi nu opfordrede de ham alle til at parere med dem , ligesom han ogsaa lagde Mærke til, at der kom endeel Punsch frem, som disse Personer formodentlig havde reqvireret. M. indsaae imidlertid, at han ikke kunde staae stg ved hiin Paree, hvorfor han nægtede at indlade sig videre heri; men nu opfordrede Brændevinsbrænderen og Meelhandleren ham til heller at gaae med dem ned i Stuen og faae et Slag Kort, hvorved han kunde faae Revange. Da han hertil var villig, gik alle de Tilstedeværende ned i Billardstuen. Her yttrede Meelhandleren Tvivl om hvorvidt Værten vilde rykke ud med Kortene, samt at man nok kom til at forlange noget Cognak først. Dette skete ogsaa, og da Cognaken var drukken, vare Kortene paa Bordet i Værelset ved Siden af Billardstuen. Der skulde spilles Bazet, hvilket Spil M. aldeles ikke kjendte. Efterat han paa Meel- og Grynhandlerens Forslag var gaaet i Compagni med denne om at holde Banque sammen, lagde hver af dem 30 Rbd. paa Bordet, og blev Aftalen derpaa, at M. skulde udbetale og modtage Penge, medens Meelhandleren skulde trække af. Spillet begyndte nu, og heri deeltog hele det tilstedeværende Selskab, der bestod af ialt 11 Personer, nemlig foruden de 6 allerede betegnede, en Skomagermester, 2 Skomagersvende, en Rugbrødsbager og Værten. Den første Banque var tabt i et Øieblik, hvorfor de paany satte ud, og hertil laante Meel- og Grynhandleren Penge af Brændevinsbrænderen. Banquen var imidlertid meget uheldig, og efter en Timestids Forløb havde M. tabt 265 Rbd. De fleste Penge vandt Brændeviinsbrænderen, som kun enkelte Gange pointerede, men saa satte han gierne 30, 40 a 50 Rbd. paa et Kort. M. vilde nu holde op at spille, hvortil han ogsaa paa det Alvorligste blev opfordret af ovennævnte Skrædermester L., som allerede forinden Spillet begyndte havde indfundet sig for at overtale ham til at lade være at spille, og som slet ikke deeltog i Spillet, men dog hele Tiden var tilstede. Da imidlertid de Tilstedeværende formeligen omringede ham og L. ja næsten satte sig i en truende Stilling, blev L. forknyt og M. lod sig overtale til at fortsætte Spillet. Dette standsede tog nogen Tid, medens en Gaas samt endeel Brændeviin, Øl og Punsch, som Brændeviinsbrænderen reqvirerede og betalte, blev kortmret. M. deeltog nu ikke længer i Spillet som Banqueur, men som Pointeur imod Meel- og Grynhandleren, som da alene lagde Banque, formodentlig for Brændeviinsbrænderens Regning, da denne fra det Øieblik af aldeles ikke deeltog i Spillet, men deels sad ørkesløs ved Siden af Meelhandleren, deels stillede sig bagved M og bestandig opfordrede ham, som i Begyndelsen kun pointerede smaat, til at sætte høit paa. Men ogsaa ved at pointere var M. uheldig, og Kl. 11 havde han tabt Alt paa 4 eller 5 sk nær. Skiøndt M. ikke havde seet, at der var begaaet noget Bedrageri i Spillet, antog han dog af flere Omstændigheder, at dette havde været Tilfældet. Foruden hvad der alt fremgik af hans Forklaring i saa Henseende, bemærkede han, at der hele Tiden under Spiller blev skjænket Punsch og Cognac omkring og Brændeviinsbrænderen som næsten tvang ham til at drikke. Fremdeles antog han, at Skrædermester N. N., til hvem han overhovedet ingen Tillid havde, stod i Forbindelse med Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren og navnlig skaffede dem fat paa Folk, som havde Penge, og som de og som de kunde trække op, ligesom han ogsaa havde hørt af Skrædermester L., at disse 2 Personer stadigen stak Penge til N. N. som han spillede med. Efterat Sagen var kommen for Retten, henholdt Skrædersvend M. sig i Eet og Alt til sin til Rapporten afgivne Forklaring. Samtlige Spillende, med Undtagelse af Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren, vedgik at have deeltaget i det omhandlede Hazardspil; de Fleste af dem forklarede, at de holdt dem overbeviste om, at der havde fundet Bedrageri Sted fra Brændeviinsbrænderens og Meelhandlerens Side, da navnlig den Førstes Held i modsat Fald vilde være utrolig, og de erklærede med Bestemthed, at denne havde vundet i det mindste henved 200 Rbd. og den Anden over 100 Rbd. Disse 2de Personer negtede i Begyndelsen al Deeltagelse i Spillet, men efterat de, paa Grund af den ved deres nævnte Benegtelse forøgede Mistanke imod dem for Bedrageri, havde hensiddet et Par Dage under Anholdelse, tilstode de endelig, at de vel havde spillet, men derved snarere tabt end vundet. At de havde begaaet noget Bedrageri under Spillet, vilde de naturligviis paa ingen Maade indrømme. Skiøndt de confronteredes saavel med Skrædersvend M. som de Øvrige, der havde forklaret imod dem, og som gientog deres Forklaringer for dem, vedbleve de dog stadigen deres sidst afgivne. Der kunde saaledes, al anvendt Bestræbelse uagtet, ikke foretages videre, end at sætte dem under Tiltale for Hasardspil, under hvilken ligeledes inddroges de andre Deeltagere.

Da Meel- og Grynhandleren 3 Gange tidligere havde varet dømt for Hazardspil, Bagersvenden og den ene Skomagersvend hver een Gang, blev ved den i Sagen den 11te Februar faldne Dom Førstnævnte anseet med en Mulkt af 120 Rbd., de 2 Andre hver især med 40 Rbd, Værten med 50 Rbd , Brændeviinsbrænderen og Rugbrødsbageren hver med 30 Rbd. og de øvrige 4 hver især med 20 Rbd., af hvilke Mulktbeløb de 2/3 Dele tilfalde Kjøbenhavns Politikasse og den 1/3 Deel vedkommende Angiver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. februar 1851, 2. udgave)

Bazet, eller basset, barbacole, hocca var beregnet til folk med højeste rang på grund af de store tab eller gevinster der måtte opstå fra spillere. Spillet i basset resulterede dybest set i et lotteri. En spiller kan nogle gange vinde, men den store vinder var forhandler (bankmand). Forhandleren havde en række privilegier under reglerne, herunder at have den eneste og endelige kort bortskaffelse. Dette gav ham eller hende en betydelig overtagelse. Se fx The London Encyclopaedia: Or Universal Dictionary of Science ... s. 625.  En søgning på Mediestream viser at lignende svindelnumre med afblankning af personer i hvert fald fortsatte op til 1920.

Forstyrrelse af Gudstjeneste. (Efterskrift til Politivennen)

Det er vistnok unegteligt, at der i Almindelighed i vore Kirker heri Hovedstaden under Gudstjenesten af Menigheden iagttages en ønskelig Ro og Orden, saa at Andagten ikke forstyrres. Enhver, der kommer tilstede, føler dog med sig selv, at er der noget Sted, hvor Stilhed kan fordres, da maa det være i Guds Huus. Men desto beklageligere er det, at de, af hvem Andagten forstyrres, og som tilveiebringe Uro, næsten alene er Kirkens egne Betjente, hvem dog netop Tilsynet i denne Henseende paaligger, og det er saa meget mere forargeligt, som Tilladelsen for dem til at forstyrre Kirkens Fred er autoriseret. Vi sigte her til den gamle Uskik, at blive afkrævet Tavlepenge under Prædiken. Dette er en gammel Klage, men desværre er den ikke endnu afhjulpen, og det skulde glæde os, om disse Linier kunde yde et lidet Bidrag til at en saadan Forandring kunde indføres, at de, der søge det ene Fornødne, kunne nyede det uforstyrret i fuld Hengivelse, og uden at Sindet hendrages i andre Ting.

Men er det muligt, saaledes som Forholdene nu ere? Enhver, der har været i en af vore Kirker heri Byen, vil vistnok besvare dette Spørgsmaal benegtende, og enhver der ikke har været der, beder jeg at gaae en Søndag til Gudstjeneste til Exempel i Holmens Kirke, og Svaret vil upaatvivlelig blive ligedan. 

Låsene sidder stadig på stolerækkerne i Holmens Kirke. Ifølge artiklen åbnede kirkebetjentene ikke før præsten var gået i gang med prædikenen hvilket man godt i dag kan forestille sig må have afstedkommet nogen uro. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den første Forstyrrelse skeer her derved, at Menigheden,da den ikke tillades at komme ind i Stolene, førend Præsten har besteget Prædikestolen, men maae blive staaende paa Gulvet, indtil han begynder at tale (thi da først begynder Betjentene at aabne Stolene), paa eengang strømmer ind i Stolene. Ved den derved frembragte Uro gaaer alt en Deel af Talen tabt. Er man nu vel kommen ind i en Stol, og endelig saa megen Stilhed er bragt tilveie, at man kan begynde at høre Præsten tale, begynder Kirkens Betjente med en Skare - jeg troer i Almindelighed 5 - af Drenge med jernbeslagne Sko at indkræve Tavlepenge. Ikke nok med den Forstyrrelse det giver, at blive 6 Gange i Rad holdt en Tavle for Næsen, nødes man undertiden tillige til at række Tavlerne fra den Ene til den Anden, da nogle ere saa besynderligt ivrige efter at blive af med deres Kobberskillinger, som om det ene Fornødne mere bestod heri, end i at høre efter og lægge sig paa Sinde, hvad der blev talt. Ved saaledes aldeles pludselig at blive reven ud af sin Andagt for en saadan triviel Sags Skyld, kan man let blive ærgerlig i Sindet, og den andægtige Stemning i det mindste for Øieblikket forjages; men man bburde vistnok snarere gjøre Alt for at vedligeholde den, end tillade at endog kun en Skygge af Adspredelse kom tilstede. 

Naar man nu endelig ere bleven disse i Almindelighed lidet velkomne Forstyrrere qvit, kan man dog under den største Deel af Talen vedblive at høre dem trampe omkring paa Gangene og smække Dørene i Pulpituret op og i, saa at man ofte maa forundre sig over, at de Besøgende ikke paabyde Rolighed.

Det er dog vistnok Hensigten med at give Tavlepenge i Kirken, at de skulle gives med et godt Hjerte, men vistnok aldrig den, at Kirkegængernes Andagt derved skulde forstyrres; thi hvad der skal gives med Opoffrelsen af denne, gives i Almindelighed ikke af et godt Hjerte. Menigheden giver dem i Almindelighed uden at vide til hvem eller til hvad, fordi det nu engang er Skik, og fordi det synes, at de ikke godt kunne undlade det "for Folkets Skyld", hvorfor de ogsaa yde saa lidt som muligt. Men hvorledes er det hverken en velvillig eller en frivillig Gave, og som saadan heller ikke nogen god Gave.

Ja! hvad er nu herved at gjøre? Vil man maaskee spørge; i Tavlepengene have Flere Andeel, og lod man dem ophøre, vilde disse forurettes. Men saa spørger jeg, er det bedre at Mange forurettes end Faa, og er det rigtigt at Manges aandelige Nydelse og andægtige Opmærksomhed forstyrres for nogle Faas timelige Fordeels Skyld? Hvad er vigtigst, at Faa erholde en lille timelig Fordeel eller at Mange forstyrres i deres Hengivelse til det, som er det ene Fornødne for Livet hisset? Men overalt denne Skik, som i sig selv er smuk, behøvede jo slet ikke at afskaffes, naar den blot skete paa en Maade, som ikke forstyrrede den fornødne Ro i Kirken. Og dette kunde paa den simpleste Maade skee derved, at Bøsserne hensattes ved Kirkens Døre, saa at de Tilstedeværende efter Gudstjenesten kunde offre deri efter Behag, thi da vilde det være en frivillig Gave, og som saadan have sin Betydning. De, hvem Indtægten af Kirkens Tavler tilfalde, vilde vistnok ikke lide ved denne Forandring da utvivlsomt Menigheden med Glæde vilde offre lige saa meget, ja mere, i den enkelte Bøsse, end nu i alle 6 Tavler tilsammen, om ikke af andre Grunde, saa af Glæde over at den ikke blev forstyrret under Gudstjenesten. Er det ikke en sand Fornøielse  at see med hvilken Beredvillighed, de, der gaae i Slotskirken, i hvilken ingen Tavler ombæres, efter endt Gudstjeneste lægge i de i Forhallen fremsatte Bøsser? Og hvorfor skulde ikke ogsaa det Samme skee i de andre Kirker- - Hvad her er anket over gjælder vel nærmest Hovedstaden; thi, saavist mig bekjendt, ombæres Tavlerne i Landsbykirkerne under Psalmesangen. Hvis det vilde have for store Vanskeligheder at faae Sagen ordnet paa den her foreslaaede Maade, saa var det dog i ethvert Fald ikke formeget forlangt, om den ordnedes paa samme Maade som i sidstnævnte Kirker, nemlig at det paalagdes Kirkens Betjente her i Byen at ombære Tavlerne før Prædikenen, medens Psalmerne blev afsjungne; thi derved vilde der i alt Fald Noget være vundet. 

Skulde Autoritererne vise en saa besynderlig Haardnakkethed, at de i ingen Henseende ville gaae ind paa Forandringen eller Afskaffelsen af den heromhandlede Anke, da staaer det dog i ethvert Fald Menigheden frit for i Realiteten at afskaffe den, nemlig paa den simple Maade ved ikke at give Noget.

W.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1851, 2. udgave).

Slesvig Februar 1851. (Efterskrift til Politivennen)

11. januar 1851 underkastede Slesvig-Holsten sig de europæiske stormagter. De militære fjendtligheder ophørte, den danske hær skulle trækkes tilbage undtagen troppeafdelinger som skulle opretholde ro og orden. Den slesvig-holstenske hær beholdt midlertidigt Rendsborg og Frederiksort. De danske aviser lagde op til et opgør med de "tysksindede":

Også i de allernordligste sogne af Nordslesvig er i disse dage ankommet enkelte permitterede af insurgentarmeen. Både Vonsyld og Dalby er blevet beriget med sådanne folk. Opholdet blandt de dansksindede og patriotiske indvånere i disse byer vil næppe blive de stakkels vildfarne mennesker behageligt. Hvorledes disse mennesker lige til det allersidste er blevet besnærede af oprørerne ved løgn og bedrag, ser man atter deraf at disse hjempermitterede soldater har udbredt den tro at der kun er sluttet en 10 dages våbenstilstand og at forbundstropperne snart skal vise sig ved Kongeåen. Da det imidlertid har vist sig at denne trøst ikke dur, fortæller de tysksindede nu at en våbenstilstand er sluttet på 3 år.

Ribe StiftsTidende, 3. februar 1851.

Civilbefolkningen blev pålagt at indkvartere og beværte hærene, soldater såvel som officerer. Alt efter sympatier og formåen involverede det naturligvis folk i en helt særlig grad. H. J. Hammer: Indqvartering. Scene fra Krigen, 1850. Det kongelige Bibliotek.

Fra Kolding skrives under 1. februar: Som et karakteristisk bevis på hvor lidt de ægte tysksindede endog her i den allernordligste del af Slesvig formår at finde sig i forholdene og at lægge dølgsmål på deres oprørte følelser, har en fuldkommen troværdig hjemmelsmand fortalt os at en tysksindet landmand i et sogn som grænser umiddelbar til Kolding Fjord og bæltet, endnu dagen før 3. dragonregiments ankomst hertil i en forsamling af mange af hans dansksindede sognebrødre har brugt fornærmende og forhånende udtryk om de danske krigere i almindelighed. Et sådant afmægtigt udbrud af harmen er naturligviis mere latterligt end oprørende. Af større betydning er måske en sag, der turde fortjene mere almindelig opmærksomhed, og som vi er kommet til at tænke på ved denne lejlighed. Beboerne af Christiansfelt har som bekendt ikke ladet nogen lejlighed gå forbi, efter forholdenes bydende, til at vise deres opoffrelse for den danske arme, og således beværtede de også i onsdags med megen gæstfrihed vore dragoner. Men det har imidlertid ved mangfoldige lejligheder i de forløbne 3 år vist sig hvilke sympatier de gode herrnhutere på Christiansfelt i virkeligheden nærer, og disse ere vist nok så ægte tyske som muligt. Dette kunne tilsyneladende være os ligegyldigt nu, da de vel næppe oftere får en lejlighed til at fetere Slesvig-Holstens krigerskarer. Men deres interesse for alt, hvad der er tysk lægger de efter den almindelige påstand i Nordslesvig, tillige for dagen ved deres iver efter at kapre ungdommen på landet for deres

undervisningsanstalter, en iver der stundom skal udarte så vidt at den næsten får lighed med menneskerov; og er disse undervisningsanstalter måske også planteskoler for en streng, religiøs opdragelfe, så er det dog tillige en kendsgerning at det politiske element er temmelig stærkt fremtrædende der. Skulle Slesvig således i det tilsyneladende fredelige og indesluttede Christiansfelt nære en farlig og virksom planteskole for beboernes germanisering, så var

det visselig ikke af vejen om denne sag blev genstand for vedkommendes opmærksomhed.

Ribe Stifts-Tidende, 4. februar 1851.

Den 2. februar 1851 blev en ny regering indsat i Holsten. Den slesvig-holstenske grundlov blev erklæret ugyldig og landsforsamlingen opløst, ligesom alle love og indretninger siden 24. marts 1848 kunne afskaffes. Rendsborg bler rømmet og danske tropper rykkede sydpå. Den generelle amnesti omfattede ikke hertugen af Augustenborg, prinsen af Augustenborg, Beseler, Th. Olshausen og Francke.

Politimester Krohn har ladet udgå følgende opfordring til Rendsborgs beboere: "Den rolighed og besindighed, hvormed Rendsborgs beboere i almindelighed har båret de sidste dages begivenheder, har jeg anerkendt med tak. Jeg gør også fremdeles regning på deres beredvillige understøttelse, men navnlig deri at enhver ufred mod det fremmede militær undgås. Det i og for sig tilladte kan under givne forudsætninger misbruges til utilladelige demonstrationer, og det bevirker da kun at når dette sker gentaget, så må det ellers tilladte forbydes. De ville med mig være enige i at den patriotisme der elsker landets sag, rettelig ikke viser sig i utilbørlige og ganske unyttige demonstrationer, og at den søger en anden mark for sin virksomhed end det offentlige lokale; at den med bitter smerte, men med selvovervindende fatning, med stolt bevidsthed om sin ret, men med rolig hengivenhed finder sig i det uundgåelige. I ethvert tilfælde har jeg ikke i sinde at lade den hæder som vor folkestamme med rette har erhvervet sig ved sin lovlige holdning plette af nogle enkelte, og anser mig derfor i deres egen velforståede interesse forpligtet og berettiget til den opfordring at de ikke vil give nogen anledning til at der tages indskrænkende forholdsregler fra militærautoriteternes side.

Ribe Stifts-Tidende, 17. februar 1851.

Politimester Krohn er omtalt i en artikel om Flensborg: "Flensborg under slesvig-holstensk styre i 1848-49" af Holger Hjelholt (Sønderjyske Årbøger, 1952, side 113-204). 

Fra februar 1851 begyndte en systematisk undertrykkelse af den slesvig-holstenske opposition mod kongedømmet, i form af fængselsstraffe, censur og andet.