Slesvig Juni 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Under overskriften "Slesvigske tilstande" indeholder "Kjøbenhavnsposten" en meddelelse fra Flensborg hvori det hedder: "Hadet mellem tysk og dansk som næppe noget sted udbrød vildere end i Flensborg, har såmænd ingenlunde tabt synderlig i styrke endnu. Hele forandringen i dekorationen består i at de tyske har måttet stikke piben ind og at de danske så gerne de ville sige: "nu er turen kommet til os" ikke finder det medhold hos regeringen og embedsmændene som måtte være dem nødvendigt. De tør ikke prøve på det. Med bevidstheden om at regeringen nok ville holde dem i ave, ville de tillige blive udleet af tyskerne. Det var jo meget værre. Er det ikke sørgeligt at en befolkning er blevet så politisk demoraliseret, for hvad jeg anfører her om Flensborg , gælder hele hertugdømmet. 

Vi indvandrede danske kommer godt ud af det med begge partier, dog bedst med det tyske. Det danske er misfornøjet med vores mådehold, de kan slet ikke forstå at i os som ikke personligt er blevet insulterede af vores politiske modstandere, rører lidenskaberne sig ikke på den måde de ønsker. Derfor anser de os for lunkne. Privatmanden går endda fri for deres kritik, men embedsmanden, han må holde for og desto værre ham tør de ikke røre ved. Hos den tysksindede møder man altid forekommenhed, enten en fornærmet forekommenhed som er så velopdragen, for ikke rent ud at sige: Lad mig nu være fri for dig så snart som muligt; eller også en virkelig forekommenhed enten forbundet ed udtryk af resignation eller skamfuldhed. Ak, der er så mange der gerne ville vende om og blive danske når det bare ikke var så "flaut". Taler man med en sådan tysksindet flensborgsk hr. Sørensen om politik c: dansk og tysk, da er han meget rimelig, og spørger man ham: er vi danske ikke nogle meget skikkelige mennesker, så svarer han: Jo det ved Gud, men den danske flensborger - - - Ja denne tankestreg kunne forlænges til det uendelige dersom jeg dermed kunne udtrykke de frygtelige tanker som i dette øjeblik bemægtiger sig ham forbundet med sammenpressede læber og rullende øjne og knyttede næver.

Ribe Stifts-Tidende, 13. juni 1851. 

"Const. Zeit" har efterretninger fra New York der skildrer de der ankomne slesvig-holstenske officerers udsigt som højst sørgelige. De fleste af dem er sendt vestpå til Wisconsin for at arbejde hos de derværende jordbrugere. Men da de næsten ganske er blottet for penge, er deres fremtid just ikke synderlig lys. En del er endnu ikke blevet anbragt noget sted. Og det tyske selskab i New York har derfor frabedt sig at blive tilsendt flere ladninger slesvig-holstenere.

Ribe Stifts-Tidende, 17. juni 1851.

Den sidste bemærkning var nok præget af "dansk" ønsketænkning. Olshausen og andre tyskere som valgte at emigrere til USA, blev en del af en vigtigt og indflydelsesrig politisk gruppe, populært kaldet the "forty eithers" (48'erne). De var imod slaveri og andre former for undertrykkelse. Olshausen m.fl. afsejlede den 17. juli 1851 til England, senere videre til New York, USA hvortil han ankom 4. september 1851. Olshausen overtog avisen "Der Demokrat" i Davenport, Iowa. Claussen blev advokat. Olshausens bror ankom senere efter at være blevet fyret fra Kiel Universitet og frataget sin titel af ridder af dannebrog. 

I februar 1853 blev Glückstadt Liedertafel anklaget for at have afsunget en patriotisk sang og et leve for Olshausen og Claussen. Anledningen var at 2. jægerkorps ankom til byen, og blev modtaget aldeles passivt, uden velkomst eller mishagsytringer. De blev bespist i et lokale prydet med portrætter af kendte slesvig-holstenere. 

Maj 1865 vendte Olshausen tilbage til Tyskland og broderen Justus Olshausen. Justus Olshausen blev senere geheimeråd og ansat ved kulturministeriet i Berlin.

I midten af juni 1851 blev det klart at også Holsten ville komme under dansk overherredømme, fx at hæren ville blive en del af den danske hær. Og altså ikke længere være en del af det tyske forbund.

Constantin Hansens satire over Helstaten (1852): Danmark slæber i tøjret hestevognen med det storrygende Holsten på kuskesædet, Slesvig på bagsmækken, og Lauenborg på slæb. (Det kongelige Bibliotek).

Boliger for Arbeidsclassen. (Efterskrift til Politivennen)

Boliger for Arbeidsclassen. Paa Generalforsamlingen i Fredags anmeldte Ordføreren, Pastor Visby, at der fra den paa sidste Generalforsamling nedsatte Bedømmelses-Comitee var indsendt følgende Meddelelse;

"Efterat have gjennemgaaet de, ifølge den offentlige Opfordring af 22de Marts d. A. indleverede, Planer til Boliger for Arbeidsclasen og bedømt dem hver for sig, samt sammenlignet dem indbyrdes baade fra den oeconomiske, techniske og sanitaire Side, ere vi blevne enige om, at første Priis (300 Rdd.) bør tildeles den under Mærket k. A. indleverede Plan, og anden Priis (100 Rbd.) den, der er betegnet med Mærket A. Ø.

Nebelong. Kornbech. Koefod. Haus A. Clausen. E. Hornemann,"

Ved Sedlernes Aabning befandtes den første at være af Architect Thielemann og den anden af Architect Thyberg. Ordføreren gjorde imidlertid opmærksom paa, at skjøndt disse tvende vare de bedste af de indleverede 10 Planer og derfor maatte have de udsatte Præmier, kunde de dog ikke ganske lægges til Grund for Bygningernes Opførelse, da Omkostningerne derved vare for store, og Leien som en Følge deraf maatte ansættes høiere, end det maatte ansees ønskeligt. Saaledes meente Thielemann at kunne levere 60 Leiligheder paa 2 Værelser med Kjøkken, 46 enkelte Værelser og 2 Boutiker for 108,552 Rbd. Thyberg derimod 32 Leiligheder paa 2 Værelser med Kjøkken, 46 paa 1 Værelse med Kjøkken, 70 paa et enkelt Værelse og 4 Boutiker for 129,542 Rbd. Efter denne Beregning vilde ingen af de større Leiligheder paa 2 Værelser kunne leveres under en Leiesum af 30 Rbd. halvaarlig. Vel blev der gjort opmærksom paa, at denne Leie endnu maatte ansees meget billig, i hvilken Anledning et Medlem af Generalforsamlingen bemærkede, at i disse Dage var en Bogstue paa 2 Smaaværelser ud til en Baggaard Udleiet for 38 Rbd. halvaarlig, en enkelt Stue uden Kjøkken for 24 Rbd., og et Værelse med Kjøkken paa 4de Sal i en af Smaagaderne for 20 Rbd. halvaarlig; men man frygtede dog for, at Hensigten med det hele Foretagende vilde forstiles, naar man ikke, uden  at troede de sanitaire Hensyn for nær, kunde nedbringe Leien til mindst mellem 20 og 25 Rbd. halvaarlig Architect Nebelong havde i denne Anledning prioatim evnfereret med Ea af Præmievinderne, der havde yttret, at han ved at gjøre Bygningen 4 Etager høi istedet for de paa Planen indeholdte 3 Etager, omtrent vilde opnaae det Forlangte, ligesom han ogsaa havde antydet en anden Maade, der maaskee var at foretrække. Foranlediget heraf indstillede Ordføreren til Generalforsamlingen, om det ikke maatte overlades den Comitee, der vilde blive at vælge til at forestaae Bygningsarbeidet, efter Overlæg med en Architect, som de maatte ville antage, at foretage saadanne Modicationer i de priisbelønnede Planer, hvorved det oeconomiske Formaal varrmere opnaaedes. Han foreskog tillige, at denne Comitee skulde bestaae af 3 Medlemmer. Dette Sidste vedtoges eenstemmig. Angaaende det første Punkt udspandt sig en vidtløftig Discussion, idet Nogle meente, as den nærværende Generalforsamling, der ikke var indvarslet i dette udtrykkelig angivne Formaal, var incompetent til at toge nogen Beslutning derom eller udvalgt nogen Coantee, hvortil den ikke heller var istand, da ingen trykte Medlemslister forelaae. Ogsaa opstod det Spørgsmaal, om man skulde indskrænke sig til at bygge for den contaut tegnede Capital - circa 47,000 Rbd. eller udfore Byggeplanen i dens hele Omfang og søge det Manglende suppleret enten ved Laan af offentlige Midler eller ved at modtage Materialier og Arbeide mod Actier, hvilket Spørgsmaal selvfølgelig kun kunde besvares af Actionairerne selv. Endelig meente En af de Tilstedeværende, at man skulde lade udgaae en fornyet Indbydelse, for at saae nye Actier tegnede, hvorimod en Anden bemærkede, at den yderligere Deeltagelse, som man behøvede, bedst vilde vækkes ved, at  man begyndte paa Bygningens Opførelse, saa Publicum kunde see at det blev til Alvor. - Slutningen blev, at der besluttedes at sammenkalde en ny Generalforsamling til Fredagen den 6te Juni KI. 6, hvor de ovennævnte Valg ville finde Sted og de omtvistede Spørgsmaal finde deres Afgjørelse. Dette Møde finder ligesom de tidligere Sted i den Mercantile Forenings Locale paa Børsen, og trykte Lister over Actietegnerne ville fra Onsdag Morgen være at erholde i Dhrr. Horneman & Erslevs Musikhandel, Gammelamagertorv Nr. 3.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2 juni 1851, 2. udgave).

Rensning af Kjøbenhavns Gaarde og Gader. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Møde den 19:e Mai.

1 ) Justitsministeren havde udbedt sig Communalbestyrelsen Erklæring over et gjennem Politidirecteiireu samme tilsendt Forslag fra Prof. Hummmel om Rensning af Gader og Rendestene, der var tiltraadt af Sundhedskommissionen i sin Heelhed og som sigtede til at forebygge Udbrebelse af en udbrydende Epidemi. Justitsministeriet havde endvidere henstillet, af Hensyn til Vigtigheden af Sagens hurtige Fremme, om ikke en vis begrændset Sum kunde stilles til Commissionens Disposition. Hummels Forslag gik ud paa, at i Sommermaanederne (Mai-September) alle Gaarde for at forhindre de usunde Uddunstninger, der hidrøre fra alle henliggende urene Gjenstande, en Gang daglig skulde feies og sammes Rendestene gjennemskylles med reent Vand. Da Gadens Rendestene derved vilde opfyldes, vilde det ogsaa være nødvendigt, at disse samtidigt bleve gjennemskyllede, og at Urenlighederne bortførtes. Der maatte derfor antages lønnede Folk hertil, og Udgifterne herred ansloges til c. 43 Rbd. daglig. Men dette hele Forslag forudsatte, at den sædvanlige Feining og Rensning fremdeles vedblev at finde Sted. Endelig giordes Forslag med Hensyn til saadanne Steder i Byen, hvor hverken Feining eller Udskyldning kunde foretages, f. Ex. Kanalen i Rosenberg Have. Jordstykket bag Frelsers Kirke paa Christianshavn, Grøften i Esplanaden ved Gardehusarkasernen, ligesom der ogsaa maatte bestemmes, at ingen Latrinindretninger maatte haves ud til Kanalerne. Formanden fandt mange Vanskeligheder ved dette Professor Hummels Forslag, navnlig med Hensyn til den praktiske Udførlighed. Det Spørgsmaal, hvoraf den hele Udførelse afhang, var om Byen under de nuværende Indretninger var i Besiddelse af en saaadan Vandmasse, at det store Quantum af Vand, som Forslagets Udførelse krævede, uden Skade for Byers ovrige Vandforsyning kunde undværes. Dette var af saa stor Vigtighed at vide, at der upaatvivlelig først maatte have været en udtrykkelig Erklæring i denne Henseende fra den Bestyrelse, hvorunder denne Gjenstand henhørte, men et saadant Document manglede. Hvad den første Deel af Forslaget angik, at det ved en Anordning skulde paabydes Indvaanerne daglig at feie deres Gaarde og ved Udpompning udskylle Rendestenene, som førte Ureenligheden fra Gaarden ud i de offentlige Rendestene, da vidste han ikke hvorledes en saadan skulde kunde afgives, uden at der føiedes Straffebestemnielser dertil; og det vilde vistnok være uden Resultat, naar ikke en nøiagtig Control fandt Sted. Der gaves allerede nu en uendelig Mængde Politibestemmelser i Placater og Lovgivning, men som man aldrig saae udførte. En saadan Control vilde saaledes meget vanskeliggjøre Sagen. Dernæst vilde Forslaget give Anledning til mange huuslige Forviklinger, saasom med Hensyn til Forholdet mellem Eier og Leier, og andre Ulemper. Hvad den anden Deel af Forslaget angik, at Udskyldningen af de offentlige Rendestene og Feiningen af Gaderne daglig skulde skee for offentlig Regning, da troede han først, at det vilde give Anledning til en Deel Collision, naar fremmede Arbeidere stulde være berettigede til at trænge ind i Gaardene tidlig om Morgenen, om Efteraaret endogsaa paa en Tid, da det endnu var mørkt (Kl. 5), samt der i længere Tid afbenytte Pomperne. Den der havde Magten under disse Collisioner, vilde være den der fik Ret. Dernæst var det ogsaa en meget betydelig Udgift, der fordredes nemlig 14000 Rbd. for de 5 Sommermaaneder. Man maatte have en Garanti for, at denne Sum var tilstrækkelig, det vilde derfor være godt at vide, om Vandcommissionen vilde overtage Udskylningen for denne Betaling. Han maatte overlade til Forsamlingen at afgjøre, om man uden videre Garanti skulde anvende saa stor en Sum dertil. Hvad de øvrige Forslag angik, kunde der ikke være nogen Anledning til at yttre sig derimod. Forsaavidt der var gjort opmærksom paa Nødvendigheden af et Forbud mod Latrinhuse ud til Canalerne, da viste det sig netop her, hvis der virkelig vare saadanne, hvor lidet nyttigt det var at have Bestemmelser paa Papiret. Der var nemlig allerede Forbud mod saadanne. Holmblad oplyste, at Vandinspecteuren ved en Erklæring, afgivet paa andet Sted havde udtalt, at han ansaae det for temmelig umuligt for ham eller Vandcommissionen at udføre dette Forslag, uden at han dog havde yttret noget Bestemt om, at Vandmassen var utilstrækkelig. Taleren gjorde opmærksom paa, at man i Aar hidtil havde havt tilstrækkeligt Vand, saa at man endnu ikke havde taget noget af Leersøen. Det vil forøvrigt være aldeles umuligt at sige, om man vilde have tilstrækkeligt Vand, men der var dog al Sandsynlighed derfor, i hvilken Henseende han bemærkede, at alle de Forbedringer, der vare foretagne ved Damhuessøen, giorde at Vandmassen der var langt større end hidtil. Ussing deelte i allerhøieste Maade de udtalte Betænkeligheder. Det vilde slet ikke kunne gaae uden stærke Straffebestemmelser, der vilde gribe fortrædigende ind i de Huuslige Affairer. Der vilde reise sig en Mængde af Politisager i den Anledning. Forøvrigt antog Taleren, at noget Saadant ikke kunde vedtages af Communalbestyrelsen, men krævede en provisorisk Lov. Naar første Deel af Forstaget ikke lod sig realisere, faldt anden Deel bort af sig selv. Der maatte sluttes ny Accord om Gaderensningen, thi hvorledes skulde man skjelne mellem det nye Snavs og det gamle Snavs; den hele Feining i Gaardene vilde falde trykkende paa en Mængde mindre Eiendomsbesiddere: Spekhøkere og Andre, foruden mange andre Ulemper ved Sagen. Han maatte derfor fraraade Forslaget, fordi Ulemperne syntes at opveie Fordelene derved og fordi det var saa indgribende i mange private Forhold. Efterat Formanden endnu havde udtalt, at han altid havde holdt paa det engelske Ordsprog: Ens Huus er Ens Borg, og at han meget frygtede for, at Forflaget kunde give Anledning til, at man ogsaa trængte ind i Værelserne og Sengene, og Ussing hertil havde bemærket, at han, om han end ikke troede det vilde komme dertil, dog nok kunde tænke sig at man meget snart vilde see ind til Trappegange, Vaske og Qvistværelser og at man derfor i Tide maatte være opmærksom paa Grændserne for en saadan Commissions Virksomhed, besluttede Forsamlingen et udsætte de videre Forhandlinger om dette vigtige og i mange Forhold indgribende Forslag, ved hvilket der var yttret ikke saa Betænkeligheder, indtil den havde faaet Vandcommissionens Erklæring meddeelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. maj 1851, 2. udgave. Uddrag).

På borgerrepræsentanternes møde den 6. juni 1851 anbefalede komiteen der blev nedsat for at drøfte professor Hummels forslag, at politidirektøren opfordrede folk til at understøtte det offentliges bestræbelser for en god sundhedstilstand i byen. 

Slesvig Maj 1851. (Efterskrift til Politivennen)

- B. H. melder fra Kiel, at Reventlow-Criminil ikke har medbragt glædelige efterretninger. Han skal have erklæret, aldeles intet at kunne gøre for de slesvigske flygtninge og de omtalte "energiske noter", "hvis de virkelig eksisterer i denne skikkelse", have, som man kunne tænke sig, slet ikke ytret nogen indflydelse på den danske regering. - Voss Zeit. vil vide at en af Forbundsdagens første akter skal være en erklæring imod de danske overgreb i Slesvig og at forbundet i en "Gesammt-Akt" på ny vil hævde hertugdømmernes rettigheder. - "B. H." ledsager imidlertid denne meddelelse med et spørgsmålstegn; Hb. N. mener at en sådan optræden fra forbundets side vist kun vil forblive et "fromt ønske", og Fr. Pr. siger, at "ved ord lade de danske sig nu engang ikke slå af marken; man vil kun gøre sig endnu mere latterlig ved tomme trusler." C. B. fortæller, at nogle af de tyske småregeringer straks ved forbundsdagens åbning vil insistere  på den kurhessiske og slesvig-holstenske sags snarlige diskussion; men at Østrig vil erklære sig derimod og ønsker udelukkende spørgsmålet om forbundels konstituering og organisationen af en eksekutivmagt nærmest afgjort, hvorimod de enkelte spørgsmåls diskussion skal overlades til de nye forbundsorganer. "Nordd. Zeitung" melder i samstemning med Voss. Z. som fuldkommen stadfæstet at de to tyske stormagter er i begreb end, "for forbundsdagen  at indtræde imod Danmarks anmasselser, og alt "med den største samstemmighed og med decideret hævdelse af hertugdømmernes rettigheder"; og tilføjer til yderligere trøst: at "Rusland aldeles ikke er på Danmarks side, da det kun alt for tydeligt har vist sig, hvilket parti der i København har givet og fremdeles synes at ville give anledning til de nyeste danske overgreb" j og "Hb. N." har "fra velunderrettede kredse" hørt at en russisk note allerede er indløbet til København, hvori "Danmark rådes til eftergivenhed."

Allg. Z. melder fra Altona, at der ingen udsigt er til at de "demokratiske" ministre i Danmark vil fratræde. Samtidig dermed gives en tragikomisk skildring af forholdene i Slesvig, hvoraf imidlertid fremgår så meget at oppositionen søger at vise sin trods på så mange snilde måder. Damerne bærerbånd af en mindre bestemt farve, der dog af danske officerer anses for slesvig-holstenske. Officererne kaster papirskugler på disse damer i teatret o. s. v. Sådant kalder Allg. Z. Hudeleien, men den har desforuden forskellige andre kategorier af "tyranniet"

Alt. M. har en meddelelse fra den slesvig-holstenske kanal, hvori både toldembedsmændene og det danske militær roses meget for deres rolige og besindige optræden. I det hele "går det ret godt med det danske regimente."

Kjøbenhavnsposten, 4. maj 1851

I "Dannevirke" skrives fra Slesvig den 29. maj: Om forholdet mellem borgeren og soldaten her i Slesvig end ikke er fjendtligt, så er det dog langt fra venskabeligt. Soldaten får sit værelse eller kammer anvist, og der kan han opholde sig. I nærmere berøring med familien kommer han ikke. Hvad han nyder i sit kvarter, må han betale, og det undertiden endogså temmelig dyrt. De der ikke kan få kosten i deres kvarterer, besøger spisekvarterer hvoraf der gives mange her i byen. Der klages i almindelighed ikke over kvartererne, og om det også undertiden kommer til mundhuggeri mellem værten og hans indkvartering, til håndgribeligheder kommer det sjældent, for derfor vogter de gode borgere sig nok, de har også alt for megen respekt for byens djærve kommandant, den tapre Helgesen der af indbyggerne frygtes uden dog at hades, og af soldaten agtes og elskes. Hvad der især bidrager til at opretholde ro og orden, er foruden politiet tillige den gode indretning at alle værtshuse og butikker lukkes kl. 9 og enhver skal da være hjemme. Træffes nogen på gaden efter den tid, bliver han arresteret og må betale mulkt, dog med undtagelse af dem der har et kort, hvilket uddeles enten for en enkelt aften eller længere tid til dem der er bekendte som ordentlige og rolige mennesker, hvorimod "Wühlere", drenge og svende ikke nyder denne frihed. Hvorledes stemningen hos mange endnu er, kan ses deraf at da her i søndags blev givet en aftenunderholdning af bens musici og der blandt andre musiknumre også blev udført "den tapre landssoldat", bortfjernede adskillige herrer og damer sig pludseligt, og som det lod til, i temmelig oprørt stemning, hvilket dog hos adskillige af indbyggerne fremkaldte latter.

Ribe Stifts-Tidende, 9. maj 1851.

Elisabeth Jerichau Baumann: Danmark (1851). Billedet afspejler den nationale sejrsstolthed som bredte sig, sammen med forfølgelsen af slesvig-holstenerne. Blikket i Moder Danmarks øjne, sværdet og den knyttede næve om flagstangen kunne antyde det. Det kongelige Bibliotek.

Den danske regering begyndte at føre en hårdhændet fordanskningspolitik: "Upålidelige" embedsmænd blev udrenset i perioden til maj 1851 hvor der blev givet generel amnesti. I slutningen af maj udkom en liste over de personer som ikke var omfattet af amnestien. Udover den augustenborgske hertug Christian August, og broderen, prins Frederik af Nør og familie, omfattede den omkring 30 højtstående embedspersoner indenfor justits, kirke, politi mm. Alle andre ville kunne ansøge om amnesti mod at overgå til at være civile personer, og til at blive retsforfulgt i det omfang de danske myndigheder fandt det nødvendigt. Til dette formål skulle de bruge nedenstående formulering som nok har fået en og anden til at afholde sig fra at ansøge:

De ansøgninger som bliver at indgive af de slesvigere som har forladt deres hjem og ønsker at vende tilbage, skal affattes således: Til Kongen! Undertegnede som under de sidste års uroligheder har forladt sit hjem, længes nu efter at vende tilbage for at leve under Deres Majestæts milde og retfærdige scepter og under min retmæssige af Deres Majestæt indsatte øvrighed. Jeg vover derfor herved allerunderdanigst at ansøge og allernådigste tilladelse til igen at turde tage ophold i hertugdømmet Slesvig under de betingelser som Deres Majestæt allernådigst måtte foreskrive mig. Allerunderdanigst N. N. (B. T.)

Ribe Stifts-Tidende, 19. maj 1851.

Reaktionen kom kort tid efter:

Fra Kiel ytres at man der er blevet ubehageligt berørt af amnestipatentet, og man kalder den befalede form for ansøgninger fra flygtninge om at måtte vende tilbage, krænkende. Man vil ikke begribe at det er retfærdigt og nødvendigt at tilbagevendte oprørere stilles under politiets opsigt og at de kan anklages for begåede politiske forbrydelser hvis de skulle gøre sig skyldige i nyke. Man fortæller at der i Eckerförde er oplæst en bekendtgørelse ifølge hvilken alle civile skal hilse de danske soldater.

Ribe Stifts-Tidende, 20. maj 1851.

Ulovlige Vielser. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter Møde den 14de.

- - - -

2) En Skrivelse fra en Anonym, hvem det var en Forargelse, at Pluraliteten af Kjøbenhavns Borgere begyndte deres ægteskabelige Liv med et Bedrageri, gjorde opmærksom paa at Mange for at undgaae at betale en Afgift til Kæmnerkassen, naar de lade sig vie paa Byens Grund, eluderede Loven og besveg Kæmnerkassen ved at erhverve en falsk Erklæring fra en eller anden sædvanlig Værtshuusholder i Frederiksbergby om at Bruden opholdt sig i hans Huus, hvorpaa Præsten viede dem i Frederiksberg Kirke. Indsenderen troede, at Saadant kunde forebygges ved skarpe Politiforanstaltninger, som han omstændelig angav. Formanden tvivlede paa, at disse Tilfælde vare saa mange som foregivet og fandt den foreslaaede Cuur værre end Ondet. Kæmneren troede dog, at der vistnok skete mange Misbrug ved Erhvervelse af saadanne Attester, men saae ikke, at man kunde gjøre noget derimod, da Vedkommende, naar de først vare viede, neppe vilde gaae ind paa at betale uden ved Tvangsmidler, og at saae Pengene paa denne Maade vilde dog ikke være behageligt. Ussing fandt ikke, at der var nogen Anledning for Communalbestyrelsen til at gjøre Noget i denne Sag. Det maatte overlades til Præsterne selv at faae dette ordnet. Iøvrigt var der jo egentligt noget Abnormt i at der saaledes betaltes en Slags Accise af Bruden. Forsamlingen besluttede at tilstille Magistraten Sagen med den Yttring, at den ganske maatte overlade til sammes Bedømmelse, om de deri omhandlede Misbrug virkelig i det angivne Omfang fandt Sted, samt om der fra det Offentliges Side maatte være Anledning til at anvende Midler til sammes Forebyggelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. april 1851).

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1851, udgave forsøgte en anonym indsender at beregne hvor mange vielser det drejede sig ved at sætte antallet af ægtevielser i forhold til antallet af fødte og døde 10 andre steder. Han fandt derved frem til at Vielserne i Frederiksberg og Hvidovre efter denne beregning årligt burde være 36, men at de var 168. På ti år 360 par, men i realiteten 1680 par. I København havde der været 1 vielse for hver 3 5/16 fødte og 3 3/16 døde, hvilket var lavere end alle andre steder, og hvor den i Frederiksberg og HVidovre lå så lavt som hhv 8/16 og 7/16. Artiklen oplyste endvidere at præsten på Frederiksberg havde måttet lade trykke blanketter hvor folk skulle legitimere at de boede på Frederikberg, men at disse som oftest var attesteret af en værtshusholder på Vesterbro.