Tardinis Ballonfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Luftsejleren Tardini vil i næste uge gøre en luftfart fra København. Fra Stockholm har han gjort 5 luftrejser med stort held. På den sidste ledsagedes han af en grev Sparre.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1851)

Luftsejleren Tardini der ventedes hertil i går, foretog sin sidste luftrejse den 27. juli fra Humlegården ved Stockholm på et rensdyr. Ballonen drev over til Lidingsøen hvor også hr. Tardini havde haft til hensigt at stige ned. Men inden han nåede jorden, kom en nordlig vind og drev ballonen over til Kummelnäs på Värmtön hvor han kastede ankeret i et træ, i nærheden af et bierg hvor landingen foregik. Kaptajnen på et forbisejlede skib tilbød sig til at føre luftsejeren, ballon og rensdyr tilbage til Stockholm, men da gasudtømningen krævede lang tid, toges kun ensdyret som befandt sig i bedste velgående, ombord mens hr. Tardini selv senere med et andet skib vendte tilbage til Stockholm.

(Flyveposten, 4. august 1851)

Luftsejleren Tardini vil torsdag den 14. d.s. om eftermiddagen foretage sin første luftrejse fra Tivoli, med hvis direktion han har afsluttet en kontrakt. Hr. Tardini skal i øvrigt have følt en stor betænkelighed ved at foretage luftsejladsen fra København, da stadens beliggenhed ved havet lader ham befrygte at neddalingen i mindre gunstigt vejr turde blive farlig. Ballonens gondol kan jo rigtignok træde i stedet for en båd, men denne vil ikke kunne yde synderlig sikkerhed dersom neddalingen skulle ske midt i søen.

Hr. Tardini benytter sig til sine luftrejser af en kolossal silkeballon hvis højde er 19 meter, diameteren 12,5 meter og omkredsen 37,6 meter. Den indeholder 32.000 kvadratfod og medtager den betydelige vægt af 65 lpd. bestående af gas, ballast og andet tilbehør. Tilberedningen af gassen til ballonens fyldning er interessant. Dertil medgår 4.200 pd. viktriol, 4.200 pd. jernspån af smedejern og 16.800 pd. vand. Gastilberedningen sker igennem 26 til 30 stykker dertil bestemte fade hvori gassen udvikler sig. Fra disse fade går gassen gennem 6 alen lange rør videre til et større hovedfad hvori den underkastes en rensningsproces formedelst en deriværende kvantitet vand (12.000 pd.) og kommer da umiddelbart i ballonen.

(Flyveposten, 12. august 1851).

I morgen, torsdag den 14. august vil 

Hr. Joseph Tardini fra Modena

foretage sin første luftrejse.

På plænen er en estrade opført hvor ballonen, 19 meter høj, 12,5 meter i diameter og 37,6 i omfang, vil blive fyldt med gas. Fyldningen vil tage sin begyndelse kl. 4:30 eftermiddag og hr. Tardinis opstigning vil ske

præcis kl. 7:30

Det lumbyeske orkester under anførsel af hr. musikdirektør Lumbye, vil på plænen forinden hr. Tardinis opstigning udføre forskellige musiknumre.

Det nærmere erfares af programmet.

Entre fra kl. 7 morgen samt hele dagen 3 mark for voksne, 1 mark 8 skilling for børn.

På plænen er, så vidt rummet tillader det, siddende pladser hvortil billetter apparte betales med 2 mark for voksne og 1 mark for børn. (Billetkontoret for disse er ved plænen).

(Flyveposten 13. august 1851).

Annoncen blev gentaget i Flyveposten m. fl. 15. august, nu med ny dato: 15. august. Med ændringen: "Kolossale luftballon, Samson kaldet, som på grund af regnvejret i gør ikke fandt sted." Festen i anledning af Tivolis stiftelsesdag den 15. august blev i øvrigt af samme grund udsat i 8 dage. 

I går aftes kl. 7:30 steg luftsejleren hr. Tardini efter derom sket bekendtgørelse op med en stor ballon fra Tivoli og svingede til afsked det danske flag fra sin lette båd mens han hastigt for op mod skyerne. Ballonen forblev i den ret klare aften i sigte en halv times tid og førtes af vinden i retningen N. O. til O. Så at man vel kan antage at den er dalet ned et sted i Skåne, måske i egnen af Lund.

(Fædrelandet 16. august 1851).

Tardinis 2 første opstigninger sket fra Tivoli som så meget anderledes ud end det Tivoli vi kender fra i dag. 

Fredag aften kl. 7:30 steg hr. Tardini ene i sin luftballon fra Tivoli hvor flere tusinde tilskuere var forsamlet, op i de højere regioner. Så snart ballonen var "frigjort fra sine trykkende bånd", hævede den sig stolt i luften, hilset af den langs hele volden samlede mængde med jublende bifaldsråb. Fra rælingen af båden hilste hr. T. derpå med to dannebrogsfaner og affyrede en pistol. Omtrent en 25 minutter kunne ballonen ses med blotte øjne. Den skal kl. 8:30 være faldet ned i Landskrona. - Hr. T. skal endnu foretage 5 luftture. (Mddp).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 17. august 1851).

Tardini ankom i går eftermiddag med dampskibet "Ophelia" hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. august 1851).

Tardinis første luftrejse fra Tivoli.

Fredag kl. 5 forkyndte kanonskud fra Tivoli at luftskipperen Tardini, uagtet det mindre heldige vejr, agtede at stige op. Københavnerne ilede da i tusindvis - ikke ud til Tivoli for der var de allerfærreste - men op på voldene for gratis at overvære et skuespil som ikke i over 40 år er set her i hovedstaden. Man kan ikke nægte at deltagelsen var stor, det er kun at beklage at den arme luftsejler selv har måttet betale den med en ikke singe sum, da hans omkostninger langt fra er dækket med de til Tivoli solgte billetter der ikke udgør meget over 1.000.

Hvem som imidlertid har troet at man fra volden og andre høje punkter ret har nydt opstigningens pragtfulde skue, tager fejl. Det interessante var upåtvivlelig de forberedelser der gik forud, men især afrejsens øjeblik. Da Tardini med en kækhed og sikkerhed der ikke lod ane den mindste frygt, steg ind i gondolen, da den sidste snor der bandt den kæmpeagtige ballon til jorden, blev skåret over, da ballonen langsomt begyndte at hæve sig, og Tardini til afsked svang med fanerne og afskød en pistol, da grebes alle tilstedeværende af et ejendommeligt indtryk, en blanding af ængstelse og dyb beundring over det imposante skue, og som gav sig luft i et enstemmigt bifaldsråb.

Vinden var sydvest til vest, ballonen gled let hen over byen mod den svenske kyst, og var synlig henved en halv time, indtil den omtrent kl. 8 forsvandt bag en sky. I lørdag eftermiddag kom Tardini tilbage med "Ophelia". Hans rejse var besværlig og farefuld på grund af stærke og modstridende luftstrømninger, og han var nødsaget til at stige og sænke sig 4 til 5 gange. efter at være kommet til en højde af 15.000 fod. Længe svævede han over Sundet, og måtte da stige endnu mere for at komme i en anden luftstrømning, da ballonen blev på samme punkt. Dette lykkedes også og med en noget sydlig vind kom Tardini ind over Skåne mellem Landskrona og Malmø, hvor han kl. 8:10 min. steg ned på godset Bahebark ved gården Hoftarp. De tililende bønder blev først meget bange over det uventede syn, men bevægedes ved Tardinis overtalelser til at yde ham hjælp ved at transportere ballonen til Malmø. Han blev om natten hos en bonde, og tog lørdag morgen til Malmø, hvor han modtoges med entusiasme af indbyggerne som ville at han straks skulle gøre en ny rejse.

Under rejsen har ballonen fået en rift hvis reparation vil tage nogen tid, så at Tardini ikke i de første dage vil kunne gå op igen. Det er at vente at publikum når det atter sker, vil lønne hans dygtighed og udholdenhed med et talrigt besøg.

(Flyveposten, 18. august 1851).

I aviserne annonceredes den anden luftsejlads til søndag den 24. august.

Tardinis anden luftrejse i søndags

var begunstiget af det skønneste vejr. Opstigningen fra Tivoli skete omtrent kl. 6:45, og han ledsagedes af hr. mægler Funck som allerede ved den første luftfart havde ønsket at deltage. Heller ikke denne gang var rejsen fri for fare. Vinden var vest til syd, og efter at ballonen på grund af den klare og tynde atmosfære var steget i luften til en højde af omtrent 3.300 meter, drev den henimod Saltholm. Her dalede Tardini i havet kl. omtrent 7:30, idet han gjorde tegn til nogle fiskere om at komme ham til hjælp. De misforstod ham formodentlig, og da han ikke fik bistand, måtte han efter at have sejlet et kvarter i søen, søge igen at gå til vejrs. Dette lykkedes først efter at luftskipperen havde kastet ankeret, al ballast ja endog fødevarer overbord. Ballonen hævede sig atter, gik over den skånske kyst, passerede Kärlinge-å og dalede endelig kl. 8:03 i nærheden af Lund hvor de rejsende fik hjælp. De begav sig samme aften til Malmå, og i går formiddags vendte de tilbage med dampskibet "Malmø".

I Tivoli overværede henved 6.000 mennesker det imposante skue, og fra volden og nærliggende steder blev det iagttaget af en uhyre menneskemasse. Det glæder os at melde at hr. Tardini denne gang har haft en betydelig indtægt, hvoraf det ved bøsser indkomne udgør en ikke ringe del.

(Flyveposten, 26. august 1851).

Hr. Tardini vil foretage sin sidste luftrejse på søndag eftermiddag fra Christiansborg Slots ridebane. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. august 1851, 2. udgave).

I annoncer stod der denne gang:

Tardini har valgt denne plads for ved en lav entre at gøre opstigningen tilgængelig for det større publikum.

Da denne luftrejse bliver den sidste, er det Tardinis ønske for endnu mere at erhverve sig publikums yndest, at foretage den længere end sædvanligt, og han træffer derfor sådanne forberedelser som er nødvendige til en længere tur over havet. Uagtet en sådan rejse burde foretages tidligere på dagen, er det dog Tardinis agt at opstige kl. 6 om aftenen og han medtager derfor belysning til brug om natten, men ingen passagerer på grund af det farlige ved at tilbringe natten oppe i luften over søen.

(Flyveposten, 28. august 1851).

Hr. Tardinis 3. luftrejse der foretoges i går fra Christiansborg Slots ridebane, og som havde forsamlet en talrig mængde, var heldig, men kort. Hr. Tardini kom ikke som hans bekendtgørelse syntes at bebude, til at spise aftensmad eller tage nattelogi oppe i luften, men foretrak efter 3/4 times fart at dale ned på Amager tæt ved Kastrup, hvori han sikkert gjorde meget klogt, da vindens retning ellers let kunne ført ham ud over Østersøen, og hvorover hans tilskuere heller ikke kunne have nogen skellig grund til at beklage sig.

(Fædrelandet, 1. september 1851).

Christiansborg Ridebane hvorfra Tardinis sidste 3 opstigninger fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mandag aften.

Vi har modtaget følgende nærmere efterretninger om Tardinis 3. luftrejse:

Opstigningen som tydeligt kunne ses fra Amager, fandt sted 25 minutter over kl. 6 på Slotspladsen, og ballonen dalede omtrent midtvejs mellem Kastrup og Dragør i havet ca. 60 meter fra land, 45 minutter over kl. 6. Men da vandet dersteds kun var en 30 cm dybt, blev den øjeblikkelig med amagernes hjælp, bragt i land, og de tilstedeværende hjalp Tardini med den største beredvillighed med at bjerge ballonen, s at han med rette kunne sige at rejsen var lykkelig og vel tilendebragt. Men alligevel kunne meget let hele ballonen være gået tabt for Tardini. Han fandt nemlig for godt efter at ballonen i en god halv time var blevet håndteret for at få gassen ud, og længe efter at alle snorene var blevet løsnet fra gondolen, at hele ballonen skulle endevendes, for at gassen desto hurtigere kunne strømme ud af den store åbning, hvorigennem ballonen fyldes. Under denne endevending holdt alle kun i nettet, hvoraf fulgte at ballonen da den næsten var vendt, så at sige smuttede ud af nettet og gik til vejrs. Imidlertid holdt Tardini selv snoren som var befæstet i ventilen, hvilket foranledigede at ballonen igen kom i sin rigtige stilling, dog uden net over. Men da Tardini ville trække ballonen ned med nævnte snor, løsnede klappen eller proppen sig fra ventilen som han tilligemed snoren beholdt i hånden, hvorimod ballonen meget hurtigt steg til vejr i omtrentlig højde af Frue Tårn og tog retningen lige ud ad Østersøen, hvorover Tardini blev aldeles fortvivlet. Men amagerne var særdeles flinke og tjenstvillige, hvorfor Tardini ikke nok så meget kan takke dem. 3 til 4 mand vadede nemlig i største hast ud til en båd og roede med alle deres kræfter efter ballonen som synlig dalede, og fra Dragør hvor man havde set det passerede, var hr. kaptajn og overlods Sletting selv taget ud med for at få ballonen bjerget, hvilket også så vidt vides, blev udført af begge bådene i forening. Tardini og en bekendt af ham lod sig ro den bjergede ballon i møde. Gassen som endnu fandtes i ballonen, blev trykket ud så hurtigt som muligt på selve fartøjet, ballonen blev pakket ind i det dertil medbragte sejl, og Tardini kørte velbeholden med sin ballon m.m., sluppet med skrækken for at miste den, ind af Amagerport kl. 10:15.

Den tjenstiver og beredvillighed som såvel kastrupperne som dragøerne havde vist luftskipperen Tardini er over al beskrivelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. september 1851).

Landskab ved Dragør. Flat,med marker og krat. Måske har det lignet et sted hvor Tardini landede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Trods annonceringen med at det var sidste gang, blev der bebudet en fjerde luftsejlads nu til fordel for de sårede og faldnes efterladte, den 7. september. Denne gang stod der i annoncerne:

For at underholde det ærede publikum længere end sædvanlig ved synet af den opstigende og svævende ballon, vil Tardini først i følge med sin søn, Alexander, 9 år gammel, klædt som Amor, opstige til en højde af nogle hundrede fod og derefter svæve i nogen tid og atter neddale på ridenbanen. Derpå foretager han alene den egentlige rejse.

(Flyveposten, 4. september 1851).

Tardinis fjerde luftrejse

i søndags var den heldigste han endnu har foretaget her i hovedstaden. Da han omtrent kl. 6 var steget i ballonen, lod han denne gå Ridepladsen rundt, mens hans lille søn fra bådens ræling strøede blomsterbuketter med deviser ud over det overordentlig talrige publikum. Opstigningen fandt derefter sted under et næsten fuldstændig vindstille, ballonen drev i en meget stor højde over Amager, og da hr. Tardini måtte befrygte at den ville tage vejen ud over Østersøen mod Pommerns kyst, fandt han det rådeligst at gå ned ved Dragør, hvilket sket kl. 6:45. Samme aften vendte han tilbage til hovedstaden. 

Efter forlydende agter hr. Tardini efter manges ønske at gøre en aldeles ekstraordinær rejse med en hjort næste søndag. 

(Flyveposten, 9. september 1851).

Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg Slots Ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i det nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked med København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje som altid vil blive i hans taknemmelige erindring. Han medbringer en ung dame og sin 9-årige søn, Alexander som allerede i Stockholm har gjort en sådan rejse. Der vil blive oprejst en tribune hvorfra rejsen sket, så at alle de tilstedeværende med lethed kan se såvel tilberedelserne som selve opstigningen. En lignende rejse har Tardini gjort tidligere i nærværelse af den kejserlige familie i Petersborg, og ligeledes i Stockholm for kongen af Sverige og Norge.

(Flyveposten, 11. september 1851).

Tardinia femte luftsejlads.

Denne luftsejlads har været den alleruheldigste for den stakkels luftskipper, og det er endnu ikke bekendt hvorvidt han er sluppet derfra med livet. Da han med sin kone og søn steg op søndag eftermiddag kl. 6, var vinden der hidtil havde været nord til vest, blevet temmelig vestlig, og ballonen drev derfor ud over Kalvebod Strand. Her dalede Tardini kl. 6:30 og drev med ballonen i stranden langs Sjællands kyst. Formodentlig for at søge hjælp, kastede Tardini sig her ud i vandet for svømmende at nå kysten. Men senere har man desværre ikke hørt noget til ham.  Mens dette skete, tog ballonen med hans kone og søn kursen over mod Amagers kyst i nærheden af landsbyen Ullerup, omtrent et bøsseskud fra land. Stående her i vandet til brystet, råbte de arme om hjælp indtil de kl. 8:30 frelstes af sognefoged Sally fra Ullerup, der med flere amagere red ud i det lave vand. I samme øjeblik var mad. Tardini der hidtil troligt havde holdt ballonen ved en strikke, af mathed nødsaget til at slippe den. Den steg atter i vejret ud over søen og forsvandt. De frelste bragtes til Ullerup hvor de hos sognefogden nød al den pleje og omhu som omstændighederne krævede.

(Flyveposten, 16. september 1851).

Luftsejleren Tardini er desværre forulykket. Hans lig fandtes i går eftermiddags i Kalvebod Strand i nærheden af Flaskekroen, og vil formodentlig blive bragt hertil i dag. Ballonen skal være drevet ind til Stevns hvor den er i behold.

(Flyveposten, 17.september 1851).

Tardini jordes i formiddag på den katolske menigheds kirkegård på Assistenskirkegård. Et musikselskab har tilbudt sig at udføre sørgemusikken.

(Flyveposten, 20. september 1851).

Tardinis ballon er ikke kommet ned ved Stevns, men derimod gået over Stevns, Møn og hele Østersøen og faldet ned i Mecklenburg i en lille så ved en flække der hedder Krakow. Gondolen hang ved den og indeholdt en del fødevarer, nogle danske sølvpenge og et par pistoler og nogle klædningsstykker. Der kan altså ingen tvivl om at den ulykkelige Tardini hvis lig i går blev jordet her, ville have kunnet gøre rejsen med over Østersøen, dersom han ikke havde overlæsset ballonen ved at tage kone og søn med som et større kunststykke, hvorfor han også straks ved opstigningen måtte udkaste sin ballast, uden hvilken han efter først engang at være dalet, ikke mere formåede at lade ballonen stige højere. Det var derfor først efter at alle tre personer havde forladt ballonen at den fik kraft til at gå over Østersøen, hvilket viser at den har været i god stand.

(Kjøbenhavnsposten, 21. september 1851).

Begivenheden var stor nok til at der blev lavet viser om den. I aviserne forstummede nyheder om Tardini ret hurtigt, men blev dog erindret i 1897:

Ballonens Ofre.

Den ulykke der for kort tid siden fandt sted i Berlin, har højnet interessen for ballonfarterne. Publikum, der er et så blodtørstigt uhyre, forlanger et par ofre af og til for vedblivende at tro på faren og lade sig pirre af den.

Her hjemme har vi i mange år været sparet for ballonulykker, ja folk tror knap på dem længere.

Det kan da måske have sin interesse at opfriske mindet om den ofte omtalte, men aldrig beskrevne luftfart, ved hvilken Tardini satte livet til i København.

Efter at den danske luftskipper Colding i 1812 havde gjort fiasko med sine Montgolfierer, hørte Københavnerne i 38 år intet til balloner. I slutningen af sæsonen 1851 engagerede Tivoli så den italienske luftskipper Joseph Tardini fra Modena. Han foretog to opstigninger, der faldt nogenlunde heldigt ud, og dermed var hans engagement udløbet. Imidlertid fik han tilladelse til at foretage nogle opstigninger fra Christiansborg Slotsplads. En af dem var til indtægt for krigsinvaliderne, og ved denne lejlighed hang luftskipperens lille søn udklædt som Amor under gondolen og strøede blomster over publikum.

Den 14. septbr. fandt så den sidste opstigning sted.

"Berlingske Tidende" skrev i den anledning: "Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i dette nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked fra København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje."

"Berl. Tid." kunne have sparet sit "så at sige".

Søndag den 14. septbr. var vejret udmærket, og Tardini tog ikke i betænkning at tage en dame og sin lille søn med. Ballonen hævede sig langsomt og drev ud over Kalveboderne. Den begyndte da pludselig at dale, men det lykkedes dog luftskipperen at holde den oven vande, indtil han nåede de såkaldte Koklapper, der lå mellem Sjælland og Amager.

Så kunne ballonen ikke mere, og for at frelse sin passager og sin søn, tog han den fortvivlede beslutning at ofre sig selv. I en fart klædte han sig af og sprang i vandet. Befriet for hans vægt hævede ballonen sig atter med damen og det grædende barn. Lidt efter dalede den atter, men den var da kommet ind på grundet vand. Den lille Tardini faldt ud, men var så heldig at komme til at sidde overskrævs på en sten med hovedet over vandet.

Damen blev slæbt videre, indtil hun inde ved land reddedes af sognefogden fra Ullerup, der fandt hende i bevidstløs tilstand.

Den 18. september fandt to fiskere den forulykkede italieners lig i Køge Bugt, hvor han havde fundet sin kolde grav fjernt fra sit solrige fædreland, og den 20. september fulgte hele København hans kiste til den katolske kirkegård. Det var som følte man sig medansvarlig i dette dødsfald.

Hans ballon blev fundet i Mecklenborg og afleveret til skifteretten sammen med 11 rigsdaler, der fandtes i Gondolen. Luftfartøjet købtes af en mand der hed Moyell , hvem ingen den gang kendte. Han foretog en række opstigninger og sidder nu som pensionist i Vartov som æresformand for "Dansk aeronautisk Forbund".

Siden den tid er alle opstigninger forløbne uden større uheld i København, men to af de luftskippere, der er gået op herfra, er i følge "Vort L." senere forulykkede.

Den ene var madam Godard. Hun vakte stor jubel blandt københavnerne ved at optræde i sømandsdragt. Hendes raske, energiske skikkelse var meget populær, og bange var hun ikke. 

Luftskipper Johansen, der fra ballon captif var god ven med hendes søn Alfred, udtaler sig altid med stor Beundring om hendes nedstigninger.

Året efter druknede hun i Zuidersøen.

Den anden var Juhles, hvis ballon revnede i Bryssel. Han var en alt for ængstelig luftskipper, der altid svævede i en sand rædsel for "lemonaden". Hermed mente han vandet. Han udrustede sig altid på sine farter med den største omhyggelighed, spiste ikke i to dage før han skulle op og medbragte altid en vældig dunk kaffe. Alt hans bohave var forsynet med balloner, ja selv hans himmelseng var syet af en gammel ballon. Han var særlig glad ved alle de danske anmeldelser, dels fordi han ikke kunne forstå dem, og dels fordi de var så lange.

(Frederiksborg Amts Avis, 24. juni 1897).

Tardinis ballonopstigning. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Både Tardinis kone og barn blev boende i København. Ifølge en artikel i Dagbladet (København) 31. oktober 1919 var barnet solodanserinden Jeanette Tardini-Hansen (1845-1918) der var gift med balletmester Hans Emil Hansen (1843-1927), mor til juristen Tardini-Hansen der døde ved et ulykkestilfælde. De fik en søn Alexander Tardini, der blev kontorchef i Københavns Magistrats 3. afdeling. Han begik selvmord august 1918 ved at kaste sig ud af et vindue fra 4. sal i Rådhuset.  Ballonen "Sampson" blev købt af Moyel, som endte på Vartov, og måtte sælge ballonen til svenskeren Victor Granberg der 12. juli 1857 efter en uheldig opstigning fra ridebanen, gav ophav til udtrykket "den går ikke, Granberg!"

Aarsdagen for Slaget ved Idsted. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde. Fra en agtet og aldeles paalidelig Haand have vi modtaget en Skrivelse om Festligholdelsen af Aarsdagen efter Idsted-Slaget i denne By, nærmest beregnet paa at gjendrive de hadefulde Fortællinger, som "Altonaer Mercur" i den sidste Tid har opvartet med om Besætningen der (2de Forstærknings-Bataillon). Skrivelsen lyder saaledes :

"Bataillonens Officerer, Underofficer og Mandskab vare blevne enige om i Forening at feire Aarsdagen efter Slaget ved Idsted ved en Fest; men for ikke at saare de zarte Gemytter her i Byen, bestemtes ikke at holde den her i Byen, men i en lille Skov, Grasholz, 1½ Fjerdingvei fra Byen. Musik ønskedes ved Festen, og den af Officerer, Underofficerer og Menige bestaaende Festcomitee henvendte sig derfor til Forstanderne for Christians Pleiehuus, for at faae det af Elever bestaaende Musikkorps, som ogsaa med megen Beredvillighed tillodes. For imidlertid atter at undgaae Forargelse hos Indvaanere af anden Troesbekjendelse, lod man Musiken paa egen Haand forud begive sig til Festpladsen, og Bataillonen marscherede ud Kl. 4 Eftermiddag, med sine egne tarvelige Bygelhorn. Festpladsen var decoreret med Vaaben og Guirlander. Paa den ene Side af den stod en udstoppet dansk Landsoldat med et Dannebrogsflag i Haanden, og over ham stod "Sit Løfte har han holdt"; og lige overfor ham en lignende dansk Landsoldat, med Geværet hævet til Kolbeslag og med Overskrift: "Gud hjælpe Den, som Slaget faaer". - Festen bivaanedes af nogle faa Familier her fra Byen, og Alt foregik under den bedste Stemning og uden mindste Anstød. Kl. 9½ Aften marscheredes tilbage til Byen, og Kl. 10 1/4 var Alt, under Officerernes Tilsyn, i Qvarteer uden at den mindste Uorden var forefalden. Om Formiddagen Kl. 10 holdt Bataillonen stor Parade paa Exerceerpladsen, hvor, efter Befaling, en Proclamation fra den commanderende General oplæstes, til Minde om Armeens Hædersdag.

Uagtet der i de to Maaneder Bataillonen har cantonneret her, er holdt streng Mandstugt blandt Mandskabet og ingen Uorden eller Egenraadighed fra dets eller nogen over- eller underordnet Befalingsmands Side er taalt, og uagtet al mulig Humanitet og Velvillie er udviist mod Byens Indvaanere, begyndte dog en stor Deel af disse den 25de fra om Morgenen at vise deres Uvillie mod Tropperne og mod Danskheden, idet i mellem 120 og 130 Huse og Gaarde, især i Hovedgaden, Rullegardiner eller Skodder vare for Vinduerne, eller disse decorerede med Sort og Hvidt; ligesom i Forstaden en Sørgefane var udstillet. Den største Deel af de Fruentimmer der saaes paa Gaderne, vare i Sorg. Demonstrationen var for paafaldende, til ikke at falde i Øinene. 

"Alt. Mercur" har nu fortalt, at Festen rigtignok blev holdt udenfor Byen; men at dette var fordi ingen Gjæstgiver i Byen vilde paatage sig Beværtningen. Denne Paastand er meget naiv, da den, hvis den var sand, maatte bevise en utrolig Godmodighed hos Commandanten i en By, der er i Beleiringstilstand, naar han ikke skulde kunne tvinge en privilegeret Gjæstgiver til at beværte, og det er curieust paa samme Tid at see fremført Klage over Tyranni. Den fortæller, at Bataillonen marscherede ud med Pleiehusets Musik i Spidsen. Dette er usandt; men om saa havde været, hvad Fornærmelse var der da egentligt deri? Endvidere forvandles de to udstoppede skikkelige Landsoldater til en Slesvigholstener. I Sandhed, en altfor stor Ære for vore Jenser! - At en Soldat ved Festen faldt og brak et Been, til stor Glæde for Indsenderen i "Alt. Mercur", er desværre sandt.

Dagen efter Festen, ligesom de nærmeste Dage før, havde de herværede Wühlere meget travlt og have det fremdeles, og Hang til Opsætsighed viser sig saa tydeligt, saa det er nødvendigt at stramme Tøilerne saa meget, som den endnu resterende Deel af Beleiringstilstanden hjemler. Aftenen efter Festdagen bleve 3 Personer, der Kl. 10½ fandtes paa Gaderne, uden Passeertegn (af hvilke der hidtil, uden Vanskelighed er tildelt Enhver der har anmodet Commandanten derom) arresterede, næste Dags Morgen anmeldte for Politiet og derefter af dette afhentede. De to af disse hørte ulykkeligviis til Byens Honoratiores, idet den Ene er en ivrig slesvigholsteensk Kjøbmand og den Anden en Huuslærer, der som Frivillig har været slesvigholsteensk Soldat. I en By i Beleiringstilstand høre Arresteringer af Omdrivende efter tilladelig Tid ikke til de overordentligste Sjeldenheder, og saalænge det er gaaet ud over simple Folk, har Ingen taget Notits deraf; men nu kom der Røre iblandt nogle Medlemmer af Stadtcollegiet og mange af dem, der kalde sig de Fornemmere. - Man vilde have Samlinger, der imidlertid, som ulovlige, bleve forbudte. For at kunne samle Mandskabet strax, hvis de urolige Gemytter skulde finde paa at begaae Uordener, blev den Bestemmelse indskjærpet, at Gadedørene til de Huse, hvori der er militair Indqvartering, ikke maae aflukkes om Natten, hvilket med Belejringstilstanden forbundne Forbud at flere Indvaanere overskredes. Nu var det atter galt, og "Altonaer Mercur" udspinder Historien om dansk Militairs Tyranni i det Uendelige".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1851, 2. udgave.)

Atter om Markufred ved Krybskytter. (Efterskrift til Politivennen)

Atter om Markufred ved Krybskytter fremstillet ved Gaardeier Kock i Uttersløv ved Kjøbenhavn.

I denne Tidende af 3die October 1849 besværede jeg mig over Markufred, som overgik mig især ved Krybskytter, og antydede, at saadant maatte ventes at blive værre, da Tilsynet af Jagten, som her er kongelig, meer og meer slappedes! Dette Forudsagte er nu indtruffet , saa at Krybskytteriet paa min Jord og ved og i den store Uttersløv Mose, til hvilken mine Jorder støde i en Strækning af 1800 Alen, i denne Sommer gaaer for sig uden al Maade. Daglig sværme disse Skytter, øvede og uøvede, om, enkeltviis og i Troppe, ofte med Hunde, saavel tilfods som vadende og ved Hjelp i Mosen af Baade, og med deres Skyden ubarmhjertigen skræmme og jage mine Kreaturer, især Heste, om i Tøiret. saa de slaae dem løse, og Græs og Sæd skammeligen nedtrædes og fordærves. Ja, jeg og mine Folk gaae ikke sikkre paa Liv og Lemmer for Vaadeskud, under vor Gjerning ved Mosen, i hvilken min Gaard tilhører en høist betydelig Græsningspart. Denne skammelige Jagen gaaer, som sagt, daglig for sig, og er der muligt en enkelt Dag, som skrider over, saa er der en anden, hvor Skydningen begynder i den tidlige Morgenstund og hvor det ene Parti afløser det andet til den sildigste Aften; ja, til Kl. 11 om Natten har jeg ofte hørt Skud paa Skud. Kort - Tilstanden synes næsten at være lovløs. - Det var mig derfor kjært, om høie Vedkommende ville befale et Vidneforhør optaget til Stadfæstelse paa det af mig her anførte og da mulig befaledes at en Advarsel udstedtes paa lovbefalet Maade og bekjendtgjorses her i Brøndshøi og Gladsaxe Sogn, fra hvilke disse Skytter, bondeklædte, synes at have deres Udspring. Dog vare Nogle kjøbstadklædte og førte det nymodens Mandhafdighedsmærke, nemlig graa Hat med Buler i. Desuden er denne Jagen et sandt væmmeligt Dyreplageri, naturligviiS fordi flere af Skytterne ere Fuskere i Faget, og desuden maa løbe bort fra deres Gjerning undertiden halvgjort. Her findes og findes efter især Vildænder, men ogsaa Stærer, Viber, Maager, ja Svaner maa holde for, saavelsom Harer, ja endog Raadyr, og ofte finder jeg af alle saadanne henliggende ynkeligen lemlæstede paa Marken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1851, 2. udgave).

Om det saakaldte Messefald. (Efterskrift til Politivennen)

Om det saakaldte Messefald.

En Henstilling til Cultusministeriet. 

Den Tid nærmer sig, da Kirkens Anliggender skulle ordnes i Overeensstemmelse med den nye Statsforfatning. Paa en saadan Tid er det formeentligen Pligt for Enhver, der formaaer det, at belyse og fremhæve saavel det Gode, der bør bestaae, som det Uhensigtsmæssige og Forkastelige, der bør afskaffes; og det er visseligen ikke alene Geistligheden, hvem denne Pligt paahviler, men ogsaa Menighedens Lemmer, forsaavidtsom Kirken og Haandhævelsen af dens Værdighed er dem et stort og uundværligt Gode. Formaae disse Lægfolk end ikke at gaae saaledes tilbunds i Sagen, som den lærde Theolog og grundige Kirkehistoriker, saa kunne de dog alligevel fra deres Standpunkt yttre Anskuelser, give Vink og Hentydninger, som ikke ere at foragte, og som bære Vidnesbyrd om, hvorledes Et og Andet, Kirken vedkommende, betragtes og bedømmes i Folket. Det er under Indflydelsen af denne Overbeviisning, jeg skriver Nedenstaaende.

Vor Kirke har en Skik, som kaldes Messefald, og som bestaaer deri, at Præsten, naar Forfald indtræder, lader Kirkebetjenten besørge hele Gudstjenesten. Ved et saadant Messefald gaaer det da saaledes til: Efter Bønnen i Chorsdøren synges een eller to Psalmer, hvorpaa Kirkebetjenten fremtræder i Chorsdøren med en Bog i Haanten og oplæser en Prædiken. Dernæst synges atter en Psalme, Slutningsbønnen holdes, og Tjenesten er dermed endt. Jeg har bivaanet flere saadanne Messefald og fundet Fremgangsmaaden noget forskjellig. Etsteds messede saaledes Kirkebetjenten tillige Dagens Collect og Epistel, saavelsom Collecten efter Prædiken, knælende paa Alterets Knæfald. Man sagde mig, at dette turde denne Mand gjøre, fordi han var Academicus. Paa et andet Sted stillede Kirkebetjenten en Nodestol i Chorsdøren, fremtraadte bag ved denne i et Par store, smudsige Ridestøvler og dundrede løst i et Foredrag, som man ansaae for hans eget Arbeide, og som ogsaa bar kjendelige Spor deraf. Paa et tredie Sted kom en Person  slæbende med Brochmanns Huuspostil, hvis Vægt omsider pressede Sveddraaberne af ham under den lange og kjedsommelige Opremsning. Det vilde være uretfærdigt, om jeg ikke tilføiede, at jeg ogsaa har bivaanet Messefald, hvor Kirkebetienten baade med Anstand og Værdighed forrettede den ham uvante Tjeneste, og hvor Menigheden ikke ugjerne saae ham træde frem, hvilket let kan blive Tilfældet, naar han har Dannelse nok til at vælge en god Prædiken og Gaver til at oplæse den med Frihed og Værdighed, samt naar hans Liv og Vandel har været saaledes, at ingen forstyrrende Erindringer og Sammenligninger gjøre sig gjældende hos Menigheden, ved at see ham i denne Function. At iøvrigt Præstens Dygtighed eller Udygtighed samt det gode eller mindre gode Forhold, hvori han staaer til Menigheden, har Indflydelse i denne Henseende, er en Selvfølge. Saavidr jeg erindrer omtaler Harms et Tilfælde, hvor Menigheden ved Kirkebetjentens Død sang eller sagte: "Die Zierde unserer Kirche ist gefallen." Den Mand, hvem denne Lovtale gjaldt, har sikkert blandt Andet ogsaa forstaaet at holde Messefald.

Messefaldet er paa Grund af Omstændighederne en ubekjendt Skik for Kjøbenhavns og de større Kjøbstæders Beboere, og man maa jo staae i den Formening, at det aldrig benyttes udenfor Landsbymenighederne, i hvilke der kun er een Præst. Imidlertid vilde man slutte urigtigt, naar man antog dette som Regel. Der gives en Mellemklasse af Menigheder, nemlig de mindre Kjøbstæder, og i disse tyer man ikke sjelden til dette Hjælpemiddel, endskjøndt Byen har to Præster, fordi Staten har sat den ordinerede Catechet i et heelt forunderligt og bagvendt Forhold til Kirken, Sognepræsten og Menigheden. Da man i sin Tid nedlagde de residerende Capellanier, indsaae man, hvor nødvendigt det var, at der i en Kjøbstad burde være to Præster. Man ansatte derfor ordinerede Catecheter. Men disses egentlige Embedsgjerning skulde være Stoleunderviisningen, og for at denne ikke skulde lide ved Lærerens Virksomhed som Præst, fritog man Catecheten for enhver Forpligtelse i denne Retning. Desuagtet forpligtede man Menigheden til at give ham Løn for en saadan Virksomhed, nemlig Høitidsoffer; thi hvad er Offeret andet end Løn for det Arbeide, den offentlige Gudstieneste medfører? Enhver anden Embedsgjerning betales jo særskilt, og den Lærer, som ikke har noget at bestille i Kirken, nyder jo intet Høitidsoffer. Catecheten blev altsaa Præst uden Forpligtelse til at virke som Præst, men dog med Løn som Præst. Drives han nu ikke af et indre Kald til ogsaa at arbeide som Præst, eller er Forholdet imellem ham og Sognepræsten nedbrudt, da veed man neppe af, at der foruden Sognepræsten ogsaa er en anden ordineret Mand i Byen, og bliver kun mindet derom paa Offerdagene. I slige Menigheder er det altsaa en Selvfølge, at Messefaldet ikke hører til Sjeldenhederne, skiøndt det her er vanskeligst for Kirkebetjenten at røgte dette Hverv, fordi Fordrigerne ere større, og fordi her altid ffnres Enkelte, som kunne begrunde deres Dom om det Heldige eller mindre Heldige i hans Fremtræden.

Er da MessefaIdet hævdet ved den kirkelige Lovgivning? - Jeg veed det ikke og skal derfor hverken svare ja eller nei. Man siger, at det skal være paabudt i Jylland i de Pastorater, hvor een og samme Præst har 3 Kirker at besørge, saa at der stifteviis skal holdes Messefald i een af dem. Ligesaa naturlig og nødvendig som jeg anseer denne Bestemmelse for at være, ligesaa villigt erkjender jeg, at Messefaldet nu og da kan blive uundgaaeligt i ethvert Sogn, hvori der kun er een Præst. Hvor man derimod har to Præster, burde det vistnok aldrig bruges, med mindre det sjældne Uheld skulde indtræffe, at begge have uafvendelige Forhindringer, thi man bør sikkert holde paa, at Messefaldet kan betragtes som et Middel i den yderste Nød. Men er nu Messefaldet hist og her uundgaaeligt, saa maa der ogsaa i denne Uundgaaelighed ligge en Opfordring til at bortrydde enhver Hindring, som gjør det vanskeligt for Kirkebetjenten at stille sig godt ved denne Forretning. En saadan Hindring er fremfor alt det Sted, paa hvilket man har anviist ham Plads, nemlig Chorsdøren. Allerede det Særegne ved denne Plads vækker Adspredelse hos Menigheden. Man seer strax at der skal foregaae noget Aparte, og Ingen vil vel nægte, at det ogsaa maa virke ubehageligt paa den til en saadan Fremtræden uvante Mand at fremstille sig, synlig fra Top til Taa, i den ene Ende af Kirken, hvor han, saafremt Kirken hører til de større, vanskeligen kan høres. Hvor naturligt og hensigtsmæssigt vilde det ikke være, at han oplæste sin Tale fra det Sted, som er anviist Taleren og indrettet efter denne Bestemmelse? Prædikestolen er vistnok ikke et helligere Sted end Chorsdøren. Skal der strides om disse to Steders Rang, saa turde Overvægten snarest falde paa Chorsdøren, hvorfra flere hellige Handlinger forrettes, ja hvor endog Biskoppen tager Plads, naar han taler til Menigheden. Den barokke Fordom, at Prædikestolen kun bør betrædes af den, der idetmindste har begyndt at høre theologiske Forelæsninger, burde dog neppe gjøres gjældende længere; man har undertiden haardt nok bødet, fordi den er gjældende, naar et og andet ungt Blod fra Prædikestolen har gjort os bekjendt med sine umodne Anskuelser af Christendommen og Livet. Mon ikke de Ord, som en og anden høitbegavet Præst har givet en større Udbredelse ved Pressen, og som Menighederne have modtaget med Taknemlighed, ere langt værdigere til at gjentages fra Prædikestolen, om det endog skeer igjennem en Lægmands Mund, naar det blot skeer med Anstand og Værdighed? Den Fordomsfri vil sikkert svare "jo" til dette Spørgsmaal og desuden indrømme, at naar Kirkebetjenten findes værdig til at opbygge Menigheden ved sin Oplæsning, da kan man ogsaa uden Fare for Prædikestolens Anseelse lade ham læse fra dette Sted, der forskaffer ham de Bekvemmeligheder og Hjælpemidler, som hverken Præsten eller han kunne undvære, uden at føle sig uhyggeligen situerede. Man tænke sig blot Præsten, der ikke kan uudvære sit Papiir, stillet blank og bar i Chorsdøren. Mon han der vilde finde sig vel tilmode? 

Dernæst er det en Nødvendighed at give saadanne Forskrivter, som borge for, at Messefaldet vil blive Udført paa en passende Maade. Præsten og Kirkebetjenten bør saaledes enes om en vis bestemt Samling af Prædikener, som altid er tilstede hos sidstnævnte, for at benyttes i paakommende Tilfælde. Aanden i disse Prædikener bør naturligviis stemme nogenlunde overeens med Præstens religieuse Anskuelser, saa at Oplæsningen ikke skal nedbryde, hvad Prædiken har opbygget, ligesom ogsaa Kirkebetjenten bør holde sig til een og samme Forfatter, for at han ikke under de forskiellige Oplæsninger skal komme til at tale med to Tunger i een Mund. Korthed, samt et let og flydende Sprog, burde der efter min Mening tages meget Hensyn til.

Fremdeles er det en Selvfølge, at den Kirkebetjent, som mangler de fornødne Gaver til at kunne præstere en fuldkommen god Oplæsning, saavelsom den, der i sit Ydre eller i sit Forhold har noget Væsentligt imod sig, og endelig den, der ikke har Tænksomhed nok til at bortskjære, hvad der kun passer i Sjælesørgerens Mund, og til at indsee, at der her overdrages ham et Hverv, som har Krav paa hans udeelte Opmærksomhed og paa al den Forberedelse, som Tiden Tillader, bør det aldrig tillades at holde Messefald. Endnu mindre bør det tillades den, som har Hang til "at skabe sig" eller som begjærligen griber Lejligheden i det Haab derved at kunne vise, hvorledes Skjæbnen har fourettet ham, ved at sætte ham paa et for lavt Stade. Langt hellere aflyse eller afsige man Gudstjenesten, end at lade den besørges ved nogen af disse. Analuserer man de Forhold, hvori Kirkebetjenten kommer ved den omhandlede Forretning, saa vil man finde, at neppe nogen Handling fordrer sørre sand Ydmyghed i Forening med Iver for at gjøre sig Pligt og vogte sig for Udskeielser. Saare rigtigt vilde det derfor ogsaa være, at Ingen fik Ret til at holde Messefald uden den, som havde aflagt Prøve for høiere Vedkommende, og desangaaende erholdtd et hæderligt Vidnesbyrd. Et saadant Vidnesbyrg, udstedt af en paalidelig Autoritet, vilde maaske sige mere end Testimoniet fra et Seminarium, eller ialtfald lægge en betydelig Vægt til dette; thi det feiler nepppe, at den, der læser fuldkommen rigtigt op, han tænker ogsaa sundet og rigtigt, og at han formaaer dette, bevidnes ikke i Testimoniet. Den vordende Kirkebetjent vilde altsaa tragte efter at erholde et saadant Vidnesbyrd, og naar han havde erholdt det, var han langt forud for dem, som ikke kunde naae det; men disses Tal bilde ikke blive lille, saafremt Prøven blev, som den burde være.

Idet jeg nu henstiller disse Yttringer til høie Vedkommendes modnere Overveielse, kanjeg meget godt forestille mig, at Een og Anden vil trække paa Smilebaandet og tænke, om ikke sige: "Mange Ord om Ingenting," for ikke at bruge den bekjendte franske Floskel. Men for det første skal den, der mener det vel med vor Kirke, ikke - og mindst i nærværende Tid - bruge Ordet "Ingenting" naar Talen er om at hævde Kirkens Værdighed, ved at bortfjerne Alt, hvad der strider mod denne; og for det andet bør han kunne maale sig med mig i Erfaring og Kjendskab til de omhandlede Forhold, førend han gjentager hiint Ord. Lad ham derfor reise hist og her omkring i Menighederne og jevnligen bivaane den Handling, jeg har omtalt; lad ham stifte lidt nøiere Bekjendtskab med de Mænd, som administrere denne Handling, og lad ham fremfor alt medbringe et aabent Øie for det, der stemmer overeens med eller strider imod Kirkens Værdighed, saa vil jeg møde ham ved Hjemkomsten og med Rolighed underkaste ovenstaaende Linier hans yderligere Kjendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1851, 2. udgave)

Professor Jesper Brochmand (1585-1652), Københavns Universitet 1610-1638, var biskop over Sjælland 1638-1652. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift som i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien.

Eksempel på en gudstjeneste på Bornholm der er ramt af messefald, Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 4. juli 1851.

Slesvig Juli 1851. (Efterskrift til Politivennen).

I Mellemslesvig ikrafttrådte februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne. En provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.

Indførelse af dansk som undervisningssprog:

- Fra Slesvigs vestkyst. Lige siden begyndelsen af den såkaldte "Erhebung" har man ikke her i egnen, og navnlig i byen Tønder, følt sig så hårdt berørt af nogen begivenhed som af ediktet angående den indtrådte forandring i undervisningssproget. Roligt og uden knurren er det unge mandskab blevet udskrevet til tjeneste i den danske hær - man indser den indre intetsigenhed af "Rejsningen" - men sprogediktet har berørt livets inderste strenge. Deraf kommer også den nedtrykte stemning, som overalt er den herskende her. Da det blev til alvor med indførelsen af det danske undervisningssprog, opbød man navnlig i Tønder alt, for dog at kunne lade det hidtil værende tyske undervisningssprog bestå ved siden af det danske; man tilbød at ville oprette en egen dansk skole, hvor enhver som foretrak det danske undervisningssprog, på byens bekostning kunne lade sine børn blive undervist. Det var forgæves. Desto værre står Tønder med rette i ry for renitenz og "Wühleri"; imidlertid er det dog vist, at totaliteten af befolkningen allerede for længe siden er kommen til erkendelse af den sande betydning af den, Gud ske lov, nu bag os liggende ulykkelige periode, og til roligt overlæg og eftertanke, og man kan derfor kun beklage, at man ikke har indrømmet denne by det, som man dog har indrømmet Flensborg. De deputerede borgeres kollegium i Tønder foretog sig i sprogsagen det sidste skridt; det afsendte to i højeste grad legitimt sindede mænd, mænd, hvis politiske forhold har været aldeles pletfrit i trængslens hårdeste tider, og af hvilke den ene er i besiddelse af alle mulige kvalifikationer til at fremstille sagen med rolighed og grundighed, til den høje regering, for at udtale de ønsker, som næredes af den store flerhed i byen. Umiddelbart efter at de var vendt tilbage anordnedes den øjeblikkelige indførelse af det danske undervisningssprog i elementarskolen, og en elementarlærer fik sin afsked, fordi han ikke kan dansk, uden at der blev fastsat det allermindste angående hans fremtidige subsistens. 

Man behøver intet øjeblik at være i tvivl om at vi kan besvare det spørgsmål, "hvorhen hører Slesvig" med at det hører til Danmark, og dog kan man med hensyn til rigtigheden og det kloge i den forholdsregel være af en afgjort modsat anskuelse, således som da også personer der er fuldkomment legitimtsindede, udtale sig i denne retning og højligt beklager at denne forholdsregel har måttet afgive et støttepunkt til, hinsides Ejderen, at mistænkeliggøre den hele bestyrelse af Slesvig. Og af hvilken grund skulle ikke også meget godt forskellige nationaliteter og sprog kunne have plads ved siden af hinanden? Danner staterne sig efter nationaliteter og sprog? Imidlertid kan det ikke nægtes at det på grund af denne forskellighed bliver noget vanskeligere at regere. Men også sådanne vanskeligheder lade sig hæve når der kun findes kraftige, årvågne og samvittighedsfulde embedsmænd, som på en tilbørlig måde forhindre og straffe alle udskejelser. Man hører meget ofte sige at regeringen er af den anskuelse at udbredelsen af det danske sprog er det eneste middel, der altid mere og mere kan knytte Slesvig til Danmark og afværge gentagelsen af de sørgelige begivenheder, som bragte menneskeblod, broderblod, til at flyve. Men afset fra at der fra det etiske standpunkt lader sig indvende meget herimod, er det også mere end tvivlsomt om denne forholdsregel virkelig ville have den tilsigtede virkning. Vi nødes desto værre til at vedkende os den anskuelse, at ingen forholdsregel i højere grad er skikket til at opflamme hadet, forbittrelsen og fjendskabet end netop denne. Desuden er jeg ganske afgjort af den formening at man i denne retning tillægger skolen en betydning som den slet ikke har. Det er nemlig vist at folke- og omgangssproget - og at gøre dette til dansk er jo formålet for denne forholdsregel - aldeles ikke er afhængigt af skolesproget; for var dette tilfældet, så måtte jo naturligvis allerede for længe siden i vore frisiske distrikter hvor Kirke- og skolesproget i århundreder har været tysk, det frisiske hverdagssprog være aldeles udryddet. Er dette tilfældet? På ingen måde. 

Et sprogs udbredelse eller tilintetgørelse som folkesprog er noget som aldeles ikke er afhængigt af menneskelige edikter; det er derfor også en fejlagtig mening, når man tror at Angeln nu for størsteparten taler tysk fordi skolesproget der er tysk. Anordner man at der skal prædikes lige så meget dansk som tysk der hvor sproget er stærkt blandet, nu vel, intet fornuftigt menneske vil kunne have noget derimod; men med hensyn til skolesproget der overalt, såvel i de tyske som i de danske distrikter er forskelligt fra hverdagssproget, der bør man rette sig efter forældrenes ønske, og i det mindste lade det bero ved en fuldkommen ligestilling af begge sprog på den ovenfor omtalte måde. Og så bør man ikke overse, at en logisk vildfarelse er stærkt fremtrædende ved denne forholdsregel. Årsagen bestemmer virkningen, men denne ikke årsagen. Lad os anvende dette på det foreliggende tilfælde. Antaget, men ikke indrømmet, at det var muligt at kunne gøre det danske sprog til folkesproget lige til Ejderen; antaget, men ikke indrømmet, at man også derved ville knytte Slesvig endnu mere inderligt til riget Danmark, så spørger vi når dette skal ske, hvilket vi for øvrigt også ønsker, om da dette kun og aldeles ikke på nogen anden måde lader sig udføre end derved, at man imod befolkningen - og det oven i købet den bedre del af befolkningen - ønske og vilje griber ind i sproget? Vi er rigtignok af den mening. Hvorledes da? Ene og alene derved, at regeringen går fornuftigt frem, med alvor og kraft; at den indsætter samvittighedsfulde, loyale, årvågne og strengt retfærdige embedsmænd, og uden skånsel gør en ende på alle mulige "Wühlereien". Ak, havde vi kun haft sådanne embedsmænd før året 1848, så ville strømme af tårer og blod ikke være flydte og ovennævnte sag ville da slet ikke være kommet på bane, for hele revolutionen har i dens inderste grund og væsen været en embedsmandsrevolution. Illinc illæ lacrymæ. 

Kjøbenhavnsposten 16. juli 1851.

Dette udsnit af et kort fra 1851 med titlen: "Kaart over Danmark med Holsteen og Lauenborg", (ophav: Petersen, I. Chr. Möller, E. Chr.) viser en forskel til et kort fra 1820: Kongeriget går stadig til Kongeåen. Det område som i 1820 var markeret som "Slesvig", er nu markeret som "Sønderjylland eller Slesvig. I det nordlige Slesvig står der med en skrifttype "Sønderjylland", mens der på det sydlige Slesvig med en anden skrifttype står "Slesvig". (Det Kgl. Bibliotek, udgivet under Creative Commons Navngivelse-Ikke-Kommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.)