Coloniale Anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

Coloniale Anliggender. 

3.

Det Rigsdagen at Regjeringen forelagte Udkast til Lov om Vederlag til de forrige Besiddere af Ufrie er af særdeles Vigtighed for de vestindiske Colonier. Hvad enten det antages, at det i over et Aarhundrede anerkjendte Eiendomsforhold over de ufrie Negere, der i ophævedes af Statsmagten, begrunder et Retskrav, eller et Retfærdigheds- og Billighedskrav for de depositerede Eiere, tør vi paastaae, at en fremtidig heldig Bestyrelse og Udvikling af Coloniernes indre Forhold, væsentlig vil betinges af denne Lov. Det Formue-Tab, der er lidt, er altfor almindeligt følt i Colonierne, og den Stemning, der er udbredt, at Moderlandet, som har grundlagt, anerkjendt og udviklet Slaveforholdet, som en colonial Nødvendighed, er kommet i et Skyldforhold til Colonien ved Frigjørelsesacten, og at det ei uden Uredelighed kan unddrage sig for at bære sin Andeel af skadeserstatning, saaledes som andre Nationer under lignende Forhold have indvilliget, har saaledes gjennemtrængt den hele coloniale Bevidsthed, at det vil være umuligt at skaffe en modsat Anskuelse, om end grundet paa de subtileste Beviser, Indgang. Det er, ifølge den almindelige Overbeviisning et virkeligt Eiendomsforhold, hvorom der handles: Proprieteten, hvori man end vil lægge det Eiendommelige, var stedse oprindeligt erhvervet ved en Pengepræstation, og havde en i ethvert Tilfælde paaviselig Pengeværdi i om dette nu end Ian synes og virkelig være abnormt for den europæiske Civilisation, saa var det ganske vist det Normale i kolonierne, og de europæiske Nationer, som havde Colonier, satte sig paa den coloniale civilisations standpunkt ved at deeltage i og foreskrive Love for disse Forhold, og ved at lede og ordne Coloniernes hele indre Organisme, hvori dette Forvold var indvævet, saavel her fra Moderlandet, som ved locale Regjeringsmyndigheder.

Men om det end maatte indrømmes, at en hidtil anerkjendt Eiendomsgjenstand var bleven hævet, vil man imod den hele coloniale Betragtning, og de derfra stillede Fordringer paa en vis Skades-Erstatning, kunne gjøre en Række af Indvendinger, hvorpaa man histovre ikke synes at have lagt synderlig Vægt, men som dog maa besvares og gjendrives, saafremt Loven skal gaae igjennem. Allerede den foreløbige Behandling i Folkethinget gav Anledning til en Mængde Tvivlsmaal, der rigtig nok temmelig løseligt henkastedes fra forskjellige Sider, men hvis Besvarelse staaer i Forbindelse med et af følgende Spørgsmaal: "Er nogen Omstændighed gaaet forud for selve Frigjørelsesacten, der hæver Erstatningspligten? eller er nogen saadan paafulgt? og, i alt Fald, hvor skal Erstatningen udredes, i Danmark eller i Colonien selv?"

1. Naar Nogle paastaae, at Emancipationen ikke ligger i den enkelte Akt af 1848, men egentlig, ved en Række af tidligere Regjeringsforanstaltninger, forlængst var bragt istand, og Andre søge den i det kgl. Rescr. 28de Juli 1847, fra hvilken Dag ingen Slave kunde fødes i Colonierne, saa kunne vi, i en vis Henseende, gjerne indrømme, at disse Paastande vare sande, uden dog at tillægge dem ringeste Betydning med Hensyn til Afgjørelsen af det forelagte Lovforslag; thi visseligt var Slave-Forholdet formildet, forbedret og ordnet paa mange Maader, og havde faaet sin endelige Termin, men det, som det kommer an paa at vide, er, om alle disse Foranstaltninger , hvoraf den meest indgribende var den, at Rescr. 1847 havde bestemt, "at de bestaaende Forhold kun skulde vedblive i 12 Aar", havde reduceret denne Art Eiendomsværdi til Nul, thi i saa Fald maatte det i det mindste indrømmes, at Emancipationsakten af 1848 ikke tilintetgjorde nogen paaviselig Eiendomsværdi. Men det har ingenlunde været Tilfældet. Saavel i 1847, som i de første sex Maaneder af 1848 have de sædvanlige Transaktioner i denne Eiendomsgjenstand beviisligt fundet Sted, vi troe endog af Regjeringen selv, og i ei ringe Udstrækning. Ganske vist var al Slaveeiendom afficeret, endog allerede siden den engelske Frigivelseslov af 1833, men det er ogsaa denne Omstændighed, som det skyldes, at Regjeringen har kunnet lægge en saa ringe Middelværdi til Grund for sit Overslag. Hvad Rescr. 1847 angaaer, da var det foreliggende Spørgsmaal ikke berørt i samme, og altsaa aabent, og i alt Fald tilsagde det 12 Aars Frist, som Regjeringen ikke har holdt. 

Men maaskee kunde den ikke holde dette Løfte, eller muligt burde den ei holde det? Det er af Andre udtrykt saaledes: "der var en force majeure tilstede". Vi skulle ikke opholde os ved en Undersøgelse af Virkningen af denne force majeure, men vende os til Spørgsmaalet om den virkelig har været tilstede. Den Rigsdagsmand, der har reist dette Spørgsmaal, har tillige sagt, "at der i 24 Timer var et almindeligt Ønske tilsteede om at Emancipationen maatte foregaae." Der er kun een Kilde, hvorfra Oplysning i denne Henseende retligt kan hentes, nemlig den Commissiens Acter, som har undersøgt Begivenhederne i Juli 1848 paa St. Croix, og den dermed i Forbindelse staaende Domssag. Da vi kjende disse Acter tør vi dristigt paastaae, at det omtalte almindelige Ønske vel næredes af de Ufrie, men fra først til sidst bestredes af Øens øvrige Indvaanere, som især vare forbittrede over, at Regieringen ei med Eftertryk modsatte sig Negernes Ønske. Det anførte Datum er altsaa urigtigt; og skulde det paastaaes, at Regjeringen ikke kunde have holdt sit Løfte af 1847, saa maae vi ligeledes henvise til ommeldte Akter og til Commissionens Dom af 5te Februar 1851, hvis Præmisser constatere det Modsatte. Der er nemlig kun Spørgsmaal om St. Croix i begge Henseender, thi for de andre Øers Vedkommende, hvor Alt var roligt, indtraadte Frigivelsen kun som en Consekvents.

2. Men maaskee er der foregaaet Noget efter Juli 1848, hvorved Spørgsmaaalet om Vederlag kunde bortfalde? Vi erindre vel, at Regjeringen udsendte en Commissair, der søgte at ordne de temmelig forvirrede Forhold, og iblandt endeel andre Anordninger og Bestemmelser udstedte et Arbeidsreglement, der lykkeligviis væsentlig bidrog til en fredelig Udvikling af de nye Forhold, og som overalt har fundet megen Anerkjendelse, som praktisk og humant og passende under en Overgangsperiode, men Den, som i disse Bestemmelser søger et Palliativ for Erstatning, leder forgjæves. Ikke at tale om, at dette Reglement ikkun er anvendeligt paa den Deel af de forrige Ufrie, der sluttede sig til Plantagerne, som Landarbejdere, var det jo aabenbart den hele Foranstaltnings Maal, at opfylde Regjeringens Løfte i det andet Rescript af 28de Juli 1847: "naar den forandrede Stilling for de Ufrie var indtraadt, at sikkre Negrenes Subsistents, Plantagernes Dyrkning ved frit Arbeide, og overhovedet Coloniernes og Befolkningens Tarv." Denne Bestræbelse ligger saa tydeligt i det hele Samfunds Interesse, at det er umuligt at forestille sig, at man for Alvor kan paastaae, at den ikkun er fulgt, for at kunne blive fri for at erstatte et Eiendomsindgreb, eller at den Omstændighed, at den er fulgt, og at Regieringen i Instrux til sin Commissair udpegede et saadant System, kan faae ringeste Indflydelse paa denne Sags Skjæbne.

3. Hvorledes denne end bliver, have Nogle endelig fordret Sagen henviist til Vestindien, som et reent colonialt Anliggende, idet Tabet formeentlig burde gaae ud over og bæres af Colonierne selv (som hidtil foreløbigt har været Tilfældet), og Danmark i det Høieste kunde samtykke i at afstaae sine Indtægter fra Øerne i nogle Aar. Til Styrke for denne Betragtning anføres, at en stor Deel af Planterne i Virkeligheden ere fremmede, at man i Colonierne ei har betragtet sig som Statsborgere i den Betydning at dele Held og Uheld med Moderlandet, at de ei have betalt Krigsskat osv. Ligesom vi imidlertid ei kunne forstaae, at en Fremmed, der under vore Loves Sanction, erhverver Eiendom i Landet, skal nyde mindre Beskyttelse for samme end en Ikke-fremmed, saaledes maa det ei oversees, at disse Forhold i høi Grad berøre Øernes indfødte Indvaanere, som det vilde være yderst ubilligt at sætte i Klasse med Fremmede, da de ei staae i Forhold til noget andet Statssamfund, end det danske. Heller ikke er det os bekjendt, at coloniale Borgeres Forhold til det øvrige danske Statslegeme er betegnet som underordnet ved nogen organisk Lov. At Colonierne i høi Grad dele Held og Uheld med Moderlandet, derpaa afgav Aarene 1807-15 Beviis, og hvis de i de sidste Aars Trængsler ei betalte Krigsskat, saa er den i alt Fald heller ikke afkrævet dem, hvortil Grunden vistnok tildeels var den paa Øerne selv indtrufne Omvæltning; men Stemningen var i høi Grad patriotisk og loyal, og meget betydelige Bidrag til Statsfornødenheder og til vore Krigere indbetaltes frivilligt, saavel i 1848 , som senere, og som Regjeringen udtrykkeligt har paa skønnet (Dep. Tid. 1848, 421). At lade Colonierne selv udrede Erstatningen, vilde omtrent være det samme, som f. Ex. at bestemme, at Byen Fredericias Krigsskade skulde udredes af Byen Fredericias Indvaanere, kun at det blev lidt galere i Vestindien, forsaavidt over Halvdelen af Indvaanerne (de Frigjorte) ikke kom til at bidrage en eneste Skilling. Ikke saa upraktisk vilde den Idee være, at henlægge Coloniernes Overskud som et Erstatningsfond; dog vilde det nødvendigviis forudsætte, at der er eller kan blive et Overskud, og at den fornødne Sum forskydes af Statskassen som et Laan, for at Erstatningen kan blive ydet medens det endnu er Tid. Men et Laan til Colonierne giver Loven en aldeles ny Charakteer, og under denne Forudsætning vil Erstatningssummens ringe Procentstørrelse forekomme de Skadelidte end ubilligere end nu (Sluttes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1852, 2. udgave).

Gade i Frederiksted. Nationalmuseet. Ukendt årstal. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 30. august 1852 var der for første gang valg til kolonirådet. Der var 196 vælgere i Christiansted, hvoraf mødte 156, 118 vælgere i Frederiksted hvoraf 94 mødte, 354 på St. Thomas hvoraf 184 mødte, og 14 vælgere på St. Jan. Alle de valgte var blandt de hvide magtelite og plantageejerne.

Et Par Ord om Forstædernes communale Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 Et Par Ord

om Forstædernes communale Forholt.

Kjøbenhavn bebygges stedse mere og mere: Etage stables paa Etage, gaardspladsene fyldes med nye Huse. Skadeligheden deraf med Hensyn til Sundhed, Beqvemmelighed, Reenlighed og Brandfare tør vel ansees almindelig anerkjendt; og dog har denne Sammenpakning ikke kunnet forebygge, at Huusleierne ere stegne til en overorrentlig Høide. Da nye Byggepladse indenfor Voldene deels ei kunne erholtes uden store Offere, deels vilde medføre, at en endnu større Masse sammentrængtes indenfor Voldene, synes Intet naturligere end at lette Byggerier udenfor Voldene.

Skjøndt et saare væsentligt Skridt er skeet i den omhandlede Retning ved Demarcationsliniens Forlæggelse, ere dog flere væsentlige Ulemper tilbage, som træde hindrende iveien for Byggelysten , og som dog uden stor Vanskelighed synes at kunne lade sig bortrydde.

Jeg tillader mig i denne Henseende først at nævne den høie Brandpræmie, som Kbhavns udenbyes Bygninger saavel som Bygningerne i Frederiksberg Sogn (hvoraf Størstedelen under de nuværende Forhold aldeles maa sættes i Klasse med Kbbhvns Forstæder) maae betale, og som betydelig overstiger hvad der erlægges af Bygningerne indenfor Voldene. Den Grund, hvorfor ifølge Anordn. 17de 3uli 1795 § 9 de udenbyes Huse og Gaarde især have været udelukkede fra den kjøbenhavnske Assurance, nemlig at Statens Porte om Natten vare lukkere, er forlængst ophørt; og naar man ved en senere Leilighed bestemte sig til, ei at indtage de udenbyes Bygninger under Stadens Brandforsikkring, fordi de ei havde Ret til Andeel i den opsamlede Capital (see Coll. Tid. for 1831, S. 865 ff.), synes dette deels at trænge til Beviis, og deels udelukker det ikke Muligheden af en billig Overeenskomst. Hvad Frederiksberg Sogn angaaer, synes det høist ubilligt, at de mange teglhængte Vaaninger der skulle svare samme Præmie som straatækte Bygninger og Møller paa Landet. Denne Skjebne dele vi vel med andre Eiere af teglhængte Vaaninger paa Landet; men Ubilligheden af, at kræve samme Præmie for en saa høist forskjellig Risico, fremtræder neppe nogetsteds saa stærkt som her.

En væsentlig Ulempe for de udenbyes Boende er de høie Port- og Passagepenge. Naar en Familie af Stadens udenbyes Commune om Aftenen kjører i Kareth til Staden og kommer hjem efter Kl. 12, maa den betale en Afgift af 1 Rbr. 24 sk til Bedste for Stadens indenbyes Commune, medens en Familie, der kjører fra Kbhavn til Christianshavn. Intet betaler. Dette synes saa meget besynderligere som Statens Kasse vedligeholder Knippelsbroe og Langebroe, men ei Broerne over Stadsgraven. Det er en Selvfølge, at enhver Familie eller ethvert enkelt Individ udenfor Voldene meget oftere kommer i det Tilfælde, at maatte bruge Vogn, end de Enkelte indenfor Voldene. Denne Skat synes naturligen at maatte bortfalde tilligemed Consumtionen; Forslag er ogsaa derom gjort af en af de forrige Indenrigsministre, men Communalbestyrelsen viste sig utilbøielig til at indgaae herpaa.

Det er bekjendt, hvor lidet liberal Communalbestyrelsen har viist sig med Hensyn til Overtagelse af Stadens Fæstegrunde. I Henseende til Brolægning og Belysning i Forstæderne skal jeg kun sige: kom selv og see! uden at jeg forøvrigt drister mig til at afgjøre, om det Mangelfulde i denne Henseende meest hidrører fra mangelfulde Institutioner (da Forstæderne i den omspurgte Henseende ere andre Regler underkastede end den indenbyes Commune), eller fra Beboernes Vrangvillie, eller fra stedmoderlig Behandling af Communebestyrelsen. Uddunstningerne fra Slagterierne paa Vesterbro og fra Grøfterne paa Nørrebro ere noksom bekjendte.

Hvad i Særdeleshed Frederiksberg Sogn angaaer - denne Mellemting mellem Stad og Land - da geraader det ingenlunde vore commnnale Indretninger til Ære, at en saa befaret Vei som Frederiksberg Allee, i Hovedstadens umiddelbare Nærhed, er uden Vægter og uden Lygter. Da Sognet i sine communale Forhold betragtes som et Landsbysogn, kunne (i det Mindste efter hvad hidtil er antaget) Bidrag til Vægtere og Lygter ifølge lovgivningen ikke paalignes Beboerne som tvungent Bidrag; og det frivillige Sammenskud til Alleens Belysning, som i nogle Aar, ikke uden stor Vanskelighed, blev tilvejebragt, har maattet ophøre, da dHrr. Kjøbenhavnere, naar de om Aftenen gik hjem fra Forlystelsesstederne herude gjentagne Gange sloge Lygterne itu.

Det er ogsaa bekjendt nok, at Føret i Alleen og paa gamle Kongevej en stor Deel af Aaret er meget slet og næsten ufremkommeligt for Fodgængere. Men denne Ulempe saavel som flere andre er det under de nuværende unaturlige Ferheld, da Frederiksberg skal være et Landsbysogn, saare vanskeligt, selv med den bedste Villie fra Autoriteternes Side, at raade Bod paa. Ogsaa maa jeg her bringe i Erindring, at Frederiksberg i Henseende til Handel og Haandværk er samme Indskrænkninger underkastede som Landjurisdictionerne.

Dette leder imidlertid Tanken hen til, at Frederiksberg Sogn, i det Mindste den Deel deraf, som ligger Staden nærmest, bør ophøre at være et Landsbysogn, hvortil det efter sine virkelige Forhold i ingen Henseende kan henregnes. Det Naturligste synes overhovedet at være, at hele Terrainet mellem Statens Volde og de Alleer, der strække sig uden om Staden fra Bakkegaarden til lille Vibenshuus, dog med Indbegreb af Frederiksberg By, enten blev optaget i Kjøbenhavns Commune eller kom til at udgjøre en egen Commune (Kjøbenhavns udenbyes Commune). 

Del er fornemmelig paa dette Punkt jeg har ønsket at henlede Medborgeres Opmærksomhed, idet jeg endnu tilføier, at en heldig Omordning af disse Forhold aldrig vil kunne ventes uden gjensidig Imødekommen.

Frederiksberg Allee, i Februar 1852
O. Müller.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1852, 2. udgave).

Brødrene Petersens Jomfrukloster og Blicher. (Efterskrift til Politivennen)

Blichers Fattigdom

var udpræget hele livet igennem - han var den fattige student og den fattige præst, og det blev ikke bedre, da han fik en stor familie at forsørge. Han forstod heller ikke at gøre sine skatte - digtene - i penge, og man ved, at der blev budt ham 3-5 rigsdaler pr. ark.

I 1839 var hans fattigdom så trykkende, at han blev pantet, og øvrigheden truede med at stille præstegårdens 7 kakkelovne til bortsalg. 

Dette blev dog forhindret ved en indsamling, som indbragte ca. 1.000 rigsdaler. Det var hans gamle ven, redaktør Elmenhoff, "Randers Avis", der gik i spidsen.

Desuden fik Blicher ved samme lejlighed sendt en stor sølvskål - en blomsterkurv - med inskription fra de tre sjællandske brødre Quistgaard til Gjerdrup, Gimlinge og Lyngbygaard som tak for et mindedigt, Blicher havde skrevet over deres fader, Peter Christoffer Quistgaard, der faldt den 29. august 1807 i træfningen mod Englænderne nord for Køge. 

Blicher skrev i sin tak for gaven:

At jeg nu har faaet mig fri min Dør, 
kan sjunge med lettere Sind end før,
derfor være takket det Kløverblad,
som gjorde den sorgfulde Sanger glad.

Dette sølvklenodie testamenterede Blicher sine børn, dog ikke til eje på den måde, at de kunne sælge det. I deklarationen skriver Blicher: 

"Herværende Sølvblomsterkurv (af Værdi 300 Rdlr., som er mig skænket af (osv.) overdrages min kjære Datter Malvina, gift Berg, til Opbevaring hos hende og derefter hos den ældste af hendes Børn, Ferdinand Edward - dog ej før han har opnaaet Myndighedsalderen, er i Næringsvej og af en ustraffelig og hæderlig Vandel. Skulde han forinden være død, gives det i Værge af min ældste Søn Peder Daniel Blicher eller en af hans Børn, og under anførte Fald til min anden Søn Jens Frederik Blicher og saa fremdeles fra den ældre til den yngre Gren af mine Descendentere - alt med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Blomsterkurven aldrig maa sælges eller paa nogen som helst Maade afhændes".

Trods disse strenge testamentariske bestemmelser forsvandt blomsterkurven (hvis værdi var 300 rigsdaler) sporløst, og først den ihærdige Blicher-jæger, Jeppe Aakjær, opsporede den hos en enkefru Ottilie Povlsen, Vestre Boulevard i København. Det var i 1904, og efter at Aakjær havde skrevet dens saga, blev den afkøbt den Povlsen'ske familie og skænket til Frederiksborg Museum, hvor den nu har stået i 25 år.

Men hvorledes var den kommet til enkefru Povlsen? 

Malvina havde den i sit værge til 1852, da hendes Søster, Christiane, som var konventualinde i Brødrene Petersens Jomfrukloster i København, fik den med til hovedstaden for at få den repareret. Det blev den og afleveredes til Christiane i klostret, hvor den stod ved hendes død 1852. Skønt Malvina straks gjorde klosterbestyrelsen opmærksom på, at den tilhørte hende og tilmed sendte Blichers deklaration, ville bestyrelsen ikke sende hende den.

Blichers søn, Christian Charles, der var blevet omnibuskonduktør i København, gjorde også fordring på den; men en jomfru Falch fra klostret bevidnede under et ophold i Korsør skriftligt, at Malvina havde solgt sølvkurven til Christiane for 200 kr.

Skønt det viste sig at være baseret på løs sladder, og skønt også Blichers enke, Ernestine, krævede den udleveret, solgte klosterbestyrelsen den dog underhånden for 133 rdl. 58 skilling, og det var et af bestyrelsens medlemmer, oberstløjtnant Kern, der købte den. Kerns enke solgte den 1870 til guldsmed Clement for 150 rdl., og han solgte den igen 1871 til klædehandler L. Nielsen, Vimmelskaftet i København, for 200 rdl. Nielsen forærede den til sin onkel, J. D. Schmidt, og havde den frækhed at forsyne den med endnu en inskription: "Erindring til min Onkel og Velgører J. D. Schmidt fra Lauritz Nielsen", skønt der på den modsatte side stod: "Gjemt er ikke glemt. Brødrene Quistgaard til Skjalden St. St. Blicher". Schmidts enke giftede sig igen med en Povlsen, og hun blev atter enke. Det var hos denne enke Povlsen, den endelig fandtes.

(Ribe Stifts-Tidende, 10. oktober 1932).

Christiane Steensen Blicher (1814-1852) blev aldrig gift. Efter at hun havde opholdt sig på Sjælland i nogle år, søgte hun optagelse i Brødrene Petersens Jomfrukloster, og her døde hun 38 år gammel som beboer - eller som der står i artiklen: Konventualinde. Søsteren: Malvina Steensdatter Blicher (1818-1874).

Steen Steensen Blicher (1782-1848) havde ellers udset en mand til Christiane, nemlig sin hjælpepræst fra 1842, W. C. Lakier. Blicher havde med forventning set frem til en hjælpepræst så han kunne hellige sig digtningen, men Lakier kom meget dårligt ud af det med befolkningen. Bl.a. havde han fornærmet sognerådsformanden, gårdejer H. A. Møller ved at bekendtgøre eksamen fra prædikestolen, uden at have underrettet sognerådet. Lakiers deroute endte med at han begik selvmord januar 1847, efter nye klager fra sognerådsformanden. Blichers ansøgning om at få en ny hjælpepræst endte med at han selv blev afskediget i nåde og med pension maj 1847.

Før Eksekutionskorpset Indrykning i Holsten. Midt December 1863. (Efterskrift til Politivennen)

 Oversættelse af tysk notits, se original nedenfor:

Altona, 14. december I det sydlige Slesvig, især i Eiderstedt, vinder de kommunale embedsmænds afvisning af at aflægge ed frem; men regeringen synes ikke at have opgivet håbet om at nå sit mål gennem overtalelse. Alle Eiderstedts kommunale embedsmænd, som nægter at aflægge ed, er blevet indkaldt til Husum for der at blive afhørt af distriktets oberstaller (overembedsmand), foged Johannsen; og Garding bys embedsmænd fik uopfordret tid til at tænke over det. Husums Deputeretkollegium blev øjeblikkeligt suspenderet på grund af dets afvisning af at aflægge ed. - Under de herskende omstændigheder er stemningen i Slesvig mere tillidsfuld og håbefuld end i Holsten. Tiden vil vise, hvem der har ret, og hvem der har uret, optimisterne eller pessimisterne. Begivenheder går deres gang.

Altona, 14. Dez. Im südlichen Schleswig, namentlich in Eiderstedt, nimmt die Eidesverweigerung der Communalbeamten überhand; doch scheint die Regierung noch nicht die Hoffnung aufgeben zu haben, durch das Mittel der Ueberredung zu ihrem Ziel zu gelangen. Sämmtliche eidverweigernde Eiderstedter Kommunalbeamte sind in diesen Lagen nach Husum citirt, um dort von dem Oberstaller (Oberbeamten) der Landschaft, Amtmann Johannsen, in dieser Sache vernommen zu werden; und den Gardinger Stadtbeamten hat man unverlangt Bedenkzeit gegeben. Das Husumer Deputirtencollegium ist seiner Weigerung halber, den Eid zu leisten, sofort suspendirt worden. - Die Stimmung im Schleswigschen ist unter obwaltenden Umständen vertrauensvoller und hoffnungsreicher als in Holstein. Der Erfolg muss lehren, wer Recht, wer Unrecht hat, die Optimisten oder die Pessimisten. Die Ereignisse nehmen ihren Lauf.

(Bamberger Zeitung 17.december 1863)

"Hemp. Av." giver ogsaa følg. Skildring "fra Eideren" i Søndags: "Stemningen iblandt den civile Befolkning i Holsteen, navnlig i Stæderne, bliver Dag for Dag meer og meer ophidset, og Underskrift af Hyldingsadresser, Indsamling af Penge til en Nationalfond, Forsamlinger til at fremme Skattenægtelse og andet Lignende drives saa at sige aabenlyst og uden at Hindringer lægges i Veien derfor. Kortsagt, Tilstanden er og bliver Dag for Dag meer og meer utaalelig. I Rendsborg indsamledes i forrige Uge til Nationalfonden (Augustenborgfonden) en Sum af 2000 i Rd. Pengene blevne ligefrem affordrede Borgerne og endog Trudsler anvendte, naar Nogen, enten af Mangel paa Midler eller Sympathie vægrer sig ved at udrede Summen. Jeg kunde godt nævne Dem et af de Subjecter, som gik omkring og indkrævede Pengene; men det er en i Danmark og i det politiske Liv endnu ubekjendt Størrelse; desuden - Personligheder høre jo ikke med til Sagen, derfor tier jeg dermed, medmindre at man vilde benægte eller bestride Sandheden af det Anførte. Augustenborgske Agenter, Flyveskrifler og Proklamationer sværme rundt omkring i Landet, som Fluer og Myg i Høstens Tid."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. december 1863).

En militær Læge (Overlæge Dr. med. Bricka) og en Intendant have været i Haderslev for at arrangere det Fornødne med Hensyn til en eventuel Indretning af Lazarether. Til Lokaler herfor ere udset en Del af begge Klubbers Lejligheder samt Dhrr. Iversens og Knutzens Dandsesaloner. Kommissionen rejste fra Haderslev til Christiansfelt for der at træffe lignende Foranstaltninger. I Svendborg eller paa Waldemars Slot paa Thorseng hedder det, at et større Lazarath skal oprettes, ligesom Tilfældet var med Hensyn til det sidstnævnte Sted i forrige Krig.

(Ribe Stifts-Tidende 17. december 1863).

Oversættelse af tysk notits, se original nedenfor:

Slesvig, 17. december. I kommunen Eiderstedt, som udgør det sydvestlige hjørne af hertugdømmet, vil næsten alle kommunale embedsmænd snart blive afskediget fra deres stillinger. Samme afslog selv efter fornyet anmodning fra vedkommende ledende embedsmand, amtmand Johansen i Husum, for kong Christian IX. påkrævet tjenesteed; den gode sydslesvigske patriot rådmand Thomsen til Oldensworth blev som følge af det allerede suspenderet fra alle sine æresposter.

Schleswig, 17. Dec. In der den südwestlichen Winkel des Herzogthums bildenden Landschaft Eiderstedt werden in kursem wohl fast sämmtliche Kommunalbeamte ihres Amtes entsetzt werden. Dieselben verweigerten auch noch nach erneuerter Aufforderung des massgebenden Oberbeamten, Amtmanns Johansen in Husum, den für König Christian IX. verlangten Diensteid; der brave südschleswigsche Patriot Rathmann Thomsen zu Oldensworth wurde in Folge dessen bereits von seinen sämmtlichen Ehrenämetern suspendirt.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung 24. december 1863)

December- Hestemarkedet i Randers har, efter Byens Av., "dennegang været meget slet. Af Kjøbere havde kun indfundet sig nogle fra Sjælland, som kjøbte smaa Remonteheste til Priser fra 160 til 190 Rd. Til Markedet var iøvrigt ført mange Heste og deriblandt ikke faa fede, hvortil dog ingen Liebhavere fandtes". Da der saaledes slet ingen Kjøbere var fra Tydskland eller Tanke om Udførsel, bliver Carl Billes Raad idag om at passe paa Randers Hestemarked og forbyde Udførselen af Heste vel ikke for øjeblikket anvendeligt. Udførselen af Smør og andre Produkter fra Kjøbenhavn og andre danske Pladse, af Frygt for at det skulde komme Fjenden til Nytte, behøver man da heller ikke nu at forbyde, naar Tydskerne ved at marschere ugeneert ind i Holsteen og blive Hjemmetydskere hos os, kunne der beqvemt forsyne sig dermed og faae den af dem attraaede Forsmag paa Eiderpolitikens Frugter.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. december 1863).

En slesvigholstenske Præst. Den fra det slesvigholstenske Oprør saa berygtede Pastor Frenssen, hvem man efter hans ynkelige Afbigt lod hensidde som konstitueret Præst i Vesterland paa Sild, er i disse Dage bleven afsat, da hans ømme Samvittighed ikke tillod ham at aflægge Troskabsed til Hs. Maj. Kong Christian den Niende. (Vestsl. T.)

Ribe Stifts-Tidende 21. december 1863).

Frederik Christian Frenssen var blevet ansat som præst på Sylt i 1841. Under Treårskrigen, den 29. april 1850 udsendte Frenssen et hyrdebrev til sin menighed om at redde dens sjæle fra dens danske besmittelse ved ikke at modtage danske rentepenge ("blodpenge"), samt en række andre ting. Ellers ville han være nødsaget til at bandlyse menigheden mm. Han bad dog senere på året menigheden om forladelse og trak brevet tilbage. Han var endnu i september 1853 sognepræst i Sylts Vesterland. Regeringskommisæren for Slesvig indførte det danske sprog i Slesvig den 16. december 1850 i forskellige skovdistrikter. I den forbindelse blev en også en snes præster afskediget, bla. Frenssen i Vesterland og Rantrum. Af sporadiske omtaler i aviserne synes det som menigheden var tilfredse med Frenssen. Myndighederne udelukkede ham i 1860 fra valglisten. Samme år ansøgte han regeringen om at anlægge et hotel i badestedet Vesterland. I midten af 1864 blev han udnævnt til sognepræst i Steenbjerg. Han døde her i 1867.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Slesvig-Holsten, 19. dec. Danskerne forsøger stadig at gøre god brug af det korte tidsinterval mellem deres tilbagetrækning og indtræden af ​​forbundstropperne. De 1300 heste, der annonceres i Holsten, søges hurtigst muligt. Hvis ikke eksekutionstropperne rykkede så langsomt frem, ville bestemt ikke en hest blive opgivet; men holstenerne er stadig i fjendens magt, og selv om enkelte distrikter og enkeltpersoner afslår, kan der stadig gøres noget bytte på Heste. - For kun to dage siden var det danske militær i Elmshorn; Der ligger også jyder i Itzehoe, de blandede slesvigere blandt de sidste siges at have sunget Schleswig-Holstein, og skal nu lave straffemarcher, i det hele taget bliver der flere gange dagligt taget alle midler i brug for at give folk en idé om disciplin. Blandt jyderne er der mange ægtepar, som ikke lægger skjul på deres elendighed og under visse omstændigheder ikke vil "at lade sig skyde for den københavnske pøbel." Danskerne ønsker at sprænge broen ved Uthersen i luften, når de tager af sted, det er i hvert fald de lokale beboere blevet gjort opmærksomme på. Man håber, at syden ikke vil svigte os. - Nu hvor de tyske troppers nærhed får en til at ånde lettet op, er befolkningen som helhed meget mere i sving; alle længes efter befrielsens dag.

Aus Schleswig-Holstein, 19 Dec. Die Dänen suchen den kurzen Zwischenraum zwischen ihrem Abzug und dem Einrücken der Bundestruppen noch gehörig auszunützen. Die 1300 in Holstein ausgeschriebenen Pferde werden so schnell als möglich beizutreiben gesucht. Rückten die Executionstruppen nicht gar zu langsam vor, so würde gewiss kein Pferd abgegeben werden; so aber sind die Holsteiner noch in der Gewalt des Feindes, und wenn auch einzelnen Bezirken und von einzelnen verweigert wird, kann doch noch manche Beute an Pferden gemacht werden. - In Elmshorn war noch vor zwei Tagen dänisches Militär; ebenso liegen in Itzehoe Jütländer, die unter letztere gemischten Schleswiger sollen Schleswig-Holstein gesungen haben, und müssen nun Strafmärche machen, überhaupt wird täglich mehreremal mit Sack und Pack angetreten, um den Leuten einen Begriff von Disciplin zu geben. Unter den Jüten sind viele Verheirathete, die ihren Jammer nicht verhehlen, und unter Umständen keine Luft beseigen werden "sich für den Kopenhagener Pöbel todtschiessen zu lassen." Die Brücke bei Uthersen wollen die Dänen beim Abzug sprengen, wenigstens sind die Anwohner auf diese Eventualität aufmerksam gemacht worden. man hofft dass der Süden uns nicht im Stich lassen werde. - Nun die Nähe der deutschen Truppen etwas aufathmen lässt, kommt die Bevölkerung im ganzen viel mehr in Fluss; alles sehnt sich nach dem Tage der Befreiung.

(Allgemeine Zeitung 23. december 1863).

August Beck (1823-1872): Schleswig-Holstein Abmarsch österreichischer und preussischer Truppen von Hamburg nach Altona. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Foreviisning af usædelige Billeder. (Efterskrift til Politivennen)

Foreviisning af usædelige Billeder. Under en den 13de dennes af Criminal- og Politiretten paakjendt Justitssag blev det beviist, at Værtshuusholder Erik Mortensen, der har Tilladelse til paa sin Bopæl for Betaling at forevise et af ham forfærdiget Panorama, havde paa sin nuværende Bopæl, navnlig i Forbindelse med Foreviisningen af bemeldte Panorama, foreviist i høi Grad usædelige Billeder og andre Gjendstande af utugtig Beskaffenhed, og blev det blandt Andet oplyst, at der ved en den 10de October sidstleden om Aftenen stedfunden Foreviisning vare nærværende 4 Læredrenge i en Alder af fra 15 til 17 Aar. Det af Tiltalte saaledes udviste Forhold fandtes i Henhold til Lovgivningens Grundsætninger, der in specie udtale sig i Loven af 3die Januar d. A. §§ 8 og 16, at være af den Natur, at det maatte paadrage ham Strafansvar, og skjønnedes Straffen efter Omstændighederne at kunne fastsættes til en Mulkt af 100 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare alle af Actionen flydende Omkostniger, derunder Sallair til Actor og Defensor 5 Rbd. til hver. Dommen er appelleret til Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1851, 2. udgave).

Der er ret sikkert tale om værtshusholder E. Mortensen i Kattesundet 10. Kattesundet 10/Frederiksberggade 10 er nutidens Kattesundet 6/Frederiksberggade 15. Det er opført 1795-96 for brændevinsbrænder Peder Michelsen Hiarup, og ombygget 1907.

Hjørnet af Kattesundet (til venstre) og Frederiksberggade (til højre), omkring århundredskiftet 1900. Paul Fischer. Kbhbilleder, Public Domain. 

Sagen kom 26. januar 1852 for Højesteret. Dommen faldt den 9. februar 1852: Mulkten blev forhøjet til 300 Rbd., Mortensen skulle betale sagens omkostninger, og de usædelige billeder mv. konfiskeredes.

Som det fremgår af nedenstående annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1852, 2. udgave er det højst sandsynligt ham:

Teksten lyder: "Undertegnedes Kunst- og Naturalie-Cabinet staar daglig aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab med mange interessante og seeværdige Gjenstande, tilligemed forskjellige Panoramaer, som hver Uge blive forsynede med nye Gjenstande. Særskilt forevises: et efter Naturen dannet mechanisk Kunstpanorama, forfærdiget af Undertegnede, hvortil erholdes et Program med nøiagtig Forklaring over alle de i Kabinettet udstillede Gjenstande. Jeg maa gjøre det ærede Publicum opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Kabinettet er tilgjængeligt saavel for Damer som for Herrer. Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet Nr. 10 i Stuen. Ærbødigst E. Mortensen.

Det gik tilsyneladende godt for Mortensen, for i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. juli 1855 (et eksempel af flere) ses denne illustrerede annonce (et ret sjældent syn på det tidspunkt):

Teksten til denne lyder: Kunst- og Naturalie-Cabinettet paa hjørnet af Frederiksberggaden og Kattesundet 10 i Stuen er nylig blevet udvidet og forøget og staaer dagligen aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab, med mange interessante og seeværdige Gjenstande, samt forskjellige Panoramer, som hver Uge vexles med nye. Særskilt forevises et efter Naturen dannet mechanish Kunst-Panorama, forfærdiget af mig selv. Det ærede Publicum gjøres opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Cabinettet ere tilgjængelige saavel for Damer som for Herrer. E. Mortensen.