Major Schütz dødsdømt. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretssag. ("Dep.-Tid.") Ifølge Krigsministeriets derom indlagte allerunderdanigste Forestilling blev det under 27de April d. A. af Hs. Maj. Kongen bifaldet, at forhenværende tjenstgjørende Major af det 2det Artilleri- Regiment, Carl Christian v. Schütz, R. af D., der alt tidligere var bleven belagt med Varetægtsarrest, skulde for sit under Insurrectionen i Hertugdømmerne udviste Forhold fremstilles for en ifølge allerhøieste Resolution af 26de s. M. i Staden Slesvig nedsat Generalkrigcommission, bestaaende af: Gen.-Major E. L. H. v. Flindt, C. af D. og Dbmd., som Præses; som Assessorer: Oberst af Infanteriet H. R. v. Thestrup, C. af D. og Dbmd. Oberstlieutn. af Infanteriet L. C. v. Bentzen, R. af D. og Dbmd., charakt. Oberstlieutn. af Cavalleriet B. v. Marcher, R. af D. og Dbmd., og Major af Infanteriet F. E. v. Lange, R. af D. og Dbmd.; samt at fungere som Auditeur: Auditeur M. A. Monrad. 

Ved Generalkrigscommissionens Dom af 20de August sidstl. er derefter bemeldte Officeer, for Deelagtighed i Oprør og Landsforræderi, i Henhold til den 21de Krigsartlkel bleven anseet med den i Lovens § 6-4-3, cfr. 6-4-1, og Fordng. 24de Septbr. 1824 § 1, fastsatte qvalificerede Livsstraf af at have sin Ære og sit Liv forbrudt, den høire Haand af hannem levendes afhugges , Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hjul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage.

Efter de optagne Forhører ere Omstændighederne ved den af Generalkrigscommissionen paadømte Sag i det Væsentlige følgende:

Arrestanten er født i Juni Maaned 1794 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader var Forvalter ved det asiatiske Compagni. Sin militaire Uddannelse modtog han paa det daværende Artilleri-Cadetinstitut i Kjøbenhavn, og blev derefter under 1ste Marts 1811 udnævnt til Officeer. Det følgende Aar blev han forsat til Holsteen, og deeltog her som Sec.-Lieutn. i Felttogene 1813 og 1814. I Aaret 1816 udnævntes han til Lærer ved den holsteenske Art.-Brigades Underofficeersskole, hvilken Post han beklædte til 1836. Imidlertid var han i 1820 bleven Premierlieutenant, og som saadan den 27de Mai 1626 bleven benaadet med Dannebrogordenens Ridderkors, og i Aaret 1829 avanceret til Sec.-Capt. I Aaret 1837 blev han udnævnt til Batterichef, i hvilken Egenskab han commanderede det holsteen-lauenborgske Forbundscontigents-Artilleri saavel ved det 10de Forbunds Armeecorps's Samling i Lüneburg i Aaret 1843 som den i Aaret 1846 stedfundne Troppesamling ved Lockstedt; i det følgende Aar blev han udnævnt til Major og som saadan tjenstgjørende ved det 2det Art.-Regt. i Rendsborg. 

I sin tidligere Tjeneste har Arrestanten ikkun eengang været straffet, nemlig efter Krigsretsdom af 8de April 1823, for Myndigheds Misbrug, med 3 Maaneders Fæstningstraf i 2den Grad paa Frederiksort Fæstning, af hvilken Straf dog den ene Maaned blev ham eftergivet ved allerh. Res. af 18de s. M.

Med Hensyn til sine personlige Forhold har han forklaret, at han i Aaret 1818 giftede sig, at hans Kone endnu lever, men er blind, og at hans eneste Barn, en Datter, er gift. 

Den 24de Marts 1848 om Morgenen Kl. 8½, blev der i det indre Tøihuus i Rendsborg afholdt et Møde af Gevær- og Armaturcommissionen, for hvilken han, som tjenstgjørende Major ved det 2det Artilleri-Regiment, var Præses. Dette Møde blev efter kort Tids Forløb afbrudt ved Klokkeringning i Nyværket og flere andre Tegn paa en Folkebevægelse. Da kommissionen var traadt ud af Tøihuset, saae den Hovedvagten omringet af det 5te Jægercorps, som var kommet fra Kiel, og af Medlemmer af det af kong Christian den 8de ophævede borgerlige Artillericorps i fuld Uniform, og midt imellem disse viste sig Prinds Frederik Emil August af Augustenborg. Desuden var hele Pladsen udenfor Hovedvagten opfyldt af flere Hobe af bevæbnede Borgere og sammenløbne Folk. Udenfor Tøihuset skiltes Arrestanten fra Commissionens øvrige Medlemmer, men strax efter kom Regimentscommaudeuren Oberst v. Køie til ham, og meddeelte ham, at General v. Lützow havde afgivet Generalcommandoen til Prindsen af Augustenborg. Efter Arrestantens Forklaring meddelte Obersten ham tillige, at Prindsen havde indtaget Fæstningen og givet Ordre til at Garnisonen skulde samles paa Paradepladsen, samt overdrog ham at udføre denne Ordre for Artilleriets Vedkommende; hvilken forklarings Rigtigbed Oberst v. Køie vel ikke har indrømmet, men heller ikke bestemt har turdet modsige.

Da Artilleri Regimentet dernæst under Majorens Befaling var samlet tilligemed den øvrige Garnison paa Paradepladsen, formerede tropperne en Carree, og Prindsen gav nu de forsamlede Officerer en Fremstilling af de Begivenheder i Kjøbenhavn, der skulde have fremkaldt Sammentrædelsen af en provisorisk Regiering for Hertugdømmerne, og som i det Væsentlige gik ud paa, at Kongen var berøvet sin Frihed ved en Folkebevægelse i Kjøbenhavn.

Da der fra flere Sider reistes Indsigelser herimod af de danske Officerer, erklærede Prindsen, at han ikke fortænkte de danskfødte Officerer i at de foretrak at vente tilbage til Danmark, og at han med Hensyn dertil ikke vilde lægge dem Hindringer iveien, ved hvilken Leilighed blandt flere Officerer Oberst v. Køie erklærede, at han ønskede at træde tilbage. Prindsen henvendte sig derpaa til Mandskabet, lod den provisoriske Regjerings Proclamation oplæse for det, og spurgte, om de for Fremtiden vilde adlyde dens Befalinger, hvilket af Garnisonen blev besvaret med et levende Hurra, hvorefter Prindsen trak sig tilbage.

Allerede ved denne Samling af Rendsborgs Garnison havde Oberst v. Køie og en anden officeer bemærket Arrestanten i Samtale med Prindsen, hvad der heller ikke af denne er blevet modsagt, medens han dog paa det Bestemteste har benægtet, at han alt dengang havde modtaget nogen Ordre af Prindsen, eller været vidende om at Oberst v. Køie allerede havde nedlagt Commandoen over Artilleriet.

Efterat Arrestanten havde ført Regimentet tilbage fra Paradepladsen til dets Samlingsplads ved Barakkerne, gik han derfra til Tøihuset for at tale nærmere med Oberst v. Køie om det Forefaldne. Han forestillede nu Obersten, at det under de foreliggende Omstændigheder var deres Pligt at blive paa deres Poster, og at han ansaae dette stemmende med deres Eed. Under denne Samtale blev Arrestanten kaldet til Prindsen af Augustenborg, der udenfor Tøihuset kom ham imøde med de Ord: "Hr. Major! Jeg udnævner Dem til Commandeur for Artilleri Regimentet!" Arrestanten har forklaret, at han hertil strax bemærkede, at denne Post blev beklædt af Oberst v. Køie, og at han iøvrigt ansaae det som stridende mod sin til Hans Majestæt aflagte Eed at modtage den ham af Prindsen tilbudte Commando. Da Prindsen hertil svarede, at Obersten havde nedlagt Commandoen, og at den provisoriske Regjering kun havde grebet Tøilerne for at forebygge Anarki og Oprør, at Regjeringen vilde blive ført i Kongens Navn og ham tilbagegivet, saasnart han atter var bleven fri, hvilket ventelig snart vilde ske, og at der saaledes ikke var Noget, som kunde komme i Strid med hans Eed og Pligt, erklærede Arrestanten, at om han end efter disse Meddelser kunde finde sig foranlediget til at tage Commandoen over Regimentet, kunde han dog aldrig beqvemme sig til at drage Sværdet imod sine tidligere Kammerater. Da Prindsen imidlertid forsikkrede, at Saadant ikke vilde blive forlangt af ham, men at han blot skulde fra Tøihuset provisorisk administrere Artilleriets Anliggender, erklærede Arrestanten, at han under disse Omstændigheder maatte ansee det for sin Pligt at overtage Commandoen over Artilleriet. Efterat have meddeelt Oberst v. Køie, at han havde overtaget denne, gik Arrestanten til Garnisonsparolen, der expederedes af Commandanten Oberst v. Seyffarth. Fra Parolen begav Arrestanten sig tilligemed Majorerne v. Kindt og v. Zeska hjem med Major v. Schröder, for at overlægge, hvad der under de nærværende Omstændigheder var at giøre. De bleve her enige om at indgive en Revers til den provisoriske Regjering, saalydende: "Wir Unterzeichneten erklären, dass, wenn von der provisorischen Regierung Nichts von uns verlangt wird, was gegen unseren an Sr. Majestät der König geleisteten Eid streitet; dann werden wir, bis wir den Willen unseres Königs, dem wir immer treu bleiben werden, kennen,unter den jetzigen Umständen die Befehle befolgen, welche uns von der obgenannten Regierung ertheilt werden." Denne Revers leveredes af Major v. Schröder til Prindsen af Augustenborg, som Medlem af den provisoriske Regjering, og blev af Prindsen modtaget med den Bemærkning "at det var godt." Om Eftermiddagen samme Dag afleverede Oberst v. Køie, efter Arrestantens Forklaring, som Obersten vel ikke har indrømmet, men heller ikke bestemt benægtet, Regimentet til Arrestanten , idet han med det Samme leverede Majoren et Par Nøgler til nogle Skuffer i Bureauet med Papirer, hvilke Nøgler Obersten pleiede at bære hos sig.

Den følgende Dag. d. 25 Marts, lod Prindsen af Augustenborg Arrestanten atter kalde til sig, og tilkjendegav ham, at han tillige skulde overtage Tøimesterens Forretninger, da han ikke i Artilleriets Anliggender kunde have med to Autoriteter at gjøre, og derfor allerede havde tilkjendegivet Major von Kofoed, at han skulde afgive Commandoen til Arrestanten, og Major v. Kofoed, der allerede havde modtaget den ommeldte Ordre, gav derefter Arreslanten en kort Oversigt over Sagernes Stilling paa Tøihuset, hvorpaa Arrestanten ogsaa overtog dennes Bestyrelse. Samme Dags Eftermiddag tog Arrestanten Afsked fra Oberst v. Køie i dennes Bopæl. Efter Arrestantens Forklaring levede Obersten ham ved denne Lejlighed, ved sin Ankomst til Kjøbenhavn at tale hans Sag for Hans Majestæt, saavelsom for Chefen for Artilleribrigaden , Generalmajor v. Bauditz og for Arrestantens Kammerater, samt forestille disse, hvorledes han havde anseet det stemmende med Eed og Pligt at blive og overtage Commandoen over Regimentet, ligesom Oberst v. Køie modtog af Arrestanten til Besørgelse en af denne Dagen iforveien underskreven Eedsformular som Major i Hans Majestæts Artilleri, tilligemed et Brev til Generalmajor v. Bauditz, hvori Arrestanten meddeelte denne, at han anseet det stemmende med sin til Hans Majestæt aflagte Troskabseed, ifølge den provisoriske Regjerings igjennem Prindsen af Augustenborg til ham stillede Andragende, at overtage Commandoen over Regimentet, da derved sandsynligviis vilde forebygges, at Tøihuset geraadede i fremmede Hænder. Denne Forklaring er imidlertid, forsaavidt den gaaer ud paa at Oberst v. Køie skulde have lovet at tale Arrestantens Sag, af denne paa det Bestemteste modsagt, hvorimod Obersten har forklaret, at Arrestanten ved Afskeden søgte at retfærdiggjøre sin Handlemaade og tillige leverede ham de fornævnte Dokumenter til Besørgelse paa tjenstlig Maade, hvilket ogsaa har fundet Sted.

Efter saaledes at have overtaget Commandeen over det 2det Artilleri- Regiment og Arsenalet i Rendsborg, udviklede Arrestanten en stor Virksomhed i Oprørets Tjeneste, dog uden at rykke med i Felten mod de Kongelige Tropper. Han forestod saaledes alle Udleveringer af Vaaben, og det er efter de under Sagen fremkomne Oplysninger godtgjort, at han i de første tre Uger efter Oprørets Udbrud, foruden at besørge det fornødne Skyts og Materiale til at sætte Rendsborg i Forsvarsstand, har ladet udlevere fra Arsenalet til de oprørske Tropper, Folkevæbninger, Friskarer og forskjellige af de meest virksomme Deeltagere i Oprøret over 12,000 Geværer cg 1300 Pistoler, og tillige til den daværende Friskarehøvding, Major v. d. Tann, en Mængde Redskaber til Afbenyttelse ved en projekteret Entring af de ved Kielerfjordens Indgang liggende danske Krigsskibe. Kort efter Oprørets Udbrud erfarede Arrestanten, at Hs. Majestæt i under 29de Marts havde udstedet en Proklamation, hvori Bevægelsen i Hertugdømmerne erklæredes for Oprør, og den provisoriske Regjerings Foregivernde om at handle i Hs. Majestæts Navn for falsk, hvorfor den saakaldte slesvig-holsteenske Armee blev opfordret til ufortøvet at nedlægge Vaabnene. Arrestanten henvendte sig strax i denne Anledning til Prindsen af Augustenborg, og vil endog for denne have fremsat Ønsket om at træde tilbage. Da Prindsen imidlertid svarede, at Arrestantens personlige Anskuelser om Kongens Stilling ikke kunde komme i Betragtning, men at han havde at holde sig til den provisoriske Regjering, og at han iøvrigt nu ikke kunde give ham Afsked, forblev Arrestanten rolig i den af ham overtagne Virksomhed, endog efterat udenlandske Fjender havde gjort fælles Sag med Insurgenterne, og efterat Commandoen over Insurgentarmeen var gaaet over til General v. Bonin, uden at denne var traadt ud af preussisk Krigstjeneste.

Arrestanten, der, ved som Regimentscommandeur at besørge en Indsamling til den tydske Flaade, havde forhvervet Artillerie-Regimentet det saakaldte slesvig-holsteenske Krigsdepartements særdeles Tak og Roes i en Skrivelse af 10de Juni 1848, blev under 24de Juli s. A. udnævnt til Oberstlieutenant i den saakaldle slesvig-holsteenske Armee, og anlagde i October Maaned s. A. efter Befaling ogsaa Insurgenternes Uniform; ligesaa aflagde Arrestanten ogsaa Dannebrogsordenens Ridderkors.

Da der i Juni Maaned 1848 i den oprørske Stænderforsamling blev Tale om at hæve den saakaldte Personalunion imellem Kongeriget og Hertugdømmerne, udstedte endeel Officerer i Insurgentarmeen en Protest herimod, som ogsaa under 9de August blev tiltraadt af Arrestanten, hvori de erklærede, at de kun anerkjendte den provisoriske Regjerings Proklamation af 24de Marts, og ikke vilde adlyde Urostifterne i Hertugdømmerne, men hvori de tillige udtalte, at de havde reist sig imod de voldelige Overgreb, imod de Anmasselser, imod den forræderiske Tilintetgjørelse af medfødte Retligheder, som vare aftrodsede deres arveberettigede Hertug og Konge af oprørske danske Undersaatter, og at de med meer etter mindre Lykke havde kæmpet imod en fanatiseret dansk Armees Angreb under Anførere, som med Vold havde paatvunget sig deres Hertug og Konge, samt at de i Forening med Tydsklands hæderligste Regimenter, førte af Tydsklands meest udmærkede Anførere, ogsaa fremdeles vilde gjøre Modstand og stræbe at tilkæmpe sig en ærefuld, deres Lands Rettigheder [silkrende] Fred. Med Hensyn til denne Erklæring har Arrestanten under Sagen forklaret, at han ikke havde overtænkt de enkelte Udtryk i samme, men ikkun holdt sig til Hensigten med den: en Protest imod Personalunionens Ophævelse.

Saalænge Prindsen af Augustenborg commanderede Insurgenterne, havde Arrestanten aldeles frie Hænder over Artilleriet og Arsenalet; men efterat General Bonin havde overtaget denne Commando, forefaldt der jevnligen Uenigheder, der tilsidst foranledigede et aabenbart Brud.

I November Maaned 1848 sendte General Bonin Artilleriet en afskediget preussisk Officeer v. Frankenberg-Ludvigsdorff, for at benyttes ved Artilleriet. Da Arrestanten fandt denne Officeers Papirer mistænkelige, nedsatte han i Overeensstemmelse med en af den provisoriske Regjering tidligere given Bestemmelse en Commission til at afgive Betænkning over bemeldte Officeers Ansættelse.

Commissionen erklærede ham ikke alene ikke at være værdig til Officeer, men end ikke til at ansættes som Underofficeer, hvorimod den foreslog ham til Ansættelse som Kanoneer, indtil han havde godtgjort sin Dygtighed og Værdighed. Denne Commissions -Betænkning tog General Bonin meget ilde op, lod Arrestanten kalde til Gottorp Slot, bebrejdede ham Commissionens Sammensætning, gav ham en meget skarp Irettesættelse og tilkendegav ham, at han, naar han ønskede det, strax kunde faae sin Afsked. Dagen efter indgav Arrestanten sin Ansøgning om Afsked, som ogsaa under 13de Decbr. 1848 blev ham meddeelt med Charakteer af Oberst, og blev der derhos under 29de s. M. tillagt ham en aarlig Pension af 1333 Rbd. eller 2500 Mk. Courant.

Efterat have erholdt sin Afsked indberettede Arrestanten dette i Skrivelse af 15de Decbr. til Generalmajor v. Bauditz, og udbad sig dennes Mening om sit Forhold. Paa dette Brev modtog han imidlertid ligesaalidt som paa sit tidligere noget Svar, og han levede i den følgende Tid roligen i Rendsborg.

Da Generallieutenant v. Bardenfleth kom over til Holsteen i Foraaret 1851, henvendte Arrestanten sig til denne, og modtog efter sit Sigende det Raad at henvende sig til Generalmajor v. Meza, I en Skrivelse af 31 te Marts f. A. har Arrestanten ogsaa henvendt sig til denne General, og udbedet sig, at han vilde forskaffe ham Hs. Majestæts Naade, samt udtalt, at saafremt denne blev ham tildeel, var kommandoen over det holsteenske Artilleri eller Commandantposten i Rendsborg Maalet for hans Ønsker. Paa denne Skrivelse modtog Arrestanten intet Svar, hvorimod den af Oprørsregjeringen ham bevilgede Pension ved Resolution af 11te Juli s. A. af den øverste Civiløvrighed i Holsteen blev ham frataget , og istedet derfor, indtil videre bevilget ham en Understøttelse af 1000 Mk. Courant af Invalidefondet.

Under 20de Marts d. A. indgav Arrestanten et Andragende til Krigsministeriet, hvori han udbad sig Ministeriets Medvirkning til at Hans Majestæts Naade maatte blive ham tildeel, ifald han var bleven vildledet af en urigtig Opfattelse af Forholdene, men uagtet han intet Svar herpaa modtog, vilde han dog, efter sin Forklaring, ikke henregne sig selv til de i det allerhøjeste Patent af 29de Marts d. A. fra Amnestien udelukkede Officerer, indtil han fra flere Sider blev gjort opmærksom paa, at han gjorde bedst i at begive sig til Hamborg, for at afvente Begivenhedernes Gang. Under 8de April tilskrev han herfra Hans Majestæts Generaladjutant, Generalmajor v. Scholler, og bad denne om at udvirke Tilladelse for ham til at vende tilbage ril Rendsborg, for at faae sit Forhold undersøgt, hvorpaa Generalmajoren tilkjendegav ham, at han kun vilde have at indfinde sig her i Riget for strax lig de andre fra Amnestien udelukkede Officerer at blive stillet for Forhør og Krigsret. Efterat have modtaget denne Meddelelse begav Arrestanten sig til Rendsborg, hvor han strax blev arresteret, og som Arrestant afleveret til Generalkrigscommissionen.

I Begyndelsen af den imod ham indledede Undersøgelse har Arrestanten med Bestemthed erklæret, at ligesom det kun var, fordi han havde fæstet Lid til Prindsen af Augustenborgs Forsikkring om, at Hans Majestæt ved en Folkebevægelse i Kjøbenhavn var bleven bragt i en Ufriheds-Tilstand, at han havde underordnet sig den provisoriske Regjerlng, saaledes har han ogsaa stadigen troet at have handlet efter Eed og Pligt, idet han forblev i Rendsborg, for at holde Artilleriets Sager i den regelmæssige Gang, og forhindre, at Artilleriets Styrelse kom i fremmede Hænder, hvorfor han ogsaa bestandigen betragtede sig som Hans Majestæts Officeer, og ikke som indlemmet i den slesvig-holsteenske Armee, som han selv ansaae for en Oprørsarmee. Men efterat det var blevet Arrestanten foreholdt, at han efter de foregaaende Bevægeiser i Hertugdømmerne, i Forbindelse med hvad der forefaldt selve den 24de Marts 1848, lettelig strax havde maattet kunne indsee, at der foregik Forræderi og Oprør imod Hans Majestæt, og ialtfald, efter at være kommen til Kundskab om den Kongelige Proclamation, som betegnede Bevægelsen i Hertugdømmerne som Oprør, maatte vide, at han deeltog i et saadant, at det idetmindste da havde været hans Pligt ufortøvet at forlade Oprørernes Tjeneste, og at han ved at vedblive at tjene disse, selv efterat fremmede Tropper rykkede mod Danmark, samt ved at modtage Udnævnelse til Officeer i Insurgentarmeen og endog bære dennes Uniform, ganske havde indlemmet sig selv iblandt disse, ligesom han, der havde udfoldet en stor Virksomhed i Oprørernes Tjeneste, ikke kunde siges blot at have holdt Alt i sin regelmæssige Gang, - har Arrestanten omsider indrømmet at have feilet, og kun bedet, at Hans Majestæts Unaade ikke maatte ramme ham altfor haardt.

Den ovenfor anførte, af Generalkrigscommissionen afsagte Dom er paa sædvanlig Maade igjennem Generalauditoriatet for landetaten indsendt til Krigsministeriet, og efterat Sagen er bleven refereret i det Geheime Statsraad, har det behaget HS. Majestæt Kongen ved allerhøjeste Resolution af 24de Septbr. d. A. allernaadigst at formilde den afsagte Dom derhen, at Major af det 2det Artilleri- Regiment Carl Christian v. Schütz skal have sin Charge forbrudt og hensættes til Tugthuusarbeide paa livstid. Ifølge Krigsministeriets derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har det derefter under 2den Octbr. sidstleden behaget Hs. Majestæt at resolvere, at det Domfældte under 25de Mai 1820 allernaadigst forundte Hæderstegn som Ridder af Dannebrogen fratages ham.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1852, 2. udgave).

Rendsburg, 27. Major v. Schütz har som leje i Viborg tugthus ligesom kriminelle på en halmseng. Selvom den gamle mand stadig kunne kaldes relativt frisk, var han blevet meget gammel for nylig, og hans hår var blevet snehvidt. Jeg ved ikke om det samme sker for ham, når han bliver modtaget i fængsel, som det sker for kriminelle der, dvs. om det blev barberet af. Fængselsinspektøren skal i øvrigt ikke opføre sig over for den stakkels mand uden bekymring. Hans hustru der næsten er blind, var da hun fik kendskab til sin mands forestående skæbne, rejst til København i den hensigt at opnå nåde for hans straf. Jeg tror selvfølgelig ikke på succes her; Man håbede dog, at den gamle kvinde ville have fået en lille pension eller forsørgelse dér. Men det fik hun heller ikke. Hun kom hertil igen uden at nogen i København overhovedet ville høre hende.

Rendsburg, 27. Der Major v. Schütz hat im Zuchthause zu Viborg sein Lager gleich den Verbrechern auf ainem Strohfack. Obwohl der alte Mann vergleichsweise noch rüstig zu nennen war, hatte er in der letzten Zeit doch sehr gealtert, und war sein Haupthaar schneeweiss geworden. Ob man ihm dasselbe beim Empfang im Zuchthause wie solches dort bei Verbrechern geschieht, abgeschoren, weiss ich nicht. Der Zuchthausinspektor soll sich übrigens nicht ohne Theilnahme gegen den armen Mann benehmen. Seine Frau, die fast erblindet ist, war, als ihr von dem bevorstehenden Schicksal ihres Gatten Kunde geworden, nach Kopenhagen gereisst, in der Absicht, dort im Wege der Gnade für ihn Milderung der Straffe zu erlangen. An einen Erfolg glaubt ,an hier freilich nicht; man hoffte jedoch, dass der alten Frau dort eine kleine Pension oder Unterstützung geworden wäre. Allein auch das war ihr nicht vergönnt. Sie ist wieder hier angelangt, ohne dass man sie in Kopenhagen nur hat hören wollen.

(Augsburger Anzeigeblatt. 3. november 1852)

Hamburg, 10. november. I dagens udgave af "Ham. Nachr." er der en hjerteskærende appel til kvinderne i Hamburg og Altona, underskrevet af 10 respekterede lokale damer, hvori, til støtte for den 60-årige blinde hustru til den tidligere slesvig-holstenske oberst i Viborg fængsel, v. Schütz, der efter personligt at have bedt forgæves i København om at afhjælpe sin ulykkelige mands skæbne, bliver bedt om at bo i nærheden af ​​ham i Viborg fra nu af, selv om hendes forhold er begrænsede.

Hamburg, 10. Nov. In der heutigen Nummer der "Ham. Nachr." findet sich ein von 10 angesehenen hiesigen Damen unterzeichneter herzergreifender Aufruf an die Frauen Hamburg's und Altona's, in welchem zur Unterstützung der sechzigjährigen blinden Gattin des im Viborger Zuchthause sitzenden ehemaligen schleswig-holsteinischen Obristen, v. Schütz, die, nachdem sie vergeblich in Kopenhagen persönlich um Milderung des Schicksals ihres unglücklichen Mannes gebeten, fortan, wenn auch in noch so beschränkten Verhältnissen, gern in seiner Nähe in Viborg leben möchte, aufgefordert wird.

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 14. november 1852)

Schütz blev benådet i oktober 1856 på forbøn af flere svenskere som ligesom ham havde deltaget i slaget ved Bornhøved i 1813 mellem danske og svenske. Det skete ifølge Fædrelandet på baggrund af at Schütz som dansk artilleriofficer (løjtnant) var blevet hårdt såret af en svensk dragonvagtmester. Svenskerne anmodede herefter Frederik 7. om benådningen. Schütz døde i september 1877. 

En lignende sag var Heinrich Christopher Wilhelm v. Wasmer (1797-1878), se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. oktober 1852, 2. udgave.

Segeberg. (Efterskrift til Politivennen)

Man har meddeelt os følgende Skrivelse:

Neumünster den 4de Octbr. 1852.

Siden mit sidste Brev har jeg havt Lejlighed til at samle Oplysninger om Stemninger og Tilstande i en Naboby, Segeberg, hvilke ere af den Natur, at de maaskee kunne interessere Flere, især da det synes som om denne By, der ligger afsides fra de 2de Hovedrouter i Holsteen og derfor ikke meget besøges af Reisende, er fra Regjeringens Side ikke hidtil skjænket den Opmærksomhed den fortjener.

Segeberg selv er ikke stor, den har kun omtrent 3000 Indvaanere; men den er velhavende, og har et stort og rigt Opland med tilsvarende Befolkning (15 a 20,000), for hvilken den er at betragte som Centralpunktet, eftersom de fleste Embedsmænd for de tilstedende Amter boe i Segeberg, hvis Kjøbmænd desuden drive betydelig Landhandel. Desuden har Segeberg et Seminarium, ved hvilket jevnlig omtr. 60 Seminarister oplæres, og hvorved altsaa Byen yttrer en væsentlig Indflydelse paa en endnu større Kreds som Intelligentsens Hovedsæde.

Af Beretningerne fra vore Venner, som i 1848 med de andre troblevne Officerer sadde fangne i Segebergs Seminariebygning, efterat Seminaristerne havde sluttet sig til Insurgentarmeen, vide vi, at Segeberg har udmærket sig som en Rede for Oprøret; detaillerede Meddelelser vise, at der er virket ivrigt til dette Maal siden flere Aar iforveien. Saaledes gjordes f. Ex. allerede 1846 Optøier i Segeberg i Anledning af det kgl. "aabne Brev"; den forbudne Folkeforsamling i Nortorf besøgtes stærkt; paa Gaderne opfordredes til at drage en masse til Plöen til utilbørlige Demonstrationer ved Kongens Nærværelse der: Ruder bleve slaaede ind hos Amtmanden osv. Navnlig af Advocater, om hvilke en Holstener udtrykte sig: "Da sünd so veel von dat Tyg, dat man de Schwien damit mäsken kann", holdtes nu oprørske Taler i Værtshusene i Segeberg, og med særdeles Virkning, eftersom der Intetsomhelst var foretaget eller foretoges, hverken for at straffe tidligere Optøier eller forhindre nye, til hvilke disse Taler fortrinsvis maatte regnes, saa at ogsaa den større Deel af Befolkningen, der paa Grund af sin Velstand let vilde faldet til den conservative Side, dersom Embedsstanden og især Borgermesteren havde viist sig Regjeringen hengiven og gjort sin Pligt, blev aldeles vildledet. Paa lignende Maade benyttedes Kong Christian den 8des Sygdom og Død, og det for Holsteen saa gunstige kongl. Patent af 28de Jan. 1848 modtoges og fremstilledes af Wühlerne i Segeberg paa en Maade, der kun kunde forbause og oprøre enhver Veltænkende. Efterretningen om Februarrevolutionen i Paris bragte Ilden til at flamme; der organiseredes nu større Folkeforsamlinger i Byen; Forsamlingen i Rendsborg d. 18. Marts bivaanedes af mange Segebergere, og allerede d. 21. Marts, den Dag da den holsteenske Deputation reiste til Khavn. med sit uforskammede Forlangende, var Oprøret i Segeberg i fuld Gang. Der sloges Vinduer ind hos den danskfødte Amtsforvalter, Justitsraad Sommer (senere død), hos Amtmand, Kherre. Rosen og flere, hvornæst Pøbelsværme, bevæbnede med Piker og andre Slags Vaaben, daglig og især om Aftenen trak truende igjennem Gaderne, idelig brølende Sangen "Schleswigholstein stammverbandt", medens fra Gader, Gaarde og Bygninger fra Morgen til Aften foretoges Skydeøvelser. Men det bedste Beviis for, at Segeberg har været en Rede for Oprøret er det, at Byen uagtet sin lange Fraliggenhed betroedes at levere det Mandskab, der i Forening med Jægerne fra Kiel overrumplede Rendsborg, hvis "Erobring" Segebergerne derfor gjøre sig til af.

Med lige Iver har Byen vedblevet at tjene Oprørets Sag. Fjerntliggende fra Krigsskuepladsen har den i pecuniair Henseende havt Fordeel af dette, især ved de Penge, som forskjelligt indqvarteret Militair bragte (hvilket yttrer sig bl. A. ved en stærk Byggelyst); fremdeles har Byen til Dato beholdt sine formärzliche Embedsmænd, under hvis Auspicier Oprøret blev udklækket og fremmet; det er altsaa naturligt at dette sidstnævnte staaer for Befolkningen i et gunstigt Lys; det er forklarligt, at Ønsket og Haabet om en ny Opstand i Tydskland, for at begynde forfra, næres, saml at Schleswigholsteinismen yttrer sig ugenert i Tale og Handling, Sang og Farver, hentende Næring fra "Hamburger Nachrichten" og lignende, medens man skammer sig for at holde og læse "Altonaer Zeitung" og andre for Regjeringen stemte Blade. Er dette beklageligt med Hensyn paa Segebergs egen og Oplandets Befolkning, saa er det saa meget mere at beklage, som Segeberg ved sit Seminarium forplanter sin Aand og sine Lærdomme trindt omkring i Landet. Skoleungdommen viser, at Ondet er vidt fremskredet.

I Segeberg og Omegn, som andensteds i Holsteen er den overveiende Deel at Befolkningen, som foran berørt, en velhaverne Middelklasse, som inden faa Aar kunde blive Regjeringen aldeles hengiven, naar den blev ledet rettelig, idet den indbefatter særdeles gode Elementer, trods alle Paavirkninger udenfra. Men denne Middelklasse lader sig nu som hidtil føre i Ledebaand af den saakaldte dannede Klasse, der indbefatter Schleswigholsteinismens og Oprørets egentlige Bærere, hvor loyale end saadanne af Frygt for fortjent Straf tilsyneladende ofte gerere sig; det er først ved at fjerne flere Saadanne fra den umiddelbare Nærhed af den største Deel af Befolkningen lærer at indsee, at Oprøret var strafværdigt, og at Kongen, men ikke det tydske Forbund, er den virkelig Regerende i Holsteen. Det er maaskee vanskeligt at finde mange Holstenere herovre, dygtige til Embedsmænd, der ikke ere Schleswigholsteinere; det vilde vel derfor være ugjørligt at afskedige alle compromitterede Embedsmænd; men flyttes de andensteds hen, da gjøres de for en stor Deel uskadelige, og Folkets sunde Sands vil da indsee Grunden til at de bleve forflyttede. At troe paa en Omvendelse fra igaar, efterat mange Aar have viist Schlesvigholsteinisme eller en Uvirksomhed, istedetfor den Virksomhed i sin Tjeneste, Regjeringen var berettiget til at fordre, vilde være farligt, og de tilsyneladende meest Loyale blandt de Nyomvendte turde snarest atter begynde som før, naar de have faaet deres Bestallinger confirmerede. At Enkelte maae lide for det Heles Vel er en gammel Regel; men det Haarde ved denne Regels Udførelse falder bort, naar Lidelsen er fortjent; og en Forflyttelse kan i mange Tilfælde end ikke være ubehagelig for de Paagjældende, medens den, gjennemført efter en stor Maalestok, sikkerlig vilde gavne den gode Sag Holsteen i det Hele taget overordentlig. Snart tør atter forestaae Valg til Stænderforsamlingen; det vilde være en Lykke om Folket inden den Tid kunde faae Øinene op og vælge Mænd, der ville virke i, men ikke modvirke den Aand, som den kgl. Kundgjørelse af 28de Januar d. A. udtaler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. oktober 1852, 2. udgave).

Sætningen "Da sünd so veel von dat Tyg, dat man de Schwien damit mäsken kann" kan vel nærmest oversættes som: "Der er så meget af det stads, at man kan lade svinene mæske sig i dem"

At "see igjennem Fingrene", er maaske et diplomatisk Fif, der rimeligviis hører med til Forsonligheds Politikken og - den europæiske Nödvendighed. (1852). Billedets tekst til denne satiretegning udtrykker vel egentlig ganske godt artiklens hensigt. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hoffmann i Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens, den 28de Septbr. ("Dvk.") Igaar Aftes saae det temmelig krigerisk ud her i vor gode gamle Stad. Paa Gaderne samledes flere Klynger, og høirøstede Samtaler hørtes, hvorimellem mystiske og truende Udtryk ikke savnedes: "Det er et Ord!" - "Klokken 8 samles vi!" - "Men vi gaae først til Politimesteren!" - "Javist!" - "Men hvis han ikke vil føie os, saa gjør vi selv lyst!" o. s. v. Hele denne Agitation, denne Sammensværgelse gjaldt hverken meer eller mindre end Bortryddelsen af en Circus, som Kunstberider C. Hoffmann med Vedkommendes Tilladelse havde opført paa den saakaldte Markedsplads udenfor Byen, og omgivet med et Telt, for at ride der idag (Markedsdag).

Morgenen kom, og der skulde nu strides til Udførelsen af den lagte Operationsplan, efterat Anføreren endnu engang paa fastende Hjerte havde runderet blandt Deeltagerne og opmuntret dem til at "staae Karl" samt med et Haandslag beseglet Pagten nok engang.

Men hvad skeer! - Politiet havde faaet Nys om den smukke Plan, der desuden savnede al tænkelig Grund, og lod Hovedmanden for Complottet vide, at han vilde muligt komme til at staae til Ansvar for al den Molest , der overgik Hoffmanns Telt, da man kjendte hans Iver for Anslagets Realisation, og nu sank Modet betydeligt hos de Sammensvorne.

For dog at forsøge en Demonstration i den paatænkte Retning fik man en stakkels Djævel til at trille sin Bør ind i den omtalte Circus, hvor han saa gjorde Anstalter til at etablere et lille Æbleskiveudsalg. Men da Hoffmann, efter først forgjæves at have bedet ham om at forføie sig bort, kastede ham og Æbleskiverne ud, saa var Historien ude, og ingen Skandale fandt videre Sted. Dog jo, det er sandt! een Heltegjerning udøvedes dog endnu. Hoffmann har et lidet Musikcorps med sig, og da det om Eftermiddagen trak ud af Byen til Markedspladsen med Musik, kom en af Dagens Helte hen og slog en Musikant hans Instrument ud af Hænderne, ikke lidet stolt af sin Storbedrift.

Saaledes endte den første puniske Krig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1852, 2. udgave).

Der er tale om det Hoffmannske Kunstberiderselskab som var et omrejsende cirkus med en snes ansatte og optrædende. Sammen med Gautier var de et af de første i Danmark. Hoffmann-familien var kommet til Danmark i starten af 1800-tallet. Faderen, "Mekanicus" (illusionist, tryllekunstner) Joseph Hoffmann optrådte alleredde i 1816 hvor han fik tilladelse til i 3 måneder at give mekaniske og optiske forestillinger. Familien fik senere 5 børn, Frederik Wilhelm, Carl, Johannes, Wincenz og Amalie. 

Den ældste sønFrederik Wilhelm (1807-1850) forsøgte uden held at starte et akrobatselskab, men fik afslag af myndighederne. Omsider fik han dog i 1841 kongelig bevilling. Det gik godt indtil 1846. På det tidspunkt var også Olchansky ansat. Hoffmann klarede sig igennem ved at optræde som stråmand for fremmede selskaber. Under Treårskrigen måtte Hoffmann udsende et dementi om at ikke havde været tolk hos preusserne. Da Hoffmann døde i 1850, fortsattes truppen af hans enke med sin nye ægtemand, Johan Wedin videreførte stumperne af selskabet. De blev skilt i 1859. Andre af Hoffmann-familien optrådte senere i forskellige cirkus-sammenhænge.

Annonce for Carl Hoffmanns kunstberiderselskab i Morgenposten, 25. februar 1854.

Den næstældste søn, Carl Hoffmann (1808-1865) overtog faderen Joseph Hoffmans kunstberiderselskab Det Hoffmannske Selskab og Cirkus Gymnasticus fra 1831. Ham gik det bedre end storebroderen og han blev bl.a. borger i Odense i 1832. Hans temperament betød imidlertid at han ragede uklar med flere.

Se Anders Enevig: Cirkus i Danmark. Bd. 2, 1982, s. 162-219.

Fødsel i Dølgsmaal i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Skanderborg, d. 28de Sept, (Aarh. A.) Ved Estafette fra Silkeborg blev i Løverdags anmeldt, at en ung Pige, der som Huusjomfu tjente en Kjøbmand paa Silkeborg, efterat have født sit barn i Dølgsmaal, har nedgravet det i Kjøbmandens Have, hvor det er fundet og opgravet. De nærmere Omstændigheder skulle være følgende: Da Fruentimmeret i Fredags Middag befandt sig ilde, gik hun ind i sit Værelse, uden at ane sin nære Nedkomst; men en Time derefter fødte hun Barnet uden Andres Hjælp. Da hun ikke bemærkede Liv i Barnet, lagde hun det i Sengen, i hvilken hun ogsaa selv lagde sig til Hvile. Uden at være røbet af Husets Folk eller at forlange deres Bistand, blev hun her liggende indtil henved Midnat, da den Idee at begrave Barnet i Haven pludseligt opstod hos hende. Hun lagde Barnet i et Stykke Linned og gravede et Hul, hvori hun nedlagde det og tildækkede det med Jord. Da man næste Dags Morgen fattede Mistanke om det Passerede, blev Sagen anmeldt for Politiassistenten eller, som han paa Silkeborg kaldes, Politi-Inspecteuren, for hvem hun først denegtede Alt. indtil man fandt Barnet og hvorefter hun forklarede som ovenanført. Idag optages Forhør paa Stedet af Herredsfogden, hvorved tillige Stiftsphysicus og Distriktslægen ere tilstede med Hensyn til Obductionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. oktober 1852, 2. udgave).

Frifundet for Børnemishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af et Barn. Den 22de Juni d. A. blev der ved en Skrivelse, undertegnet "Sørensen", gjort vedkommende Politi-Assistent opmærksom paa, at der paa Blegdamsveien boede en Snedker N., der havde et Barn, som af ham og Kone behandledes meget ilde, og opfordredes i denne Anledning Assistenten til at tage sig af Barnet. Forinden bemeldte Skrivelse var det imidlertid alt kommet Assistenten for Øre og Undersøgelse derom anstillet. - Af denne fremgik det, at der hos Snedkersvend C. E. N. fandtes et Barn ved Navn Johanne Josephine N., født den 12te Decbr. 1847 og Datter af Førstnævnte og Fruentimmeret A. N. - For omtrent 6 Aar siden kom nemlig bemeldte Fruentimmer i Huset hos N. Der opstod snart et fortroligt Forhold imellem Manden og hende, og Følgen heraf var, at ovennævnte Barn blev født, efterat Moderen var fjernet fra Huset. I 3 Aar var Barnet derefter hos Moderen, indtil det for omtrent 1½ Aar siden, da hun ikke længer var istand til at forsørge det, kom i Huset hos N. og Hustru. - Af de under Sagen afgivne Forklaringer er der fremkommet en til Vished grændsende Formodning om, at det uskyldige Barn har i dette Tidsrum været udsat for de unaturlige Forældres Forfølgelse i den Grad, at det næsten synes utroligt, at et Barn paa den Alder har kunnet udholde de Lidelser, som skulle være blevne nærværende tildeel. Da Barnet saaledes ved Undersøgelsen i Huset blev fundet, sad det indespærret i et særskilt Værelse i en Krog med bar Hals og blottede Fødder. - Om dets forkuede Stilling gjør man sig et Begreb deraf, at hun, uagtet opfordret til at reise sig, ikke turde vove det, uden at Faderen eller Moderen kom og sagde, at hun skulde reise sig. - Hun fandtes smudsig og i høi Grad forsømt, og sad uden Beskjeftigelse stirrende hen for sig, idet det var tydeligt, at Barnet havde gjennemgaaet haarde Lidelser og var kudsket til at sidde i Krogen. Af de afhørte Vidner, nemlig Beboerne i det Huus hvori de Tiltalte N. og Hustru skolede, have Strømpevæversvend P. og Kone forklaret, at de have seet Tiltalte R's Hustru tage Barnet, da det engang var kommet ned i Gaarden, i den ene Arm og bære det igjennem Gaarden, hvorefter hun kastede det paa Hovedet ind ad Gadeføren, samt, efterat det var kommet op, hørt det skrige. Strømpevæversvend H.'s og Kones Forklaringer gik ud paa, at de Tiltalte sidste Vinter i streng Kulde havde lukket Barnet ud paa Gangen i næsten nøgen Tilstand, hvor det henstod, indtil det, stiv af Kulde, af H.'s Hustru blev lukket und til hende. Hun fandt det saa forkommet, at det under heftige Smerter maatte rulles for at komme til sig selv igjen. Samtlige Vidner have forklaret, at de ofte have hørt, at Barnet paa en uforsvarlig Maade er blevet pryglet, hvilket de dog aldrig have seet, og i det Hele taget tyder Alt hen paa, at Forældrene have negtet Barnet den tilstrækkelige Føde, de nødvendige Klædningsstykker, Omgang med deres egne Børn, hvilke de endog have søgt at indgive Had mod Barnet.

Under den mod de Tiltalte for bemeldte Barns Mishandling anlagte Justitssag have de Begge stadigen negtet den dem paasigtede Gjerning, hvisaarsag de, da der ikke tilveiebragtes saa aldeles fuldstændigt Beviis imod dem, at de derefter kunde fældes som Skyldige, bleve ved Criminal- og Politirettens Dom af 25de Septbr. frifundne, dog ikkun for Actors videre Tiltale, og saaledes, at de hver for sit Vedkommende udrede Actionens Omkostninger, og deriblandt Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Delbanco og Liehme, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. september 1852, 2. udgave).

Ifølge Fædrelandet 28. september 1852 hed snedkeren Nielsen, og fruentimmeret A. Nielsen.