Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. Under en af kriminalretten den 21de Mai paadømt Justitssag, hvorunder Arrestanterne Julius Nicolai Viefring, Carl Halberg, Andreas Madsen Sandorff og Johan Emil Lusty tiltaltes for Røveri, og Viefring og Sandorff tillige for Tyveri, blev det deels ved de af dem afgivne Tilstaaelser, deels ved de iøvrigt fremkomne Oplysninger tilstrækkeligt godtgjort, at de Søndagen den 28de Novbr. f. A. om Aftenen, saavelsom den paafølgende Nat, paa Ladegaarden, hvor de som Fabrikarbeidere havde Ophold, havde gjort sig skyldige i de dem paasigtede Forbrydelser mod nogle andre derværende Fabrikarbeidere, uden at det dog kunde ansees oplyst, at de havde udført de dem overbeviste Handlinger efter en forudlagt Plan. Hvad saaledes angik Arrestanten Viefring, da havde han i Forening med Arrestanterne Halberg og Sandorff angrebet den 67aarige Fabrikarbeider Peder Larsen Gummerød, medens denne opholdt sig i et af Fabriklocalerne, saaledes at Viefring og Sandorff kastede ham til Jorden, hvorpaa de, medens Halberg holdt hans Arme, berøvede ham hans Penge, der bestode deels i Mønt og deels i de paa Ladegaarden brugelige Bliktegn, til et Beløb af 1 Rbd., hvilket skete paa den Maade, at Viefring, da Gummerød holdt Haanden i Lommen, hvor Pengene laae, for at hindre, at disse skulde blive ham berøvede, rev Lommen af, hvorpaa de deelte de saaledes erhvervede Penge mellem sig. Ligeledes var Arrestanten Viefring overbeviist om at have, i Forening med Arrestanterne Sandorff og Lusty, overfaldet Fabrikarbeider Peter Christian Bonsøe, idet han tilligemed Lusty holdt paa denne, medens Sandorff ransagede hans Lommer, ligesom endelig denne Arrestant havde frastjaalet Christian Andersen Ambjørn 5 Mk. 7 sk, som han, medens denne sov, udtog af hans Trøielomme. Betræffende Arrestanten Halberg, da havde han, foruden den ovenanførte Deelagtighed i det med Gummerød udøvede Røveri, endvidere fravendt Fabrikarbeider Thomas Henrik Fischer 8 sk, hvilket han udførte paa den Maade, at han greb Fischer bag fra om Livet og tog Pengene ud af hans Vestelomme. Med Hensyn til Arrestanten Santorff, da havde han, foruden at deeltage i det mod Gummerød forøvede Røveri, endvidere i Forening med Arrestanten Lusty overfaldet Carl Frederik Sørensen og kastet ham til Jorden, hvorefter Santorff, medens Sørensen laae der og medens Lusty holdt ham for Øinene, afrev hans Lomme og bemægtigede sig saaledes de i samme værende Penge til Beløb 1 Mk. 8 sk, hvilke han paastod at have deelt med Lusty, hvorimod denne har benegtet at have modtaget noget deraf, da det kun bestod af Blikpenge, hvoraf han ingen vilde have. Ligeledes havde Arrestanten Sandorff forklaret, at have i Forening med Arrestanterne Liefring og Lusty overfaldet en Person, som han senere har kiendt i Peter Christian Bonsøe, og gjennemsøgt hans Lommer, uden at han dog fratog ham noget, idet han har udsagt, at det maatte være de 2 andre Arrestanter, - hvilket disse dog have nægtet - der havde frastjaalet Bonsøe de 13 sk., han ved denne Leilighed har paastaaet at have mistet, samt at have i Forening med Lusty, hvillet dog denne ligeledes har negtet, overfaldet Morten Christensen Rinisøe, hvem Sandorff ved at støde ham for Brvstet, kastede om, og frataget ham 3 sk i Kobber og 5 sk i Bliktegn. Endvidere har Arrestanten Sandorff, idet han truede Fabrikarbeider Rasmus Hansen med Haanden, opfordret ham til at udlevere de Penge han havde hos sig, og derpaa, da denne nægtede at eie noget, gjennemsøgt hans Lommer, uden dog at finde noget. Endeligt har han vedgaaet at have i Forening med Arrestanten Lusty, hvilket denne ogsaa har nægtet, gjennemsøgt Carl Frederik Tanders Beenklæder, der laae oven paa dennes Seng, hvori han sov, i den Hensigt at tilvende sig hans Penge, men uden at finde noget. Hvad Arrestanten Lusty angik , da blev han, foruden at vedgaae Deeltagelse i det paa Sørensen forøvede røveriske Overfald, tilstrækkeligt overbeviist om at have deeltaget i det ovenanførte mod Bonsøe forøvede Røveri. Med Hensyn til Arrestanternes foregaaende Levnet, da vare de samtlige over criminel Lavalder og førhen straffede, Viefring blandt Andet for 2den Gang begaaet Tyveri med ! Aars Forbedringshuusarbeide; Halberg for samme Forbrydelse med lige Strafarbejde i l Aar; Sandorff blandt Andet for uteerligt Forhold med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar og for 2den Gang Tyveri med samme Arbeide i l Aar, samt endeligt Lustig blandt Andet for Falsk med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Arrestanterne bleve derfor ifølge de ovenanferte dem overbeviste Forbrydelser, der deels vare Tyverier, deels Røverier, i Medfør af Fdn. 11te April 1840 § 79 cfr. § 80 ansete efter sammes § 15 og fandtes Straffen burde bestemmes for Sandorff til Tugthuusarbede i 6 Aar og for de 3 andre Arrestanter til Forbedringshuusarbeide, Viefring og Halberg hver i 5 Aar og Lustig i 4 Aar. De tilpligtedes derhos efter visse i Dommen nærmere angivne Forhold at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor, Prøveprocurator Damkier og Defensor, Procuratorerne Cancelliraad Ring og Borup, 8 Rbd. til den Første og 6 Rbd. til hver af de to Sidste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1853)

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Femte Omgang: Landvindingen starter 1853. (Efterskift til Politivennen)

Om den paatænkte Inddæmning ved Nakskov.

Enhver, der kender lokaliteterne eller kaster et blik på kortet, ved at der fra Nakskov Fjord skærer sig en dyb bugt ind i landet mellem fastlandet - om dette udtryk kan bruges - på den ene side og de tre holme Færgelandet, Mellemlandet og Stubbelandet på den anden. Ved Lidenlund deler denne bugt sig i to mindre fjorde, af hvilke den ene strækker sig imellem Halsted og Aunede sogne endog forbi Sæbyholm, mens den anden skærer sig i flere krumninger ind imellem Arninge sogn og landsbyen Torpe. 

Længe har patriotiske mænd tænkt på at indvinde disse vandflader fra havet. Men tilfældige årsager, især begrundede på forskellige interesser, har hidtil været til hinder derfor, skønt gevinsten ved et sådant foretagende, ved første øjekast må synes indlysende for alle. Det er nemlig ikke den virkelige erobring af disse små havbugter, som her alene kan komme i betragtning. Men hvis en sådan inddæmning bliver foretaget, da vil 900-1000 tdr land der nu som salteng, overdrev eller moser, på grund af havets jævnlige oversvømmelser kun er af underordnet vigtighed for ejeren, inden føje tid være forandret til frugtbart agerland, og vedkommende landejendommes pris derved i en betydelig grad forøget. Allerede da den nu anlagte vej over øerne til Sønderherred kom under ventilation, var de mænd der med kammerherre grev Frijs til Juellinge i spidsen, interesserer sig for denne inddæmning, ikke ledige; men skønt disse vejanlæg ikke kunne bringes i den nøje forbindelse med denne som de ønskede, kunne det dog ikke blive skjult for dem at samme derved i høj grad måtte begunstiges, eftersom dæmningsomkostningerne derefter ville blive betydelig ringere. 

Men det er ikke alene for de tilgrænsende lodsejere at denne Inddæmning vil være af så indgribende vigtighed. For så vidt som det størst mulige opland må være en købstad velkomment, kan Nakskov by heller ikke andet end finde sig interesseret i dette foretagende. Som vi hører har planen været forelagt havnekommissionen, og hvis vi ellers er vel underrettede, har den i det hele taget ikke fundet sig foranlediget til andre betænkeligheder end sådanne som nok på en eller anden måde ville blive hævede eller indrømmede. Man vil således befrygte at den projekterede inddæmning kan være en medvirkende årsag til at havnen i tidernes løb lettere vil blive opfyldt med mudder, når strømmen der nu tjener til at rense den, bliver standset så umiddelbart bag ved byen, og havnekommissionen skal desårsag have betinget sig deltagelse i de mulige Opmudringsomkostninger af havnen fra Langebro indtil Skandsen, når det siden skal vise sig, at den frygt findes begrundet. 

Skønt eksempler, hentede fra andre danske købstæder, kan godtgøre at en sådan frygt næppe vil blive begrundet, og her så meget mindre som inddæmningen kommer til at ligge cirka 1,000 alen bag ved Langebro, så der er plads nok for strømmen til at samle sit mudder, hvis den ellers vil, kunne de ærede deltagere i projektet alligevel ikke miskende, at en kommune der har anvendt så enorme summer på sin havns udbedring, iagttager den yderste forsigtighed med hensyn til enhver tænkelig fare som måtte true den. Turde vi imidlertid have noget herimod at erindre, skulle det blot bestå deri at det måtte synes os tilstrækkeligt om havnekommissionen blot havde indskrænket deltagernes ansvar til et vist åremål. Viste det sig at opfyldningen i løbet af fx 20 år vil være for intet at regne, eller i alfald så ubetydelig at inddæmningen ingen videre skade i den retning forårsager, burde også ansvaret haves, da eksempler andet steds fra kunne godtgøre at en fortræffelig plan ofte er strandet formedelst fremsatte fordringer der skulle gælde for tid og evighed selv om disse ikke har indeholdt en sådan ubestemthed som den nærværende.

Der har forresten, foruden flere mindre væsentlige modgrunde fra andre sider også været anført den, at isen vil let komme til at ligge længere når strømmen som hurtigere bryder sig vej gennem den, taber i kraft. Men netop denne vinter har vist at en sådan frygt i realiteten intet har at betyde, eftersom isen har ligget tæt sammenpakket omkring øerne, som ligger i fjordens munding, og derved forhindret sejladsen endnu længe efter at denne var frigjort i selve havnen.

Planen er nu indsendt til kommunalbestyrelsens betænkning, som kan imødeses med det allerførste. Det er næppe tvivl underkastet at den vil møde en sådan understøttelse af det ærede repræsentantskab, at dhrr. deltagere i foretagendet derved ville finde sig opmuntrede til så snart som muligt at lægge kraftig hånd paa værket.
-r -s

(Lolland Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1853)

Maribo Amtsråds forhandlinger 21. februar 1854, referet i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. marts 1854:

6. Proprietair Jensen til Fredsholm har anholdt om Rådets bistand til at vejen op til hans gård optages på sognets bivejregulativ, i hvilken anledning han har oplyst at vejen til gården, som i Raarup By adskiller sig fra en af sognets købstadsveje, løber imellem 2 bebyggede huslodder og videre over 3 af gårdens marker. I øvrigt har andrageren ment, at hans begæring er grundet på såvel rimelighed som streng ret efter at gården nu er blevet arbejdspligtig på sognets biveje, hvorimod sogneforstanderskabet ved dets pluralitet har afgivet den erklæring at andragendet fandtes rimeligt hvad angik det første stykke af vejen, som går op til de to huse, men at derimod resten af vejen, over andragerens egne marker, formentlig mere var at betragte som en privat vej, hvorfor sagen forsåvidt henstilles til Rådets skøn. Politimesteren har i sine ytringer over sagen indstillet, at vejen måtte blive optaget på regulativet.
Ved pluralitet blev det afgjort at vejen i sin helhed ville ved forfattelsen af det nye bivejs-regulativ for Trienniet 1855-57, være at optage på Reg, 

Kort for Nakskov Fjord, 1900. Et stort område syd for Nakskov er inddæmmet til landbrugsjord. Færgelandet er ikke længere en ø, og Savnsøvig ligger tørlagt. Der eksisterer stadig nogle små firkantede damme. Veje er anlagt over den tidligere vig til Fredsholm. 

Selv i vore dage er dette en sag som man åbenbart ikke snakker så meget om. På Naturpark Nakskov Fjords hjemmeside forklarer man at "Nakskov Fjord er ikke bare de steder, hvor der er vand. Store inddæmningsarbejder efter stormfloden 1872 har halveret fjorden, men stadig findes spor af den gamle fjord, og der skal ikke ret meget fantasi til for at forestille sig bugter og vige, hvor man tidligere har fisket og jaget." Men stormfloden fandt altså sted flere årtier efter ovennævnte affære. Omend stormfloden satte yderligere gang i inddæmningen. 

Joseph Liphards Raritetskabinet. (Efterskrift til Politivennen)

I 1840'erne optrådte Joseph Liphard(t) under titel af tamburmajor:

Vesterbroes nye Theater. - Imorgen (Søndag) gives af det Liphardtske Konstberiderselskab en stor Forestilling, hvori Hr. Joseph Liphardt, berømt i Europas største Hovedstæder som første Tambourmajor, for første Gang vil producere sig saavel paa 1 som 3 Trommer samt udføre en stor Marsch paa 6 Trommer og 6 Pauker, temponis paa eengang.

(Kjøbenhavnsposten 23. marts 1844).

I de efterfølgende annonceres også i Danmark, bl.a. med pantomime og linedans. I 1851 ses annonce for menageri med to asiatiske løver, en hyæne, en ulv, en sjakal, en zebu og abefamiie.

Menageriet

vil imorgen, Fredag d. 19de, være at see for sidste Gang. Joseph Liphardt.

(Dannevirke 18. november 1852).

Omtrent på dette tidspunkt traf Liphard en europæisk showmand som turnerede med et ungt par fra Madagaskar som ”heliophober” eller ”lysky mennesker”. Den 3. oktober 1851 skal kvinden have født et barn i Schleitz syd for Leipzig. Familien blev i november 1852 fremvist frem i Hamborgs Tonhalle, og danske aviser skrev om dem,  fx Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 14. november 1852 og Aarhus Stiftstidende 14 november 1852. De fortalte at "heliophober" levede flere meter under jorden, kunne se i mørke men var næsten blinde i sollys. beskrivelsen af deres røde øjne, hvide hud og hvide hår leder tanken hen på at det var albinoer. 

I april 1853 ankom kunstberider og impresario Joseph Liphard med familien og et menageri med løver, aber m.m. til Vejle. Her blev de udstillet på Kirketorvet. Med i truppen var sandsynligvis Jean d’Abis med ”heliophoberne”. Turneen omfattede også et længere ophold i Tivoli i København til i hvert fald i 1853 og 1854. Showet besøgte bl.a. også Horsens, Århus, Nykøbing S., I 1855 turnerede han igen rundt med dem, i hvert fald til 1857

Menneskeudstillinger udgav sig for at være lærerige, og ikke kun som simple raritetsudstillinger idet man også udstillede fx eksotiske natursjældenheder, insektsamlinger m.m.

Joseph Liphardt er for Tiden i Kolding med sit Menageri, der bl. A. indeholder to store asiatiske Løver og en Panther. Endvidere, som særdeles mærkværdig: 3 levende Heliophober, eller en lyssky Familie, bestaaende af en Mand paa 30 Aar, en Kone paa 26, og et Barn paa halvandet Aar. Denne Menneskerace er et af de mærkeligste Naturphænomener. Mandens hvide Hud er bedækket med et sølvhvidt Uldhaar, hans Skjæg og Hovedhaar er krøllet, hvidt og glindsende; hans Øielaag ere bedækkede med tynde, hvide Duun, og han kan ikke talle Lyset, men formaaer i Bælmærke at see de mindste Gjenstande; hans Øine ere Røde, den ene Øiesteen er firkantet, den anden ottekantet. Konen er af samme Race, har meget langt hvidt Haar, ildrøde Øine, kantede Pupiller og et smukt Ansigt. Barnet ligesaa.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. april 1853).

Annonce fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 15. april 1853.

Dyremenageriet blev  vist i Skanderborg i april 1853.

Annonce fra Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1853.

Annonce for Joseph Liphardts raritetskabinet, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1853.

I efteråret 1853 fremviste Joseph Liphard en elefant flere steder i København. I 1856 fremvistes en sort elefant på 7000 pund og en boa-constictur, stor kongeslange. I annoncer blev i 1857 den 15-årige Pauline Liphard præsenteret som hende der begav sig ind i løveburet for at fodre dem.

Annonce i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 5. juni 1857.

I 1858 synes familien at være forøget med endnu et barn så de nu var fire personer.

Annonce fra Bohemia : ein Unterhaltungsblatt. 17. november 1857

I marts eller april 1858 døde Joseph Liphard i Prag af et slagtilfælde. Han havde sammen med sin kone Marie Liphardt fem børn: Franz, Marie (Lippik), Josephine, Jeanette (Carré) og Pauline. I 1859 optrådte albinoerne de for sidste gang i annoncer.

Tip

angående Liphard zoologiske galleri ikke langt fra officerernes spisested.

I går havde jeg fornøjelsen af ​​at tage et kig på menageriet hos enken efter den kunstneriske kunstberider Joseph Liphardt, som er velkendt for os fra tidligere år. På grund af sine smukke og sjældne eksemplarer kan den ubestridt være på niveau med de største menagerier, der i øjeblikket rejser rundt på kontinentet. Blandt de mange og sjældne eksemplarer af rovdyr fremhæver taleren især det asiatiske løvepar, med rette kaldet "kongeløveparet". Der er også dressur i det centrale bur, hvor Pauline Liphardt, som stadig er teenager, går ind og konkurrerer med disse vilde væsner. Man kan virkelig kalde hende "De vilde dyrs dronning." Mad. Liphardts menageri kan derfor med rette kaldes noget ekstraordinært og kan især anbefales til et højt og kunstinteresseret publikum. B.....

Tip

die Liphard'sche zoologische Gallerie unweit der Officier-Speiseanstalt betreffend.

Gestern hatte ich das Vergnügen, die Menagerie der Wittwe des uns aus früheren Jahen rühmlich bekannten Kunstreiter-Directors Joseph Liphardt in Augenschein zu nehmen. Dieselbe kann sich unstreitig, ihrer schönen und seltenen Exemplare wegen, den grössten Menagerien, welche gegenwärtig den Continent bereisen, gleichstellen. Unter den vielen und seltenen Exemplaten von Raubthieren erlaubt sich besonders Referent das Asiatische Löwenpaar, mit Recht das "Königs-Löwenpaar" genannt, hervorzuheben. Ferner die Dressur in dem Centralkäfig, in welchen sich die noch in jugendlichem Alter befindende Pauline Liphardt begiebt und einen Wettekampf mit diesen wilden Bestien erhebt. Man kann mit Wahrheit dieselbe die "Königin der wilden Thiere" nennen. Die Menagerie der Mad. Liphardt kann daher mit Recht etwas Aussergewöhnliches genannt werden, und einem hohen und kunstsinnigen Publicum ganz besonders empfohlen werden. B.....

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anseiger. 21. september 1858)

Overtrædelse af et af Politiet givet Tilhold. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11te September f. A. blev af Vicepolitidirekteuren foretaget et Eftersyn af de Vognmændene tilhørende Droschker, hvoriblandt vare Vogmand Anders Thomsens, resp. med Nr. 77, Nr. 77 A og Nr. 77 B. mærkede Droschker, af hvilke de 2 sidstnævnte befandtes at være i en saa maadelig Forfatning, at de ikke burde afbenyttes, hvisaarsag det tilkjendegaves, at de ikke maatte bruges, førend de igjen vare blevne fremstillede i forsvarlig Stand. Den 14de September om Eftermiddagen saae imidlertid Politibetjent Windekilde Droschken nr. 77 A., paa hvilken Bogstavet A. var udslettet, kjøre fra Amagertorv nedad lille Kongensgade til Kongens Nytorv, hvor Vognmand Thomsen har Bopæl, og nogle Damer samt en Herre, der havde kjørt i Droschken, afsattes, og Windekilde anmodede da Kudsken Christen Nielsen, der indrømmede, at det var Droschken Nr. 77 A., men at Bogstavet var blevet overmalet, om at kjøre den til Stadens Materialgaard, hvortil han var villig, men Thomsens Hustru kom til og erklærede, at det maatte ikke skee, og da Thomsen kort efter indfandt sig og blev af Windekilde gjort bekjendt med hans Forlangende, trak han Hesten og Droschken ind i Gaarden, hvorefter Windekilde maatte begive sig bort, uden at faae Droschken til Materialgaarden. Endvidere bemærkede Politibetjentene Grove og Wulff den 19de September, at der paa Kongens Nytorv udenfor det Sted, hvor Thomsen har Bopæl, holdt en forspændt, ikke med Nummer forsynet Droschke, hvorpaa et saadant kunde sees tidligere at have været anbragt, men at være overstreget, i Henseende til hvilken vedkommende Kudsk, Anders Nielsen, paa given Anledning Yttrede, at han havde kjørt en Tour med den, hvorefter Betjentene Grove og Wulff lode den henkjøre til og indsætte paa Materialgaarden. Vognmand Thomsen indrømmede under den derefter indledede Undersøgelse, at han samme Dag, som Eftersynet af Droschkerne fandt Sted, lod Nummeret udslette paa Droschken Nr. 77 B., fordi han vilde benytte den som Wienervogn, men, næst at anføre, at han ikke førend en af de første Dage i den paafølgende Uge, lod Droschen Nr. 77 A. henkjøre til vedkommende Maler, paastod han , at han, som var overbeviist om at have idetmindste afbenyttet den ene af de paagjeldende Droschker, efter at de vare blevne casserede, var uvidende om, at det ved Eftersynet var blevet forbudt at bruge dem , og navnlig at han hverken personlig eller paa anden Maade var bleven underrettet om , at han ikke maatte afbenytte dem. At han ikke havde været i den af ham saaledes paaskudte Uvidenhed, blev imidlertid tilstrækkeligt beviist, og blev han, der ved Criminalrettens Dom af 23de Juni 1849 er, for ved uforsvarlig Kjørsel at have foraarsaget, at en Person tilføiedes en Legemsbeskadigelse, anseet med en Mulct af 25 Rbd., nu idømt en Mulct af 20 Rbd. for Overtrædelse af det ovennævnte Tilhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1853, 2. udgave).

Over Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

(I Marts 1853).

Hos Schalburg i Nyborg var Alt i travl Bevægelse; tre Poster vare ankomne sydfra, og man

ventede endnu flere; Telegraph-Efterretningerne fra Knudshoved løde alt andet end gunstige og i Gæstestuen gik Rigsdagsmænd og Præster, Officerer og Læger, Kjøbmænd og Probenreutere imellem hverandre. Alle saae de yderst kjedsommelige ud, Alle gik de og ventede, og talte de med hverandre, da var det om Isen i Beltet, om Iistransporten, om de strenge Vintre, om hvor mange Dage Den og Den havde ligget paa Sprogø, og hvad han havde døiet paa Overfarten. 

Pludselig lyder et Posthorn; det er Diligencen fra Odense - den tydske Deligence, som den kaldes, fordi den medbringer den udenlandske Post - man farer til Vinduerne, man troer det er Posten fra Kjøbenhavn, der er kommen over Beltet, Opvartningspigen fortæller, at den kommer ikke fra den Kant, og man trækker sig slukøret tilbage, varmer sig ved Kakkelovnen og bestiller i sin Fortvivlelse et Glas Arrakspunsch "med dobbelt Væge", idet man griber den sidste "Nyborg Avis", der fra Begyndelsen til Enden er fyldt med Artikler mod Gomard ....

Nye Reisende i Ulve-, Bjørne- og Lammeskind-Pelse, med lodne Huer, røde Næser og store Sælskindstøvler, træde ind.

"Kan jeg faae et Værelse.'" brøle de Alle i Munden paa hverandre.

"Alt er besat!" lyder Svaret; "her er ingen Værelser at faae!"

Men der er redt 42 Senge paa Gulvet i den store Sal; Hentydninger falde om, at man endnu samme aften venter den jydske Diligence; det hjalp, og nu bliver der Abonnement paa Sengene paa Gulvet i den store Sal. De fleste Nysankomne storme op ad Trapperne, erholde deres respective Leie anviist og komme igien ned i Gjæstestuen. Lusene er imidlertid blevne tændte, Spillebordene arrangeres og man samler sig i forskjellige Grupper og begynder at politisere. Her støder en af de "45" sammen med en Halvtredser; man maaler ham og gaaer afveien; hist ere Adskillige samlede, den Ene af dem har en "Kjøbenhavnspost" i Haanden, den Anden undrer sig over, at han læser "det Blad", og saa ere de To i Toppen paa hinanden; i Sophaen sidder Fyens værdige Stiftamtmand tilligemed et Par Landsthingsmænd; de faae sig en luun Passiar, men det er neppe om Politik, at dømme efter den hjertelige Latter, der ledsager deres Samtale.

Da Klokken var henved 8 kom en Stafet fra Knudshoved; Posten fra Kjøbenhavn og nogle Passagerer vare endelig slupne igjennem Drivisen og arriverede i bedste Velgaaende paa den Fyenske Jordbund. 

"Men hvor er Aviserne?" .... "Faae vi dem i Aften?"

Jo, mon fik dem, og sloges næsten om dem. Alting var i Orden i Hovedstaden, Rigsdagen var bleven aabnet ... "Gomards Valg er kjendt gyldigt!" udbrød en af de "45" og nu er der Stilhed i Stuen, idetmindste indtil Aviserne ere læste . . . Men senere opstod det Spørgsmaal hos Mange: Skal man vove sig ud i Morgen? . . . Man overveier, man betænker sig, man er ikke rigtig paa det Rene med sig selv og allermindst de, der kun kjende Iistransportens Besværligheder og Farer fra Andres Beretninger . . Tilsidst , efter at have faaet et godt Aftensmaaltid, komme de fleste imidlertid til det Resultat, at det vist, det Første, er bedst at sove paa den Ting til næste Morgen, saa kan man altid tage en Bestemmelse. "Veiret maa afgjøre det!" udbrød Nogle. Andre meente, at det var bedst at vente til Dampskibet begynder sine Farter, og atter Andre have slet intet imod at tage afsted øieblikkeligt, hvis det lod sig gjøre.

Klokken henved elleve er Gjæstestuen, paa et Spilleparti nær, tom, og Schalburg kan hiin Nat ikke klage over Mangel paa Reisende.

Næste Morgen, da Klokken var lidt over otte, kom Tjeneren og spurgte, om vi vilde med; der var telegrapheret fra Knudshoved, og man haabede at komme over Beltet uden stor Vanskelighed.

De fleste af de Rejsende, som havde ligget paa den store Sal, (hvilken in parenthesi en saadan Nat indbringer Eieren Renten af eet Tusinde Rigsbankdaler) bestemte sig til at gaae over; Resten, hvoriblandt min Ringhed befandt sig, forblev. Dagen gik hen paa samme dovne Maade som den foregaaende, Posterne kom og gik, det sneede og det blæste, og vi vare hjertelige kjede af det. Næste Morgen vare de Fleste endnu ikke enige med sig selv, om hvad de skulde gjøre, men et Dusin af os bestemte os dog endelig til at tage afsted. 

Det var taaget, men ikke videre koldt, og Kl. 9 rullede vi fra Nyborg ad en jammerlig Vei til Knudshoved. Syv Iisbaade (der forresten ganske see ud som andre Baade) ventede os der og Schalburg stod med sin Sydvest og med sin Søfrakke og de lange Iisstøvler nede ved Færgen for at give Ordre til Afsejlingen. Han haabede, at vi vilde komme vel over og ønskede os en lykkelig Reise.

Isbådestationen på Knudshoved, set fra søsiden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pakkeposten var med og vi bleve nu fordeelte omkring i de forskjellige Baade; vi kunde ingen Seil føre og Matroserne grebe derfor til Aarerne. Det var et ganske smukt Syn at see vor lille Roflotille stikke igjennem Aabningen i Isen, den ene Baad i Kjølvandet efter den anden; men Taagen blev tykkere og tykkere og vi havde kun Compasset at rette os efter. Matroserne sang medens de roede og Alting gik nok saa godt, da Isen ikke var videre sammenskruet og vi intet Sted havde nødigt at "brække igjennem", som de kalde det. Efter en halvanden Times Forløb saae vi ganske nær ved os en stor Kost, som er Mærket ved det sydlige Rev og paa samme Tid hørte vi Skriget af Ænder og Edderfugle under Sprogø. Vi havde holdt en god Cours i den tykke Taage og lykønskede os selv til allerede saa hurtigt at have fuldendt Halvdelen af vor Overfart. Kort efter at vi havde seet Kosten begyndte Matroserne at tude i et Kohorn paa de forskjellige Baade, og efter et Qvarteers Tids Forløb lod et og dernæst et andet Kanonskud ud til os igjennem Taagen fra Øen. Strax derefter hørte vi en Tromme røres og under Kanonsalut og krigersk Musik nærmede vi os nu med stærke Aareslag den lille fredelige Ø, hvis Omrids vi snart skimtede gjennem den tykke Luft. Vort Ophold paa Øen skulde ikke vare længere end fornødent til at indtage nogle Forfriskninger, sagde Styrmanden, men den Gang tog han rigtige nok Feil. Vi landede saa Skridt fra Gaarden og stege, nok saa veltilfredse, i Land, for at faae en Kop Caffe eller hvad Huset formaaede

Vi erholdt en meget god kold Frokost og efter en halv Times Forløb bleve vi anmodede om at begive os ned til Baadene, da Alt nu igjen var færdigt til Afreisen. Taagen havde lettet og Styrmanden havde været oppe paa Øens høieste Punkt for at see hvorledes Farvandet var beskaffent. Vi gik altsaa atter ombord og styrede Coursen mod Sjælland; men det var kun af kort Varighed, Taagen satte ind paa ny. Hornene løde fra Baadene, Trommen og Kanonerne fra Sprogø, ja, vi hørte endogsaa Skud baade fra Halskov og Knudshoved. Vind var der ingen af, og vi maatte hele Tiden bruge Aarerne. Efter at vi i over en stiv Time havde roet omkring imellem Isen , der paa nogle Steder havde taarnet sig op til en ganske anseelig Høide, kom vi endelig til syvende og sidst til en uhyre stor Iisflade af den saakaldte "Graaiis" - Men længere kunde vi heller ikke komme. Her mødte vi en Barriere, kold og uvenlig og ikke god at give sig i Kast med. Styrmanden talte om at "brække igjennem", men det havde vistnok været et fortvivlet Stykke Arbeide og efter Raadslagning med Matroserne afstod han derfra, gjorde omkring og nu gik det atter tilbage. Flere Steder forsøgte vi at komme igjennem de smalle Aabninger, der, liig smaa Canaler, løb imellem Isen, men vi maatte overalt vende tilbage med uforrettet Sag, og see igjen at naae Sprogø. Nu tudedes der atter og fjernt fra Øen løde de bekjendte Signaler sig ligeledes høre. Efter temmelig Anstrængelse fra vort Mandskabs Side kom vi endelig iland igjen paa den nordlige Ende af Øen, hvor Gjæstgiveren, der stod i den Formening, at det var Baadene fra Sjælland, modtog os. I Haanden havde han en stor Conchylie, hvilken han brugte som Tudehorn. Vi maatte nu tradske et temmelig langt Stykke over Øen til Gjæstgivergaarden, temmelig silker paa at forblive der Natten over, skjøndt Klokken kun var lidet over Eet.

Vi gjorde os det nu saa beqvemt som muligt, fik snart et Whistparti istand og havde allerede spillet flere Rubberter, da pludselig en af Matroserne kom ind i Stuen, lettede paa Huen og bad Passagererne, om de "ikke vilde være saa artige at komme ned, for nu skulde vi paa'et igjen!" Naar man ligger under Iistransport maa man lystre Commando, og vi fik derfor snart Pestsene og de lange Støvler paa. Pakkeposten fra Sjælland var imidlertid med tre Baade ankommen til Sprogø og Styrmanden raisonerede som saa: "Kan de komme igjennem, kan vi sgu ogsaa", og vi begave os derfor igjen paa Veien.

Igjennem Aaer og Canaler, Krumninger og Bugtninger, imellem Sjapiis og Miniatur- Iisbjerge roede vor lille Flotille nu nok saa muntert; for lang Tid havde vi ganske godt Farvand, og det eneste, der foraarsagede os Hovedbrud var den stemme Taage. Vi pjadskede vist omkring i et Par Timers Tid, da vi med Eet bemærkede, at den forreste Baad (vor var den syvende og sidste, skjøndt Færgefolkene sagde, at det var et ganske mageløst Fartøj) vendte om, og det var i Sandhed intet godt Tegn "Tilbage! Tilbage!" lød det nu fra Baad til Baad, "vi kan ikke komme længere" .... Det var en deilig Historie! Der vare vi igjen indklemte af Isen paa alle Sider og vi Stakler, der troede, at vi nu vare lykkelige og vel ude af al Nød og var ved den sjællandske Kyst, maatte nu finde os i at vende om. Matroserne bandede, men det hjalp slet ikke - vi maatte under Sprogø igjen, og da vi endelig kom nær Land - takket være Tudningen og Kanonskuddene! - hvor stor var da ikke vor Forbauselse og Ærgrelse ved at erfare, at Personposten - i Alt sex Baade - ogsaa var kommen over fra Sjælland paa samme Tid, som vi havde forsøgt en "nordlig Gjennemsart".

- "Det manglede blot!" udbrød vor Styrmand, idet vi paany forlode Øen for at gaae ud paa vor tredie Expedition - og sandt er det, Skjæbnen var os grum, men hvad hjælper det at stampe imod Braaden ... Og jeg kom ved en naturlig, men i Storebelt dog temmelig latterlig, Ideeassociation til at tænke paa Ross, Peny og Franklin . ...

Atter roede vi omkring en Times Tid eller mere, men det var ikke mulig at finde nogen Gjennemfart; det var nu engang bestemt, at vi skulde tilbringe Natten paa Sprogø, og henad Mørkningen landede vi da ogsaa ganske rigtig paa det samme Sted, som vi om Middagen vare gaaede fra.

Men da vi nu igjen ere paa Sprogø, ville vi dog lidt nøiere beskrive Beqvemmelighederne der, og det saamegel mere, som De, der ikke have været der, gjøre sig et ganske forkeert Begreb om Livet og Opholdet paa denne omtrent en Miil store Ø. Gjestgivergaarden ligger omtrent midt paa Øen nær ved Strandbredden *), og det er et smukt, saa vidt jeg mindes, grundmuret Huus med en stor Stald og meget nette eenetages Side- og Bagbygninger. Til Gaarden, der tilhører Generalpostdirectionen, er flere Marker, og var det ikke for Eensomhedens Skyld og den isolerede Beliggenhed, maatte Beboerne kunne føre et meget hyggeligt Liv der. I Stalden stode 10 a 12 Køer, nogle fede Stude og Faar, medens Gaardspladsen vrimlede af Gjæs, Kalkuner, Høns og Ænder. Harer gives der ikke saa faa af paa Øen og om Sommeren indsamles en uhyre Mængde Maageæg, der i Smagen fuldkommen skulle kunne maale sig med de delicate Vibeæg.

Da vi, som sagt, kom tilbage fra vor tredie og sidste forgjæves Expedition, fandt vi hele Huset fuldt af Mennesker, der var ankomne med Pakke- og Personposten. Sultne vare vi naturligviis Alle, men først og fremmest tænkte vi dog paa at faae vort Natteleie anviist. Her gik det efter det Nummer man havde paa sin Diligence-Billet, og Verten, der nu mødte med Guldtresse om Kaskjetten, opraabte os nu og anviiste os vor Soveplads. Vi vare i Alt henved 50 Passagerer og vi bleve fordeelte efter Diligence-Rangforordningen, saaledes at omtrent de Halve af os fik Værelser med to Senge i og for de Øvrige bleve enten Hængekøier reserverede, eller man redte for dem paa Stole, Sophaer og - Gulvet. Efter at denne Sag var bragt i Orden, forkyndte Værten os, at vor Middags- eller Aftensmad, hvad man nu vilde kalde det, vilde være færdig Klokken syv, og hermed vare vi tilfredse.

Spillebordene kom atter frem og de, der ikke ønskede aet more sig paa denne Maade, fordrev Tiden, som de selv fandt for godt. Men ovre i Side- og Bagbygningen - ikke at tale om Kjøkkenet - kan man troe, at der ogsaa var Liv. - Lidt efter at vi vare komne, marscherede de sexten Iisbaades Mandskab, bestaaende af 80 Personer, op to og to med Tromme og Fløite i Spidsen; de gjorde en Rundmarsch i Gaarden og sang "Holmens faste Stok", samt et Par andre temmelig saftige Viser. Derpaa raabte de Hurra for alle Passagerer, men det vidste de Skjælmer nok hvorfor de gjorde. Senere hen paa Aftenen dandsede, sang og spillede de ovre i deres Stuer, og først hen paa Morgenstunden søgte de deres Køier. En Deel Haandværkersvende og Soldater, der ligeledes var med Iisbaadene, gjorde fælles Sag med Matroserne, og Alt løb nok saa fredeligt og gemytligt af. - I Alt vare vi over 150 Mennesker indqvarteerde paa Gjæstgivergaarden hiin Aften; blandt Passagererne var der kun en eneste Dame, og hende sørgede naturligviis Vertinden for paa det Bedste.

I Gjæstestuen og det tilstødende Værelse vare imidlertid Bordene bleve dækkede og det saa net, som man kunde ønske det; Vi vare som sagt henved 50 Mennesker og hele Arrangementet geraadede Værten til Ære. Der ar Sølvskeer til os Alle, Krystal Assietter og Fade med Syltetøi og "pickles" prydede de sneehvide Duge og hvad Maden selv angaaer, da har den Vidne om en dygtig Huusmoders Flinkhed. En kraftig Kjødsuppe med Boller og Rødder, Kalkunsteg og Oxesteg med sjelden gode Kartoftler, hollandsk Ost og Smør, godt Rug- og Sigtebrød og fortrinlig Rødviin fra Schalburg i Nyborg - see det var Opdækningen paa Sprogø, og Skam faae Den, der vilde kaste Vrag herpaa. Vi bleve temmelig længe ved Bordene, men trods flere Rigsdagsmænds Nærværelse blev der dog ikke holdt en eneste Tale eller udbragt nogen Skaal.

Efter Bordet forføiede de Fleste sig tilsengs, for tidlig den næste Morgen at være beredt til Opbrud.

Taagen var næsten ganske forsvunden om Morgenen og Klokken lidt over sex vare alle Mand paa Benene. Baadene blev nu gjort klare og efterat have betalt vor Regning - der langtfra var høi eller overdreven - toge vi Afsked med vor vakkre Vært Hr. Bencke, og de syv Baade gik nu mod Sjælland, da vi kom ud og vi havde alle Seil oppe, men maatte dog roe alligevel. Der var imidlertid ikke ubetydelig Iis omkring os og for en stor Deel af Touren stod vor Styrmand øverst oppe i Masten paa den forreste Baad, for at holde Udkig efter de Iis-Aabninger, hvilke vi maatte passere. Alt gik forøvrigt i bedste Orden, og vi kom Gudskeelov hverken til at "brække" gennem Isen, eller marschere langs med Baaden og skyde til - som man ofte maa gjøre - med Udsigter til et koldt Fodbad gjentagne Gange. Paa vor Overfart saa vi Tusinder af Vildænder og Edderfugle, og i henved halvanden Time naaede vi Halskov, hvor Matroserne maate bære os iland, da Baadene ikke kunde lægge lige til Broen.

- - Og saaledes slap vi da nok saa godt fra vor Iisbaadsfart; men, rent ud sagt, behagelig er den ikke, og trods Beqvemmelighederne paa Sprogø, trods Værtens Forekommenhed og hans Konges fortrinlige Mad, er jeg dog vis paa, at ikke en Eneste af dem, der gjorde hiin Tour med, ønsker at gjæste Øen oftere ved Vintertid eller i det Hele taget gaae med Iisbaad over Storebelt.

A. B.

*) En Interimsbygning findes paa den sydlige Ende af Øen, i Tilfælde af en mulig indtræffende Ildebrand skulde ødelægge den ovennævnte Gaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1853, 2. udgave)

Bern. Olsen: En Istransport over Store Belt i Februar 1870. Illustreret Tidende nr. 545, 1870.

Sprogø blev købt af postvæsnet i 1814, hvorefter der blev bygget en firlænget gård der kunne huse 100 mennesker. Til bespisning havde gården 2 heste, 12 køer, 7 svin, 16 – 18 får og som regel nogle kalve og anden ungkvæg foruden fjerkræ. 36 tønder land var under plov og 36 tønder land eng. Man slagtede i december måned, saltbaljerne blev fyldt og der blev provianteret hos urtekræmmerne, og så var fuldt beredt til at modtage eventuelle istransporter. Betjeningen bestod af 2 karle, 2 piger samt en husjomfru, og desuden var der i reglen husholdningselever samt under istransporter extra hjælp. Telegrafen var optisk. Familien Bencke styrede øen i 63 år:

Gæstgiver Johann Friedrich Schalburg (1801-1862) var søn af Johan Henrich Schalburg og Sophie Henriette Villaume som i 1817 grundlagde et vinfirma i Nyborg senere Joh. Fr. Schalburgs Vinhandel som i 1870 flyttede til Stormgade 8, København. Johann Friedrich var gift med Martine Sophie Jespersen, og var i 1834 gæstgiver og vinhandler i Nyborg efter at han i 1830 havde erhvervet borgerskab som købmand og vinhandler. Han solgte Postgården, det såkaldte Schalburgske Hotel september 1857 i Kongegade, Gammeltorv 2 til en Husted som overtog det i 1858. Husted solgte Postgaarden i 1874. Parret fik 6 børn i Nyborg. 

Carl Conrad Bencke (1789-1844) blev i en alder af 17 år styrmand og tjente mest ved flåden i København, fra 1812 også i Korsør hvor han traf Christiane Egholm, datter af skipper Hans Christophersen Egholm og Marie Hansdotter Strandrider. Efter endt tjeneste ved marinen, blev han gift med Christiane og blev fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør. De fik mange børn, og i 1825 kom han til Sprogø, som han bestyrede til sin død i 1844, hvorefter den ældste søn Jørgen Henrich overtog embedet:

Jørgen Henrich Bencke (1814-1887) overtog ved faderens død 1844 Sprogø, og det må være ham som er omtalt i artiklen. Øens to kanoner på hhv. nord- og sydsiden skød for at isbådene kunne høre hvor de skulle lande. Om sommeren var der op til 30 gæster. Jørgen Henrich var gift med Georgine Albrechtsine Jørgensen (1809-1886). Andre kilder beretter at hun var en enestående husmoder og forstod at oplære de unge piger der kom til Sprogø. Jørgen Henrich omtales som opsynsmand og telegrafbestyrer på Sprogø.