Slesvig under Moltke. (Efterskrift til Politivennen)

I mellemtiden fortsætter ministeren, grev Moltke, med at udvide sit bureaukratiske terrorregime i Slesvig. Således blev bogtrykker Bade i Friedrichsstadt ikke blot forbudt at fortsætte med at udgive sin gamle, uskyldige "Boten", men hans tilladelse som trykkeri blev også inddraget, og pressen blev forseglet. På samme måde har man i Gottorf- og Hütten-kontorerne hæmmet den videre udgivelse af lokalbladene dér, med undtagelse af "Intelligenzblatt", samt driften af ​​trykpresserne. Det synes at være Grev Moltkes hensigt at afskaffe alle tyske blade, såvelsom de tyske bogtrykkere i Slesvig, og vistnok alle undtagen "Flensburger Ztg." blive undertrykt. Sidstnævnte er naturligvis også skrevet på tysk, men redigeret i dansk propagandas ånd og støttet af statsmidler. Måske stopper denne avis endelig, ligesom de der ellers udkom der, længe har været forbudt, og i sidste ende vil der ikke længere være et tysk blad i Slesvig. Det ville slet ikke være en dårlig forklaring, i hvert fald ikke en umulig i dansk forstand, på "det tyske og det danske sprogs lige rettigheder". Alt er muligt i Slesvig. For der gælder nu hverken tyske eller danske love, og trods ophævelsen af ​​belejringstilstanden styrer grev Moltke landet fuldstændig med ministerielle bestemmelser. Hvor længe denne situation vil vare, kan ikke forudsiges; Det virker som om Grev Moltke egentlig havde til hensigt at lade landet gradvist vænne sig til denne styreform. Det er faktisk ikke utænkeligt, at han på sigt har tænkt sig at drive forretning i Slesvig på den måde, og det er der næppe noget, der står i vejen for. Slesvig skal ikke indlemmes i Danmark - for det forhindrer Ruslands og Østrigs indsigelser - så det kan den heller ikke tage del i den danske grundlov, foreningen med Holsten er også opløst, så den tyske forbundsregering har absolut ingen mulighed for at påvirke forholdene dér endda indirekte, og for så vidt angår det liberale parti i Danmark, når det først gennem provinsgodsernes fremkomst har overbevist sig selv om, at landet overvejende er tysk og ønsker at forblive, vil det overlade ministeren plein pouvoir at fordanske det. stakkels land!

Inmittelst fährt der Minister Graf Moltke fort, in Schleswig sein bureaukratisches Schreckens-Regimet immer noch zu erweitern. So ist dem Buchdrucker Bade in Friedrichsstadt nicht blos untersagt worden, seinen alten, unschuldigen "Boten" noch ferner herauszugeben, sondern es ist ihm auch die Concession als Buchdrucker entzogen und die Presse versiegelt worden. In gleicher Weise ist in dem Amte Gottorf und Hütten das fernere Erscheinen der dortigen Lokalblätter, mit Ausnahme des "Intelligenzblattes", so wie der Betrieb der Druckerien inhibirt worden. Es scheint die Absicht des Grafen Moltke zu sein alle deutschen Blätter, so wie die deutschen Druckerien in Schleswig aufzuheben, und warscheinlich werden nach und nach alle bis auf die "Flensburger Ztg." unterdrückt werden. Diese letztere wird allerdings auch deutsch geschriben, aber im Sinne der dänischen Propaganda redigirt und aus gouvernementalen Mitteln unterstützt. Vielleicht wird auch diese Zeitung zuletzt aufhören, die sonst dort verbreitet waren, längst verboten sind, zuletzt gar kein deutsches Blatt mehr in Schleswig geben. Das wäre  gar keine üble, wenigstens keine im dänischen Sinne unmögliche Erklärung der "Gleichberechtigung der deutschen und dänischen Sprache". Möglich ist in Schleswig Alles. Denn dort gelten jetzt weder deutsche noch dänische Gesetze, und trotz der Aufhebung des Belagerungszustandes regirt der Graf Moltke das Land ganz unumschränkt mit Ministerial-Rescripten. Wie lange dieser Zustand noch dauern wird, ist gar nicht abzusehen; es scheint, als ob der Graf Moltke recht eigentlich die Absicht habe, das Land nach und nach sich an diese Regierungsweise gewöhnen zu lassen. In der That, es ist nicht undenkbar, dass er auf die Dauer in dieser Art in Schleswig zu wirthschaften gedenkt, und es steht dem kaum noch etwas im Wege. In Dänemark soll nun einmal Schleswig nicht incorporirt werden - denn die Einsprache von Russland und Oestreich hindern das - also kann es auch an der dänischen Verfassung nicht Theil haben, der Verband mit Holstein ist auch gelöst, so dass der deutsche Bund durchaus keine Gelegenheit hat, auch nur indirekt auf die dortigen Verhältnisse einzuwirken, und was die liberale Partei in Dänemark betrifft, so wird sie, wenn sie sich erst durch das Auftreten der Provinziallandstände überzeugt haben wird, dass das Land überwiegend deutsch ist und bleiben will, dem Minister plein pouvoir lassen, um es zu dänisiren. Armes Land!

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung.  5. juni 1853)

Carl greve (von) Moltke (1798-1866) var minister for Slesvig 1852-54. Han optrådte her strengt mod, hvad der i hans øjne var statsopløsende tendenser, såvel slesvig-holstenere som Ejderdanske. Således forbød han Dagbladet og Fædrelandet såvel som de slesvig-holstenske presseorganer, og hverken forsamlings-, forenings- eller petitions-frihed tolereredes. Hans indflydelse på forfatningslovene for hertugdømmerne var stor, og det var hans fortjeneste at de afveg stærkt fra Danmarks gældende demokratiske forfatninggrundsætninger. Han opretholdt de så stærkt anfægtede sprogreskripter, som F. F. Tillisch havde indført. Han var dekoreret både med Dannebrogsordenens Storkors og Elefantordene

Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Røveri og Tyveri paa Ladegaarden. Under en af kriminalretten den 21de Mai paadømt Justitssag, hvorunder Arrestanterne Julius Nicolai Viefring, Carl Halberg, Andreas Madsen Sandorff og Johan Emil Lusty tiltaltes for Røveri, og Viefring og Sandorff tillige for Tyveri, blev det deels ved de af dem afgivne Tilstaaelser, deels ved de iøvrigt fremkomne Oplysninger tilstrækkeligt godtgjort, at de Søndagen den 28de Novbr. f. A. om Aftenen, saavelsom den paafølgende Nat, paa Ladegaarden, hvor de som Fabrikarbeidere havde Ophold, havde gjort sig skyldige i de dem paasigtede Forbrydelser mod nogle andre derværende Fabrikarbeidere, uden at det dog kunde ansees oplyst, at de havde udført de dem overbeviste Handlinger efter en forudlagt Plan. Hvad saaledes angik Arrestanten Viefring, da havde han i Forening med Arrestanterne Halberg og Sandorff angrebet den 67aarige Fabrikarbeider Peder Larsen Gummerød, medens denne opholdt sig i et af Fabriklocalerne, saaledes at Viefring og Sandorff kastede ham til Jorden, hvorpaa de, medens Halberg holdt hans Arme, berøvede ham hans Penge, der bestode deels i Mønt og deels i de paa Ladegaarden brugelige Bliktegn, til et Beløb af 1 Rbd., hvilket skete paa den Maade, at Viefring, da Gummerød holdt Haanden i Lommen, hvor Pengene laae, for at hindre, at disse skulde blive ham berøvede, rev Lommen af, hvorpaa de deelte de saaledes erhvervede Penge mellem sig. Ligeledes var Arrestanten Viefring overbeviist om at have, i Forening med Arrestanterne Sandorff og Lusty, overfaldet Fabrikarbeider Peter Christian Bonsøe, idet han tilligemed Lusty holdt paa denne, medens Sandorff ransagede hans Lommer, ligesom endelig denne Arrestant havde frastjaalet Christian Andersen Ambjørn 5 Mk. 7 sk, som han, medens denne sov, udtog af hans Trøielomme. Betræffende Arrestanten Halberg, da havde han, foruden den ovenanførte Deelagtighed i det med Gummerød udøvede Røveri, endvidere fravendt Fabrikarbeider Thomas Henrik Fischer 8 sk, hvilket han udførte paa den Maade, at han greb Fischer bag fra om Livet og tog Pengene ud af hans Vestelomme. Med Hensyn til Arrestanten Santorff, da havde han, foruden at deeltage i det mod Gummerød forøvede Røveri, endvidere i Forening med Arrestanten Lusty overfaldet Carl Frederik Sørensen og kastet ham til Jorden, hvorefter Santorff, medens Sørensen laae der og medens Lusty holdt ham for Øinene, afrev hans Lomme og bemægtigede sig saaledes de i samme værende Penge til Beløb 1 Mk. 8 sk, hvilke han paastod at have deelt med Lusty, hvorimod denne har benegtet at have modtaget noget deraf, da det kun bestod af Blikpenge, hvoraf han ingen vilde have. Ligeledes havde Arrestanten Sandorff forklaret, at have i Forening med Arrestanterne Liefring og Lusty overfaldet en Person, som han senere har kiendt i Peter Christian Bonsøe, og gjennemsøgt hans Lommer, uden at han dog fratog ham noget, idet han har udsagt, at det maatte være de 2 andre Arrestanter, - hvilket disse dog have nægtet - der havde frastjaalet Bonsøe de 13 sk., han ved denne Leilighed har paastaaet at have mistet, samt at have i Forening med Lusty, hvillet dog denne ligeledes har negtet, overfaldet Morten Christensen Rinisøe, hvem Sandorff ved at støde ham for Brvstet, kastede om, og frataget ham 3 sk i Kobber og 5 sk i Bliktegn. Endvidere har Arrestanten Sandorff, idet han truede Fabrikarbeider Rasmus Hansen med Haanden, opfordret ham til at udlevere de Penge han havde hos sig, og derpaa, da denne nægtede at eie noget, gjennemsøgt hans Lommer, uden dog at finde noget. Endeligt har han vedgaaet at have i Forening med Arrestanten Lusty, hvilket denne ogsaa har nægtet, gjennemsøgt Carl Frederik Tanders Beenklæder, der laae oven paa dennes Seng, hvori han sov, i den Hensigt at tilvende sig hans Penge, men uden at finde noget. Hvad Arrestanten Lusty angik , da blev han, foruden at vedgaae Deeltagelse i det paa Sørensen forøvede røveriske Overfald, tilstrækkeligt overbeviist om at have deeltaget i det ovenanførte mod Bonsøe forøvede Røveri. Med Hensyn til Arrestanternes foregaaende Levnet, da vare de samtlige over criminel Lavalder og førhen straffede, Viefring blandt Andet for 2den Gang begaaet Tyveri med ! Aars Forbedringshuusarbeide; Halberg for samme Forbrydelse med lige Strafarbejde i l Aar; Sandorff blandt Andet for uteerligt Forhold med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar og for 2den Gang Tyveri med samme Arbeide i l Aar, samt endeligt Lustig blandt Andet for Falsk med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Arrestanterne bleve derfor ifølge de ovenanferte dem overbeviste Forbrydelser, der deels vare Tyverier, deels Røverier, i Medfør af Fdn. 11te April 1840 § 79 cfr. § 80 ansete efter sammes § 15 og fandtes Straffen burde bestemmes for Sandorff til Tugthuusarbede i 6 Aar og for de 3 andre Arrestanter til Forbedringshuusarbeide, Viefring og Halberg hver i 5 Aar og Lustig i 4 Aar. De tilpligtedes derhos efter visse i Dommen nærmere angivne Forhold at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor, Prøveprocurator Damkier og Defensor, Procuratorerne Cancelliraad Ring og Borup, 8 Rbd. til den Første og 6 Rbd. til hver af de to Sidste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1853)

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Femte Omgang: Landvindingen starter 1853. (Efterskift til Politivennen)

Om den paatænkte Inddæmning ved Nakskov.

Enhver, der kender lokaliteterne eller kaster et blik på kortet, ved at der fra Nakskov Fjord skærer sig en dyb bugt ind i landet mellem fastlandet - om dette udtryk kan bruges - på den ene side og de tre holme Færgelandet, Mellemlandet og Stubbelandet på den anden. Ved Lidenlund deler denne bugt sig i to mindre fjorde, af hvilke den ene strækker sig imellem Halsted og Aunede sogne endog forbi Sæbyholm, mens den anden skærer sig i flere krumninger ind imellem Arninge sogn og landsbyen Torpe. 

Længe har patriotiske mænd tænkt på at indvinde disse vandflader fra havet. Men tilfældige årsager, især begrundede på forskellige interesser, har hidtil været til hinder derfor, skønt gevinsten ved et sådant foretagende, ved første øjekast må synes indlysende for alle. Det er nemlig ikke den virkelige erobring af disse små havbugter, som her alene kan komme i betragtning. Men hvis en sådan inddæmning bliver foretaget, da vil 900-1000 tdr land der nu som salteng, overdrev eller moser, på grund af havets jævnlige oversvømmelser kun er af underordnet vigtighed for ejeren, inden føje tid være forandret til frugtbart agerland, og vedkommende landejendommes pris derved i en betydelig grad forøget. Allerede da den nu anlagte vej over øerne til Sønderherred kom under ventilation, var de mænd der med kammerherre grev Frijs til Juellinge i spidsen, interesserer sig for denne inddæmning, ikke ledige; men skønt disse vejanlæg ikke kunne bringes i den nøje forbindelse med denne som de ønskede, kunne det dog ikke blive skjult for dem at samme derved i høj grad måtte begunstiges, eftersom dæmningsomkostningerne derefter ville blive betydelig ringere. 

Men det er ikke alene for de tilgrænsende lodsejere at denne Inddæmning vil være af så indgribende vigtighed. For så vidt som det størst mulige opland må være en købstad velkomment, kan Nakskov by heller ikke andet end finde sig interesseret i dette foretagende. Som vi hører har planen været forelagt havnekommissionen, og hvis vi ellers er vel underrettede, har den i det hele taget ikke fundet sig foranlediget til andre betænkeligheder end sådanne som nok på en eller anden måde ville blive hævede eller indrømmede. Man vil således befrygte at den projekterede inddæmning kan være en medvirkende årsag til at havnen i tidernes løb lettere vil blive opfyldt med mudder, når strømmen der nu tjener til at rense den, bliver standset så umiddelbart bag ved byen, og havnekommissionen skal desårsag have betinget sig deltagelse i de mulige Opmudringsomkostninger af havnen fra Langebro indtil Skandsen, når det siden skal vise sig, at den frygt findes begrundet. 

Skønt eksempler, hentede fra andre danske købstæder, kan godtgøre at en sådan frygt næppe vil blive begrundet, og her så meget mindre som inddæmningen kommer til at ligge cirka 1,000 alen bag ved Langebro, så der er plads nok for strømmen til at samle sit mudder, hvis den ellers vil, kunne de ærede deltagere i projektet alligevel ikke miskende, at en kommune der har anvendt så enorme summer på sin havns udbedring, iagttager den yderste forsigtighed med hensyn til enhver tænkelig fare som måtte true den. Turde vi imidlertid have noget herimod at erindre, skulle det blot bestå deri at det måtte synes os tilstrækkeligt om havnekommissionen blot havde indskrænket deltagernes ansvar til et vist åremål. Viste det sig at opfyldningen i løbet af fx 20 år vil være for intet at regne, eller i alfald så ubetydelig at inddæmningen ingen videre skade i den retning forårsager, burde også ansvaret haves, da eksempler andet steds fra kunne godtgøre at en fortræffelig plan ofte er strandet formedelst fremsatte fordringer der skulle gælde for tid og evighed selv om disse ikke har indeholdt en sådan ubestemthed som den nærværende.

Der har forresten, foruden flere mindre væsentlige modgrunde fra andre sider også været anført den, at isen vil let komme til at ligge længere når strømmen som hurtigere bryder sig vej gennem den, taber i kraft. Men netop denne vinter har vist at en sådan frygt i realiteten intet har at betyde, eftersom isen har ligget tæt sammenpakket omkring øerne, som ligger i fjordens munding, og derved forhindret sejladsen endnu længe efter at denne var frigjort i selve havnen.

Planen er nu indsendt til kommunalbestyrelsens betænkning, som kan imødeses med det allerførste. Det er næppe tvivl underkastet at den vil møde en sådan understøttelse af det ærede repræsentantskab, at dhrr. deltagere i foretagendet derved ville finde sig opmuntrede til så snart som muligt at lægge kraftig hånd paa værket.
-r -s

(Lolland Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1853)

Maribo Amtsråds forhandlinger 21. februar 1854, referet i Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. marts 1854:

6. Proprietair Jensen til Fredsholm har anholdt om Rådets bistand til at vejen op til hans gård optages på sognets bivejregulativ, i hvilken anledning han har oplyst at vejen til gården, som i Raarup By adskiller sig fra en af sognets købstadsveje, løber imellem 2 bebyggede huslodder og videre over 3 af gårdens marker. I øvrigt har andrageren ment, at hans begæring er grundet på såvel rimelighed som streng ret efter at gården nu er blevet arbejdspligtig på sognets biveje, hvorimod sogneforstanderskabet ved dets pluralitet har afgivet den erklæring at andragendet fandtes rimeligt hvad angik det første stykke af vejen, som går op til de to huse, men at derimod resten af vejen, over andragerens egne marker, formentlig mere var at betragte som en privat vej, hvorfor sagen forsåvidt henstilles til Rådets skøn. Politimesteren har i sine ytringer over sagen indstillet, at vejen måtte blive optaget på regulativet.
Ved pluralitet blev det afgjort at vejen i sin helhed ville ved forfattelsen af det nye bivejs-regulativ for Trienniet 1855-57, være at optage på Reg, 

Kort for Nakskov Fjord, 1900. Et stort område syd for Nakskov er inddæmmet til landbrugsjord. Færgelandet er ikke længere en ø, og Savnsøvig ligger tørlagt. Der eksisterer stadig nogle små firkantede damme. Veje er anlagt over den tidligere vig til Fredsholm. 

Selv i vore dage er dette en sag som man åbenbart ikke snakker så meget om. På Naturpark Nakskov Fjords hjemmeside forklarer man at "Nakskov Fjord er ikke bare de steder, hvor der er vand. Store inddæmningsarbejder efter stormfloden 1872 har halveret fjorden, men stadig findes spor af den gamle fjord, og der skal ikke ret meget fantasi til for at forestille sig bugter og vige, hvor man tidligere har fisket og jaget." Men stormfloden fandt altså sted flere årtier efter ovennævnte affære. Omend stormfloden satte yderligere gang i inddæmningen. 

Joseph Liphards Raritetskabinet. (Efterskrift til Politivennen)

I 1840'erne optrådte Joseph Liphard(t) under titel af tamburmajor:

Vesterbroes nye Theater. - Imorgen (Søndag) gives af det Liphardtske Konstberiderselskab en stor Forestilling, hvori Hr. Joseph Liphardt, berømt i Europas største Hovedstæder som første Tambourmajor, for første Gang vil producere sig saavel paa 1 som 3 Trommer samt udføre en stor Marsch paa 6 Trommer og 6 Pauker, temponis paa eengang.

(Kjøbenhavnsposten 23. marts 1844).

I de efterfølgende annonceres også i Danmark, bl.a. med pantomime og linedans. I 1851 ses annonce for menageri med to asiatiske løver, en hyæne, en ulv, en sjakal, en zebu og abefamiie.

Menageriet

vil imorgen, Fredag d. 19de, være at see for sidste Gang. Joseph Liphardt.

(Dannevirke 18. november 1852).

Omtrent på dette tidspunkt traf Liphard en europæisk showmand som turnerede med et ungt par fra Madagaskar som ”heliophober” eller ”lysky mennesker”. Den 3. oktober 1851 skal kvinden have født et barn i Schleitz syd for Leipzig. Familien blev i november 1852 fremvist frem i Hamborgs Tonhalle, og danske aviser skrev om dem,  fx Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 14. november 1852 og Aarhus Stiftstidende 14 november 1852. De fortalte at "heliophober" levede flere meter under jorden, kunne se i mørke men var næsten blinde i sollys. beskrivelsen af deres røde øjne, hvide hud og hvide hår leder tanken hen på at det var albinoer. 

I april 1853 ankom kunstberider og impresario Joseph Liphard med familien og et menageri med løver, aber m.m. til Vejle. Her blev de udstillet på Kirketorvet. Med i truppen var sandsynligvis Jean d’Abis med ”heliophoberne”. Turneen omfattede også et længere ophold i Tivoli i København til i hvert fald i 1853 og 1854. Showet besøgte bl.a. også Horsens, Århus, Nykøbing S., I 1855 turnerede han igen rundt med dem, i hvert fald til 1857

Menneskeudstillinger udgav sig for at være lærerige, og ikke kun som simple raritetsudstillinger idet man også udstillede fx eksotiske natursjældenheder, insektsamlinger m.m.

Joseph Liphardt er for Tiden i Kolding med sit Menageri, der bl. A. indeholder to store asiatiske Løver og en Panther. Endvidere, som særdeles mærkværdig: 3 levende Heliophober, eller en lyssky Familie, bestaaende af en Mand paa 30 Aar, en Kone paa 26, og et Barn paa halvandet Aar. Denne Menneskerace er et af de mærkeligste Naturphænomener. Mandens hvide Hud er bedækket med et sølvhvidt Uldhaar, hans Skjæg og Hovedhaar er krøllet, hvidt og glindsende; hans Øielaag ere bedækkede med tynde, hvide Duun, og han kan ikke talle Lyset, men formaaer i Bælmærke at see de mindste Gjenstande; hans Øine ere Røde, den ene Øiesteen er firkantet, den anden ottekantet. Konen er af samme Race, har meget langt hvidt Haar, ildrøde Øine, kantede Pupiller og et smukt Ansigt. Barnet ligesaa.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. april 1853).

Annonce fra Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 15. april 1853.

Dyremenageriet blev  vist i Skanderborg i april 1853.

Annonce fra Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1853.

Annonce for Joseph Liphardts raritetskabinet, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1853.

I efteråret 1853 fremviste Joseph Liphard en elefant flere steder i København. I 1856 fremvistes en sort elefant på 7000 pund og en boa-constictur, stor kongeslange. I annoncer blev i 1857 den 15-årige Pauline Liphard præsenteret som hende der begav sig ind i løveburet for at fodre dem.

Annonce i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 5. juni 1857.

I 1858 synes familien at være forøget med endnu et barn så de nu var fire personer.

Annonce fra Bohemia : ein Unterhaltungsblatt. 17. november 1857

I marts eller april 1858 døde Joseph Liphard i Prag af et slagtilfælde. Han havde sammen med sin kone Marie Liphardt fem børn: Franz, Marie (Lippik), Josephine, Jeanette (Carré) og Pauline. I 1859 optrådte albinoerne de for sidste gang i annoncer.

Tip

angående Liphard zoologiske galleri ikke langt fra officerernes spisested.

I går havde jeg fornøjelsen af ​​at tage et kig på menageriet hos enken efter den kunstneriske kunstberider Joseph Liphardt, som er velkendt for os fra tidligere år. På grund af sine smukke og sjældne eksemplarer kan den ubestridt være på niveau med de største menagerier, der i øjeblikket rejser rundt på kontinentet. Blandt de mange og sjældne eksemplarer af rovdyr fremhæver taleren især det asiatiske løvepar, med rette kaldet "kongeløveparet". Der er også dressur i det centrale bur, hvor Pauline Liphardt, som stadig er teenager, går ind og konkurrerer med disse vilde væsner. Man kan virkelig kalde hende "De vilde dyrs dronning." Mad. Liphardts menageri kan derfor med rette kaldes noget ekstraordinært og kan især anbefales til et højt og kunstinteresseret publikum. B.....

Tip

die Liphard'sche zoologische Gallerie unweit der Officier-Speiseanstalt betreffend.

Gestern hatte ich das Vergnügen, die Menagerie der Wittwe des uns aus früheren Jahen rühmlich bekannten Kunstreiter-Directors Joseph Liphardt in Augenschein zu nehmen. Dieselbe kann sich unstreitig, ihrer schönen und seltenen Exemplare wegen, den grössten Menagerien, welche gegenwärtig den Continent bereisen, gleichstellen. Unter den vielen und seltenen Exemplaten von Raubthieren erlaubt sich besonders Referent das Asiatische Löwenpaar, mit Recht das "Königs-Löwenpaar" genannt, hervorzuheben. Ferner die Dressur in dem Centralkäfig, in welchen sich die noch in jugendlichem Alter befindende Pauline Liphardt begiebt und einen Wettekampf mit diesen wilden Bestien erhebt. Man kann mit Wahrheit dieselbe die "Königin der wilden Thiere" nennen. Die Menagerie der Mad. Liphardt kann daher mit Recht etwas Aussergewöhnliches genannt werden, und einem hohen und kunstsinnigen Publicum ganz besonders empfohlen werden. B.....

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anseiger. 21. september 1858)

Overtrædelse af et af Politiet givet Tilhold. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11te September f. A. blev af Vicepolitidirekteuren foretaget et Eftersyn af de Vognmændene tilhørende Droschker, hvoriblandt vare Vogmand Anders Thomsens, resp. med Nr. 77, Nr. 77 A og Nr. 77 B. mærkede Droschker, af hvilke de 2 sidstnævnte befandtes at være i en saa maadelig Forfatning, at de ikke burde afbenyttes, hvisaarsag det tilkjendegaves, at de ikke maatte bruges, førend de igjen vare blevne fremstillede i forsvarlig Stand. Den 14de September om Eftermiddagen saae imidlertid Politibetjent Windekilde Droschken nr. 77 A., paa hvilken Bogstavet A. var udslettet, kjøre fra Amagertorv nedad lille Kongensgade til Kongens Nytorv, hvor Vognmand Thomsen har Bopæl, og nogle Damer samt en Herre, der havde kjørt i Droschken, afsattes, og Windekilde anmodede da Kudsken Christen Nielsen, der indrømmede, at det var Droschken Nr. 77 A., men at Bogstavet var blevet overmalet, om at kjøre den til Stadens Materialgaard, hvortil han var villig, men Thomsens Hustru kom til og erklærede, at det maatte ikke skee, og da Thomsen kort efter indfandt sig og blev af Windekilde gjort bekjendt med hans Forlangende, trak han Hesten og Droschken ind i Gaarden, hvorefter Windekilde maatte begive sig bort, uden at faae Droschken til Materialgaarden. Endvidere bemærkede Politibetjentene Grove og Wulff den 19de September, at der paa Kongens Nytorv udenfor det Sted, hvor Thomsen har Bopæl, holdt en forspændt, ikke med Nummer forsynet Droschke, hvorpaa et saadant kunde sees tidligere at have været anbragt, men at være overstreget, i Henseende til hvilken vedkommende Kudsk, Anders Nielsen, paa given Anledning Yttrede, at han havde kjørt en Tour med den, hvorefter Betjentene Grove og Wulff lode den henkjøre til og indsætte paa Materialgaarden. Vognmand Thomsen indrømmede under den derefter indledede Undersøgelse, at han samme Dag, som Eftersynet af Droschkerne fandt Sted, lod Nummeret udslette paa Droschken Nr. 77 B., fordi han vilde benytte den som Wienervogn, men, næst at anføre, at han ikke førend en af de første Dage i den paafølgende Uge, lod Droschen Nr. 77 A. henkjøre til vedkommende Maler, paastod han , at han, som var overbeviist om at have idetmindste afbenyttet den ene af de paagjeldende Droschker, efter at de vare blevne casserede, var uvidende om, at det ved Eftersynet var blevet forbudt at bruge dem , og navnlig at han hverken personlig eller paa anden Maade var bleven underrettet om , at han ikke maatte afbenytte dem. At han ikke havde været i den af ham saaledes paaskudte Uvidenhed, blev imidlertid tilstrækkeligt beviist, og blev han, der ved Criminalrettens Dom af 23de Juni 1849 er, for ved uforsvarlig Kjørsel at have foraarsaget, at en Person tilføiedes en Legemsbeskadigelse, anseet med en Mulct af 25 Rbd., nu idømt en Mulct af 20 Rbd. for Overtrædelse af det ovennævnte Tilhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1853, 2. udgave).