Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80. 

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, der var 18 Aar gl. og hjemmehørende i Sverrig, hvorfra hun ankom hertil i forrige Aars Foraar, actioneredes under en af Criminalretten ben 20de Septbr. paadømt Justitssag for Barnefødsel i Dølgsmaal. Den Forklaring, som hun under Sagen har afgivet herom, gik iblandt andet ud paa, at hun, som med sin Madmoders Tilladelse den 26de Jan. d. A. var gaaet tilsengs paa sit Værelse i Qvistetagen, da hun følte Ildebefindende, uden at hun dog troede, at Fødselen var nær forestaaende, dersteds kort efter fødte uden Nogens Hjelp og uden at Nogen bemærkede det. Hun holdt derpaa Barnet noget i sine Hænder, uden at kunne mærke Livstegn hos det, hvorfor hun antog at det var dødt og undlod at anstille noget Oplivelsesforsøg, men lagde det fra sig, tildækket med et Skjørt. Da hendes Madmoder strax efter kom ind i Værelset og spurgte om hendes Befindende, erklærede hun, at hun nok troede sig istand til at forrette sin Gjerning den paafølgende Dag, og efterat denne var gaaet bort, stod hun flere Gange op af Sengen og følte til Barnet, men fandt intet livstegn hos det. Den følgende Dags Morgen, omtrent Klokken 7, kastede hun Barnet ned i en ved Enden af Huset værende Gjødnings-Kasse , i hvilken det ved en den 15de Juni sidstleden iværksat Udrensning fandtes næsten opløst af Forraadnelse. Næst vedholdende at benægte, at det har været hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, har hun forklaret, at forskjellige, under Dagen nærmere omhandlede Omstændigheder vakte i Begyndelsen af Septbr. Maaned f. A. den Tanke hos hende, at hun mulig var frugtsommelig, men hun holdt sig aldrig forvisset om at hun var det, og haabede altid, at det ikke var Tilfældet. Dette har hun angivet som Grund til at hun ikke talte til Nogen om sin Tilstand eller forskaffede sig Børnetøi, eller gjorde nogen Forberedelse til den muligt indtrædende Fødsel, idet hun dog derhos har indrømmet, at hun i den sidste Tid for hendes Nedkomst ikke nærede synderlig Tvivl at den forestod, og da hun vidste, at 9 Maaneder er den almindelige Svangerskabstid, havde hun tænkt sig, at hun, saafremt hun var frugtsommelig , vilde komme til at føde i Slutningen af Januar eller Februar Maaned. I Forbindelse hermed har hun vedgaaet, at hun havde paatænkt at tale med sin Madmoder herom, men undlod det, fordi hun søgte at skjule sin Tilstand saa længe som muligt, navnlig da hun indsaae, at hun maatte forlade sin Condition, uden at hun havde Slægtninge eller Bekjendte, til hvem hun kunde tage sin Tilflugt, hvorfor hun havde paatænkt, naar Tiden kom, da hun skulde føde, at tage lige fra sin Condition til Fødselsstiftelsen. Da hun gik tilsengs den 20de Januar, antog hun, som ovenmeldt, at Fødselen endnu ikke var forhaanden. Efter de oplyste Omstændigheder skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte havde havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod antog Retten, at hun, der forøvrigt havde forklaret, at hun ikke vilde have undladt at sørge for Barnet, hvis hun havde havt Formodning om, at der var Liv i det, havde gjort sig skyldig i et strafbart Forhold derved, at hun ikke havde foretaget sig noget, for at tilvejebringe Vished om hvorvidt Barnet virkelig var dødt, og for ikke at have anvendt Midler, ved hvilke det muligen kunde være bleven frelst. Straffen for hende, om hvem det ikke var oplyst, at hun førhen havde været tiltalt eller straffet, fandtes efter Lovgivningens Analogi paa hende at kunne bestemmes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Actionens Omkostninger, heriblandt Salair til Actor og Defensor, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1853. 2. udgave).

Oprøret paa Tortola, August 1853. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Besiddelser. (Skjøndt vi allerede efter private Efterretninger have meddeelt det Væsentlige af det, der er hændet paa Øerne i Anledning af Opstanden paa Tortola, saa ville vi dog efter "Dep.-Tid." meddele den officielle Indberetning.)

- - -

I Begyndelsen af August Maaned vare de danske Øer blevne foruroligede ved et paa den nærliggende engelske Ø Tortola udbrudt Oprør blandt den arbeidende Befolkning mod den lovmæssige Øvrighed, i hvilken Anledning Gouvernementet havde fundet det rigtigt, da Øen var aldeles blottet for Militair, og Præsidenten, Oberst Chads, havde anholdt om Hjælp, at stille en Afdeling danske tropper til Præsidentens Disposition. Detaillerne af denne sørgelige Begivenhed vare efter de Gouvernementet foreliggende Akter følgende:

Den lovgivende Myndighed paa Tortola havde, for at tilveiebringe Midler til standsættelsen af Retshuset, Fængslet og Fattighuset i Roadtown (Regjeringens Sæde), paalagt en extraordinair Skat af 8 Styver for hvert Qvæghøved. Betalingen af denne Skat, der skulde finde Sted den 1ste August, modsatte den arbeidende Befolkning sig paa det Bestemteste. Omtrent 50 Negere, bevæbnede med Knipler, mødte i Roadtown paa Kassererens Contoir og forlangte, at han skulde modtage blot den almindelige Skat af 16 Styver og ikke 24; paa hans Afslag begyndte Negerne Voldsomheder, tvende af de Værste bleve arresterede, Mængden søgte at befrie dem og anfaldt Constablerne, men maatte dog tilsidst drage sig tilbage, truende med at ville komme igjen den følgende Dag. Samme Dag Kl. 8 Aften skrev Præsidenten, Oberst Chads, til Commandanten paa St. Thomas og meddeelte det Forefaldne, idet han i indtrængende Udtryk anholdt om umiddelbar Hjælp enten af en Orlogsmand eller af Tropper. Denne Skrivelse ankom til St. Thomas den 2den om Morgenen. Den af Negerne udførte Trudsel om at komme igjen iværksattes samme Dag, idet Kl. 10 Formiddag en Sværm af omtrent 1500 Landnegere drog ind i Roadtown og forlangte, at Extraskatten skulde bortfalde og de to arresterede Hovedmænd frigives. Da dette blev negtet, befriede de selv de to Hovedmænd og angrebe Retshuset, hvorfra nogle forsamlede Constabler fyrede paa dem. Forbittrede herover satte Oprørerne Ild paa Retshuset, bemægtigede sig et derværende betydeligt Antal Geværer, anlagde Ild paa flere Steder, ødelagde flere Huse og truede med at ville myrde alle Blanke og Couleurte, sigende: at de ville have et lille St. Domingo. De forskrækkede Indbyggere flygtede bort i Hobetal, og samme Dags Aften og Nat ankom en stor Mængde Flygtninge, meest Børn og Fruentimmer, deels til St. Thomas, deels til St. Jan. Blandt Flygtningerne var Oberst Chads's Familie; selv vilde han ei forlade Tortola, men blev tilbage med to Tjenere i Gouvernementshuset med tillukkede Indgange. Da den største Deel af Byen var ødelagt, begave Oprørerne sig ud paa Landet og fortsatte her Ødelæggelsen. Den 3die Kl. 9½ Formiddag sendte Commandanten paa St. Thomas og St. Jan et Commando, bestaaende af Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz med 30 Mand og 1 Haubitz, til Tortola i den danske Skonnert "General von Scholten" og ankom samme Dags Aften Kl. 8 i Roadtown Havn, men gik efter Præsidentens Ønske først iland den næste Morgen. Premierltn. v. Rosenkrantz's Instruction gik ud paa, at han skulde melde sig til Præsidentens Dispostion, og, i Tilfælde af at denne ei mere var paa Øen, blive ombord i Skonnerten og holde sig langs med Baierne for, om muligt, at hjælpe de ulykkelige Indvaanere bort derfra. Da Underretningen om det forefaldne kom til Gouvernementet den 3die om Aftenen Kl. 8, blev næste Morgen et Commando, bestaaende af Premierltn. P. v. Bügel og 30 Mand med Gouvernementsskonnerten "Vigilant" sendt over til St. Thomas, for at Garnisonen der i paakommende Tilfælde kunde være tilstrækkelig til at opretholde Orden og Rolighed paa St. Thomas og St. Jan. Gouvernementsskonnerten blev sat til Commandantskabets Disposition. Commandanten sendte den [?]e om Aftenen et Commando, bestaaende af Premierlieutenant v. Harboe og 20 Mand til St. Jan, for i Tilfælde af der udbrydende Uroligheder strax at være ved Haanden. Den [?]e sendte Commandanten paa St. Thomas, da Skonnerten "General von Scholten"ei var retourneret og Rygterne om Oprøret blev meer og meer foruroligende, atter et Commando, bestaaende af Secondltn. P. v. Bügel og 20 Mand i Gouvernementsskonnerten "Vigilant" op til Tortola. Samme Dags Aften modtog Commandanten atter Brev fra Præsidenten, hvori denne paany indstændigen anholdt om uden Ophold at blive sendt yderligere Forstærkning, forsynet med Proviant, for hvilken Byen var aldeles blottet. Oprørernes Antal angaves til omtrent 700, alle bevæbnede. Sluttelig roste han de danske Tropper og Officerer for den Punklighed, [Xxxxxxxx]lighed og Lyst, hvormed de udførte de givne Ordrer. Denne Skrivelse blev Gouvernementet tilstillet den 7de om Morgenen Kl. 8, og samme Dag Kl. 12 Middag blev et Commando, bestaaende af Capitain v. Meincke og 40 mand samt 2 Espingoler, med skarp ammunition og Proviant for 5 Dage afsendt med Skonnerten "General von Scholten" directe til Tortola med en Instruction overeensstemmende med den, Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz havde modtaget, og ankom Skonnerten, begunstiget af en heldig Brise, samme Aften Kl. 8½ til Tortola. Senere have ikke flere danske Tropper sendte til Tortola, og [xaaxx] det af en Skrivelse fra Præsidenten til Gouvernementet og af Capitain v. Meinckes Rapporter af 8de, 9de og 11te August, at Oprørerne ei endnu havde vovet at angribe Byen, men vedbleve deres Ødelæggelser ude i Landet. Gouvernementsskonnerten "Vigilant" var forblevet i Havnen paa Tortola til Troppeafdelingens Disposition. Den 9de om Formiddagen vare engelske Tropper ankomne; disse bestode af 5 Officerer (1 Commissair og 1 Decker Sergeant) og 93 Mand af det 67de Infanteri-Regiment og det 2det vestindiske Regiment, hovedstyrken af det [Xxxx]. Efter det Ovenanførte udgjorde den danske Troppeafdeling paa Tortola 3 Officerer, 1 Sergeant, 2 Corporaler, 3 Undercorporaler, 1 Hornblæser og 87 Menige med 2 Espingoler under Commando af Capitain v. Meincke. Man ventede paa Tilbagekomsten af de bortflygtede Raadsmedlemmer (disse forlode St. Thomas den 10de om Eftermiddagen og ankom den 11te, mellem 1 og 2 Eftermiddag, til Tortola), for, som det [anførtes?], at erklære Øen i Beleiringstilstand og straffe de Skyldige. Kun een Mand af de danske Tropper paa Tortola var ubetydelig syg. Den 10de blev Capit. v. Meincke fra Gouvernementet tilskrevet, at da den til Tortola ankomne engelske Troppeafdeling var saa ringe, at den udentvivl vilde af det vedkommende engelske Gouvernement blive inden kort Tid forstærket, for at bringe Landet tilbage under den retmæssige Øvrigheds Magt (hvilket, ifølge det af Capitain v. Meincke tidligere Indberettede, paa Grund af Øens bjergrige Beskaffenhed og snævre Passer krævede en ikke ringe Militairstyrke) vilde Gouvernementet Intet have at erindre imod, at Troppeafdelingen forblev nogle Dage endnu paa Tortola.

Senere Indberetninger fra Capitain v. Meincke havde Gouvernementet ikke modtaget ved Beretningens Afgang den 14de August.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. september 1853. 2. udgave. Uddrag)

Ubekendt: Vigilant i Christianssted havn. Et gammelt slavehandlerskib. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oberstløjtnant John Cornell Chads (1793-1854) tjente i militæret i engelsk Vestindien fra 1820 til han blev pensioneret i 1843. Herefter boede han i England, indtil han i 1852 blev udpeget som præsident på de britiske vestindiske øer. Han døde på Tortola i 1854 som oberst. 

I juni 1853 hævede myndighederne på Tortola kvægskatten med 50% for at finansiere renoveringen af nogle regeringsbygninger m. m. Opkrævningen havde Rådet sat til 1. august - en dag der fejredes som emancipationens dag. Landarbejderne opfattede skatten som en måde at lamme dem økonomisk og opnå kontrol over dem. Den 1. august 1853 gik omkring 2000 mænd, kvinder og børn (omkring halvdelen af befolkningen) til Road Town for at protestere over den ny kvægskat. Myndighederne arresterede straks 2 efter den såkaldte Riot Act. De følgende dage eskalerede volden. Adskillige embedsmænd og politi blev slået og en stor del af Road Town blev nedbrændt, ligesom sukkerrørsmarker og -møller.

Næsten hele den hvide befolkning flygtede til St. Thomas og St. Jan. John Chads barrikaderede sig på Tortola, men uden situationsfornemmelse: Den 2. august lovede han en forsamling på 1.500-2.000 protestanter at forelægge deres krav overfor domstolene - hvilket ikke var muligt da de var flygtet. En protestant blev skudt og urolighederne fortsatte. John Chads, skatteopkræveren, en metodistpræst og øens læge var herefter de eneste hvide på øen. Ved hjælp fra dansk bistand blev opstanden knust. Næsten hele den hvide befolkning fortrak andetsteds hen. 

Ingen hvide blev dræbt. 40 arbejdere blev arresteret, heraf blev 4 mænd og 3 kvinder dødsdømt for at have sat ild på et hus. Chads kom sig aldrig over episoden og døde kort efter. Resultatet af protesten var at regeringen ikke senere forsøgte at indføre skatter der lå over befolkningens ydeevne.

For at forværre situationen ydermere, blev Tortola (og de dansk vestindiske øer) senere i året 1853 ramt af kolera. På Tortola døde 942 mennesker (14 % af befolkningen) på få dage. De efterfølgende årtier var præget af nedgangstider.

Om Choleraen i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev derfra den 30te August) :

Her staaer Alt saaledes, som man kunde vente sig. Sygdommen begyndte voldsomt og er taget til i samme Forhold; i de sidste Dage synes den ligesom at have antaget en noget mildere Characteer, i det Antallet paa de Døde ikke er saa stort som tidligere; men nogen virkelig Standsning eller Aftagen kan der vel ikke for det Første være Haab om. Byens tætte Bebygning paa en usund af Aaer og stinkende Kanaler i alle Retninger gjennemskaaren Grund; Husenes uheldige, ældgamle Indretning, i hvilke en efter Rummet uforholdsmæssig stor Befolkning er tæt sammenpakket; den usunde Levemaade, der vedvarende føres stik i Modsætning til Choleradiætens strænge Bydende og endelig de i enhver Henseende utilstrækkelige Forholdsregler, som Autoriteterne hidtil have seet sig i Stand til at gjennemføre,- Alt dette og meget Andet vil sikkert gjøre Kyndiges Profeti til Sandhed. Saadanne have nemlig for flere Aar siden forudsagt, at Aalborg - som den her i Landet meest usundt beliggende Kjøbstad - i Tilfælde af en Epidemi vilde blive frygteligt medtaget. - For om muligt at frelse Garnisonen ere 3 Comp. af 11te Bataillon lagte iLeir udenfor Byen. Man tør vel nære det Haab, at Krigsministeren, naar han kommer til Kundskab om Forholdenes sande Natur her, vil foranstalte Bataillonen forlagt til et Land-Cantonnement, da Bivouakeringen paa Marken i det nuværende fugtige Veirlig og i den fremrykkede Aarstid, i Nærheden af den med Smitstof og epidemisk Luft opfyldte By ikke længe vil være udholdelig, hvilket ogsaa er godtgjort ved at der daglig indlægges flere af Soldaterne paa Sygestuen paa Grund af Maveforkølelser, dem de have paadraget sig i Bivouakerne. Saameget man altsaa maa paaskjønne, hvad Bataillonen ved Krigsministeriets beredvillige Imødekommen allerede har gjort ved at henlægge 3 Compagnier i Telte udenfor Byen, ligesaameget er det at befrygte, at Mandfskaberne paa Grund af de ovenanførte Forhold om kort Tid ville blive nødsagede til at vende tilbage til deres tidligere Qvarterer i Byen, og er det derfor, at vi nære det Haab, at en almindelig Udflytning i Cantonnementer paa Landet snart vil blive befalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1853, 2. udgave).

Dagen efter var en opgørelse for Frederikshavn hvor 99 var angrebet, 29 helbredt og 67 døde, eller 5% af befolkningen der. Sygdommen syntes dog at være ophørt.