Pastor Kofod indespærrer Dreng i Slagelse. (Efterskrift til Politivennen)

For 5 a 6 Uger siden blev Dr. Rudelbach, der er Sognepræst til St. Mikkels Kirke i Slagelse, ved at læse med sine Konfirmander i en af Skolestuerne paa Borgerskolen, opmærksom paa en klynkende Lyd, som kom fra Sideværelset. Ved at undersøge, hvad dette kunde være, viste det sig da, at Pastor Kofod, i eller under Skoletiden, havde indespærret en 12- a 13aars Dreng i et i Muren anbragt Skab, som han havde aflaaset, og var derpaa gaaet fra Skolen, uden at han derefter skjænkede denne Sag videre Opmærksomhed. Pastoren har rimeligviis glemt Drengen i Skadet, da man ikke bør troe, at det har været Præstens Hensigt at qvæle Drengen, der iøvrlgt, ved sin Udlukning af Skabet, nok ikke havde ret langt tilbage. Med Drengens Fader skal Pastor Kofod have affundet, sig, men der skal fra anden Side vare indgivet Klage til Skolecommissionen over Pastor Kofod, der er Inspecteur og tillige Lærer ved Skolen, og det er at haabe, at Kofod, paa Skolekommissionens Indstilling, vil blive afskediget, idetmindste som Inspecteur. (Sjællp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. januar 1854).

Til denne historie tilføjedes:

Da det unegteligt vilde være Skade for Skolen og ubilligt mod de andre Lærere, blandt hvilke ere flere dygtige Mænd, om en saadan Mand skulde vedblive at være Inspecteur. - Dette er ikke den eneste uhyggelige Historie om bemeldte Præst, og det er derfor intet Under, at man i Slagelse nærer det ønske, at Pastor Kofod paa Borgerskolen ikke længere vedbliver at være "Manden for Skabet."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. januar 1854).

(Forlangt indrykket.)

Ved at læse "Sjællandspostens" Meddelelse i Nr. 2 d. A. af et Brev fra Slagelse maae man næsten grue over, hvad man ter læser om en Dreng, der har været i Skabet. Man maae grue, hvis det Meddeelte virkelig skulde være Sandhed, og man maae grue hvis det ikke er sandt. Enten det er sandt eller ikke sandt maae man grue! - Er det Sandhed, at det ulykkelige Drengebarn, forglemt i sin Ensomhed, sad indespærret i Skabet, hvor Døden ufejlbarlig vilde være blevet den sikkre Følge, da er det yttrede Haab om, at Pastor Kofod bliver afsat som Inspektør ved Borgerstolen, forsaavidt velbegrundet; men Haabet vil dog sikkert glippe og Præsten vil ligefuldt vedblive at være Skoleinspektør. Grunden til at Præsten ikke bliver afsat som Inspektør, mene vi, vil være den, at han er theologisk Kandidat. Efter hvad vi have Grund til at antage, maa Dr. Rudelbach sikkert være Formand for Skoledirektionen i Slagelse, og hvis han er det, hvor kan da Nogen mene, at den ene Theolog vilde træde kraftig op og hjælpe til at suspendere den Anden? De maae jo dog til en vis Grad være Brødre. - Er det derimod ikke sandt, hvad "Sjællandsposten" beretter, da gjør det os ondt for vor Kollega, at han paa Prent skal være navngivet som en Mand, der som Skolelærer maatte være saa ussel, at han ikke skulde vide nogen anden Maade at komme tilrette med Drengene paa, end ved at spærre dem inde paa en Maade, der i Ondskabsfuldes Øine let kunde see ud som attenteret Mord. Hensigten med disse Linier er at søge nøiere Oplysning om bemeldte Meddelelse i "Sjællandsposten", og vi haabe, enten at Pastor Kofod i Slagelse eller "Sjællandspostens" Referent, der neppe er en og samme Person, ville yderligere lade høre fra sig i denne for Lærerstanden interessante Sag.

To Skolelærere fra Landet.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 12. januar 1854).

Svar til de "to Skolelærere" fra vor Referent i Slagelse. I "Sjællandsposten" Nr. 5 har jeg seet de tvende Skolelæreres Udtalelse angaaende Historien med Drengen, der paa Slagelse Borgerskole var kommen i Skabet, og skal jeg i denne Anledning bemærke, at Sagen var under Behandling i Skolekommissionen en af de sidste Dage i forrige Uge. Resultatet blev, at Dr. Rudelbach skal give Pastor Kofod en Tilretteviisning, eller med andre Ord: en Næse. Historien er nu 7 a 8 Uger gammel, og naar man veed, at den først d. 13de Januar er kommen til Behandling i Skolekommissionen, da fristes man til at tro, at Meningen har været, at Sagen skulde neddysses, dersom den ikke var bleven omtalt i Bladene. - For at de tvende Herrer skolelærere ikke skulle tro, at der er sagt formeget om deres Kollega, Pastor Kofod, vil jeg kun sige Dem, at Pastoren allerede 8 a 14 Dage før Skabhistorien passerede skal have gjort sig fortjent til at suspenderes fra Inspektørposten, hvilken han aldrig har været skikket til at beklæde. Hs. Velærværdighed, oftnævnte Kofod, skal nemlig en Dag, ved at gaae ud af den øverste Pigeklasse, have ladet Døren staae aaben, og da han kom tilbage, paastod han, at een eller flere af Pigebørnene havde begaaet denne, i hans Øine, skrækkelige Forbrydelse. Da Pigerne imidlertid ikke vilde lyve, men vedbleve at paastaae Sandheden: at HS. Velærværdighed selv havde ladet Døren staae aaben, blev Præsten saa yderlig opbragt, at han tildeelte 10 a 12 af de øverste Piger en Mængde "Haandtager", formodentlig af en Tamp, saa at de stakkels Pigebørns Hænder endnu flere Dage vare ophovnede af den lidte Mishandling. Er det ikke afskyeligt? Hvad mon Pastor Kofod vilde sige, hvis hans Børn kom hjem fra Frøkenens Skole og vare dygtigt gjennempryglede, fordi Frøkenen selv havde ladet sin Dør staae aaben? - Fordi Forældre eller Værger enten ikke have Raad eller Lyst til at lade deres Børn gaae hos Carlsen, Frænkel eller i Realskolen, ere dog de Børn, der søge Borgerskolen, ligefuldt Mennesker; og det kunde klæde Pastor Kofod meget kjønt, om han fulgte de andre Læreres Exempel: at komme og gaae til rette Tid, samt bestille noget Nyttigt i den Tid, han er paa Borgerskolen. - Iøvrigt er og bliver det en Mærkelighed, at Pastor K. saaledes kunde tage paa Vei og mishandle disse Pigebørn, da han dog ellers ingenlunde har Ord for at hade Kjønnet."

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. januar 1854).

Ifølge "Lærerstanden ved Slagelse Lærde Skole" (1861) var Carl Peter August Kofod (1814-1881) blevet kateket i Slagelse april 1851. I 1856 blev han sognepræst i Weerst og Bekke, Ribe stift. Kort efter pastor Kofods forflyttelse til Veerst (februar 1857), afbrændte præstegården. Får og kreaturer blev reddet, men indboet, herunder præstens bogsamling afbrændte. Kirkebøgerne blev reddet. Enkefrupastorinde Wraae beboede i nådsensåret stadig præstegården. Han blev senere præst i Todbjerg-Mejlby ved Århus. Han døde af et slagtilfælde. Han var søn af en præst ved Helligåndskirken i København.

Arbeiderforeningen "Concordia". (Efterskrift til Politivennen).

 - "Concordia" er Navnet paa en Forening, som tydske Arbeidere her i Hovedstaden have dannet, og som Nytaarsdag afholdt sin Stiftelsesfest i den borgerlige Forenings Lokale i lille Kannikestræde. Foreningens Formaal er "blandt dens Medlemmer at fremme almindelig Dannelse, ligesom Sandsen for alt Skjønt og Ædelt", og den tæller allerede henved 80 Deeltagere. Det kunde ved første Øiekast synes forunderligt, at de tydske Arbeidere ikke hellere sluttede sig til den allerede bestaaende, talrige danske Arbeiderforening, hvilket vilde foraarsage dem langt færre Bekostninger, end naar de danne et eget Samfund. Grunden hertil ligger imidlertid ikke i at de ville afsondre sig af nationale Hensyn (ogsaa danske Medlemmer optages); thi et af deres Formaal er netop saameget som muligt at virke hen til en Sammensmeltning eller i alt Fald en nærmere Tilslutning af Nationaliteterne, "forsaavidt som dette kan skee ad den almindelige Dannelses upolitiske Vel. Men mangt af Arbejderne selv have allerede længe været af den Formening, at den danske Arbeiderforening ikke udfolder nogen tilfredsstillende Virksomhed, hvorved man netop ikke tanker paa politiske Demonstrationer eller Partigængeri, men kun paa de Fordringer, som med Billighed kunne stilles til underholdende og belærende Dannelsesmidler. - En af de Gjenstande, der aldeles savnes i den store Arbeiterforening, er gymnastik. - Under saadanne Omstændigheder er det begribeligt, at en stor Deel Arbeidere, navnlig Tydskere, som i deres Hiem ere vante til mønsterværdige upolitiske Dannelsesforeninger (f. Ex. i Hamborg og i Hannover), have foretrukket Forsøget paa ogsaa her at grunde en saadan, og hvis "Arbeiderforeningen" ikke vil imødesee en for dens Tilværelse farlig Klfis, saa var det at ønske, at dens Bestyrelse snart vilde tage noget kraftigere fat, end hidtil er skeet.

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1854).

Deutsche Arbeiterverein Concordia eksisterede oktober 1853-1933. Indtil 1864 var der tusindvis af tysktalende slesvig-holstenere og tyskere i København, også selv om en del havde forladt byen efter Treårskrigen 1848-51, bl.a. som følge af chikanerier og trusler. En del kom dog til efter freden i 1851.

Fra starten var den genstand for politiagenter. Ved nytårsballet 1853/54 havde foreningen 160 medlemmer, og det lykkedes ikke for agenterne at skaffe sig adgangskort, men fra en kvindelig deltagers side fik de oplyst at der ikke var foregået noget "mistænkeligt", dvs. politiske taler. Politimester Bræstrup måtte også berolige Hannovers politidirektør Carl Wermuth som mistænkte foreningen for at være en politisk dækorganisation. I 1857 henvendte Wermuth sig igen til Bræstrup som 27. januar 1857 via en pasbetjent fik fat i navnene på bestyrelsen, der dog ikke gav anledning til videre undersøgelse.

Concordias formand, den hamburgensiske malersvend Christian Schnoor, oplyste den 5. februar 1857, at foreningens formål var ”at virke til standens såvel fysiske som intellektuelle uddannelse, i hvilket øjemed, der gives undervisning i dansk, engelsk, sang, tegning og gymnastik". Han bemægtede at foreningen beskæftigede sig med politiske spørgsmål. Herefter var der ro omkring foreningen helt til dens nedlæggelse i 1933. 

Bestyrelsen blev i december 1863 blev opfordret til at tage til genmæle mod en voldsom tysk pressekritik af københavnernes angiveligt hårde behandling af de fremmede håndværkersvende, hvilket den gjorde.

Embedsmænds Afsættelse og Fyring. (Efterskrift til Politivennen)

Afsættelsen og fyringerne og fyringerne i Slesvig er stadig ikke nået til ende. Just er lægerne Karstens, Krüger, Esmarch og Wülfke, respektivt i Haderslev, Sønderborg, Flensborg og Husum blev afskediget fra de dem "interimistisk betroede" lægeembeder (de var alle interimslæger) og den interismistiske udnævnelse af fysikus i Tønder til dr. Dircks blev tilsidesat, men alle 5 lægers afskedigelse blev annonceret som gennemførte. Der tales også igen om afskedigelse (som endnu ikke er sket) af pastor Heynsen i Ottensen ved Altona og om afskedigelsen af ​​pastor Harries i Altona.

Die Absetzung und Entlassungen im Schleswigschen haben noch immer nicht ihre Endschaft erreicht. Eben erst sind die Doctoren Karstens, Krüger, Esmarch und Wülfke resp. in Hadersleben, Sonderburg, Flensburg und Husum von den ihnen "interimistisch anvertrauten" Medicinalämtern (sie waren sämmtlich Interimsphysici) entlassen und die interismistische Uebertragung des Physikats in Tondern an Dr. Dircks ausser Kraft gesetzt, alle 5 Physikate aber Behufs der Bewerbung als erledigt ausgeschrieben worden. Man spricht auch wieder von der (bis jetzt noch nicht erfolgten) Erlassung des Pastors Heynsen in Ottensen bei Altona und von der Absetzung des Pastor Harries in Altona.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 16. november 1853).

Cholera i Skagen. (Efterskrift til Politivennen)

Som af offentlige Tidender allerede bekjendt er den i Skagen fra medio Juli grasserende Cholerine af epidemisk Natur trods Sundhedscommissionens Foranstaltninger og Districtlæge Steenbergs utrættelige og opoffrende Bestræbelser for omtrent en Maaned siden uden Smitte andetstedsfra udartet til epidemisk Cholera. Epidemien synes her at have antaget den samme snigende Characteer, som Typhusepidemien for nogle Aar tilbage, langsomt fremskridende og trækkende i Langdrag. Saalænge den ved enkelte skuffende Standsninger i Udbredelsen syntes at give Udsigt til snarlig Forsvinden have vi ikke villet anraabe den smukke danske Veldædighed, der for andre Steder allerede har bragt saa betydelige Offre; men nu tør vi ikke tøve længere, saameget mindre som den her uafhjælpelige Dyrtid og Vinterens Nærmelse i bet Grad forøge Sygdommens truende Rædsler. Undertegnede udsende derfor tillidsfuldt en Opfordring til ædelsindede Medborgere om at komme os til Hjælp med milde Gaver i Penge og Andet, overbeviste om, at Hjælpen, som allerede er bleven os til Deel fra Nabostæderne uden Opfordring, endmindre efter en saadan vil udeblive for denne Danmarks fattigste Kjøbstadcommune, i hvilken vel en Trediedeel af Befolkningen Frister Livet under de sørgeligste vilkaar, tildeels i usle og utætte Hytter, uden varme Sengeklæder, uden tilstrækkelig Beklædning, med halvnøgne Børn, for hvem Linned og Strømper bogstavelig ere en ligesaa stor Luxus, som god og nærende Føde for Skagens Proletariat. Enkeltviis er paa andre Steder Armoden ikke mindre, men næppe nogetsteds i hele Landet saa udbredt. Her er et rigeligt Cholerastof, som tilmed finder Næring, blandt Andet, ved de idelige Forkølelser, som selv Skagboens hærdede Legeme ikke kan undgaae under hans Færden paa Havet. Til nogenlunde under en Choleraepidemi at afhjelpe denne Elendighed, og, saavidt muligt for Mennesker, at forebygge Sygdommene befrygtende Udbredelse - imod hvilken et naadigt Forsyn sikkert har givet den bedste Hjælper i den raske Havvind fra alle Sider - ved offentlige Foranstaltninger, ved Understøttelig af Afdødes Efterladte, af hvilke der allerede er et forholdsviis ikke lidet Antal, ved de meest Forarmedes Bespiisning med nærende Føde, ved de meest Blottedes, især Børns, Beklædning med Linned og Uldent, ved Anskaffelse af brugelige Sengeklæder eller Surrogater derfor, ved de sletteste Boligers Udbedring, er det ligesaa aabenbart, at Communens enkelte Bemidledes og dens faa Velstaaendes Kræfter ere saa langt fra at strække til, som at vi have overtaget et meget vanskeligt Hverv paa et Sted, hvor de til Hensigternes Opnaaelse fornødne Midler for en stor Deel ikke forefindes, ja ikke engang ere at faae for Penge. Destomere trænge vi til kjærlig Bistand af den danske Gavmildhed i de forskjellige paapegede Retninger, og for enhver saadan Gave vil vor Taknemlighed være ligesaa inderlig som Trangen til Gaven er stor!

For det Modtagne skal Tilstaaelse blive offentlig meddeelt.

Vi tillade os ærbødigst at anmode de ærede Herrer Avisredacteurer om velvillig Optage se af Foranstaaende i deres respective Blade. Comiteen til Understøttelse af de ved Choleraepidemien i Skagen Nødlidende og Afdødes Efterladte, den 8de November 1853. 

N. P. Christensen, Kjøbmand. Th. Meyer, Fyrinspecteur. B. Andersen, Borgerrepræsentant, Dbrmd. N. Kjelder, Strandingscommissionair. L. Klemmentsen, Borgerrepræsentant. I. C. R. Berg, Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1853, 2. udgave).

Miracelmidlet Revalenta Arabica. (Efterskrift til Politivennen)

Den 19. august 1853 havde indenrigsministeriet i Bayern proklameret at Barry du Barrys produkt ikke skulle defineres som et lægemiddel, men som et næringsmiddel. Produktet blev også markedsført i Danmark i meget store annoncer, til tider med illustrationer:

Annonce i Dagbladet (København) 26. august 1853. Se tekst nedenfor.

DU BARRY's

Sundheds- og Kraft-Restaurations-Farina

for Syge af enhver Alder og for svage Børn.

Et behageligt Farina til Frokost og Aftensmad, som er opdaget, plantes og indføres alene af Barry du Barry & Co., 77. Regent Street, London.

Eier af Revalenta-Plantagen og Patent-Maskinen, hvorpaa Revalenta'en alene bearbejdes, saaledes som den skal være for at udvikle sin fulde Lægekraft.

For at sikkre Publikum imod alle skadelige Forfalskninger, der falbydes under ligelydende Navne som Ervalenta, Ravalenta osv., er Navnet Barry du Barry & Co. fuldt og tydeligt stemplet paa enhver Daase, og enhver saadan, paa hvilken dette ikke findes, er altsaa uægte.

HS Majestæts den russiske Kaisers Ukase.

Det russiske General-Consulat, London, 2Decbr. 1847.

Det er af Hs Maj. Kejseren overdragen General-Consulatet at underrette Dhrr Barry du Barry & Co. om, at deres Revalenta arabica med allernaadigst Bevilling er tilstillet det kejserlige Hosmarschalat.

Vidnesbyrd om du Harry's Revalenta arabica.

Du Barry's Revalenta arabica-Meel. Kort og træffende angiver en af de Patienter, der ved dette Næringsstof har faaet sin Sundhed tilbage, med disse Ord dets Virkning: "det bevirker Alt, hvad Medicinen forgæves søger at bevirke." Uden Hjælp af Klysterer eller Piller bevirker det fuldkommen Helbredelse af de mest indgroede Sygdomme, der i en utallig Mangfoldighed og under de mest ondartede Former have deres Sæde i Nerverne, Maven, Leveren eller Nyrerne. Listen over dem, der have gjort sig den Ulejlighed ved deres Vidnesbyrd at anerkjende de Velgjerninger, som ved Brugen af Revalenta arabiea ere blevne dem tildeel, overstiger 50,000 og indeslutter alle Klasser fra Greven indtil Haandværkeren. Den brave Sergeant Neels fra det brittiske Krigsskib "Crocodillen", der erklærer, at Revalenta'en har gjengivet ham Sundhed og Liv, og at han ønsker, at enhver stakkels Syg maa blive bekjendt med dette Lægemiddel, udtaler sin Tak ligesaa udførlig som Grev Stuart de Decies, Generalmajor King, Hans Høiærværdighed Archidiakonus Stuart osv. Hr. J. S. Newton i Plymouth erklærer paa samme Maade: "I 10 Aar har jeg lidt af slet Fordøielse, Hovedpine, nerveuse Smerter, Hypochondri og Søvnløshed og uden Nytte slugt en utrolig Mængde Lægemidler. Det er mig derfor en Glæde at meddele Dem, at deres Revalenta har helbredet mig, og at jeg befinder mig langt bedre nu end i mange tidligere Aar." I alle Tilfælde ere Beretningerne eenslydende - fuldstændig Helbredelse, Sundhed og Tilfredshed efter mange Aars unyttige og kostbare Experimenter med Medicin. Aldrig før har det været Tilfældet i Menneskehedens Historie, at en saadan Masse uimodsigelige Vidnesbyrd have foreligget til Gunst for en af den menneskelige Velfærds høieste Interesser.

(Dagbladet (København) 26. august 1853. Uddrag).

I aviser blev publiceret lignende vidnesbyrd.

Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 22. oktober 1853.

Vi omtalte for nogen Ttd stden et nyt stærkt, udbasunet Lægemiddel, som et engelsk Tidsskift antydede at vare simpel Lindsemel; en Indsender i Fdl. bekræfter denne Formodning: ""Hvad Revalenta arabika" er, siger han, er endnu ikke klart, men det fortiener næppe Tilnavnet "arabica", og jeg tvivler meget om den "Nye Opfindelses" Nyhed. Apotheker Benzon paa Svane-Apotheket her i Staden har tilberedet en Sammensætning, hvis Bestanddele han ikke holder Hemmelig, naturlig Brystmel og Lindsemel med Gummi, der i Smag og Udseende aldeles Iigner "Rev-arab.", især efterat et let Farvestof er tilsat. Naar denne Komposition koges med Vand, Bouillon, Vin osv., er det umuligt at adskille de tvende Praparater fra hinanden, og hvad der er vigtigere, det af Benzon præparerede "Revalenta" synes at have de samme diætistiske Egenskaber. Resultatet af de Forsøg, jeg har havt Leilighed til at iagttage, staar aldeles ikke tilbage for dem med den importerede og udbasunede "Revalenta". Desuden besidder den danske "Revalenta" (dansk vistnok ligesaa berettiget som arabisk) den Egenskab, at den omtrent koster kun Halvdelen af Prisen for den arabiske og sælges i mindre Kvantiteter. Jeg kan derfor anbefale den til en ligesaa almindelig Brug for den fremmede, og henleder Opmærksomheden paa den."

(Ribe Stifts-Tidende 1. november 1853),

- For en 4 a 5 Aar siden var der en Jøde i London ved Navn Meyer Baruch; han havde hændelsesviis hørt omtale et Slags Meel ved Navn Revalenta arabica og forskaffede sig et ikke ubetydeligt Forraad af samme, Gud maa imidlertid vide hvorfra. Han averterede det i alle Aviserne i England, lod Placater opslaae paa Hjørnerne, bemalede Flisestenene i Regent-Street med Universal-Melets Navn, men kaldte det dengang Ervalenta (af Ervum-lens Lindsekorn), og havde i nogen Tid en uhyre Afsætning. Han udgav det for Productet af en vis Palmerod; men da man, ved chemisk at analysere det, fandt, at han havde sat Cayenne-Peber til, hvorved det, som Medicament i mange Sygdomstilfælde, kunde være til megen Skade for de Patienter, der afbenyttede det, fik Sundhedscollegiet i London Manden - der nu, for at være rigtig fiin, kaldte sig Barry du Barry - sat under Tiltale og, saavidt vi vide, idømt en klækkelig Mulct for Udbredelsen af dette skadelige Product . . . Men Fyren var ikke forknyt: han vidste, at Skandinaverne alttd komme bag efter de andre Mationer, og en skjøn Dag sender han en Ladning til vor gode Residentsstad, udbasuner Melets vidunderlige Egenskaber, og kalder det nu, for en Forandrings Skyld, RevaIenta'en, det hjælper jo baade for Snue, slet Humeur, boldne Fingre og Liigtorne, og Meyer Baruch du Barry sad nok saa rolig i London og grinede ganske umaneerligt af os. ... Men ikke nok med det; de danske Læger fandt sig beføiede til at fraraade deres Landsmænd at kjøbe dette dyre Lægemiddel, da de kunde faae det lavet næsten 100 Procent billigere hos Apothekerne i Kjøbenhavn, og dertil vilde dette være et ldetmindst uskadeligt Medicament, hvorimod man, at dømme efter alle Antecedentia, ikke kunde vide, om Baruch's Revalenta var skadeligt; ... dette maatte dog vel aabne Øinene paa os? ... "Nei, Undskyld!" som man saa ofte hører: det skulde man ikke have noget af; det var Brødnid, der talte ud af Lægerne, og det skal være notorisk, at næsten hele Oplaget af du Barry's Revalenta her i Byen var udsolgt, og de mageløseste Cure fortælles at være bevirkede ved Brugen af samme; - flere Invalider, der have mistet Fingre, Arme eller Been, skulle have taget Tilflugten til Revalenta'en, og det skal slet ikke undre os, hvis Meyer-Baruch-du Barry fortæller i sine næste Avertissementer i de engelske, franske og tyske Aviser, at Fingrene, Armene og Benene igjen ere voxede ud på vore danske Invalider ... (Aarh. Av.).

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. november 1853).

Revalenta arabica.

Ofte seer man i Aviserne storpralende Anbefalinger for ubekjendte Lægemidler med straalende Etiquetter og glimrende Attester, men Ingen har endnu overgaaet du Barry i hans Anmeldelse af Revalenta arabica, hvilket Middel fortiden synes at betragtes som et Universalum imod alle Sygdomme; det er vistnok derfor ikke utidigt, at oplyse Publicum om Beskaffenheden af dette kostbare Product. For nogle Aar siden anførtes i Materialisternes Priiscouranter fra Hamborg et Meelstof kaldet Ervalenta, formodentlig præpareret af Lindsen (Ervurn lens, L.), med den Bemærkning, at det havde viist god Virkning i forskjellige Bryst- og Mave tilfælde; det blev imidlertid ikke paaagtet og, idetmindste hertillands, ikke videre udbredt og afbenyttet ; nogen Tid efter fremtræder, rimeligviis det samme Stof, under det pompeuse Navn Revalenta arabica, med høittravende Bemærkninger om dets helbredende Egenskaber i næsten alle Sygdomme og til en Priis af over 3 Rbd pr. Pd. Sagkyndige fandt sig naturligviis opfordrede til en nøiagtig Undersøgelse af Productets Bestanddele. Resultatet heraf vil jeg tillade mig at meddele Publiciim. Dr. F. L. Winckler, en bekjendt grundig Chemiker i Tydskland, har anstillet  9 forskjellige analytiske Prøver med Revalenta og Melet af den almindelige hvide Bønne (Viscia faba L.) og i alle Forsøg har begge Meelstofferne viist aldeles eens Phænomener, saa at han kom til en til Vished grændsende Overbeviisning om, at det beromte Revalenta arabica ikke er andet end fint Bønnemeel, som vil kunne haves for 12-16 sk. pr. Pd. Efter en anden Chemiker, Braconnots, Analyse indeholder Bønnemeel en stor Mængde reent Meelstof, foruden Plantestof, meget lidet Sukker og Salt: Melet af Bønnen formener han derfor at være meget nærende, let fordøieligt. og burde som et billigt og kraftigt Næringsmiddel, behørigt tilberedt, vistnok i mange Tilfælde, selv hos Syge, foretrækkes for mange andre Spiser; de samme Egenskaber kan man maaskee tillægge Revalenta, men videre virker det rimeligviis ikke. Couleuren, lyseguul, kan være paasat med Safran. En anden bekjendt Mand af Faget, Professor Runge i Oranienborg, har ladet Følgcnde indrykke i "Berliner Nachrichten":

"Skjøndt det ialmindelighed er en rigtig Læresætning, at den Forstandige tier til Tidens Naragtigheder, saa finder jeg dog at Berlinernes Forstandighed gaaer for vidt, naar de tie til Hr. du Barrys uforskammede og haandgribelige Praleri og Prelleri. Et Meelstof, som efter sagkyndige Englænderes Skjøn bestaaer af Lindse- og Bygmeel, bliver af fremmede Handlende solgt under Navnet Revalenta arabica til en Priis af 20 Sølvgroschen for ½ Pd. og anprises som et Middel, der helbreder alle Sygdomme. Disse Mennester arbeide i et formeligt Raseri for at helbrede de syge Berlinere, og daglig fyldes Aviserne med Lovprisen og Sygehistorier, som langt overgaae hvad hidtil nogen Mirakeldoctor har løiet. Er en slig Fremfærd forenelig med vor Medicinallov? Ingen hemmelige Lægemidler maae sælges, og her skeer det ustraffet offentlig. Retten dømte for kort siden en Kjøbmand i 5 Rbd. Mulet for at have solgt Kamilleblomster for 1 Groschen, en Anden blev endog truet med at miste sin Handelsret fordi han havde solgt Viinsteenssyre og Natron. Du Barry driver derimod med sit Middel en uforstyrret Handel og Lager for en Vareartikel, som ikke koster ham to Groschen pr. det Tyvedobbelte. Vil man endnu vedblive at lade sig saa grovt prelle? Det er muligt; thi Menneskene troe alt for gjerne paa et saadant Undermiddel, som idetniindste lover halv Udødelighed."

Nykjøbing Apothek i Jylland

den 30te October 1853.

R. Begtrup.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. november 1853).

Københavns stadsfysikus forbød annoncerne som bedragerier. Trods lægevidenskabens afvisning af midlets virkninger, fortsatte firmaet sine store annoncer igennem flere årtier.

Ribe Stifts-Tidende 27. juni 1854 omtaler pjecen "Revalenta arabica des du Barry, ein grossartiger Betrug, von Albert Frickberger" som afslører midlet som et bedrag. Det korrrekte navn er Frickhinger. Artiklen mener at revalenta arabica havde udspillet sin rolle, men at markedet var fyldt med andre lignende midler.

Se også "The Natural Regenerator of the Digestive Organs (the stomach, liver, spleen, kidneys, bowells, nerves..." (1855).