Dom om Næringsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Svendborg Politirets Dom af 16de Aug. 1852 var Commissionair E. W. van der Hude for "uberettiget Næringsbrug" dømt til at bøde 10 Rd., hvoraf Klageren, Mægler Schytt, tjente de 5 Rd. og Svendborg Kæmnerkasse fik den anden Halvdeel, hvorimod v. d. Hude ved Overrettens Dom af 2den Mai 1853 - altsaa omtrent ni Maaneder derefter - frifandtes for Citantens Tiltale. Høiesteret har nu i Torsdags - altsaa atter efter et Aars Forløb - stadfæstet denne Dom og ophævet Processens Omkostninger for alle Retter samt idømt Hr. Schytt til Justitskassen de 5 Rd., han saa flot havde vundet ved Byretten. Saadanne Sager, der ikke saa sjeident fremkomme, give et bedrøveligt Indblik i vor bedrøvelige Næringsinstitution, den smaalige Brødnid og Retsforfølgning den avler, og den Beskjæftigelse den saa tid- og pengespildende giver den offentlige Retspleie. I 2 Aar have nu 3 Retter, alle Rigets Instantser, maattet prøve og dømme i en saadan Lapperisag fordi en Mægler og Commissionair stredes om, ikke hvem der skulde have en Courtage, men hvem der turde tjene den. Og alle saadanne af Næringsforfølgelse udrundne Sager synes i de senere Aar snarere at tiltage, end aftage, formodentlig fordi Grundloven som et Skræmmebillede for alle Flittige tilsiger større Næringsfrihed. Forfølgelsesaanden vil derfor heller ikke finde Hvile, før Grundlovens Løfte opfyldeses og derved sætter en Grændse for Lovtrækkeriet i den hele elastiske Næringslovgivnings Udøvelse og Fortolkning og giver den friere Næring et større Raaderum. Men det første Skridt hertil maatte da ogsaa være, at have alle Laugs- og besværende Baand i Handelen og imellem de handlende Individer indbyrdes. Skal et Lands Handel blomstre og høste saavel Fordel som Anseelse, maa den være fri for Alt, hvad der endnu har Fornemmelsen og hele Trykket af Laugstvang og Laugsbegrændsning i sig, og saa længe ikke de Handlende selv virke til at faae den forskrumpede gamle Skorpe aflagl og det Aag afkastet, Handelen saaledes slæber om med sig, vil den ogsaa blive holdt nede i hver Bestræbelse for at skabe sig selv og Landet, sine private og de offentlige Kræfter, en større Udvikling.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. maj 1854)

Mordet i Store Kannikestræde 3. (Efterskrift til Politivennnen).

Kjøbenhavn d. 6. Febr,

- (B. T.) I Torsdags Formiddag blev Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde, myrdet af en tidligere afstraffet Person, som efter i Løverdags at være paagrebet, tilstod sin Brøde. Motivet til Forbrydelsen var at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge og Klædningsstykker.

(Dannevirke 8. februar 1854).

"Flyvp." giver en nærmere detailleret Beskrivelse om Mordet i Kannikestræde, saalydende: I Torsdags Aftes fandtes Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde 29, 2den Sal, med overskaaren Hals i sin Seng; ved Siden af Sengen stod en brændende Lampe, og Stuen var formelig udplyndret. Mistanken for denne afskyelige Misgjerning faldt paa en forhenværende Skorsteensfeierlærling fra Kjøge, hvem den myrdede Petersens Datter kun kjendte under Navnet Hans, og med hvem Petersen skal have stiftet Bekjendtskab paa et Værtshuus. Ved en af Politiet hurtigt foranstaltet Eftersøgelse lykkedes det i Løverdags at paagribe Personen, som samme Aften bekjendte, at han havde myrdet Petersen, men at det var skeet i Forening med tre andre Personer. Denne Tilstaaelse skal han imidlertid i Søndags have tilbagekaldt og erklæret, at han alene var Morderen. Resultatet af hans Tilstaaelse skal i det Væsentlige være Følgende: da han i Torsdags Middags befandt sig alene med Petersen, hvis Datter var fraværende, besluttede han at udføre den Tanke, han i nogen Tid havde gaaet om med, at myrde ham og bemægtige sig hans Eiendele. Med en Barberkniv tilføiede han Petersen et Snit bag i Nakken, og da denne styrtede om i Sengen, fuldendte han Mordet ved at overskjære Struben paa ham. Han gav sig nu til at plyndre Stuen, og da han ikke paa een Gang kunde faae Alt med sig, gik Forbryderen i sin afskyelige Frækhed saavidt, at han tre Gange vendte tilbage for at slæbe Resten bort. Den sidste Gang var det blevet mørkt, og han tændte derfor en Lampe, for desto bedre at udføre sit Ran. At han skulde have havt isinde at sætte Ild paa Sengen for at dølge Misgjerningen, har han benegtet. Alt hvad han høstede ved sin gruelige Gjerning, skal være vurderet til - 36 Rbd.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. februar 1854).

- I Tirsdags stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminalret den 27de Mai afsagte Dom i Justitssagen imod Skorsteensfeierlærling Hans Peter Vilhelm Nielsen, som den 2den Februar d. A. myrdede Liigbærer og Leietjener Hans Petersen på dennes Bopæl i Store Kannikestræde. Ved Dommen er Arrestanten dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

(Kjøbenhavn, den 29de August.) Imorges Kl. 7½ henrettedes paa Amager Skorsteensfeierlærling Olsen, som myrdede Liigbærer Petersen i St. Kannikestræde. Forbryderen, som omringet af Vægtere gik fra Byen derud, skal have seet meget bleg ud og endnu paa det Sidste spurgt, om der var Haab om Benaadning. En overordentlig stor Menneskemasse havde samlet sig om dette blodige Skuespil, der forøvrigt skal være foregaaet med stor Hurtighed og Sikkerhed. Tilskuerne skulle ikke blot have været den fattigere Deel af Befolkningen. Som Exempel paa, hvad Literatur denne ynder, fortjener at anføres, at en lille Udgave af Criminalprocessen, besørget af Criminal- og Politiretsfuldm. Søndergaard, har været solgt i henved 6000 Exemplarer. Mordet hører forøvrigt til de raaeste og frækkeste, der kunde tænkes, og da Forbryderen hverken har viist sig som exalteret eller stupid, er Dødsstraffen her udentvivl velfortjent. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1854).

Store Kannikestræde 3 er den midterste af de tre bygninger til højre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Peter Vilhelm Nielsen, 

     Skorsteensfeierlærling, 
Liigbærer og Leietjener Hans Petersens Morder.
              (Meddeelt efter Acterne.) 

Efter at have tilbragt Dagen hos Familien G., hos hvem hun havde Beskjæftigelse ved Syning, gik Jomfru Kirstine Petersen, Liigbærer og Leietjener Hans Petersens 19aarige Datter, Torsdagen d. 2den Febr. 1854, om Aftenen Kl. 10½, hjem til sin Fader, der tilligemed hende beboede et Værelse paa anden Sal til Gaarden i Huset Nr. 29 i store Kannikestræde i Kjøbenhavn. Hun var forbleven noget længere end sædvanligt hos G., paa Grund af at de skulde paa Maskerade i Casino, hvortil hun havde været dem behjælpelig med at træffe Forberedelserne. Døren til Faderens Værelse fandt hun aflaaset, og, da der ikke blev lukket op, efter at hun gjentagne Gange havde banket paa, begav hun sig ned til den i Kjelderen til Stedet Nr. 28 i samme Gade boende Værtshuusholder Niels Andersen, for at hente Nøglen til Værelset, hvilken Den, som gik sidst ud, Faderen eller Datteren, altid pleiede at bringe derned, for at den der kunde hentes af Den, som først kom hjem. Jomfru Petersen, som, efter at have lavet Kaffe til sin Fader, havde forladt Hjemmet om Morgenen lidt før Klokken 9, ventede saaledes at forefinde Nøglen hos Andersen; men denne erklærede, at han ingen Nøgle havde modtaget af Faderen, hvem han antog maatte være hjemme, hvorfor han raadede Datteren til atter at banke paa. Da dette ogsaa viste sig at være forgjæves, blev hun staaende i Gangen udenfor, indtil hun hørte Een at komme op ad Trappen, hvem hun, da han nærmede sig hende, der i Mørkningen ikke kunde gjenkjende Personen, spurgte, om det var Fader, men fik et benægtende Svar. Det var Skræddermester Rasmussen, som havde sit Værelse ligeoverfor Petersens, og, skjøndt han, med Undtagelse af et Par Timers Tid efter Klokken 9 om Formiddagen, var hjemme til om Aftenen, havde han, hvis Værelse kun ved en smal Gang var adskilt fra Petersens, end ikke hørt dennes Dør aabnet eller lukket. Han opfordrede Jomfru Petersen til at forhøre om Faderen hos Værtshuusholder Andersen, og, da hun dertil svarede, at hun alt forgjæves havde været der, leverede han hende Gadedørsnøglen, for at hun paany kunde forhøre hos Andersen. Denne havde endnu Intet erfaret, og forblev Jomfru Petersen derefter paa Husets Trappegang indtil om Morgenen, da hun, efter at have gaaet en Spadseretour, for at blive varm, igjen indfandt sig hos Andersen, nød en Kop Kaffe, og derefter begav sig til sit Arbeide hos G., idet hun yttrede til Andersen, der fandt det underligt, at hun ikke havde truffet fin Fader, at han formodentlig havde været i Casino, og at han havde fortjent dygtige Skjænd herfor.

Værtshuusholder Niels Andersen havde kjendt Liigbærer Petersen fra tidligere Tider, navnlig fra den Tid, de begge conditionerede her i Staden, og, siden Petersen i December Maaned 1853 fraskiftede en Portnertjeneste og kom til at boe i Kannikestræde, næsten dagligen seet ham i sit Huus, hvor Liigbærercontoirets Tilsigelsessedler til Petersen, til at møde ved Begravelser, bleve modtagne og afhentede af denne, ligesom Andersen ogsaa jevnligen modtog anden Besked til Petersen; saaledes havde han op ad Formiddagen, efter Jomfru Petersens Bortgang, modtaget det Budskab, at man hos Consul N. N. ønskede Petersens Assistance ved et Bal, som skulde afholdes Dagen efter. Da Andersen af nogle Liigbærere, som bemeldte Torsdag henad Middagen indfandt sig hos ham, havde, paa sit Spørgsmaal til dem, om de ikke havde seet noget til Petersen, faaet et benægtende Svar, og han fandt det paafaldende, at denne ikke havde spurgt om "Tilsigelserne“, bestemte han sig til at gaa ind paa hans Værelse, for at see, om der ikke skulde være noget iveien med ham. Han henvendte sig derfor til Eierinden af Stedet Nr. 29, Madam Hansen, af hvem han erholdt en Nøgle, men vilde ikke aabne Døren, medmindre Værtinden ogsaa var tilstede, hvortil han fik hende overtalt, skjøndt hun gjorde det ugjerne, paa Grund af at Andersen havde yttret, at han havde en besynderlig Følelse i det Øieblik. Madam Hansen gik derefter ind til Skrædermester Rasmussen, og, i Følge med denne, aabnede Andersen Døren til Petersens Værelse."Her er jo Ingen“, sagde Andersen til sine Ledsagere, og tilføiede, da han i det Samme bemærkede den Confusion, hvori Alt befandtes i Værelset, at her ikke saae videre godt ud. Gulvet, Væggene, Kakkelovnen, Døren og Meublerne vare overstænkende med Blod og, ved at opløfte Dynen paa Liigbærer Petersens Seng, fandtes han livløs og svømmende i Blød. Andersen aflaasede derpaa Døren og afleverede Nøglen til Madam Hansen, som ufortøvet gjorde Anmeldelse om det Passerede til Politiet. Under den derefter indledede criminelle Undersøgelse forklarede Jomfru Kirstine Petersen, at hendes Fader havde været i et særdeles godt Humeur, da hun den foregaaende Dags Morgen forlod Hjemmet. Der kunde ikke være Tanke om, at han havde taget sig selv af Dage, thi, saavidt hun vidste, var der Intet, der havde trykket hendes Faders Sind. Han havde vel fortalt hende, at han skyldte 41 eller 42 Rigsdaler bort, men han ventede til Qvartalets Slutning at kunne betale Enhver Sit. Han havde derhos ved flere Leiligheder, naar Talen kom paa Selvmord, erklæret, at "et Menneske aldrig burde berøve sig selv Livet; thi, da Gud havde skjænket Livet, burde det ogsaa være ham overladt at tage det." Der kom ikke Mange til hendes Fader, navnligen kun nogle Ligbærere og hans Brødre; først paa den senere Tid havde der flere Gange indfundet sig en ung Bondekarl, ved Navn Hans, som, efter Sigende, var en Søn af en Gaardmand her i Sjælland, og med hvem hendes Fader havde gjort Bekjendtskab hos Værtshuusholder Rasmus Olsen i Adelgaden Nr. 295 i Kjelderen. Hans blev omtalt som en Person, der brugte flere Penge end han havde Raad til, samt havde pantsat flere af sine Klædningsstykker paa Assistentshuset. Han havde havt den Plan, at han og hendes Fader skulde gaa i Compagni om et Værtshuushold, hvortil han troede at kunne skaffe Penge fra sine Forældre, naar hendes Fader ogsaa kunde reise nogle; i Tirsdags havde han imidlertid foreviist et Brev fra Hjemmet, hvormed han ikke var tilfreds, og hvori omtaltes, at Forældrene selv vilde komme ind til Staden.

Da den af Politiet foretagne Undersøgelse af Localiteterne hos Liigbærer Petersen tydede paa, at han var bleven et Offer for et røverisk Overfald, og Jomfru Petersens Forklaring henledede Opmærksomheden paa en Person, der i den sidste Tid stadigen var kommen til hendes Fader, blev den ommeldte Bondekarl eftersøgt hos Værtshuusholder Olsen. Løverdagen den 4de Februar, om Eftermiddagen Klokken 3, blev en Person de antruffen, som svarede til det af Jomfru Petersen paa Hans opgivne Signalement. Han navngav sig Hans Peter Vilhelm Olsen. Ved den med hans Samtykke foretagne Visitation fandtes han iført flere end de nødvendige Klædningsstykker (saaledes 3 Par Beenklæder og 2 Veste) og vare flere af hans Klæder bestænkede med Blod. Han bragtes paa Politikammeret, hvor Jomfru Petersen i de Klædningsstykker, Anholdte havde været iført, og i de andre hos ham forefundne Gjenstande gjenkjendte flere, som borttagne fra hendes Faders Værelse. I det samme Dag optagne Criminalkammerforhør erklærede Anholdte, efter en alvorlig Formaning til ikke, saaledes som han havde paabegyndt, at fravige Sandheden, - at han nu vilde sige den: Han havde den foregaaende Aften forøvet Tyveri i et Sted i store Kannikestræde ligeoverfor Regentsen. Efterat han nemlig paa Gaden havde truffet 2 Personer, som han havde gjort Bekjendtskab med paa forskjellige Værtshuse, bleve de enige om at forøve et Tyveri i bemeldte Sted, som den ene af disse Personer, Peter Petersen, anviste. De gik samlede derop, og Anholdte blev staaende paa Gangen, for at passe paa, medens de 2 Andre, Peter Petersen og Ole Hansen, forøvede Tyveriet. Efter nogen Tids Forløb kom disse tilbage med endeel Tøi, som bragtes ned i Kirsebærgangen, hvor de deelte det imellem sig, og Anholdte fik de Gjenstande, som han er fundet iført eller i Besiddelse af, med Undtagelse af de ham selv tilhørende. Efter paany at være formanet og foreholdt det Utroelige i, at han paa den Maade skulde være kommen i Besiddelse af Klæder, der desuden vare besudlede med Blod, indrømmede Anholdte, at han "idag" havde hørt fortælle, at en Person, som beboede det Værelse, hvori Tyveriet blev forøvet, skulde være bleven dræbt; men Anholdte nægtede paa det Bestemteste at vide, om Drabet var forøvet af hans 2de Kammerater, da han selv aldrig nogensinde havde været inde i Værelset. Gjort opmærksom paa det Usandsynlige ogsaa i denne Forklaring, erklærede han, at nu skulde han sige, hvorledes det forholdt sig, og fremkom derefter blandt andet med følgende Fortælling: Efter et Besøg hos Liigbærer Petersen "itorsdagsmorges“, mødte Anholdte paa Hjørnet af Kjøbmagergade og store Kannikestræde Peter Petersen og Ole Hansen, hvilke han fortalte, hvorfra han kom, og spurgte disse ham nu, om der ikke var Noget at erholde hos "Personen." Anholdte yttrede dertil, at Liigbærer Petersen var i Besiddelse af forskjellige Effecter, og det blev derefter bestemt, at de i Forening skulde udplyndre ham, idet Anholdte skulde blive staaende udenfor paa Trappen og holde Vagt, medens de Andre gik ind og udførte Gjerningen, og det blev tillige aftalt mellem dem, at Liigbærer Petersen skulde dræbes, dersom de ikke paa anden Maade kunde komme i Besiddelse af hans Eiendele. Efter omtrent 10 Minuters Forløb aabnede Peter Petersen Døren ud til Gangen og vinkede ad Anholdte, som nu kom op i det af Liigbærer Petersen beboede Værelse, og saae Anholdte da, at denne laae dræbt i sin Seng, hvilket Peter Petersen betydede ham ved ad pege hen paa det med Blod besudlede Sengested. Efterat Anholdte saaledes havde seet, at Mordet var forøvet, deeltog han med de Andre i at udplyndre den Afdøde, og de borttoge og bortbare Hver forskjellige Gjenstande, efterat de Hver for sig havde iført sig nogle af Klædningsstykkerne. Anholdte tilføiede sluttelig, at, uagtet han saaledes var medskyldig og meddeelagtig i det begaaede Mord, og ikke kunde undgaae sin Straf, maatte han paa det Bestemteste benægte, at han selv havde begaaet det, hvilket han, efter Alt, der var passeret, maatte antage at være forøvet af Peter Petersen. Denne Forklaring vedblev han. Forhørsdommeren decreterede derefter Arrest paa hans Person.

Samme Dag blev Retten sat paa Almindelig Hospitals Liigstue, hvor den Dræbte var henbragt, og hvor Arrestanten fremstilledes. Han blev opfordret til at erklære, om han ingen anden Andeel havde i Mordet end den af ham vedgaaede, men, idet han lagde Haanden paa Liget - i hvilket han gjenkjendte den Hans Petersen, i hvis Mord han havde været meddeelagtig forsikkrede han, at, skjøndt han var deelagtig i Mordet, som af ham tidligere forklaret, havde han dog hverken personlig deeltaget i samme eller været tilstede i Stuen, da den Afdøde blev myrdet, hvilken Forklaring han vedblev, uagtet det blev betydet ham, med hvilken ny Brøde han betyngede sin Samvittighed, ved at vælte Skylden over paa Andre. Arrestanten erklærede gjentagende, at han havde Andeel i Mordet, men nægtede, at det havde været paa anden Maade, end at han havde staaet Vagt udenfor, medens de to Andre gik ind og forøvede det.

Den næste Dag, Søndagen den 5te Februar, sattes Retten paa Almindelig Hospitals Obductionsstue, hvor Arrestanten blev fremstillet. Han gjentog, idet han lagde Haanden paa den Afsjæledes Hoved, paa det Høitideligste sin Nægtelse af at have havt nogensomhelst personlig Andeel i eller været nærværende ved det begaaede Mord, uagtet han vedblev sin Tilstaaelse om Meddeelagtighed i dette. Saavel denne, som den foregaaende Gang, da Arrestanten afgav Forklaring ved Liget, bevidnede han, med den største Rolighed og Sikkerhed, samt uden mindste Vaklen, at han var aldeles uskyldig med Hensyn til selve Udførelsen af Drabet, og, ved sin første Fremtræden for Liget, kaldte den Afdøde idet han lagde Haanden paa dennes Hjerte - "sin bedste Ven."

Arrestanten, der derefter var bleven afgiven til Arresten, blev samme Dags Eftermiddag fremstillet i Rettens ordinaire Locale, og vedgik nu, at han alene havde gjort sig skyldig i Mordet paa Liigbærer Hans Petersen, og vare de nærmere Omstændigheder dermed følgende: Efterat Arrestanten, der omtrent i Midten af afvigte Januar Maaned var udbrudt af Kjøge Byes Arrest, hvor han hensad, som mistænkt for at have begaaet et Aftenen den 9de November sidstl. i bemeldte Byes Laugshuusgade forøvet Indbrudstyveri, havde taget Ophold her i Staden, gjorde han hos Værtshuusholder Olsen Bekjendtskab med Ligbærer og Leietjener Hans Petersen, hvem han oftere besøgte paa dennes Bopæl i Kannikestræde, og med hvem han, der udgav sig for en Gaardmandssøn fra Byens Omegn, havde talt om, i Forening at oprette et Værtshuushold, hvortil han yttrede formentlig at kunne skaffe nogle Penge. Onsdagen den 1ste Februar fattede han den Beslutning at myrde Petersen. Under sit Bekjendtskab med denne havde Arrestanten aldrig været uenig med ham, og Petersen havde stedse viist Forekommenhed og Gjæstfrihed med Arrestanten, og selv den Morgen, da Arrestanten udførte sin Beslutning, havde der ikke været nogensomhelst Trætte imellem dem, og Samtalen havde dreiet sig om ligegyldige Ting, som Arrestanten ikke længere saae sig istand til at erindre. Den eneste Bevæggrund til Mordet var, at han vilde tilvende fig de Effecter, han paa Petersens Bolig havde feet denne i Besiddelse af, og hvilke han deels vilde benytte selv og deels sælge eller pantsætte, for at skaffe Midler til at komme bort her fra Landet, hvilke han ikke vidste paa anden Maade at tilveiebringe. Til den Ende begav han sig den følgende Dag, Torsdagen den 2den Februar, om Morgenen Klokken 9, forsynet med en ham tilhørende Barbeerkniv, for dermed at begaae Mordet, hen til Petersen, hvem han traf ene, og med hvem han blev enig om at spise Frokost sammen, hvortil Arrestanten hos den i Stedets Kjelder boende Andersens Hustru kjøbte en Pægel Brændeviin og en Flaske Øl, i hvilken Anledning han, der dengang ikkun eiede 8 Sk., pantsatte et ham tilhørende Lommetørklæde for 3 Sk. Da de havde spist og Drikkevarerne vare fortærede, og Petersen, iført Beenklæder og Skjorte, havde sat sig ned paa en Stol ved Vinduet, fremtog Arrestanten, der stod ved hans høire Side, og nu fandt Leiligheden passende, Barbeerkniven ubemærket af Petersen, og, idet han fortsatte den begyndte Samtale, samt slog den halve Deel af Gardinet ned, for at forhindre, at Nogen skulde see ind, bibragte han Petersen et 6½ Tomme langt og over 1 Tomme dybt Snit bag paa Halsen op mod Nakken, hvorved Skaftet blev afbrudt af Kniven, af hvilken Arrestanten beholdt Bladet i Haanden. Da Petersen, holdende med begge Hænder om Saaret, uden at skrige, var styrtet hen og havde kastet sig over sin, i omtrent 3½ Alens Afstand fra Stolen staaende Seng, saaledes at han laa paa Maven med den venstre Side af hovedet opad, sprang Arrestanten hurtigt efter ham, greb ham i Ansigtet og bøiede Hovedet tilbage, samt gav ham med det nævnte Knivsblad et dybt Snit tværs over den forreste Deel af Halsen, hvorved Petersen, idet der stod en stærk Straale af Blod ud af Saaret, sprang i Veiret, rækkende sine Arme ud mod Arrestanten, ligesom for at støde ham bort, men dertil var han altfor magtesløs, og han faldt om i Sengen, uden at røre sig mere; hvorefter Arrestanten kastede Liget, der med Hovedet laa mod Fodenden af Sengen og med Benene udaf samme, heelt op i Sengen og tildækkede det med Dynen. Han tilvendte sig nu et paa Bordet liggende Sølvuhr; af et Skriin, hvilket han opbrød med en forefunden Sax, omtrent 6 Rbd. i Sølvpenge, nogle Prætiosa, samt 2 Sølvtheskeer, og af de øvrige i Værelset værende Effecter endeel Klædningsstykker m. v., hvilke Gjenstande han dog først efter at have med en i den paa Bordet liggende Portemonnaie forefunden 3 Sk. indløst sit i Kjelderen pantsatte Lommetørklæde, ved hvilken Leilighed han, for at skjule, at hans Trøie var besudlet med Blod, iførte sig en, den Afdøde tilhørende Frakke bragte bort, idet han aflaasede Døren og tog Nøglen med sig. Uhret, Prætiosaerne og Theskeerne solgte han for 8 Rd. 3 Mk., og indleverede de øvrige Gjenstande til Pantsætning paa 2 forskjellige Steder, hvor han omtrent Klokken 3 om Eftermiddagen hentede Laanesummen, circa 20 Rd., hvornæst han atter begav sig op paa den Myrdedes Værelse og tilvendte sig flere Klædningsstykker, hvilke han tildeels iførte sig, og hvormed han, medtagende Nøglen til Værelset, begav sig til sit Logis paa Hjørnet af Vognmagergade og Brøndstræde. Her forblev han indtil det var blevet mørkt, da han 3die Gang begav sig til den Myrdedes Bolig, lukkede sig ind i Værelset, pakkede en stor Deel i samme endnu forefundne Effecter i en dersteds staaende og med Blod besudlet Trækasse, i hvilken Anledning han antændte den Afdødes Lampe, en saakaldet Studeerlampe, uden Kuppel, og bortbar Kassen til sit Logis, idet han forinden han aflukkede Leiligheden, hvortil han atter medtog Nøglen henstillede den brændende Lampe saaledes under det ene Sidestykke af Sengen, at han haabede derved at bevirke Sengens Antændelse, og ved en paa den Maade opstaaet Ildebrand at skjule Sporene af den af ham begaaede Forbrydelse, hvilket Attentat imidlertid, da Lampen, formeentlig af Mangel paa Olie, er udgaaet kort efter hans Bortgang, ikke havde anden Virkning, end at der blev brændt et hul i Sidestykket af Sengen. Arrestanten erklærede derhos paa Anledning, at de 2de, under Sagen tidligere omforklarede Personer vel vare virkelige, ham bekjendte Personer, men, ligesom deres Opholdssteder vare ham ubekjendte, saaledes havde de ingensomhelst Andeel havt i de af ham begaaede Forbrydelser, og Grunden til, at han angav dem som Medskyldige, var ene den, at han derved tænkte at gjøre sig selv mindre strafskyldig. Med Hensyn til fit Foregivende for den Afdøde, at hans Navn var Hans Nielsen og at han var en Søn af en Gaardmand, angav han Grunden dertil at være den samme, ifølge hvilken han under sit Ophold her i Staden var flyttet fra det ene Sted til det andet, nemlig at forebygge, at man skulde erfare hans sande Stilling, som en undvegen Forbryder, og Politiet, af hvilket han troede sig eftersøgt, komme paa Spor efter ham, og havde han indladt sig med den Afdøde om det ovennævnte Compagniskab, for desto lettere at faae ham til at troe, at han var den, han udgav sig for.

Ved den over Liget af den Myrdede omtrent var 41 Aar gammel og af en robust Bygning afholdte Obductionsforretning blev det befundet, at den eneste Beskadigelse paa samme, der kunde komme i Betragtning som Dødsaarsag, var Saaret foran paa Halsen, ved hvilket, der var af 5½ Tommes Længde, blandt andet Strubehovedet heelt og den store Halsblodaare paa høire Side tildeels var overskaaret, idet der ved Aarens Overskjæring maatte afstedkommes en hurtig, dødelig Forblødning, medens Snittet i Nakken, paa Grund af sit Sted, ikke kunde bevirke nogen synderlig stærk eller farlig Blødning.

De Gjenstande, Arrestanten, som meldt, tilvendte sig, og som tilhørte deels den Afdøde, deels dennes Datter og hendes Forlovede, og deels Liigbærerlauget, vare omtrent af 170 Rdl. Værdi.

Arrestanten vedgik endvidere, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han om Aftenen mellem Klokken 7 og 8 den 9de November 1853 igjennem et Vindue, han havde aabnet ved at slaae en Rude ind, var stegen ind i Arbeidsmand Lars Jensens Bolig i Laugshusgaden i Kjøge, paa en Tid, da denne og Hustru vare fraværende paa en Reise, og der havde tilvendt sig adskillige Klædningsstykker m. v., til en Værdi af 41 Rdl. 4 Mk., foruden et Pengebeløb af 5 à 6 Rdl., samt den 23de Januar næstester havde frastjaalet Skorsteensfeiersvend H. C. Christensen fra dennes Logis i et uaflaaset Værelse i Stormgaden Nr. 195 i Kjøbenhavn endeel, til 32 Rdl. 5 Mk. 8 Sk. ansatte Effecter og et Pengebeløb af 4 Mk.

Arrestanten, der er 24 Aar gammel, er ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 23de Februar 150, for at have frastjaalet Tjenestekarl Abraham Jensen et i dennes Kammer, hvortil Adgangen var aaben, hængende Sølvlommeuhr, af Værdi 6 Rdl., anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og har, ifølge samme Rets Dom af 20de April 1850, været straffet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide, som skyldig deels i Tyveri, forbundet med Indbrud, og deels i Bedrageri. Han havde nemlig den 12te Marts s. A. stjaalet nogle, Malerlærling Vilhelm Thorvaldsen Rustgaard tilhørende, til 4 Rdl. 3 Mk. vurderede Klædningsstykker m. v., der vare beroende i et Værelse i Baghuset til Gaarden Nr. 7 ved Gammelstrand, til hvilket Værelse han skaffede sig Adgang, idet han ved hjælp af en Stige, som han fra et andet Sted i Gaarden bragte hen til bemeldte Baghuus, frøb igjennem et Vindue, der var tillukket, men efter Arrestantens Forklaring uden at Krogene vare fastgjorte. I Bedrageri havde han gjort sig skyldig med Hensyn til et. Johan Christopher Andersen tilhørende, til 6 Rdl. vurderet Uhr, hvilket han uden Tilladelse havde pantsat, og med Hensyn til 1 Rdl., der af Pigen Else Andersdatter var ham leveret, for at han skulde bringe den til hendes Broder, bemeldte J. C. Andersen, men hvilken han selv forbrugte.

Betræffende hans tidligere Livsforhold giver Lærer ved Kjøge Borgerskole, Dannebrogsmand P. E. Becher, Arrestanten følgende Vidnesbyrd:

"Hans Peter Vilhelm Nielsen, en Søn af afdøde Skorsteensfeier Henning Peter Bohn Christian Nielsen og Hustru Lovise Vilhelmine Petersen, og født den 2den April 1830, blev i November 1838 opflyttet fra Kjøge Borgerskoles Elementairklasse til 1ste Drengeklasse, hvorfra han i November 1840 rykkede op i 2den Drengeklasse, og her forblev han indtil han i October 1843 udskreves til Confirmation, uden at naae op i øverste eller 3die Drengeklasse. I 5 Aar stod jeg saaledes i Forbindelse med bemeldte Drengebarn, og maatte dagligen beklage de uheldige Familieforhold, under hvilke han levede. Faderen var nemlig yderst forfalden og endte Livet, som Følge af et Fald i Drukkenskab, medens Sønnen endnu kun var 22 Aar gammel. Den 8de April 1835, altsaa da Sønnen var 5 Aar, giftede Moderen sig med Skorsteensfeier Jacob Jørgensen, der var forfalden til samme Last, som Nielsen, og under denne Stedfader fik Drengen nu sin Opdragelse, som væsentlig bestod i, at han dagligen maatte løbe omkring med den drukne Mand, og krybe op i de Skorstene, der vare uoverkommelige for den svækkede Dranker. Sandsynligvis har den nuværende Forbryders Hang til at bemægtige sig Andres Eiendele skudt sin første Spire under denne Omvanken i Husene, endskjøndt jeg ikke har nogen Erindring om, at der i hine Dage blev ført Klage derover. Det følger af sig selv, at Drengens Skolegang under lige Forhold var høist uordentlig. Hjemmeflid kunde der naturligvis ikke være Tanke om, og Forsømmelserne løbe ofte op til en Fjerdedeel af Skoletiden. Naar han mødte i Skolen, var han ureenlig i sit Ydre, og kunde kun med stor Vanskelighed føre Pen og Griffel med de saarede og overanstrængte Hænder. Til den Aandssløvhed og Raahed, som, ifølge Ovenstaaende, allerede tidligere maatte udvikle sig hos ham, kom endnu dette, at han af Naturen var maadelig begavet, uden Interesse for Roes eller Opmuntring, temmelig ligegyldig ved Frettesættelser og Straffe, samt mut og tvær i sit hele Væsen. Derimod var han dristig og uforfærdet ved de Vovestykker, Drengebørn ikke sjeldent finde paa, og saaledes ogsaa Mester under de gymnastiske Øvelser. Han var og forblev et af de saakaldte Skumpelskud i Skolen, hvor han netop lærte saameget, som behøvedes for at kunne blive confirmeret, hvilket skete den 14de April 1844. Desuagtet erindrer jeg ikke, at han i sin Skoletid begik nogen egentlig umoralsk Handling. Stedfaderen døde den 29de Juli 1844, og den 9de Juni 1848 giftede Moderen sig 3die Gang med Skorsteensfeier Niels Christian Sørensen, der ikke kan have havt nogen synderlig Indflydelse paa den allerede 18 Aar gamle Stedsøn, som desuden var kommen eller snart derefter kom ud af Huset."

Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets under 27de Mai 1854 afsagte Dom i den mod Arrestanten for Mord, Mordbrand og Tyveri anlagte Justitssag der ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 18de April s. A. blev at paakjende ved denne Ret, uanseet at den Forbrydelse, som foranledigede hans Paagribelse og den første Forfølgning imod ham, var begaaet i Kjøge Kjøbstad — blev han, i Henhold til Forordningen 11te April 1840, §. 34, 4de Membrum, dømt efter L. 6-9-12, cfr. Forordningen 24de September 1824 §. 1, til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

Ved Høiesteretsdom af 1ste August 1851 blev Kriminal og Politieretsdommen stadfæstet..

(Niels Matthias Petersen: Mærkelige danske Forbryderes Levnet. 1856. s. 114-130)

Store Kannikestræde 29 er nutidens Store Kannikestræde 3. Huset er fra 1833.

Vægter dømt for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

En Vægter, tiltalt for Misbrug af sin Myndighed. Natten mellem den 21de og 22de Septbr. f. A. Kl. 12 kom nogle Personer, der i Selskab med andre vare paa Veien herind til Staden i den søndre Allee udenfor Vesterport i en Ordstrid med 2 dem ubekjendte Mandspersoner, af hvilke den ene snart fjernede sig, hvorimod der opstod et Slagsmaal med den anden. Da Carl Frederik Borch, som havde Post som Vægter paa den nærmeste Deel af Vesterbro, havde begivet sig hen til det Sted, hvor hiint passerede, fandt han, efter hvad han har forklaret, en Deel Personer i høirøstet Samtale, og paalagde dem strax at tie stille og at forføie sig bort, hvilket Paalæg ikke mødte nogen Indvending eller fremkaldte trodsig eller fornærmelig Adfærd imod ham, men, da de Paagjældende ikke strax taug, og, som B. har udtrykt sig, nogen af dem gik hen imod ham, gav han, uden at der var sagt et Ord til ham, eller paa anden Maade givet ham Anledning til at befrygte, at man enten vilde modsatte sig hans Befaling eller personlig angribe ham, sig til, idet han i Øieblikket tænkte sig Muligheden deraf, at bruge sin Stok, og ved med denne, der var en saakaldet Naturstok af Egetræ, og havde et Omfang foroven af 4 Tommer og forneden, hvor den var stærkt beslaaet med Jern, af 3 Tommer, at tildele forskjellige Personer Slag, fordrev han samtlige Vedkommende ned ad Alleen henimod Indgangen til Jernbanegaarden.

Imidlertid havde Politibetjentene Martin Hertz og Ludvig Hertz samt Opsigtsbetjent Steensbech, der efter en tilendebragt Patrouillering sadde paa en Bænk i den nordre Allee, bemærket, at Uorden fandt Sted i den anden Allee, og navnlig hørt nogen skrige meget høit, samt at det lod som om nogen blev slaaet med en Stok, hvisaarsag de ilede over i den sidstnævnte Allee, hvor de antraf endeel Personer, som forfulgtes af Borch. M. Hertz, der vil have foreviist sit Politiskilt for Borch og betydet denne, samt en anden tilstedeværende Vægter at de skulde begive dem til deres Poster, gjorde udtrykkeligt opmærksomt paa, at det var Politiet, der var kommet tilstede, men han havde neppe udtalt, førend B. løftede sin Stok og bibragte ham et Slag i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, hvorefter B. ogsaa tilføiede Opsigtsbetjent Steensbech, der ligeledes fremtog sit Skilt, og foreviste der for B. et Slag med Stokken over den høire Arm. B. vendte sig derefter til Politibetjent Ludvig Hertz og gjorde Mine til at slaae ham, men han forebyggede Slaget, ved at tilraade B., om han slog Politiet, og ved at holde ham Politiskiltet lige under Øinene.

Saavel M. Hertz som Steensbech indlagdes strax i Frederiks Hospital og under 23de Septbr. erklærede Overchirurgen, Professor Stein, med Hensyn til H., at han havde et contunderet Saar i venstre Tinding af lidt over 1 Tommes Længde, men uden Blottelse af Benet, hvorimod der havde viist sig nogle Hjernetilfælde af en saadan Beskaffenhed, at deres Udfald endnu ikke kunde bestemmes, og i Henseende til S., at han havde en Contusion af høire Albueled, der dog rimeligviis ikke vilde bevirke nogen blivende Skade paa hans Helbred og Førlighed. Under 6te October har Prof. Stein, næst at bemærke, at H. havde den 26de Septbr., ifølge eget Forlangende, forladt Hospitalet, efterat de Tilfælde af Hjernerystelse, som ledsagede Beskadigelsen, vare hævede, yttret, at Saaret kun var trængt igjennem de bløde Dele uden Beskadigelse af Benet, og at det saaledes kunde antages, at denne Læsion ikke vil efterlade Følger for Fremtiden, hvorhos han med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt den Beskadigedes Liv kan have varet udsat for øiensynlig Fare, har tilføiet, at det maa antages for afgjort, at et voldsomt Slag med en Stok af den Beskaffenhed, som den omhandlede, lettelig kunde have havt Døden til Følge.

I Forhør af 29de October har M Hertz erklæret, at det paagjældende Saar vel ikke endnu var fuldkomment lægt, men at han dog følte sig saa vel, at han igjen havde meldt sig til Tjeneste. For Steensbechs Vedkommende har Prof. Stein under 6te Octbr. yttret, at han, ifølge egen Begjæring, forlod Hospitalet d. 27. Septbr. i saa kjendelig Bedring, at hans fuldstændige Helbredelse kunde ventes inden kort Tid og det uden Følger for Fremtiden, og i Forhør af 4. Octbr har Steensbech erklæret, at han ingen Fornemmelse har af den ham tilføiede Beskadigelse.

Tiltalte Borch benægtede, at Nogen har, førend efter at han havde ophørt at tildele Slag med sin Stok foreviist ham Politiskilt, eller betydet ham, at det var Politiets Betjente, der vare komne tilstede, og, idet han, i Overensstemmelse hermed har anført, at han ikke slog Nogen, efter at han var kommen til Kundskab om, at Politiets Betjente havde indfundet sig, antog han, at M. Hertz og Steensbech have været iblandt de Personer, han, som ovenmeldt, bortjog, og der blev under Sagen ikke tilveiebragt Beviis for, at han, da han tilføiede H. og S. de omtalte Slag, vidste, at de vare til Politiet henhørende Betjente, i hvilken Henseende det med Hensyn til den ovenfor omtalte Foreviisning af Politiskiltene, bemærkes, at Tiltalte, efter hvad der er oplyst, maa antages at være i høi Grad nærsynet.

Som Følge heraf kunde der ikke paadrages ham Strafansvar fra det Synspunkt, hvorfra den Deel af Actionen gik ud, under hvilken han sigtedes for at have tilstået H. og S Legemsbeskadigelser under Udførelsen af deres Tjenesteforretninger, men derimod blev han fældet som skyldig i Misbrug af den ham, som Vægter tilkommende Myndighed, og blev han - der er 43 Aar gl., og ifølge Politidirecteurens Resolution har for usømmelige Udladelser imod en Politiofficiant straffet med Fængsel paa Vand og Brød - ved Criminalrettens Dom af 21. januar nu anseet med lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1854, 2. udgave. Afsnit er indsat for at øge læsbarheden).

Pastor Kofod indespærrer Dreng i Slagelse. (Efterskrift til Politivennen)

For 5 a 6 Uger siden blev Dr. Rudelbach, der er Sognepræst til St. Mikkels Kirke i Slagelse, ved at læse med sine Konfirmander i en af Skolestuerne paa Borgerskolen, opmærksom paa en klynkende Lyd, som kom fra Sideværelset. Ved at undersøge, hvad dette kunde være, viste det sig da, at Pastor Kofod, i eller under Skoletiden, havde indespærret en 12- a 13aars Dreng i et i Muren anbragt Skab, som han havde aflaaset, og var derpaa gaaet fra Skolen, uden at han derefter skjænkede denne Sag videre Opmærksomhed. Pastoren har rimeligviis glemt Drengen i Skadet, da man ikke bør troe, at det har været Præstens Hensigt at qvæle Drengen, der iøvrlgt, ved sin Udlukning af Skabet, nok ikke havde ret langt tilbage. Med Drengens Fader skal Pastor Kofod have affundet, sig, men der skal fra anden Side vare indgivet Klage til Skolecommissionen over Pastor Kofod, der er Inspecteur og tillige Lærer ved Skolen, og det er at haabe, at Kofod, paa Skolekommissionens Indstilling, vil blive afskediget, idetmindste som Inspecteur. (Sjællp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. januar 1854).

Til denne historie tilføjedes:

Da det unegteligt vilde være Skade for Skolen og ubilligt mod de andre Lærere, blandt hvilke ere flere dygtige Mænd, om en saadan Mand skulde vedblive at være Inspecteur. - Dette er ikke den eneste uhyggelige Historie om bemeldte Præst, og det er derfor intet Under, at man i Slagelse nærer det ønske, at Pastor Kofod paa Borgerskolen ikke længere vedbliver at være "Manden for Skabet."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. januar 1854).

(Forlangt indrykket.)

Ved at læse "Sjællandspostens" Meddelelse i Nr. 2 d. A. af et Brev fra Slagelse maae man næsten grue over, hvad man ter læser om en Dreng, der har været i Skabet. Man maae grue, hvis det Meddeelte virkelig skulde være Sandhed, og man maae grue hvis det ikke er sandt. Enten det er sandt eller ikke sandt maae man grue! - Er det Sandhed, at det ulykkelige Drengebarn, forglemt i sin Ensomhed, sad indespærret i Skabet, hvor Døden ufejlbarlig vilde være blevet den sikkre Følge, da er det yttrede Haab om, at Pastor Kofod bliver afsat som Inspektør ved Borgerstolen, forsaavidt velbegrundet; men Haabet vil dog sikkert glippe og Præsten vil ligefuldt vedblive at være Skoleinspektør. Grunden til at Præsten ikke bliver afsat som Inspektør, mene vi, vil være den, at han er theologisk Kandidat. Efter hvad vi have Grund til at antage, maa Dr. Rudelbach sikkert være Formand for Skoledirektionen i Slagelse, og hvis han er det, hvor kan da Nogen mene, at den ene Theolog vilde træde kraftig op og hjælpe til at suspendere den Anden? De maae jo dog til en vis Grad være Brødre. - Er det derimod ikke sandt, hvad "Sjællandsposten" beretter, da gjør det os ondt for vor Kollega, at han paa Prent skal være navngivet som en Mand, der som Skolelærer maatte være saa ussel, at han ikke skulde vide nogen anden Maade at komme tilrette med Drengene paa, end ved at spærre dem inde paa en Maade, der i Ondskabsfuldes Øine let kunde see ud som attenteret Mord. Hensigten med disse Linier er at søge nøiere Oplysning om bemeldte Meddelelse i "Sjællandsposten", og vi haabe, enten at Pastor Kofod i Slagelse eller "Sjællandspostens" Referent, der neppe er en og samme Person, ville yderligere lade høre fra sig i denne for Lærerstanden interessante Sag.

To Skolelærere fra Landet.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 12. januar 1854).

Svar til de "to Skolelærere" fra vor Referent i Slagelse. I "Sjællandsposten" Nr. 5 har jeg seet de tvende Skolelæreres Udtalelse angaaende Historien med Drengen, der paa Slagelse Borgerskole var kommen i Skabet, og skal jeg i denne Anledning bemærke, at Sagen var under Behandling i Skolekommissionen en af de sidste Dage i forrige Uge. Resultatet blev, at Dr. Rudelbach skal give Pastor Kofod en Tilretteviisning, eller med andre Ord: en Næse. Historien er nu 7 a 8 Uger gammel, og naar man veed, at den først d. 13de Januar er kommen til Behandling i Skolekommissionen, da fristes man til at tro, at Meningen har været, at Sagen skulde neddysses, dersom den ikke var bleven omtalt i Bladene. - For at de tvende Herrer skolelærere ikke skulle tro, at der er sagt formeget om deres Kollega, Pastor Kofod, vil jeg kun sige Dem, at Pastoren allerede 8 a 14 Dage før Skabhistorien passerede skal have gjort sig fortjent til at suspenderes fra Inspektørposten, hvilken han aldrig har været skikket til at beklæde. Hs. Velærværdighed, oftnævnte Kofod, skal nemlig en Dag, ved at gaae ud af den øverste Pigeklasse, have ladet Døren staae aaben, og da han kom tilbage, paastod han, at een eller flere af Pigebørnene havde begaaet denne, i hans Øine, skrækkelige Forbrydelse. Da Pigerne imidlertid ikke vilde lyve, men vedbleve at paastaae Sandheden: at HS. Velærværdighed selv havde ladet Døren staae aaben, blev Præsten saa yderlig opbragt, at han tildeelte 10 a 12 af de øverste Piger en Mængde "Haandtager", formodentlig af en Tamp, saa at de stakkels Pigebørns Hænder endnu flere Dage vare ophovnede af den lidte Mishandling. Er det ikke afskyeligt? Hvad mon Pastor Kofod vilde sige, hvis hans Børn kom hjem fra Frøkenens Skole og vare dygtigt gjennempryglede, fordi Frøkenen selv havde ladet sin Dør staae aaben? - Fordi Forældre eller Værger enten ikke have Raad eller Lyst til at lade deres Børn gaae hos Carlsen, Frænkel eller i Realskolen, ere dog de Børn, der søge Borgerskolen, ligefuldt Mennesker; og det kunde klæde Pastor Kofod meget kjønt, om han fulgte de andre Læreres Exempel: at komme og gaae til rette Tid, samt bestille noget Nyttigt i den Tid, han er paa Borgerskolen. - Iøvrigt er og bliver det en Mærkelighed, at Pastor K. saaledes kunde tage paa Vei og mishandle disse Pigebørn, da han dog ellers ingenlunde har Ord for at hade Kjønnet."

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. januar 1854).

Ifølge "Lærerstanden ved Slagelse Lærde Skole" (1861) var Carl Peter August Kofod (1814-1881) blevet kateket i Slagelse april 1851. I 1856 blev han sognepræst i Weerst og Bekke, Ribe stift. Kort efter pastor Kofods forflyttelse til Veerst (februar 1857), afbrændte præstegården. Får og kreaturer blev reddet, men indboet, herunder præstens bogsamling afbrændte. Kirkebøgerne blev reddet. Enkefrupastorinde Wraae beboede i nådsensåret stadig præstegården. Han blev senere præst i Todbjerg-Mejlby ved Århus. Han døde af et slagtilfælde. Han var søn af en præst ved Helligåndskirken i København.

Arbeiderforeningen "Concordia". (Efterskrift til Politivennen).

 - "Concordia" er Navnet paa en Forening, som tydske Arbeidere her i Hovedstaden have dannet, og som Nytaarsdag afholdt sin Stiftelsesfest i den borgerlige Forenings Lokale i lille Kannikestræde. Foreningens Formaal er "blandt dens Medlemmer at fremme almindelig Dannelse, ligesom Sandsen for alt Skjønt og Ædelt", og den tæller allerede henved 80 Deeltagere. Det kunde ved første Øiekast synes forunderligt, at de tydske Arbeidere ikke hellere sluttede sig til den allerede bestaaende, talrige danske Arbeiderforening, hvilket vilde foraarsage dem langt færre Bekostninger, end naar de danne et eget Samfund. Grunden hertil ligger imidlertid ikke i at de ville afsondre sig af nationale Hensyn (ogsaa danske Medlemmer optages); thi et af deres Formaal er netop saameget som muligt at virke hen til en Sammensmeltning eller i alt Fald en nærmere Tilslutning af Nationaliteterne, "forsaavidt som dette kan skee ad den almindelige Dannelses upolitiske Vel. Men mangt af Arbejderne selv have allerede længe været af den Formening, at den danske Arbeiderforening ikke udfolder nogen tilfredsstillende Virksomhed, hvorved man netop ikke tanker paa politiske Demonstrationer eller Partigængeri, men kun paa de Fordringer, som med Billighed kunne stilles til underholdende og belærende Dannelsesmidler. - En af de Gjenstande, der aldeles savnes i den store Arbeiterforening, er gymnastik. - Under saadanne Omstændigheder er det begribeligt, at en stor Deel Arbeidere, navnlig Tydskere, som i deres Hiem ere vante til mønsterværdige upolitiske Dannelsesforeninger (f. Ex. i Hamborg og i Hannover), have foretrukket Forsøget paa ogsaa her at grunde en saadan, og hvis "Arbeiderforeningen" ikke vil imødesee en for dens Tilværelse farlig Klfis, saa var det at ønske, at dens Bestyrelse snart vilde tage noget kraftigere fat, end hidtil er skeet.

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1854).

Deutsche Arbeiterverein Concordia eksisterede oktober 1853-1933. Indtil 1864 var der tusindvis af tysktalende slesvig-holstenere og tyskere i København, også selv om en del havde forladt byen efter Treårskrigen 1848-51, bl.a. som følge af chikanerier og trusler. En del kom dog til efter freden i 1851.

Fra starten var den genstand for politiagenter. Ved nytårsballet 1853/54 havde foreningen 160 medlemmer, og det lykkedes ikke for agenterne at skaffe sig adgangskort, men fra en kvindelig deltagers side fik de oplyst at der ikke var foregået noget "mistænkeligt", dvs. politiske taler. Politimester Bræstrup måtte også berolige Hannovers politidirektør Carl Wermuth som mistænkte foreningen for at være en politisk dækorganisation. I 1857 henvendte Wermuth sig igen til Bræstrup som 27. januar 1857 via en pasbetjent fik fat i navnene på bestyrelsen, der dog ikke gav anledning til videre undersøgelse.

Concordias formand, den hamburgensiske malersvend Christian Schnoor, oplyste den 5. februar 1857, at foreningens formål var ”at virke til standens såvel fysiske som intellektuelle uddannelse, i hvilket øjemed, der gives undervisning i dansk, engelsk, sang, tegning og gymnastik". Han bemægtede at foreningen beskæftigede sig med politiske spørgsmål. Herefter var der ro omkring foreningen helt til dens nedlæggelse i 1933. 

Bestyrelsen blev i december 1863 blev opfordret til at tage til genmæle mod en voldsom tysk pressekritik af københavnernes angiveligt hårde behandling af de fremmede håndværkersvende, hvilket den gjorde.