Det Smithske Stipendiat til Lægen H. W. Meyer. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er et ud af tre om H. W. Meyer - et eksempel på de nationalistiske hovedstadsaviser hetzede mod en læge på grund af hans tidligere tjeneste i den slesvigholstenske hær. Se afsnittet om hvordan han blev forhindret i at få en stilling i 1855 som reservelæge på Frederiks Hospital og nekrologen 1895 andetsteds på bloggen.

Et Par Ord i Anledning i den sidste Uddeling af det Smithske Stipendium ved Kjøbenhavns Universitet. 

Af Cand. med. Erik Holst.

Uagtet Uddelingen af de Kjøbenhavns Universitet tillagte Stipendier selvfølgeligen i Almindelighed ikke kan interessere Publicum, er dog den ved afvigte Termin stedfundne Uddeling i en vis Henseende af en saadan Natur, at den fortjener at blive bekjendt i en større Kreds.

I Bekjendtgjørelsen om de Studerende, der i December Termin d. A. have erholdt det Smithske Stipendium findes nemlig blandt Andre Cand. med. H. W. Meyer, hvem der er tillagt 500 Rdl. aarlig i 2 Aar. De af dette Blads Læsere. der ikke tidligere have hørt Noget om denne Cand. Meyer, og som i den Anledning maatte see efter i Selmers personalhistoriske Værk "Den danske Lægestand", ville da formodenlig blive noget overraskede ved at see, at Cand. med. H. W. Meyer, der, født i Fredericia 1824, blev Student i Kiel 1843 og i Kjøbenhavn 1844, der underkastede sig den fuldstændige Lægeexamen her ved Universitetet i Efteraaret 1847 og kort efter Examen gik til Holsten, har været Læge i Insurgentarmeen. Som nærmere Oplysninger vilde derhos enhver medicinsk Studerende kunne meddele, at Cand. Meyer, der ved sin Afreise fra Kjøbenhavn var ansat ved Alm. Hospital, har svaret de af Hospitalets Candidater, der efter Oprørets Udbrud opfordrede ham til at vende tilbage, undvigende, indtil disse endelig erklærede ham, at han havde at ansee sig for afskediget; at man endvidere senere aldeles Intet har hørt fra ham eller om ham, undtagen dette, at han havde taget Ansættelse i Insurgenthæren, og at han der saavel har baaret Oprørsregeringens Uniform som oppebaaret dens Gage som militair Læge. Efter Oprørets Ende forblev Cand. Meyer i Holsten og forblev selv under Choleratiden, da Danmark i høieste Grad trængte til Lægehjælp, i sit nye Fædreland, som han nu altsaa maatte antages for bestandigen at have valgt sig, da han til Alles Forundring pludselig indfandt sig her i Kjøbenhavn i Slutningen af 1853. Som man dengang sagde, var Cand. Meyer dertil opfordret at en herværende Professor, der i sin videnskabelige Kosmopolitisme ikke formaaede at tage Hensyn til saadanne Smaating, som at Meyer var en overløben Dansk, der efter bedste Evne havde deltaget i Oprørernes Kamp imod Danmark, og som skal have underrettet Meyer om, at det nu var paa tiden at vende tilbage til Danmark. Omtrent samtidigen med Meyers Ankomst udkom nemlig en Bekjendtgjørelse fra det medicinske Facultet om, at det Smithske Stipendium vilde blive tilstaaet den forfatter, der inden en vis Tid leverede en Afhandling over et selvvalgt Emne af Læren om den oftentlige Sundhedspleje, og underhaanden erfarede man da tillige, at det længe følte Savn af en Lærestol i den nævnte Videnskab skulde afhjælpes, idet en saadan agtedes oprettet, naar man kunde faae en dertil Qvalificeret. At den Forfatter, hvem Prisen for den udsatte Opgave tilkjendtes maatte ansees for at være qvalificeret til Docentpladsen er en Selvfølge, og til sine Studiers videre Uddannelse erholdt da dennes Forfatter bemeldte Stipendium af 500 Rdl. aarlig i 2 Aar med Udsigt til Forlængelse. Naar man nu erfarer, at der, af Grunde som her ikke skulle nærmere omtales, kun indkom eet Arbeide, at dette Arbejde tilkjendtes Prisen, og at Forfatteren var den omhandlede Cand. Meyer, saa vil det forhaabenlig viIIigen indrømmes os, at tidtbemeldte Cand. Meyer nu er paa bedste Veie til at blive Docent ved Kjøbenhavns Universitet.

Efter saaledes at have meddelt ovennævnte Facta, tillade vi os at henvende os til Publikum i Almindelighed og vore academiske Medborgere i Særdeleshed med det Spørgsmaal: kan dette taales? Kan man med Rolighed see paa, at den Mand, der i Farens Stund sveg Danmark, ja endog tjente blandt dets Fjender, der først vendte tilbage til Danmark ved Udsigten til et godt Embede, at han ansættes som Lærer for danske Studenter? Vi kunne forstaae, at en Dansk kan svige Danmarks Sag for Oprørets Skyld; thi desværre Analogier dertil ere ikke vanskelige at linde, men vi kunne ikke forstaae, at man kan begaae en saadan Svig 2 Gange, at man igjen ved given Leilighed kan forlade Oprørets Sag og være villig til at, tjene den, man engang har bedraget, og vi kunne allermindst forstaae, at Universiteteis Bestyrelse kan tilstede en saadan Mand Understøttelse af Universitetets Midler. I vore Øine har Cand. Meyer paa den kraftigste Maade, han formaaede, tilkjendegivet, at han ikke længere ansaae sig for dansk Student; men det Smithske Stipendium er ikke skænket Andre; det er ikke bestemt, hverken for nuværende eller forhenværende Schleswigholsteinere eller andre Fremmede.

Vi tillade os derfor paa det Bestemteste at opfordre enten Cand. Meyer selv eller hans herværende Patroner til offenlig at fremsætte de undskyldende Oplysninger, som han formentligen maa have fremført for Consistorium, der neppe kan have været aldeles ubekjendt med hans Liv, og vi tillade os ligesaa bestemt al opfordre vore academiske Medborgere til, at de, saafremt de forventede Oplysninger fra Cand. Meyer ikke maatte befindes tilstrækkeligen undskyldende, hvad de i vore Øine neppe kunne blive, forene sig om efter bedste Evne at værne om Universitetets Ære og gjøre Alt deres til, al Kjøbenhavns Universitet ikke bliver en Forsørgelsesanstalt for forhenværende Schleswigholsteinere.

Velbekjendt med de Motiver, man hertillands almindelige underlægger principielle Kritiker, og derhos villig til at spare Cand. Meyers Forsvarere unyttige Ord, finder Indsenderen det ikke overflødigt til Slutning at angive, at jeg med mit Vidende aldrig har seet Cand. Meyer, end sige talt med ham, at jeg ingensinde har søgt det Smithske Stipendium, og at jeg endelig hverken kunde ønske eller vente at erholde den Docentplads, hvortil Cand. Meyer siges at være designeret.

(Fædrelandet 10. januar 1855)

Lægen Hans Wilhelm Meyer (1824-1895) var søn af bataljonskirurg, senere overlæge Heinrich Christian M. (1794-1874) og Henriette Catherine Hornemann (1802-76). Fra Fredericia flyttede han i 1826 med faderen til Glückstadt. 1843 startede han sit medicinstudium ved Københavns Universitet, som han allerede afsluttede i 1847 med den meget sjældne karakter egregie. Efter eksamen blev han ansat som kandidat ved Almindelig Hospital. Ved krigens udbrud 1848 opholdt han sig hos forældrene og faderen der var tilhænger af slesvig-holstenismen, overtog en ledende lægepost ved den slesvigholstenske hær.

Oplysning fra cand. med. & chir. H. W. Meyer.

I "Fædrelandet" for den 10de Januar Sp. 9 findes en Artikel, hvis Forfatter jeg er Tak skyldig, fordi han har skaffet mig Lejlighed til endelig engang offenligt at give Oplysninger in mine i Artiklen omtalte Forhold - som jeg iøvrigt stedse har været villig til at meddele til hvem der privat har henvendt sig til mig derom.

Sagen forholder sig saaledes :

Strax efterat jeg var bleven dimitteret fra den lærde Skole i Glückstadt, blev jeg Student ved Kjøbenhavns Universitet (ikke ved Kiels). Som Student blev jeg ansat ved Almindeligt Hospital og umiddelbar efter min Embedsexamen (1847) fik jeg Permission herfra, for at kunne tilbringe nogen Tid hos mine Forældre og Sødskende i Glückstadt. Denne Permission blev forlænget, da en farlig Sygdom forhindrede mig fra at vende tilbage til den fastsatte Tid.

Saaledes overraskede den 24de Marts mig, inden Sygdommen endnu var fuldkomment ophørt. Paa denne Tid var min Fader fraværende, min Familie trængte til mig som Støtte, og da min Pligt som Undersaat Intet led ved, at jeg blev i Glückstadt og overtog min Faders Praxis, tog jeg ikke i Betænkning at blive. Nogle Maaneder senere udkom der i Holsten en Værnepligtslov , der Intet kunde forandre i mine Forhold , da jeg som født og ansat i Danmark ifølge den ikke kunde blive udskreven som Værnepligtig.

Men ikke destomindre blev jeg udskreven til Soldat. Pøbelen i Glückstadt tvang med Vold den i August s. A. afholdte Militairsession, til hvilken jeg ikke engang havde modtaget nogen Tilsigelse, til at udskrive mig. Jeg fik først Etterretning herom, efterat jeg var indrulleret.

Der var for mig nu kun to Veie at vælge imellem. Den ene var, øjeblikkeligt at forlade Landet som Deserteur; dette vilde paa ingen Maade have været vanskeligt og ikke forbundet med nogen Ulempe for min egen Person, men jeg vilde da have maattet efterlade min Familie midt iblandt den samme tøilesløse Pøbel, der havde bevirket min Indrullering. Jeg kunde ikke vælge denne Vei og troer, at dette vil være indlysende for Enhver, der har kjendt Noget til Forholdene paa den Tid. - Den anden var, mundligen og skriftligen at protestere imod den anvendte Fremgangsmaade; at søge at blive fri for den mig paatvungne Forpligtelse, idet jeg støttede mig paa, at det var mig umuligt at tjene imod Danmark. Herved vilde jeg tillige have Udsigt til senere i Ro at kunne forlade Landet. Denne Vei maatte jeg vælge. Jeg henvendte mig først til den provisoriske Regering med min Protest imod at tjene imod mit Fædreland og reiste derpaa til Rendsburg for personligen at gjentage denne for et af Regeringens Medlemmer.

Ved disse og ved senere med største Udholdenhed fortsatte Anstrengelser opnaaede jeg Sikkerhed for, at jeg aldrig kunde komme til at tjene som Soldat imod Danmark, og at jeg heller ikke skulde blive sendt i Felten som Læge *). Da jeg havde opnaaet dette og da jeg, som sagt, ikke kunde komme bort, var det, og det er endnu min Overbevisning, at alle de Skridt, jeg havde gjort, kunde min Færd aldrig betragtes som en Oprørers, naar jeg som Læge behandlede de Syge paa Hospitalerne; men at den tvertimod tydeligt viste, om mit Sindelag var for Oprøret eller ikke; og jeg kan forsikkre, at man i Holsten ingenlunde har taget feil heraf.

Jeg var altsaa under Krigen ansat som Læge ved Hospitalerne og havde i det sidste Aar tillige Lægetilsyn med de danske Fanger i Gluckstadt. Jeg maa tilføje, at jeg det første Aar tjente uden Betaling, at jeg derpaa. for at subsistere, maatte tage imod en saadan, men at jeg stedse beholdt den laveste Rang en examineret Militairlæge kunde indtage.

Saasnart Krigen var endt og Ordenen gjenoprettet, tiltraadte jeg (Foraaret 1851) en videnskabelig Udenlandsrejse, for specielt at uddanne mig i enkelte Fag af Lægevidenskaben. Min Examens Udfald havde opmuntret mig til at forfølge en videnskabelig Løbebane; jeg haabede ved i længere Tid at opholde mig ved Europas mest udmærkede Høiskoler at erstatte , hvad jeg i de foregaaende Aar havde forsømt, for i Tiden derved at kunne gavne mit Fædreland. Mit Ophold i Udlandet udstrakte sig til Eftersommeren 1853; jeg havde der med Iver lagt mig eller de medicinske Discipliner, som jeg troede at have mest Talent for. En Choleraepidemi, som efter min Tilbagekomst hjemsøgte Glückstadt, tvang mig til at blive der - min Fader var nemlig syg - og at overtage Behandlingen af Cholerapatienter, indtil jeg i Efteraaret (Begyndelsen af November) i 1853 kunde vende tilbage til Kjøbenhavn.

Siden den Tid har jeg beskæftiget mig med selvstændige videnskabelige Arbejder, navnligen med Besvarelsen af en Prisopgave, som det medicinske Facilitet havde udsat den 8de Oct. 1853. Alt, hvad i den citerede Artikel i "Fædrelandet" er antydet om. at min Ankomst hertil Byen skulde staae i nogensomhelst Forbindelse med Udsættelsen af denne Prisopgave eller med en formentlig paatenkt Docentpost ved Universitetet, er aldeles grebet ud af Luften.

Til Slutningen har jeg kun Følgende at tilføie:

Jeg vilde finde det skammeligt, om jeg negtede, at jeg baade føler og altid vil føle varmt for Holsten, hvor jeg blev opdraget, og hvor mine nærmeste Paarørende leve. Men jeg maa paa det Alleralvorligste fralægge mig Beskyldningen for at nære eller nogensinde at have næret den ringeste Sympathi for den schleswigholsteinske Sag. 

Danmark er mit Fødeland; her vil jeg leve og tjene den danske Videnskab, saafremt denne ikke vil forsmaae min Tjeneste.

*) Medens jeg endnu arbeidede paa at blive fri, modtog Jeg en Opfordring fra Alm. Hospitals Reservelæge til at vende tilbage ; det var mig dengang kun muligt som Svar at udtrykke mit Ønske og Haab om snart at kunne komme tilbage til Kjøbenhavn. Jeg modtog min af Overlægens undertegnede Afsked fra Alm. Hospital, da jeg allerede som Læge tjent ved et Lazareth.

(Fædrelandet 13. januar 1855).

Kandidat Meyer og hans Forsvar. En i "Fædrelandet" indrykket Artikel af Cand. med. E. Holst, som havde til Hensigt at henlede Opmærksomheden paa det af den ved sidste Uddeling af de Smithske Legater beneficerede Cand. med. Meyer udviste tvetydigt Forhold under det slesvigholsteenske Oprør, har fra denne Sidste fremkaldt et Svar i samme Blad, som vi her noget nærmere skulle belyse.

Candidat M. indrømmer, at han har tjent som Læge i den slesvigholsteenske Armee, men søger paa følgende Maade at vise, at Forhold, som han ikke var Herre over, havde tvunget ham ind i denne Stilling. Han laae syg i Glückstadt, da Oprøret udbrød; da han blev rask, maatte han blive for at beskytte sin Familie; nogle Maaneder efter blev han uventet og paa en ulovlig Maade udskrevet. Da det saaledes for Fremtiden blev ham umuligt ligeoverfor Oprøret at vedligeholde den passive Rolle, som han hidtil havde spillet, stod der ham, som han siger, to Udveie aabne, enten at desertere, hvilket efter hans Udsagn vilde have været meget let, eller at protestere mod den ham vederfarede ulovlige Medfart. Den første Udvei forkastede han, deels fordi hans Familie ikke kunde undvære ham, deels af Frygt for ved at forlade Glückstadt at udsætte sin Familie for Pøbelens Voldsomheder, dog maa han sikkert, noget have overdrevet Frygten for denne Fare, da han kort efter kunde vove at reise til Rendsburg; man kan nemlig vel ikke antage, at han iforveien har fortalt Pøbelen, om hans Rejses Maal var Rendsburg eller Kjøbenhavn. Han reiste imidlertid som sagt til Rendsburg, og hans Familie blev ikke molesteret. Maalet for Reisen var at slaae ind paa den anden Udvei, nemlig at protestere mod Udskrivningen, der jo maatte være ham lige ubehagelig som dansk Borger og som sin Families eneste Støtte; det lykkedes ham virkelig at komme til en Akkord med Oprørsregeringen, saaledes at han erholdt Tilsagn om at blive anvendt som Lazarethlæge, hvorved han baade undgik at komme til at bære Vaaben mod sine Landsmand og tillige fik en i Sammenligning med en Menigs Stilling ret behagelig Post; derimod maatte han jo rigtignok opgive det Hensyn, som oprindelig efter Oprørets Udbrud havde bevæget ham til at forblive i Glückstadt, det at støtte sin Familie ved sin personlige Nærværelse, da han vel ikke kunde gjøre sig nogen bestemt Formodning om, hvor hans Tjeneste vilde blive anvendt. Da han først var kommen i Oprørsregeringens Tjeneste, blev han der indtil Fredsslutningen. I de 3 Aar maa der vel ikke have været nogen Leilighed til at desertere, thi man kan da ikke antage, at Frygt for Pøbeloptøier, efterat den første Gjæring havde lagt sig, ogsaa i hele denne Periode skulde have holdt ham tilbage. Efter Fredsslutningen benyttede han sig ikke af Amnestien til at reise til Kjøbenhavn for at retfærdiggjøre sin Handlemaade, som her maatte betragtes med mistroiske Øine, især da han umiddelbart efter Oprørets Udbrud havde erholdt en Opfordring fra Almindeligt Hospitals Reservelæge om at indfinde sig til sin Tjeneste, hvilken han dengang kun kunde besvare - i meget svævende Udtryk; derimod reiste han til Tydskland for at bøde paa sine forsømte Studier. Dem har han da fortsat paa forskjellige Steder i Tydskland, og heldigviis har han især anvendt sin Flid og sine Evner paa en Videnskab, som umiddelbart efter hans først 2 Aar senere indtrufne Tilbagekomst til Kjøbenhavn blev Gjenstand for en Priisopgave; man maa kalde dette et sjeldent Held, da man vel ikke kan antage, at han har været vidende derom, førend denne Fakultetsbeslutning ved offenligt Opslag blev Alle bekjendt.

Cand. Meyer siger i Slutningen af sine Oplysninger, at han ikke har eller har havt slesvigholsteenske Sympathier; man maa troe ham paa hans blotte Ord, da han i del Foregaaende ikke har fremført noget Beviis derfor. Det synes imidlertid ikke, at det, saalænge Oprøret varede, har været ham saa vigtigt at gjøre denne Paastand gjældende her i Kjøbenhavn, som det er ham nu; ellers vilde hans Svar til Reservelægen vist ikke blot i almindelige Udtryk have omtalt hans Haab om snart at kunne vende tilbage, men snarere vilde han deri have nedlagt en energisk Protest imod den Behandling, han havde lidt, og en kraftig Forsikkring om uforandrede danske Sympathier. som kun tvingende Forhindringer holdt ham fra at bevise ved sin personlige Nærværelse; ialfald vilde han sikkert have benyttet den første Leilighed efter Fredsslutningen til at modarbejde den Stemning, som her maatte herske mod ham. - men han reiste strax til Tydskland og kom først 2 Aar efter hertil, netop dengang da Priisopgaven blev bekjendtgjort, og kort førend en Reserve-Lægepost paa Frederiks Hospital blev ledig *).

Hr. Meyer siger fremdeles, at Danmark er hans Fødeland, at han vil leve der og hellige del sin fremtidige Virken. Saamænd, Danmark er et godt Land! Derimod siger han intetsteds, at han under Oprørsaarene har følt for den danske Sag, og det kunne vi heller ikke antage for rimeligt efter de mange Erfaringer, vi fra Krigsaarene have paa, at virkelig, varm og kraftig Fædrelandskjærlighed yttrer sig ved Handling og Daad, ikke ved at tage personlige eller Familie- Hensyn. Med Følelsen for sit betrængte Fødeland kan man ikke saa let gaae paa Akkord, som Hr. Meyer med den provisoriske Regering; Fødelandets Opraab til sine Sønner svarer en Patriot ikke med: "Jeg kan ikke for Fader og Moder", endnu mindre med: "De maa undskylde mig, men Familiehensyn fordre, at jeg foreløbig tager Tjeneste i den fjendlige Leir". Et saadant Svar og en saadan Handlemaade vidne om en Lunkenhed, der grændser saa nær som mulig til Forræderi; men naar man sidenefter, naar Faren er forbi, og Gemytternes Bevægelse har lagt sig, stolende paa det Folks Godmodighed og Glemsomhed, som man i Farens Stund har sveget, trænger sig frem og tager imod Belønning, saa begaaer man en Handling, der grændse saa nær som mulig til Lavhed. Hr. Meyer har efter sine Ord ikke næret slesvigholsteenske Sympathier, efter hans Handlinger kan han ikke have næret danske; han har holdt sig til Slesvig- holstenernes Leir, da det var ham eller idetmindste hans Familie om at gjøre; han opslaaer nu sin Bopæl i Danmark, da det i sin Godmodighed byder ham Belønning, men muligviis er ogjaa det af høiere Familiebensyn. - Hr. Meyer har faaet det Smithske Legat; - hvad mon der bliver hans næste Belønning?

*) Denne Reservelægepost søgte Cand. Meyer, og han vilde sandsynligviis ogsaa have erholdt den, saafremt ikke en energisk Protest fra endeel af Candidaterne havde tvunget ham til at træde tilbage.

(Dagbladet (København) 19. januar 1855)

Otto Herman Emil Lange (1827-?): Læge Hans Wilhelm Meyer (1824-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Situation udviklede sig i september måned 1855, hvor H. W. Meyer blev indstillet til en stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital, se et senere afsnit om dette.

Sammenstød i Svabsted. (Efterskrift til Politivennen)

Svabsted, d. 31. Dec.

- (Fl. Zt.) Spiritussen har, foruden mange andre, ogsaa den slette Egenskab, at den gjør mange Mennesker stridige og tossede. Derpaa havde vi her et Exempel anden Juledag ved et Dandsegilde, hvor der blev tappert drukket og hvor det da faldt nogle Gjæster ind ogsaa at aflægge Prøver paa deres Tapperhed ved i deres Ruus at afsynge saadanne Sange, som man sang i hiint gale Aar, da hele Verden var beruset. Det gjorde man, omendskjøndt nogle Gensdarmer boede tæt i Nærheden. Disse indfandt sig nu ved Koncerten og begyndte at notere sig Sangernes Navne, hvorover disse Sidste naturligviis bleve meget opbragte, og for at forsvare Sangfriheden appellerede de til den ædle Næveret. Det syngende Personales Overmagt var saa stor, at Gensdarmerne maatte trække sig tilbage til deres Værelser. Den rasende Sværm fulgte efter dem og troede, at den lille Kastning kunde tages i en Haandevending, Man slog Dørfyldingerne ind, aabnede udenfra et Bombardement med Stene og lod sig ingenlunde afskrække ved den Trusel, at der vilde blive skudt, naar man ikke ophørte med Bombardementet, Desværre skal Urostifterne først vare komne til Besindelse, efterat der virkelig var bleven skudt og en Mand truffen. Der er allerede indledt Undersøgelse mod Tumultuanterne, og flere af dem vil vel længe komme til at føle Svien af denne Ruus

(Dannevirke 4. januar 1855).

Fra Svabsted hedder der i "Flpst.": Anden Juledag var der Dands her l Byen og netop paa der Sted, hvor de her stationerede Gensdarmer logere. Gensdarmerne vare ude at vigilere, og da de ingen Ordre havde til at overvære Dandsen, saa kom de først sent om Aftenen Hiem og begav sig strax paa deres VærereIse. Her hørte de nu, at man i Dandse- eller Drikkesalen høit istemte "Schleswig-Hoistein meerumschlungen"; de gik derfor ind, for at notere dem, som deltoge i Sangen, og opfordrede Værten tillige til at bevidne Sagen. Men nu omringede Gjæsterne dem, og Gensdarmerne maatte gjøre Brug af deres Sabler, som bleve dels bøiede dels brukne itu. Det kom til Haandgemæng; dog endelig slap Gensdarmerne ind i deres Værelse, men de bleve forfulgte og man slog Fyldingen i Døren ind. Gensdarmerne bevæbnede sig nu med deres skarpladte Geværer og satte Bajonetten paa, hvorved de haabede at adsprede Mængden, men da det ikke hjalp og de endog bleve modtagne med Stenkast, hvoraf den ene Gensdarm blev truffet i Hovedet, gave de "Fyr". Efter Sigende have begge Kugler truffen den samme Mand, som sandsynligvis maa bøde med Livet for denne Spas. Gensdarmerne skulle være slemt medtagne af Slagsmaalet og den Ene af dem skal have faaet Øiet slaaet ud. Der er indledet Undersøgelse.

(Ribe Stifts-Tidende 9. januar 1855)

Denne artikel blev bragt, med følgende tilføjelse:

Gendarmeri-Inspecteuren har selv været her, og jeg tvivler ei paa, at vor høitelskede Amtmand, Johannsen, er ligesaa "entrüstet" over disse Schl.-Holst. Exesser, som vi Andre; thi han var og er jo, som bekjendt, en af dens - Modstandere

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 12. janur 1855).

Svabsted ligger ca. 10 km. sydøst for Husum i Slesvig. Flækken havde på daværende tidspunkt omkring 800 indbyggere der bl.a. levede at havedyrkning (kål) og kartoffelavl. Indtil opførelse af diget Herrenhollig var der en betydelig skibsfart.

Gasbelysning i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Gasbelysning. Aarhuus, den 3die Januar. Igaar Aftes var det usædvanligt levende paa vore Gader. Det var i Anledning af Gasbelysningen, som første Gang var tændt. Da det var Maaneskin tillige, kunde man endnu ikke rigtigt bedømme Gasflammernes Styrke og Klarhed. Men eftersom det var første Gang, og altsaa kun en Prøve, forekom de os at være meget tilfredsstillende. (Ligesaa glædeligt som det er, at den ene Kjøbstad efter den anden ved egne Midler drager Omsorg for en bedre Belysning ved Gasanlæg, lige saa sørgeligt er det, at Hovedstaden endnu bestandig trods de idelige Erindringer derom, staaer tilbage i saa Henseende. Belysningen har aldrig været saa slet som i denne Vinter. Nytaarsmorgen, da Folk vilde besøge Guds Huus, vare alle Lugter slukkede, og det var saa bælmørkt , at man neppe kunde see nogle Skridt fra sig, hvilket var til saameget større Ulempe, som det var et rædsomt Veir. Hvorlænge ville dog de mange brave Medborgere, som med saa megen Varme udtale sig for og tage sig af gjennemgribende Reformer i Statens Anliggender, vise saamegen Ligegyldighed for Stadens!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1855, 2. udgave).

Der var 164 gasgadelygter på daværende tidspunkt i Århus. Gassen blev leveret af Aarhus Gasværk. Gasbelysningen blev udskiftet med el 1899-1904.

Et Par Ord om Personpostbefordringen. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Odense.)

Den Paastand, at det er en Fornøielse at reise, kan vanskelig anvendes paa en Reise fra Hovedstaden i de nærmeste Dage før Juleugen. Thi da er nemlig den fra Kjøbenhavn afgaaede Personpost hver Aften overlæsset med Passagerer, og vi vare da ogsaa den Dag, jeg reiste, omtrent 100 Personer fra Postgaarden, et Antal, som, da næsten alle skulde til Fyen og Jylland, stadig voxede underveis. I andre Lande har jeg ladet mig fortælle, gjøres Alt for at fremskynde Postens Hurtighed - hvilket endog ansees for et Hovedøiemed - ; der skal man just ikke kunne sige at det er saaledes. Hvad var f. Ex. naturligere, end at man om Middagen med Jernbanen lod Postmesteren i Roeskilde underrette om, at et usædvanligt stort Antal Reisende vilde indtræffe, for at Alt kunde være parat dernede? Men da dette nu ikke var skeet, medgik der ved Ankomsten over halvanden Time - istedetfor den reglementerede halve. Dog vare vi imidlertid saa heldige, alle at blive befordrede i lukkede Vogne, hvilket var en sand Velgjerning, da det uafladelig øste Vandened; ja man roste sig endog for os af, engang at have befordret 120 Passagerer i lukkede Vogne. Saaledes naaede vi da Ringsted. Veiret havde pludselig forandret sig; det frøs stærkt og blæste en sand Orkan. Da lod pludselig det Tordenbudskab for os: kun 54 Passagerer komme i lukkede Vogne, Resten skal paa Fjedervogne, og hvilke Fjedervogne ! - Istedetfor de i Kjøbenhavn brugelige Dagvogne med Læderbetræk mellem Sæderne, hvilket dog altid er et, om ogsaa kun svagt Værn mod Kulde og Regn, holdt der Vogne, omtrent som de Kaffemøller, som man om Sommeren males til Skoven paa. Sligt vover man at byde de Reisende, som have betalt for at blive befordrede i lukkede Vogne, og de to Mark, som en Karl paa Torvet i Ringsted stak os i Haanden med de Ord "Godtgjørelse for at kjøre paa aaben Vogn", men som for mit og mit og flere andre Passagerers Vedkommende reducerede sig til een Mark, da han formodentlig stolede paa, at man i den bælmørke Nat ikke kunde skjelne en Mark fra en Tomark, og maaskee ogsaa beregnede at han maatte være oppe i et saadant Hundeveir, selv denne Godtgjørelse var kun et daarligt Surrogat for at kjøre paa aaben Vogn; og denne Tour indvirkede da ogsaa forfærdeligt paa de Reisende, hvis Ansigter ved Ankomsten til Slagelse i en betydelig Grad vare ophovnede af Blæsten. - Man veed, at der netop paa denne Tid reiser et langt større Antal med Posten, end der kan befordres med lukket Vogn. Hvorfor leier man da ikke paa en Ugestid nogle af de i Kjøbenhavn paa denne Aarstid uvirksomme Omnibusser og lader dem passere hele Sjælland igjennem, istedetfor paa en saa uforsvarlig Maade at udsætte de Reisendes Helbred?

At vi ligeledes kom paa aaben Vogn fra Slagelse til Korsør er en Selvfølge, ligesom vi vare 4 Timer med Dampskib over den ikke 4 Miil brede Store Belt. Vi ville haabe, at naar Jernbanen (hvoraf vi underveis saae adskillige fragmenter, navnlig en meget smuk muret Pillebro mellem Slagelse og Korsør) er kommen istand, Generalpostdirektionen da vil være betænkt paa at sætte Dampskib igang mellem Korsør og Nyborg med saamange Heste-Kraft, at Veien kan tilbagelægges i mindst halvanden Time.

En reen kontrast til vor hidtidige Befordring dannede Ankomsten til Nyborg. Commerceraad Schalburg. Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i denne By, fulgte nemlig med os over Beltet og har sandsynligvis inden Afgangen fra Korsør pr. Telegraph reqvireret det fornødne, thi det behørige Antal Vogne holdt forspændte deels nede paa Skibsbroen, deels udenfor Hotellet, som, in parenthesi bemærket, er det smukteste og eleganteste paa hele Routen.

Først Kl. 8 om Aftenen ankom vi til Odense istedetfor at Posten efter Bestemmelsen skal være der Kl. 2 om Middagen, et saa stort Ophold havde Mangelen paa Forsynlighed foraarsaget.

Ogsaa om Personpostens Ankomst dertil Syd fra skal jeg tillade mig en Bemærkning; efter Beregningen skal denne, nu da den befordres paa den slesvigske Jernbane, vare der Kl. 5 om Morgenen, men alligevel skal den ikke afgaa, før Kl. 8. Grunden til et saadant Ophold er vanskelig at indse. Og uagtet Posten altsaa ikke afgaaer før Kl. 8, sluttes Indleveringstiden for Breve dog Kl. 9 den foregaaende Aften, hvilket er en stor Gene for det korresponderende Publikum, der i Reglen aldrig samme Dag vil kunne besvare de ad Kiøbenhavnsrouten arriverede Breve, da denne Post, som sagt, paa denne Aarstid kommer seent, og det just ikke gaaer meget duelig, med Brevenes Distribuering.

I Odense, en By med mindst 12,000 Indvaanere, findes hele to Brevbærere! Til Gjengjeld kunde dog Postmesteren nok have Contoiret aabent til Indlevering om Morgenen fra 6-7, idetmindste mod forhøiet Betaling.

Jeg har opholdt mig for kort der, til at kunne tilmelde Dem videre Nyt; kun to Bemærkninger vil jeg ikke tilbageholde: 1) at det forekommer mig, man er meget forlystelsessyg her i Odense; anden Juledag var der saaledes fire offentlige Baller og desuden udsolgt i Cirkus (vi have nemlig et Hoffman-Goudsmith-Goldkettesk Beriderselskab der) og i Theatret, hvor det Bruunske Selskab, som er retourneret fra Reisen i Slesvig, samme Aften aabnede Rækken af dets forestillinger med "Han gaaer paa Commers". 2) At Communalbestyrelsen her maa staae sig meget godt, siden den har Raad til at lade Byen oplyse med Gas endog i det brillanteste Maaneskin, hvilket var Tilfældet igaar Aftes. -m

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1855).

15. Bataillon i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående historie er en blandt mange hvor hovedstadspressen - flittigt citeret af provinspressen - beskrev historier som skulle antyde at slesvig-holstenere var rå og brutale personer. Historierne blev ofte bragt langt fremme i bladene, med forsøg på generalisering. Denne historie viste sig senere at være opspind, på trods af flere påstande om at den var sand, og et dementi blev udsendt, dog næsten bagest i bladet, og næsten ikke citeret i provinspressen. En lovet opfølgning på hvad der reelt skete, kom aldrig.

Helsingør, den 26de Decbr. Igaar Aftes er der her i Byen forefaldet Optøier af en temmelig alvorlig Natur. De holsteenske Soldater, som ligge i Garnison i Helsingør, ere lange blevne betragtede med mindre gunstige Øine af Byens lavere Befolkning, og der er allerede tidligere skeet Excesser, som Følge af hvilke Soldaterne ved en Parolbefaling have faaet Ordre til stedse at bære deres Sabler. Igaar Aftes stødte endeel "Kadreiere", som man siger her i Helsingør, paa et Beværtningssted sammen med Soldaterne; der opstod snart et Slagsmaal, som fortsattes ud paa Gaden, hvor Soldaterne bleve stemt medtagne ved et Bombardement med Muursteen, men fik Forstærkning og hævnede sig ved en kraftig Brug af deres Sabler. Striden maa have været alvorlig, thi over hundrede Soldater skulde have været indviklede i den, og paa Valpladsen er der forefundet adskillige Sabler og en afhuggen Finger, hvis resp. Eiermænd nok ville blive fundne. Soldaterne have foreløbig faaet Ordre til at afholde sig fra at besøge Værtshusene i Byen, og Forhørere allerede optagne over de Skyldige. Naar jeg erfarer det Nærmere om Sagens Gang, skal jeg meddele Dem det. (Dagbl. Con.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1854).

Efter "Helsingørs Avis" har hele Slagsmaalet der i Byen paa første Juledags Aften bestaaet i, at endeel Soldaler, rimeligviis foranledigede ved tidligere Uenighed med nogle Civile paa en af Byens Dandseboder, i et Værtshuus havde begyndt Klammeri med de der tilstedeværende civile Gjæster, og under det sig her deraf udviklede Slagsmaal havde gjort Brug af deres Sabler og tilføiet 2 eller 3 af bemeldte Civilpersoner Saar, der heldigviis ikke have været betydelige. Den derved udenfor paa Gaden forsamlede Folkemængde havde angrebet og forfulgt de Soldater, der enten virkelig havde eller dog antoges at have deeltaget i det saaledes Forefaldne, og frataget to af dem Sablerne, ved hvilken Lejlighed den ene, der uheldigviis var aldeles uden Deelagiighed i det Passerede, desværre er bleven temmelig forslaaet. Det forholder sig ogsaa rigtigt, at endeel Soldater under bemeldte Forfølgelse ere drevne paa Flugten ved Steenkast; men foruden de Personer, der, som anført, bleve let saarede i Værtshuset, vides kun Een at være saaret paa Gaden ved et Hug over en Finger. Et Forbud imod, at Soldaterne besøge Byens Værtshuse, er ikke givet, hvorimod det anden Juledags Aften var dem forbudt at komme paa Dandseboderne eller at være ude af deres Qvarterer efter Tappenstreg. Vi have, tilføier Bladet, al Grund til at haabe, at denne vistnok beklagelige Tildragelse, der udentvivl har sin Oprindelse fra "Kjærestehistorier", og saaledes, som ialmindelighed i saadanne Tilfælde, maa tilskrives Feil fra begge Sider: ikke vil have videre forstyrrende Følger for det gode og fredelige Forhold, som det Tidsrum af over to Aar, hvori den 15de Bataillon har garnisoneret i Helsingør, har fundet Sted imellem Bataillonens Mandskab og Byens Befolkning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1855).

Kjøbenhavn, d. 19. Febr.

- (Dgbl.) Vore Læsere ville erindre, at vi i Dagene mellem Juul og Nytaar omtalte nogle Optøjer, af en temmelig alvorlig Natur , som havde fundet Sted i Helsingør, hvor det gjentagne Gange var kommen til Slagsmaal mellem Civile og Militære paa et Beværtningssted. "Hels. Avis" indeholdt kort Tid efter en Art "Berigtigelse" af denne Meddelelse, men det var kun aldeles uvæsenlige Punkter, som bleve modsagte, medens Avisen maatte indrømme alt det Væsenlige af vor Beretning. Der blev dengang talt om stræng og nøjagtig Undersøgelse for at opdage de Skyldige og forhindre slige Excesser for Fremtiden, men senere have vi hørt , at hele Sagen er bleven neddysset og tilgivet. Vi ere nu blevne underrettede om, at denne Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, som man kunde vente, har havt de allersørgeligste Følger: der er begaaet nve Excesser af den helsingørske Garnison, og denne Gang paa en saadan Maade. at det vilde være aldeles uforsvarligt, om man atter vilde neddysse Sagen istedetfor at anstille nøjagtige Undersøgelser og dømme de Skyldige efter Lovens hele Strænghed. - Medens Isen har ligget fast over Øresund have saavel Svenske som Danske gjæstet Nabolandet, og der har stedse hersket den bedste Forskånelse mellem de tvende Nationer, indtil dette gode Forhold er bleven forstyrret af den helsingørskc Garnison. Søndagen d. 11. Januar besøgte et stort Antal Menige af den 15. Bataillon (Holstenere), væbnede med Sidegevær, Helsingborg og viste der en højst upassende Opførsel; de spærrede klyngeviis Torvet og Gaderne i Byen og anfaldt navnlig ved høilys Dag Fruentimmerne paa en højst uanstændig Maade. Fra svensk Side blev der Intet foretaget mod Rolighedsforstyrrerne, skjøndt der havde været god Anledning dertil, og kun paa et Beværtningssted bleve nogle af Soldaterne, der vilde holde Huus som nylig paa Gaderne, pryglede igjennem og satte udenfor af nogle danske Søfolk. Paa Tilbagevejen over Isen mødte Soldaterne en ubevæbnet svensk Husar, der med tvende svenske Piger havde været i Helsingør; uden Anledning overfaldt de danske Soldater Husaren med deres Sabler, tilføjede ham adskillige Hug og Slag, sønderreve hans Uniform og berøvede ham hans Feltbue, som Dagen efter fandtes med afskaarel Skygge, afsprættede Snore, qjennemstukket og ituflænget ved Helsingørs Havn og indleveredes som Hittegods paa Politikammeret. De tvende Piger, der fulgte med Husaren, bleve paa den uteerligste Maade mishandlede. En dansk Politibetjent, som sendtes over til Helsingborg for at opspore Ejermanden til den fundne Hue , skal have bragt en smuk Rapport tilbage. Alt, hvad der fra Bataillonskommandøren, Major Nissens Side er gjort i Anledning af disse skandaløse Optrin, indskrænker sig til, at det ved Parolen i Mandags eller Tirsdags er forbudt Soldaterne at gaae til Helsingborg; forøvrigt har man ikke hørt Noget om, at Undersøgelse er indledet for at opdage de Skyldige , hvilket dog ikke kan være saa vanskeligt, da flere Sergeanter og andre Overordnede i Søndags vare i Helsingborg og maae have seet idetmindste nogle af Soldaterne. - Klagerne over den 15. Bataillon ere hverken saa eller nye. Afvigte Foraar blev der klaget over, at Soldater af BatailIonen havde slæbt store Stene og Straatage (der bruges af Steenhuggerne paa Chausseen) ud paa Kjøreveien, ja endog havde taget en Harve fra en Ager og lagt denne med opadvendte Tænder paa Veien. I Julen var det Slagsmaalet med Kadreierne, og nu er det de oprørende Scener i Helsingborg. Medens Oberstlieutenant Dodt kommanderede Bataillonen, fandtes Disciplin og Mandstugt, men efterat denne Officeer hovedkulds er bleven først forflyttet og siden afskediget af Krigsminister Hansen, og siden Major Nissen er bleven Bataillonskommandør, hersker tøjlesløs Uorden mellem de holsteenske Soldater, og Kommandøren skal have besvaret Vedkommendes Klager med den Yttring, at han ikke kunde forbyde sine Folk at more sig, hvor der var Lystighed. - Saaledes lyde de Beretninger, vi have modtaget fra Helsingør. Det er muligt, at der i et eller andet Punkt kan være nogen Feil eller Overdrivelse, men i Hovedsagen troe vi, at Beretningen vil befindes sand. Vi haabe, at Krigsministeriet vil tage sig af Sagen og med den yderste Strænghed lade anstille Undersøgelser for at opdage de Skyldige og drage dem til Ansvar, selv om Bataillonskommandøren kunde være tilbøjelig til atter at "neddysse" det Skete. Det er saameget nødvendigere at gjøre en Ende paa disse Uordener, som Excesserne denne Gang ere udøvede i et fremmed Land og mod dets Undersaatter, der have Krav paa den fuldstændigste Satisfaktion.

(Dannevirke 21. februar 1855).

Langt henne i en avis fandtes følgende:

Kjøbenhavn, d. 20. Febr.

- "Dagbladet" tilbagekalder idag i Efterstaaende den forfærdelige Beretning, det meddeelte igaar om Uordener, forøvede af den 15. Bataillon i Helsingør, en Beretning, som synes at have været Opdigtelse og være bleven "Dagbl." tilsendt for at faae dette saare kjæphøie Blad ud paa glat Iis. Det siger: 

"Efter foreløbige Oplysninger, som ere os meddeelte fra en competent Side, synes det, at den i vort Gaarsnummer meddeelte Beretning om Excesser, som skulle være udøvede i Helsingborg og mod Svenske af den 15de Bataillons Soldater, hidtil ikke er støttet paa Andet end løse Rygter, og at den ialfald i væsenlige Punkter er unøiagtig. Da Beretningen allerede for flere Tage siden er bleven os tilsendt fra en navngiven Mand i Helsingør, havde vi ingen Grund til at betvivle dens Paalidelighed; det skulde gjøre os ondt, om vi derved havde givet Plads for uretfærdige Beskyldninger mod Bataillonen og dens Chef. - Vi haabe om nogle Dage at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af hvad der er forefaldet.

(Dannevirke 22. februar 1855)

Med Hensyn til de Excesser, som skulde være udøvede mod civile Indvaanere i Helsingborg af den 15de Bataillons Soldater, meddeler "Hels. Av.", at Borgermester Weylander i Helsingborg efter Vedkommende Opfordring har ladet Stadsfiskalen Rosenberg anstille de nøiagtigste Undersøgelser, om saadanne Excesser have fundet Sted og i hvilket Omfang, men at ogsaa Fiskalens Erklæring efter disse Undersøgelser gaaer ud paa, "at der i Soldaternes Opførsel i Helsingborg den nævnte Dag ikke har været mindste Grund til Klage".

(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).

15. Bataillon blev oprettet ved kongelig resolution af 17/12 1777 som Lollandske Infanteriregiment. 1785 Holstenske Infanteriregiment. 1842 15. Linie Infanteribataillon. 1848 slettet af Armeen. Bataillonen blev en del af den slesvigholstenske hær under ledelse af overgeneral Willisen og stabschef von der Tann under slaget ved Isted . 1851 1. Holstenske Infanteribataillon (Helsingør). 1852 15. Linie Infanteribataillon. 1860 15. Infanteribataillon. 1863 15. Infanteriregiment. 1865 15. Infanteribataillon. 1867 15. Bataillon. 1951 ophævet.