Det er paa høie Tid, at vore usalige Forhold her i Slesvig blive bekjendte for det danske Folk og navnlig for den danske Rigsdag, der nu snart skal tale et afgjørende Ord med, om denne Del af det danske Rige, som nylig blev udfriet af Fjendevold ved danske Mænds Blod, ved en despotisk og udansk Politiks Skillevæg for lange, lange Tider skal løsrives fra Danmark som Armen fra Legemet. Blot nu den danske Rigsdag vilde aabne sine Øine ret for Følgerne af det uigjenkaldelige Skridt, den slaaer i Begreb med at gjøre! Vedtagelsen af Fællesforfatningsudkastet vil berede det danske Rige en større Fare, end om lstedslaget var blevel tabt; thi et tabt Istedslag vilde have opflammet det danske Folks Selvfølelse til et nyt Forsøg, til de yderste Anstrengelser for at redde Land og Ære, - vilde i ethvert Fald have bidraget mere til at befæste, end bortveire Nationalfølelsen, - vilde aandeligt have knyttet Slesvig endnu nærmere til Danmark, - vilde have gjort det sin Forpligtelse til at haandhæve Slesvigs Stilling som en Del af Danmark end klarere bevidst; et tabt Istedslag vilde ikke have været en Opgivelse af Slesvig, men Vedtagelsen af Fællesforfatningsudkastet er det danske Folks frivillige Opgivelse af Slesvig, er en Overskærelse af det Baand, hvormed Slesvig i over 1000 Aar har været bundet til det danske Rige,
Vel vides det, at det afgaaede Ministerium fik opmuret et Skræmmebillede, der har forfærdet og forvirret de Flestes, ogsaa fornuftige Folks, Tankegang, - og som er gaaet i Arv til det nuværende halvnationale Ministerium, - den europæiske Nødvendighed; vel vides det, at Bluhmes klogt beregnede Udbrud: "Troer De, m. H, at de østerrigske Tropper lade sig blæse bort fra Holsten?" har havt en elektrisk lammende Virkning baade paa Folket og dets Repræsentanter; men paa den Maade har jo Isted Seiren gjort Slesvigs Sønderrivelse fra det danske Rige til en Nødvendighed; paa den Maade har den danske Soldat ved sin Seir tabt hvad han kæmpede for, offrede sit Liv for, Slesvigs Bevarelse som en Del af Danmarks Rige!
Eller kan den danske Rigsdag drage i Tvivl, at Vedtageisen af Fællesforfatningsudkaslet vil have denne Følge? Kan den være blind for, at ved dette Skridt baade den aandelige og de materielle Betingelser for Slesvigs Forbindelse med det øvrige Danmark tilintetgjøres? Som aandelig Betingelse nævne vi fælles dansk Nationalfølelse, Bevidstheden om at høre til det danske Folk. Denne er undergravet, naar Slesvig skal være en særegen Landsdel, halv dansk, halv tydsk, og dermed stemples som en Coalitionsstat i aandelig Forstand, i hvilken de fjendlige - danske og tydske - Interesser skulle overlades til deres egen Kamp eller, hvad værre er, til Forsoning. Den tydske og danske Nationalitet kæmper allerede en fortvivlet Kamp - skjult for Folk i Kjøbenhavn, men ikke skjult for os, der leve midt i Forvirringen, og har først det danske Folk ved Fællesforfatningens Vedtagelse overladt det danske Element til sig selv og sagt: "Nu, danske Slesvigere! nu have vi Vort paa det Tørre; vi fik dog reddet Noget ud af Skibbruddet, nu maa I selv see til, om I kan staae eller falde!" - saa er dermed Faldet givet, thi de tydsk-nationale Sympathier ere ikke blot de stærkeste, fordi de i Aar hundreder ere befæstede ved en blind Regering og i de sidste Decennier ved en oprørsk-tydsk Fraction men ogsaa fordi de bestandig støttes ved mægtige Impulser fra Sønden, holdes bestandig i Aande ved ufortrødne Anstrengelser af den store Mængde utroe Embedsmænd, der ere udsaaede over hele Tydskland, og hvis Livsopgave det er "at bringe den gamle tydske Mikkel paa Benene" (jfr. Wegener: Om Hertugens Forhold til Oprøret S. 184). Man vil rigtignok bilde os ind, at den danske Nationalitet maa gaae fremad her i Slesvig, eftersom ikke blot danske Mænd have afløst Tydskerne i de fleste baade civile og geistlige Embeder, og navnlig det bekjendte Sprogrescript for de blandede Sprogdistricters Vedkommende har sikkret det danske Elements Rodfæstelse i Folket. Imod disse Forholdsregler i og for sig skal naturligvis Intet indvendes, de vare nødvendige og retfærdige; men de ere ikke fremtraadte under en Skikkelse, der kunde give Befolkningen Kjærlighed til, hvad der var Dansk, de have tvertimod belæstet Hadet til det Danske. Under Carl Moltkes tyrkiske Regimente er Danskheden, og navnlig det af ham opretholdt, Sprogrescript, fremtraadt under Form af en Straf for Oprøret, og Embedsmændene kunne ikke undgaae at betragtes som tyrkiske Pachaer. Moltke kunde nu umulig ville fremme dansk Nationalitet - Nationalitet er ham og hans Eftersnakkere (f. Ex. "Flensburger Zeitung") en Chimære, et Uhyre, der bør dræbes hvor det viser sig - men han har, uden at ville det - derom føle vi os overbeviste - fremmet den tydske ved at undertrykke den med Magt. Alle, som kjendte AngeI før Krigen, maae forbauses over de Fremskridt, Tydsken har gjort i de mellemliggende Aar. Dengang fornøjede det Befolkningen, naar der stundom kom en dansk Reisende, der vilde tale Dansk med den; de saae dog deraf, at dannede F olk ogsaa forstode deres Sprog, og at det ikke var saa usselt ug foragteligt , som deres i den augustenborgske Conspirations Ret allerede længe stærkt hildede Embedsmænd vilde indbilde dem. Men kom nu til de samme Egne, til de samme Folk! Nu kunne de ikke forstaae et dansk Ord - de have aldrig hverken talt eller forstaaet Dansk; selv om de overbevises om at have talt Dansk i deres Huse indtil for faa Aar siden, ja om de endog gribes paa fersk Gjerning, talende Dansk med Venner og Naboer, bliver Forsikkringen den samme, idet de da ere oplærte til den bekjendte fine Distinction mellem Kjøbenhavner-Dansk og Kartoffel-Dansk. Befolkningen er formelig demoraliseret af Tydskhed i de faa Aar, da Sprogrescriptet er kommet til den i Kirke og Skole med dens eget Sprog. - Det er Alt Insurrectionens Skyld, vil man sige. Ja, vistnok, thi Insurrectionens tydske Ledere bare Befolkningen paa Hænderne, satte dem store Griller i Hovedet om tydsk Storhed og dansk Lidenhed, smigrede deres Forfængelighed ved at gjøre dem til et Led af det store tydske Legeme, det europæiske Centralfolk, medens de haanede Alt, hvad Dansk var - og denne Stemning vedligeholdes ufortrødent ved Correspondance, Emissairer og Reiser. Den tydske Nationalitet er kommen den sydslesvigske Befolkning imøde, som Brudgommen sin Brud. Hvad Under, at Bruden bedaaredes al den megen Kjærlighed, de mange dyre Troskabs-Forsikkringer, den friske Begeistring og de fagre Ord fra Elskerens Læber? Hvad gjorde nu Danskheden, for at føre sit forvildede Barn tilbage? Aabnede den sin Moderfavn for det? Var det Moderens milde, kjærlige og dog saa alvorlige Røst, der lød til det sønderjydske Folk, da det stod i Begreb med at kaste sig i sin falske Elskers Arme, fra hvilke det endnu kunde udrives? - Da havde det vendt om. Nei. Danmark sendte det - Carl Moltke med Forfatningen af 16de Febr. i den ene Haand og Svøben i den anden! Han lod sit Lune rase over de Troe med de Utroe; en saadan Adskillelse var utilladelig; Oprøret var jo dæmpet, Amnestien given, kort hele Landet pacificeret følgelig kunde der ikke tænkes Grader i Befolkningens Loyalitet, følgelig maatte de føle Svøben allesammen. Det kan ikke negte at Carl Moltke paa denne Maade udfoldede en "mageløs" Upartiskhed. Eller troer man, at det alene var f. Ex. Angels eller Slesvigs eller Tønders tydsk- og oprørsksindede Befolkning, der fik en Fornemmelse af hans Regimente? Saa spørg f. Ex. de trofaste Nordslesvigere, spørg Folk fra Als og Sundeved! Spørg de augustenborgske Undergivne, hvem de havde det bedst under, Landsforræder-Hertugen eller den danske Konges Minister over Hertugdømmet Slesvig! Hvad gjorde Carl Moltke for at vende Folkets Hjerte mod Norden i Stedet for mod Syden? - Intet, han kunde det ei heller: han var selv en Tydsker, og hans Hjerte er slet ikke vendt mod Norden. Han opretholdt ikke Sprogrescriptet for dets Retfærdigheds Skyld, men - fordi det var Lov. Han tog ikke Jagtretten fra Grundejerne, for at berige kongens Kasse, men fordi det var en "Frihed" - og Slesvig maatte ikke smage nogen Frugt paa Frihedens Træ. Saalænge han sværmede for Stempelpapirs-MuIcterne, der dog vel især ramte Embedsstanden, havde han ogsaa herved den forønsket Ledighed til at vise Slesvigerne, at de havde et strængt Regimente. - Dog her er ikke Stedet til at gjøre bekjendt med Carl Moltkes Lunes Fostre; Historien vil nok i sin Tid have nogle Blade til en "Chronique scandaleuse" for Hertugdømmet Slesvig i Tidsrummet 28de Januar 1852 til 3die December 1854; - de fleste Embedsmænd kunne give rige Bidrag. - Men i denne Carl Moltkes Styrelse af Slesvig er den væsenlige Skyld at søge til, at Tydskernes Nationalhad til det Danske er voxet, og at de troe Danskes Nationalfølelse er kølnet. Hvorledes skulde Slesvigerne kunne elske Moderlandet , naar dette ikke havde noget Andet og Bedre at give dem, end - Carl Moltkes Jernaag?
Og Seglet paa Sondringen mellem Kongeriget og Hertugdømmet satte denne samme Mand ved den saakaldte slesvigske Forfatning. At den danske Rigsdag har kunnet taale saaledes at haanes, som skeet er ved dette mærkværdige Produkt, har en dansk Mand ondt ved at fatte. Da Kongen 5te Juni 1849 underskrev den danske Grundlov, da var det ikke en Provinsiallov han gav en begunstiget Del af sit Rige, men det var sit hele Rige, Danmarks Rige, og dermed underskrev han lige saa fuldt Slesvigs Frihed, som Jyllands og Sjællands. Dette kongelige Løfte om Slesvigs Frihed er ikke indfriet; Carl Moltke kuldkastede det ved sin Forfatning. Man ventede nu kun paa, at han selv skulde faae udspilt sin Rolle, og at et nyt nationalt og ærligt Ministerium vilde indfrie Kongeordet; man haabede, at den materielle Betingelse for Slesvigs Forbindelse med det øvrige Danmark, fælles folkelig Forfatning, skulde blive given og dermed Konge-Ordet indfriet. Igjennem danske Institutioner, fælles med Moderlandet, haabede man da, at den hensygnende Nationalfølelse igjen skulde opvaagne. Derfor blev Konge-Daaden 3die Decbr. hilset med Jubel af enhver tro dansk Mand i Slesvig, Brystet aandede atter frit, en velsignet Foraars-Luftning strømmede os imøde med Frejdighed, med Haab, med Taknemlighed - - men vi have endnu Intet faaet at takke for.
Raasløffs Ministerium er et stillestaaende. Vi mærke ikke til, at han virker Noget hverken i den ene eller anden Retning: - jo, det er dog sandt, Krigen mod Bladene forudsætter en Virksomhed, en dobbelt Virksomlied, thi først udgaae Beslag-Ordrer og BladvisitationsOrdrer, og dernæst - blive de tagne tilbage igjen; men derom ved en anden Ledighed. Under Raasløffs Auspicier forundes det Slesvigerne - at beholde deres Forfatning: det lader virkelig til, at han ogsaa vil have sit Navn indgravet paa denne Carlmoltkeske Bautasten, og imidlertid belaver den danske Rigsdag sig til ved Vedtagelse af Fællesforfatningsudkastet at sætte Kronen paa Carl Moltkes Værk, lade Konge-Ordet uindfriet og kaste Slesvig overbord, at al Danskhed sønden for Kongeaaen kan qvæles i "Forfatningens" Dynd.
Dog den danske Rigsdag har endnu ikke vedtaget Fællesforfatningsudkastet: ved denne Tanke maa Slesvig klynge sig, som den Skibbrudne ved den sidste Planke, ja den sidste ! Der er kun lidt Haab for, al Slesvig nu frelses fra den det ved tydsk Despoti beredte Undergang. Men et dybt, dybt Suk drager vor Moder, vort Fædreland, naar hendes udvalgte Sønner, kaarne til hendes Værn, tabe Modet, og - for at faae Fred inden egne Dørre henkaste Slesvig, det dyrekjøbte Sønderjylland som et Offer for den tydske Molok! - Det er meget for stærke Udtryk, løse Overdrivelser, ubevist Tale - nei, nei det er Sandhed - det er en Sandhed, som ingen dansk Rigsdagsmand kan modbevise, at, naar det endelig bliver slaaet fast, at Slesvig skal regeres efter Carl Moltkes despotiske Forfatning, det øvrige Danmark efter en Grundlov, hvori der endnu er opbevaret nogle gode "Rester" af Frihed, saa eie Slesvig og det øvrige Danmark skilte fra hinanden, fjerne sig mere og mere fra hinanden, gaae i forskjellig Udvikling hver til sin Side. Thi har Danmark taget den Frihed fra Slesvig, som var det lovet, har den danske Rigsdag narret Slesvig Friheden fra, saa maa Slesvig, naar det vil undgaae at forsmægte i Carl Moltkes Spændetrøje, vende sit Haab mod Sønden! Det er ingen Snak eller Overdrivelse - det er den ganske simple nødvendige Gang! Kan den danske Rigsdag sige Ja til en Fællesforfatning, som den, det nuværende Ministerium har tilbudt Folket, - da skal Slesvig sandelig ikke glæde sig ved Kjærlighed fra det danske Folks Repræsentanter. Hvad i al Verden skulde da nære og befæste dansk Nationalitet i Slesvig?
Nei, siig til Danmarks Konge: Vi ville holde Dit Kongeord i Ære, Kong Frederik! Slesvig maa have Del i vor Frihed; vi have lidt med hinanden, og Du lovede os at nyde Fredens og Frihedens Velsignelser med hinanden. Da man ved Vold vilde skille os ad, da sagde Du: "Det skal ei skee!" Nu vil man det ved fagre Ord, men vi have nu lært at sige de samme Ord al Dig: "Det skal ei skee!"
Giv Slesvig dansk Frihed, eller faaer Slesvig aldrig dansk Nationalfølelse. Nationalitet kan ikke trives, ikke vinde Liv og give Liv, uden Frihed. Men ved Delagtighed i fælles frie Institutioner, ved en Stræben efter Enhed og Overensstemmelse i Lovgivning, ved fælles Glæde og fælles Bekymring maae Slesvigs og det øvrige Danmarks Hjerter voxe sammen. Og naar da det danske Folk giver Slesvig Del i samme Frihed, som det har selv, saa skulle nok de tydske Sympathier efterhaanden svinde som Dug for Morgensol; thi saa lærer Senderjyden, at det er godt at være Dansk (Noget, Carl Moltke rigtig ikke har lært ham) , og skal nok engang i Tiden være med af fuldt Hjerte at værne om det hellige Grændseskjel, han nys var med at ville flytte. S. P.
(Fædrelandet onsdag 12. september 1855)
Artiklen blev i sin helhed oversat til tysk og bragt "Die Grenzboten: Zeitschrift für Politik, Literatur und Kunst" (1856), som en del af en længere serie under titlen "Briefe aus Scheswig-Holstein. Von Flensburg nach Tonder." (side 254-271). Artiklen havde følgende bemærkninger til Fædrelandets artikel (en dansk oversættelse først, originalen dernæst):
Vi har grunde til at se noget anderledes på sagen. Nordslesvigerne blev bedraget i det håb, som denne propaganda vakte. De lærte at de hjalp med at besejre sig selv. De ved at det kun var en københavnsk sejr der blev vundet, og det fortryder de nu at have været med til.
De verdslige og åndelige embedsmænd fra Danmark der ikke kendte til folkets skikke og karakter, kom med love og regler og med alle institutioner og forhold samt de nye institutioner, som regeringen havde lavet, nemlig ophævelsen af tyskundervisningen der eksisterede indtil 1850 i skoler (i tre timer om ugen), indførelsen af den danske toldtarif, spiritusafgiften og endelig den danske kongemønt, og tidligere beregningerne med denne mønt, som slet ikke egner sig til andre møntsystemer, alt dette har bidraget væsentligt til at køle ned og desillusionere de mennesker der er unødigt påvirket af dem. Demagoger bidrog til et ophidset humør. Manglen på tillid til de nuværende embedsmænd går så vidt, at selv rasende danske venner blandt bønderne nord for Tønder på forhånd får information fra slesvig-holstenske advokater om, hvordan en simpel overdragelseskontrakt, en samtykkeerklæring mv. o. lign. efter form og indhold, fordi de tvivler på, at deres embedsmænd forstår at gøre det rigtigt. Det er naturligvis ikke kun tilfældet i de såkaldte danske distrikter, og hvad disse angår nævner jeg det kun for at bevise ovenstående påstand. I byen Tønder der konkurrerer med Slesvig om æren af den bedste tyske mentalitet, er der forekommet mange sådanne tilfælde, ja, en afskediget embedsmand fik endda besøg under sit korte ophold der og spurgte ham om gyldigheden af en meget simpel gensidig testamenteaftale givet af magistraten for to ægtepar.
Hvad angår tyskundervisningen i skoler med dansk som skolesprog, blev denne i hvert fald i mange skoler givet næsten dagligt før 1840, således at de dygtigere børn i de bedre skoler, fx Stubbæk ved Aabenraa, lærte ganske godt at læse og skrive tysk, men sprogskriftet fra 1840 begrænsede dette til tre timer om ugen. I mellemtiden lærte børnene stadig tysk. Men det stoppede i 1850 da tyskundervisningen blev fuldstændig forbudt i de danske skoler. De fleste steder modtog den dansktalende befolkning denne foranstaltning med samme misbilligelse som den tysktalende befolkning, og jeg kender en udtalelse fra en bonde i Schlur herred som før var meget dansksindet, at tilbagetrækningen af tyskundervisningen ville være meget dårlig; man ville gerne lære noget tysk i sine barndomsår, og det var nødvendigt; for man kan næsten ikke sælge et stykke kvæg uden at kunne tale tysk.
Når det kommer til den kongelige mønt, har tyske og dansksindede helt samme mening. Ingen kan håndtere den komplicerede omregning der ikke passer til Hamborg Courant. Hamburger Courant er folkets eneste værdimåler, og regeringen vil i lang tid forgæves bestræbe sig på at gøre omregningen til sit eget møntsystem populær i offentligheden. Mens de tysksindede er forsigtige med deres udtalelser på grund af konsekvenserne, klager den tidligere modpart som får lov til at vove mere, åbent og i de råeste vendinger over rigsmønten. Selv danske prædikanter og andre danskere bad købmænd i Tønder oplyse om varepriser i Hamburg Courant. Da det var forbudt at handle efter Courant og gensdarmerne der som tidligere bemærket fik halvdelen af bøderne, lyttede overalt, opfandt landbefolkningen nye navne på kvægmarkederne i Tønder; man talte om de preussiske dalere som lange dalere "i modsætning til de korte", hvormed de mente de danske rigsdalere.
Påstanden om at næsten alle mennesker der ikke er uddannede, er tysksindede, blev bekræftet af blandt andre en gammel bonde fra en landsby ved Christiansfeld. Samtalen om husdyrenes og familiens tilstand blev efterhånden til tysk og dansk, som folk siger, og den gamle mand der ikke var så simpel som han udgav sig for at være, sagde: ”Vi er danske her, det forstår du selv, men det er mærkeligt, at alle i landet der ved og forstår noget, er tysksindede; kun de fæhoveder som mig og min slags er danske."
For så vidt angår den vestlige side af landet, især Tønder by og amt, har en masse bønder og større godsbesiddere i Schlur herred altid været deciderede tyskere, mens den fattigere klasse til hvem propagandaen lovede materiale fordele, plejede at have danske sympatier, men skifter nu stemning. Kær herreds befolkning var med ganske få undtagelser altid tysk, og selv disse undtagelser blev konverteret ved de danske foranstaltninger, for så vidt som enkeltpersoner, ligesom de flensborgske kræmmere, ikke havde danske interesser. Hvad angår det tyske elements overvægt i Kær herred, så taler selv de hvor der stadig tales med dansk patois, en dialekt der er mere tysk end dansk både hvad angår konstruktion og udtryk, og befolkningen har en decideret aversion mod dansk kirke- og skolesprog.
Allerede før oprøret ønskede regeringen at nægte kirken og skolen i Kær herred, Sydtønder herred og sognet Aventoft i Wiedingharde og krævede gentagne gange rapporter fra kirkens besøgende. Denne, kammerherre og foged v. Krogh og provst Ahlmann som var bekendt med befolkningens synspunkter og ønsker, anbefalede foranstaltningen som værende i strid med befolkningen, men folk på højere steder syntes at ville tro på deres beretninger. De forklarede så at de skulle spørge befolkningen selv uden deres involvering. Det var det der skete, i alle sogne stemte man frit og uden indflydelse udefra på, om man ville have kirke- og skolesproget eller beholde tysk, og se, i de nævnte distrikter med en befolkning på 10-12.000 mennesker stemte tre, siger tre personer, hvoraf mindst to var indvandrede jyder, for dansk, alle de øvrige imod. Dette skete i fyrrerne. Regeringen opgav derefter midlertidigt foranstaltningen. At befolkningens mening og stemning ikke har ændret sig siden sprogets tvangsindførelse, bevises af at kirkerne står tomme om søndagen, når der prædikes dansk, og at alle der er i stand til, har deres børn i udlandet til at give dem pension, så at de kan undervises i tysk og bekræftes; at i mange huse, hvor dansk patois før var almindelig, taler man nu kun tysk, i hvert fald med børnene; dette bevises yderligere af de underskrifter som blev modtaget fra alle sogne til stænderforsamlingen til genoprettelse af det tyske sprog i kirke og skole.
I forhold til modstanden mod det danske kirke- og skolesprog skiller Cliabüll sogne sig mest ud. Det vidste præsten først på almenvisitationsdagen, da biskop Boesen i sommeren 1855 kom her på sin turné - gennem mange henvendelser lykkedes det ham at få et par sognebørn til at overvære den danske prædiken; I øvrigt, som jeg ved fra de bedste kilder, er gudstjenesten hver dansk søndag blevet aflyst på grund af mangel på tilhørere, hvorimod kirken er tætpakket hver søndag og festdag, når der afholdes tysk gudstjeneste.
Da stænderne mødtes i Flensborg for at drøfte den såkaldte grundlov for hertugdømmet, hvis udkast også indeholdt bestemmelser om sproget, protesterede alle samfund mod det pålagte danske sprog, og andragender til stænderforsamlingen blev underskrevet af alle sogne til restaurering af det traditionelle tyske kirke- og skolesprog. I Leck blev den person der bar den rundt for at underskrive den, stoppet af politiet, og andragendet blev taget fra ham. Men efter at herredsfogeden havde besøgt amtmanden, grev v. Reventlow fra Tønder der var kongelig kommissær for stænderne, fik man det svar at folk bare skulle overlades til sig selv, og han frigav andragendet igen, og resultatet var at folk anmodede frit i hele Kær herred.
Anderledes gik det i Uberg sognet (Sydtønder herred). Den fanatiske Eiderdansker herredsfoged Kjær havde ansvaret der, og han kunne ikke tolerere at befolkningen bragte deres ønsker til stænderne i modstrid med hans forhåbninger. Han lod sine gendarmer konfiskere andragendet, indkaldte et stort antal andragere, gennemførte omfattede forhører og fik indgydt frygt i en bondeenke som erklærede at det ikke var hende selv, men hendes datter der havde skrevet under med sit navn. Dette var et udmærket fund, og selvom det viste sig at datteren havde skrevet under med den sikre overbevisning at det var hendes mors ønske, fik både den unge pige og de to landmænd som havde fremlagt underskriftsbegæringen, en betydelig bøde. — Forgæves henvendte sig en deputation fra sognet til greven om befaling om at frigive andragendet, som allerede var underskrevet af næsten alle sognemænd; Han trak på skuldrene og svarede, at han nu var kommissær og ikke foged. Andragendet forblev i Kjærs hænder og man måtte nøjes med at indsende et andragende til stænderne, der beskrev processen og var underskrevet af et par bønder.
Danskerne arbejdede hårdt for at modvirke andragender, men sprogspørgsmålet lå og ligger befolkningen for tæt på, til at de kan nå noget som helst. I Ladelund skal den dansksindede sognefoged have gjort sig umage og endda brugt trusler om straf til at oprette en adresse til det danske sprog, men det lykkedes ham kun at få omkring en halv snes underskrifter.
De i Aventofts sogn er ikke mindre decideret tysksindede end beboerne i Kær herred. Endelig betragtes beboerne i den venlige og travle by Højer, over for øen Sild, som særligt aktive og vedholdende patrioter. De taler også dansk patois i hverdagen. Ikke desto mindre er der ingen bedre slesvig-holstenere og ikke mere ivrige fjender af danisering at finde i hele hertugdømmet. Især alle uddannede mennesker og alle besiddere er modstandere af de ejderdanske og helstatslige forhåbninger, og selv om den danske apoteker Nagel udøver betydelig terrorisme og fordømmer ethvert udtryk for tysk stemning, lykkes det ham alligevel ikke at opnå mere anerkendelse og opmærksomhed for sit parti og hans ven Kiær vil have et hårdt arbejde med at omvende Højerboerne som er næsten universelt velhavende, usædvanligt energiske og begavet med en stor følelse af uafhængighed. De lykkes i hvert fald ikke på den valgte vej med at forfølge og straffe ethvert tysk træk.
Wir haben Gründe, die Sache einigermaßen anders anzusehen. Die Nordschleswiger sind in den Hoffnungen, welche jene Propaganda erweckte, getäuscht worden. Sie haben erfahren, daß sie sich selbst besiegen halfen. Sie wissen, daß es nur ein Sieg Kopenhagens war, der erfochten wurde, und sie bedauern jezt, dazu mitgewirkt zu haben.
Die aus Dänemark herübergekommenen, mit den Sitten und dem Charakter des Volks, mit dem Recht und Gesez und mit allen Einrichtungen und Berhältnissen nicht bekannten weltlichen und geistlichen Beamten, so wie die von der Regierung getroffenen neuen Einrichtungen, namentlich die Aufhebung des bis 1850 gegebenen deutschen Unterrichts in den Schulen ( in drei wöchentlichen Stunden), die Einführung des dänischen Zolltarifs, die Branntweinsteuer und endlich die däniſche Reichsmünze, früher schon das Rechnen nach dieser zu andern Münzsystemen gar nicht passenden Münze dies alles hat wesentlich zur Abkühlung und Ernüchterung der unnüßerweise von den Demagogen erhigten Gemüther beigetragen. Der Mangel an Vertrauen zu den jeßigen Beamten geht so weit, daß selbst enragirte Dänenfreunde unter den Bauern nördlich von Tondern sich bei schleswig-holsteinischen Juristen zum voraus Auskunft darüber geben lassen, wie ein einfacher Ueberlassungscontract, eine legtwillige Verfügung u. dal. m. nach Form und Inhalt einzurichten , weil sie Zweifel darin feßen, daß ihre Beamten es recht zu machen verstehen. Das ist freilich nicht allein in den sogenannten dänischen Districten der Fall und ich führe es, was diese betrifft , nur zum Beweise der obigen Behauptung an. In der Stadt Tondern, die mit Schleswig um den Ruhm der besten deutſchen Gesinnung streitet, ſind solcher Fälle viele vorgekommen, ja, man hat sogar einen abgeseßten Beamten während seiner kurzen Anwesenheit daselbst aufgesucht und ihn über die Giltigkeit eines vom Magistrat solennisirten, höchst einfachen wechselseitigen Testaments zweier Eheleute befragt.
Was den Unterricht im Deutschen in den Schulen mit dänischer Schulsprache betrifft, so wurde derselbe, wenigstens in vielen Schulen, vor 1840 fast täglich ertheilt, so daß die befähigteren Kinder in den besseren Schulen, z. B Stübbeck bei Apenrade, recht gut deutsch lesen und schreiben lernten, durch das Sprachrescript von 1840 ward derselbe aber auf drei Stunden wöchentlich beschränkt. Indessen lernten die Kinder doch noch deutsch. Das hörte aber 1850 auf, indem der deutsche Unterricht in den dänischen Schulen ganz untersagt wurde. Die dänisch redende Bevölkerung nahm diese Maßregel an den meisten Orten mit demselben Mißfallen auf als die deutsch redende, und ich kenne eine Aeußerung eines früher sehr dänisch gesinnten Bauern in der Schlurharde, daß die Entziehung des deutschen Unterrichts sehr schlimm wäre; in seinen Kinderjahren hätte man doch etwas Deutsch gelernt und das sei nothwendig; denn man könne ja kaum ein Stück Vieh verkaufen ohne deutsch sprechen zukönnen.
In Betreff der Reichsmünze sind Deutsch- und Dänischgesinnte in ihrer Ansicht völlig einig. Niemand kann mit der complicirten und zum hamburger Courant nicht passenden Rechnung fertig werden. Hamburger Courant ist der einzige Werthmesser des Volks und die Regierung wird sich lange vergeblich anstrengen, dem großen Verkehr gegenüber die Rechnung nach ihrem Münzſyſtem populär zu machen. Während die Deutschgesinnten der Folgen wegen sich mit ihren Aeußerungen in Acht nehmen, schimpft die frühere Gegenpartei, die mehr wagen darf, ungeschbeut und in den derbsten Ausdrücken über die Reichsmünze. Selbst dänische Prediger und andere Dänen erbaten sich die Angabe der Waarenpreise von den Kaufleuten in Tondern nach hamburger Courant. Da es verboten war, nach Courant zu handeln und die Gensdarmen, welche, wie früher bemerkt, die Hälfte der Geldstrafen bekommen, überall hinhorchten, so erfanden die Landleute auf den Viehmärkten in Tondern neue Bezeichnungen; sie sprachen nämlich von den preußischen Thalern als von langen Thalern "im Gegensatz zu den kurzen", womit sie die dänischen Reichsthaler meinten.
Die Behauptung, daß fast alle nicht Ungebildeten deutschgesinnt sind, bestätigte unter andern ein alter Bauer aus einen Dorfe bei Christiansfeld. Das Gespräch war vom Befinden des Viehstandes und der Familie allmälig auch auf Deutsch und Dänisch gekommen, wie die Leute sagen, und der Alte, welcher nicht so einfältig war, wie er sich stellte, äußerte: „Wir sind ja bei uns dänisch, das versteht sich, aber sonderbar ist es doch, daß alle im Lande, die etwas wissen und verstehen, deutschgesinnt sind; nur solche Ochsens köpfe (Fähoveder) wie ich und meinesgleichen sind dänisch."
Was nun die Westseite des Landes, besonders Stadt und Amt Tondern betrifft, so sind in der Schlur'arde sehr viele Bauern und größere Hofbefizer immer entschiedene Deutsche gewesen, während die ärmere Claffe, der die Propaganda materielle Vortheile versprochen, früher dänische Sympathien hegte, die jest beträchtlich herabgestimmt sind. Die Bevölkerung der Karrharde war mit sehr geringen Ausnahmen stets deutsch und selbst diese Ausnahmen wurden durch die dänischen Maßregeln bekehrt, insofern nicht einzelne, gleich den flensburger Krämern, aus Interesse dänisch sind Von dem Vorwalten des deutschen Elements in der Karrharde, troßdem, daß dort theilweise noch ein dänisches Patois gesprochen wird, zeigt einestheils dieser Dialekt, der hier sowol in der Construction, als in den Ausdrücken mehr beutsch als dänisch ist, anderntheils die entschiedene Abneigung der Bevölkerung gegen dänische Kirchen- und Schulsprache.
Schon vor der Erhebung wollte die Regierung die Kirche und Schule in der Karrharde , der Südtonderharte (Uberg) und dem Kirchspiel Aventoft in der Wiedingharde danisiren und forderte wiederholt Bericht von den Kirchenvisitatoren. Diese, Kammerherr und Amtmann v. Krogh und Propst Ahlmann, welche mit den Ansichten und Wünschen der Bevölkerung vertraut waren, widerriethen die Maßregel, als der Bevölkerung zuwider, man schien aber höheren Orts ihren Berichten feinen Glauben schenken zu wollen. Da er klärten sie, man möge doch die Bevölkerung ohne ihre Betheiligung selbst fragen. Das geschah, es wurde in allen Kirchspielen frei und ohne jegliche äußere Einwirkung auf die Leute von diesen abgestimmt, ob sie die Kirchenund Schulsprache haben oder die deutsche behalten wollten, und siehe da, in den genannten Districten mit einer Bevölkerung von 10-12,000 Seelen stimmten drei, sage drei Personen, von denen wenigstens zwei eingewanderte Jüten waren, für das Dänische, alle übrigen dagegen. Das geschah in den vierziger Jahren. Die Regierung stand darauf von der Maßregel vorläufig ab. Daß die Ansicht und Stimmung der Bevölkerung seit der zwangsweisen Einführung der Sprache keine andere geworden ist, beweisen die Thatsachen, daß die Kirchen an den Sonntagen, wenn dänisch gepredigt wird, leer sind, daß alle, die es irgend vermögen, ihre Kinder in der Fremde in Pension geben, um sie deutsch unterrichten und corfirmiren zu lassen; daß in sehr vielen Häusern, wo das dänische Patois früher gäng und gebe war, jest wenigstens mit den Kindern nur deutsch gesprochen wird; das beweisen ferner die Bittschriften, die mit Unterschriften bedeckt aus allen Kirchspielen an die Ständeversammlung eingingen um Wiederherstellung der deutschen Sprache in Kirche und Schule.
Im Widerstande gegen die dänische Kirchen- und Schulsprache ragt unter allen das Kirchspiel Cliabüll am meisten hervor. So viel bekannt, hat der Prediger nur am Generalvisitationstage, als der Bischof Boesen auf seiner Rundreise hierhergekommen war im Sommer 1855 - durch vieles Bitten es dahin gebracht, daß einige wenige Gemeindemitglieder die dänische Predigt besuchten; im Uebrigen ist, wie ich aus bester Quelle weiß, der Gottesdienst an jedem dänischen Sonntag aus Mangel an Zuhörern ausgefallen, wogegen die Kirche an jedem Sonn- und Festtage, wenn deutscher Gottesdienst gehalten wird, gedrängt voll ist.
Als die Stände in Flensburg versammelt waren, um über die sogenannte Verfassung für das Herzogthum zu berathen, deren Entwurf auch Beſtimmungen über die Sprache enthielt, regten sich alle Gemeinden wider die aufgedrungene dänische Sprache und es wurden Petitionen an die Ständeversammlung von jedem Familienvater unterschrieben um Wiederherstellung der althergebrachten deutschen Kirchen- und Schulsprache. In Leck wurde der, welcher sie zur Unterschrift herumtrug, von der Polizei angehalten und ihm die Petition weggenommen. Nachdem aber der Hardesvogt bei dem Amtmann, Grafen v. Reventlow aus Tondern, der bei den Ständen königlicher Commissar war, vorgefragt und die Antwort erhalten hatte, daß man die Leute nur gewähren lassen sollte, gab er die Petition wieder frei und die Folge war, daß man in der ganzen Karrharde frei petitionirte.
Anders ging es im Kirchspiel Uberg ( Südtonderharde). Dort hat der fanatische Eiderdäne Hardesvogt Kiaer das Regiment und der konnte nicht dulden, daß die Bevölkerung im Widerspruch mit seinen Bestrebungen ihre Wünsche vor die Stände brachte. Er ließ durch seine Gensdarmen die Petition wegnehmen, citirte eine Menge Petenten, stellte eine große Inquisition an und brachte es durch eingeflößte Furcht dahin, daß eine Bauerwitwe deponirte, nicht sie selbst, sondern ihre Tochter habe ihren Namen unterschrieben. Das war ein trefflicher Fund, und obgleich es sich herausstellte, daß die Tochter in der gewissen Ueberzeugung unterschrieben hatte, daß dies ihrer Mutter Wunsch sei,wurden doch sowol das junge Mädchen, als die beiden Bauern, welche die Petition zur Unterschrift vorgelegt hatten, mit bedeutender Geldbuße belegt. — Vergeblich wandte sich eine Deputation aus dem Kirchspiel an den Grafen um Befehl zur Freigabe der Petition, die schon fast von allen Gemeindemitgliedern unterschrieben war; er zuckte die Achseln und erwiderte, er sei augenblicklich Commissarius und nicht Amtmann. Die Petition blieb in Kiaers Händen und man mußte sich damit begnügen, eine den Hergang darstellende, von einigen Bauern unterschriebene Eingabe an die Stände zu machen.
Es wurde von den Dänen dem Petitioniren stark entgegengearbeitet, aber die Sprachsache war und ist zu sehr Herzenssache der Bevölkerung, als daß sie etwas hätten ausrichten können. In Ladelund soll der dänischgesinnte Kirchspielvogt sich alle mögliche Mühe gegeben und sogar Drohungen mit Strafen angewandt haben, eine Adresse für die dänische Sprache zu Stande zu bringen, es gelang ihm aber nur etwa ein halb Dußend Unterschriften zu bekommen.
Nicht weniger entschieden deutschgesinnt, als die Bewohner der Karrharde, sind die des Kirchspiels Aventoft. Als ganz besonders rege und ausdauernde Patrioten endlich gelten die Bewohner des freundlichen und betriebsamen Fleckens Hoyer, gegenüber der Insel Sylt. Auch sie sprechen im gewöhnlichen Leben das dänische Patois. Dennoch findet man im ganzen Herzogthume keine bessern Schleswig-Holsteiner und keine eifrigern Feinde der Danisirungsgelüfte. Namentlich sind alle Gebildeten und alle Besizenden Gegner der niederdänischen und gesammtstaatlichen Bestrebungen, und obgleich der dänische Apotheker Nagel einen bedeutenden Terrorismus übt und jede Aeußerung von deutscher Gesinnung denuncirt, so will es ihm doch nicht gelingen, seiner Partei mehr Geltung und Beachtung zu verschaffen, er und sein Freund Kiaer werden schwere Arbeit haben, die fast durchgängig wohlhabenden, ungewöhnlich energischen und mit vielem Unabhängigkeitssinn begabten Hoyerniger zu bekehren. Auf dem eingeschlagenen Wege durch Verfolgung und Bestrafung jeder deutschen Regung gelingt es ihnen wenigstens nicht.
Den tyske oversættelse af Fædrelandets artikel kan ses i den originale udgave ovenfor. Artiklen indledes med en længere kulturgeografisk beskrivelse af Slesvig.
Artiklen "En røst fra Slesvig ..." vakte en del debat i fx Berlingske, Fædrelandet og andre aviser.
