Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 23. november. De seneste fyringer af højtstående og lavtstående embedsmænd har vakt endnu større opmærksomhed, fordi de ramte meget loyale mænd. Overdirektøren for byen Slesvig og overembedsmand for Gottorff- og Hütten-amterne (over 50.000 euro), GL. Davids, modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse "af højere statslige hensyn." Skønt han var en nidkær embedsmand under Friedrichstadts provisoriske regering og guvernørskab fra 1848-50, blev han støttet af hr. v. Tillisch forfremmet til ovennævnte høje embeder og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem lovlighed og medmenneskelighed. Han forsvarede også den tyske nationalitet i de ham underordnede landdistrikter, hvor sprogtvang fandt sted, så vidt muligt mod de danske gejstliges angreb og forsøgte at bevare de juridiske barrierer. Denne juridiske adfærd passer måske ikke med minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmænd, at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Embedsmænd i Sydslesvig hvor det officielle erhvervssprog er tysk, modtager ofte danske breve. Efterfølgeren til hr. David, kammerherre v. Holstein, der er hjemmehørende i Holstein, betragtes som en levedygtig tilhænger af den Ejderdansk-skandinaviske bevægelse; det er den samme person der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i rigsrådet. Lige så beslutsomt handler handler ministeren overfor gejstligheden og lader landsherrerne udnævne prædikanter hvor sognefællesskaberne tidligere havde forfatningsmæssig ret til at stemme.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 23. Novbr. Die in jüngster Zeit mehrfach vorgekommenen Entlassungen von höheren und niedrigen Beamten haben um desto grösseres Aufsehen erregt, da sie sehr loyale Männer betroffen haben. Der Ober-Director der Stadt Schleswig und Oberbeamte der Aemter Gottorff und Hütten (uber 50,000 E), GL. Davids, empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung "aus höheren Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. Er schüsste auch die deutsche Nationalität in den ihm untergebenen Landdistricten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höheren Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte schon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nut das Sprachsrescript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auch schon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Geschäftssprache gesetztlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Herrn David's, Kammerherr v. Holstein, ein geborerner Holsteiner, wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-scandinavischen Richtung betrachtet; es ist derselbe, der im Reichsrath den Herzogthümern alle Rechte absprach. Gleich enschieden verfährt der Minister in dem geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das Wahlrecht hätten.

(Bayerisches Volksblatt. 3. december 1856)

Tegningen skal illustrere hvordan rettigheder rives i stykker. Titlen "Illustration zu dem Liede:" ("Illustration til sangen:") Under tegningen et digt: Treu im Denken, treu im Handeln, // Treu dem einst beschwornen Wort, // Ist der Däne ohne Wandeln, Schleswigs Schirm und Holsteins Hort" (Tro i tanken, tro i handling, // Tro mod ordet engang svoret til, // Er danskeren uden forandring, Slesvigs paraply og Holstens tilflugtssted”). Kladderadatsch 24. februar 1856.

(Slesvig-Holsten.) "Schw. Merkur" skriver fra Slesvig den 23. november: "De nylige afskedigelser af højere og lavere embedsmænd har forårsaget desto større omtale, fordi de har ramt meget loyale mænd. Chefdirektøren for byen Slesvig og øverste embedsmand for kontorerne Gottorff og Hütten (over 50.000 indbyggere) G. Davids modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse: "Af højere statslige hensyn." Skønt han var en ivrig embedsmand under den provisoriske regering og guvernørskab af 1848-50 i Friedrichsstadt. Han blev forfremmet til ovennævnte høje embeder af hr. v. Tillisch og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem sin retfærdighed og menneskelighed. han beskyttede også den tyske nationalitet i de ham underlagte landdistrikter hvor sprogtvangen finder sted, så meget som muligt mod de danske gejstliges overgreb og søgte at bevare de juridiske grænser. Denne juridiske adfærd passer måske ikke minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmændene at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Faktisk modtager embedsmænd i Sydslesvig, hvor det officielle erhvervssprog er tysk, ofte breve på dansk. Efterfølgeren af ​​Hr. David, Kammerherre af Holsten, en indfødt Holsten, betragtes som en nyttig tilhænger af den eiderdansk-skandinaviske tendens; det er den samme, der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i det kejserlige råd. Lige så beslutsomt gik ministeren frem hvad angik det gejstlige og lod de landsfyrsten udnævne præster, hvor tidligere menighederne grundlovsmæssigt havde haft stemmeret. Sådan skete det i Gelting i Angel, i Dretzbül, Neukirchen, Lygum og Ledt i amtet Tønder, hvor menighederne ellers ville have valgt tyske prædikanter. I Katting og Poppenbüll, Eiderstedt, har man i to år forgæves ventet på ministergodkendelsen af ​​oplægget til præstevalget, og man frygter også den allerhøjestes udnævnelser.

(Schleswig-Holstein.) Dem "Schw. Merkur" schreibtman aus Schleswig unterm 23. Nov.: "Die in jüngster Zeit vorgekommenen Entlassungen von höhern und niedern Beamten haben um so desto grösseres Aussehen geregt, da sie sehr loyale Männer betrroffen haben. Der Oberdirektor der Stadt Schleswig und der Oberbeamter der Aemter Gottorff und Hütten (über 50.000 Einwohneer) G. Davids empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung: "Aus höhern Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichsstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. er schützte auch die deutsche Nationalität in den ihn untergebenen Landdistrikten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höhern Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte chon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nur das Sprachreskript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auchschon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Gechäftssprache gesetzlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Hrn. Davids, Kammerherr von Holstein, ein geborner Holsteiner wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-skandinavischen richtung betrachtet; es ist Derselbe, der im Reichsrathe den Herzogthümern alle Rechte abstprach. Gleich entschieden verfährt der Minister im geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das wahlrecht hatten. So ist es geschehen zu Gelting in Angeln, zu Dretzbül, Neukirchen, Lygum und Ledt im Amt Tondern, wo sonst die Gemeinden deutsche Prediger gewählt, haben würden. In Katting und Poppenbüll, landschaft Eiderstedt, wird seit zwei jahren vergeblich auf die ministerielle Genehmigung der Präsentation zur Predigenwahl gewartet, und man befürchtet ebenfalls allerhöcste Ernennungen."

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit 5. december 1856) 

Amtmand Mathias Davids (1800-1877) blev 1834 stadssekretær og stadspenningmester i Frederiksstad, hvor han forblev kongetro i sit embede under Treårskrigen, med embeder i Husum. 1850-1856 var han amtmand over Gottorp og Hütten amter samt Stapelholm. Politisk henseende var han helstatsmand. I 1856 stemte han mod Carl Scheel-Plessens forslag om helstats-forfatningens forelæggelse for stænderne i Slesvig og Holsten. Han beholdt sin plads i rigsrådet, men nedlagde det 1863 efter at have stemt imod novemberforfatningen. Han afslog senere den preussiske regerings tilbud om en amtmandspost.

Amtmand Ulrich Adolph von Holstein (1803-1864) var søn af major, toldforvalter og Kirchspielvogt i Kellinghusen Henning Christoph Boëtius von Holstein (17641844) og Anna Maria f. Steffens (1781-1858). Han tog 1825 juridisk eksamen i Glückstadt, derefter amtssekretær hos amtmændene H.C.D.V. von Levetzow i Husum og C.F. Tillisch i Aabenraa. 1832 amtsforvalter og husfoged på Ærø. 1845 blev han amtsforvalter i Tønder, men efter krigens udbrud i  1848 måtte han forlade det forlade og flytte til København. September 1849 blev han adjungeret F.F. Tillisch som kasserevisor. 1850 amtsforvalter i Flensborg, stempelpapirforvalter og kammerherre og endelig som artiklen beskriver 1856 amtmand i Gottorp og Hytten Amter samt overstaller i landskabet Stabelholm. 

Han sad i Rigsrådet 1856, 1858, 1859, 1862 og 1863; i de 3 sidste som kongevalgt vicepræsident. I Slesvig stænder var han i samlingen 1857 kongelig kommissarius. Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864, måtte han efter voldstrusler forlade embedet. Da han var syg og svag tog rejsen over Rostock og Ystad til København hårdt på ham. Han døde 17. april 1864. 

Huuslæger. (Efterskrift til Politivennen)

Huuslægehonoraret. Det er, som bekjendt, her i Vandet en - fornemmelig blandt Kjøbstadbefolkningen - almindelig Skik, at Familier, som have nogenlunde Evne dertil, vælge sig en fast Læge, for i paakommende Sygdomstilfælde at yde den hele Huusstand fornøden Lægehjælp og forøvrigt være deres Raadgiver i Sundhedsanliggender. Herfor erholder Lægen en vis aarlig Betaling, hvad enten der forekommer hyppige Sygdomstilfælde eller aldeles intet, dog er det ikke ualmindeligt, at de, der have Evne, betænke Lægen med et høiere Honorar, naar særdeles Sygdomme har gjort mere end sædvanlig Krav paa hans Tid og Kræfter. Forholdet er saaledes en Art Assurance. Men medens det paa Landet og i nogle Kjøbstæder, overeensstemmende med naturlig Orden, er Brug, at Lægen efter Billighed bestemmer Honorarets Størrelse, er det derimod i Hovedstaden og endeel Kjøbstæder blevet almindeligt, at Vedkommende, som have engageret Lægen, fastsætte Honoraret, og at denne i det høieste undertiden spørger om han er tilfreds dermed.

I en tidligere Periode har denne Skik muligen været til Fordeel for Lægerne, idetmindste for dem, hvis Praxis faldt blandt den mere bemidlede Deel af Befolkningen, der ved rundelige Honorar gjorde det lettere for Lægen at yde Ubemidlede sin Bistand, thi det tør vel antages som anerkjendt, at Lægen i Almindelighed med samme Ufortrødenhed opfylder sin Pligt hos den Ubemidlede som hos den Bemidlede. I de senere Aar derimod har mangen Læge paa disse Steder havt fuld Grund til at beklage, at hans naturlige Ret til at bestemme Lønnen for sit Arbeide, er gaaet tabt for ham; thi medens de mere uheldigt stillede Samfundsclasser, der ikke have erholdt forøgede Midler til at bære Dyrtidens Tryk, have været nødte til at formindske Lægehonoraret, have de Classer, hvis Indtægter enten middelbart eller umiddelbart ere forøgede, i Reglen ikke forhøiet Lægehonoraret, og deraf er opstaaet et særdeles ugunstigt Forhold for den især af Kjøbstadspraxis levende Læge, som ikke kan andet end virke meget nedtrykkende paa den Aandsfriskhed , der er saa nødvendig til en heldbringende Virken i hans Kald.

Der hersker vistnok i det Hele en ofte urigtig Mening i Publikum om Lægernes oekoncomiske Stilling, idet man fra de faa heldigere Stilledes Forfatning feilagtigen slutter til de Øvriges. Men selv blandt dem, som have en temmelig betydelig Praxis, findes der kun faa, som see sig istand til at opspare Midler, hvorved de kunde bære de Afsavn, mulige Sygdomme og Alderdom medføre. Et sørgeligt Vidnesbyrd om Sandheden heraf er, at det paa den sidst afholdte Lægeforsamling i Roeskilde blev erkjendt, at det vilde falde for trykkende for de fleste Læger at bidrage 10 Rd. aarlig til den for trængende Læger stiftede Understøttelseskasse. Ved denne Forsamling blev det og fremhævet, at Lægerne maatte ved indbyrdes Overeenskomst søge at faae det Misforhold hævet, der det de stigende Priser paa Livets Fornødenheder var opstaaet mellem det hidtil erlagte Honorar og Lægens Forretninger. Det er og Indsenderne af nærværende Artikel bekjendt, at det paa flere Steder er skeet, og Lægernes Forlangende er med Velvillie blevet opfyldt af Befolkningen i de forskjellige Egne.

I Hovedstaden og de Kjøbstæder, hvor samme Skik med Hensyn til Lægehonoraret følges, vil imidlertid, paa Grund af den engang herskende Brug, en saadan Overeenskomst være det sidste Middel at tye til, og det er at haabe, at det ei heller vil blive nødvendigt; thi det kan neppe betvivles, at jo den Velvillie, som i Regelen findes mod Lægerne, vil foranledige at Enhver, som har nogenlunde Evne dertil, vil, efter at være gjort opmærksom paa denne Sag, imødekomme deres billige Krav paa forhøiet Honorar, saa at de uopfordrede supplere det efter bedste Skjøn, eller saafremt de ikke maatte finde sig foranledigede dertil, da uden Uvillie modtage Lægens Erindring i saa Henseende.

Idet Ovenstaaende bringes i Pressen af en mindre Lægekreds med Overbevisningen om, at samme Anskuelser deles saagodtsom af hele Landets Lægestand, tør vi antage at dHrr. Redacteurer af Provindsaviserne ville yde Standen en Tjeneste ved at optage denne Artikel i deres respective Blade.

Flere Læger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1856)

Spaakone. (Efterskrift til Politivennen)

Spaaning i Kaart. Efterat det var kommet til Politiets Kundskab, at Sømand Frederiksens Enke, ogsaa kaldet Spaa-Stine, befattede sig med, for Betaling at spaae i Kaart, og at en for Tyveri arresteret Pige herom kunde give nærmere Oplysning, blev Sidstnævntes Forklaring modtagen, og gik i det Væsentlige ud paa Følgende. Medens hun for omtrent 3 Aar siden tjente hos en Præst her i Staden, var hun i lang Tid meget bekymret over et Kjæresteforhold, hvori hun stod til en Person, som hun troede ikke meente hende det ærligt. I et saadant Øieblik kom just en Kone til hendes Huusbond, og da hun saae, at Arrestantinden var bedrøvet og erfarede Grunden dertil, raadede hun hende at gaae til Spaa-Stine, hvis Adresse hun opgav, og som skulde kunne sige hende, om hun vilde blive gift med sin Kjæreste eller ikke. Samme Dag begav hun sig til Spaakonen. Denne - Sømand Frederiksens Enke - var i Besiddelse af forskjellige Slags Kaart og lagde strax disse op, samt lovede Arrestantinden, at hun nok skulde faae sin Kjæreste, idet hun viste hende et Kaart , hvorpaa var malet et Huus, med den Bemærkning, at der laae hendes tilkommende Hjem. Efterat Arrestantøren havde spurgt, hvad hun var hende skyldig, og F. havde yttret, at hun pleiede at faae 3 Mk., gav hun hente disse, og forlod hende, med den Opfordring fra dennes Side om flittig at besøge hende, da hun ikke kunde sige Stort den første Gang, men jo oftere Arrestantinden kom, destomere kunde hun faae at vide, ligesom hun ogsaa bad hende at anbefale hende til Andre. Efter den Tid kom Arrestantinden jevnliden til hende, undertiden flere Gange om Dagen, og, naar hun ikke havde Penge at betale med, maatte hun sætte Pant. Under disse Besøg omtalte F. oftere et Middel, som skulde være aldeles probat til at vinde kærestens Gjenkjærlighed, og bestod det deri, at Arrestantinden skulde levere F. det Linned, som hun til en opgivet Tid havde baaret, hvorefter F. vilde brænde det og bringe Arrestantinden Asken, efter at have baaret den 3 Gange omkring Kirken. Denne Aske skulde Arrestantinten blande i Maden, som hun spiste, og da var hun sikker paa, at Kjæresten ikke kunde forlade hende. Dette Middel, hvormed F. forsikkrede at have hjulpet Mange, kunde Arrestantinden imidlertid ikke beqvemme sig til at bruge, da hun ansaae det for Troldom. Arrestantinden forklarede endvidere, at hun oftere havde seet forskjellige Tjenestepiger komme bærende med hele Kurve fulde af Madvarer til F. , og at denne gentagne Gange havde spurgt hende, om hendes Frue aflaasede sine Gjemmer, samt opfordret hende til, ligesom de andre Piger, at bringe hende Smør, Ost, Fløde og Andet, som da kunde gaae af i Betalingen for Spaaningen, men derpaa havde Arrestantinden aldrig villet indlade sig. Hun tilføiede, at F. gjorde sine Kunder, hvoraf der indfandt sig en stor Mængde af forskellig Stand og Alder, troskyldige ved at fortælle dem, at hun havde forudsagt Kiøbenhavns Politi, der jevnlig havde raadspurgt hende, vigtige Begivenheder, og at hun af det havde faaet Tilladelse til at praktisere. Foruden at benytte Kaart, havde Enken Frederiksen, efter Arrestantindens Forklaring, ogsaa spaaet af æggehvide i Vand, idet den Person, der skulde spaaes, maatte ved Juul, Nytaar og Helligtrekongers Aften bringe hente et Æg og et Glas. Hviden blev da heldt i de med Vand fyldte Glas, og af de Figurer, som deri dannedes, forudsagde F. de Paagiældendes Fremtid. Arrestantinden forsikkrede, at hun havde seet en Række af Glas paa et Bord hos F., der foregav, at Hviden maatte henstaae 8 Dage i Vand, før den kunde benyttes. Hun tilregnede forøvrigt F., at hun nu var "i Forlegenhed", idet hendes Spaadomme havde bragt hende til at holde fast ved en Kjæreste, der ikke var hende tro, og af Sorg herover havde hun slaaet sig til Drik, og denne Last tilstod hun, at hun nu havde ladet sig forføre til Tyveri. Under den imod Christine eIler Stine Iversdatter eller Hein, Frederiksens Enke, derefter indledede criminelle Undersøgelse vedblev hun stadigen at benægte, at hun for Betaling havde slaaet hvide op i et Glas, for deraf at spaae i Fremtiden: hun havde kun enkelte Gange gjort det i Spøg for sine Bekjendtere. Hun benægtede ogsaa de øvrige om hende afgivne Udsagn, med Undtagelse af at hun for Betaling havde spaaet af Kaart for de Personer, som indfandt sig hos hende, for at faae Kaart oplagte for sig, og havde hun i de sidste 3 Aar drevet dette som en Erhvervskilde. Kaartenes Betydning havde hun lært sig til af "Gamle Marene Hexebog", og rettede hun sine Udtydninger deels efter denne, deels efter hvad der forekom hente passende efter vedkommende Persons Forhold, og hvad disse helst ønskede. De dreiede sig om Kjærlighed, Embedsansættelser, Forbrydelser, som man ønskede opdagede o. s. v., og paastod hun, at hun altid havde sagt til dem, at de ikke skulde troe paa, hvad hun sagde, førend det var indtruffet. Paa Rettens Opfordring at erklære, om hun selv troede paa Rigtigheden af hvad hun forudsagde, bemærkede hun, at hun ikke troede derpaa, førend det, hun havde forudsagt, var skeet, og yderligere Forklaring desangaaende var ikke at opnaae af hende, dog anførte hun som et Exempel, at hun kort før hun blev anholdt havde lagt Kaart op for sig selv, og, ved at bemærke, at Knægtene derved kom sammen, antog hun af denne Omstændighed, at det forestod hende en svær Rettergang. Tiltalte Frederiksen, der er født den 17de Octbr. 1809, og i 1835 straffet for Utroskab i sin Tjeneste samt for Forfalskning af sin Skudsmaalsbog. blev nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1856).

Steen Møller & Comp., Østergade 75/10. 1856-1867. (Efterskrift til Politivennen).

I perioden 1855 eller 1856 til 1867 holdt et firma ved navn Steen Møller & Co(mp) til i Østergade 75 (senere Østergade 10). Det har ikke været muligt at finde uddybende oplysninger på internettet, men gennem årene bragte aviserne helsides og halvsides annoncer fra firmaet, hvorfra er plukket de nedenstående.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1856. Vinter eller forår 1855 flyttede Steen Møller til Østergade 75 med et etablissement i mode- og manufakturfag..

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1857, 2. udgave.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1859.

Efter 1859 var adresse Østergade 10. Bygningen eksisterer ikke længere. Den nuværende er opført i 1933, tegnet af arkitekt A. Skjøt-Pedersen. Omkring 1859 eksisterede et par år Brødr. Møller på adressen som solgte sørgeartikler. Det varede dog kun kort, og så dukkede det gamle navn op igen.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1862.

Firmaet lukkede i 1867.

Fattigkvarteret i Klærke- og Rosengaden. (Efterskrift til Politivennen)

Fattigkvarteret i Klærke- og Rosengaden. I Ugeskriftet for Læger fortsættes Beretningen om Sundhedstilstanden af dette tætbebyggede Qvarteer, og Resultatet af de fortsatte Undersøgelser er desværre meget slet. Beklageligt er det, at der siden i forrige Aar intet synderligt er gjort fra det Offentliges Side til Forbedring i denne sørgelige Tilstand. Bemeldte Ugeskrift gives udførlige Lister over hvert Huus' Beboere og Antallet af Syge i et Aar, og om Resultatet hedder det derefter i Ugeskriftet:

"Man vil heraf see, at de tidligere Slutninger i fuldeste Maal blive bekræftede. Medens Oversigten over Aarets 9 første Maaneder viste, at næsten Halvdelen af hele Qvarterets Beboere havde været nødsagede til at søge Lægehjælp paa Grund af Sygdom, viser Oversigten over hele Aaret at fra Qvarterets 998 Beboere har været gjort 595 Sygeanmeldelser til Distriktslægen, eller næsten 60 pCt. Som fortrinlig usunde bleve dengang fremhævede Rosengade 438, hvor Sygeanmeldelserne vare 91 pCt af Beboerne; Rigensgade 468 og 469, som havde 80 pCt, Rosengade 440 med 56 pCt. og Klærkegade 430 med 55 pCt. Tabellen viser, at Forholdet ikke har forbedret sig, navnlig med Hensyn til de sletteste Huse: Rosengade 428 og Rigensgade 468 og 469, af hvilke det førstes 129 Beboere have leveret 152 Sygeanmelser (over 117 pCt.), og det sidstes 106 Beboere 118 sygeanmeldte (111 pCt.), hvilke Tal tillige tyde paa, at de samme Individer flere Gange have været sygemeldte, altsaa at flere af Husenes Beboere ikke blot en enkelt Gang, men jevnlig lide af Sygdom.

Forholdet er saaledes hverken i det Enkelte eller i det Hele bedre, end tidligere fremstillet. Saavel hele qvarteret, som enkelte Huse indeholde endnu i sig "Betingelser, der ere fortrinligt skikkede til at udvikle Sygdomme og til at gjøre det til et Brændpunkt under udbrydende Epidemier." Og der er god Grund for Huusværterne, navnlig af de nævnte Huse, til at "overveie, om ikke Hensyn til eget og Medmenneskers Vel bør sættes over pekuniær Fordeel,"og for Autoriteterne til at "anvende al den Magt, de have til deres Raadighed, til at forbedre Forhold, der ere saa slette, at de ikke blot tjene til at nedbryde Sundheden og forkorte Livet for de fattige Mennesker, som ere nødsagede til at underkaste sig dem, men ogsaa, under indtrædende Epidemier, kunne blive til en Fordærvelse for hele Byen."

Maatte man til Afhjælpning af dette store Onde, som kan have farlige Følger for hele Byen, dog endelig foretage alvorlige Forholdsregler og de fornødne Ombygninger!

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. november 1856).