Ballade paa Gamle Kongevej. (Efterskrift til Politivennen)

Optrinet i den baierske Ølhalle fortælles nu i "Dgbl." saaledes: Forrige Torsdag Aften kom to Lieutenanter ind i den baierske Ølhalle paa gamle Kongevej. Idet de begav sig hen til et ledig staaende Bord, passerede de tæt forbi en Trompeter af Artilleriet, der i Selskab med nogle civile Herrer sad og drak Øl, saa tæt forbi, til de næsten berørte ham. Trompeteren saa op paa dem og vendte sig dernæst atter til sit Selskab uden at gjøre den skyldige Honnør. Officererne viste Takt nok til ikke at tiltale ham i Hallen; de satte sig ved et nærved staaende Bord, og først da Trompeteren reiste sig og gik, fulgte de efter ham udenfor Hallen, hvor den ene af dem - en Premierlieutenant - tiltalte ham i en fuldkommen rolig Tone og spurgte om hans Navn og Nummer. Da Lieutenanterne derpaa alter vilde gaa ind i Hallen, bleve de standsede af en civilklædt Herre, der i en uforskammet Tone spurgte dem om Grunden til, at de havde forlangt Trompeterens Navn og Nummer at vide. Naturligvis gaves der herpaa det eneste passende Svar, at der ikke kom ham ved, hvilket han dog formente, da han var en Ven af Trompeteren. Officererne indtog deres forrige Plads, hvor de imidlertid ikke bleve længe uforstyrrede, da snart en larmende Masse kom ind i Hallen, omringende dem og saaledes spærrede dem den almindelige Udgang. De blev af denne Skare overvældede med en Strøm af Skjældsord, Forhaanelser og Trusler, hvoraf man kan forefinde et skjønsomt Udvalg i adskillige Blade. Truslerne i Ord blev snart efterfulgte af Truster i Gebærder, der bleve mere og mere nærgaaende; Sekondlieutenanten reiste sig da og spurgte de Nærmeststaaende, hvormed han og hans Kammerat havde fornærmet dem. Dette Spørgsmaal blev besvaret med nye Skjældsord og Forhaanelser, hvorpaa han - Sekondlieutenanten - erindrede Værten om, at de vare i Kongens Uniform i hans Lokale, og opfordrede han ham i Kongens Navn til at skaffe dem Ro. Denne vistnok uheldige Yttring blev efterfulgt af Klappen, Bravoraab og Latter. Da Premieurlieutenanten efter det foregaaende Optrin spurgte, om der intet Politi var tilstede, viste en Betjent sig, men denne erklærede Intet at kunne gjøre, da han var alene, og raadede dem til at trække sig tilbage. Efter en saadan Erklæring fra den tilstedeværende Autoritets Side var der ikke Andet tilbage for de lo Herrer end at benytte en af Hr. Heyman beredvillig aabnet Bagdør. At deres Bortgang blev ledsaget af en om muligt endnu større Strøm af Forhaanelser og plumpe Vittighedsforsøg, er det unødvendigt at tilføie.

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1857).

Dagbladets artikel var fra 24. juli 1857, og da var den i flere blade omtalt som at det var holstenere eller tyskere der havde generet danske soldater. 

Det tidligere berørte Optrin i den Heymannske Ølhalle i Kjøbenhavn, foranlediget ved tvende unge Lieutenanters Adfærd imod en Underofficeer, som ikke havde hilset, har givet Anledning til en "Undersøgelse", der har ført til en af de i den Slags Sager sædvanlige Krigsretsdomme, hvorefter, ifølge "Fdrl.", Trompeter af Artilleriet Kreutz, født i "Hertugdømmerne" og tidligere "straffet", er idømt 10 Dages mørkt eensomt Fængsel for "respectstridigt Forhold imod tvende Officerer paa et offentligt Sted, samt for, da han af dem blev spurgt om Navn og Batterienummer, at have angivet begge Dele falsk". Ved Sagens Undersøgelse skal det, hedder det i s. Bl., "ikke være oplyst", at "de tvende Officerer ved de stedfundne Sammenstød have gjort eller sagt Noget, der kunde give det tilstedeværende Publicum nogensomhelst grundet Anledning til at yttre sin Misbilligelse". Hvilkesomhelst Oplysninger der end ere fremkomne eller "ikke fremkomne", saa turde det ogfaa uden saadanne vare en afgjort Sag, at "Publicum" ikke har havt nogensomhelst Berettigelse til at indblande sig i de vedk. Militairpersonets Mellemværende om dette end forefaldt paa et offentligt Sted. Men deraf følger slet ikke, at Brugen af Officerernes militaire Superioritets-Ret (i Tjenesteforhold) ligeoverfor en Underordnet under et fælleds Besøg paa et Ølhuus jo vel kan fortjene at misbilliges eller dog at betragtes som en meget ubetimelig Anvendelse af den "militaire Ret". At Trompeteren blev puttet i det mørke Hul, breder da vel heller ikke det egentlige Lys over Gjenstanden eller gjør de med ham "sammenstødende" Officerer til lysende Kometer i dette Tilfælde. En noget mørk Side af Sagen bliver det ialtfald, at Subordinationsforholdene i Tjenesten skulle spille en Rolle i Samfundslivet udenfor denne, saa at to Lieutenanter og en Trompeter ikke skulle kunne i god Samklang drikke deres Øl paa samme Sted, uden at det skal behøve at komme til smaalig "Sammenstød" om "Respecten". Ogsaa synes det at være et meget tvivlsomt Medhold, man vil skaffe Indpas i den offentlige Mening for Olficererne contra Trompeteren, ved de Forsøg der gjøres paa at give Sagen et nationalistisk Skjær. Den respectstridige Domfældtes Fødested, om i "Hertugdømmerne" eller Kongeriget, kan her slet ingen Betydning have, hvad Betydning det end har gouteret Eiderpolitiken at lægge i denne Ølhuushistorie, og som ialtfald synes meget malplaceret. Krigsrettens Dom har desuden kun at betegne den Tiltaltes Fødested, By eller Sted i Landet, og ikke ved Behandling af Statens fælleds militaire Sager at sondre mellem Kongeriget og "Hertugdømmerne" eller endog flytte Eiderpolitiken op til Kongeaaen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. juli 1857)

"Flvp." betvivler, at der ang. det omtalte Militairoptrin i den Heymann'ske Ølhalle har fundet noget Vidneforhør af Øienvidner Sted, som dog var det eneste, der kunde give "Oplysning" om Officerernes Forhold og give "Krigsretsdommen" sin Betydning med Hensyn til disse. Ved den afsagte Dom, tilføier Bladet, er ogsaa det Hovedspørgsmaal uafgjort, hvorvidt det er sømmeligt, at Officerer paa et offentligt Sted i andre Gjæsters Paahør "fordre militair Respect af en Underordnet og paa det samme offentlige Sted benytte sig af HS. Maj. Kongens Navn i en derved opstaael Ordvexling med Gjæsterne". Spørgsmaalel om det Sømmelige i den brugte Adfærd foreligger jo imidlertid ikke for Krigsretten. Det er den offentlige Mening, som har at dømme denne Adfærd, og den har vistnok dømt. Underligt er det ellers, at Krigsretsdommen eller dens Referent i "Fdl." blot har anført Trompeterens og ikke de vedk. Officerers Navne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1857).

Heymanns ølhalle var for lille til besøgstallet, og blev nedrevet det efterfølgende år (1858). I stedet blev der ved det nærliggende Svanholm bryggeri opført en bygning i flere etager hvori bl.a. en øltunnel og ølhalle som opnåede foråret 1858. J. B. Heyman havde i 1853 anlagt det bajerske ølbryggeri på Svanholm ved Gl. Kongevej. Fra en produktion på ca. 4,000 tønder årligt, steg det efter udvidelser i 1854, 1855 og 1856 til 12.000 tønder årligt.

Ane Andersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

 Tirsdagen den 28de Juli.

Advocat Liebe
contra
Ane Andersdatter (Defensor Liebenberg)

der tiltales for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster eller i altfald ved mislig Omgang foranlediget dets Død.

Løve Herreds Extrarets Dom af 6te Decbr. 1856: "Arrestantinden Ane Andersdatter bør at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage; saa udreder hun og alle af hendes Arrest, Action og Straffens Execution lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til den beskikkede Actor, constitueret Branddirecteur, Forvalter Fog, og Defensor, Procurator Rangel 5 Rdl. til hver, foruden Diæter efter Overøvrighedens Resolution. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 12te Mai 1857: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salarium til Actor og Defensor ved Overretten, Procuratorerne Alberti og Maag, betaler Arrestantinden Ane Andersdatter 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

Da den af det kongelige Sundhedscollegium senest afgivne Erklæring gaaer ud paa, at det maa ansees sandsynligt, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev given det af Tiltalte i Dølgsmaal fødte Barn strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt, findes som Følge heraf i Forbindelse med de øvrige i Sagen tilveiebragte Oplysninger den i Lovens 6--6-8 hjemlede Formodning om begaaet Fostermord at maatte ansees saaledes svækket, at det nævnte Lovbud ikke i denne Sag kan komme til Anvendelse. Da det imidlertid maa tilregnes Tiltalte, at Barnets Liv ei ved en hensigtsmæssig Pleie og Behandling blev bevaret, vil hun for det af hende udviste Forhold være at ansee med en arbitrær Straf, som findes passende at kunne bestemmes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide. I Henseende til Actionens Omkostninger billiges den indankede Dom.

Thi kjendes for Ret:

Ane Andersdatter bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Landsover, samt Hof. og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Liebe og Etatsraad Liebenberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

-----

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Ane Andersdatter tiltales under nærværende Sag for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Foster, eller i alt Fald for ved mislig Omgang at have foranlediget dettes Død; og ved den inden Løve Herreds Extraret den 6te f. M. af Underdommeren med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er Arrestantinden ogsaa anseet efter Lovens 6—6-8 cfr. 7, med Straf af at miste sin Hals og heudes Hoved at sættes paa en Stage.

Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende: Arrestantinden, der paastaaer under sin Tjeneste hos Bager Mathiesen i Høng, som hun forlod den 1ste Mai f. A., at være bleven besvangret af en der tjenende Bagersvend, fattede i Løbet af Sommeren, da bemeldte Svend, der under Sagen har benægtet, nogensinde at have havt legemlig Omgang med Arrestantinden, ikke bekymrede sig om hende, den Beslutning, at holde sin Tilstand hemmelig, og, saafremt hun maatte føde et dødfødt Barn, i hvilken Henseende kan mærkes, at hun i den sidste Maaned før Fødselen ikke havde mærket Liv hos Fosteret, søge at skjule det Passerede. Da Arrestantinden derfor den 2den Octbr. sidstleden om Eftermiddagen, medens hun, der var gaaet tilsengs om Morgenen, befandt sig alene i Pigekammeret paa Vedbygaard, hvor hun tjente som Malkepige, mærkede, skjøndt hun, der tidligere havde født et Barn, havde troet endnu at have 14 Dage tilbage af sin Svangerskabstid, at Fødselsøieblikket nærmede sig, stod hun ud af Sengen, og, idet hun lænede sig med Ryggen imod Sengefiællen og med Nakken imod et ovenover hendes Seng anbragt Sengested, fødte i denne staaende Stilling et Barn, der i Fødselen faldt ned paa det i Kamret værende steenbrolagte Gulv. Med en i Vinduet liggende Sax, som Arrestantinden tog uden at forandre Stilling, overklippede hun Navlestrengen, og tog derefter, formeentlig kun efter nogle Minutters Forløb, Barnet, der ingen Lyd gav fra sig, op til sig, ved at holde det til Øret, lyttede efter, om der var Liv i det, uden dog at kunne opdage, at det aandede. Hun lagde nu Barnet i Sengen ved sig, og her blev det liggende i omtrent to Timer, i hvilken Tid Arrestantinden flere Gange vil have lyttet efter, om hun kunde spore Liv i det, men da Intet tydede herpaa og hun derfor ansaae det for dødt, gjemte hun det i Halmen under Hovedgjærdet, hvor det næste Dags Middag efter Paaviisning af Arrestantinden, imod hvem der var opstaaet Mistanke, blev forefundet. Arrestantinden har vedholdende forsikkret, at ligesom det ingensinde havde været hendes Hensigt, hvis Barnet havde været levende, at berøve det Livet, saaledes vilde hun i saa Fald ei heller have holdt Fødselen hemmelig, men fortalt fine Medtjenere, at hun havde født, og anmodet sin Madmoder om noget Børnetøi, hvortil hun vel i den første Svangerskabstid havde indkjøbt noget Tøi, men som hun ikke havde faaet syet.

Det af Lægerne afgivne Visum repertum gaaer ud paa, at Fosteret har været fuldbaaret, og er levende født, og at det er død suffocativt under Savnet af den nødvendige moderlige Pleie; og det Kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter have været forelagte, har været enig med Lægerne i, at Barnet har været levende født, ligesom Collegiet ogsaa har erklæret det for sandsynligst, at den mangelfulde Pleie og uhensigtsmæssige Behandling, som blev givet Barnet strax efter Fødselen, har foranlediget Standsningen af det til Livets Fortsættelse fornødne Aandedræt.

Da Arrestantinden, der er født d. 2den Mai 1823 og ikke tilforn har været criminaliter tiltalt eller dømt, har vedgaaet forsætlig at have født hemmeligt, uden at tilkalde Hjælp, - hvorved bemærkes, at efter hendes egen Forklaring opholdt de andre Tjenestepiger sig i Stuen ved Siden af Pigekamret i omtrent 2½ Time, efterat Arrestantinden, der hele Tiden var sig selv bevidst, havde begyndt at faae fødselsondt og at de først forlode Stuen ½ Time før Fødselen foregik, og da det med Hensyn til den Hensigt, at føde hemmeligt, ikke kan komme i Betragtning, at Arrestantinden for det Tilfælde, at et levende Barn blev født, har angivet, at hun ikke vilde have lagt Dølgsmaal paa, at en Fødsel var foregaaet, samt da endvidere Arrestantindens Foregivende, at Barnet var dødfødt, ikke alene er ubeviist, men det meget mere ifølge Lægeskjønnet og Sundhedscollegiets Erklæring maa statueres, at Barnet har været født levende til Verden, maa det billiges, at Arrestantindens Forhold ved den indankede Dom er henført under Lovens 6-6-8, og at hun er anseet med den i den foregaaende Artikel 7 bestemte Straf.

Bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil derfor være at stadfæste.

(Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1857).

Hun  blev formentlig benådet. Det har i hvert fald ikke været muligt at finde noget om at hun skulle være blevet henrettet.

Høng Tinghus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

To Digtergrave i Ottensen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående tyske beretning illustrerer hvordan tysk og dansk kultur minglede i Altona og Hamburg. 

Da Heinrich Heine engang ironisk sagde at Altona, den venlige, lyse, rene by ved bredden af ​​Elben, var den største attraktion i Hamborg, ødelagde han i lang tid grundigt forholdet til indbyggerne i "det danske riges næstvigtigste by", og det tog et godt stykke tid før de tilgav den hensynsløse spotter. I bund og grund kunne man ikke bebrejde folk i Altona at de dengang var lidt sure på digteren, for selvom deres by kun var adskilt fra den kendte og berygtede forstad St. Paulli ("Hamburger Berg") af en smal grænsegrøft så at sige, selvom den ikke ser ud til at være et vedhæng af den mægtige verdenshandelsby, er den bortset fra alt andet alligevel berettiget af dens ekspansion, dens befolkning på godt fyrre tusinde og dens store handels- og fremstillingsaktivitet, for at blive krævet anerkendt af hele verden som en selvstændig by ved siden af det mægtige, skinnende Hamborg. Men ingen patriotisk altonaer stopper der; snarere gør han også krav på at mange af de største seværdigheder, som forfatterne af visse rejseguider kalder Hamborg, tilhører hans by, og det med rette fordi Hamborg og dens vestlige side ejer den ovenfor nævnte smalle grænse grøft forstæder har ikke længere noget eget, det er her den nyopdagede "danske stat" begynder, hvis næstdstørste by derfor får lov til at kalde alle seværdighederne mod vest for sine egne. Der er kun ét syn skabt af en hamburgers hånd som befolkningen i Altona er klar til at overdrage til deres nabo til enhver tid: statuen af ​​manden der er så rigt fortjent rundt omkring i byen, rejst i det storslåede Palmaille (en lang allé bestående af meget gamle elmetræer, lindetræer og bøgetræer). Den øverste præsident, grev V. Blucher. Faktisk kan enhver menneskeligt følende sjæl kun se på denne skikkelse af den gamle værdige mand med frygt og dyb medlidenhed, eftersom han ser ud til at være ved at falde baglæns fra sin piedestal ned i snavset på gaden. Sikke megen latterliggørelse må befolkningen i Altona udholde på grund af denne uheldige statue! Én ting giver dem dog en vis trøst: at hamborgerne ikke tør være med i latterliggørelsen, fordi det er en af ​​deres egne der har begået denne ugerning støbt i bronze.

Klopstocks og Schmidts gravsten fra Lübeck på kirkegården i Ottensen.

Det der i sandhed er rørende, er dog den hengivenhed som befolkningen i Altona viser for en anden attraktion i deres område, de to digtergrave på den venlige kirkegård i Ottensen. For enden af ​​den storslåede promenade begynder den strålende husrække på Klopstocksstrasse, som fører til den verdensberømte Rainville Have. På højre side af gaden ligger den førnævnte folkerige landsbys kirkemark med den flotte kirke, og foran hovedindgangen til sidstnævnte kan man se Klopstocks og Schmidt von Lübecks grave i skyggen af ​​et kæmpe lindetræ, begge omgivet af et smagfuldt, højt jerngitter.

Jeg havde ikke set hvilestedet for Messias-sangeren, der sov der med sin elskede kone og søn i mange år, så jeg blev ikke så lidt glad da jeg fandt den engang ret øde, forsømte grav omhyggeligt renset for ukrudt og underskov og smukt så ud. efter. Og hvor mange friske og halvtørrede blomsterkranse lå der ikke på mindestenene og på espalieret! Selv midt om vinteren, hvor lindegrenene raslende i vinden spreder sølvsnefnugene på graven, lægges de der, disse prægtige blomster som mange andre digteres grave for evigt mangler. Denne gravs skæbne kom ufrivilligt til at tænke på. Tilbage i 1805, da monumentet ankom til dansk område fra Hamborg, spurgte en dansk tolder i Altona stensætteren der stod for transporten, hvor meget stenen havde kostet. Han oplyste trofast prisen til omkring 350 saksiske dalere, og straks blev der krævet 64, siger 64 daler-told, hvilket beløb trods alle forventninger måtte deponeres. Jeg kan ikke sige om der var en positiv beslutning om den rapport, der blev forelagt regeringen. I september 1814 blev monumentet væltet og knust - af hvem ved vi endnu ikke - men blev restaureret af de forenede patriotiske selskaber i Hamborg og Altona og indviet for anden gang den 2. juli (Klopstocks fødselsdag) 1815. Også den ædle, arbejdsomme digter Schmidt fra Lübecks grav fortjener samme kærlige omsorg. Da jeg første gang besøgte den, var den helt dækket af kranse og friske blomster, for det var årsdagen for digterens død. Schmidt er også en af ​​de udødelige; Historier som "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" osv. vil blive læst og beundret, så længe der er tysk litteratur.

Man bliver ufrivilligt mindet om Rückerts "Ottensens Grave", når man begynder vandringen til den store varde, Klopstocks hvilested. Men de fleste af versene i det smukke digt passer ikke længere, for "den triste krypt på engen" og generalens grav er der ikke længere. Krypten på engen var graven for 1200 hamborgske mænd, kvinder og børn, som var blevet fordrevet af Hamborgs Alba, hertug Davoust, fra deres hjemland med nådesløs strenghed i den frygteligste vinterkulde under byens belejring, og som nu, syge og elendige, af de 20.000 medlidende måtte blive tilbage i Altona, hvor de, ramt af tyfus, sank meget hurtigt i graven, men under usigelige lidelser. De ulykkelige mennesker blev begravet sammen på en eng. Da ejeren af ​​denne eng i 1841 bad den rige hamborger om at købe det jordstykke, der dækkede knoglerne på dens indbyggere, som var blevet ødelagt af "frost, sult, elendighed og epidemier", for en meget moderat købspris, modtog han et negativt svar; og de jordiske rester af de "tolv hundrede" blev straks gravet op for igen at blive begravet i Hamborgs område. For at den sørgelige historie ender på en meget prosaisk måde, fortælles det at da vognene med det triste læs passerede gennem det kongelige danske grænsetoldsted, blev der opkrævet told for "udgående knogler".

For så vidt angår generalens grav, skete overførslen af ​​liget af hertug Karl Wilhelm Ferdinand af Braunschweig i 1819. Som bekendt fik den gamle helt det dødelige sår i slaget ved Auerstädt. "Vandrende fra land til land med splinterne i sit hoved," kom han til Ottensen og lå der for at dø i et hus (der nedbrændte for nogle år siden), der senere fik navnet Karlsruhe. Den 23. november 1806 sænkede hans tilhængere liget ned i graven på kirkemuren.

Hist og her hævdes det undertiden, og man læser det endda i flere rejsebøger, at der er en tredje digtergrav at finde på Ottenser-kirkegården, Gerstenbergs, forfatteren til Ugolino; Disse oplysninger er dog forkerte, for denne digters grav ligger midt i byen på Helligåndskirkegården. A.W.

Zwei Dichtergräber

Als Heinrich Heine einstdmals den ironischen Ausspruch that, Altona, die freundliche, helle saubere Elbuferstadt, sei die hauptsächlischste Sehenswürdigkeit von Hamburg, da hatte er's für längere Zeit gründlich mit den Bewohnern der "zweiten Stadt des dänisches Reiches" verdorben und es dauerte eine geraume Weile, bis sie dem muthwilligen Spötter wieder gut wurden. Im Grunde konnte man's den Altonaern auch nicht verdenken, dass sie damals ein wenig aufgebracht gegen den Dichter waren, denn wenn auch ihre Stadt, nur durch einen schmalen Grenzgraben von der weitberühmten und weitberüchtigten Vorstadt St. Paulli ("Hamburger Berg") getrennt, gleichsam ein Anhängsel der gewaltigen Welthandelsstadt zu sein schiedt, so ist sie doch, abgesehen von allem andern, schon vermöge ihrer Ausdehnung, ihrer Einwohnerzahl von weit über vierzigtausend und ihrer grossen Handels- und Fabrikthätigkeit wohlberechtigt, von aller Welt die Anerkennung als selbstständige Stadt neben dem mächtigen, glänzenden Hamburg zu fordern. Aber dabei bleibt kein patriotischer Altonaer stehen, er nimmt vielmehr auch viele der ersten Sehenswürdigkeiten, welche die Verfasser gewisser Reisehandbücher als Hamburgische bezeichnen, für seine Stadt in Anspruch und das mit Fug und Recht, denn über den erwähnten schmalen Grenzgraben hiaus besitzen Hamburg und dessen westliche Vorstadt nichts Eigenes mehr, dort beginnt der neuerfundene "dänische Gesamt-Staat," dessen zweite Stadt sich mithin wird erlauben dürfen, alle nach Westen belegenen Sehenswürdigkeiten die ihrigen zu nennen. Nur eine von der Hand aines Hamburgers geschaffene Sehenswürdigkeit istd der Altonaer jeden Augenblick bereit, seinem Nachbar zu überlassen: das in der grandioasen Palmaille (einer Langen aus zum Theil sehr alten Ulmen, Linden und Buchen bestehenden Allee) aufgerichtete Standbild des um die Stadt so hochverdienten Oberpräsidenten Grafen v. Blücher. In in der That, jede menschlich fühlende Seele kann ja auch nur mit Angst und innigem Mitleid diese Figur des alten würdigen Mannes betrachten, sintemal sie im Begriff zy sein scheint, von ihrem Postamente herab rücklings in den Schmutz der Strasse zu fallen. Wie manchen Spott müssen die Altonaer dieses verunglückten Standbildes wegen erdulden! eins gereicht ihnen dabei jedoch zu einigem Trost: dass die Hamburger nicht in das Gespött einzustimmen wagen, denn es ist ja Einer der Ihrigen, der diese in Erz gegossene Missethat verübt hat.

Wahrhaft rührend aber ist die Abhänglichkeit, welche die Altonaer für eine andere Sehenswürdigkeit ihrer Umgegend, die beiden Dichtergräber auf dem freundlichen Friedhofe zu Ottensen, an den Tag legen. Am Ausgange der grossartigen Promenade beginnt die glänzende Häuserreihe der Klopstocksstrasse, welche zu dem weltberühmten Rainville'schen Garten führt. Auf der rechten Seite der Strasse liegt der Gottesacker des genannten volkreichen Dorfes mit der ansehnlichen Kirche, und vor dem Haupteingang der letzeren erblickt man die von einer ungeheuren Linde beschatteten Gräber Klopstocks und Schmidts von Lübeck, beide vom geschmackvollen höhen Eisengitter eingefasst.

Die Grabmäler Klopstock's und Schmidt's von Lübeck auf dem friedhofe in Ottensen.

Seit vielen Jahren hatte ich die Ruhestätte des Messiassängers der dort mit seiner geliebten Gattin und seinem Sohne schlummert, nicht gesehen, ich war daher nicht wenig erfreut, als ich die einst ziemlich wüste, vernachlässigte Gruft sorgfällig von Unkraut und Gestrüpp gereinigt und so schön umhegt wiederfand. Und wie viele frische und halbvertrocknete Blumenkränze lagen auf dem Denksteinen und an dem Gitter! Selbst mitten im Winter, wenn die im Winde rauschnden Zweige der Linde die silbernen Schneeflocken auf das Grab streuen, werden sie dort niedergelegt, diese prangenden Blumen, die so manches andere Dichtergrab für immer entbehrt. Unwillkürlich fielen mir dabei die Schicksale dieses Grabmals bei. Damals (1805), als von Hamburg das Denkmal auf dänischen Gebiet angelangte, fragte ein dänischer Zollbeamter in Altone den Steinsetzer, der die Aufsicht über den Transport hatte, wie viel der Stein wohl gekostet habe. Treuherzig gab dieser den Preis auf circa 350 sächs. Thaler an, und sofort wurden 64, sage vierundsechhzig Thaler Zoll gefordert, welcher Betrag auch trotz aller Vorstellungen deponirt werden musste. Ob auf den an die Regierung erstatteten Bericht ein günstiger Bescheid erfolgt ist, kann ich nicht sagen. Im September 1814 wurde das Denkmal - von wem, weiss man jetzt noch nicht - umgestürzt und zersplitter, von den vereinigten patriotischen Gesellschaften in Hamburg und Altona aber wieder hergestellt, und zum zweiten Male am 2. Juli (Klopstock's Geburtstag) 1815 eingeweiht. Gleicher liebenden Sorgfalt hat sich auch der Grab der edlen, gemühtvollen Lyriker Schmidt von Lübeck zu erfreuen. Als ich es zum erste Male besuchte, war es ganz mit Kränzen und frischen Blumen bedeckt, denn es war gerade der Todestag des Dichters. Auch Schmidt gehört zu den Unsterbliche; Geschichte wie "das Menschenherz," "der Wanderer," "deutsches Lied" u. s. w. werden gelesen und bewundert werden, so lange es eine deutsche Literatur gibt. 

Man wird unwillkürlich an Rückert's "die Gräber zu Ottensen" erinnert, wenn mann die Wanderung zu der Ruhestätte des grossen Varden Klopstock antritt. Aber die meisten Verse des schönen Gedichtes passen nicht mehr, denn die "traurige Gruft auf der Wiese" und das Feldherrngrab sind nicht mehr vorhanden. Die Gruft auf der Wiese was das Grab von 1200 Hamburger Männern, Frauen und Kindern, die Hamburgs Alba, der herzog Davoust, während der Belagerung der Stadt mit schonungsloser Härte in der furchtbarsten Winterkälte aus der Heimath vertrieben hatte und die nun, krank und elend, von den 20,000 Leidensgefährten in Altona zurückbleiben mussten, wo sie, von Typhus erfasst, sehr rasch, aber unter unsäglichen Leiden, in's Grab sanken. Die Unglücklichen wurden damals zusammen auf einer Wiese verscharrt. Als 1841 der Eigenthümer dieser Wiese von dem reichen Hamburger begehrte, es möge das Fleckschen Erde, das die Gebeine seiner von "Frost, Hunger, Elend und Seuchen" hingerassten Einwohner bedeckte, für eine sehr mässige Kaufsumme erstehen, da empfing er eine abschlägige Antwort, und unverweilt wurden nun die sterblichen Ueberreste der "Zwölfhundert" ausgegraben, um auf Hamburgischem Gebiete wieder verscharrt zu werden. Damit die traurige geschichte aber ja recht gründlich prosaisch ende, wurde, so wird erzählt, als die Wagen mit der traurigen Last das königlich dänische Grenzzollamt passirten, alldort der Zoll für "ausgehende Knochen" erhoben. 

Was das Feldherrengrab anlangt, so fand die Ueberführung der Leiche des Herzogs Karl Wilhelm Ferdinand nach Braunschweig schon in Jahre 1819 statt. In der Schlacht bei Auerstädt hatte der Heldengreis bekanntlich die Todeswunde empfangen. "Umirrend mit den Scherben des Hauptes von Land zu Land," kam er bis Ottensen und legte sich dort in einem (vor einigen Jahren abgebrannten) Hause, das später den Namen Karlsruhe erhielt, zum sterben. nieder. Am 23. November 1806 senkten seine Getreuen die Leiche in das Grab an der Mauer der Kirche.

Hier und da wird zuweilen behauptet, und man liesst es sogar auch in mehreren Reisehandbüchern, es sei noch ein drittes Dichtergrab auf dem Ottenser Friedhofe zu finden, das Gerstenberg's, des Verfassers des Ugolino; diese Angabe ist jedoch eine falsche, denn das Grab dieses Dichters befindet sich mitten in der Stadt auf dem heiligen Geist-Kirchhofe. A. W,.

(Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt. Nr. 19, 1857)

Den omtalte statue er af Conrad Daniel Graf von Blücher-Altona (1764-1845) fra en aristokratisk familie i. Han var nevø af den kendte general Blücher som var medvirkende til at slå Napoleon ved Waterloo. Han blev uddannet ved Landkadetakademiet i København og kom til det danske hof. I 1808 blev han borgmester i Altona. Som sådan måtte han sno sig mellem de franske besættere af Hamburg og havde gennem årtier et godt forhold til styret i Hamburg. Mindesmærket blev rejst i 1852.

Ottensen lå og ligger vest for Altona. Begge tilhører nu Hamburg.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803) var en tysk digter. Han kom til København i 1751 inviteret af grev Bernstorff og overhofmarskal A.G. Moltke. Han levede ved hoffet til Fredensborg. Da Frederik 5. døde i 1766, måtte Bernstorff forlade Danmark sammen med Klopstock. 1774-1775 var han bosat i Karlsruhe. Han tog herefter til Hamburg. Han blev begravet i Hamburg-Ottensen med uhyre deltagelse af Hamborgs og Altonas borgere. Han fik Klopstockstrasse opkaldt efter sig langs kirkegården i Ottensen.

Georg Philipp Schmidt von Lübeck (1766-1849) var en nordtysk lyriker. 1797 blev han udnævnt til dr. med ved Kiel Universitet. Han blev 1799 ansat på Fyn i 3 år, og arbejdede i 3 år i dansk statstjeneste og sekretær for stats-, finans- og handelsminister Ernst Heinrich Schimmelmann. I 1806 blev han 2. direktør ved den kongelige danske fiskeri- og handelsinsitut i Altona. 1813 blev han administrator ved Rigsbanken. I 1818 vendte han tilbage til Altona med titel af kongelig dansk justitsråd. Han trak sig tilbage i 1829. Ud over disse erhverv var han forfatter til digte og historiske afhandlinger.

Under Napoleonskrigene besatte franskmændene i 1806 Hamborg, 1810 blev byen indlemmet i det franske kejserrige og gjort til hovedstad i Elbmundingens Departement. Det betød en voldsomt nedgang for byen. Fra 123.000 indbyggere i 1802, faldt dette til under 100.000 i 1813. Den russiske general Friedrich Carl von Tettenborn indtog marts 1813 Hamborg og blev modtaget som en befrier. Glæden varede dog kort, for i maj tilbageerobredes den af franskmændene og erobreren, Louis-Nicolas Davout behandlede byen som oprørsk og den blev pålagt uhyre bøder. En del af forstæderne blev ødelagt for at skabe et glacis, og før juli 1813 lod Davout den fattigste del af befolkningen jage ud af byen for at undgå hungersnød. Davout holdt stand indtil maj 1814 og først efter kejserdømmets fald overgav han byen. Året efter indtrådte Hamburg som suveræn stat ind i det tyske forbund.

Karl Wilhelm Ferdinand von Braunschweig-Wolfenbüttel (1735-1806) var en tysk fyrste, hertug og landsherre. Under Napoleonskrigene var han i 1796 leder af Observationskorpset ved Weser. I oktober 1805 blev han øverstbefalende for de i Preussen og Schlesien samlede tropper. Januar til marts 1806 var han på en diplomatisk mission til hoffet i Sankt Petersborg. Sommeren 1806 blev han øverstbefalende for den preussiske hovedarme. Under slaget ved Auerstedt 14. oktober 1806 fik han begge øjne ødelagt af en kugle. Dette bidrog i højeste grad til det preussiske nederlag. Han blev båret til Braunschweig den 20. oktober Braunschweig. Da Napoleon afslog hans anmodning om at forskåne hans land. Han forlod derefter Braunschweig den 25. oktober og kom over Celle og Harburg til Altona, der var neutralt dansk område. Her døde han 10. november 1806. Han blev først begravet i Christianskirken i Ottensen, men blev 1819 flyttet til krypten under Braunschweig Domkirke.

Heinrich Heines far, Samson Isaac Sigmund Heine (1764-1828) blev uddannet købmand i Altona, senere slog han sig ned i Düsseldorf (1796). I 1822 flyttede han med familien til Lüneburg indtil sommeren 1828 hvor han rejste til Hamburg og døde et halvt års tid efter. Han er begravet på Heinrich Heines far Samson Heine er begravet på Altona jødiske kirkegård. 

I H. C. Andersens roman "At være eller ikke være" (1857) ligger Niels Bryde hårdt såret efter kampen om Dybbøl Mølle i 1849. 

Hertugdømmernes Genvordigheder. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver der uden umiddelbar involvering og på ikke alt for stor afstand betrager de ting der i årevis er foregået og som foregår i Danmark og i hertugdømmerne, tror vi at det ikke kan være tvivl om at den bemærkelsesværdigt komplicerede sag vil fortsætte. Danskerne er nu tilbage hvor de altid har været, ude af stand til at danne regering. Det er tvivlsomt om de ville danne en alene. Som historien lærer, er nationen ikke skabt til politik og statsmandskab. De var aldrig i stand til at danne en permanent regering for staterne forenet under kronen af ​​huset Oldenburg. Der stod altid folk fra Slesvig-Holsten eller udlændinge i spidsen for staten. Det var en følge af den videregående tyske uddannelse. Og det var uadskilleligt herfra at hertugdømmerne inklusive hele hertugdømmet Slesvig, skulle og blev styret på hver deres måde. Enkelte danskere fra europæiske, dvs. i dette tilfælde tysk uddannelse steg naturligvis til høje statsstillinger. Deres manglende evne viste sig først da der opstod en generation der ville være rent dansk, som positivt ville være ikke-tysk, anti-tysk, og da dette gennem tidens løb og pga. det manglende kendskab til diplomati under meget detaljerede særlige forhold, og efter at have stået ved roret et stykke tid. Den ene forkerte foranstaltning fulgte den anden, og nu er vi nået til det punkt hvor man trods fuld overherredømme ikke er i stand til at danne en regering. Sådan sker der når man taler med en kendt dansker: "hvad enten det er rigtigt eller forkert, så skal vi have Slesvig;" Hvis de mennesker du ville vinde, krænkes og såres i de mest almindelige regler i politik i deres religiøse, sproglige, handelsmæssige og monetære forhold, og du lærer dem den opfattelse at den uretfærdighed de føler, er så meget desto mere syndig fordi den påvirker de mennesker der presses. Den åbenlyse fare ville være at blive værre, eller i det mindste at overlade børn og deres børns børn til en demokratiseret stat. Landet, især Slesvig, er oversvømmet af danske embedsmænd. Vi har ikke hørt om en eneste sag hvor det har resulteret i en gevinst i forhold til tidligere. Korrespondance fra Allgemeine Zeitung fra København refererede til den såkaldte Indfødsret. Denne lov har absolut intet at gøre med ansættelse af danskere i hertugdømmerne. Den bestemmer at ingen fremmede må beskæftiges i kongens lande. Det var især rettet mod tyskere fra Riget, da rigslandet Holstein også var særligt nævnt. Ligesom en ikke-ditmarsker aldrig blev ansat i retsvæsenet og administrationen i Ditmarsken, således var få danskere tidligere ansat i Slesvig. Det var vel først i dette århundrede at man med en vis forsigtighed begyndte at udnævne en adelig dansk herre til foged, og måske nogle gange at påtvinge slesvigerne en dansker i toldsager. Disse var faktisk yderst sjældne undtagelser indtil 1848. Nu er ikke blot næsten udelukkende danskere ansat i hæren og flåden, samt i hele told- og postvæsenet, men indfødte slesvigere findes også sjældent blandt prædikanter og administrative embedsmænd. På denne måde bliver den uafhængighed der er garanteret for hertugdømmet, illusorisk. I den østrigske udsendelse af 26. december 1851, appendiks, står der: „I Hans Majestæt Kongen af ​​Danmarks erklæring om at hverken en indlemmelse af hertugdømmet Slesvig i kongeriget skulle finde sted, ej heller skulle tages skridt, der sigtede hertil, ser det kejserlige Hof med tilfredshed, en ny stadfæstelse af dette løfte, som allerede var blevet givet hans undersåtter af den salige kong Christian VIII, derefter fornyet af den nu regerende konges majestæt umiddelbart efter fredsslutningen af ​​2. juli 1850 i manifestet af 14. maj, ligeledes i overensstemmelse med 4. artikel i førnævnte fredstraktat Det Tyske Forbund blev gjort bekendt med kongens beslutning om at pacificere landet." Kan denne tilfredshed stadig eksistere med den nuværende måde at styre hertugdømmet Slesvig? Eller er oversvømmelsen af ​​hertugdømmet med danske embedsmænd ikke den værste form for inkorporering, især da disse embedsmænd ikke blot mangler ethvert kendskab til landet, men også udsætter sig selv for konstant misbrug på grund af deres evner og moralske indstilling, som er fuldstændig underordnet til jagten på fordanskningen og landet i en konstant feberagtig spænding.

Die Beschwerden der Herzogthümer

I

Wer ohne unmittelbare Beyjeiligung, und aus nicht zu grosser Ferne die Dinge betrachtet welche seit Jahren in Dänemark und in den Herzogthümern vor sich gegangen sind, und vor sich gehen, für den, meinen wir, kann es nicht even zweifelhaft seyn wie die seltsam verwickelte Angelegenheit weiter verlaufen wird. Die Dänen sind jetzt wieder auf dem Punkt wo sie immer gewesen sind, sie sind unfähig eine Regierung zu bilden. Ob sie für sich allein eine würden bilden, mag schon zweifelhaft seyn. Die Nation ist, wie die Geschichte lehrt, für Politik und Staatskunst einmal nicht geschaffen. Für die unter der Krone des oldenburgischen Hauses vereinigten Länder haben sie nie eine dauernde Regierung bilden können. Immer waren Schleswig-Holsteiner oder Fremde an der Spitze des Staats. Die höhere deutsche Bildung brachte das mit sich. Und unzertrennlich davon war dass die Herzogthümer, das ganze Herzogthum Schleswig  eingerechnet, auf ihre eigene Weise regiert werden mussten und wurden. Enzelne Dänen von europäischer, d. h. in diesem Fall deutscher Bildung erhoben sich freilich zu hohen Staatsämtern, allein sowue eine Generation aufkam, welche rein dänisch seyn wollte, welche positiv nichtdeutsch, antideutsch seyn wollte, sowie diese durch die Zeitläufte, und durch die Unkunde der Diplomatie in sehr detaillirten Specialverhältnissen, eine zeitlang das Ruder in Händen hatte, zeigte sich gleich das Unvermögen. Eine verkehrte Massregel folgte der andern, und jetzt ist man so weit, dass man, trotzdem dass man volle Macht hat, nicht im Stand ist eine Regierung zu bilden. So geht es, wenn man mit einem vielgenannten Dänen spricht: "ob mit Recht oder Unrecht, wir müssen Schleswig haben;" wenn man gegen die gewöhnlichsten Regeln der Politik das Volk das man gewinnen wollte, in seinen religiösen, sprachlichen und Handels- und Münzverhältnissen kränkt, verletzt, und ihm die Meinung beibringt das Unrecht welches es empfindet, sey um so sündlicher, weil es die Bedrukten in die sichtliche Gefahr bringe schlechter zu werden, oder wenigstens Kinder und Kindeskinder einem demokralisirten Zustande zu überliefern. Das Land, besonders Schleswig, ist überschwemmt mit dänischen Beamten. Wir haben nicht von einem einzigen Fall gehört worin dadurch gegen die Vergangenheit ein Gewinn herbeigeführt sey. Eine Correspondenz der A. Z. aus Kopenhagen berief sich dabei auf das sog. Indigenatgesetz. Dieses Gesetz hat mit der Anstellung der Dänen in den Herzogthümern har nichts zu thun. Es verfügt dass keine Fremden in den Landen des Königs angestellt werden sollen. Besonders war es gemünzt gegen Deutsch aus dem Reich, dahar das Reichsland Holstein aucj besonders genannt wird. So wenig als bisher in Ditmarsen ein Nicht-Ditmarser in der Justitz und Verwaltung angestellt wird, so wenig wurde früher in Schleswig ein Däne angestellt. Man hat wohl erst in diesem Jahrhundert angefangen hin und wieder mit einer gewissen Scheu einen dänischen vornehmen Herrn zum Amtmann zu machen, vielleicht auch im Zollwesen zuweilen einen Dänen den Schleswigern zu octroyiren. Es waren diess in der That bis zum Jahr 1848 höchst  seltene Ausnahmen. Jetzt sind nicht nur in der Armee und Marine, im gesammten Zoll- und Postfach fast ausschliesslich Dänen angestellt, sondern es sind auch unter den Predigern und Administrativ-Beamten nur selten eingeborne Schleswiger zu finden. Auf diese Weise wird die dem Herzogthum garantirte Selbständigkeit illusorisch. In der österreichischen Depeche vom 26 Dec. 1851, Anlage, heisst es: "in der Erklärung Sr. Maj. des König von Dåanemark dass weder eine Incorporation des Herzogthums Schleswig in das Königreich stattfinden, noch irgend dieselbe bezweckende Schritte vorgenommen werden sollen, erblickt der kaiserliche Hof mit Genugthuung eine neue Bestätigung jener Zusagen welche bereits von den hochseligen König Christian VIII seinen Unterthanen gegeben, dann von des jetzt regierenden Königs Majestät alsbald nach dem Friedensvertrag vom 2 Julius 1850 in dem Manifest vom 14 desf. Mts. erneuert, auch in Gemässheit des 4. Artikels des erwähnten Friedensvertrag dem deutschen Bund als eune zur Pacification des Landes gefasste Entschliessung des Königs zur Kenntniss gebracht wurde." Kann nun diese Genugthuung auch noch bei der jetztigen Art das Herzogthum Schleswig zu regiren, bestehen? Oder ist nicht die Ueberschwemmung des Herzogthums mit dänischen Beamten die schlimmste Art der Incorporation, zumal da diese Beamten nicht nur aller Landeskunde entbehren, sondern auch rücksichtlich ihrer Fähigkeiten und sittlichen Haltung, die sich dem Danisirungsstreben gänzlich unterordnet, fortwährendem Tabel aussetzen, und das Land in einer fortwährenden fieberhaften Aufregung erhalten.

(Allgemeine Zeitung. 8. juni 1857)

Vi vender tilbage til de danske embedsmænd i hertugdømmet Slesvig, for der bliver ikke fred i landet, før det er fuldstændig befriet fra dem igen. Vi vil starte fra bunden. Folkeskolelærerne blev tidligere uddannet på det tyske skolelærerseminar i Tønder. Der blev undervist så meget dansk, som det var nok eftersom de unge lærere fra Nordslesvig som regel vendte tilbage dertil og allerede var tilstrækkeligt fortrolige med sproget til deres fag, og endnu bedre kvalificerede til det, end egentlige nationaldanskere, som ikke kunne gøre sig forståelige for befolkningens udtalemåde. Dette seminar blev afskaffet i begyndelsen af ​​1850'erne med den udtrykkelige hensigt at gøre det til et dansk seminar, men at stifte et tysk seminar i Eckernførde. Efter at denne negative situation havde eksisteret i et stykke tid, blev en stor bygning købt i Eckernførde, og alle resterende studerende fra seminaret i Tønder blev afskediget. Direktøren for sidstnævnte blev herefter forflyttet til Eckerførde, nemlig til den tomme lejlighed i den købte bygning. En ny direktør, en dansker, blev også udpeget og betalte naturligvis for det kommende seminar i Tønder. Indtil videre har der ikke været tale om at etablere de to seminarer. Man skulle tro at det må være i den nuværende slesvigske administrations interesse at i det mindste få det danske seminarium i Tønder i gang hurtigst muligt. Men byen Tønder der, hvis vi ikke tager fejl, fejrede 600-året for indførelsen af ​​Lübeck bylov for et par år siden, er på trods af overfyldt med danske embedsmænd for tysksindet til den mangfoldige kontakt som bl.a. seminarister har med borgerskabet til ikke at være til skade for fordanskningen. Men konsekvensen af ​​den fuldstændige mangel på et seminar i hertugdømmet Slesvig er denne: at nogle trængende nordslesvigere nu går på seminar i Danmark, at også disse er langt fra tilstrækkelige til at besætte de ledige stillinger, og at der derfor hele tiden er danske seminarister på folkeskolerne i det landsuafhængige hertugdømme Slesvig. Udover at der på den måde bliver taget mange jobs fra de indfødte i Slesvig, er disse dansklærere generelt ikke i stand til at afholde de obligatoriske tysktimer (4 timer om ugen), der stadig eksisterer for alle folkeskoler, selvom disse lektioner er  forlagt til skrive- og regnetimerne.

Der er stor utilfredshed med denne undervisningstilstand ikke kun i de samfund, der er blevet fordansket i nyere tid, men også i dem, hvor undervisningen tidligere primært var dansk, eftersom forældrene med rette hævder, at deres børn alligevel har lært det dansk, de har brug for. De ville hellere skulle lære tysk som en nødvendighed for deres erhvervsforhold og for deres generelle uddannelse. Nogle forsøger derfor at afhjælpe ondet gennem privatundervisning og private undervisere ved at forene to eller flere familier på grund af omkostningerne. Dette blev dog ikke tilladt. Ingen må have en underviser udover udelukkende for sine egne børn. (!) Det skete, at en sådan lærer blev bortvist, fordi han underviste børn i to familier. Hvorvidt ministeriet beskæftiger sig med disse ekstraordinære ting, må betvivles i betragtning af den store frihed, der hersker i riget, og i betragtning af de simple krav om sand omtanke for undersåtternes ve og vel. Faktisk er der nogle der mener at danske underordnede embedsmænds vilkårlige handling alene kunne være årsagen hertil. Det ville være endnu værre. Hertugdømmet Slesvigs lidelser ligger først og fremmest i, at det ikke længere har sine egne indfødte embedsmænd.

Die Beschwerden der Herzogthümer

II

Wir kommen nochmals auf die dänischen Beamten im Herzogthum Schleswig zurück, weil kein Friede im Lande wird ehe dasselbe von jenen wieder gänzlich befreit ist. Wir willen von unten anfangen. Die Volksschullehrer wurden früher in dem deutschen Schullehrerseminar in Tondern gebildet. Es wirde dort auch so viel Dänisch gelehrt als genügte, da in der Regel die jungen Lehrer aus dem nördlichen Schleswig dorthin zurückkehrten, und von Haus aus mit der Sprache für ihren Beruf hinreicend bekannt, ja besser dafür befähight waren als eigentliche Nationaldänen, welche sich in dem Patois der Bevölkerung nicht verständlich machen konnten. Dieses Seminar wurde im Anfang der fünfziger Jahre aufgehoben, mit der ausgesprochenen Absich dasselbe in ein dänisches zu verwandeln, dagegen in Eckernförde ein deutsches Sminar zu gründen. Nachdem dieser negative Zustand eine Zeitlang bestanden, ward in Eckernförde ein grosses Gebäude angekauft, und sämmtliche noch vorhandene Schüler des Seminars in Tondern wurden entlassen. Der Director des letztern wurde dann auch nach Eckerförde versetzt, nämkich in die leerstehende Wohnung des angekauften Gebäudes. Auch für das künftige Seminar in Tondern ward ein neuer Director, ein Däne, ernannt und natürlich auch besoldet. Allein von Einrichtung der beiden Seminare ist bisher nicht die Rede. Man sollte glauben, es müsse im Interesse der bisherigen Verwaltung Schleswigs liegen wenigstens das dänische Seminar in Tondern möglichst bald in Thätigkeit zu setzen. Allein die Stadt Tondern, welche, wenn wir nicht irren, vor einigen Jahren das sechshundertjährige Jubiläum der Einfuḧrung des Lübecker Stadtrechts feierte, ist trotz der Ueberfüllung mit dänischen Beamten zu deutch gesinnt, als dass nicht die vielfältige Berührung der Seminaristen mit der Bürgerschaft der Daniserung nachtheilig seyn sollte. Die Folge aber von dem vollständigen Fehlen eines Seminars im Herzogthum Schleswig ist diese: dass einige Nordschleswiger aus Noth jetzt ein Seminar in Dänemark besuchen, dass auch diese bei weitem nicht genügen zur Besetzung der vacanten Stellen, und dass daher fortwährend dänische Seminaristen an den Volkschulen im selbstständigen Herzogthum Schleswig angestellt werden. Abgesehen davon dass auf solche Weise den eingebornen Schleswigern eine Menge Stellen entzogen werden, sind diese dänischen Lehrer in der Regel gar nicht im Stande den für alle Volkschulen noch bestehenden vorschriftsmässigen Unterricht im Deutschen (4 Stunden die Woche) zu entheilen, selbst wenn dieser Unterricht in die Schreib- und Rechenstunde verlegt wird.

Ueber disen Zustand des Unterrichts herrscht nun nicht bloss in den in neuerer Zeit danisirten Gemeinden, sondern auch in denjenigen wo früher der Unterricht hauptsächlich dänisch war, gross Unzufriedenheit, da die Eltern mit Recht behaupten dass ihre Kinder das für sie erforderlichte Dänisch ohnediess lernten, dagegen für ihre Verkehrsverhältnisse und für ihr ganzes Fortkommen vielmehr notwendig Deutsch lernen müssten. Manche versuchen daher durch Privatunterricht und Hauslehrer dem Uebel abzuhelfen, indem sich wegen der Kosten zwei oder mehrere Familien vereinigten. Diess wurde jedoch nicht gestattet. Es darf niemand einen Hauslehrer halten anders als ausschliesslich für seine eigenen Kinder. (!) Es ist der Fall vorgekommen dass ein solcher Lehrer ausgewiesenworden ist, weil er die Kinder zweier Familien unterrichtete. Ob das Ministerium von diesen ausserordenlichen Dingen interrichtet ist, muss man bezweifeln gegenüber der grossen Freiheit die in dem Königreich herrscht, und gegenüber den einfachen Forderungen an eine wahre Sorge für das Wohl der Unterthanen. In der That gibt es einige welche meinen das eigenmächtige Verfahren dänischer Unterbeamten könne allein die Ursache davon seyn. Das wäre desto schlimmer. Das Leiden des Herzogthums Schleswig aber besteht zunächst darin dass es nicht mehr seine eigenen eingebornen Beamten hat.

(Allgemeine Zeitung. 9. juni 1857)

Vi mangler selvfølgelig solid information om det videregående uddannelsessystem fra selve landet. Der var tidligere fire gymnasier i hertugdømmet Slesvig. En af disse blev ophævet uden nogen gyldig grund og i modstrid med tidsånden, og som følge heraf blev den rent tyske by Husum, der før udmærkede sig for sin uddannelse og endda lærdom, en landsby. De øvrige tre gymnasier, i Haderslev, Flensborg og Slesvig By, som tidligere alle var tyske gymnasier bemandet med filologiske lærere der havde modtaget deres uddannelse i Kiel, har i øjeblikket kun danske lærere, med undtagelse af to kvalificerede lærere, der blev tilbage. Gymnasiet i Haderslev er blevet fuldstændig omdannet til et almindeligt dansk gymnasium, og gymnasiet i den jyske naboby Kolding er nedlagt, så Haderslev nu også betragtes som et sønderjysk gymnasium. Flensborg er forblevet et tysk gymnasium, men har kun beholdt to af sine gamle lærere. På gymnasiet i Slesvig er alle de kvalificerede lærere nu danskere. Lektionen er ledsaget af de obligatoriske kommentarer fra eleverne om lærerne. Da universitetet i Kiel er statsuniversitet for begge hertugdømmer efter gamle og seneste kontrakter, skulle man tro, at statsgymnasierne skulle have et særligt forhold til universitetet. Der kræves i det mindste en vis harmoni i ydre forhold. Det er ikke foreneligt med at forberedelsen til at studere på et tysk universitet på et gymnasium foregår på dansk. Det er også meget tvivlsomt om lærere der ikke har gået på et tysk universitet, er i stand til at vurdere behovet for at undervise fremtidige studerende på sådanne universiteter. Men hvad skal man sige til at på slesvigske skoler er dimissionstiderne ikke som de skal og altid har været, omkring påske og mikkelsdag, men for nylig er flyttet til nytår og sankthansdag trods anerkendelsen af ​​Kiel Universitet som slesvigsk statsuniversitet? Hvad kan man sige om at den juridiske biennium, hhv. Triennium, trods freden, som følge af et ensidigt dekret af hr. v. Tillisch fortsat er ophævet? Vi kan ikke se nogen overensstemmelse med fredsforhandlingerne.

Die Beschwerden der Herzogthümer

III

Ueber das höhere Schulwesen fehlt es uns freilich an gebauern Nachrichten aus dem Lande selbst. Früher waren im Herzogthum Schleswig vier Gymnasien. Von diesen ist ohne einen stichhaltigen Grund, und im Widerspruch mit dem Geist der Zeit, das eine aufgehoben, und dadurch die rein deutsche Stadt Husum, welche sich früher in Bildung und selbst Gelehrsamkeit auszeichnete, zum Dorf geworden. Die andern drei Gymnasien, zu Hadersleben, Flensburg und Schleswig, welche früher sämmtlich deutsche Gymnasien waren, besetzt mit philologischen Lehrern die in Kiel ihre Bildung erhalten hatten, haben gegenwärtig, mit Ausnahme zweier studierter Lehrer die geblieben sind, nur dänische Lehrer. Das Gymnasium in Hadersleben ist vollständig in ein gewöhnliches dänisches Gymnasium verwandelt, und das Gymnasium in der benachbarten jütischen Stadt Kolding aufgehoben, so dass Hadersleben nun als Gymnasium auch für das südliche Jütland gilt. Flensburg ist ein deutsches Gymnasium geblieben, hat aber nur zwei von seinen alten Lehrern behalten. Am Gymnasium in Schleswig sind jetzt alle studierten Lehrer Dänen. Der Unterricht ist von den obligaten Bemerkungen der Schüler über die Grammatikalia der Lehrer begleitet. Da die Universität zu Kiel nach alten und neuesten Verträgen die Landesuniversität für beide Herzogthümer ist, so sollte man meinen dass die Landesgymnasien zu der Universität in einer besondern Beziehung stehen müssten. Mindestens verlangt man in den äussern Verhältnissen eine gewisse Harmonie. Es ist damit schon nicht zu vereinen dass in dem einem Gymnasium die Vorbereitung zu dem Studium auf einer deutschen Universität in dänischer Sprache stattfindet. Auch ist wohl sehr fraglich ob Lehrer welche wine deutsche Universität nicht besucht haben, im Stande sind die Bedürfnisse für den Unterricht künftiger Studenten solcher Universität zu beurtheilen. Was soll man aber dazu sagen dass auf den schleswigschen Schulen die Abgangszeiten nicht, wie es seyn muss und stets war, um Ostern und Michaelis liegen, sondern in neuerster Zeit, trotz der Anerkennung der Kieler Universität als schleswigischer Landesuniversität, auf Neujahr und Johannis verlegt sind? Was soll man dazu sagen dass das gesetzliche Biennium, resp. Triennium, trotz des Friedens, in Folge einer einseitigen Verfügung des Hrn. v. Tllisch aufgehoben bleibt? Wir vermögen nicht hier eine Uebereinstimmung mit den Friedensverhandlingen zu sehen.

(Allgemeine Zeitung. 10. juni 1857)

Grundlovsfest i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 6te Juni) Grundlovsfesten i Tivoli igaar var, som man kunde vente af dens forcerede Scandinavisme, meget mat, da Interessen for at fiskes op af og i Sverrig-Norge slet ikke er populair hos Stadens Befolkning. Ja man ymtede endog om, at Haandværkerne ville contrademonstrere. Besøget til Festens saakaldte "alvorlige Deel", den hvori der for Alvor skulde fiskes i Hr. Sørensens rørte Vand, var ogsaa sparsomt, Talerne døsige og hele denne Opera seria, efter at der, trods gjentagne Opfordringer til Begeistringen, ingen andre end de Indrullerede vilde have Ordet - allerede forbi Kl. 7. Sangene vare ligeledes flaue, med Undtagelse af en wüthende engelsk Sang af den longobardiske Prof. Stephens, og en god Frihedssang af Ploug. Havde man holdt sig til Friheden, var der i det Hele og som Selvfølge kommet mange flere Deeltagere i Festen; men, som sagt, Scandinavismens Physiognomier , tildeels in effigie repræsenterede ved Sturzenbecher og Barfod, afskrækkede Mangfoldige, der først indfandt sig senere, hidlokkede af Fyrværkeriet og tildeels af de to kafferske Vildmænd, som paa Placaten annonceredes at skulde give Krigsdandse. De, som lidet kunne ønske Skandinavismen anbragt paa et saa uheldigt Sted som 5te Juni, vare ganske bange for, at det skulde blive slet Veir, for at man skulde kunne dække sin scandinaviske Fiasco derved; men trods den brave Spandets Forsæde var det dog ikke muligt for Indbydere af scandinavisk eller sprogpolitisk Farve at faae Folket til at billige deres i Folkets Navn bebudede Demonstration. - Med Hensyn til Indbydelsen er at bemærke, at den deels ikke er foreviist alle her i Byen værende Rigsdagsmand, deels at enkelte udtrykkeligt have nægtet at underskrive. Prof. Clausen, hvis Navn stod iblandt Indbyderne, var nok selv fraværende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1857)

Efter en Rapport i "Fdrl." havde man ved Grundlovsfesten i Tivoli været saa "gemytligt" scandinavisk, at man kun dandsede til Lumbyes Musik og ikke vilde have noget med Strauss og Gungl at gjøre, "fordi de vare Tydskere"-. Det har imidlertid været en lige saa ugemytlig Witz for os selv, som daarligt anbragt Havn imod Tydskerne, siden man netop hos dem hører Lumbyes Musik lige saa flittigt som den hjemmefødte, og Lumbye jo desuden, uagtet hans Ejendommelighed, selv er Elev af den straussiske Skole, saa at man her heller ikke hævder vor Musiks Nationalitet ved at fornægte dens Oprindelse. - "Imod Slutningen" har nok ogsaa Dandsen i de vedk. Grupper, trods de sydlige Toners Udelukkelse, faaet et noget St. Beltmæssigt Præg eller ogsaa Festtonen er bleven for høinordisk siden Politiet "brugte baade Stokken og Uqvemsord" og, hvad enten det har været "uden skjellig Anledning" eller ikke, frembragte et rigtignok meget upassende og meget ugrundlovmæssigt Finale.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juni 1857)

Vesterbrogade udenfor Tivoli på festaften, Illustreret Tidende 1867. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.