Mindehøjtidelighed for Slaget ved Slesvig 1848. (Efterskrift til Politivennen)

- Officererne, sergenterne og underofficererne fra Kejser Alexander Grenadierregimentet der deltog i felttoget til Slesvig-Holsten i 1848, fejrede i forgårs årsdagen for Slaget ved Slesvig med en banket. Hans kongelige højhed Prins Friedrich Karl og krigsministeren, hvoraf sidstnævnte ledede regimentet under felttoget, var til stede ved festligheden. Den nuværende regimentschef, oberst v. Zastrow holdt en tale til forsamlingen, hvor han ikke blot entusiastisk mindedes dagen for slaget, hvor Preussens krigere for tysk lov og tyske ære greb til våben og smykkede hærens sejrskrans med en ny stjerne, men også opmuntrede dem der deltog i fejringen, til at være loyal og at bevare den gode ånd i hjertet og give den videre til de kammerater, der har udmærket den preussiske hær i gode og onde dage. Festligheden var munter i ægte soldaterstil og vil forblive et glædeligt minde for alle dem der deltog. En særlig skål fejrede den daværende højtstående feltkommandant, feltmarskal friherre v. Wrangel. Ligesådan modtog den ærede general nyheden via en telegrafisk udsendelse fra Stettin at officererne fra 2. Infanteri (Kongens) Regiment sammen ved den festlige frokost havde skålet på hans helbred.

- Die Officiere, Feldwebel und Unterofficiere des Kaiser Alexander-Grenadier-regiments, welche im Jahre 1848 den Feldzug nach Schleswig-Holstein mitgemacht haben, feierten vorgestern durch ein Festessen den Jahrestag der Schlacht bei Schleswig. Se. königl. Hoh. der Prinz Friedrich Karl und der Kriegsminister, welcher letzere während des Feldzuges das Regiment commandirte, waren bei dem Feste zugegen. Der zeitige Regimentscommandeur Oberst v. Zastrow hielt an die Versammlung eine Anrede, worin er nicht nur mit Begeisterung des Schlachttages gedachte, an welchem Preussens Krieger für Deutsches Recht und Deutsche Ære die Waffen führten und dem Siegeskranz der Armee mit einem neuen Sterne schmückten, sondern auch die Festgenossen ermunterte, die Treue und den guten Geist im Herzen zu bewahren und auf die Kameraden zu übertragen, welche das Preussische Heer in guten wie in bösen Tagen ausgezeichnet haben. Das Fest verlief heiter in ächter Soldatenweise und wird allen Theilnehmern eine freudige Erinnerung bleiben. Ein besonderer Toast feierte den damaligen Oberfeldherrn, Generalfeldmarschal Freiherrn v. Wrangel. Eben so erhielt der verehrte general durch eine telegraphische Depeche aus Stettin die Nachricht, dass das Officiercorps des 2. Infanterie- (Königs-) Regiments, bei'm festlichen Mittagsmahle vereinigt, auf sein Wohl getrunken habe.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 26. april 1858)

Maler Niels Simonsen (1807-1885) og Johan Adolph Kittendorff (1820-1902): Slesvig d. 23. April 1848. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den preussiske krigsminister var grev Friedrich Gustav Waldersee (1795-1864). Han havde den 9. marts 1848 som oberstløjtnant overtaget kommandoen over Kaiser Alexander-Garde-Grenadierregiment nr. 1 i Berlin. Han udmærkede sig her i Slaget ved Slesvig 23. april 1848. Men deltog i øvrigt ikke i de efterfølgende kampe mod Danmark, men ledede året efter 24. infanteriregiment i nedkæmpelsen af majopstanden i Dresden. Han blev krigsminister 1854 under ministerpræsident Otto von Manteuffel indtil denne trådte tilbage i 1858. Han døde 15. januar 1864.  

Kniplingskræmmer Jens Wulff (1774-1858). (Efterskrift til Politivennen)

Den afdøde udmærkede Industrielle, Kniplings- og Uldhandler Jens Wulff i Brede, beskjæftigede, efter Møgelt. Av., engang "1100" Kniplingspiger i Slesvig og gjorde Forsendelser til alle Verdensdele. I den franske Krigsperiode var han den eneste Kniplingshandler, der vedblev at reise for ikke at afskedige sine Arbeidere, og da maatte han døie megen Fare og Besværlighed. Engang skjød en fransk Toldpatrouille efter ham, og Kuglen peb ham ret forbi. Den Dag ihukom han siden hvert Aar med Tak til Forsynet. Da Kniplingshandelen siden aftog meget, lagde han sig efter Uldhandelen og forskaffede dette Product, især Marskulden, ganske nye Afløbskilder. Denne Handel fortsatte han til et Par Aar før sin Død. Ligeledes gjorde han for egen Regning store Opkjøb af jydsk Uld, og der gives Aar, hvor det af ham opkjøbte Uldforraad oversteg 200,000 Pd. Ogsaa i det jydske "Bindetøi" har han gjort betydelige Forretninger, navnlig til America. - Som Dreng havde han først været Skriverdreng paa en Herregaard i Jylland, hvor han maatte døie en temmelig haard Behandling. Som 13aarig Yngling begav han sig paa sin første Reise med Kniplinger til Tydskland, fremmed for Sproget og kun med faa og ude af Brug værende Varer. Han vandrede ofte grædende omkring, indtil - som han fortalte - Forsynet en Dag sendte ham en Betler-Olding paa hans Vei. Denne Oldings fromme Sind og Fortælling om sit mærkelige Levnetsløb styrkede saaledes Ynglingens Mod, at han ufortrødent fortsatte sin begyndte Vandring, og snart havde han den Glæde at komme bedre frem. I 30 Aar bereiste han siden tilhest Meklenborg, Hannover og endeel af Preussen saa hyppigt og vedholdende, at han beregnede den Vei, han havde redet, lig med Jorden tre Gange rundt. Paa sine Reiser til Harzen blev han bekjendt med sin endnu levende Hustrue, som blev ham en trofast Livsledsagerinde. I Anledning af sin Forlovelse oppe paa Bloksbjerget skrev han en Romance, der er bleven tryk, og uddeelt til Mange. I sit 36te Aar giftede han sig og levede 49 Aar i det lykkeligste Ægteskab. I 1846 fik han af Christian den 8de Fortjenstmedaillen i Guld, og 1854 blev han af Frederik den Syvende udnævnt til Ridder af Dannebroge. Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia, hos hvem han stod i høi Agtelse og Yndest, beærede ham med Besøg i hans Huus den 8de September 1847. Han foretog sig dagligt lige indtil sit sidste Sygeleie Fodvandringer, hvor ondt end Veiret var, og kjørte endnu i sit 84de Aar i afvigte Vinter ene til Husum. Blødagtighed og Forfinelse vare ham imod, hvorfor han ogsaa, uanseet at han kunde have gjort sig Livet mageligt og beqvemt, vedligeholdt sin jævne, tarvelige Levemaade og sit ligefremme, oprigtige Forhold imod Alle til det Sidste. Han var en Mand med et lyst Blik, en klar Forstand og et varmt Hjerte; en tro Frænde; som saadan har han vistnok ingen ringe Medvirkning havt paa sine tvende Brødres Ungdomsudvikling: den ene senere Præst i Riis og den anden, Eieren af Nebel Mølle, den fra den jydske Stænderforsamling hæderligt bekjendte Justits. Hans Wulff. Som imod Slægtninge og Venner var han ogsaa trofast og hjælpsom imod den mindre Bemidlede, især naar det gjaldt at styrke Arbeidsomhed og Redelighed. Det er ogsaa sandt, hvad der vidnedes ved hans Grav, at han altid pleiede at uddele Noget af det Fortjente, naar han kom tilbage fra sine Handelsreiser, og at han gjerne vilde, at Andre skulde være glade med ham og være nyttige Borgere, ligesom han stræbte at være det og isandhed var det. Det var hans Nøisomhed, Virksomhed, Udholdenhed og barnlige Tro, der havde sat ham istand til at kunne give og til at kunne glæde og gavne sine Medmennesker. Han maa i det Hele taget betragtes som en af Forsynet i høi Grad benaadet Mand. - Som yderligere Beviis for den Hedengangnes sjeldne Udholdenhed bør nævnes, at han i 54 Aar, til faa Dage for sin Død (i Marts d. A.), førte en Dagbog, der i al den Tid kun var afbrudt i nogle faa Dage. Disse Optegnelser vare den Afdøde en kjær Syssel; han kunde dagligt kalde den svundne Tid tilbage. Ligesom de ere af stort Værd for Familien, saaledes vilde de ogsaa have Interesse for en videre Kreds, idet de vidne om, hvad Virksomhed under Udholdenhed og Tro formaaer i det svage Menneske, ikke alene til Fred i Hjertet, men ogsaa til Gavn og Glæde for en vid Kreds og for Fædrelandet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. april 1858).

Kniplingshandler Jens Wulff (1744-1858) fra Bredebro lidt nord for Tønder i Slesvig, var en af den slesvigske vesteregns mest ansete og indflydelsesrige mænd i første halvdel af 1800-tallet. Han var af en dansk familie og var gift med en tysk kvinde. Han beherskede begge sprog. Hans gård i Brede eksisterer stadig. Han førte detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv. 

En Hr. Jens Wulff fra Brede ved Tøndern bekjendtgjør i Aviserne, at Aarsagen hvorfor han ikke i Aar kan sende sin Pleiesøn Wilhelm Nissen til Vesteregnen af Jylland for at gjøre Opkjøb af Uld i Partier er nogle Hindringer, som Politiemesteren i Holstebroe afvigte Sommer lagde ham i Veien. Hr. Wulff siger blandt Andet:

"Som dansk Undersaat var det i en Række af 43 Aar skjøndt boende paa Landet, min kjæreste Bestræbelse at virke til Landmandens Gavn ved Forsendelse endog til fjerne Verdensdele af Landets Industrie-Frembringelser og Naturprodukter; jeg saae her den første Hindringssteen kastet mig i Veien. At jeg til Gavn for Jylland ei tør afbenytte mine Connexioner og Pengemidler gjør mig hjertelig ondt; men mig blev sagt: jeg kjøbte for meget!!! Jeg betalte dernæst i rene Contanter, som jo ei før var Skik og Brug i hiin Egn, og - paa min Virksomhed blev lagt et fængslende Bånd."

I Marsken fra Tøndern til Husum, er ved forøget og frie Concurrence, Uldpriserne siden 1829 stegne fra 10 til 18 a 20 Ldsk. pr. Pund; en riig Indtægtskilde er derved aabnet for Landmanden, og til meer end det Dobbelte har han forøget sine Faareflokke; men - hvor der skal tilveiebringes et slift Resultat, der maa Uldhandelen ei være et Monopol for Smaahandlere, der blot kjøbe, naar de have Commission (en selvstændig Kjøbmand frygter ingen Concurrence, og holder let en fremmede Kjøber tilside) der maae Handelen som i Hertugdømmerne være fri, og den Kjøber meest velkommen, som bringer de fleste Penge i Landet.

Naar denne Frihed ogsaa finder Sted i Jylland, og jeg seer mig betrygget for slige Ubehageligheder, som de der mødte mig afvigte Sommer, og som forvoldte mig betydeligt Tab, da begynder jeg mit Uldopkjøb paa nye, og vil med Glæde bidrage min Skjærv til at hæve og forøge et Product, der afgiver en saa vigtig Export for vort kjære Fødeland.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 15. oktober 1835).

- Tøndersk Kniplingsfabrik. Vi have tidligere, ved at berette om et smagfuldt og kostbart Kniplingssmykke, som den bekiendte Kniplings- og Uldgodshandler Jens Wulff, Brede havde den Ære at overrække Hendes Maiestæt, henledet Opmærksomheden paa denne vigtige Industrigreen, den eneste indenlandske, der frembringer Luxusartikler, som ere Gjenstand for forsendelse til Udlandet. Denne Industrigreen har bragt Velstand i Egnen omkring Tønder, har i Aarhundreder tilført og tilfører endnu samme betydelige Pengesummer, og har ved den herved for ægede Cirkulation givet Grundeiendommene en betydeligen høiere Værdi end andensteds. Vel har ukyndige Philanthroper villet paastaae deels at fortjenesten ene gik i Kniplingshandlerens Lomme, idet denne ikke tilstod Kniplerskerne mere, end der var høist fornødent til at friste Livet med, deels at dette Arbeide indvirkede skadeligt paa Kniplerskernes sundhed, idet disse ved den megen Stillesidden fra en ung Alder skulde tabe deres sundhed, ja endogsaa blive Krøblinger. Enhver, der har været i denne Egn, vil imidlertid have havt Leilighed til at kjende det Urigtige og Overdrevne i denne Paastand. Kniplerinderne udføre deres Gierning i deres varme Stue, medens Mangen af den arbeidende Klasse lider Sult og Kulde; deres Arbeide udfordrer ikke nogen Anstrængelse, hvorfor de kun behøve Lidet til Klæder og Føde; naar de ere flitiige og sparsommelige, kunne de derfor beholde Noget tilovers, hvorved mange blandt dem see sig istand til at kunne ernære deres gamle Forældre eller hjælpe til at opdrage deres Sekstende. Sædvanligen sidde flere Kniplingspiger sammen i een Stue, og da deres Arbeide for det meste er mekanisk, kunne de under samme følge deres dyst til at synge og fortælle Historier, og Tiden gaaer saaledes hurtigen og behageligen for dem, medens de fortiene Brødet for dem og Deres. Naar Sommeren kommer, sættes for en stor Deel Kniplingsskrinet tilside, og mange Kniplingspiger ere nu Markarbeidere, der ere bekiendt for at kunne bruge sig, og især for at kunne føre Kniven godt. En saadant Liv kan ikke synes at indvirke skadeligt paa Helbreden eller at foraarsage nogen Vanførhed; vel gives der ogsaa Svage og Krøblinger blandt Kniplingspigerne, men saadanne findes der overalt, og det er netop en Lykke for disse ellers forladte og hiælpeløse Væsener, at de paa denne Maade kunne fortjene deres Brød. - Kniplingernes Provenu beløber sig vel ikke til et saa meget betydeligt Beløb, men det maa da ogsaa bemærkes, at næsten Alt er Arbeidsfortjeneste, eftersom Materialets Værdi er ubetydeligt og sjelden udgjør 10 Procent. Da denne Handel var i sin største flor, tilførtes der Tønder-Egnen aarligen fra Ind- og Udlandet omtrent 100,000 Rbd. Courant eller 1600,000 Rbd., hvoraf Wulffs Handel, der meest var paa Udlandet, udgjorde over 1/6 Deel, skiøndt det dog dengang ikke var den betydeligste. Vel har denne Handel senere i tabt sig, men man kan dog med Sikkerhed beregne, at endnu omtrent den halve Værdi aarligen tilvirkes, og det vilde vistnok være et stort Savn for Egnen, hvis denne Industrie skulde ophøre, da herved mange hundrede Mennesker vilde blive brødløse. Naar vi sammenligne dette fabrikat med det jydske Uldgods, da er det vel ogsaa, at det sidste bringer flere Summer ind i Landet, men største Delen af dette Beløb maa da ogsaa regnes fra for Ulden, der kunde sælges og forsendes til Udlandet, hvis den ei blev her forarbeidet. Selv for nogle Aar tilbage, da Conjuncturerne vare bedre for Uldgodshandelen, kunde en Binder i Arbeidsløn kun fortiene paa 1 Pd. Uld 4 til 6 lsk eller 13 til 19 Rbsk, i den senere Tid saa meget som et Pd. Uld kostede; men efterat de amerikanske forsendelser ere ophørte, daler det igjen med Prisen, og Fortjenesten vil i indeværende Aar blive ussel for de stakkels Bindere. Vi tør derfor paastaae, at det meer er tilsyneladende end virkeligt hvad Uldgodset indbringer, hvorimod det er mere virkeligt end tilsyneladende, hvad Kniplingerne indbringe, efterkom disses Provenu næsten heelt er Arbejdsfortjeneste.

(Dagen 7. april 1841).

2 kniplersker arbejde i 9 måneder på fuldtid for at fremstillet arbejderne til kongeparret i 1841.

Helt enig er Frilandsmuseet ikke i ovenstående beskrivelse af kniplerskerne. I beskrivelsen af museets knipleskole fra Nørre Sejerslev, som lå tæt på hvor Wulff virkede, fortælles at egnens småpiger, især fra mere beskedne hjem, lærte at kniple for at skaffe sig en indtægt. Kniplingernes storhedstid var i 1700-tallet, og kulminerede ca. 1800-1830. Kniplingsarbejdet blev kommisioneret ud til kniplerskerne af mellemhandlere, som leverede mønstre og materialer. De betalte kniplingspiger og -koner meget beskedne summer for det fine arbejde, og tjente en del på avancen ved videresalg af de færdige kniplinger til købmænd og manufakturhandlere. Arbejdet kunne være hårdt for fysikken. Man sad bøjet mange timer og kniplingsbrættet, og lyset var efter vor tids stanarder uskarpt og dårligt. For at udnytte tællepråse og kærter til det yderste, forstærkede man lyset ved genskin fra vandfyldte kugler, ophængt i rummet. Men øjnene kunne efter nogle år i faget godt begynde at tage skade. Mange kniplingspiger blev tidligt dårligt seende.

Af de sparsomme politiske bemærkninger fremgår at han støttede de danske konger Christian 8. og Frederik 7. og den dansk-tyske helstat. Dagbogen viser at han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne da han opfattede det som om at "tyske" og "danske" havde levet fredeligt side om side. Se særskilt indslag om Jens Wulff i Martsdagene 1848.

Efter Slaget ved Bov i april 1848: 

"Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”. 

Hans ønske om at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur var han ikke ene om. Han misbilligede såvel Hiort Lorenzen som danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede. Herom skrev han i sin dagbog: 

"… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.

Ved udbruddet af krigen i 1848 blev positionerne linet op som et valg mellem det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør og Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre. Det skabte ofte spittelser i familierne: Den københavnskfødte major Cæsar du Plat valgte oprørshæren mens hans bror Glode du Plat modparten. Den københavnskfødte løjtnant Huno von Holstein valgte oprørerne og blev nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Løjtnant Holstein deltog i arrestationen af apoteker Nagel fra Højer som var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational. 

Grunde til at dansktalende valgte den slesvig-holstenske side kunne fx være modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”. 

På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Kongefamiliens sidegren med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret. 

Især for handlende var krigen en katastrofe, og forholdt man sig neutral, blev man hurtigt stemplet som tilhørende fjenden, således som Jens Wulff udsatte sig selv for. Selv brød han sig ikke om at krigen blev undergangen på det Slesvig som han havde holdt af.  

Litteratur

Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954.  Et udpluk fra martsdagene i 1848 kan ses her på bloggen. 

René Karpantschof: "De stridbare danskere 1848-1920" 

Confirmation paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Noget om Confirmationen paa Landet.

Vi have da snart igjen Confirmation, og med den vel atter de samme Forargelser, som denne vigtige og høitidelige Handling desværre altid fører med sig. Det er nemlig Skik herude, at Confirmanderne paa Confirmationsdagen blive stillede paa Kirkegulvet efter deres Kundskaber, navnlig i Christendommen, saaledes at den Dygtigste, det vil da sige, den, som af Præsten stemples som saadan, faaer den øverste Plads, og at enhver af de Øvrige ligeledes kommer til at staae i Rækken efter Fortjeneste. At denne Stillingsmaade under hele Confirmationsforberedelsen, trods Præstens Talen om Ydmyghed, bestandig fremmaner den ingenlunde gavnlige Tanke for den Unges Sjæl: hvilken Plads mon jeg faaer, jeg bliver nok Øverst, jeg kommer vistnok oven for den og den, indsees let, naar man betænker, at netop i Confirmationsalderen, som er de Unges Overgang fra Barn til Menneske, træder Forfængelighedsaanden meget stærkt frem, og man tillige veed, at Pladsen paa Kirkegulvet, og naturligviis især den øverste Plads, ansees og omtales herude, af Confirmander saavelsom af mange Wlore, som der Væsentligste ved Confirmationen, medens Christendomskundskaben og Daabsbekræftelsen neppe ændses. Hører man de Confirmerede efter Confirmationen tale om denne, er det meget sjældent Andet end en forfængelig Snak, man faaer at høre, navnlig om, hvor høit eller lavt den eller den var kommen op eller ned paa Kirkegulvet. Og spørger man dem, om de Øverste svarede godt, faaer man gierne det Svar, at disse svarede daarligst, hvorimod Nr. 5, 6 osv. kunde svare langt bedre; hvilket viser, at Opstillingen enten virkelig har været uretfærdig og der altsaa er skeet en vilkaarlig ubillig Tilsidesættelse, eller at de Øverste misundes deres Pladser, hvilket i Regelen altid er Tilfældet, og derfor af Misundelse, med krænket Forfængeligheds Bitterhed, fordømmes og nedsættes Tillige hører man undertiden Confirmanterne sige: vi tænkte nok, at den og den blev Øverst, skjøndt han eller hun under Forberedelsen næsten aldrig har kunnet svare; thi hans eller hendes Forældre ere rige, eller uden for Bondestanden; eller ogsaa, hvilket endnu værre er, hedder det: han eller hun gav 4 Rd. i Indskrivningspenge og 3 blaae Sedler i Confirmationsoffer, og jeg gav ingen Indskrivningspenge og kun 1 Rd. i Offer, og min Fader er kun Arbejdsmand og han og Præsten have desuden engang været Uvenner. Hvad viser nu alt dette og hvad er Følgen deraf? Det viser, at Confirmationen, som en Følge af Stillingsmaaden, betragtes som en høitidelig Parade, ved hvilken det fornemmelig kommer an paa Plads; at Stadsen ved denne Leilighed ikke bliver forglemt, er jo vitterligt nok. Og Følgerne deraf ere, at den Tillid til Præstens Samvittighedsfuldhed og Sandhedskjærlighed, som man dog maa antage, at han under Confirmationsforberedelsen har faaet fremkaldt hos Confirmanderne, og uden hvilken hans Religionsunderviisning kun har været en klingende Bjælde for dem, uden synderlig Virkning eller Frugt, er brudt, tabt og borte, og at han altsaa ikke længere staaer for dem som den, der med Samvittighedsfuldhed tjener den Herre Christus, men som Leiesvenden i Mammons Tjeneste, der kun høres og følges med Tvivl. Og i de Øverstes Hjerter gives Hovmod, med den hermed følgende Ringeagt for Andre, rigelig Næring, medens de Tilsidesatte, paa Grund af den virkelig . eller kun formeentliq, lidte Forurettelse, stærkt friste til ikke alene at fornægte Kjærligheden, men at give Misundelsen, ja maaskee endogsaa Hadets fule Aand Rum i deres Hjerter; og det selv paa den Dag de i Herrens Tempel skulle bekjende den Herre Christus. Og dette er det, som jeg kalder "Forargelser ved konfirmationen, og heri er den famøse Opstillingsmaade alene Skyld. Hvorledes eller hvormed Præsterne for And og deres egne Samvittigheder kunne forsvare at bruge denne fordærvelige Uskik formaaer jeg ei at indser; thi den lader sig sandelig ei forsvare dermed, at det er en gammel Skik; ei heller med, at naar Confirmanterne stilles saaledes, som de efter Præstens bedste Overbeviisning fortjene, han da har sin Samvittighed fri; thi Enhver, Præsterne med, vil vist indrømme, at med ingensomhelst Grunde kan forsvares, at give Anledning til saadanne Følger som de paaviste, naar de kunne undgaaes. Den samvittighedsfulde Præst vil vist ogsaa tilstaa, at han ofte ved Stillingen af Confirmanterne har været endogsaa ikke saalidet uenig med sig selv om, paa hvilken Plads han skulde sætte enhver af dem; og indsee maa han ogsaa kunne, hvis han ikke allerede paa en eller anden Maade har erfaret det, at selv ved den retfærdigste Opstilling opstaaer der let Misundelse og Misfornøielse, saavel blandt Confirmanderne som disses Forældre, der har en ei ønskelig Utilfredshed til Følge. Allermindst lader endelig denne Stillingsmaade sig forsvare med den Paastand, at Kappelyst blandt Confirmanderne vækkes ved Tanken om, at de paa Confirmationsdagen muligen kunne komme til at prunke paa Høisædet for de Nysgjerrige i den talrige Menighedsforsamling; thi fra det christelige Standpunkt betragtet, maa det vel endog kaldes uchristeligt, at lokke til Indsigt i vor Herres Jesu Christi Naade og Kundskab, ved at stille forfængelige Ærespladse i Udsigt som Belønning derfor, da Christendommen aldrig bruger saadan Lokkemad, men tvertimod udtrykkelig siger: "Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind mod hverandre." - Man maa virkelig høilig undres over, at saa mange Præster, istedet for at optage den af Hovedstadens Præster brugende eneste rigtige Stillingsmaade, nemlig at stille Confirmanderne efter Alderen, hvorved, paa Grund af, at der ved denne Stillingsmaade ikke mere fornuftigviis kan være Tale om Øverst og Nederst, al forfængelig Talen om, og Higen efter de øverste Pladse aldeles maa bortfalde, holde paa den gamle usalige Uskik, som om det var en Troes-Artikel, uagtet de paapegede Følger deraf ikke kunne være ukjendte. Denne Vedhængen ved den gamle Uskik synes meget stærkt at vidne om, at der maa være skjulte, men meget vægtige Grunde tilstede, der forbyde Præsterne at bruge Aldersstillingen, og som byde dem, at holde paa den gamle Uskik; hvilke Grunde, skjøndt idetmindste nogle af dem maaskee ikke ere meget vanskelige at opfinde, jeg dog ikke her skal indlade mig paa at opsøge. Skjøndt jeg troer, at det af det Anførte maa staae klart for Enhver, som mener det godt med de Unge, og ønsker at Confirmationen maa blive dem til Velsignelse, at Confirmantstillingen efter Kundskabsdygtighed er fordærvelig og derfor bør forkastes, tør man dog neppe vente, at Præsterne paa min ringe Opfordring af dem selv herefter ville stille Confirmanterne efter Alderen; men alligevel lever jeg i den glædelige Fortrøstning, at denne Stillingsmaade ret snart vil være den eneste, som bruges overalt her i Landet; thi jeg haaber sikkert, at Regjeringen, hvis Omhu for Kirkens Tarv er almindelig erkjendt, snarest muligt vil banlyse den oftnævnte Uskik af Kirken, og befale Præsterne at stille Confirmanterne alene efter Alderen, til Velsignelse for de Unge og til Glæde for de Ældre.

I Februar 1858.

En Mand paa Landet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1858)

Rangopstillingen blev også behandlet i Politivennen 4. juni 1831.

"En præst på landet" svarede artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. marts 1858. Svaret bestod i al væsentlige i at indsenderen ikke havde gavnet sin sag ved den måde han havde formuleret artiklen på. Redaktionen nævnte derefter at der var kommet to yderligere indlæg. Et om at der blev trukket lod om opstillingen. Der blev endvidere argumenteret mod aldersopstillingen idet dette ville favorisere de som først efter flere forgæves konfirmationer omsider havde bestået. En anden landsbypræst fortalte at han opstillede børnene efter sit forudgående kendskab til dem fra skolen. 

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Dr. Dampes Historie. (Efterskrift til Politivennen)

Dr. J. J. Dampe, - der under Frederik den 6tes Regering blev dømt for Majestætsforbrydelse og i 20 Aar holdtes i strængt Fangenskab paa Christiansø, hvorfra han befriedes af Christian den 8de, som tillod ham at opholde sig hvor han vilde paa Bornholm samt gav ham 3 Mk. om Dagen til Underholdning, og endelig af Frederik den 7de skjænkedes sin fuldstændige Frihed, hvorpaa han tog Ophold i Kjøbenhavn, - udgiver nu sit Livs Historie fra sin Ulykkesperiodes Begyndelse. Dampe faldt, som bekjendt, for Frihedens Sag, og man har hyppig villet dadle ham for, at han valgte et uheldigt Tidspunkt til Gjennemførelsen af de friere Principer. Denne Dadel imødegaaer D. strax i 1ste Hefte af sit Skrift ved at meddele Følgende om Datidens Stemning for Friheden: "I et Aftenselskab hos Justitsraad, Toldinspektør Høst befandt sig blandt Andre ogsaa Kong Frederik den Sjettes Favorit, den bekjendle Bülow. Det var netop i de Dage, da Efterretningen var kommen om Opstanden i Neapel for Friheden. Man kom paa Tale derom. Professor Nissen, Rektor ved Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, som sad ligeoverfor Bülow, udtalte sig med Bifald om Neapolitanernes Stræben efter en fri Forfatning; han lagde ikke Skul paa, at han selv yndede Tanken herom, at han ansaa en fri Forfatning for et attraaværdigt Gode. Herover opstod en Disput mellem ham og Bülow. Tilsidst sagde Bülow med Vrede: "Her hos os er der to Partier; det ene Parti har Snak, det andet har Bajonetter." - "Jeg skulde da mene", svarede Nissen, "at dersom man sammenligner disse To, saa bliver dog altid Snak mere aedel, end Bajonnetterne." Efter Bordet stod man hist og her i smaa Klynger og talte. Talen faldt paa Disputen; man fornøiede sig over Det, Nissen havde sagt; man fandt, at han havde talet vel. Da anmærkede En (Etatsraad Stoud): "Det var ogsaa lettest for ham; han talte for den gode Sag." - Dette Træk af hin Tids Stemning har endnu mere Betydning, naar man bemærker, al de, som vare der forsamlede, vare af de høiere Stænder, vare Embedsmaend, altsaa af den Klasse, som, formedelst sin Forbindelse med Regeringen, ellers er mindst modtagelig for Frihedens Tanke. Ikke Faa morede i hin Tid et bestemt Ønske for en fri Forfatning. For at udforske, hvor mange der havde denne Tanke, foreslog jeg et ydre Tegn derpaa. En Jernring, baaren om Mellemfingeren af den venstre Haand, blev ansect for et passende Tegn. De Første, der bare den, vare, foruden mig, Kildal Lund, en Læge (først ganske nylig død), og Inspektør Rose. Betydningen deraf blev snart bekjendt. Følgen var, at i faa Dage det Hele Forraad af Jern-Gigtringe (hvilke man anvendte dertil) hos alle Byens Isenkræmmere blev revet bort. Ringene saaes i flere Maaneder paa mangfoldige Fingre. "Kiøbenhavnsposten" fortæller dette (236, 1841). Der blev kastet Sedler paa offentlige Steder, f. Ex. paa Børsen, hvori der blev forlangt fri Konstitution. Jeg veed det, fordi Politidirektøren spurgte mig derom. Men jeg havde ingen Del heri. Denne Politidirektør sagde til mig de Ord: "Vi ved, at der er mange, som tænke saaledes."

(Ribe Stifts-Tidende 2. marts 1858)

Advarslerne om Frederik 6.s nidkære undertrykkelse af al opposition var ellers tydelige: Allerede i 1819 havde Dampe selv fået en frisindet prædiken konfiskeret. Måske, måske ikke er ovenstående beretning sand, men Dampe kan ikke have været i tvivl om Frederik 6.s hensigter. I årene 1818-1821 var kongens indgriben særlig hård mod pressen. En proces der allerede var startet i 1810 med en reel censur mod politisk indhold. Dette var oven i købet blevet skærpet i 1814. Og i 1818 var enhver forhånende ytring mod fremmede regenter forbudt. I Hertugdømmerne var der siden november 1819 reelt indført censur. I 1820 var det i praksis sådan at ingen skulle bryde sig om politik udover embedsstanden, hverken hjemme eller ude.

Ifølge pastor F. R. C. Bülows "Optegnelser om præstegjerning ved Hospitalet 1867-1877" (manuskript) skal dr. Dampe være død på følgende måde:

"- - - Jeg kom saaledes til at begrave den eengang saa bekjendte Dr. Dampe, der for sin Politik i Frederik den Sjettes Tid længe havde siddet fængslet paa Christiansø. Han indlagdes nedbrudt af Steensmerter, og den gamle Rationalist sukkede i sin Pine stadig sit: "O, Herre Jesus! hjælp mig!" Det gav da bestemt Anledning til en alvorlig Samtale. Da jeg en Dag spurgte ham, om Nutidens Rørelser i politisk Henseende bevægede ham, svarede han: "Nei, nu har jeg Andet at tænke paa". Jeg troer, han gik beredt bort. Han saae mig gjerne komme."

Her citeret fra Personalhistorisk Tidsskrift, 1898.